Sandheden i et kræmmerhus: Work in Progress

By Henrik Neergaard

En samling noveller, skitser, forsøg, udkast og andet skriv. der er genstandsregler og sikkert noget ventetid på frihedens vinstue. Byen vågner, og nogen siger, at livet er en kiosk. Men hvor er sandheden?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 19, 2023
• ISBN: 9788743050353

Henrik Neergaard

Har udgivet en række romaner og noveller. Skriver ofte om de besynderlige ting, vi mennesker gør ved hinanden, nogle gange med en mere alvorlig tone, andre gange med et større eller mindre strejf af satire.

Book preview

Andre udgivelser af samme forfatter på Forlaget Books-on-Demand:

Den digitale litteraturs velsignelser

Dovne Kenneth – eller troen på utroskab (roman)

Dalredage (diesel-haiku)

Natvilje (roman)

Jagten på en far (roman)

På kontoret for glemte sager (noveller)

Vera og Bjarnes heftige forår (roman)

Salatspiserens hemmelighed (roman)

Flyve-Havre 1 – 2 – 3 - 4

Sjælehandleren (noveller)

Den fantastiske pinsefrokost (noveller)

Tanker om forår og tøvejr

Connies Bog (roman)

Kun 550 kvinder pr. mand – og andre tvivlsomme historier (fortællinger)

Jamen, det er så svært at gå på vandet om sommeren, sagde hun (digte og prosa)

Juleofferet (fortælling)

INDHOLDSFORTEGNELSE

Til sagen

Kræmmerhus

Da slangen spiste af den forbudne frugt

Sundhedsstyrelsens genstandsregler

Den lille stormflod

Ventetid

Onkel Jørgen ,,,

Videre udvikling

Sure gamle mænd

Frihedens vinstue

Tykmælk

Andre dage under skyerne

(Kapitalisme-diskussion)

De to kroejere

Andre historier, oversigt

Avon-roman 1

Avon-roman 2

Avon-roman 3

(Avon) trilogi

Kommentarer ved renskrift

Søster-romanerne

Fremtidsbog

Om Yvonne efter grisemanden

Plasticpigerne ..,

Bananskum

Bananskum 2 – disp.

Vi søgte ly i en port

Livet er en kiosk ..,

A sommer

Byen vågner (kort version)

Hjem fra festen

En efterårs-entusiast

Kors i skuret

Midt i maj

Vi foretrækker foråret

Nattelyst

This kitchen don’t serve food

Dieseldullen (oversigt)

Nr. 18, Fartøjet

At nøjes med den håndholdte sandhed

Tog til tiden

Stakkels Matthæus(De to klædehandlere)

Tristhedsdigt nr. 1

Tiggersang

Turen til skuret

Husorden for Pensionat Sandfryd

Natten var mørk

Skøre noveller 2

En skolehistorie

Filosofistuderende

Bruttoliste

Til kursus i Kælderkirken

Videreudvikling af denne

Påsken i Kælderkirken

Ny novelle idé om (vaske)kælderen

Mormors hjemmelavede rødkål

Tillæg til denne

Op i remoncen

Østre Paradisvej

En kartoffelby

Kaos og kosmos

Arvestykket (Glaskuglen)

Krokodilleæg

Alle pengene

Uden regnfrakke (Del 1 – mens det endnu

Er tørvejr)

Dage og nætter uden titel(Den blankeste forstad)

En april-fortælling (Hugo-Valdemar)

Birgit og Brian

Kong Gulerod

Stien hen til huset

Drinks i haven

Planten i den grønne stue

Vaskekælderen

Tornerose

Hestekastanjer (Hvis du tror den hellige gravEr vel forvaret)

Søndag morgen

Slagterdrengen og de tre søstre

De tre blondiner

At tyde sommerens tegn

H. C. Ørstedsvej

Et halvfuldt glas

Det afgørende kursus (Flodkroen)

Madmor

MEN TIL SAGEN:

Åh ja, siger du, solen skinner. Jo, den gør den skam, og et kort øjeblik tror man, at det er sommer. Nemlig lige præcis i det korte øjeblik, hvor solen skinner gennem skydækket, og ikke et sekund længere.

Sådan er det nemlig. Og er det ikke godt nok? Folk er blevet så krævende efterhånden, men det er de vel egentlig også i deres gode ret til. De mener, vi skal være tilfredse med, at årstiderne skifter, så det formelt er sommer nu, sådan efter kalenderen. Det synes de, vi skal være glade for, uanset om vejret følger trop med kalenderen. Men det kan de da ærlig talt ikke forlange, vel? De tror bare, at vi finder os i det alt sammen. Og hvorfor? Fordi det gør vi faktisk! Langt de fleste af os i hvert fald. Der er nemlig en grund til alting. Mindst en. Nogle gange flere. Det er det, der er problemet, skal jeg sige dig. Ofte er der nemlig alt for mange årsager, der strides om at være grunden, selve den grundlæggende grund, til en eller anden ting. Eller fænomen, hvis det skal lyde af lidt mere.

Det gør det unægtelig mere kompliceret, det skal jeg ikke forsøge at bestride. Jeg leder nemlig efter Sandheden, hele Sandheden, og intet andet end Sandheden i dette lille essay.

Sådan er det bare. Uanset om man kan lide det eller ej.

Naturligvis ikke sandheden om alting i hele verden. Så meget ville du garanteret heller ikke gide læse, med mindre du går på en eller anden højere uddannelse og skal bruge det til en afgørende eksamensopgave, som en nødvendig for at bestå.

Men sådan cirka sandheden om det emner, som jeg nu har valgt at tage op i dette essay om visse aspekter af virkelighedens natur og naturens virkelighed, hvad enten de ved nærmere undersøgelse viser sig at være rent faktuelle eller frit opfundne til lejligheden. Eller måske kontrafaktiske men alligevel langt mere indlysende og sandsynlige, end det, der faktisk skete på det pågældende område.

Det er nemlig sådan, vi kontra-professionelle arbejder. Det borger ikke alene for den helt særlige kvalitet af vores arbejde, men også for vores etiske kodeks, vores grønne regnskab, vores velfærdsregnskab, vores solidaritetsregnskab, vores miljøregnskab, arbejdsmiljøregnskab og ikke mindst pengeregnskab samt vores kendskab til moderne markedsføring og en hel del mere, som du får oveni ganske gratis, og som der derfor ikke er nogen grund til at beskrive nærmere.

Puha, så fik vi vist overstået varedeklarationen, det hører sig jo til i vore dage. Og lad os så komme i gang med det, som det her handler om!

Det viser sig nemlig, at når man undersøger, hvordan sammenhængen er mellem det, vi finder os i, og det, vi ikke finder, så tegner der sig et ret kompliceret billede. Det kan enhver naturligvis komme og påstå. Forskellen er, at her hos os, i denne her kontekst, der er det ikke bare en påstand, men selve den skinbarlige sandhed om, hvordan sådan noget hænger sammen. Derfor er der naturligvis også streng copyright på det, der står i dette essay. Så lad venligst være med at fortælle det til dine venner, familie, bekendte, arbejdskolleger, etc. etc. sådan er det nemlig, når nogen endelig har fundet sandheden. Så gør de naturligvis alt hvad de kan for at holde på den, fuldstændig som enhver god købmand, handelsmand eller markedskrejler ville gøre. Og hvorfor ikke? Hvorfor skulle sandheden ikke være et strengt bevogtet knaphedsgode ligesom alt andet af værdi? Helt ærligt – hvis man ikke engang kan tjene penge på SANDHEDEN, på selveste SANDHEDEN om dette eller hint, hvad er der så tilbage af almindelig sund fornuft. Når man nu kan tjene penge på så meget andet, der absolut ikke passer eller allerhøjst er halve sandheder. Ofte er det endda løgnehistorierne der sælger bedst, men det behøver jeg nok ikke at fortælle en gammel ræv som dig, vel?

Men lad os nu komme videre i teksten. Som sagt er det en kompliceret sag, det her. Så derfor må jeg også forberede læserne på, at det måske ikke er alle, der bare uden videre kan forstå de dybere lag af det jeg nu vil fremlægge. Ja, enkelte vil måske slet ikke kunne forstå, hvordan der overhovedet kan være nogen fornuftig mening med en beskrivelse som denne her. Det sker ikke for at afskrække læserne fra at påbegynde læsningen, men det hører nu engang med til vort etiske-kodeks, at vi er forpligtet til at gøre tydeligt opmærksom på den slags. Vi ønsker ingen omstændigheder at overbelaste læsernes forstand eller mangel på samme med sandheder, som de alligevel ikke er i stand til at kapere, endsige drage de nødvendige konsekvenser af. Forbrugerbeskyttelse, kalder man det, og det er vi naturligvis en stærk tilhænger af, ligesom alle andre ordentlige forretningsdrivende i vore dage.

Ved alligevel at læse videre accepterer du selv at bære det fulde ansvar for alle konsekvenser af alt hvad der står i dette skrift, samt alt hvad du måtte fortolke ud af det, uanset om denne fortolkning er korrekt eller ej.

Ved at fortsætte læsningen tilkendegiver du samtidig din fulde accept af at deltage i vores nyeste påfund med at installere en helt ny type litterære cookies i læsernes hjerner gennem særligt omhyggeligt formulerede mentale teknikker, der er så godt skjulte i teksten, at det er umuligt at vide, hvad de går ud på, fuldstændig som med computer-cookies, hvor der jo heller ikke er nogen form for varedeklaration, i hvert fald ikke overfor de almindelige computerbrugere, der i sammenhæng fuldt ud kan sidestilles med læserne af en bog eller andet trykt materiale.

Du har dog naturligvis mulighed for at fravælge disse litterære cookies, men det kan i så fald kun ske ved omgående at stoppe med at læse videre.

Men efter al denne ansvarsfraskrivelse, der i dag betragtes som en selvfølge på stadig flere områder i samfundet, så lad os begynde i den mere letforståelige ende, så vi er sikre på at alle (der vel at mærke selv ønsker det og derfor selv af egen fri vilje og udelukkende for egen regning og risiko) de læsere, der fortsætter læsningen, kan følge med.

Hvis tre kvinder kan grave en grøft på tolv dage, hvor lang tid vil det så tage, før den ene bliver fyret, den anden bliver forfremmet til at lave kaffe i skurvognen og den tredje må lave alt arbejdet alene? Rigtigt gættet! Det er et spørgsmål om, hvem af dem, der har gjort det sødeste, smukkeste og mest imødekommende indtryk på jord- og betonformanden.

Så det var sandhed nr. 1, der allerede blev leveret her på en af de første sider. Så kom ikke og sig, at du ikke får noget for pengene.

Og her kommer så en lille ekstra bonus-sandhed. Hvad er det, der er en tiggende bombe om lørdagen? Men nota bene! Her er det vigtigt at lægge mærke til, at jeg har stavet tiggende med to g’er og ikke med to k’er. så hvad er det, der er en tiggende bombe næsten hver lørdag? Det er naturligvis en ægtemand, der hele ugen igennem ikke har gidet at lave så meget mad, så han har fået lov til at slippe for det om lørdagen, og som trods dette alligevel mener, at han er i sin gode ret til at slippe for at stå ved komfuret om lørdagen, og heller ikke vil lave udestue eller reparere taget på carporten, fordi der kommer en ekstremt vigtig fodboldkamp (eller også noget andet) på TV, som han hellere vil bruge eftermiddagen på. Og det mener han i fuldt alvor, at han er i sin gode ret til, bare fordi det er lørdag og dermed en slags kvart helligdag. Er det ikke absurd?

Kræmmerhus

Disse guirlander, der hænger alle vegne, hele vejen hen gennem den glade julemåned, den dejlige julemåned, med sild og snaps og flæskesteg og and og gås som fugle på kviste, næsten som tilbudsskiltene i supermarkedet, dem der tit hænger så lavt, så man støder hovedet ind i dem. Effektiv reklame, hvabehar.

Så kan lære det, kan man.

Men sådan er det med december, det lange tilløb til den signede jul med hyrdinder på marken eller i kopirummet og godt med fløde i sovsen, og snaps i gløggen og sveskelikør i anden, fyldt med bløde pakker, når man mindst venter det, eller måske netop venter det, men ikke lige på den måde, hvor dum kan man være, eller glemsom – for det er jo de gode viljers fest midt i familiens skød, men også de gode, de onde og de grusomme tømmermænds fest – og så disse frokoster, som de kaldes – åh ja, åh ja, ååååeh ja - - -

Men personligt synes jeg nu nok, at jeg har gjort en forskel i år. For det første nægter jeg hårdnakket at huske noget fra de julefrokoster, jeg var til. Det er sikkert bedst for alle parter. Det er virkelig et kategorisk imperativ af første klasse. Undertiden tror jeg, at verden ville blive et bedre sted, hvis vi droslede lidt ned for hukommelsen. Tænk bare hvor mange krige, der er begyndt med erindringen om et eller andet gammelt nederlag i 1300 og hvidkål, som nogen pludselig husker alt for godt, og som så skal hævnes.

Det samme gælder for så vidt i mange ægteskaber, men det jeg ville sige var, at i år har jeg hængt mine sokker op ved kaminen, så tørrer de så hurtigt, og det plejer jeg ellers ikke at gøre, men i år så skulle der virkelig fejres jul i det lille hjem. Noget måtte jeg jo gøre for at redde stemningen, den har været lidt broget i et stykke tid.

Men sokkerne er altid tomme, når jeg kommer og vil tage dem på – hvordan kan det være, Hr. Julemand, jeg fyrer jo med træpiller i brændeovnen, CO2-neutralt, ikke sandt. Økologisk ansvarligt, og jeg køber økologiske æg og meget andet af samme skuffe, burde der ikke være en lille præmie for det, jeg mener her op til jul, hvor vi alle sammen skal være gode ved hinanden, og jeg har jo allerede gjort en forskel, og jeg ved da godt, at der ikke er nogen, der tror på julemanden, sådan en gammel hønisse, han er jo ikke til noget længere, han følger jo ikke med tiden, kan han virkelig ikke finde ud af at fyre Dovne Rudolf og anskaffe sig en hurtigkørende kværn at futte rundt på i stedet for. Så kan hun også nå at komme rundt mange flere steder.

Traditioner er jo helt okay, bare de følger med tiden. Så måske skal der noget seriøs kønskvotering ind over. Altså en julekvinde til mændene og en julemand til kvinderne. Hvorfor er der ikke nogen, der har fundet på det noget før? Men lad os ikke forfalde til de nemme løsninger ligesom Dovne Rudolf. Der skal et stykke seriøst arbejde til for at definere det her ordentligt. Så julekvinden skal nok være en slags kombineret blondine og ikke helt tabt bag af en vogn, og så skal være god til at svinge kødgryderne og lave noget god, solid julemad af den gode gamle slags – og samtidig skal hun jo også helst være lidt (eller måske snarere ret meget) ligesom hende den lette fra julefrokosten, der altid er frisk på en ekstra tur i kopirummet.

Og så skal selvfølgelig være alle tiders flotte julemand til damerne, og han skal altså opdateres ikke så lidt.

Måske en mellemting mellem en filmstjerne på den hvide hest og en god, solid, tætbygget, styrketrænende håndværker med kløft i hagen og hår på brystet og det helt rigtige værktøj til ethvert formål i sin store hvide håndværkerbil. Det må vi have indført snarest muligt.

Så skal I bare se juleglæden vende tilbage.

Desværre må vi jo nok konstatere, at den gamle traditionelle julemand er faldet lidt af på den. Han er simpelthen ikke fulgt på tiden, men har hvilet på de samme gamle nedslidte laurbær alt for længe. Hvorfor har han ikke for længst opdateret sin miljøbevidsthed, sit samfundssind og sit antikverede transportmiddel ligesom alle os andre, han er åbenbart bare gået på efterløn og har trukket sig tilbage til sin lille rensdyrghetto. Men hvorfor kommer han ikke ud i samfundet og ind i fremtiden eller bare nutiden og laser sig integrere i noget aktivering, det er næsten som ham Dovne Robert. Og hans rensdyr, de er nok lige så slemme, hvis ikke værre. Lige bortset fra juletiden, så går de bare og driver den af og tror sikkert, at rensdyrlavmarkerne er eet stort tag-selv ord med Dovne Rudolf som anfører.

Kan vi virkelig være tjent med sådan en gammeldags julemand. Var det ikke snart på tide med noget ligestilling. Var det ikke noget med en julekvinde i stedet. Jeg er sikker på, det ville blive et hit. Så skal der nok komme gang i julehandelen, så kasseapparaterne begynder at klinge og spiller de sødeste julemelodier, de forretningsdrivende længe har hørt.

Da slangen spiste af den forbudne frugt

Det var ham Bent. Ham, jeg havde mødt, der havde fortalt mig om min far. Han havde jo været med i noget af det der socialist-noget sammen med min far. Han sendte mig et par andre gamle flyers fra dengang. De ser sådan ret gammeldags ud. En af dem er en, som han selv har skrevet. De havde sandelig gang i det politiske dengang. Med alle de der små hjemmelavede tryksager, som de delte ud alle mulige steder. Det var jo før internettet, så det var åbenbart måden at gøre det på dengang.Den her, han havde sendt mig, var faktisk lidt spøjs. Det var sådan en ret alternativ udgave af historien om Adam og Eva og syndefaldet dengang i Edens Have.

Han har bare givet det en helt anden drejning, så det passede ind i hans politiske holdninger. Han har lavet ret meget om på hele pointen, så den kom til at passe til hans øvrige agitation. Her kommer så teksten fra den:

Vorherre havde flere gange advaret Adam og Eva om, at de ikke måtte spise af den forbudne frugt. Det vil sige de store saftige æbler, der voksede på Kundskabens Træ. Hvis man spiste af dem, ville man få viden om godt og ondt, og det var forbeholdt Vorherre selv. I mange år havde Adam og Eva lagt bånd på sig selv og modstået denne fristelse, for de var både lydige og ansvarlige og havde ikke tænkt sig at gøre noget, som de ikke måtte.

Men så et efterår var æblerne på Kundskabens Træ særlig store og flotte, og derfor ekstra fristende at sætte tænderne i. Eva og Adam stod henne i nærheden af træet, en dag hvor oktobersolen fik æblerne til at se endnu smukkere og mere fristende ud end ellers.

Men de var fast besluttet på stadig at overholde forbuddet mod at spise af dem. Henne i nærheden af det forbudte træ voksede der nogle buske med nogle velsmagende frugter, som de godt måtte spise af. De var i fuld gang med at plukke nogle af de saftige frugter på de små buske og ænsede dårligt nok æblerne på Kundskabens Træ.

Men pludselig fik Eva øje på en slange, der bugtede sig frem gennem græsset, mens den hvæsede arrigt. Den spilede gabet op, så den kløftede tunge spillede i luften. Den havde kurs lige hen imod Adam, men han havde vist ikke opdaget den endnu. Af hele slangens fremtoning så det ud til, at den ville hugge til, når den nåede hen til Adam, hvilket der kun var nogle få meter til.

Eva råbte en advarsel til Adam, men hun vidste godt, at et menneske ikke kunne løbe fra en slange. Hun ville naturligvis gerne beskytte sin elskede Adam mod at blive bidt af slangen. Men det eneste, hun kunne nå at gøre, var lynsnart at plukke et rigtig stort og lavthængende æble fra Kundskabens Træ, som hun stod lige ved siden af, og skynde sig at kaste det efter slangen af al kraft, i håb om at smadre hovedet på slangen, eller i det mindste aflede slangens opmærksomhed fra Adam.

Det lykkedes ikke at knuse slangens hoved, for der skal mere til end et stort æble. Men det lykkedes hende at aflede dens opmærksomhed fra Adam. Slangen spiste normalt mest mus og rotter og fugleunger, men den havde ikke ædt noget i flere uger, så den var glubende sulten. Derfor kastede den sig grådigt over det store saftige æble, der var havnet i græsset lige foran den. Da den var færdig med at sluge æblet, var den blevet døsig af det store måltid, og rullede sig sammen og lagde sig til at sove, sådan som slanger har for vane, når de har ædt sig mætte.Derfor undgik Adam og også Eva at blive angrebet og bidt af slangen. De priste deres held og Evas snarrådighed og skyndte sig hen til et andet sted i haven, væk fra der, hvor slangen havde lagt sig til at sove, mens den fordøjede sit måltid.

Men ulykken var jo, at æblet, som den havde spist, var fra Kundskabens Træ. Så da slangen vågnede igen og havde fordøjet æblet, så havde den fået den forbudte viden om godt og ondt. Nu havde den al den viden og klogskab, der fandtes i verden, og dermed var den blevet langt klogere end både Eva og Adam. Og da det nu engang var en slange, så udmøntede al dens viden om godt og ondt sig mest i udspekuleret ondskab og snedige intriger.Derfor lykkedes det ret hurtigt for slangen at narre Adam og Eva og bilde dem ind, at det var deres opgave at skaffe føde til den og hele dens store familie. Så nu måtte Adam og Eva slide i det og knokle nærmest i døgndrift for at fange mus og småfugle og samle æg og unger fra fuglenes reder for at fodre alle de grådige slanger. Selv om de ikke brød sig om det og syntes, det var modbydeligt, var de blevet narret af den listige slange til at tro, at de var nødt til at gøre det alligevel.

Vorherre og hans parkbetjente opdagede naturligvis hurtigt, at der var blevet plukket et æble fra Kundskabens Træ, og at forbuddet dermed var blevet overtrådt. En af parkbetjentene havde endda set Eva plukke æblet fra en af de nederste grene på træet, men så havde han vendt sig om, fordi en af de andre kaldte på ham, og havde ikke set resten af det, der skete. Han rapporterede straks, det han havde set, til Vorherre, der indkaldte Eva og Adam til en samtale og irettesatte dem, fordi de havde omgåedes så letsindigt med æblerne fra det forbudte træ og var skyld i, at den hemmelige og forbudte viden nu var havnet hos det usle og nederdrægtige kryb slangen.Som straf blev både Adam og Eva og slangen forvist fra Edens Have. Men da de først var kommet ud i den meget mere barske og hårde verden udenfor, så kunne den listige slange endnu bedre udnytte sin viden og sin snuhed til at udnytte Adam og Eva.Og det er forklaringen på, at Eva og Adam og alle deres efterkommere lige siden har måttet bruge det meste af deres tid på det hårde arbejde i deres ansigts sved for at skaffe føde og andre goder til alverdens slanger og alle de andre listige kryb og snyltere og udsugere, der derfor har kunnet æde sig store og fede og samle alverdens rigdomme til sig.

Redaktørens anmærkning:

Det her er jo en helt uautoriseret fortolkning af den ældgamle og meget centrale fortælling. En gang i mellem ved jeg ikke helt, hvad der går af forfatteren. Men ifølge min arbejdsbeskrivelse er jeg nok nødt til at tage den med i samlingen alligevel.

Det er vigtigt at overholde sundhedsstyrelsens genstandsregler

Der var faktisk en gang en lille historie om en mand, der boede i en spand. Det er skam ganske vist, thi således fortælles det, at han en aften, eller vist endda midt om natten, ja, jeg tror faktisk snarere, det var det, det var, eller muligvis endda ud på morgenen, for han havde været på rigtig meget druk og al den slags og muntret sig rigtig seriøst med både vin, kvinder og sang, for ikke at sige det, der var en tand værre, så han var langt fra appelsinfri, men til gengæld rigtig godt snalret, og mere til. Da han omsider fandt hjem til sin spand, som jo var der, hvor han boede, og da han efter at have rumsteret lidt omkring, og netop havde lagt sig godt til rette, eller vist næsten før han var helt færdig med at lægge sig ordentlig til rette, nærmest omgående faldt i en dyb, vederkvægende søvn, så sov han simpelthen bare. Thi den, der sover, synder ikke, og den, der synder, sover godt, siges det jo, og i det her tilfælde passede det i hvert fald rigtig godt, og således sov han de retfærdiges søvn i adskillige timer.

For han kunne ikke huske at have foretaget sig noget forkert under lige netop dette besøg i nattelivet, og det kan da principielt også godt tænkes at være rigtigt, selv om det i så fald ville være første gang i umindelige tider, men man skal jo aldrig sige aldrig, så det er der ligesom ikke nogen grund til at træde mere rundt i, vel.

Så lad os bare nøjes med at konstatere, som sandt er, og hævet over enhver tvivl, at han først vågnede langt ud på eftermiddagen. Og da måske endda kun delvis og med ganske betydelige tømmermænd. Det var heldigt for ham, at han ikke skulle på arbejde, for så han uden mindste tvivl blevet fyret for at komme for sent rigtig godt og grundigt endda. Men vi vil ganske stilfærdigt forbigå årsagen til, at han var furet måneden før, men blot nøjes med at konstatere, at som det nu var, så kunne han give sig god tid til at vågne i fred og ro, stille og langsomt, og i flere omgange, og give sig god tid til at pleje sine ikke ubetydelige tømmermænd og en endnu større bondeanger med al den omhu og omsorg, som helt afgjort var nødvendigt under de fremherskende omstændigheder.

Det var således blevet tæt på at være hen under aften, da han uvist af hvilken grund begyndte at tage sine boligforhold op til revision. Om det nu var, fordi han havde været ude at svinge med ørene og baske med vingerne og danse på bordene, eller måske havde lokket nogen andre, muligvis af det andet køn, til at danse igennem oppe på bordene, eller om det måske blot var, fordi han havde ligget i en ubekvem stilling, mens han forsøgte at sove nattens brandert ud, det er ikke til at vide, ikke for os andre i hvert fald, men muligvis – eller måske kun måske – eller måske ikke, for ham selv, afhængig af, hvor meget han kan huske, men uanset hvad, så syntes han i hvert fald pludselig, at den spand, han boede i, var blevet alt for lille og ubekvem til ham, og da han stort set var en fornuftig og rationel mand, der godt kunne tænke klart, når han ikke lige var omgærdet af en stadig ret nyoprettet, frisk og proaktiv efterbrandert, så begyndte han straks at tænke over, hvordan han kunne skaffe sig en bedre og mere bekvem bolig.

Den lille stormflod

Det var blevet mørkt. Tidligt mørkt. Det var vinter. Men næsten ingen sne. Barfrost var det. Og strid blæst. Det havde stormet i flere dage. Knækkede grene og kviste. Væltede træer. Tagplader, der var blæst af. Oversvømmede kældre. Det regnede stadig. Åerne var gået over deres bredder. Viadukter stod under vand. Forhøjet vandstand ved kysterne. Der var svage punkter på digerne. Det vidste man. Sandsække. De havde slidt med sandsækkene hele dagen. Digerne måtte forstærkes, så de ikke gav efter for vandmasserne.

De var startet tidligt i morges. Med sandsækkene. Onkel Robert og Hr. Sørensen og de to naboer og Farbror Kurt. Farbror var ikke til ret megen hjælp med sin dårlige ryg og sit svage knæ og sin leddegigt. Men han insisterede på at være med alligevel. Det var et spørgsmål om hans stolthed.

De andre syntes nærmest, han gik i vejen, men det opfattede han vist ikke. De ville ikke sige noget til ham om det. De syntes vist, det var lidt synd for ham.

Og når bare han ikke gik alt for meget i vejen for dem, så gik det jo nok endda.

Han havde været en stor mand engang. Sådan på lokalt plan. Respekteret. En, man regnede med. Det var han ikke længere. Ikke sådan rigtigt, selv om der var en del, der lod som om. Det var gået voldsomt ned ad bakke for ham her i de seneste år. Især efter konens død. Hun havde været syg i lang tid. Det havde været hårdt og langvarigt. Det havde tæret på ham. Han var blevet så tavs.

Og så var der alt det andet. Hans firma, der var gået konkurs. Huset, der var røget på tvangsauktion. Det var den rene elendighed. Der var mange, der ynkede ham, selv om de ikke sagde det højt. Og kørekortet havde han mistet. Så nu kom han jollende på sin knallert. Han havde ikke sit eget hus længere, men boede til leje ude hos Magnus Jensens enke, der var kendt for at være både sur og nærig, og ikke kun med pengene. Men han havde vist ikke noget at gøre med hende på den måde. Sådan den mere intime måde, sagde Hr. Sørensen med det der betydningsfulde blik, som han nogle gange havde, når det drejede sig om den slags ting. Han gjorde sig til af, at han nok vidste, hvad der foregik af den slags, ikke blot i landsbyen, men i hele omegnen. Så brugte det lidt tid på at snakke lidt nærmere om det, mens Farbror Kurt var gået afsides for at tisse.

Efter at de havde været i gang med sandsækkene hele dagen, så var det jo blevet aften, og så var de kommet indendørs hjemme hos os og gjorde sig klar til at få maden serveret. Der var tradition for, at mor lavede en god solid gang aftensmad til dem alle sammen, når de havde været på digerne med sandsække og havde knoklet hele dagen. Det var stegt flæsk med persillesovs og pillekartofler, menuen stod på. Med gammeldags æblekage til dessert. Og nok af det alt sammen, til at de virkelig kunne spise sig mætte. Det kunne de nok have brug for oven på dagens arbejde.

Så god mad fik Farbror Kurt vist ikke til hverdag, derhjemme hos enken. Så nu nød han godt af den rigelige bespisning, sammen med de andre, og han smovsede rigtig i den gode mad. Selv om han ikke havde lavet ret meget, ud over at gå i vejen for de andre, så åd han, som om han ikke havde fået mad i flere dage. Det var utroligt, så meget han kunne sætte til livs. Det var vistnok også hans livret. Onde tunger påstod, at det nok mest var derfor, han var så ivrig efter at være med til det med sandsækkene. Men det var nu kun dem, der ikke brød sig om ham, der sagde sådan. Og