Nummeret er i brug

By Michael Koehler

År 2000 problemet - Y2K, tragedien på Roskilde Festival, Rongorongo skrifterne fra Påskeøen, 9/11 katastrofen, Verdens ...

Er der en logisk følge - og sammenhæng?

Måske.

Følg tvillingbrødrene gennem hele bogen, og måske dukker der et svar op - i enden.

Kan man ændre skæbnen, og bør man?

Det bestemmer du helt og holdent, og du bestemmer også selv, om du vil læse videre.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 15, 2018
• ISBN: 9788743005858

Michael Koehler

Work in progress ... Bogen ("Nummeret er i brug") definerer forfatteren, indtil videre.

Book preview

Forord

Denne bogs mange udsagn og hentydninger (eller er der egentlig kun tale om ét, overordnet budskab?) er, efter min bedste overbevisning og med udgangspunkt i den beskedne viden jeg p.t. besidder, ren og skær fiktion – og måske er det i virkeligheden bare en gang tilfældigt vrøvl?

Men… tvivlen nager alligevel grundigt, og huserer selvstændigt – helt uden hjælp, i baghovedet.

Så godt som alle de historiske data du bliver præsenteret for her i bogen, er fuldt ud baseret på fakta, og hvis fremtiden, som nogen siger, bliver afgjort af fortidens gerninger… læs videre og du vil snart finde ud af hvad det egentlig er jeg prøver at sige, gennem mine mange hentydninger.

Meget af det der sker omkring os i dagligdagen – og måske mere afgørende i interaktionen mellem os mennesker, vil måske blive bedre forstået og sat ind i den helt rette kontekst, når denne korte men alligevel overvældende og faktafyldte bog har nået sin ende?

Hvorfor er det mon at vi mennesker, på overfladen, virker ganske homogene og fremstår som ét samlet folk i det område vi kommer fra, og når det kommer til de andre – dem udenfor vores selvbestaltede gruppe, så er vi ganske forskellige?

Kultur, sprog og fysiognomi er vel i småtingsafdelingen når man opfatter sig selv som et fuldt menneske og en del af menneskeheden, Verden er jo lille. Men alligevel går det ofte galt når de synlige og hørbare forskelligheder gør sig gældende.

Man undrer sig, ja jeg gør, over at Jorden, der jo er vores fælles hjem, føde- og bosted, altid har levet en usikker tilværelse i en helt bestemt gruppes opfattelse.

Måske er det ikke noget man jævnligt skænker en tanke, midt i alle dagens gøremål, men alligevel bliver Verdens undergang ofte nævnt på forskellig vis i medierne, og på vilkårlige gadehjørner.

Jeg tænker her specielt, på de selvbestaltede dommedagsprofeter.

Indtil videre kan man vel bare kalde dem pessimister, men hvad hvis de ender med at blive realister – Hvad sker der så?

Det er noget vi helt sikkert finder ud af, om vi vil det eller ej.

Men hvem er disse dommedagsprofeter? Er det subsistensløse typer, dem der allerede har kastet håndklædet i ringen personligt, og nu måske ønsker at resten følger med i deres umiddelbare elendighed?

For dem passer deres håndbårne skilte måske fint, og budskabet er måske bare en ren personlig skildring, når de skriver Enden er nær.

Men hvad med så med de kultlignende sammenslutninger, hvor velklædte personager med fuld overbevisning gang på gang opgiver en eksakt dato, hvorpå Jorden går under?

De har dog ikke haft ret, endnu.

Man kan gøre nar af dem og man kan ignorere dem og deres udtalelser, men man kan ikke fjerne kendsgerningen at de faktisk, uafhængigt af hinanden og spredt over hele jordkloden, er enige om det endelige facit.

Det er svært at spå, specielt om fremtiden, men på et eller andet tidspunkt får de helt sikkert ret. Ikke fordi man bare skal vente længe nok, så sker det... men fordi der er ganske plausible forklaringer, såsom at solen vil begynde at afbrænde sine ydre lag.

Resultatet bliver, formentlig, at solen bliver transformeret til en Rød kæmpe, der indledningsvist vil afbrænde jorden, for derefter at påbegynde en opslugning af jorden.

Men det varer heldigvis lidt endnu, og forskning på området, har afgjort at Jorden først går under om 7,59 milliarder år.

Men hvilken årsag der bliver den endelige, den der i sidste ende afgør jordens skæbne, står ganske i det uvisse.

Men ved disse spåmænd og forskere, egentlig noget som vi ikke ved allerede… og kan vi overhovedet gøre en forskel hvis vi skænker det en enkelt tanke eller to. Kan man ændre skæbnen, og bør man?

Det er noget du som individ bestemmer helt og holdent, og det er også dig der bestemmer, om du bare vil tage en dag ad gangen og se hvad der sker.

Som læser, er det op til dig om du vil læse videre.

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapitel 0 - Årtusindets insekt

Kapitel 1 Dommen i Roskilde

Kapitel 2 Rejsen til Påskeøen - Verdens ende?

Kapitel 2.1 Rongorongo skrifterne

Kapitel 2.2 Rundt og rundt - og tilbage igen

Kapitel 3 Langører vs. Kortører

Kapitel 4 Indus Valley – Mohenjo Daro

Kapitel 5 Sæbebobler

Kapitel 6 Lidt trekantet

Kapitel 6.1 På gamle flasker

Kapitel 6.2 Hvor er vi?

Kapitel 6.3 Ekstranummer

Kapitel 7 Ugleset

Kapitel 8 Hvorfor blive ved?

Kapitel 9 Håndværkeren

Kapitel 9.1 Knæleren

Kapitel 9.2 Ikke det sidste måltid

Kapitel 10 Horn i siden?

Kapitel 11 Hatten af for den rette mand

Kapitel 12 Eneboeren

Kapitel 13 Ærketypisk

Kapitel 14 Den lille maler

Kapitel 15 Manden fra Nord

Kapitel 16 Rundtosset

Kapitel 17 Kend dig selv

Kapitel 18 Fuglene

Kapitel 19 Porten åbnes

Kapitel 20 Tre gange hurra

Kapitel 20.1 Nordens perle

Kapitel 21 Ægypteren

Kapitel 22 Enden er nær

Kapitel 22.1 Elementernes rasen

Kapitel 23 Det 21. århundrede

Kapitel 23.1 Det sidste møde

Kapitel 0 - Årtusindets insekt

Er det ikke meningen at man skal blive klogere for hver dag der går… er det virkelig kun elendigheder der akkumulerer? sukkede Thor, der var ved at blive mere end bare normalt irriteret over menneskeheden som helhed. Selvom han dog tøvende måtte medgive, at han trods alt var en del af den selvsamme menneskelighed, som han af og til foragtede. Han hadede, med tyk streg under, fejltagelser der forekom på trods af at de nemt kunne have været undgået, og han hadede alle de bagkloge eksperter der altid opstod i kølvandet på fejl. Frem for at tilslutte sig dette postekspertpanel, hvis eneste positive bidrag var at konkludere at der var begået fejl, gjorde Thor hvad han kunne for at fejl aldrig ville opstå. Manden i spejlet var ofte det bedste udgangspunkt, hvis der skulle foretages ændringer.

Men ikke alle fejl var mulige at stoppe i tide, specielt ikke dem der blev skabt af andre. Og År 2000 problemet var en af den slags fejl.

Årtusindets problem blev grundigt behandlet i medierne, og slået op som det helt store problem. Ikke så stort som verdens undergang, men ganske stort.

Heldigvis var problemet alligevel ikke så omfangsrigt som først påstået, og dagligdagen med dens vante trummerum vendte tilbage igen – som den altid gør det.

Men forud for denne tilbagevenden til tingenes sande natur, havde Thor arbejdet nat og dag for at stoppe denne kommende, og tilsyneladende ustoppelige, katastrofe. En katastrofe der kun havde mulighed for at opstå, fordi en håndfuld præ-nørder i den tidlige computer æra fejlede totalt. De tænkte fra hånden til munden og missede det store billede. Det billede der ville have vist at de nok skulle have tænkt sig om en ekstra gang.

Som bekendt, er det overordentligt svært at spå om fremtiden, men at være så arrogant at programmere noget software der kun ville holde til år 2000… Hvis de så selv løste problemet igen, mod et lille honorar eller blot for æren, ville der i det mindste være lidt mening med galskaben.

Et eller andet sted burde der have ringet et par afsindigt store klokker, der ville få enhver domkirke til at blive misundelig. Men noget så simpelt som at forudsige, at det nok ville blive et problem på et bestemt tidspunkt, at både år 1900 og år 2000 blev opfattet som det præcis samme år skete ikke. Ikke før tiden nærmede sig de år 2000.

Det var helt fint at tallet 99, når det skiftede, blev til 00, ganske efter planen og al logik, men når tallet umiddelbart før det der blev til 00 ikke samtidigt blev øget, så kunne det kun gå galt.

Men ofte finder man kun fejl hvis man leder efter dem, og hvorfor skulle man være i fejlfindingsmode dengang? Alt gik jo fint. En ny dag betød jo bare at der kom en ny teknologi eller opfindelse der gjorde vores liv nemmere. Alle var formentlig så betagede af alt det nye der skete næsten dagligt, at der ikke var nogen tilbage til at rydde op efter festen. Hvorfor se sig tilbage, når fremtiden var ved at blive skabt her og nu. Ingen tænkte det mindste på den mulighed, at fundamentet for fremtiden måske var en anelse ustabilt, og ikke mindst at teknologien kunne ende med at være den kolos der fik fundamentet til at revne.

Specialisterne var blevet så specialiserede at de fra deres elfenbenstårne blæste store bobler ud, som velvilligt blev modtaget af de mange forblændede forbrugere.

Thor vidste at årsskiftet fra 1999 til 2000 ville være for stor en mundfuld for mange af de ældre computere – de computere der var sat op til at servicere og styre, en stor del af den såkaldte civiliserede del af verden. Og relativt simple og hjemmelavede test, gav ham ret i den formodning.

Der var en vis sandsynlighed for at flyvemaskiner kunne risikere at modtage en fejlagtig information, der så kunne resultere i at de styrtede til jorden, hospitaler kunne modtage de forkerte patientjournaler der så fik lægerne til at ordinere forkert medicin osv. I princippet var al den hjælp man modtog fra computere i fare for at blive forkert - og i enkelte tilfælde direkte farlig.

Der kunne nemt skabes plads til en person, der havde lidt mere end normalt forstand på tal – og det kunne ske ret hurtigt. Der var en masse tilkoblede computere der bare stod og ventede.

Thor var den person der var brug for, eller i hvert fald én af dem der var akut brug for.

Som den første danske professor i matematik under 30 år, havde han endnu ikke haft mange år til at imponere sin omverden med de omfattende evner han besad, men alligevel havde han opnået en vis form for respekt blandt kolleger og ligesindede. Han havde mere end en gang vist, at han fuldt forsvarligt var i stand til, at jonglere med tal og formået at sætte dem sammen, på hvad der viste sig at være den helt rigtige måde, og på det rette tidspunkt.

Thor havde altid elsket at sidde og pusle med computere. Lige siden han fik sin første computer, en Lambda 8300 med gummitaster, i konfirmationsgave, havde han i realiteten levet foran en computer.

Selvom en Lambda så ud til at være 100 procent plastik, hvis man ser bort fra gummitasterne, og lavet i Hong Kong, så var den perfekt til det formål han brugte den til, og han blev hurtigt fuldstændigt smeltet sammen med den. Han sad i timevis og programmerede på sin nye bedste ven. Først lavede han en masse komplet ubrugelige programmer, fordi han syntes det var sjovt, og ikke mindst fordi han kunne, og senere endte det med at være udfordringen der var den motiverende faktor.

Bortset fra sin computer og lidt yngre bror Rune, der altid sad et eller andet sted musestille og læste i enten en historie- eller anden fagbog, han havde fundet på et af sine mange biblioteksbesøg, havde Thor ikke andre egentlige venner.

De venner han ellers havde, var nok snarere grupper af bekendte som han til tider omgikkes, og som så i øvrigt var nuværende kolleger eller nogen han havde mødt i forbindelse med sin uddannelse på universitetet.

Og selv om vennerne også havde akademiske interesser og ofte en lignende uddannelsesmæssig baggrund som Thor, så blev de meget hurtigt trætte af hans få, men ofte repeterede binære vittigheder.

Hadejoke nummer 1, syntes at være den om boksedommeren og computernørden. Selv om vennerne forstod joken så hjalp det alligevel ikke på dens popularitet.

"Hvorfor er det 5 gange nemmere at blive computernørd end boksedommer? Fordi en computernørd kun skal kunne tallene 1 og 0!"

Og når publikum i stedet for at grine, står pinligt tavse med blanke øjne – enkelte måber ligefrem, så kommer uddybningen.

"En boksedommer skal jo kunne tælle alle tallene op til 10! 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10.

Det er væsentlig flere, end de to binære tal 1 og 0, og sjovt nok er slutresultatet på boksedommerens optælling, de to binære tal slået sammen til 10."

Hvis der stadigvæk ikke blev leet, så tog Thor opgivende fingrene til hjælp for at vise hvordan tællingen foregik.

Første gang man var så heldig at høre vittigheden ville man, det gjorde de fleste, le høfligt af den. Men allerede anden og tredje gang udløste det et gratis botoxudtryk, og det blev umuligt for andre at afgøre, om man hadede eller elskede vittigheden.

Den eneste afslørende faktor kunne være en eventuel svag og utilsigtet hovedrysten fra højre mod venstre, eller en diskret rulning med øjenæblerne.

Men hvad Thor manglede på den sociale arena, det kompenserede han for fuldt ud på de lidt mere hardcore områder, såsom fagbøger og viden. Områder der bidrog Thor godt i hans bidrag til, at undgå dette årtusindes mulige talkatastrofe. Frem for at slukke branden her og nu, dvs. løse det aktuelle problem, lavede han et program der samtidig ville udelukke at et lignende problem kunne opstå. En form for forebyggelse og helbredelse i samme modul, når der nu ikke længere kunne være tale om forebyggelse alene.

Han overvejede længe, i realiteten var det nok nærmere timer, om han skulle løse problemet gennem et Open Source projekt, som han havde hørt skulle være måden at løse alle komplekse problemer på.

Men han nåede hurtigt frem til, at tidsfaktoren kunne blive et alvorligt problem, når der var tale om mange mennesker der skulle arbejde sammen om et fælles problem. Han valgte den løsning han havde mest erfaring med, og med de folk han havde størst tillid til – han gjorde det selv.

Da løsningen var inden for rækkevidde, kunne han se at han havde valgt den rette til jobbet, og han fik ikke brug for hjælp til udformningen af løsningen, kun til at udbrede den. Han havde hverken tid eller lyst til at programmere en viruslignende løsning, der selv installerede sig på de berørte værtscomputere og løste problemet med cifrene. Ondt bør ikke nødvendigvis bekæmpes med ondt.

Han foretog en viral word of mouth løsning der fungerede fint i denne sammenhæng. Hans beskedne netværk var stort nok til, allerede få led ude, at skabe en lavine. Mens budskabet blev spredt ud som vandige ringe, var en verificeret og testet løsning fra et kontrolleret miljø allerede klar til at blive downloadet.

Løsningen forekom Thor at være ret simpel. En ægte Columbus løsning i form af et program, der kunne gennemtrawle al software og automatisk rette de steder, der takket være hans lille hemmelige algoritme, kunne tænkes at blive ramt af problemet. Det problem der blev så kendt, at det ikke havde nok i et navn, men fik flere øgenavne.

Ofte blev det kaldt The Millenium Bug som intet havde med insekter at gøre, og som naturligt ville blive forkortet til TMB, hvis ikke det var fordi amerikanerne, i særdeleshed David Eddy, syntes at Y2K¹ var endnu bedre. Måske ville dette forkortningens land, være bedre tjent hvis det ikke var alt der blev forkortet til ord eller bogstaver man skulle gætte betydningen af, og hvis det ikke kunne være anderledes, burde det i det mindste være let at udtale forkortelsen. Men hvis nu tidshorisonten for computerens levetid havde været lidt længere, så havde forkortelsen Y2K og alle andre lignende forkortelser, været ganske overflødige.

Thor havde dog lidt forkærlighed for at bruge den engelske betegnelse Y2K, da han selv kaldte alle de problemer han stødte på for Y’s.

De fleste af Thor’s løsninger på diverse problemer han var stødt på gennem tiden, mindede en del om denne Y2K løsning. Løsningen virkede lidt for simpel og folk endte ofte med at slå sig til hovedet, ikke af glæde, men af bar ærgrelse over at det ikke lige var dem selv der kom på dette indlysende Columbus æg.

Men Thor vidste at intet kom af intet, især ikke løsninger på konkrete problemer. Det var et spørgsmål om at vide hvor slaget skulle slås, og med matematisk præcision og rutine, var det præcis det Thor var mester i. Og det var den selv samme indsigt som han brugte til selv at løse problemer, der gjorde at han havde held til at få andre til at undgå de mest elementære fejl, hvis blot de tænkte sig om en ekstra gang. Han var af den overbevisning at det var godt at lære af sine fejl, men langt bedre hvis man undgik dem.

Han havde med tiden oparbejdet en aversion mod at agere den evige brandmand. Der var ingen ende på det, og det var som at sætte advarselsskilte op efter at uheldet var sket.

En lille smule logik iblandet ganske lidt fornuft, kunne helt afgjort have banet vejen for en kraftig reducering af fejl.

Heldigvis var Thor’s brandmandsjob ikke hans væsentligste indtægt, selvom det sagtens kunne betale hans få og faste udgifter. Han havde et rigtigt job, som var et han var exceptionelt glad for. Et job hvor han fik penge for at inspirere andre, og overføre en del af den viden og indsigt, han havde oparbejdet gennem mange år.

Han underviste de studerende på Roskilde Universitetscenter, og det var hvad han selv opfattede som hans vigtigste bidrag, i forsøget på at skabe specialister nok til at skabe endnu flere specialister, for til sidst at have specialister nok til at minimere antallet af fejl, begået af de mange inkompetente amatører der findes overalt.

Thor var fuldt overbevist om at Årtusindets insekt, som var hans direkte oversættelse af Millennium Bug, og mange andre af de mange menneskeskabte katastrofer, i al beskedenhed, kunne være afværget hvis bare han var født et par år tidligere. Men han havde efterhånden nødtvungent fundet sig til rette med det faktum, at ikke alt kunne ændres, og hans fødselsdato var én af disse uforanderlige begivenheder.

Men én ting var helt sikkert, og det var at hvis man i fremtiden søgte efter syndere for de fejl der måtte være begået, så ville en søgning blandt Thor’s studerende være det absolut forkerte sted at begynde.

Fejl ville altid kunne blive ledt tilbage til den oprindelige kilde, og Thor var ikke denne kilde. Alt hvad han havde i sin magt af viden og kunnen, blev ucensureret videregivet til de studerende, med forventning om at de gjorde det samme med deres studerende eller kolleger i fremtiden. Ren ripple effect hjulpet godt i gang af en vandtæt ordre.

Som dagene gik og det varme vejr blev en stadig hyppigere gæst, var sommeren godt på vej til at blive en realitet i Danmark. En virkelighed der havde været savnet i mange måneder. De utålmodige havde allerede længe forsøgt sig med shorts og t-shirts, men blev mere forkølede end brune. Inden længe ville caféerne kun have tæpper og terrassevarmere efter solens forsvinden, fra det der blev til nattehimmelen.

Thor’s arbejdsindsats begyndte gradvist at blive mindre helhjertet, og når han kunne mærke det, så vidste han hvad der var ved at ske – Roskilde Festivalen var på trapperne.

Mange i Danmark mente at den største højtid var julen, ikke kun fordi man fik gaver men fordi det var den eneste tid hvor familierne virkelig var sammen. Travlhed eller ej. Men Thor havde aldrig rigtigt forbundet julen med noget synderligt positivt, måske fordi familien ikke var så stor som den burde være, så for ham var der ingen tvivl om hvad der var den ægte højtid. Festivalen kom afgjort først i hvilken som helst graduering af højtider – dette var den begivenhed der forekom en gang om året, og som han elskede.

Dette var den bonus han ønskede sig allermest efter et helt års nonstop arbejdsindsats, også selvom bonussen af universitære sparehensyn måtte komme fra ham selv. Penge, hus og bil betød ingenting når det blev sammenlignet med Roskilde Festivalen. Selv det faktum at han måtte betale for det hele selv, lige bortset fra togturen hvor han kunne bruge sit månedskort, som dog også var betalt af Thor selv, mindskede ikke den oparbejdede glæde. Og når det kom til stykket, så var han i præcis samme båd som de fleste andre der havde sparet op, lige siden de var der sidst.

Selv om anbefalingen lyder på seks om dagen, så var denne ene frugtkurv af blandet musik nok for Thor. På trods af, at en stor del af det arbejde som Thor lagde for dagen samtidig var hans hobby og livsstil, så mente han alligevel at han havde fortjent denne belønning, der på fornem vis passede ind i hans dagligdag. Når universitet lukkede ned - lukkede festivalen op. Det var som om der blev flaget med det skakternede og det grønne flag på en og samme tid og i et køre.

Lige siden deres senere teenager år, havde det været en tradition for Thor og hans tvillingebror Rune, at deltage i den årlige og tilbagevendende Roskilde Festival. Uden undtagelse – og i år var festivalen, som altid, på deres fælles dagsorden.

De havde egentlig ikke set så meget til hinanden de seneste år, bortset fra deres årlige festival, uden at der havde været en reel årsag til det. Thor kendte i hvert fald ikke til nogen årsag, ud over at de boede i hvert sit land, og han skænkede det oftest kun en enkelt tanke, lige op til at Rune kom og ringede på døren.

Men det betød nok ikke noget særligt for deres forhold, for hverken Thor eller Rune bragte det på banen, eller lagde op til en snak om det når de var sammen. Vigtigere var det tilsyneladende heller ikke.

Men festivalen… det var en helt anden sag. Den skulle forløbe planmæssigt og det var den lim der forbandt dem i sekundet, som var de siamesiske tvillinger. Det var deres fælles mål og de nåede altid dertil sammen.

I slutningen af juni måned hvert år, havde de to brødre formået at bevare en stiltiende og udtrykkelig aftale om at mødes, for sammen at tage til Roskilde Festivalen. Det var den form for aftale, man ikke behøvede at ringe i forvejen for at få bekræftet. Sådan havde altid været og sådan ville det forblive med at være – uden undtagelse.

Dagen før festivalen startede, der dukkede Rune op hos Thor, og altid hos Thor, da Thor hvor han end havde boet, altid havde været den der boede tættest på festivalpladsen.

Roskilde Universitetscenter, der egentlig blot var en del mindre bygninger placeret nogenlunde tæt sammen på en mark, ikke så forfærdeligt langt fra Trekroner station, der dog af ganske mange brugere mente, at Trekroner trinbræt var mere sigende, var det sted hvor Thor arbejdede. Men når folk spurgte hvor han arbejde, udtalte han det altid på engelsk – Roskilde University. For ham var et center et sted hvor man købte ind, og hvor unge der kedede sig hang ud, eller hvor ældre mennesker blev holdt beskæftigede af professionelle ansatte. Ikke et sted hvor man forskede og underviste, som man gør det på et universitet.

Universitetet var mere eller mindre ved at lukke ned, og selv om der ikke var sat skodder for vinduerne, så var det både tydeligt at se og høre. Thor kunne se at de studerende var væk for alle vinde, og gættede på at de sikkert var endt hjemme hos dem selv, deres forældre eller endnu bedre… de var ved at gøre klar til at tage til Roskilde Festivalen. Det sidste gæt fremkaldte automatisk et lille ryk og smil hos ham.

Rune havde også valgt at lytte til universitetskaldet, men på et andet sprog.

Han endte med at undervise i historie, ældre og nyere, på et af Sveriges universiteter, nærmere betegnet det i Lund.

Og i Sverige var situationen den samme. Universitetet var meget tæt på at være helt tømt for mennesker.

Det var ikke nogen stor hemmelighed, at mange svenskere hvert evigt eneste år krydsede det smalle sund der adskilte Sverige og Danmark, med noget nær det eneste formål, at få adgang til nogle liberale goder i form af flasker, og oftest var det grønne flasker. Og når der så samtidig var festival midt i det hele, så var det noget nær en perfekt og helt legitim undskyldning at tage til Danmark. Ud over rige muligheder for at drikke øl… og vand, så blev det hele ledsaget af god musik og glade mennesker overalt på festivalen.

En stor del af de svenske festivaldeltagere kunne meget vel være de studerende fra universitetet i Lund, der lå ganske belejligt tæt på den svenske del af Sundet, der kunne se over til Danmark.

Der var ikke nogen tilbage på de to universiteter, der kunne formodes at ville savne eller bare snakke med de to brødre. Så de behøvede ikke en gang snige sig ud efter mørkets frembrud, eller at have dårlig samvittighed over at forlade deres arbejdspladser. Det gjorde ingen forskel om de var der eller ej, og de få der var tilbage, rengøringspersonale og noget der lignede opsynsvagter, ænsede dem ikke en gang. Hverken i Sverige eller Danmark.

Og når alt kom til alt, så ville de formentlig støde på flere af de studerende rundtomkring på festivalen.

Ifølge brødrenes tavse aftale, var det planen at de skulle mødes i Thor’s gamle, men ikke desto mindre meget charmerende, lejlighed der stadig ventede på den for længe siden lovede byfornyelse.

Men den manglende byfornyelse betød i princippet kun, at lejligheden ikke havde ændret sig i en årrække, hvilket ikke nødvendigvis var en dårlig ting. Det passede helt fint med det faktum, at det var mødestedet for en lang og uændret tradition.

Skåret helt ind til benet, så var det egentlig en lille og hyggelig lejlighed, der dog var placeret i den forkerte ende af Istedgade.

Det positive der kunne siges om det var, at der ikke var langt til toget, men det var ikke det eneste der var nem adgang til i denne berygtede og letlevende del af Istedgade.

Men at bo tæt på den største station i Hovedstaden, Hovedbanegården, betød også at der ikke var langt at gå til toget der kørte til RUC, som Roskilde Universitetscenter også blev forkortet til. Det var kun de nye studerende, eller folk der nød at høre sig selv tale, der udtalte hele betegnelsen Roskilde Universitetscenter. Med tiden ville de studerende helt glemme, at det ikke var RUC der var navnet på det sted de kom dagligt.

Thor havde, siden han flyttede hjemmefra, og med ganske få afstikkere, boet næsten hele sit liv i denne lille Istedgade lejlighed, men mest af praktiske årsager. Lejligheden var afgjort ikke øverst på ønskelisten over lejligheder, eller i nærheden af den, men med lidt overtalelse fra en slunken bankkonto, valgte han den uden at tøve i tidernes morgen. Han kunne have flyttet fra lejligheden for længe siden, da bankkontoen med tiden havde ændret udseende, men det var ikke længere så afgørende med beliggenheden og standen, eller antallet af værelser. Han havde det han havde brug for, og de penge han fik tilovers ved at have en billig lejlighed, havde han sparet op i banken. Han vidste