Så syng da, om så himlene falder ned

By Joan Schmidt

De var så rige, at de ville sælge deres 4 årstider. Jo, det var det, de ville.

Det er en meget stor ting at sælge sine årstider, men måske er det vældig pænt at hjælpe alle dem, der kun har sølle 2 årstider, til at få lidt mere vejr ligesom alle vi andre?

Det var der altså nogen, der ikke var enige i, og det handler dette eventyr om.

Hele samfundspyramiden var i sving med at skrive årstidssange, dele badges ud, trykke T-shirts, spionere på alle dem der fik leveret en fælles samvittighed, få stablet en røjser-ekspedition på benene og så at få gennemført reality-TV i floridafarvede badesandaler.

Hold da op, hvor var der travlt, imedens det stod på.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 9, 2015
• ISBN: 9788771454598

Joan Schmidt

Forfatteren er cand. mag. fra Københavns Universitet, Institut for Statskundskab og har stået i mesterlære som forlagsredaktør af undervisningsmidler især indenfor biologi, geografi og livsforståelse. Hun har interesseret sig for, hvordan mennesker bedst lærer hvad, så at sige, og har på mange forskellige måder forsøgt sig med sin egen formidling af undervisningsmaterialer, videnskabelige tekster, oplysning og markedsføring og så skønlitteratur for børn og voksne for eksempel eventyr. Det er netop rigtigt at sige ’forsøgt sig’, for det at prøve at forstå, og at få andre til at forstå, er det lange seje træk, der varer hele livet. Dette at skrive er ofte strengt bestemt af en vis kontekst. Hvad der kan skrives i én sammenhæng og også blive forstået, vil være ubrugeligt og uforståeligt i andre. Eventyrets fortælleform kan lidt mere end en del andre fremstillingsformer. Den er accepteret som læsning om fantasteri, som børn og voksne kan være fælles om, fordi det trods alt er alvorligt ment. Den slags læsning kan der godt komme en god samtale ud af – og det interesserer forfatteren sig for. Poesien udmærker sig ved ikke at have en facitliste, til hvordan den skal forstås. Det bestemmer læseren selv, helt uafhængigt af hvad forfatteren har ment. Det væsentlige er, at læseren overhovedet får lyst til at forholde sig. Når skrivningen scorer, så lykkes læsningen. Dét scoreprojekt må en forfatter selvsagt deltage i – for hvis ikke læsningen lykkes i den ene eller den anden sociale funktion, hvad skal vi så med den?

Book preview

Schmidt

Tavlerne om hvordan noget er gået til

Tager man nu det her med tabula rasa, altså det om at alle børn så at sige fødes som en ren tavle, der endnu intet er skrevet på. Først når vi fødes, begynder vi at skrive i livets bog om os selv, og vi bestemmer selv, hvad der skal stå på vores private tavler. På samme måde som med skabelsen. Nogen må jo være begyndt at skrive på den tavle. I alle egne af jorden kan de fortælle, hvad der står på jordens tavle, om hvordan alting er blevet til. De siger, at de kan forklare skabelses-processen, netop fordi det jo står på tavlen. Sjovt nok så er der en del, der siger, at det kun er dem, der har den ægte tavle om jordens skabelse. Den hvor sandheden står. Alle de andre er falske, og de uægte tavler skal man bare se at få visket ud. Ligesom med den store skabelse, så har vi hver især den ægte tavle, der fortæller om vores helt egen skabelse - altså det der er sket fra time til time og dag til dag i vores liv - fra vi begyndte at skrive på vores tavler. Man kan skrive, hvad man vil. I livet kan alt ske, og hver eneste af os kan udvikle os, som vi vil, ligesom jorden har gjort. For vi går jo ud fra, at jorden den ser ud, som den selv synes, den bør se ud. Vi vælger da selv, om vi vil være drenge eller piger, om vi vil være dumme eller kloge, om vi vil være gode eller dårlige mennesker, om vi vil spille klaver eller være kuglestøder, ligesom vi kan hjælpe andre med at få skrevet på deres tavler, hvis de ikke lige selv kan. Hvis vi nu for eksempel synes, at naboens Archibald ligner en skorstensfejer, ja, så skriver vi det på hans tavle ved at blive ved med at fortælle ham det. Så tænker han over det, og så bliver han det jo sikkert til sidst. Altså, hvis han nu ikke visker det ud igen og skriver pilot, fordi det er, hvad han hellere vil. I den situation skal han bare blive ved med at sige ’jeg er pilot, jeg er pilot, jeg er pilot’. Så bliver han det nok. Når bare vi har processen og masser af tid. De to ting er hele jorden blevet til af – proces og tid. Det er metoden. Sjovt nok, så er der alligevel på ret mange tavler kommet til at stå, at efter forældre kommer der børn, der ligner deres forældre, som bliver mor og far og får børn, som også ligner, deres forældre. Og det selvom en del børn sandt at sige ikke har følt sig velkomne. Og det selvom ret mange overhovedet ikke har været glade for at ligne dem, de bor hos. Uden at hænge sig for meget i detaljerne om det her med at skrive på tavler, og i hvem der må skrive på hvilke tavler bortset fra deres egen, så hører man tit, at det med at skrive i det hele taget er dynamisk. Og hvad betyder så lige dynamisk? Nogen vil sige, at det er det samme som forandring. Hvis noget kan forandre sig, så er det dynamisk. Og hver gang der skrives til på tavlen, så er tavlen eller vores liv jo så forandret. Tag nu for eksempel dynamit, der kan eksplodere. Enhver ved fra fjernsynet, at tænder man lunten til en dynamitstang, der er stor nok, så kan man futte hele parcelhuset hjemme på villavejen af enormt hurtigt. Alle naboer til det hus, der er blevet til murbrokker, vil være enige om, at der er sket en forandring af villavejen! Og det der kan forandre så meget så hurtigt, det kalder man altså dynamit. Et godt navn må man sige. Hvis dem der siger, at livet forandrer sig, hver gang man tænker, og det vil jo sige hver gang der skrives på en tavle, ja så må livet vel være dynamisk. Og så er der nogen, der siger, at man somme tider får sat ild til lunterne til nogle dynamitstænger i livet, som er lidt for store. Så er det, at det går galt, for der er jo ingen, der bryder sig om at forandre på deres liv i nogle kæmpe brag. Så hurtig forandring er alligevel for de fleste lidt for dynamisk. Og det tager en evig tid at rydde dem op.

Camille, Sebastian, Sol-Emil og mig tænker på forandring

Så er der dem, der påstår, at både det liv, der er levet, og det liv, der er ved at blive levet, forandrer sig, når bare man tænker. Hvis nu Camille, Sebastian og Sol-Emil og mig vi legede i går. Det gør vi nemlig tit. Og hvis nu vi spillede kort, og hvis nu Sol-Emil blev ved med at vinde, selvom Camille faktisk er den bedste til at huske kortene – ku’ vi så ændre på den dag i vores liv, bare ved