Opgave til en snushane

By Alfred Bekker

Opgave til en snushane

af Alfred Bekker

 

Denne bog er på 114 sider i paperbackformat.

 

Privatdetektiven Stu Tammey kunne i første omgang ikke forstå, hvad en gigantisk sammensværgelse var bag historien om en arbejdsnarkomisk videnskabsmand, hvis kone angiveligt følte sig forsømt. Det hele lignede en simpel sag, som også ville blive godt belønnet. Men det var netop det, der ville have fået Tammey til at undre sig, hvis det ikke havde været for denne spændende kvinde, der forplumrede hans sanser.

• Language: Dansk
• Publisher: Alfred Bekker
• Release date: Apr 7, 2021
• ISBN: 9781393393504

Alfred Bekker

Alfred Bekker wurde am 27.9.1964 in Borghorst (heute Steinfurt) geboren und wuchs in den münsterländischen Gemeinden Ladbergen und Lengerich auf. 1984 machte er Abitur, leistete danach Zivildienst auf der Pflegestation eines Altenheims und studierte an der Universität Osnabrück für das Lehramt an Grund- und Hauptschulen. Insgesamt 13 Jahre war er danach im Schuldienst tätig, bevor er sich ausschließlich der Schriftstellerei widmete. Schon als Student veröffentlichte Bekker zahlreiche Romane und Kurzgeschichten. Er war Mitautor zugkräftiger Romanserien wie Kommissar X, Jerry Cotton, Rhen Dhark, Bad Earth und Sternenfaust und schrieb eine Reihe von Kriminalromanen. Angeregt durch seine Tätigkeit als Lehrer wandte er sich schließlich auch dem Kinder- und Jugendbuch zu, wo er Buchserien wie 'Tatort Mittelalter', 'Da Vincis Fälle', 'Elbenkinder' und 'Die wilden Orks' entwickelte. Seine Fantasy-Romane um 'Das Reich der Elben', die 'DrachenErde-Saga' und die 'Gorian'-Trilogie machten ihn einem großen Publikum bekannt. Darüber hinaus schreibt er weiterhin Krimis und gemeinsam mit seiner Frau unter dem Pseudonym Conny Walden historische Romane. Einige Gruselromane für Teenager verfasste er unter dem Namen John Devlin. Für Krimis verwendete er auch das Pseudonym Neal Chadwick. Seine Romane erschienen u.a. bei Blanvalet, BVK, Goldmann, Lyx, Schneiderbuch, Arena, dtv, Ueberreuter und Bastei Lübbe und wurden in zahlreiche Sprachen übersetzt.

Book preview

Opgave til en snushane

af Alfred Bekker

Denne bog er på 114 sider i paperbackformat.

Privatdetektiven Stu Tammey kunne i første omgang ikke forstå, hvad en gigantisk sammensværgelse var bag historien om en arbejdsnarkomisk videnskabsmand, hvis kone angiveligt følte sig forsømt. Det hele lignede en simpel sag, som også ville blive godt belønnet. Men det var netop det, der ville have fået Tammey til at undre sig, hvis det ikke havde været for denne spændende kvinde, der forplumrede hans sanser.

Copyright

En CassiopeiaPress-bog: CASSIOPEIAPRESS, UKSAK E-Books og BEKKERpublishing er et udtryk for Alfred Bekker

© af forfatteren

© af denne udgave 2021 af AlfredBekker/CassiopeiaPress, Lengerich/Westfalen i samarbejde med Edition Bärenklau, redigeret af Jörg Martin Munsonius.

De opfundne personer har intet at gøre med virkelige levende personer. Ligheder mellem navne er tilfældige og ikke tilsigtede.

Alle rettigheder forbeholdes.

www.AlfredBekker.de

[e-mail]

Kapitel 1

Jeg hedder Stu Tammey.

Jeg har præcis 80 ar i ansigtet - et for hvert halve år af mit liv - og nogle mennesker synes næsten, at jeg er en køn dreng.

Jeg bor nede ved kysten i Saguna, hvor der er solskin, og hvor det kun bliver ubehageligt, når en orkan blæser os lidt vind om ørerne.

Jeg er privatdetektiv, foretrækker revolvere frem for pistoler, mørkhårede frem for blondiner og store hurtige biler frem for små langsomme biler.

Og hvad angår investeringer, foretrækker jeg hestevæddemål frem for aktiehandel, hvilket måske diskvalificerer mig socialt i nogle snobberes øjne.

Så jeg kan lide hurtige store biler, solvente kunder og job, hvor man kan tjene mange penge med en lille indsats, hvilket desværre ofte er omvendt.

Jeg skriver også en masse sætninger, der starter med I lige nu, men jeg vil ikke have, at nogen skal blive psykologisk over for mig på grund af det. Jeg vil bare fortælle min historie, det er det hele.

Det er bedst at starte forfra og begynde på det tidspunkt, hvor jeg mødte hende.

Sue Karber - den bedste blonde mørkhårede kvinde, jeg længe har mødt.

*

Det hele begyndte den dag, hvor en ung kvinde sidst i tyverne kom ind på mit kontor.

Jeg havde ikke haft et rigtigt arbejde i ugevis. Bare nogle mindre forsikringssager med falske ulykkesanmeldelser.

Om fyre, der selv havde sat ild til deres i forvejen forfaldne hytte og efterfølgende ønskede at få erstatning for en enorm mængde skader, eller om folk, der fik udbetalt penge fra deres sygeforsikring, selv om de i virkeligheden var raske som en sten.

Den slags ting.

Hvis det i det mindste havde været en utro ægtemand, som jeg kunne have observeret ... Men sådan er det, når økonomien er i bund. For tre år siden sagde jeg til en person: "Når benzinprisen for første gang kommer over 15 pence, bliver det kritisk! Så vil olieselskaberne suge så mange penge ud af folks lommer, at de fleste mennesker ikke vil have noget tilbage til fyre som mig, og konerne vil foretrække selv at holde øje med deres utro ægtemænd.

Jeg havde gjort det behageligt for mig selv, lagt fødderne på bordet og skubbet vinduet lidt op. Blæseren var i stykker, og jeg turde ikke købe en ny, før jeg havde nogle mindst mellemstore fisk på krogen.

Personlig sikkerhed for en stjerne, for eksempel. Det har jeg altid godt kunnet lide at gøre, selv om det ikke er så godt for billedet.

Før man ved af det, er man ikke længere en af de rigtig hårde drenge, og så får man ikke de rigtig gode job.

Det er lige meget.

Er De hr. Tammey? spurgte hun, da hun pludselig stod i døråbningen. Hr. Stu Tammey?

Det er jeg.

Der var noget ved den måde, hun understregede Stu på. 

Jeg forsøgte at få fødderne ned fra bordet så hurtigt som muligt og væltede whiskeyflasken, så den rutsjede ned til en bue.

De sidste par slurke af den ædle dråbe løb mellem gulvbrædderne på mit kontor på 443 Bolder Lane, fjerde sal.

Jeg beklager, sagde jeg, men som du kan se, var jeg ikke forberedt på besøgende.

Den unge kvinde bar bemærkelsesværdigt tykke briller. Bortset fra, at hun må være blind som en flagermus, hvis hun bar et stel med så tykke glas, virkede de næsten perfekte for mig.

En kjole af et flydende stof klæbede sig tæt til hendes svimlende kurver og lod nok af hendes uendeligt lange ben være blottet til, at man kunne forestille sig resten - men ikke så meget, at det virkede billigt.

Smykkerne var diskrete, og det samme var hendes ar.

Hun måtte have fået den lavet af en rigtig god tatovør. Sandsynligvis i en af de topbutikker, som du finder i centrum, hvor du kan få en flot trimning på panden for op til 5000 pund af Union States of America. Som en engangsudgift kunne dette bestemt diskuteres. Men når man først trådte ind i en af disse butikker, var man reelt gidsel for de professionelle skønhedseksperter. Det gjaldt både for mænd og kvinder. Du var praktisk talt tvunget til at komme tilbage hvert halve år for at få det halvårlige ar, som kræves i loven om borgeridentifikation, lavet af en luksusgraver, for hvordan ser et enkelt ar til 5.000 £ ud ved siden af et par billige streger, som du kan få lavet for mindre end 20 £ i et apotek på motorvejen?

Præcis!

Billigt.

Især for kvinder, da denne kombination blev fundet mest blandt de svaler, der sidder på kantstenen mellem Hyper Lane og Atkins Street.

Præcis hvor nu den ene store klub efter den anden blev åbnet, og et par fyre med en virkelig mørk fortid håbede at tjene de virkelig store penge.

Men den dame, der var sneet ind på mit kontor, havde ikke den billige charme. Hendes ar viste det. Hun havde altid levet under værdige forhold. Noget, jeg ikke selv kunne sige, hvilket jeg kunne se på mit ansigtsudtryk. Det var derfor, jeg havde besluttet aldrig at bruge mere end 20 pund på et ar i mit liv, for mit ansigt var ikke til at redde, selv om en af disse kunstnere til 5.000 pund forsøgte at forskønne det.

Men lad os sige, at den øvre grænse er 25 pund.

En smule hygiejne er et must.

I vished om, at min brilleklædte kollega sandsynligvis ikke kunne registrere de små forskelle, der kan observeres på dekorative ar i detaljer, fordi hendes syn simpelthen ikke var tilstrækkeligt til det, underkastede slangen med brillerne både mig og mit kontor en kritisk undersøgelse.

Jeg håber, at du kan hjælpe mig, hr. Tammey.

Det kommer helt an på, hvad dit problem er.

Du må undskylde, at jeg bare kommer brasende ind. Døren stod på klem, og jeg så ikke nogen klokke.

Jeg ved det. Det er ikke det bedste kvarter her i nærheden. Men det er det bedste, jeg har råd til lige nu.

Jeg troede, at der altid var et job til en hårdnakket fyr som dig.

Det er muligt, men betalingspraksis er blevet elendig.

Hun tøvede med sit svar, kastede et hurtigt blik ud af vinduet og vendte sig så tilbage til mig. Hendes blik gik hen over hendes tykke briller, og jeg så, at hun faktisk havde rigtig smukke øjne, hvis man ikke skulle stirre på dem gennem to whiskyglas, der var presset ind i et gyserstel, hvilket fik dem til at ligne de gøglede øjne, som de gøglede monstre, der var trykt på forsiderne af pulp-magasiner, havde.

Mit navn er Sue Karber, forklarede hun, Jeg har hørt en del om Dem, hr. Tammey.

Jeg håber kun på gode ting.

Du skulle være en af de bedste, trods en vis hang til skumle forretninger.

En af de bedste? svarede jeg. Den bedste!

Hvis du siger det.

Sagunas bedste privatdetektiv.

Den bedste hvad?

Jeg havde glemt, at jeg havde at gøre med en person, som ikke var bekendt med den jargon, der blev brugt af dem, der beskæftigede sig med jura. Dermed mener jeg både politiet og retsvæsenet samt skurke og gangstere, hvilket kan virke paradoksalt ved første øjekast. Men for dem alle var loven det vigtigste referencepunkt, og de var mere eller mindre tæt på den - om end fra forskellige vinkler.

P.I. - privatdetektiv, forklarede jeg