Tunnellen og Hulen

By John Schou

Table of Contents - Indholdsfortegnelse
1. En B-mands mareridt (1992)
2. Hvordan har du det – i dag? (1994)
3. Et spørgsmål om koncentration (1995)
4. Natlig hjemtur (1995)
5. Kejserens nye regler (1995)
6. Nevaljashka (1996)
7. Min verdensberømte beskedenhed (1996)
8. Paranoia (1996)
9. Avancement (1996)
10. Slipsets historie (1996)
11. Eksplosiv Afgang (1996)
12. Dysthanasia (1997)
13. Fortolkningens Kunst (1997)
14. Tortur (1997) fra ’Operation Felix’
15. Rudolf Rødtud (1998)
16. Dommen (1998)
17. Hold takten (1999)
18. Klassefesten (2000)
19. Diskret og Uden Vold (2001) fra ’Skæbnens Lod’
20. Jack the Ripper’s Efterladte Noter (2001)
21. Pølsemagerens Datter (2001)
22. Dansker i Udlandet (2001)
23. På Fersk Gerning (2002)
24. Sicilianske Indtryk (2002)
25. Roetgroet met Flöte (2003)
26. Hannah’s pludselige Død (2003)
27. En grum Skæbne (2003)
28. Vidnernes Udsagn (2004)
29. Muren i Baghaven (2004)
30. Forskningsofret (2004)
31. Besøg af Cassandra (2004)
32. Djævelens Akse (2005) fra ’Duodecameron’
33. En Lang Hjemrejse (2006)
34. Den sidste Container (2006)
35. Cimbrernes Sejr (2006)
36. Kære Papirkurv (2006)
37. Alarm i Copnick (2007)
38. Genopstandelse (2008)
39. Det kunne da blive værre (2009)
40. Eftermælet (2009)
41. Patentet på Mig (2009)
42. Sikkerhed (2009)

• Language: Dansk
• Publisher: John Schou
• Release date: May 28, 2012
• ISBN: 9781476336480

John Schou

John Schou was born 1951. He grew up in Denmark and graduated as a physician in Copenhagen in 1977. From 1982 did he work as a consultant anaesthetist in the county hospital in Lörrach, Germany (by Basel), where he still lives. 1994-97 he was Chairman of the prehospital committee, ITACCS. A severe disease forced him to retire from the medical career early in September 2001. He has published several medical articles and three books about emergency medicine and anaesthesiology. In later years, he has concentrated his authorship on other stories, some with but mostly without medical relevance.

Book preview

En B-Mands Mareridt

Det var vanskeligt for mig at acceptere, ikke længere at være på toppen, men det var i det mindste en trøst for mig at vide, at jeg hørte til B-folkene i den nye verdensorden. Som B-mand må man ikke indrømme, at man drømmer om at rykke op som A-menneske. Det er alligevel så godt som umuligt. Kun knap 2% af befolkningen hører til i denne kategori, overfor 13% i B og 85% i C-kategorien. Og så har jeg ikke talt de uklassificerede med, dem er der ingen der regner med og omvendt kan man heller ikke regne med dem. Der er måske ikke flere af dem end A-, B- og C-klasserne tilsammen, men deres antal holdes nede af høje sygdomsrater, forbundet med forskellige forbandelser som for eksempel alkoholisme og narkomani.

Den nye samfundsorden opstod af de forskellige fordringer til disse grupper. I gruppe A kan man finde den økonomiske magt her i landet. De fleste voksne A-mænd har eller har haft en ledende stilling indenfor UNIHOCO (Universal Holding Company), hvor også de fleste C-folk er ansat, mens B-folkene overvejende er ansat i staten. Vi er alle meget tilfredse med UNIHOCO, idet det er utænkeligt at beholde sit job hvis man udtrykker utilfredshed. UNIHOCO ejer alle betydelige industrier, handels- og transportfirmaer. Tidligere var det forbudt at samle så mange firmaer på en hånd, og et stort antal firmaer konkurrerede med hinanden. Imidlertid lykkedes det i al hemmelighed at stryge al den energi, der var blevet spildt i forbindelse med at sælge konkurrerende, men stort set identiske produkter. Hvordan man så vender og drejer det var det let at ændre en lov når et stort flertal havde ønsket det.

Vores regering er uafhængig af UNIHOCO. Valgene finder sted helt demokratisk, idet stemmerne er afhængig af den deklarerede indtægt (de uklassificerede deklarerer ikke noget). Der en gang var tale om at koble stemmeretten til størrelsen af den betalte skat, men da mange i A-klassen har så store fradragsberettigede udgifter, risikerede man at nogen A-folk ikke havde stemmeret, og det var jo tydeligvis udemokratisk. UNIHOCO adlyder regeringens ordrer, hvad der er ret enkelt da disse forinden er blevet afstemt med ledelsen for at undgå kompromitterende scener, som det skete en enkelt, for regeringen yderst pinlige gang de ikke var enige.

Som B-mand bliver man først pensioneret med 75. Denne aldersgrænse blev for nylig hævet fra 72, efter at man fandt ud af at B-mændene gennemsnitligt levede 18 år, B-kvinderne endda 21 år efter pensioneringen, hvilket var svært at finansiere med den ellers fordelagtige syge- og pensionsforsikring. A-mænd kan selv bestemme deres pensionsalder. C-mændene topper til gengæld allerede med 54 år når deres arbejdskraft hurtigt taber værdi, men deres sociale status er en anden. De har ikke krav på nogen større operation eller i det hele taget livsforlængende behandling efter at de er fyldt 50. I kraft af fjernelsen af forskellige forebyggende behandlinger, kunne man byde de overlevende et rimeligt grundlag for deres livsaften; i det hele taget var C-folkene så godt stillede at de havde tilstrækkelige midler til rådighed til at kunne anskaffe sig mange af de produkter, der fremstilles og forhandles af UNIHOCO.

Kun de klasseløse lever i egentlig fattigdom. Her finder vi bl.a. de asociale individer, der misbruger alt hvad de får fingrene i. Infektionssygdomme som AIDS er meget udbredt. De understøtter ikke samfundet ret meget, udover at udføre det arbejde man ikke kan byde C-folkene. Og så er de endda meget stillet end de horder, der trænger sig ved Europas grænser og prøver at komme ind, når de ser deres snit til det. Blot for få år siden forsøgte en sværm afrikanere at komme op til Europa og standsede kun efter den store massakre, som fandt sted ved den store mur, der beskytter vort kontinent mod indvandrerne sydfra. Ingen ved præcist hvor mange, der blev dræbt, hvor mange der druknede i Middelhavet under eller efter rejsen til Europa i deres overfyldte både, i sidste tilfælde efter afvisningen af den europæiske kystvagt. Det må have været ret massive tab, de har lidt, for det var sidste udbrudsforsøg fra dette sultens og overbefolkningens kontinent, og der skal jo noget til at gøre indtryk på disse masser.

Men tilbage til min trygge eksistens som B-mand i den rigtige del af verden. Det var en god position at indtage, nu da jeg var blevet alvorligt syg. Som B-mand var jeg godt bevæbnet overfor hvad der var i vente. En C-mand i min alder ville ikke blive tilbudt en så stor operation, som nu foresvævede mig, men hvor ville vi da også være henne, hvis alle folk skulle kunne behandles for alle mulige tilstande indtil en høj alder? De havde forsøgt det i det tyvende århundrede men måtte opgive det, da de indså at midlerne manglede.

Det var rystende at erfare om nødvendigheden af operationen, men det egentlige shock kom bagefter med posten. Min arbejdsgiver var kommet i besiddelse af informationer om min sygdom – hvordan det så siden var sket – og erklærede nu, at jeg på baggrund af de forestående udgifter og den usikre fremtid ikke længere kunne tilregnes B-klassen men blev genklassificeret til gruppe C. Dermed ville jeg miste mit arbejde, min bolig og mine udsigter til heling. Jeg troede ikke at dette kunne ske, når man bare undlod kritik af staten og UNIHOCO samt at forfalde til de klasseløses stimulanser. Jeg var svedende og som lammet, ude af stand til at forsvare mig mod den uretfærdige skæbne. Der var kun en ting at gøre:

Jeg vågnede af min drøm. Det var stadig mørkt. Så så jeg på uret: Klokken var halv tre. Det var alligevel ikke nok. Jeg stod op, gik ned i stuen og fandt avisen fra i går – og var endelig overbevist om at være tilbage i det tyvende århundrede. Jeg trykkede mig på maven, og også den syntes at være i orden. Lettet gik jeg tilbage i seng; min kone sov som en sten og havde vel ikke bemærket nogen forstyrrelse. Imidlertid lykkedes det mig ikke at sove ind før en halv time inden jeg skulle stå op. Det virkede som om det ikke kun var et mareridt, men også en vision.

Jeg var sent på det, den morgen. Resten af familien sad allerede ved morgenbordet og havde flere gange forsøgt at vække mig. Min datter vendte sig grinende mod mig og sagde: Far er virkelig blevet et C-menneske: Tidligt i seng og sent ud af den igen!

Jeg anlagde et genert smil. Skulle jeg fortælle dem, hvad denne bemærkning netop i dag udløste hos mig? Nej, det ville de ikke forstå. Fremtidsvisioner virker fantastiske og urealistiske; senere er de blot trivielle.

Hvordan har du det i dag?

Det er desværre nødvendigt at indvi læ¬seren i eksistensen af min sygdom. Egentlig ikke nogen svær sygdom, den skulle bare kureres og så glemmes. Det sidste, sagde lægen, var imidlertid en ab¬solut forudsætning for komplet heling, ellers kunne den gå over i et kronisk sta¬dium med alvorlige følger, og i øvrigt var der medicinsk set ikke yderligere at stille op. Hvad det var for en sygdom? Begynder De nu også? Det skal De overhovedet ikke blande Dem i, hvad jeg vil sige her angår omgivelsernes reak¬tion, om sygdommen selv er der sagt nok!

Han skal skåne sig et par uger, sagde lægen, og så blev jeg sygemeldt. Dermed blev alle naboerne, vennerne og arbejds¬kollegerne opmærksom på at der var noget galt. Hvad gør man så når der er en bekendt, måske sågar en ven der er syg? Man spørger til hans befindende. Og når man allerede har spurgt et par gange, bliver det mere specifikt når man spørger næste gang, altså: Hvordan har du det i dag? Dette må man vel for¬vente, det ville jo ikke se godt ud hvis der udtryktes en mangel på interesse, sådan føler de andre det i det mindste.

Til at begynde med var det vel også mere åbenbart: Du ser da sandelig ikke godt ud (det er altså spørgerens mening at det er berettiget at blive hjemme fra arbejde i dag). Hertil kunne jeg kun forsøge at modificere udtalelsen med at lægerne nærer håb om at det snart bliver bedre. Efter de første høflige svar på det høflige standardspørgsmål begyndte jeg at prøve på at variere det, men med det uheldige resultat at dette kun skabte øget nysgerrighed, som f.eks. med lægen har kun givet mig få uger at leve i, så hvis du lige ville skynde dig at give mig den bog tilbage du lånte i fjor. Jeg fik ikke bogen og spørgeren var nu først blevet rigtig interesseret.

Jeg nærmede mig slutningen af min sygemeldelses-periode, men de stadige erindringer om sygdommen, provo¬keret af de evige spørgsmål, gjorde at det nu gik mig værre. Så gik jeg over til at ba¬gatellisere sagen, i håb om at den så snart måtte blive glemt så jeg kunne komme mig helt: Hvorfor skulle det ikke gå mig godt i dag? og Hvadfor en sygdom? Herefter så spørgeren sig imidlertid forpligtet til at minde mig om at hun eller han var i besiddelse af til¬forladelige informationer om at jeg havde det så dårligt at jeg havde måttet blive væk fra arbejde for en længere pe¬riode. Der var ikke andet for end at iso¬lere sig og undgå enhver kontakt med naboer og venner. Herved lykkedes det mig at komme mig så vidt at jeg som planlagt kunne genoptage mit arbejde.

Desværre var det så også slut med isolationen. Hvad søren, lever du endnu? spurgte den første i frisk stem¬ning. Var det ikke for tidligt du kom tilbage, du ser da ikke helt godt ud, mente den anden. Hertil kom så snesevis af det sædvanlige spørgsmål, hvordan har du det i dag? Resultatet var et nyt tilbagefald, ny sygemelding og ny inter¬esse omkring fænomenet. Går det bedre med Deres mand i dag? hørte jeg at postbudet spurgte min kone.

Det værste var dog at man var begyndt at snakke om min efterfølger på arbejdet. Stillingen var ikke slået op endnu, officielt var jeg jo kun sygemeldt, men der havde dog allerede meldt sig flere interessenter og havde ladet sig skrive op. Men det slag, det som medførte at jeg opgav kampen, var at der pludselig stod et par udenfor og ville se på huset, de havde hørt at det snart ville blive til salg.

Jeg er nu på vej hjem til min fødeby, sammen med min familie. Hermed kunne jeg også give den påtrængende lokale bedemand et saftigt afslag inden vi tog afsted: Det er meget billigere at transportere en levende end en død, og hjemme ved vort familiegravsted har han alligevel ikke noget at skulle have sagt. Det evindelige spørgsmål, som betin¬gede den uheldige drejning af sygdom¬men, stilles ikke mere, enhver kan se at det går så elendigt at det nu er aldeles upassende at spørge. Jeg er nu på vej hjem for at dø.

Et Spørgsmål om Koncentration

Der var en gang (nej, det skulle jo ikke være et eventyr). Lyden af sammenkrøllet papir.

Frygten for det ubeskrevne papir er kendt af mange forfattere, især når de føler en pligt til at opfinde noget nyt.

Hvordan går det med din nye historie? Åh, undskyld, nu ser jeg det. Telefonen ringer. Telefonen, sikkert til mig. Den lille skriger – kan du ikke lige se efter ham, når du alligevel ikke er kommet i gang med en ny historie? Lyden af sammenkrøllet papir.

Koncentration, oh Guddinde, besyng,

som forlod peleiden Achilleus,

og som bragte utallige problemer til Athenerne. I gamle dage vidste de hvad koncentration var, the verden var enklere; man fulgte bare sit mål til man nåede det eller døde, hvad der så kom først, for eksempel som Homer beskrev det ved Troja.

Det var forlæggeren, som spurgte efter den sidste historie, den du havde lovet at levere. Jeg sagde at du næsten var færdig, men du var ikke hjemme lige nu. Jeg blev nødt til at love at du ville ringe tilbage når du kom hjem igen. Lyden af sammenkrøllet papir.

Hvorfor krøller du alt det papir sammen? På den måde bliver du da aldrig færdig. Hvad skriver du overhovedet om? spurgte hun.

Jeg ville skrive om den mentale evne til at koncentrere sig. Jeg havde en fantastisk ide, men nu har jeg desværre glemt den. Der er hele tiden noget, der forstyrrer mig, svarede jeg.

Nå, jamen så er du da den rette til at skrive om det problem.

Det er ellers ikke noget problem. Hvis jeg ikke ustandselig blev forstyrret, ville jeg forlængst være blevet færdig. Forøvrigt kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har glemt noget, bortset lige fra den historie netop som jeg skulle skrive den ned.

Er det derfor du tager de tabletter hver morgen, som siges at hjælpe mod demens?

Demens? Sludder og vrøvl. De yder bare en intellektuel understøttelse, noget en forfatter har udpræget brug for, men du kan da ikke påstå at de er nødvendige for min skarpe hukommelse. Jeg tager dem kun daglig fordi jeg føler deres åndeligt styrkende kraft, de der små runde hvide tabletter – hvad er det nu de hedder?

Jamen, så skal jeg da ikke forstyrre mere, sagde hun fornærmet.

Åh, før du går, har du set mine briller?

Ja, du har dem i panden. Forresten, hvorfor bruger du den gammeldags skrivemaskine og ikke computeren?

Fordi det åndssvage legetøj er brudt sammen igen, midt i en kabale. Og det netop nu, hvor jeg har så travlt. Men jeg må indrømme, at det er nærmest umuligt for en forfatter nu om dage at skrive uden computer. Vi må endelig anskaffe os et anstændigt apparat.

Jeg spørger mig selv, hvordan dine kolleger Dostojevski og Shakespeare og Homer, som du citerede i et af dine mislykkede forsøg, nogensinde kunne producere noget anstændigt før komputteren blev opfundet, svarede hun. Eller Søren Kirkegård – har du nogensinde læst noget af hans filosofi?

Filosofi er hvad jeg tænker, ikke hvad jeg læser. Og bøger er hvad jeg skriver, dermed har jeg ikke tid til også at læse sådanne.

Måske ville det være lettere at skrive, hvis du også læste hvad andre forfattere tidligere har skrevet – uden computer. Der er sikkert inspiration at hente der.

Nej, det strider imod min ære som seriøs forfatter. Jeg har ikke den mindste lyst til at begynde med at kopiere hvad andre har skrevet.

Jeg har ikke sagt at du skal kopiere noget, indvendte hun.

Hvis mit hovede er helt tomt er der stor risiko for at netop det vil ske. Forresten, havde posten ikke noget til os i dag?

Jo, jeg lagde det på dit skrivebord.

Åh nej, der finder jeg det aldrig, råbte jeg fortvivlet. Var der noget vigtigt imellem?

Ja, jeg tror at det alt sammen var betydningsfuldt. For det første var der et sekssiders brev fra forsikringsselskabet, i hvilket der helt til at begynde med stod at det var vigtigt ...

Jeg afbrød hende. "Det er bare det sædvanlige. Siden de har lært at bruge computer, oversvømmer de os med lange breve, som ingen ville kunne forstå, hvis de ville læse dem, men det er der heldigvis ingen der gør. Læg den over i bunken til venstre på reolen, den som er mærket med ’SKAL BEHANDLES STRAKS’."

Så var der en utålmodig rykker fra mekanikeren, som havde vores bil til reparatør for et halvt år side.

"Den kunne du have smidt væk straks. Der er flere af slagsen i bunken ’UBETALTE REGNINGER’."

Så var der en invitation til at holde et nyt foredrag med et klækkeligt honorar.

"I den midterste stabel, ’YDERST VIGTIGT’," var min præcise ordre.

Ja, og så har jeg nær glemt brevet fra forlæggeren, som lige har ringet, men her drejer det sig om forordet til din nye udgivelse. Han kunne ikke lide dit forslag og fremsendte et alternativ, som du skulle kommentere hurtigst muligt.

"Det er virkelig vigtigt. Læg det i stabelen ’SKULLE HAVE VÆRET ORDNET’ til højre, så kikker jeg på det i morgen. Var der mere?"

Undskyld mig, svarede hun ydmygt, men det gør mig helt nedtrykt at se al den post bare stablet op der. Det virker som om jo mere der skrives, jo mindre læser du.

Jamen, det er jo netop problemet. Menneskeheden er idag på vej tilbage til en slags analfabetisme. Folk ser på fjernsyn og computer i stedet for at læse bøger og aviser. De betragter sig som ’oplyste’ ved hjælp af tegneserier og tykke overskrifter i populære medier. Samtidig druknes vi i lange meddelelser, som for eksempel det der forsikrings-brev du omtalte. Jo mere vi får af den slags, desto mindre kan man læse. Vi får nu om dage så meget information, at vi er helt optaget af at sortere det uden tid til at læse det, der overlevede den første gen¬nemgang. Kun de mennesker, der er i stand til at frasortere største¬delen af deres informations-input er også i stand til at læse resten. Derfor kan man sige, at den virkelige informationsgevinst nu om dage opnås ved at smide information væk.

Det er godt at du nævner computerne. Jeg har lovet børnene at du nok skal hjælpe dem med deres spil. Det er fantastisk hvor udviklede de er blevet nu om dage. Jeg ville ønske at det var sådanne, du lavede, så havde du et betydeligt større publikum, sukkede hun og tænkte vel snarere på pengene end på berømmelsen.

Jeg vil da gerne hjælpe børnene, deres computer har mere interessante spil end min, som desuden er brudt sammen. Jeg opgiver at lave mere i dag. Jeg bliver alligevel nødt til at slappe lidt af, så jeg kan genvinde min koncentration.

Natlig Hjemtur

Skønt atter at være ude i den friske luft, væk fra den kvælende cigarrøg. Nu en lille tur til S-stationen i Klampenborg, bare et par stationer med toget til Char-lottenlund, når det endelig afgår, og så på hovedet i seng. Det er måske lidt køligt, når man tænker på at det er i slut-ningen af juni, men det har været et smukt vejr de sidste par dage, og det er faktisk lige den rette temperatur til at gå i. Og så er det jo så dejlig lyst, de smukke lyse aftener, når de ikke er for våde, klokken er jo kun halv elleve og det er alt for lyst til at gå i seng. For et par dage siden flammede Sankt Hans bålene og studenterne kørte rundt og fej¬rede skolens afslutning — de skulle bare vide, hvad der nu venter dem. Jeg var selv med på vognen sidste år og det føltes som den skønneste tid i hele livet; bare tænk, hvad det nu blev indled¬ningen til.

Studiet viste sig at være en ny skole, hvor man blev sluset igennem med et bestemt pensum, blot med en forskel fra tidligere: Når man rigtig blev hørt i det, var det allerede for sent at tænke på for¬bedring. Og det netop som man stod og skulle nyde den vundne frihed, det at være voksen, at være myndig, at have en mening som andre skulle regne med.

Egentlig for smukt til blot at sætte sig ind i et S-tog. Måske et lille smut hen til Dyrehaven? Nej, ikke den vej, der vakler alle de fulde folk fra bakken under udstødelse af primitive lyde i for¬skellige retninger. Ikke at jeg har noget i mod at være fuld, i øjeblikket er jeg jo selv ikke helt ædru, men det er i hvert fald på en mere elegant måde — bare trist at det allerede sluttede lidt over ti. Men i hvert fald er der en vis afstand mellem de berusede der og så mig. For nogles vedkommende er afstanden vel kun et år, vi var da forresten også på bakken efter en af studenterfesterne. Men det er nu endegyldigt forbi. Og dog kan jeg ikke lade være med at tænke til¬bage på den tid, netop nu. Den gang havde jeg ikke de problemer, som jeg mødte nu i aften. Jeg nød min frihed og fandt at der ikke var det problem her i verden, som jeg ikke havde en mening om. Og her, et par år efter studenter¬revolten i 1968, synes verden virkelig at bedre sig. Næsten alle siger du til hin¬anden, så kan man bedre sige dumme svin, hvis der går noget galt. Men folk har alligevel ikke vænnet sig til at blive tituleret med dumme svin. Jeg sagde da heller ikke dumme svin til hende den kendte fjernsynsjournalist, men et eller andet må jeg have sagt, som de ikke kunne lide, ellers havde de vel ikke smidt mig ud.

Og dog en enorm skuffelse. Hun skulle være så liberal, intet synspunkt skulle kunne ryste hende, hun der selv gik og rystede borgerskabet med direkte og uventede spørgsmål. Og så gik hun alligevel amok over mit spørgsmål til hende. Ursula fortalte mig at jeg hellere skulle se at komme af sted, alle var rasende på mig og hun var også selv meget trist til mode. Ja, vi snakker om det i morgen, men lad være med at ringe, jeg ringer til dig, sagde hun. Forhå¬bentlig holder hun sit ord, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skal få kontakt med hende igen. Nej, det nytter ikke at tænke over det; jeg kan ikke ændre det, der er sket, og det er bedre at aflede tankerne ved at nyde den smukke midsom¬meraften.

Jeg går ud til Øresund, ser ud over havet og den næsten øde Strandvej. Klokken er ganske vist snart blevet elleve, men hvis det er blevet mørkere, kompenseres dette af lyset der reflek¬teres af havet. Helt henne ved beton-vejens bolværk ligger de store sten og absorberer bølgeslagene. Bølgerne er så svage nu, at disse sten virker helt overdimen¬sionerede, men på Sjælland er der ikke mange sten af denne størrelsesorden, så jeg har altid nydt dem. De små bølgeskvulp havner på forskellig måde mellem stenene og giver anderledes lyde, dog ikke specielt smukke. Mærke¬ligt, nu er det ligesom om skvulpene kommer bag mig — nå, det er jo bare et par studenter på vej ned mod Knud Rasmussen. I er lidt for tidligt på den, gutter, det er først ved solopgang klok¬ken halv fire at man mødes hos Knud, det gjorde vi i hvert fald for at markere afslutningen på dagen/aftenen/ natten, og så hjem at sove et par timer inden den næste fest. Det gjorde vi 10 dage i træk, men kun en gang i livet, og alle bar over med det. Det var den gang, og også i år bærer man vel over med de nybagte stu¬denters løjer. Kun med mig bar man ikke over i aften.

Ursulas forældre var meget stolte over at have den berømte journalist med som gæst, og for mig var det vel også en ære at blive gjort bekendt med hende. Det gik jo også nogenlunde under selve middagen, måske fordi jeg mest sad og snakkede med Ursula. Det var en virke¬lig fin vin hendes far diskede op med, enten har han en stor fin kælder eller også har han kun en lille fin kælder og ret få lejligheder til at dykke ned i den. Så meget desto bedre, ellers havde jeg aldrig smagt en Ch. Leoville Poyferre 1950 og en Ch. Rausan Segla 1955. En ægte fløjlssuppe, lige til at inhalere og langsomt belægge tungen med, egentlig ikke til at drikke, men jeg må dog havde fået min andel af vinen, for nu kan jeg godt se at jeg ligesom mistede de hæm¬ninger jeg havde, og det var i forvejen ikke for mange.

Men så, efter at smagsløgene havde gjort deres fineste arbejde, flyttede vi os til det værelse, der tidligere (før emanci¬pationen tog overhånd) hed herreværel¬set. Her blev der tændt op for de tykke cigarer og skænket en dyr cognac i glas¬sene — det vil sige, det var stadig kun mændene der tog for sig af disse gode ting. Det havde jeg lagt mærke til og kom med et par bemærkninger om, at man dog skulle kalde tingene ved deres rette navn og kalde det herreværelset igen, så kunne damerne da drikke deres likører ved det ryddede spisebord. Jeg kunne godt at se at dette ramt et ømt punkt hos æresgæsten, sådan tror jeg nok jeg kan betegne hende journalisten som jeg ikke vil nævne ved navn. Jeg skulle bare ikke være blevet ved med at ærgre hende, men i denne dejlige rus var det svært at sige stop. Til at begynde med lo de andre mænd også lidt af spøgen, men pludselig mærkede jeg, at jeg var den ene-ste, og så var det for sent.

Egentlig en præstation, mange af hendes egne ofre ville have misundt mig, sådan at bringe den smilende dræber helt ud af fatning. Måske kan jeg se det lidt mere positivt på den måde, også selv om mine gammeldags argumenter helt var påtagede, ene og alene med dette formål for øje. Men det er ikke nogen sejr at blive smidt ud fra et selskab. Det gør mig ondt for Ursula, for hendes forældre og for mig selv; men jeg kan ikke ændre det nu.

De fine statuetter som støtter balko¬nen på Hvidøre forekommer særligt hvide, når alting nu langsomt bliver mørkt. Men lad nu den gamle Strandvej være, Knud Rasmussen kan også stå alene og kigge over mod lysene fra Malmø. Det er lidt irriterende med lyset fra vejen, men derhenne ligger Skovsho¬ved havn; der kan man atter søge mørket. På en af kajerne i havnen prøver jeg at læse et stykke af en avis, der lå på en bænk. Nu er klokken halv tolv, og man kan alligevel læse teksten af de mindste annoncer, selvfølgelig kun med lidt god vilje, men den har jeg da. Nå ja, mørkt er det allige¬vel. Skal det være mørkt, så lad det være mørkt. Tilbage til den gamle Strandvej, så kommer der på et eller andet tids¬punkt en del af Charlottenlund skov, den del der ligger •øst for Traverbanen.

Der var nu alligevel længere end jeg troede, og så er den skov ikke engang særlig indbydende at gå ind i, sådan midt om natten. Hvad møder jeg der, en nymfe i en gennemsigtig, luftig dragt, eller en røver med en dolk? Ingen af delene, hverken nymfer eller røvere er dumme nok til at gå i skoven på den tid. De eneste nymfer i den skov har en stu¬denterhue på, ledsages af en mandlig person, der ligeledes har studenterhue på, og de vil ikke forstyrres. Jeg går videre, forbi Skovriderkroen, hen til Danmarks Akvarium, og så op mod Charlottenlund Slot. Jeg nåede det! Klokken slår tolv, midnatstimen begyn¬der. Nu kan alting ske, så lad det ske. Jeg tror ikke at Ursula vil have mere med mig at gøre efter i aften, i hvert fald ikke foreløbig, og det bliver et stort problem at slutte fred med hendes forældre. Kom med din dolk, røver, stik til. Nej, det var ikke en røver, bare en sær fyr der var ude at gå med en sær hund på dette sære tids¬punkt. Hvad han mon tænker om mig?

Måske kommer æresgæsten i mor¬gen og beder om undskyldning for at hun lod sig provokere. Måske har hun indset at jeg bare sagde det for skæg og ikke er så ond eller gammeldags som det kunne lyde. Måske tænker hun atter over sit liberale image. Javel, jeg er ikke noget barn længere, men vi var dog alle lidt bedøvede af den vidunderlige vin, og så siger man visse ting, man senere kan fortryde. Lad den, der aldrig har syndet, kaste den første sten.

Nej, hun beder ikke om undskyld¬ning. Hun er berømt og stolt, og hvis hun er blevet fornærmet, så kan det da ikke være hendes skyld. Og når hun selv ikke kommer på den idé, er der heller ingen andre der gør det for hende. Og sådan en ung lømmel, med påtagede meninger om alt her i livet, han har i hvert fald ikke fortjent nogen opbakning.

Hov, var det ikke en ræv der løb over stien der? Jeg ville gerne følge dig, forbi den lille sø og skovløberhuset, men nu kan man virkelig ikke se en hånd for sig derinde. Selv en røver måtte opgive at lægge sig på lur der. Så let slipper jeg alligevel ikke af med de problemer, der tynger mig. Det er ligegyldigt hvor smuk sådan en midsommernat ellers er, jeg kan ikke abstrahere fra mine bekymrin¬ger. Der er vel kun en vej ud af det, og den vil jeg nødig gå, men hvis det skal blive til noget med Ursula, bliver jeg nødt til at opsøge hendes forældre i mor¬gen. Jeg har jo kun lovet hende ikke at ringe, vi har ikke snakket om mulighe¬den af at komme igen, nu i bodsklæderne fra Canossa, barfodet og med aske i håret. Nå, sådan bliver jeg vel ikke lukket ind, men jeg mener altså en indre Canossa. Henrik den Fjerde mente det vel heller ikke sådan, da han stod foran Canossa — til at begynde med, bare at blive lukket ind, og dog var den den eneste chance han havde. Og det drejede sig for ham jo heller ikke om at have ret eller uret.

Nu må jeg endelig se at komme hjem, så en whisky til at fordrive de mange tanker med, inden det bliver lyst igen. Og i morgen tager jeg tilbage til Klampenborg og beder om forladelse.

Kejserens Nye Regler

Advarsel: Denne historie er vanskelig at forstå, hvis man ikke er tilknyttet de højere videnskaber – og den kan være svær at nyde, hvis man her selv har opnået en høj position.

Jeg kunne fremover altid sige, at jeg havde siddet til bords hos kejseren. Ganske vist sad jeg næsten så langt væk som muligt fra ham, men det kunne en udenforstående da ikke vide. Kun en ældre mand sad endnu længere væk, og så kom den anden bordende, hvis gæst endnu ikke var dukket op da middagen begyndte.

Og hvordan går det så til, at De er her, spurgte den ældre mand, helt gråhåret og med et velplejet fuldskæg. Undskyld spørgsmålet, men jeg kan ikke huske at have set Dem ved nogen møder i kryptologisk selskab.

Min søster er gift med hr. Jørgensen, som igen er en af Prytz bedste venner, altså nu dr. Prytz. Jeg besøger dem for tiden, og så gav dr. Prytz dem lov til at tage mig med, da der alligevel var en, der i sidste øjeblik havde meldt afbud, svarede jeg. Et klart og udtømmende svar, som jeg allerede havde givet et par gange inden vi satte os til bords.

Men De studerer vel kryptologi? spurgte