Manden der glemte sig selv

By K.B. Assenholm

Arne er en ret almindelig mand, og så alligevel ikke. Han har i hvert fald en hobby som de færreste har, og så har han usædvanlig plat humor.

Bogen her starter en sneklædt dag i slutningen af november, hvor Arne skal købe et juletræ. Og den slutter godt en måneds tid senere, hvor han blandt andet har spist et par klejner sammen med sin kone, sat en formentlig skyldig bag tremmer og haft en dag så ubehagelig, at den har prikket til hele hans forestilling om sig selv og sit liv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 23, 2019
• ISBN: 9788743017288

K.B. Assenholm

K. B. Assenholm, født 1985, har en kandidat i Corporate Communication fra Aarhus Universitet. Hun har arbejdet med kommunikation og marketing siden 2012, senest som Brand Manager for hvidevarekoncernen WhiteAway Group. "Manden der glemte sig selv" er K. B. Assenholms skønlitterære debut.

Book preview

fortælle.

Kapitel 1

Arne sad med ryggen mod en skraldespand i gården bag Centerkiosken og pustede ud. Sveden piblede frem på panden og en enlig dråbe hang yderst på næsetippen, klar til at lade sig overvælde af tyngdekraften og falde ned på den sortklædte mave. Han kiggede ned ad sig selv og smilede glad ved synet. Dragten strammede en smule om livet, og den sorte flagermus henover brystet havde efterhånden vinger så brede som albatros. Men han havde nu stadig taget på tingene, syntes han.

Den mellemstore provinsby havde aldrig været så fredelig som nu. Det var slut med hjemmerøverier i de bleggule ældreboliger, der lå idyllisk ned mod skovens nu snedækkede brune skygger. Ingen rødder stod og hang ved hjørnet på torvet, og ingen hjemløse råbte op mens de drak pilsnere på bænken foran banegården. Og vigtigst af alt: Det var endelig slut med den utålelige lyd af kurrende duer, eftersom han personligt havde udryddet hele bestanden.

Og tænk. Alt det kunne byens indbyggere takke Arne for. I snart otte år havde han nemlig haft en hobby lidt udover det sædvanlige, og til stor gavn for lokalmiljøet. Hobby var måske så meget sagt. Et dobbeltliv kunne være en anden måde at sige det på. Den specialfremstillede flagermusdragt, som nu altså var ved at være for lille, var nemlig en del af det udstyr som han tog i brug, når han gemte den almindelige Arne af vejen og trådte i karakter som sit alter ego, BatArne.

Ligesom de fleste superhelte brugte BatArne selvfølgelig kun sine kræfter til at arbejde for det gode. Aldrig havde han overfaldet uskyldige mennesker, og aldrig havde han forvoldt mere skade end nødvendigt. Det var i grunden forunderligt, hvordan musklerne trådte i karakter når Arne skiftede identitet. Normalt var han næsten for doven til at løfte glasset, medmindre der var noget virkeligt lækkert i, eller han skulle skåle for sig selv. Men når batdragten kom på, gik der en strøm af mirakuløs energi gennem kroppen, som satte Arne i stand til både at løbe og løfte alt fra fjer til glas uden at besvime af udmattelse.

I dag havde været en god dag. Arne var gået tidligt fra kontoret for at købe et lille juletræ, som skulle stå på terrassen foran det rødbrune parcelhus, hvor han og familien holdt til. På torvet mellem SuperBrugsen og det nye kulturhus stod en juletræssælger, og Arne havde fundet et fint lille træ, som børnene kunne pynte med lyskæder, mens lillemor klappede begejstret i hænderne.

Netop som han stod foran bilen og forsøgte at bakse det lille træ ind i bagagerummet, hørte han dem. Tre bøller, der for et halvt års tid siden havde stjålet noget så frækt som en romkugle, var nu tilbage. Arne måtte i batdragten, og det kunne kun gå for langsomt. Heldigvis var han en varm og ret svedende type, der gerne gik i shorts året rundt. Selv på en kold, sneklædt dag som denne havde han klipklapper, shorts og sweatshirt på, og så var det jo ingen sag at kaste trøjen over hovedet og hoppe i batdragten på nul komma fem.

Bare synet af BatArne burde være nok til at jage de tre forbrydere væk. Havde han måske ikke egenhændigt skræmt dem fra vid og sans, den gang de hapsede den romkugle som lå fristende på bænken, mens Arne nød en hindbærroulade? Han havde endda været efter dem et par gange mere, men nu var de altså vendt tilbage. Arne skulle nu nok sørge for at de kom væk igen i en fart. Han begyndte at lægge en plan.

Han kunne starte med at kravle op på den store container med genbrugstøj og videre op på taget. Derefter kunne han glide gennem luften med vingerne spredt ud, så de fejede bøllerne af banen, mens han selv landede sikkert med næverne klar. Ikke nogen dårlig idé. Slet ikke dårlig faktisk. Der var dog lige det, at han stadig ikke havde fået lappet det hul, der var på den venstre vinge. Tænk hvis den ikke kunne bære hans vægt, som jo var steget betydeligt siden dragtens tilblivelse. Primært muskler forstås, men vægtøgning uanset.

Mørket var ved at falde på, og Arne besluttede sig i stedet for at udnytte de kamuflerende skygger til at overrumple de tre slyngler bagfra. Han trak sig diskret tilbage mod det lille skur med indkøbsvogne og sneg sig derefter langsomt frem langs de få parkerede biler, som gav ly for nysgerrige blikke. Han var klar. Den flagermusformede røgbombe blev krampagtigt fastholdt i den ene hånd, mens den anden hånd omsluttede en bunke knaldperler af den ekstra kraftige slags. Et par høje knald og lidt røg skulle nok gøre sit til at de tre kagekleptomaner aldrig ville opdage, at han var på vej ud af mørkets gemmer.

Netop som Arne havde fundet lighteren frem, fik de øje på ham. Et kort øjeblik stirrede de uforstående ud i mørket som for at processere det skræmmende syn, og så tog de benene på nakken.

Arne løb også. Han løb så lungerne var ved at sprænges, mens den kolde vinterluft kradsede i halsen. Klipklapperne fløj om ørerne på ham. Rundt om hjørnet, videre ned ad villavejen, tværs over legepladsen, tilbage mod hovedgaden og ind i gården bag kiosken løb han. Her hoppede slynglerne op på hver sin knallert og stak af.

BatArnes mission var fuldført. De tre skulle sent glemme, hvem han var!

Efter et tiltrængt hvil med ryggen mod en kølig skraldespand, rejste han sig fra asfalten. Han så sig omkring. Baggården var tom, nu de tre bøller var forsvundet. Og eftersom han havde fået pustet godt ud, og nu var i stand til at stå på sine ben, var der ingen grund til at blive hængende. Han listede derfor afsted mod sin bil, som stadig stod med bagageklappen åben og et halvt juletræ tittende frem. Arne nåede uset sit mål, fandt endda klipklapperne på vejen og satte sig ind på førersædet med et lettet suk.

Efter sådan en omgang må enhver superhelt have sig en lille belønning, og det var nøjagtig det Arne trængte til. Nu var det jo mandag, hvilket i sig selv kunne være en hård omgang, og eftersom bageren på hjørnet altid startede ugen med tilbud på snegle, besluttede Arne sig for at købe en. Kort efter sad han igen i bilen, men nu med en snegl i den ene hånd og batdragten i den anden. De bare tæer i klipklapperne var så småt ved at tørre efter deres møde med den våde sne. Arne sukkede veltilfreds og tog en bid af sneglen. Der var godt med glasur på.

Hjemme igen stod Arnes kone Vibse klar med en stor baby på armen og to larmende teenagetvillinger i baggrunden.

– Hej skat, sagde Arne og lukkede hoveddøren bag sig.

– Hej, svarede hun.

– Jeg troede, du kom tidligt hjem med juletræet. Skulle vi ikke pynte terrassen i dag?

– Beklager forsinkelsen, sagde Arne.

Han gav hende et kys, mens han spekulerede på om han havde fået tørret al glasuren af.

– Der var kø på motorvejen. Masser af sne.

– Okay, sagde Vibse.

– Og jeg går ud fra, at din mobil blev stjålet, siden du ikke har ringet?

Hun kiggede på ham med løftede øjenbryn. – Ja, jeg kunne selvfølgelig ha’ ringet, indrømmede Arne. – Men tænk, hvor skønt det er at blive overrasket en gang imellem. Jeg kunne jo faktisk være død i et trafikuheld, men her står jeg. Det er da noget af et mirakel, ikke?

– Jo, det er klart, sagde hun. – Et vaskeægte julemirakel. Fandt du et træ eller hvad?

– Det kan du tro. Jeg fandt det allerflotteste træ på torvet. Med grønne nåle og hele to grene i toppen.

– Ja, så bliver det ikke meget bedre, det kan jeg godt se, svarede Vibse og smilede.

Arne gav hende endnu et kys og sparkede så klipklapperne af. Derefter hapsede han familiens yngste medlem fra sin kones favn og gav sin datter en ordentlig svingtur. Frida klukkede af grin, mens hun susede gennem luften med sine små, lysebrune krøller dansende om hovedet. Der gik dog ikke mange sekunder, før Arne blev både forpustet og svimmel, og han måtte sætte hende ned igen.

Frida havde lige lært at gå og stavrede nu glad afsted på sine små tykke ben, men mistede hurtigt balancen og satte sig på numsen. Hun kiggede utilfredst op på Arne, som om det var hans skyld, at hun kun havde gået nogle få skridt, før hun mistede balancen. Det var vel på sin vis også Arnes skyld, eller i hvert fald svingturens, men det lod han sig nu ikke slå ud af. Der skulle trods alt mere til. Som for eksempel den gang han havde fanget en farlig kamphund, som senere viste sig at være borgmesterens labrador. Ikke at Arnes selvtillid havde fået permanente skår af den grund. Der vil jo altid være op- og nedture i et arbejdsliv, selv for en superhelt.

– Op igen, sagde han nu og tog fat under Fridas arme, så hun kom op at stå.

Så gik han hen for at sige hej til sine to drenge. De havde forladt lektierne ved spisebordet og var nu i gang med en alternativ form for kampsport. Arne afbrød sin ene søn Axel midt i et karatespark og greb fat i hans venstre fod.

– Waaa chi! sagde han i et forsøg på at matche jargonen, mens Axel dansede rundt på ét ben.

– Giv nu slip, sagde Axel, halvt sur og halvt grinende.

– Giv nu slip, abede Arne efter og holdt ekstra godt fast i foden.

Det endte i en temmelig uretfærdig kamp, da Arnes anden søn Bjørn kom sin bror til undsætning. Arne kunne selvfølgelig sagtens have vundet, det er klart, men efter at have kæmpet bravt i adskillige sekunder, endte han nu alligevel med at overgive sig. Drengene skulle vel også have lov til at sejre en gang imellem.

Karatelegen stoppede i fred og fordragelighed, og de fik alle pustet ud oven på strabadserne. Mest Arne, men han havde også brug for ekstra meget ilt efter sin hæsblæsende jagt gennem byen kort forinden.

– Hey unger, sagde han, da han endelig kunne trække vejret normalt igen. – Kunne I ikke lige hjælpe mig med juletræet? Vi skal have det op ude på terrassen.

– Øhh, vi er lige i gang med at lave lektier, sagde Bjørn.

– Nå for søren, sagde Arne. – Er I bagud i idræt?

– Ej helt ærligt. Vi må aldrig holde fri, mukkede Axel. – Og vi har altså masser af lektier for.

– Du kan holde fri, når du bliver lige så stor som mig, sagde Arne. – Jeg holder fri dagen lang, det er skønt siger jeg dig. Men kom nu. Hvis I henter træet i bilen, så finder jeg lyskæden. Og så hjælper jeg med lektierne bagefter.

– Det er altså mega strengt, sagde Bjørn.

– Ja, livet er hårdt. Tænk at skulle belemres med julehygge. Det er noget nær det værste, man kan blive udsat for.

Der gik ikke længe, før drengene var på vej ud efter træet, takket være Arnes geniale retorik. Arne selv gik ind på kontoret for at hente juletræsfod og lyskæder. Han funderede lidt over drengenes dovenskab. Når han nu skulle i gang, så manglede det da bare at de hjalp til, uanset hvor uretfærdigt de syntes det var. Man må hjælpe hinanden hvor man kan, og Arne havde jo også tilbudt at hjælpe med lektierne. Og tidligere på dagen havde han sågar hjulpet sin chef med at spise den dåse julekager, som stod og irriterede på skrivebordet. Arne var simpelthen bare en hjælpsom type, helt fra naturens side, og den værdi ville han gerne give videre til ungerne.

Mens han baksede med at få lyskæden hevet frem, fik han lyst til at fortælle Bjørn og Axel om sit alter ego. Den tanke dukkede jævnligt op, og især i situationer som nu, hvor drengene var teenagedovne og ugidelige. De skulle gerne have en god rollemodel at se op til, og hvem var bedre end BatArne? Manden der gang på gang nedprioriterede sig selv for at hjælpe uskyldige ofre og sætte kriminelle bag tremmer. Men det kunne selvfølgelig ikke komme på tale at fortælle dem om BatArne. Arnes alter ego måtte forblive hemmeligt, hvis han skulle holde sikkerheden i top og undgå offentlig afsløring. Derfor undertrykte han endnu en gang trangen til at dele sine heltehistorier og bryggede i stedet på en vits, som han kunne underholde med i kulden udenfor.

Efter aftensmaden forsvandt drengene ind på deres værelser. Vibse gik i gang med at putte Frida og efterlod Arne alene i køkkenet, hvor den sidste smule opvask ventede. Det var heldigvis hurtigt klaret, især