Hvorom alting er: En immigrantfortælling

By Henni Gelfer

"Hurtigere Lea, lad os komme væk, løb, så løb da!" skreg Mendel rødblussende
og åndeløs … Det var den "blodige søndag" 1905 i St. Petersborg ...

"Hvorom alting er" er en fortælling om en russisk-jødisk immigrantfamilie. Fortællingen løber fra 1905 i St. Petersborg til november 1947, hvor familien har boet i København, siden den kom til Danmark i 1906. Der fortælles om Mendel og Lea og deres familiemedlemmers liv. Deres kamp for det daglige brød, de elendige boligforhold og deres møde med en ny kultur og tilegnelse af nyt sprog. Som tiden skrider frem, bliver de også konfronteret med nye skikke og normbrud indenfor familien. Da deres datter Bella gifter sig med en ældre mand fra et meget anderledes miljø, udbryder Mendel: "Hvorom alting er, så er han da jøde!"

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 1, 2014
• ISBN: 9788771459494

Book preview

1947

1905

Hurtigere, Lea, lad os komme væk, løb, så løb da, stærkere, skreg Mendel rødblussende og åndeløs, mens han trak Lea efter sig i et hæsblæsende tempo. Pludselig standsede han op og så sig omkring. Han pegede hen mod en gade, som de hastede hen til. De fik øje på en kælderhals, og han puffede Lea ned. De satte sig forpustet på et trin.

De sad næsten uden at trække vejret og lyttede til skuddenes smælden, da de hørte lyden af heste. De pressede sig automatisk ned i bunden af kælderhalsen. To gendarmer til hest kom til syne, rædslen overmandede dem, de var blevet set! Lea forstod ikke, hvorfor hun blev så bange, men det gjorde hun og mærkede, at nogle dråber urin vædede hendes bukser.

Den ene sagde:

– I forbandede demonstranter har ødelagt min fridag, og så spyttede han ned på dem og red videre. Lea var lamslået. Mendel var ligbleg og rystede over det hele, for de var ikke blot demonstranter, men også jøder.

Det var den blodige søndag.

Mendel og Lea havde sluttet sig til demonstrationen, der endte foran zarens palads. Man ville appellere til zaren, Lillefar, om at komme sin udmarvede, ludfattige befolkning til hjælp. Efter den tabte krig mod Japan var fattigdommen og håbløsheden blevet overvældende. Det viste sig med al tydelighed. Folk havde knap til det daglige brød. Jøderne rundt omkring i det store rige var endnu engang blevet prygelknabe, nu for russernes tab af krigen.

Fattigdommen havde mange ansigter, tænkte Lea i sin kvide.

En dag havde en ludfattig kvinde banket på hos dem. Hun havde set det beskedne skilt med Reparation af tøj og havde nok tænkt, at de var velhavende. Hun spurgte, om de ikke ville tage hendes lille dreng i lære:

– Han er flittig, kan bestille noget.

Drengen, der ikke var mere end 8 år, var tynd og udhungret. Han stirrede på Lea med angstfulde øjne, samtidig med at han klamrede sig til sin mor, der forgæves prøvede at komme fri af sin lille dreng. Lea forstod, hvor trængt moderen måtte være. Havde hun kunnet, havde hun taget drengen til sig, for tanken om, hvor han kunne ende, var ubærlig. Lea kunne kun hjælpe dem med lidt mad, men måtte afslå moderens bøn, for de kunne knap brødføde sig selv. Følelsen af livets uretfærdighed overvældede hende, og med gråd i halsen tænkte hun på, hvor svært det var at være fattig. I sit indre forbandede hun zaren, kapitalisterne, præsterne og alle de andre mænd, der ikke kom til hjælp, men hyttede deres eget skind.

Det var virkelig på tide, at der skete noget.

Hun følte sig så afmægtig over, at hun ikke kunne hjælpe kvinden og hendes dreng, men havde hun kunnet det, ville hendes eget liv jo se helt anderledes lyst ud. Nej, hun ville slet ikke tænke på, at alt ville være nemmere, hvis de havde penge. Det var, som det var. Tung om hjertet gik hun trist videre med dagens arbejde.

Mendel og Lea var gået sammen med tusindvis af andre mod paladset i håb om, at en så massiv appel til Lille-far ville sætte ham i gang med at lave reformer, der kunne afhjælpe nøden. Slangen af mennesker, der voksede, mens de gik ad Nevskij Prospekt, blev anført af munken Gabon. En mand bar højt hævet på et folkekært helgenbillede. Andre kippede med det russiske flag. Der havde også sneget sig et par enkelte røde faner ind, så Mendel med slet skjult fryd.

Da menneskemassen nåede pladsen foran Vinterpaladset, råbte man på Lille-far. Svaret fra slottet var chokerende og viste sig at være kanoners buldren og geværers smælden, der blev rettet mod folkemængden; det var et inferno. Helgenbilledet blev trådt ned, og under Mendels og Leas vilde flugt væk fra pladsen så Mendel det russiske flag ligge i rendestenen og tænkte, at det lignede en besvimet, afdanket luder – symbolet på, at man havde tabt kampen.

Efter et par timer, hvor de havde siddet klinet til kældertrappen, stilnede skyderiet af. De sneg sig op på gaden og gik langsomt og vagtsomt hen mod pladsen; den lignede en slagmark. Ved synet af de hundreder af mennesker, der lå døde på jorden, brast Lea i gråd. Der stank af krudt, af blod og ekskrementer.

Mendel var stivnet i sorg og raseri og rystede uafvidende på hovedet. To små børn løb forvildede rundt og rundt, den ene suttede på tommelfingeren og satte i et vræl. Den lidt større dreng stod pludselig stille ved en kvindeskikkelse, der lå livløs på jorden. Han ruskede i hende og råbte noget, de ikke kunne høre. Den lille græd og græd, og det gjorde Lea også højlydt i Mendels arme.

Fortvivlede mennesker gik krumbøjede rundt og ledte efter pårørende, andre igen stod på afstand af paladset og truede hadefuldt med knytnæver op mod magthaverne. Åh, Gud, tænkte Mendel, hvor man forstod dem, og had og sorg skiftede i ham, så han var ved at sprænges.

– Den skide zar og hans militær, råbte Mendel rasende og vendte sig mod Lea. Stiltiende blev de enige om, at de bare ville hurtigt hjem for at hente Sara, deres pige, der blev passet hos naboen. Tænk, hvis der var sket hende noget. De måtte hjem og passe på hende.

Som Gabon havde sagt, hvæsede Mendel bittert, mens de småløb hjem:

– Blod skiller zaren fra hans folk.

Den nat lå Mendel og Lea meget tæt sammen og søgte hinanden i ordløs elskov, som om den kunne beskytte dem mod alt ondt.

En aften, ikke længe efter den blodige søndag satte Mendel sig ned og råbte til Lea, der stod i køkkenet, at hun skulle komme ind til ham. Han så alvorligt på hende og sagde:

– Vi skal ud af landet, der er ikke noget at betænke sig på. Nederlaget foran Vinterpaladset og den tabte krig til Japan går på et tidspunkt ud over os. Du husker vel brevet fra mine forældre, hvor de skriver, at der har været pogromer i en by tæt ved dem?

– Ja, ja, det ved jeg godt. Men hvad med Sara, hun er så lille, tror du, hun er stærk nok til det?

Lea vidste, lige så snart hun havde sagt det, at det var noget vrøvl. Men det var, som om en hed bølge af skræk skyllede hen over hende og tog hendes åndedræt med sig. Da Mendel lo ad hende, blev hun så vred, at vreden fik skubbet hende ud af angsten og gav hende luften tilbage.

Lea havde haft det dårligt siden den blodige søndag. Sov dårligt, fór sammen, når hun hørte en fremmed lyd, og sommetider gik hun så meget ind i sig selv, at Sara måtte hive i hende for at få kontakt. Billedet af børnene og kvinden, der lå på Paladspladsen, hjemsøgte hende.

– Hør nu Lea, hør på mig, fortsatte Mendel. – Jeg kan kun lige brødføde os, er det et liv at byde sin kone og datter? Hvad er der med dig?

– Jeg bliver så bange. Det er så overvældende at skulle forlade Skt. Petersborg, vores smukke by, som jeg elsker, stedet, hvor mine forældre ligger begravet.

Lea tænkte i sin forpinte tilstand, at hun aldrig mere skulle høre eller tale sit sprog, men måtte lære et nyt. Ville hun kunne det?

– Og tænk, hvis vi ikke kan klare os? Hvor har du egentlig tænkt dig, vi skal rejse hen?

– Til Danmark, til din elskede søster Fanny. Vil du ikke gerne dertil?

Han rakte hænderne frem, vendte og drejede dem foran Lea og sagde med et glimt i øjet:

– Så længe jeg har disse mine to hænder, skal vi nok klare os. Han rejste sig og gik tæt på hende, så hende ind i øjnene. – Det må du stole på.

Lea tænkte ’Hvad skal jeg tro?’ Hun var bange for at emigrere. På den anden side skrev Fanny igen og igen, at der var godt at være i Danmark:

Her kan vi jøder leve i fred. Vi klarer os, vi har vores udkomme, det går.

Mendel var ikke til at rokke. De brugte dage og nætter på at diskutere fremtiden. Hans faste tro på egne evner og en god fremtid beroligede Lea et stykke tid, indtil usikkerheden igen overmandede hende. Hun forstod ikke hvorfor. Usikkerheden var jo blandet med en glæde over igen at skulle være sammen med Fanny. Og hvad havde de her?

Hun huskede en dag, hvor Mendel og hun i deres forlovelsestid havde besøgt hans forældre i den fattige, støvede shtetl¹. Hun var gået en tur for at se sig omkring. Da hun vendte sig om for at se efter en ualmindelig køn og velklædt lille pige, stødte hun ind i en kvinde, der trak en kærre med grøntsager. Kvinden havde sin lille dreng med. Ved sammenstødet gav hun sig til at hyle op og skælde Lea ud. Hun råbte til drengen:

– Her, bliv ved siden af mig, for hende der er kun ude efter dit blod. Hun suger det ud af dig!

Det var aldrig gået op for Lea, hvordan kvinden kunne vide, at hun var jøde. Med bankende hjerte havde Lea opfattet drengens kridhvide ansigt og var gået hen mod ham for at fortælle, at hun ikke ville gøre ham noget ondt. Men moderen hylede blot højere og tiltrak en gendarms opmærksomhed. Folk stimlede sammen omkring dem. Den lille dreng var krøbet ind under kærren, hvor han sad med skrækken lysende ud af de vidt opspærrede øjne. Gendarmen spurgte naturligvis, hvad der foregik. Lea opgav at sige noget, for hver gang hun prøvede, råbte kvinden op. Lea vendte sig mod gendarmen og undskyldte, at hun var stødt ind i kvinden, og gik rystet og hovedrystende sin vej, mens hun undrede sig over alle de myter², der fandt vej til dem, der gerne ville tro på dem. Det var nok rigtigt, som Mendel sagde:

– Her i Rusland får vi aldrig lov til at leve i fred.

Da Mendel kom hjem den dag, sagde hun:

– Du har ret, vi må væk herfra. Men du må bære over med mig, for jeg er bange for alt det nye, vi bliver stillet overfor. Sæt nu det ikke går godt? Mendel svarede ved at stryge hende over håret.

Mendel var en meget dygtig skrædder, alligevel tjente han kun, så de lige havde til mad og den billige husleje, der dækkede et kælderværelse, et lille bitte køkken og tilhørende usselt lokum i gården, der blev brugt af alle beboerne i huset og i uhumskhed var derefter. De gik aldrig derud. Lea var bange for at blive overfaldet af rotter og løb panisk af sted, når spanden skulle tømmes. Var det noget at savne? Sådan gik hun rundt og talte med sig selv i dagevis.

Mendel vidste ikke, hvordan han skulle skaffe penge til rejsen, og dag og nat vendte og drejede han spørgsmålet. Han klagede over, at hans hoved var fuldt af alle mulige og umulige forslag for at finde en udvej:

– For Lea, du slipper ikke. Du ved lige så godt som jeg, at når noget går russeren imod, har han kun ét mål for sin vrede, og det er jøden.

I et hjørne af deres lille stue havde Mendel sin symaskine og sit pressebord, det var hans skræddervirksomhed. En dag, mens han sad og arbejdede, fik han en idé. Den var så fræk, at den overgik alt, hvad han havde forestillet sig, at han ville gennemføre. Han syntes altid, at han havde stræbt efter at være ærlig, og som socialist havde han bestræbt sig på ikke at udnytte andre! Han følte sig beskæmmet, men planen måtte føres ud i livet, det var deres eneste udvej.

Han havde et par jakker og benklæder og en enkelt frakke til reparation, men juvelen i samlingen af de få stykker tøj, var en minkpels, som han først havde vægret sig mod at reparere, men havde ladet sig overtale til, fordi det kun drejede sig om reparation af foret. Gudskelov for den! Gad vide, om den er stjålet, havde han tænkt, for damen, der kom med den, så noget afrakket ud i den frakke og