Solen er bare en helt almindelig stjerne.

By Laila Dagmar

Solen er bare en helt almindelig stjerne, men for os her på jorden er den helt essentiel. Det er den der holder os i live. Hvad, hvis nogle mennesker også er sådan for hinanden?

Det er sådan Jack har det med Max fra allerførste gang han møder ham, men kærligheden er ikke altid let, og sommetider går solen ned og det bliver mørkt ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 31, 2020
• ISBN: 9788743063391

Laila Dagmar

Forfatteren har tidligere udgivet romanen Solen er bare en helt almindelig stjerne.

Book preview

Inspireret af virkelige hændelser, virkelige mennesker og virkelig kærlighed…

Indholdsfortegnelse

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Kapitel IV

Kapitel V

Kapitel VI

Kapitel VII

Kapitel VIII

Kapitel IX

Kapitel X

Kapitel XI

Kapitel XII

Kapitel XIII

Kapitel XIV

Kapitel XV

Kapitel XVI

Kapitel XVII

Kapitel XVIII

Kapitel XIX

Kapitel XX

Kapitel XXI

Kapitel XXII

Kapitel XXIII

Kapitel XXIV

Kapitel XXV

Kapitel XXVI

Kapitel XXVII

Kapitel XXVIII

Kapitel XXIX

Kapitel XXX

Kapitel XXXI

I

Solen er i virkeligheden bare en helt almindelig stjerne og der findes millioner andre som den i universet, men for os her på jorden er den noget helt særligt. Det er faktisk den der holder os i live. Uden den kunne vi slet ikke eksistere. Det var dig der fortalte mig det, Max. Husker du det?

Jeg har tænkt på det ofte. Solen er fundamental for liv. Den får ting til at gro, spire og springe ud. Den fortæller os hvornår det er dag og hvornår det er nat. Den giver os meget tiltrængte D-vitaminer, og får os til at føle os glade og frie om sommeren, så vi længes efter den om vinteren, på en sådan måde at det føles som om vinteren varer for evigt. Det er sågar den der oplyser månen, som ikke i sig selv er i stand til at lyse, en anden ting du har lært mig. Solen er alting.

Det er jo også det alle klimatosserne prøver at sige, ikke? At vi skal kæmpe for den natur, vi ikke kan leve uden. Jeg tror at nogle mennesker er ligesom solen for hinanden. De kan slet ikke eksistere uden den anden. Har du nogensinde overvejet det? Sådan har jeg det i hvert fald med dig. Jeg havde aldrig været mig uden dig, Max.

II

Enhver ungdomsserie med respekt for sig selv, bør have en typisk badboy, ligesom Dylan i Beverly Hills. Mystisk, mørk og med et helt hav af problemer, men fuldstændig uimodståelig. Det var det jeg tænkte, første gang vi mødte hinanden. Du havde sådan et ansigt. Hvis problemer nogensinde skulle have et menneskeligt ansigt, skulle det være dit. Jeg tror også, at jeg fik sagt det til dig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt midt i kaosset af neonlys, guldbelagte drinks og hænder (så mange hænder, seriøst man skulle tro, at du havde mere end to) trak i din stramme, hvide T-shirt og råbte ind i øret på dig, for at du skulle høre det over den bankende bas i dj’ens udvalgte plade. Du er ikke sådan en man dater. Du er sådan en der fucker hele ens liv op. Du grinede bare. Du tog alting så let, måske var det noget af det, jeg faldt for ved dig, for det gjorde jeg, jeg faldt hårdt, allerede dén nat. Jeg var lige kommet ud af skabet, Max. Jeg tror slet ikke, at jeg var klart til en fyr som dig. Jeg skulle have haft en startkæreste, en ukompliceret, sød fyr med pagehår og fregner, som kunne have mildnet overgangen. Ikke en fyr som dig, der lignede en der kunne have givet James Dean kamp til stregen i dine hullede jeans og stramme, hvide T-shirt, som om det ingenting betød for dig, at det var årets første store skolefest. Du var bare ubesværet smuk, og jeg ved godt, at nogen vil påstå, at fyre ikke kan være smukke, men det var du altså. Dit korte, lyse hår, de krystalblå øjne og så dit smil. Hver gang dine lyserøde læber brød op for dine kridhvide tænder, var det lige før jeg troede, at jeg skulle dø. Det var næsten for meget af det gode Max, men jeg var ligeglad, jeg kastede mig bare ud i det, og det var første gang i mit liv, at jeg overhovedet turde. Det var dig der fik mig til det.

Vi endte i en af toiletbåsene. Det var vel nærmest uundgåeligt, og selvom det ikke var verdens mest private sted, med tanke på hvor mange halvfulde klassekammerater der dalrede ud og ind at toilettet hele tiden, så føltes det alligevel, som om vi var de eneste mennesker i verden. Der eksisterede ikke noget andet for mig end dig, og jeg havde aldrig før oplevet noget lignende, ikke at jeg sådan for alvor havde noget at sammenligne med, men alligevel. Jeg ved ikke om det var noget ved dig, eller det var de joints, du havde passeret frem og tilbage imellem vores læber hele aftenen, men jeg tror, at du kunne have fået mig til hvad som helst. Dine hænder bevægede sig op under min skjorte. Dine læber kyssede sig vej op ad min hals, mens jeg stod med ryggen mod døren og knap nok mærkede håndtaget gnave sig ind i min lænd. Jeg havde aldrig før prøvet noget så intenst.

Max, stønnede jeg med hænderne om din nakke. Hvorfor har jeg ikke mødt dig her før?

Jeg er lige overflyttet.

3.g?

2. Du smilede det der smil igen, som jeg ret hurtigt opdagede, var lidt af en specialitet for dig. Du havde evnen til at se både skyldig og uskyldig ud på samme tid, og det var farligt, Max, ikke til at stå for.

Fuck, mumlede jeg og lod mine fingre få fat i dine, korte, lyse nakkehår. En yngre fyr. Det var som om mit held ingen ende ville tage.

Præcis, grinede du og fiskede en lille pose med piller op ad din baglomme. Jeg tænkte ikke over det. Ærlig talt. Du kunne have trukket hvad som helst frem. En pistol. En flaske med gift. Jeg havde nok ikke stillet spørgsmål til det, og da du lagde den ene af de små, blå piller på din tunge og efterfølgende kyssede mig så hårdt og så længe, at jeg var bange for at jeg skulle nå at komme i mine bukser, før jeg overhovedet havde fået lynet dem ned, havde jeg intet problem med at din tunge galant afleverede pillen på min. Jeg sank den uden at tvivle eller undre mig. Hvordan fik du alt det med ind på et gymnasie der ellers brystede sig med at slå hårdt ned på den slags? Ingen tolerance strategien, kaldte de det. Jeg fatter stadig ikke, hvordan du bar dig ad, Max.

Du vendte ryggen til mig, og jeg trykkede dig op ad væggen og fik endelig trukket mine bukser ned. Jeg troede ikke, jeg var typen der kunne finde på den slags med en fremmed, men med dig opdagede jeg fra start af nye sider af mig selv. Vi brugte ikke engang gummi, og hvorfor skulle vi også det? Vi var unge, vi var skæve, natten var stadig kun lige begyndt, og det føltes som om, vi var udødelige. Havde du det også sådan? Måske var det kun mig. Alting var så nyt, at det nærmest føltes uvirkeligt, som om det ikke rigtigt var mig, men bare et eller andet form for alternativt teaterstykke jeg var vidne til, nærmest en ud af kroppen-oplevelse.

Da vi stod foran spejlene og vaskede hænder, mens en 1.g’er brækkede sig i vasken ved siden af, spurgte du mig, hvad det nu var jeg hed, og jeg blev ikke engang såret. Jeg forventede vel, at en som dig kunne glemme sådan en mindre detalje i farten.

Jack, svarede jeg bare. 3.C.

Max, 2.B, sagde du og pegede på dig selv, mens du smilede det der farlige smil igen. Du så næsten bedre ud i toilettets skarpe lys. Det ramte dine slørede men stadig klare, isblå øjne på den helt rigtige måde, og jeg kunne slet ikke tro, hvad vi lige havde gjort, eller rettere at DU havde gjort det med MIG. Ud af kroppenoplevelse, Max. Jeg kunne nærmest se for mig, hvordan mit tidlige og bumsede teenager- jeg stak hænderne i vejret op jublede. Det var uvirkeligt. Ubeskriveligt.

Det ved jeg godt, svarede jeg. Det var allerede indprentet i mig. Jeg havde godt nok hørt alt om den nye dreng på 2. årgang, men jeg vidste ikke, at det var dig, før lige der. Alle pigerne fra min klasse nærmest sukkede, når de snakkede om dig, også selvom det var den sikre sociale død for dem at bolle nedad. Du var bare sådan en. To die for. Jeg vidste, at de alle sammen ville blive misundelige, når de fandt ud af, at du ikke faldt for det der med gennemsigtige toppe og bryster. Alle de hjerter du knuste.

Du har måske stalket mig? spurgte du, mens du gned på en ny joint og ledte efter lighteren i din bukselomme.

Næh, men jeg har hørt rygter om ham den nye fra alle pigerne. Jeg tror, der er mere end én der får våde trusser af dig.

Du smilede bare, alt for koncentreret om din joint. Du svarede ikke, ikke på det i hvert fald. Hvad med dig? spurgte du i stedet. Får du våde trusser af mig?

Det tror jeg, at du lige har set. Måske rødmede jeg lidt. Det tror jeg, at jeg gjorde. Det skulle ikke undre mig i hvert fald. Indeni var jeg stadig 14 år og havde lige fundet ud af, at ham den nye i parallelklassen gav mig stådreng. Det var alt sammen lidt for meget, Max.

Du grinede. Måske blussede dine kinder også lidt, men jeg tror det nu ikke. Det er nok bare mig der er så uendeligt romantisk, at jeg husker det forkert. Jeg tror ikke, at du var den type, vel? Du havde sikkert hørt noget lignende tusindvis af gange og var ikke spor imponeret. Du tog et par dybe hvæs af din joint, pustede røg ind i min åbne mund, før din tunge fulgte den helt til dørs og din hånd fandt ned i min. Kom, sagde du. Lad os danse. Jeg har en teori om, at hvis man bare danser længe nok, så glemmer man alle sine problemer. Alle sine problemer, Max. Måske skulle jeg have set de røde lygter blinke allerede der.

Lad os prøve, svarede jeg i stedet, og lod dig trække mig ud ad døren og ud på dansegulvet. Mig som ellers aldrig dansede, det var i hvert fald, hvad jeg i årevis havde sagt til pigerne, når de spurgte mig til fester. Tak, men jeg danser ikke. Alting var anderledes med dig. Nyt og spændende. Jeg tror, du kunne have foreslået, at vi sprang ud fra Lillebæltsbroen eller kastede os i døden som Romeo og Julie, og så havde jeg nok også sagt ja til det. Det var ligesom at svæve hen over det hele. Alt det der plejede at være bekymret og hårdt. Skolen, ishockey, mine forældre, karakterræset. Det hele kunne gå ad helvedes til den nat. Hver gang du rørte ved mig, var det som om titusindvis af små stjernekastere tændte sig under min hud. Måske var det bare stofferne. Jeg anede trods alt ikke, hvad det var, du havde givet mig, men det føltes som om alting var uendeligt og muligt.

Da de endelig lukkede dørene kl. 4, hvilket var langt senere, end de havde truet med, fiskede du en flaske whisky ud af en busk, hvor du åbenbart havde gemt den, da du ankom, og jeg var ikke spor forbavset. Hvis nogen skulle gøre den slags, var det dig, du lignede sådan en. Sorry!

Jeg tror det virker, sagde jeg, stadig skæv og lidt fuld og helt rundt på gulvet.

Hvilket? spurgte du.

Det der med at danse problemerne væk.

Du nikkede. Du skal lytte til mig. Jeg er faktisk slet ikke så dum.

Jeg ville egentlig slet ikke komme i dag.

Hvorfor ikke?

Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste ikke om det var for tidligt at begynde at krænge mit hjerte ud til dig, især til dig. En som dig. Inderst inde bag stofferne og endorfinernes tynde værn, var jeg bange, for at det var en engangsaffære, som du havde glemt, når du vågnede og var blevet ædru og dig selv igen. Måske var det en mindre ting for dig at knalde fremmede fyre på tilfældige toiletter, end det var for mig. Det kan godt være ensomt, sagde jeg alligevel. Alle de andre fyre render rundt og tager pigerne på patterne.

Du nikkede igen, tog en slurk whisky og rakte mig flasken. Patter er bare poser med fedt, svarede du og tørrede dig om munden. Jeg har aldrig forstået alt den ballade over et par poser med fedt. Jeg grinede, så whiskyen var lige ved at komme ud igennem mine næsebor. Får jeg dit nummer? spurgte jeg, og jeg tror aldrig, at mit hjerte har banket så hurtigt, som mens jeg ventede på dit svar, og jeg var faktisk lige ved at fortryde det. Det var for tidligt, for meget at bede om, for dumt. Idiot! Du kunne også godt have hjulpet mig lidt, Max. Du kunne have spurgt om mit og rakt mig en livline. Du var helt sikkert mere erfaren, du kunne godt have vist mig vejen.

Jeg troede ikke, at jeg var sådan en man dater, svarede du. Jeg troede, at jeg var sådan en der fucker hele ens liv op. Selvfølgelig kunne du huske lige præcis den del. Ikke mit navn, vel? Men lige præcis dét der var blevet hængende. Sårede jeg dig? Jeg har faktisk tit tænkt over det. Det var måske også lidt ubehøvlet. Jeg prøvede bare på at spille smart, Max. På at strække mig op til dit niveau. Jeg mente det ikke.

Måske vil jeg gerne have mit liv fucket lidt op, svarede jeg, og jeg ved, at jeg rødmede lige der. Heldigvis var det mørkt, så du så det nok ikke (gjorde du?)

Du grinede, hvilket ikke gjorde mig mindre usikker, men så lænede du dig ind imod mig, plantede dine læber, der smagte af whisky og røg, solidt på mine, stak hånden i min bukselomme og dirkede langsomt min telefon op, hvilket føltes frækt og intimt, og jeg tror faktisk, at jeg blev lidt stiv mellem benene igen. Jeg vil da godt prøve, svarede du, rakte mig telefonen og fik mig til at låse den op.

Du skrev dig selv ind i mine kontakter. Max, som fucker hele mit liv op.

Sommetider tænker jeg på, hvordan den første nat, vores første møde, blev skelsættende for resten af vores liv, som om alt det vi gjorde, alt det vi sagde, var en forudsigelse af alt det der skulle komme. Har du nogensinde tænkt på det? Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som at påstå, at vi ligefrem var synske, men vi var da meget godt på forkant med tingenes gang, ikke?

III

Jeg sendte dig en sms næste morgen. Tak for i går, det var lækkert. Det var sikkert åndssvagt, ikke? Jeg var stadig helt ør i hovedet ovenpå natten og havde ikke rigtigt fået noget søvn. Du poppede hele tiden op, lige når jeg var ved at finde mig til rette i sengen. Dine blå øjne, dit smil og følelsen af din krop, hver eneste muskel og hudstykke, som jeg nåede at inspicere, før natten var omme. Det var som om, det var blevet gemt under huden på mine fingerspidser og dybt inde i mig. Jeg kunne hele tiden genkalde mig det, og det var svært at sove, når jeg havde stådreng.

Du svarede ikke, og til at starte med tænkte jeg, at det nok bare fordi du sov. Du havde jo også været både fuld og skæv. Du kunne sikkert sove det meste af dagen. Jeg forestillede mig i hvert fald, at du var typen der var vågen om natten og nærmest komatøs om dagen, en rigtig partyboy. Jeg dømte dig ikke, Max, slet ikke, om noget misundte jeg dig. Det var tydeligt, at det ikke var første gang, du havde gemt sprut i en busk, slugt blå piller og givet blowjobs til en fremmed på et snusket badeværelsesgulv, og jeg havde absolut ingen illusioner om, at jeg var din første noget som helst. Du havde prøvet det før, det hele, mens jeg følte mig som en baby, der først skulle til at lære at kravle. Sidst på eftermiddagen begyndte jeg alligevel at blive bekymret. Brændte du mig af? Betød det ingenting for dig? Havde du helt og aldeles glemt mig? Havde du gjort det så ofte, at jeg bare var endt som en meget lille sidebemærkning i din større fortælling? Nårh ja og så var der også ham der Jack. Jeg var ved at blive sindssyg og testede sågar, om min telefon nu også virkede, ved at ringe op fra mine forældres fastnet. Det gjorde den. Du svarede bare ikke, længere var den ikke. Allerede der var jeg bange for at miste dig. Frygten, Max. Den var krøbet ind i mig, som en sygdom. Du virkede så vidunderlig sjælden som en eksotisk fugl eller et nyt maleri fra en afdød maler. Jeg tror det var derfor. Jeg kunne ikke klare tanken om, at du skulle forsvinde ud af mit liv igen, nu hvor jeg endelig havde opdaget dig.

Om aftenen forsøgte jeg at finde på ting der kunne holde mig beskæftiget, så jeg ikke sad og stirrede ned i telefonskærmen. Jeg prøvede at rydde op. Tømte ud i alle mine gemmer af brugt sportstape, hockeyudstyr og krøllede skolehæfter, men det virkede ikke rigtigt efter hensigten. I stedet endte jeg foran computeren og Facebook, der dengang var næsten lige så nyt og spændende som dig. Jeg fandt dig inde på en gruppe for gymnasiets festudvalg og kunne dårligt tro mit held. Max Ludvig Rosen.

Der var du. Lænet op ad en mur i noget der lignede den samme hvide T-shirt, som jeg havde haft hænderne oppe under natten forinden, cigaret i munden og det der smil om læberne som så ud præcis, som jeg huskede det. Farligt, Max. Dødsens farligt. Max Ludvig Rosen. Jeg syntes, at det lød smukt. Poetisk nærmest, ala Ernest Hemingway eller Mark Twain.

Der var ikke så meget at se på din profil. Du syntes godt om FCK, Green Day og en eller anden lille, trendy natklub med det smarte navn Baren Nedenunder. Det var det. Det var alt, hvad jeg fik ud af det. Jeg sendte dig en venneanmodning og stirrede længe på skærmen, før jeg opgav og onanerede på badeværelset med dit profilbillede frisk i hukommelsen, inden jeg gik ned i køkkenet for at få noget mad.

Sent om aftenen skete der endelig noget på computeren. Du havde accepteret min venneanmodning, og jeg tror, at det er den eneste gang i mit liv, jeg har været oprigtig lykkelig for at høre fra Facebook. Det er den eneste notifikation der nogensinde har betyder noget. Max Ludvig Rosen accepterede din venneanmodning. Ret hurtigt efter kom dit svar til min sms også.

Lyst til at få dit liv fucket lidt op i nat igen?

Selvfølgelig havde jeg det!

Vi mødtes på en grillbar. Du sagde, at du var sulten og lugtede allerede af pot og whisky, mens du bestilte pommes frites og pølser med det hele. Vi spiste stående ved vinduet ud mod gaden, mens du snakkede om fremtiden og alle dine vilde planer med munden fuld af mad. Du virkede så elektrisk Max, så levende, og jeg blev mere og mere fascineret af dig. Du vidste det nok ikke på det tidspunkt, men jeg var ikke vant til den slags, det var meget langt fra den verden jeg kom fra, hvilket ikke gjorde dig mindre tiltrækkende. Jeg kunne nærmest se mine forældre korse sig inde i mit hoved. Jeg skrider herfra, så snart jeg kan, sagde du, og jeg kunne ikke lade være med bare at sidde og stirre på dig, mens du vippede pomfritter ind over dine læber som et sultent barn. Jeg skal bare rejse rundt i verden med så lidt bagage som overhovedet muligt, fortsatte du. Jeg vil se enhver lille krog, hvor folk normalt ikke rejser hen.

Det lyder fedt.

Mm. Du slugte en mundfuld mad og så et øjeblik betænksom ud, før du med stor umage samlede de sidste pommes frites rester op og stoppede dem i munden. Jeg vil bare rejse, skrive, tegne og male, sagde du.

Maler du?

Du trak på skuldrene og saltet fra din mad glitrede på dine læber.

Jeg tegner, svarede du. Jeg skal udgive min egen tegneserie en dag.

Fedt. Jeg ved godt, at jeg gentog mig selv, og jeg lød sikkert som en komplet idiot i dine ører. Baby der var ved at lære at kravle, Max. Jeg var ikke vant til den slags fyre som dig at sidde så tæt på dig, og have så meget lyst til dig, og så også skulle høre på de ord der kom ud af din mund og lagre dem og finde på noget begavet at svare.

Tænker du aldrig på at skride fra det hele? spurgte du.

Det ved jeg ikke. Jeg tænkte over det et øjeblik. Jeg var næsten lige sprunget ud af skabet, og drengene fra hockey var begyndt at opføre sig, som om jeg havde bragt byldepest ind i omklædningsrummet, mens min mor pure nægtede at tale om det, så tanken virkede ikke frastødende. Kan man skride sammen? spurgte jeg derfor.

Klart. Du smilede og en lille klat remoulade havde sat sig fast på din underlæbe, så jeg ikke kunne dy mig for at røre ved dig med en finger. Du kyssede mig og smagte af grillmad og salt, men det gjorde ingenting. Du kyssede mig, er du klar over, hvor stort det var? I dagslys, ude blandt andre mennesker midt i den by, hvor jeg boede? Jeg havde sommetider fantaseret om det, og altid været sikker på at risikoen for at selvantænde, eller med det samme blive stenet af pøblen var for stor, men nu skete det og det skete med dig, så var det hele lige meget. Jeg tror, at hvis jeg var omkommet lige der, hvad enten det var pga. selvantændelse eller stening, så var jeg død lykkelig, Max.

Hvor vil du rejse hen først? spurgte jeg, mens du tømte din Cocio, og jeg kunne ånde lidt igen.

Det ved jeg ikke. Måske Norge.

Norge? Men det er jo nærmest lige ved siden af.

Ja, jeg ved det. Du grinede, og det føltes som om det kildede under min hud, så lidt skulle der til Max, så ny var jeg i det hele. Men jeg kan vildt godt lide deres natur, fortsatte du. Prøv at forestille dig, hvor fedt det ville være at vandre rundt i alle deres bjerge og dale, alle de smukke steder man ville se. Jeg kunne godt lige se mig selv sidde deroppe et eller andet sted og bare tegne og skrive.

Hvad skulle man så leve af? spurgte pragmatikeren i mig, for uanset hvor meget jeg prøvede at overbevise mig selv og andre om det modsatte, så var jeg, når det kom til stykket mine forældres søn, og derfor tænkte jeg altid på praktiske ting, som at tage en sweater med, hvis det nu blev koldt senere, en paraply hvis det skulle regne, og på at spare op til dage hvor det både var koldt og regnede (metaforisk)

Frisk luft, kildevand og kærlighed. Du så på mig med de der funklende iskrystaller i dine øjne, og jeg var faktisk fristet til at foreslå, at vi tog af sted den næste dag, til helvede med alt det praktiske. Ved du godt, hvor magtfuldt et våben det er at rende rundt med sådan nogle øjne? Du snakkede om smukke steder i Norge den dag, men jeg kender to smukke steder tættere på, og det er lige der i dine øjne, Max. Jeg sparer op, fortsatte du, inden jeg kunne nå at sige noget. Jeg har næsten 8000 under gulvbrædderne.

Under gulvbrædderne?

Jeg er old school, jeg stoler ikke på bankerne. Det var måske noget mærkeligt noget at sige, især for en der var så ung, men det var så meget dig, at det gav mere mening end alt andet i verden. Selvfølgelig var du ikke typen der slæbte dine mønter i banken, ligesom du heller ikke var typen der svarede på beskeder lige med det samme, eller som syntes det var stort at knalde på et offentligt toilet. Du var så langt fra min verden, Max, en helt anden planet nærmest.

Hvad har du ellers af planer? spurgte jeg og kunne næsten ikke komme mig over, hvor meget jeg igen lød ligesom mine forældre. Hvad skal du vær, når du bliver stor? Jeg lavede situationstegn uden om hele lortet, men mente det egentlig bogstaveligt. Det var en mærkelig tid, ikke? Ikke helt voksne og så alligevel. Jeg ville bare vide alt om dig. ALT. Hvis du ville have delt din skostørrelse, antallet af seksuelle partnere og detaljer omkring indretningen af dit værelse, så havde jeg også taget imod det.

Jeg laver ikke rigtig planer. Jeg ser bare hvad livet bringer, svarede du.

Det lyder meget afslappet.

Sådan er jeg bare. Hvad med dig? Du skal garanteret være et eller andet fint.

Ligner jeg sådan en? Du trak på skuldrene og så op og ned ad mig. Jeg har tit spekuleret over, hvad du egentlig så. Kan du huske det? Du syntes sikkert, at jeg så dødkedelig og almindelig ud. Slet ikke sådan en du ledte efter. Da jeg var lille, ville jeg være professionel ishockeyspiller, fortsatte jeg og håbede på, at det var nok til at imponere mig. Men det tror jeg ikke længere er nogen god plan.

Ishockey? gentog du og så oprigtig forbavset ud. Spiller du? Jeg nikkede. Kan du ikke lide hockey?

Det ved jeg ikke. Det er da ikke sådan en sport man lige ser, er det? Shit, jeg vidste ikke engang, at man sådan for alvor kunne spille det i Danmark. Undskyld.

Det gør ikke noget. Kan du ikke lide det?

Det ved jeg ikke. Jeg kender det jo ikke rigtigt, men sportsfolk har på mig altid virket lidt som nogle idioter, især hvis man er… Du løftede øjenbrynene, og jeg vidste udmærket, hvad du mente. Min fars første reaktion da jeg fortalte mine forældre, at jeg var til drenge, var; men du spiller jo hockey? De fleste af drengene på holdet var søde nok, men enkelte havde lidt den samme indstilling, som om de to ting var uforenelige størrelser og det skortede ikke på joksene om bøsser. Hvem af jer er så damen? Var det mest stillede spørgsmål og latteren ville ingen ende tage, når jeg ufrivilligt havde taget en tur i isen, og en eller anden idiot påpegede, at jeg sikkert var vant til at lægge på knæ og tilmed nød det. Den værste var vores anfører Martin, som nægtede at bade sammen med mig, tilsyneladende af frygt for, at jeg skulle pule ham lige der under bruseren, som om jeg nogensinde kunne have lyst til HAM. Nogle er, svarede jeg. Men sådan er det vel alle steder. Du nikkede. Men du skal være en stor stjerne eller hvad?

Neej. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt, fordi det virkede som om, jeg oprigtigt havde overrasket dig. 1 point til mig (endelig) Det er svært, fortsatte jeg. Og jeg er også lidt træt af det, men vi skal faktisk spille kamp i morgen.

I morgen? På hjemmebane? Eller hvad I nu kalder det.

Ja, har du lyst til at komme?

Fuck ja, svarede du og viftede dit affald i skraldespanden med en enkelt håndbevægelse. Send mig en besked med tid og sted.

Mener du det?

Du nikkede ivrigt og sprang ned af stolen. På en eller anden måde var det mig der endte med at betale, og det var også helt ligegyldigt. Jeg havde glædeligt samlet enhver regning op, for at være sammen med dig, Max, og det skal ikke lyde, som om du var en dyr prostitueret, jeg betalte for, men det rørte mig virkelig ikke. Vi var færdige med grillbaren, og du ville videre. Du virkede allerede, som om du var lidt oppe at køre, og det passede mig fint at der skulle ske noget, for de fleste af mine aftener endte som regel med tv, som i virkeligheden bare var for at dække over, at jeg onanerede til internetporno eller billeder af lækre fyre på nettet. Sørgeligt, det ved jeg godt. Kan du ikke se det, Max, jeg havde brug for dig til at ryste lidt op i mig og mit liv. Fucke det lidt op, om du vil.

Natten fortsatte mere eller mindre, hvor den sidste slap, den var bare flyttet ud af gymnasiet og ned i den natklub, som jeg havde set, at du syntes godt om på Facebook. Vi skiftevis dansede, kyssede og flåede bukserne af hinanden i en af toiletbåsene. Ind imellem det hele delte vi joints og kulørte drinks, som du på magisk vis anskaffede helt gratis. Jeg ved ikke engang, hvordan du fik os ind, for du var ikke fyldt 18, men alligevel så du ud til at kende både dørmanden og barpersonalet lidt for godt, og jeg prøvede ikke at tænke for meget over det. Jeg forstod dem godt. Du var charmerende, karismatisk, så ældre ud og var god til at tale for dig. Du var også sådan en, jeg ville lukke ind, havde jeg været dem. Du er bare sådan en, man lukker ind, Max, jeg ved ikke hvordan, jeg ellers skal forklare det.

Pludselig greb du fat om mine skuldre midt på dansegulvet og trak mig ind til dig. Jeg synes det er cool, at du spiller hockey, råbte du hen over den dunkende musik, og jeg frydede mig stadig over, at der alligevel var noget ved mig, som du fandt bare en lille smule interessant. Giv alle idioterne kamp til stregen.

Det gør jeg også.

Det ved jeg. Du grinede, slog nakken tilbage og stak armene i vejret i vild jubel, mens du hoppede op og ned som en anden fan, hvis hold netop havde vundet NHL. Det smittede. Sådan var det med dig, Max. Du smittede. Jeg blev revet med. Jeg kunne slet ikke lade være.

På et tidspunkt fik vi bevæget os udenfor. Svedige og forpustede stod vi ude i kulden under stjernerne og den blinkende gadelampe.

Du tændte en cigaret, tog et par hvæs og rakte mig den. Jeg røg faktisk slet ikke før dig, vidste du godt det? Jeg følte bare ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg ville stadig gerne imponere dig og hvad værre var, en del af mig ville gerne være mere ligesom dig, fri og ubekymret. Du lignede en der bare gled igennem livet, Max. Hvornår kom du egentlig ud af skabet? spurgte jeg, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at begynde at hoste og få dig til at tro, at jeg var en eller anden taber.

Det gjorde jeg ikke, svarede du. Jeg tænker ikke på det sådan. Jeg nægter at lade mig definere. Når heteroseksuelle ikke skal springe ud som heteroseksuelle, så skal jeg fandeme heller ikke springe ud som noget som helst. Jeg er bare den jeg er. Alting er flydende.

Flydende? Jeg satte cigaretten tilbage mellem dine læber, og du nikkede, lænede dig op ad rækkeværket og stirrede poetisk op mod himlen. Du var en typisk teenagefilm kliche, Max. En af de der badboys med en blød side, ikke? Lige del slem og poet. Er det fornærmende at beskrive dig sådan?

Livet er ligesom en flod, sagde du. Alting er flydende.

Har du været sammen med piger?

Nej.

Har du planer om det?

Jeg har ingen planer, svarede du og skævede over til mig med det der smil på læberne igen. Du afvæbnede mig så let som ingenting, som om dit smil åbnede mig lige så let, som man åbner en billig dåse tun. Jeg fattede slet ikke, hvordan du bar dig ad. Jeg vil bare ikke defineres, fortsatte du. Jeg tror ikke på, at alting er så sort/hvidt, så ville det også være alt for kedeligt.

Måske.

Hvad er det, du er så bange for? Du stillede dig foran mig. Helt tæt. Jeg kunne mærke din ånde. Din pande der lige akkurat rørte ved min. Dine isblå øjne stirrede lige ind i mine mudderfarvede og i bedste fald militærgrønne. Du smilede, og jeg tror, jeg begyndte at rødme igen. I hvert fald skete der noget i mine bukser og i min brystkasse. Jeg kunne mærke blodet buldre rundt indeni som aldrig før.

At jeg har ret, svarede jeg. At du fucker hele mit liv op.

Så undskylder jeg på forhånd.

Tilgivet, mumlede jeg og lod dig presse mig op af rækkeværket, mens dine læber igen fandt mine, og jeg fortsatte med at ønske, at du aldrig ville stoppe. Jeg havde aldrig troet, at jeg var typen, man kunne komme til at knalde offentligt, bare for et smil, men du kunne have fået mig til hvad som helst, Max, så let som ingenting. Ser du nu, hvor ret vi havde allerede dengang?

IV

Du kom ikke til kampen om søndagen, og selvom jeg ikke ligefrem forestillede mig, at du var typen som stod tidligt op for at komme til ishockeykamp i en frysende skøjtehal kl. 11 en søndag formiddag, så var der alligevel en del af mig der var skuffet. Jeg skal ikke kede dig med detaljerne fra kampen. Jeg kan dårligt huske det selv, men jeg tror, at vi vandt uden at være prangende. Det eneste jeg husker kampen for, er at det var den, hvor du ikke kom.

Jeg havde tømmermænd, selvom jeg havde lovet mig selv, ikke at drikke alt for meget. Mit hoved gjorde ondt, og hver gang jeg tænkte på dig, var det som om, jeg ikke kunne trække vejret. Jeg var bange for, at det allerede var slut, at det bare var en weekendflirt der var ved at se sin ende, nu hvor