Doktoren

By Kim Berglund

"Doktoren" er den tredje bog i rækken af bøger om de to skotske drenge Cooker, Cooky og deres lillesøster Trunte.
I denne bog bliver hun kidnappet af Doktor Død og hans folk. Det tvinger brødrene til at rejse tilbage i tiden sammen med deres onkel McGregor, der er opfinder. I hans nyopfundne tidsmaskine rejser de tilbage, og havner i byen Duddington, hvor diverse spor føre til.

Der begiver sig ud på en intens jagt efter den Doktor der har generet familien gennem alle disse år. Kun ved at slå ham ihjel, vil de have en chance for nogensinde at se deres kære lillesøster igen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 15, 2016
• ISBN: 9788771450743

Kim Berglund

Mit navn er Kim Berglund - 47 år og pædagog. Jeg arbejder på Gentofte skole, og skriver om de to skotske drenge Cooker & Cooky i min fritid. Du kan læse meget mere på bøgernes hjemmeside: http://cooky.jimdo.com og kan besøge bøgernes netshop her: http://cooky.spreadshirt.com

Book preview

Hjemrejsen

Kapitel 1: Alene hjemme i ferien:

Tiden var gået i Edinburgh, og byen var efterhånden blevet en mere levende og aktivitetsrig by. I en nogenlunde almindelig skotsk familie, var den største dreng Cooker startet i 8.klasse, mens hans lillebror Cooky gik i 5.klasse. Efternøleren i familien kaldet Trunte, var mellem de største børn i sin børnehave.

De havde alle et stille og roligt liv, men der var ting som adskilte dem fra de andre børn i byen. Mange mærkelige oplevelser som deres fantastiske rum tur til planeten Orgien, samt deres skattejagt i Egypten efter Perlens Øje.

Der blev aldrig rigtig talt om det, men drengene drømte sommetider nogle meget levende drømme, hvor især én figur gik igen. Doktoren, eller Doktor Død som han også blev kaldt. Denne uhyggelige skikkelse klædt med kappe, høj sort hat og mørke støvler. Sammenvoksede øjenbryn, gule øjne siddende dybt inde i hovedet, det lasede beskidte skæg og især de knivspidse spejlnegle på begge hans pegefingre optrådte tit i drengenes drømme. Sommetider vågnede de op med sved på panden og klamme hænder.

Der var gået et par år siden noget var sket, og livet i Edinburgh gik sin egen stille gang. Deres far arbejdede nede på havnen, hvor han betjente den store kran kaldet Høje Gordon. Ofte betragtede børnene den fra deres værelser, stående stolt op over de små hustage i byen. Det virkede nærmest som om kranen passede på alle der boede i byen. Især lillebror blærede sig tit i skolen med at hans far arbejdede på det højeste sted i Edinburgh.

Deres mor var sygeplejerske på byens hospital, og arbejdede nogen gange meget at børnene måtte være alene hjemme, hvis altså ikke onkel McGregor kom forbi. Hans Skovhus lå i det nordlige Skotland, hvor han følte sig hjemme og kunne være i fred mens han fandt på nye opfindelser.

Det skete dog mindst to gange om måneden, at han kom forbi ungernes hus og legede med dem, eller talte om deres spændende skattejagt i Egypten.

Vores historie begynder netop sådan en helt almindelig vinterdag, eller helt almindelig var den ikke for børnene havde vinterferie. Både mor og far var på arbejdet, og det betød at storebror skulle passe sine søskende, hvilket ikke var den nemmeste opgave. De ville nemlig altid underholdes og leges med.

Trunte havde lige haft fødselsdag for ikke så længe siden, og dér fik hun sit højeste ønske opfyldt, nemlig at få en hund. En fjollet, skør og doven hund, der kom til at hedde Muffy.

Hun elskede hunden, og bar altid rundt på den ligegyldig hvor hun var. Således også denne dag, hvor børnene sad ved morgenbordet og diskuterede hvad de skulle lave.

Cooky foreslog, at de tog over på byens losseplads kaldet Losseren, for at finde nogle sjove ting eller måske noget udklædningstøj. Storebror ville hellere ned på havnen og vinke op til far i Høje Gordon, og lillesøster ville sejle jorden rundt i en vaskespand, eller måske grave et dybt hul i jorden, og besøge kineserne på den anden side af jorden.

Det endte selvfølgelig med at de valgte Storebrors forslag, for han bestemte altid. Det havde mor og far også sagt inden ferien startede. Ikke længe gik før ungerne alle var i tøjet, og stod de nede på havnen med den friske havluft i næseborene. Hjuldamperen Tykke Alice var blevet gammel, og lå tøjret fast til kajen med et tykt reb. Den havde ligget der i årevis, da ingen helt vidste hvad der skulle ske med den. Malingen var skrællet af flere steder, og der var tykke torve foran indgangen, som fortalte at ingen måtte gå ombord på hende mere.

Storebror spekulerede på, om hun mon overhoved kunne sejle mere, og kom i tanke om den gang hvor hun havde bragt børnene til Egypten, på jagt efter Perlens Øje. Pludselig blev han revet ud af sin dagdrøm, da Cooky råbte noget.

Se kranen står der, lad os løbe om kap hen og vinke til far deroppe.

Cooker satte i løb efter sin lillebror, der allerede havde et pænt forspring. Bagerst kom Trunte, men på en lidt anden måde. For Muffy syntes åbenbart rigtig godt om at løbe, så den sprintede afsted med Trunte flyvende bagefter i hundesnoren.

Kapitel 2: Truntes projekt

Kort efter stod de alle nede foran den store kran og vinkede op mod styrehuset. Far sad deroppe og vinkede glad tilbage. Alle var så optaget af at vinke, at ingen opdagede kranens krog som hang bagved dem, altså bortset fra Trunte der fik en idé. Måske trængte Muffy til en flyvetur, så den kunne se en flot udsigt?

Drengene sad og kastede småsten i vandet, mens lillesøster gik i gang med sit projekt. Med et snuptag løftede hun hunden op, og fastgjorde krogen fra kranen til dens halsbånd. Den gloede åndssvagt rundt, og forsvandt højere og højere op i luften.

Trunte klappede, hujede og vinkede begejstret til det lille hjælpeløse kræ, og det fik drengene til at vende sig om, og tabe både næse og mund. For hunden var nu kommet så højt op, at de næsten ikke kunne få øje på den. Til gengæld havde den efterhånden vænnet sig til følelsen, så den bemærkede slet ikke kranens styrehus. Der sad far og trak i forskellige styrepinde, men fik sig lidt af et chok. For dér midt i luften foran ham, sad Muffy og savlede.

Den blev så glad for at se deres far, at den løftede sit ene ben og tissede en kæmpestråle lige ind på kranens forrude. Far blev så befippet, at han gav slip på styrepinden og faldt bagover ned på gulvet. Det manglende greb på styrepinden frigav krankrogen, og efterlod en stakkels hund tissende og bjæffende på vej ned i høj fart.

Børnene stod på jorden og så forfærdet til, mens far havde rejst sig op inden i styrehuset. Trunte forstod ikke helt hvor farligt det var, og jublede bare videre.

Øj se, Muffy kan flyve. Yeah…….

Alle andre så forfærdet til mens hunden faldt i høj fart, men ikke mod jorden. For deres far havde drejet kranen, så hunden i stedet for den hårde kajplads, havde retning imod lastrummet på Tykke Alice.

Hunden landede med et lille bump, og så blev der stille. Far var kommet til sig selv, og råbte ud af kranens siderude, at de selv måtte lede efter den, for han var langt bagud med sit arbejde. Hvis han stoppede nu, risikerede han at blive fyret. Storebror lovede at det skulle de nok, og så var det ellers bare at håbe der ikke var sket hunden noget.

Trunte var stadigvæk helt overstadig over at hendes hund kunne flyve, og tænkte slet ikke på der kunne være sket den noget. Cooker var den første som balancerede henover den rådne gangbro, der gik fra kajen og ud på Tykke Alice.

Det virkede skræmmende at kigge ned i det dybe mørke vand, men nu var han næsten helt ovre og kunne tage imod sine søskende. Trunte gik helt upåvirket over, som var gangbroen lavet af beton, men anderledes forholdt det sig med Cooky. Han listede ud på broen med rystende ben under sig, og var en evighed bare at komme halvvejs. Da han endelig var kommet der ud, kiggede han ned.

Åh, hjælp der er langt ned, jeg kan ikke ...

Benene rystede under ham, og han stod nu fast på broen som en statue. Storebror viftede med armene mens han råbte og skreg.

Kom nu, du kan godt. Broen er ved at knække, gå nu det sidste stykke for pokker!

Lige lidt hjalp det, han stod bare helt stiv på broen og kiggede stift lige ud. Cooker fik lillesøster det sidste stykke ombord, og gik derefter forsigtigt sin lillebror i møde. Det fik broen til at knirke endnu mere faretruende, så han måtte skynde sig tilbage på Tykke Alice. Lige under Cooky begyndte broen at slå sprækker, det var et spørgsmål om tid før den ville knække, og efterlade ham hjælpeløs i det iskolde vand.

Storebror kiggede hurtigt rundt, noget måtte gøres. På gulvet bag ham, lå en stor møtrik der sikkert havde været brugt til at sætte noget fast på hjuldamperen med engang. Han samlede den op, og kastede med millimeter præcision i retning af lillebrors pande. Der lød en klonk lyd, og det vækkede ham nærmest op af sin trance.

AAAAAAVVVVV! HVAD VAR DET, HVEM SMIDER MED STEN?

Cooker havde helt sikkert ramt rigtigt, for lillebror tog sig til en ordentlig bule i panden. Der lød et højt krak da den ene bjælke på bådebroen knækkede og faldt i vandet. Nu var der kun en tynd bjælke som bar ham. I et stort panterspring fløj Cooky gennem luften, med retning mod storebrors åbne arme.

Bag ham revnede den sidste bjælke, og røg i vandet med et ordentligt plask. På dækket lå drengene og rodede rundt, mens de kiggede sig forvirret omkring. Alt så gammelt og slidt ud på hjuldamperen, fyldt med rust, støv og en lugt af gammelt jern. Alice knirkede en del når hun vippede, men ellers var der en underlig stilhed.

STILHED!

Hvor var Trunte blevet af?

Kapitel 3: Muffy fundet, men hvad med Trunte?

Drengene kiggede hurtigt rundt, men der var intet at se. Lillesøster var som sunket i jorden, og Cooker var den første der rejste sig.

Trunte! Hvor er du henne?

Hans råb gav et uhyggeligt ekko, men intet skete. Der var en trappe som førte højere op på damperen, hvor trinene ligesom resten af damperen var rustne, og enkelte trin knækket.

Det var utrygt med lillesøster alene på denne spøgelsesagtige damper, men de vidste også at når Trunte satte sig noget for, så gjorde hun det. Nu skulle hendes hund findes og det skulle gå stærkt.

Drengene skiftes til at kalde på hende, mens de gik hver sin vej oppe på øverste dæk. Da de mødtes på den anden side, havde ingen af dem fundet hende. Med et søgende blik udover vandet bemærkede de den gamle havn i Edinburgh. Enkelte varevogne kørte rundt på kajen, og far var i gang oppe i kranen. Nogle få fiskerbåde og handelsskibe lå til kajs, men ellers var der meget stille og roligt her fra morgenstunden.

Pludselig hørte drengene en velkendt pibende lyd, som kom nede fra lastrummet på damperen. Det lød som Muffys klynkende lyd. Den han altid brugte, når han ville have et kødben eller en Cola. Hurtigt bevægede drengene sig ned af de mange trappetrin i retning af lyden. Det kunne jo være, at hunden var kommet til skade, efter det høje fald fra kranen.

På stigen der gik fra dækket og ned i lastrummet kravlede lillebror først ned efterfulgt af Cooker. Lugten var rådden og fugtig dernede på grund af det gamle affald. I midten stod der en kasse fyldt med gamle hynder fra liggestolene, som folk havde brugt dengang Tykke Alice sejlede. Det var tilsyneladende der fra pibelydene kom, for kassen rumsterede og rystede lidt.

Cooker var den der var bedst til at klatre, så han var hurtigt oppe på kanten for at kigge ned. Der stank også skidt dernede, men dér mellem hynderne lå en forpjusket hund og logrede med halen. Så snart den så ham, lagde den sig på ryggen for at blive kælet på maven. Storebror klatrede ned efter den.

Hvad pokker … der er du jo Muffy, nu kommer jeg ned og henter dig.

Ret hurtigt fik han fisket den op på armen, hvor den logrede med halen ved gensynet. Heldigvis var den ikke kommet til skade af faldet, men et problem havde de ikke løst endnu, hvor var Trunte blevet af?

Det