Dødens Verden

By Mads Aggerholm

Rumkrydseren Gateway er på vej til en jordlignende planet, som jordens folk har givet arbejdstitlen 'New Earth One'. I begyndelsen troede man, det var en ubeboet verden (ud over eventuelt dyreliv), som jordens milliarder af mennesker kunne overtage. Man begynder derfor at planlægge en ekspedition, som skal afgøre om denne planet egner sig til kolonisation. Men under studiet af kloden er man blevet klar over, at der findes intelligent liv og endda en moderne civilisation.

Formålet med ekspeditionen ændres fra at være ren overtagelse, til at skulle skabe kontakt med de indfødte og indlede et handelssamarbejde.

Jack Lee er en lettere fordrukken psykolog og antropolog på ekspeditionen, og han sættes til at analysere de sociale og samfundsmæssige forhold på planeten.

Hvad Jack finder, er en nærmest paradisisk verden befolket af unge, sunde og smukke mennesker, og et samfund hvor kriminalitet, grådighed og egoisme ikke eksisterer.

Men efterhånden som Jacks undersøgelser afdækker mere og mere af systemets virkemåde, opdager han at sandheden er en helt anden: Nogen forsøger tydeligvis at slå hele planetens befolkning ihjel, gennem et fantastisk svindelnummer der indtil videre har kørt i århundreder.

Men hvorfor?

Jack og hans ven, IT-eksperten Boris, kommer på en opgave som ikke er af de helt små. Og det bliver ikke nemmere af at det efterhånden går op for dem, at ekspeditionens virkelige formål ikke helt er hvad de tror ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 18, 2016
• ISBN: 9788771887259

Mads Aggerholm

Mads Aggerholm er programmør, opfinder, stor ynder af science-fiction, LEGO-entusiast, og nu også forfatter. Blandt hans mange konstruktioner findes blandt andet 'Verdens mindste racerbane', som kan ses på youtube. Denne bog er hans debutroman, som i øvrigt har været undervejs i 25 år.

Book preview

kapitel

Første kapitel

Rumtransporteren Gateway, En dagsrejse fra New Earth One.

Jack Lee vågnede i sin kahyt ved en insisterende banken på døren.

-Ja, JA! råbte han. Jeg er vågen!

Han kiggede flygtigt ud over det lille sofabord: En halvfyldt flaske whisky, et fyldt askebæger og en stabel bøger. Rent vanemæssigt vurderede han om det kunne fjernes i en fart, hvis nu det var obersten som lige synes han ville give et visit.

-"Dostojevskij, Jack! Se at komme ud af fjerene! Der er briefing om ti minutter!" lød det gennem døren.

Gudskelov. Det var bare Boris – ’russeren’ som han kaldtes – Edbekspert og Jacks tætteste – og eneste – bekendtskab om bord.

-Vent nu lidt, Boris. Jeg skal lige op og have tøj på, for helvede! En ren formsag, faktisk. Han havde sovet med tøjet på. All right, der havde nu også været lidt ekstra fest dagen før. Lige som de fleste andre 'dage før' godt nok…

Russeren åbnede døren og trådte ind. Han fyldte næsten hele dørkarmen ud, høj og bred, næsten som en stor træstamme.

-Dostojevskij! Er du allerede klædt på, ha ha. Du er sgu kvik!

-Boris, er det absolut nødvendigt at sige ’Dostojevskij’ i hver anden sætning?

-Da! Det er det eneste russiske bandeord jeg kender, Jack. Det er vigtigt ikke at glemme sine rødder!

-Vorherrebevares! Du er ikke mere russer end jeg kan gå på vandet.

-Min tipoldemor var fra Vladivostok, Jack. Kom ikke her!

-Fis. Min Onkels søsters mands bedstefar var fra Korea! Gør det mig til koreaner?

-Hvor skulle jeg vide det fra? Sig noget på koreansk!

-Det er et dødt sprog. Ligesom afrikaans, græsk, dansk – og russisk, hvis du ikke skulle have opdaget det.

Drillerierne fortsatte godmodigt mens Jack fik skiftet skjorten ud med en ren– altså, en der ikke havde været sovet i.

Jack tog glasset fra bordet og hældte halvdelen af den tilbageværende whisky op i det:

-Skal du ha’ en spids, Boris?

-Tak som byder!

Jack tømte flasken i det andet glas:

-Skål!

-Nastrave!

De klinkede glassene, og skyllede ned.

-Nå, hvad skal vi i dag? Og hvornår?

-Jack, du ved sgu da heller aldrig hvad der foregår. Vi går i kredsløb om New Earth One i løbet af i morgen, vi skal have nye sprogpakker installeret, og for ikke at være på helt bar bund skal vi ha’ briefing i dag; Nu, faktisk! Kom nu i sving.

-Briefing mig i røven! Vi har haft briefing hver uge siden turen startede. De siger det samme hver gang! Jeg kan det udenad!

-Det er sidste gang denne gang, Jack. Op med næbbet!

Oberst Ian Glasston stod ved døren til mødelokalet og nikkede venligt til de forskellige der ankom. Jack og Boris gik ind og satte sig længst tilbage i rummet. Der var allerede halvfyldt af de forskellige videnskabsmænd, forskere og andre civilister.

Alle, inklusive Jack og Boris havde rang af kaptajn. En teknikalitet som skulle forhindre bøvl med at differentiere mellem civilister og soldater. Uanset hvad man mente om missionens værdi som forskningsekspedition, så kom man ikke uden om det faktum at den var under streng militær kontrol. Men samtidig måtte ledelsen anerkende, at det ikke duede at en eller anden sergent kunne koste rundt med en professor i biologi.

I løbet af de næste par minutter kom resten dryssende. Biologen Harris, geologen Bridgestone og andre tekniske officerer. Efterhånden var alle samlet, og obersten gik op bag det skrivebord der tjente som podie.

-Godmorgen. Vi er her vist alle sammen, så vi kan lige så godt begynde.

Obersten vendte sig mod en tavle bag sig:

-"Vi har et ganske kort program: Først vil Jürgen Schultz, vores fysiker, fortælle lidt om rumfartøjets virkemåde. Ja-ja, jeg ved godt at mange har hørt det hele nogle gange før, men det er vigtigt at alle forstår i det mindste det mest basale, og har det i frisk erindring.

Derefter vil jeg fortælle lidt om hvad vi ved om New Earth One, og til sidst vil vores biolog, Dan Harris, fortælle om vores sprogimplantat. Det sidste skal foretages i løbet af i dag eller i morgen.

Nogen spørgsmål?"

-Jeg har et, mumlede Jack til Boris. Hvorfor har vi kun briefing én gang om ugen, når vi nu kunne ha’ et om dagen?

-Jack, var der noget du ville dele med os andre? lød oberstens stemme fra skrivebordet.

Ligesom i de små klasser i skolen.

Højt sagde Jack:

-Nej hr. Oberst. Lidt bøvl med maven, såmænd.

-Udmærket. Jeg giver nu ordet til kaptajn Schulz.

Jürgen Schultz var en lille, professoragtig mand, som kun manglede hornbrillerne for at ligne en tegneserieudgave af den gale videnskabsmand. Ikke desto mindre var han knivskarp. Hans største problem var at formidle sin viden, for som alle genier tænkte han ikke på at almindelige mennesker manglede alle mellemregningerne. Men hvis man fulgte godt med, var han faktisk værd at høre på.

-Godmorgen, indledte professoren muntert. "Jeg skal fortælle lidt om dette rumfartøj vi befinder os i. Som I ved har vi i den sidste måneds tid bevæget om med en hastighed langt over lysets. Det er faktisk at betragte som en revolution i sig selv, men modsat den almindelige opfattelse er der ingen som helst magi i at rejse hurtigere end lyset. For lige at forklare:

Hvis vi nu tager to personer, A og B, og anbringer A i en raket med enorme brændstofmængder, og så lader ham flyve til Alpha Centauri og tilbage igen, kan han gøre det på – øh – lad os sige to uger. Alpha Centauri ligger 4.3 lysår fra Jorden, og som følge deraf har A bevæget sig mange gange hurtigere end lyset.

Pointen er, at A har bevæget sig i sit eget inertialsystem. Han mener der er gået to uger, og det har der også – for ham! Problemet er, at på Jorden som ikke er med i hans inertialsystem er der gået over 9 år. Set fra Jordens synspunkt har A aldrig brudt lysmuren, men bevæget sig med en hastighed på 99.9999% af lysets. Og det er præcis dér problemet er.

Et videnskabeligt gennembrud for seks år siden afslørede så en spidsfindighed ved rumtiden. Trods forskning i århundreder har det aldrig lykkes os at manipulere selve tiden, og drømmen om en tidsmaskine har altid været – og vil altid være – en drøm.

Alligevel opdagede man at en genstand med en given hastighed kan flyttes tidsmæssigt! Og jo højere hastigheden er, jo mere kan den flyttes! Det er en egenskab som på linje med relativitetsteorien fungerer ved alle hastigheder, men ikke kan måles så længe hastigheden er relativt lille. Et æble som falder ned fra et træ, eller en flyvemaskine der bevæger sig med Mach3 befinder sig principielt i deres eget inertialsystem hvor tiden går lidt langsommere. Det er bare så lidt at det ikke har nogen betydning, og kan ikke måles med nogen kendte instrumenter.

For at gøre en lang historie kort, kan en genstand med nær-lys-hastighed flyttes i tiden inden for den ramme der udgøres af omgivelserne inertialsystem fratrukket dens eget inertialsystem. For at gribe det an matematisk, kan man udtrykke det på formen…"

Professor Schulz fortsatte med at gøre en lang historie kort mens han skrev formler op på tavlen.

Jacks tanker begyndte at drive. Han tænkte tilbage på sine år hvor han boede hos sin onkel Wilhelm fra sit 16. år. Hans forældre var omkommet i et biluheld på vej hjem. Han havde siddet ved sin computer og spillet et eller andet spil, og vidst at når de gamle trådte ind ad døren ville han være nødt til at stoppe for at lave lektier. Han ønskede at de ville være forsinkede, bare en halv time, ja måske en hel.

Da det ringede på døren undrede han sig ikke over at de ikke bare låste sig ind. Han havde tænkt mere på, at ønsker ikke var hvad de havde været.

Et halvt minut efter havde han glemt alt om computerspil og ønsker om at hans mor og far skulle være forsinkede.

Nu ønskede han netop at det var mor og far som var kommet, og ikke to flinke betjente med ansigterne foldet i venlige men alvorlige miner.

Boris prikkede til ham, og Jack blev nærværende.

-… og ved at anvende modsat rettet fotonstrøm, vil man se at accelerationen Gx vil resultere i… fortsatte professoren oppe ved tavlen.

-Jack, du snorker! hviskede Boris.

-Tak, hviskede Jack tilbage.

Professoren fortsatte uanfægtet med sit foredrag:

-… idet vi anvender antistof som drivkraft i stedet for kemiske raketter, betyder det for det første at brændstof kan dannes direkte under rejsen, for det andet at hastigheden…

Jack tænkte på at få en drink.

-…og på den måde har rumtrafikken fået et boost som overgår hvad jetmotoren gjorde for flytrafikken: I stedet for en rumkapsel på størrelse med en telefonboks som rider på spidsen af en konstant eksplosion, har vi mulighed for at rejse i en gigantisk container med al det udstyr vi kan ønske os. Præcis som vi gør her i dag.

Omsider blev professor Schulz færdig, og folk klappede sporadisk. Jack var ikke sikker på om det var professorens præstation eller ophøret af den, folk var mest glade for.

Obersten trådte op bag skrivebordet igen:

-Så vil jeg fortælle lidt om hvad vi ved om vores destination. Han rømmede sig.

-"New Earth One er en slags arbejdstitel, som vi bruger indtil videre. Planeten blev opdaget for over tyve år siden men indtil for seks år siden kunne vi bare kigge på den. Takket været vores teknologiske udvikling blev vi så pludselig i stand til at besøge den, og det er det vi er i færd med nu.

I de sidste tre år har vi haft fire satellitter i kredsløb omkring planeten. De har lyttet til al radiokommunikation der finder sted på overfladen, samt foretaget opmålinger af stort set alt hvad der kan måles.

Oprindeligt var det vores plan at landsætte et automatisk system med landingsmodul, køretøjer og analyseudstyr. Imidlertid opdagede vores satellitter at der findes intelligent liv på planeten. Nærmere analyser afslørede at der er tale om en decideret civilisation: Bygninger, motoriserede transportmidler, infrastruktur, ja alt hvad der kendetegner en fungerende verden med overordnet styring.

Planen om at lande med automatoner blev omgående sløjfet. Det er nødvendigt at møde intelligensvæsener som ambassadører for vores verden; dette hverv kan ikke varetages af en maskine.

Derfor denne bemandede mission.

Satellitterne fortsatte med deres arbejde, og alt hvad der er blevet sendt i deres radiosystemer er blevet optaget og sendt tilbage til Jorden for at blive analyseret.

Det betyder at vi har en komplet udgave af deres sprog, som vi ved hjælp af ’ImplanTran-systemet’ kan overføre direkte til vores talecenter i hjernen. Dette formodes I at få gjort inden for de næste otteogfyrre timer. Besætningen som hører under militæret har allerede fået foretaget denne opdatering. Som I ved, betyder det at vi kan tale og forstå de indfødtes sprog direkte. Bagsiden af medaljen er, at vi ikke vil kunne forstå og tale vores eget sprog mere.

Det bliver ændret tilbage under vores returrejse, men hvis I ønsker at sende en sidste hilsen hjem inden, skal det være nu.

Derudover har satellitterne opsamlet alle mulige geografiske data om planeten.

I dag ved vi derfor, at planeten er omtrent lige så stor som Jorden. Den er næsten dækket fuldstændig af et ocean, med en gennemsnitlig dybde på 3.8 km. Fastlandet består af to øer der ligger med et par hundrede kilometers afstand fra hinanden. Den ene er på størrelse med Australien, den anden er lidt mindre end det afrikanske kontinent.

Derudover er der et mindre antal småøer, som ikke er beboet. Vi ved ikke hvorfor.

Gennemsnitstemperaturen er omkring 16° celsius, og der er så godt som ingen årstider da aksen står næsten lodret i sit baneplan.

De to store øer er beboet, tydeligvis af væsener som råder over det vi kalder moderne teknologi. Ud fra hvad vi kan forstå på deres radiokommunikation har de et samfund med maskiner, industri og teknologisk udvikling. De behersker elektricitet, og kommunikerer med radiosystemer. Vi ved ikke hvordan de ser ud, for de bruger ikke billedmedier, i hvert fald ikke i trådløs form. Vi kan naturligvis ikke vide hvad de har af kabler i jorden, da der ikke har været forsøg på landing. Det er det vi skal gøre i overmorgen, under hensyntagen til de internationale diplomatiske regler. Ja, jeg ved godt at vi ikke kan vide hvordan diplomati fungerer i en kultur som vi praktisk talt intet kender til, men vores sprogforskere har en ganske god idé om hvordan omgangsformen generelt er.

At lande med et ubemandet fartøj ville kunne opfattes som en aggression, så vi vil have den første kontakt person til person. Så har vi gjort hvad vi kan.

Vi tager naturligvis visse forholdsregler, for at varetage besætningens sikkerhed, men det vil være yderst diskret."

-Før os til jeres leder, mumlede Jack til Boris.

-"Vores opgave er at undersøge planeten på alle leder og kanter. Hvordan er klimaet? Hvordan er indbyggerne? Hvordan virker deres sociale regler? Hvad er der i jorden? Alt muligt. Tænk på, at vi efter at have bedrevet videnskabelige undersøgelser i århundreder stadig ikke ved alt om vores egen planet.

George Bridgestone, vores geolog, vil stå for de grundlæggende undersøgelser omkring seismologisk aktivitet, jordlag, vurdering af og omfanget af geologiske perioder. Vi skal have afdækket om der f.eks. har været istider, og i givet fald hvor ofte. Hyppigheden af vulkanudbrud, etc.

Dan Harris, biologen, vil udforske faunaen. Dens opbygning, immunforsvar, udviklingen, og så videre.

Jack Lee er som bekendt psykolog og antropolog. Han vil afkode sociale sammenhænge, deres samfunds virkemåde og indbyggernes psykologi i det hele taget. Deres indbyrdes forhold, familieform, krisehåndtering, og alt hvad dertil hører.

Boris Stroginjev, dataekspert. Skal klarlægge hvordan datakommunikation foregår, andelen af computeres anvendelse inden for forskellige områder, samt beboernes afhængighed af datakraft. Herunder om alle har adgang til computere, eller om det er et særsyn. Dette alene vil fortælle os en hel del om deres niveau i forhold til os."

Obersten fortsatte med at læse personer og opgaveområder op. Til sidst sagde han:

-Inden jeg giver ordet til Dan Harris: Er der nogle spørgsmål?

Alle spørgsmål var blevet stillet på tidligere briefinger, men alligevel var der en enkelt: Sam Woods, laborant med speciale i immunsystemer, og lommepsykolog rømmede sig:

-Har vi slet ingen idé om hvordan indbyggerne ser ud? Jeg mener, vi har trods alt løbende opdateret alle oplysninger om New Earth One, er der kommet noget som indikerer bare et eller andet? Det ville jo være rart med bare et fingerpeg om hvad vi kan forvente.

-Det er et udmærket spørgsmål, svarede obersten. Og desværre er svaret nej. Vi har god grund til at antage at der må være tale om antropoider, dvs. ’To arme, to ben og ét hoved’. Desværre siger denne klichéagtige beskrivelse ikke ret meget. Men erfaringer fra vores egen jord er, at modsatrettede tommelfingre samt evnen til at gå på to ben og dermed frigøre hænderne til manipulation af omgivelserne er en betingelse for udvikling af teknologi. Sådan, nu ved I lige så meget som jeg.

Der var ikke flere spørgsmål. Biologen Dan Harris gjorde sin entré:

-"Ja, så er det lige op over. Det er jo ikke nogen overraskelse at indbyggerne på New Earth One har et andet sprog end vi har. Og det er – det ville have været – den største blokering for vores mission. Det er ulig problematisk at overholde gældende regler for almindelig høflighed og diplomati hvis man ikke forstår hvad hinanden siger.

Heldigvis har vi fået udviklet et system som er i stand til at tolke mellem forskellige sprog. Den fungerer på nøjagtig samme måde som når en person bliver anbragt sammen med en masse andre, som taler et helt andet sprog: Analyse af ord og sætninger, udregning af sammenhæng, vurdering af muligheder for betydning, forudsigelse af betydning af en anden sætning og til sidst korrektion af sammenhængen ud fra resultatet af forudsigelsen. En computer kan i sagens natur blot gøre dette tusinde gange hurtigere. Problemet er ikke at få maskinerne til at arbejde hurtigt, problemet er at få dem til at forstå hvad de får af input. En maskine som kan dét, ville kunne bestå den såkaldte Turing-test. Det er ikke lykkedes at få nogen maskine til at gøre det endnu. Men vi er kommet rigtig tæt på, så computere kan i dag bestå hvad vi kalder ’Turing-light’. Jeg skal ikke trætte jer med teknikaliteter, men hvis man skal sætte det lidt firkantet op så vil en ’Turing-light’ computer reagere seriøst på nonsens. En ægte Turing-maskine ville kalde det vrøvl. Der er flere detaljer, men det er uinteressant her. Sagen er, at en Turing-light maskine vil fint kunne varetage en stort set perfekt oversættelse af et sprog til et andet.

Den anden ting er, at vores videnskab i dag er i stand til at manipulere vores hukommelse direkte. Det er ting man skal være yderst varsom med, for vores hukommelse er en meget kompleks størrelse. For at komme med et eksempel: En standard postkasse er firkantet og blå. Lad os sige vi ændrer en persons hukommelse til at tro den er kugleformet og orange. Næste gang han ser en postkasse vil hans reaktion være: ’Sjovt, en firkantet, blå postkasse! De plejer jo at være runde og orange.’

Det er bare ikke det hele. Hver eneste erindring omkring at se eller bruge en postkasse vil være kodet med farven blå på en firkantet genstand. Her vil hjernens oprydningssystem på et eller andet tidspunkt beslutte at disse data må være forkerte. Det vil kunne resultere i komplet amnesi, fordi disse data igen refererer til andre data, som risikerer diskvalifikation på samme grundlag. En kædereaktion kan i værste fald resultere i, at hele hukommelsen vil blive slettet.

Den gode nyhed er, at lige præcis sprogcenteret er så at sige en samling etiketter med alle tings og begrebers benævnelse. At ændre netop her er så godt som risikofrit. Hvis en person får ændret en etiket fra ’postkasse’ til et nonsens-ord som f.eks. ’bopnip’, vil det ikke konflikte med noget. Næste gang han ser en postkasse vil han blot tænke, at her står en ’bopnip’. Hvis han så endda befinder sig i et land, hvor postkasse rent faktisk hedder ’bopnip’, så vil alle forstå hvad han siger direkte! Og det er netop hvad vi gør her.

Der er selvfølgelig mere i det end som så, grammatiske regler, talemåder, jargon og så videre, men det her er den store overskrift.

Det forventes at I får foretaget denne implantering i løbet af i dag. Husk at I ikke kan kommunikere indbyrdes når nogle af jer har fået foretaget implanteringen og andre ikke har. Derfor skal det helst gøres samtidig og over så kort tid som muligt."

Briefingen var slut. Boris og Jack traskede ned til baren i midten af skibet. Boris hentede et par whiskyer og de satte sig længst tilbage i lokalet ved deres stambord.

Jack tændte en cigaret.

-Nå Boris, hvornår skal vi få lavet det med sproget?

-Ikke nu, i hvert fald. Jeg gætter på at mange stiller sig i kø, og det tager alligevel et stykke tid. Lad os vente til myldretiden er overstået.

Jack tog en slurk af sin drink.

-Det bliver godt nok spændende. Første gang mennesket møder en anden civilisation.

-Yeps! Det bliver faktisk spændende på mange planer.

-Hvad tænker du på?

-Ja, for det første de mest basale kulturelle forskelle: Giver man hånden? Hvad betyder det at nikke og ryste på hovedet? Ja og nej? Eller omvendt? I vores verden kan man række hånden halvt op, med håndfladen vendt fremad. Det betragter de fleste som et tegn på fred og venskab. Hvad hvis det her udlægges som ’Dumme svin, jeg slår dig ihjel!’?

-Okay, det er jo der sproget kommer ind, sagde Jack med et smil. Det er immervæk nemmere at sige det, frem for at stå og vifte med hænderne.

-Gestik er en naturlig del af vores kommunikation, sagde Boris. Hvad vil du gøre? Stå med hænderne ned langs siden og tale monotont?

-Det kunne man jo starte med…

-ja ja, og hvad hvis det i sig selv er en provokerende gestus?

-Nu ikke så negativ! Det skal nok gå.

Jack og Boris havde mødtes første gang da skibet forlod Jorden for to måneder siden.

Da stjernekrydseren satte sig i bevægelse ud af kredsløbet og begyndte den lange tur mod New Earth One havde obersten samlet alle officerer i baren midtskibs. Alle havde fået udleveret en drink, en cigar og en folder med almindelige oplysninger om projektet. Obersten havde holdt en ganske kort tale. Som øverste officer og den egentlige leder af ekspeditionen havde han alligevel den vidunderlige egenskab at han rent faktisk kunne fatte sig i korthed. Ledere som ikke kunne få nok af at høre sig selv tale gik der ellers tyve på dusinet af.

-Venner, indledte han kickoff-mødet. "Så er vi på vej! Det er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er, at dette nok bliver den kedeligste del af turen. Jeg håber I har taget noget med at læse i, ha ha.

Skål! Og lad os glæde os til ankomsten, det bliver en milepæl i menneskehedens historie!"

Folk skålede, og enkelte tændte deres cigar. Lidt efter begyndte man at sive ud i gangene, ned i bordtennisrummet eller ind i egne kahytter. Til sidst sad Jack og Boris alene tilbage ved hver deres bord.

Jack sad med hånden under kinden og prøvede halvhjertet at få dannet et mønster af ringe ved at flytte sit glas rundt på bordet da Boris kom hen med et par glas whisky på størrelse med hans knyttede hånd:

-Jack Lee, ikke? Må jeg byde på en drink?

-Tak, gerne! Undskyld, jeg fik ikke fat i dit navn?

-Boris. Boris Stroginjev. EDB-mand. Jeg skal analysere de indfødtes data-infrastruktur. Hvis de overhovedet har nogen.

-En fornøjelse at møde dig, Boris. Jeg er antropolog. Jeg skal analysere deres sociologi og generelle indbyrdes adfærd.

-Held og lykke! Det lyder som et større arbejde.

-Det er det uden tvivl. Uanset hvor længe vi skal være der, kan jeg under alle omstændigheder kun komme til at kradse i overfladen. Men hvis missionen bliver en succes, kommer der nok flere. Det skulle såmænd ikke undre mig om der bliver oprettet et eller flere deciderede fag – 'NewEarthOne-ologi', he he.

-"Dostojevskij! Du er en skæg fyr!"

-Dostojevskij?

-Jeg er russer, forklarede Boris stolt. Det var en nation af stærke mænd, som ikke lod sig kue. Det russiske sprog er dødt som så mange andre, men min bedstemor lærte mig et par gloser. ’Dostojevskij’ er et bandeord – så vidt jeg ved! Min bedstemor bandede sjældent, men når hun gjorde så var det det ord hun brugte.

Både Jack og Boris havde smag for whisky og øl, og da Jack også var interesseret i teknologi begyndte de to at hænge sammen. Boris var en jovial fyr, og Jack satte pris på hans selskab. Boris havde altid en computer med hvor han stod og gik, så han kunne lege med snørklede programmeringsmæssige eksperimenter.

Det store fjernsyn over baren blev tændt, og viste billeder fra hallen hvor landingsmodulerne stod. En stemme forkyndte, at man for at fordrive ventetiden kunne kigge med under forberedelserne til landingen om 41 timer.

En stribe for oven i billedet talte ned hvert sekund: 41:12:39, 41:12:38, 41:12:37.

På skærmen var en gaffeltruck i gang med at køre en eller anden genstand ind i en container.

Stemmen kom igen, og forklarede:

-"Landingsmodulerne er egentlig bare store kasser forsynet med konventionelle reaktionsmotorer. Efter landingen bliver de sat sammen til at danne et beboelsesområde, som vi vil opholde os i mens vi befinder os på stedet.

Der vil blive opsat en perimeter som vi vil holde os inden for. Beboerne på New Earth One vil forhåbentlig give os lov til at blive her."

Boris og Jack bevægede sig op til baren og satte sig på et par barstole ved disken.

Boris bestilte et par drinks til, og de sad i tavshed og fulgte forberedelserne.

Hen over baren hang et skilt med en tekst:

Vi kommer med fred til den nye verden. Med bibelen i den ene hånd og værktøj i den anden.

Jack sukkede.

-Det er mig en gåde hvordan overtro bliver ved med at eksistere.

-Det siger du hver gang vi ser det skilt.

-Det bliver det ikke mindre en gåde af.

-Og du skal forestille at være psykolog. Folk har brug for forklaringer. Og folk har brug for hjælp. Som børn har vi hele tiden kunne vende os til vores mor eller far. Hvem vender vi os til som voksne?

-Du har selvfølgelig ret. Men stadigvæk! Der er ingen evidens for tilstedeværelsen af en eller anden almægtig entitet. Folk beder som besatte til Gud, til Jehova, Allah, og Gud ved hvem, uden at der sker en disse. Alligevel fortsætter de. Og når der så endelig sker et eller andet, som fint forklares ud fra statistiske tilfældigheder, så får deres guddom automatisk æren for det, og erklæres som bevis!

-Jo, men det er jo fornuftigt nok. Hvis nu den store herre virkelig havde en finger med i spillet, så er det jo dumt at kaste vrag på hans hjælp, ikke? Og at sige tak er jo gratis, så hvorfor ikke?

-Jo, det kan der jo være noget om. Jack tømte sin drink, og bestilte en til. Var det så kun guder, men folk insisterer jo på at tro på alt muligt andet: Krystalhealing, homøopati, hvad som helst. Folk går stadigvæk ind til en dame som kigger i en krystalkugle og hævder at hun kan få kontakt med hedengangne ægtefæller, mødre, onkler, tanter. Masser af mennesker sidder troligt hver dag og mediterer på deres 'chakra', og tror der er mystiske energier som hvirvler rundt alle steder i og udenfor kroppen, selv om disse energier hverken kan måles eller ses. Der er i dag folk som helt bogstaveligt tror at Jorden er flad, for himlens skyld!

Jack kiggede op på skærmen hvor menige soldater var ved at læsse kasser med alt muligt ind i flere containere.

Han tændte en cigaret og pustede røgen op mod udsugningsanlægget.

-"For pokker, Boris. For fem hundrede år siden, da man ikke vidste noget om atomfysik, eller bakterier, eller andre ting som ikke kunne ses med det blotte øje, så kan jeg godt forstå det. Hvis nogen begyndte at snakke om, at 'det dér med Gud og sådan, det kunne vist ikke helt passe. Mon ikke naturen bare var der og virkede?', så kunne en hvilken som helst præst jo bare pege op mod solen og sige: ’Jamen så forklar lige den dér!’. Et bål som brænder i al evighed kan ikke forklares. Og solen må jo altid have været der, for den var der da min far levede, og den var der da hans far levede, og så videre.

Men når videnskaben afdækker det ene område efter det andet, og forklarer altings virkemåde, så skulle man jo tro at folk så ville vågne op."

-Så nemt er det ikke, Jack.

-Åbenbart ikke.

-Jack, elskede du dine forældre?

-Naturligvis.

-Savner du dem?

-Ja, selvfølgelig.

-Godt. Hvis jeg nu kunne give dig dokumentation for at dine forældre i virkeligheden havde været to perfekte robotter, konstrueret til at ligne og opføre sig som mennesker, og programmeret til at tage sig af børn, ville du så med ét slag tabe al kærlighed til dem? Ville du knipse med fingrene og sige ’Nå, for hulen! Er det sådan det hænger sammen? Nå, jamen så savner jeg dem ikke mere, alt i orden!’?

-Øh…!

-Netop!

Boris bestilte en omgang mere.

Tiden gik. Forberedelserne skred fremad. Glassene blev tømt og askebægeret fyldt.

Efterhånden var der kommet flere mennesker i rummet og folk sad og læste ukoncentreret i blade, fulgte med på skærmen eller snakkede for at fordrive ventetiden. Der havde været en vis saglig atmosfære under turen, specielt fordi der ikke blev lagt skjul på at operationen var under militær jurisdiktion, men her på falderebet begyndte spændingen alligevel at kunne mærkes.

Baggrundssnakken blev mere og mere uforståelig, efterhånden som dem der havde fået foretaget sprogimplantatet indfandt sig. De kunne kun snakke med hinanden, og det var fuldstændig volapyk for de andre.

-Boris! Jack! lød en stemme tværs over bordene. Sam Woods begyndte at manøvrere sig gennem lokalet op til bardisken.

Jack kiggede op.

-Årh for helvede, mumlede han til Boris. Jeg kan ikke holde den lommefilosof ud!

-Hvad er der i vejen?

-Han skal bare ha’ et glas et eller andet, så bliver han besat af at diskutere blufærdighedsspørgsmålet ud fra sine hjemmebryggede ideer om psykologi. Det er som at diskutere astronomi med en fladjordstilhænger.

-Spændende. Nå, nu skal jeg skaffe dig af med ham. Bare hold mund! Sam Woods kom hen og stillede sig ved siden af Boris:

-Jack, gamle dreng! Er du klar til at få svaret på vores væddemål? Boris smilede stort til Sam, og sagde hjerteligt:

-Wazum pokrja arkunera tutim!

Sam Woods så forlegen ud:

-Nå, for pokker. Har I allerede fået sproget? Okay, vi tales ved.

-Gaganuti? spurgte Boris.

-Øh, ja, vi tager den senere!

Sam vinkede og bevægede sig videre.

Jack kiggede ned i disken for at skjule sit grin.

-Hvad fanden sagde du? hviskede han.

-Aner det ikke, svarede Boris. Noget jeg lige fandt på.

-Nu skulle det lige mangle at du ved et tilfælde har ramt de indfødtes sprog – og der kommer en af de andre op og spørger hvorfor du fornærmer hans mor.

-Sikkert. Hvad er blufærdighedsspørgsmålet?

-"Åh, det er en gammel historie. Som du ved er bukserne det sidste mennesker tager af. Når det bliver varmt i vejret tager folk korte ærmer og korte bukser på, senere tager de trøjen af, sokkerne, undertrøjen, og så videre. Det sidste der kommer af, er bukserne. Hvorfor? Blufærdighed.

Nå, men vi ved alle sammen at det der gemmer sig i bukserne er et organ som både kan bruges til forplantning og til udskillelse af affaldsstoffer. Så spørgsmålet er, hvis vi nu brugte f.eks. fingrene til forplantning, ville vi så stadig gemme pikken i bukserne, eller ville vi gå med handsker hele tiden? Eller begge dele?"

-Og hvad er svaret?

-Der er ikke noget svar. Man kan filosofere over det til helvede fryser til, uden af få et svar. Og det er under alle omstændigheder øsende ligegyldigt.

-I visse sammenhænge kunne det vel være vigtigt?

-Okay, i ekstreme tilfælde. Hvis en person har en sygelig skræk for at klæde sig af, f.eks. i svømmehallen, så kan det være interessant at finde ud af om det er en følelse af at være uren eller sårbarhed der er den dybere grund. Men behandlingen vil være cirka den samme uanset om det er det ene eller det andet.

-Hm. Og hvad var det for et væddemål?

-Fjolset lokkede mig til at tage et væddemål om de lokales udseende.

-Hvad væddede I om?

-Jeg mener at indbyggerne må ligne os til forveksling. De mindste fysiologiske forskelle som der er fra homo sapiens til deres nærmeste slægtning i dyreverdenen er så minimal, at kun individer med stort set præcis vores opbygning vil kunne have passet i den niche som gav os grunden til – og muligheden for – at udvikle teknologien.

-Og hvad mener han?

-At oberstens beskrivelse er langt mere korrekt. To arme, to ben og et hoved. Hænder med fingre, som kan manipulere omgivelserne præcist. Øjne som kan se tydeligt, og ører som kan høre. Om de så er tre meter høje, er grønne, har katteøjne eller kun fire fingre er mindre vigtigt. Hos aber på Jorden er det deres hjerners størrelse som afgør at de ikke kan udvikle deres omgivelser mere end de har gjort. Kunne man sætte en menneskehjerne over i en abes krop, ville pågældende stadigvæk kunne betjene maskiner og læse bøger med abens sanseapparat.

-Hvad væddede I?

-En bajer!

-Ja ja, du bliver da ikke ruineret hvis du taber, gamle jas!

Jack skyllede resten af sin drink ned.

-Skal vi gå hen og tage sprogkurset? spurgte han.

Boris kiggede ned i sin skærm, mens han trykkede på knapper.

-Gå du bare, jeg skal lige have gjort noget færdig. Du ved godt at vi ikke kan læse mere når vi har fået sproget, ikke?

-Tjo, det var der vist noget om…

-Så inden jeg deaktiverer mig selv, så må jeg lige have lagt sidste hånd på det her værk. Men gå du bare, så snakkes vi ved senere.

Jack gik ud af baren hvor alle efterhånden snakkede nyjordsk. Han gik op ad en trappe til laboratorierne, hvor implanteringen blev lavet. Der var efterhånden ikke en sjæl. Et øjeblik kunne han ikke huske hvordan man fandt rundt deroppe, men så fik han øje på en dør hvor der sad to soldater ved et bord. På bordet stod et papskilt med ordene SPROGOPDATERING.

Han genkendte den ene: Korporal