Fra Dybet

By John Schou

Index:

En Duft af Penge

En Sælsom Belønning

Gode Gamle Heinz

Et Koldt Fodbad

Der mangler Vold og Sex

Idé og Magt

Mohikanerens Eftermæle

Søvnløshed

Jeronimus

En Prædikant Kom til Byen

Trang til Forandring

Den Gamle

Julemanden A/S

Moderne Juletider

Sancta bin Claus

Længsel efter Julemanden

Livet er Noget, der skal Overstås

Morderen og Ofret

Ridderen og Vagabonden

Særlingen

Prøvelsens Døgn

• Language: Dansk
• Publisher: John Schou
• Release date: Dec 30, 2012
• ISBN: 9781301502233

John Schou

John Schou was born 1951. He grew up in Denmark and graduated as a physician in Copenhagen in 1977. From 1982 did he work as a consultant anaesthetist in the county hospital in Lörrach, Germany (by Basel), where he still lives. 1994-97 he was Chairman of the prehospital committee, ITACCS. A severe disease forced him to retire from the medical career early in September 2001. He has published several medical articles and three books about emergency medicine and anaesthesiology. In later years, he has concentrated his authorship on other stories, some with but mostly without medical relevance.

Book preview

En Duft af Penge

I

Selvfølgelig var der mange tilfælde der skulle passe sammen før Henrik og Torben Falck fik ridset grundlaget op for deres fantastiske princip. Et af elementerne var at Henrik var blevet biokemisk ingeniør og hans ældre broder Torben dyrlæge for få år siden. En aften sad de alene sammen, begge endnu ugifte, med mulighed for at lade sig begejstre af pludselige indfald og med ungkarlenes fleksibilitet til at følge deres begejstring med engagement.

Ideen var blevet modnet hos Torben, som derpå havde bedt sin bror om at komme forbi en aften. Henrik blev overrasket over at Torben havde lavet usædvanlig fin og velduftende mad, det plejede de ellers at lave enklere når de sås. Nej hvor dufter her dejligt, hvad skylder vi æren i dag? Du har anvendt lidt hvidløg så man lige akkurat kan fornemme det. Og en vin i karaffel — hør, kunne du ikke have advaret mig så jeg kunne have klædt mig lidt mere passende på? kommenterede Henrik straks da han var kommet indenfor.

De satte sig næsten straks til bords, alt var nu færdigt. Efter den obligate første bid gjorde Torben et stort nummer ud af at prøve vinen. "Du Henrik, lad mig høre dit indtryk om denne bouquet?"

Henrik var vinkender som Torben selv, og de nød at servere en vin i karaffel for hinanden og se hvor tæt de kunne gætte sig til alder, oprindelsessted og anvendte druesorter. Henrik gættede på en St. Estephe der måtte være 4-6 år gammel, formentlig en Cru Bourgeois, en ret lys farve talte imod anvendelsen af Melot, og så fulgte en række blomstrende udtalelser om vinens duft, der ville have gjort en anden deltager i middagen irriteret. Nærmere kom han dog ikke oprindelsesstedet for denne vin, hertil er der for mange vingårde med prædikatet Cru Bourgeois.

Henrik, den egenskab du har til at give en præcis duftanalyse er et centralt led i det der er årsag til middagen her i aften. Jeg tror at vi kan komme til noget spændende ved at kombinere denne egenskab for at beskrive og genkende dufte med vores to uddannelser. Hvis jeg har ret kan resultatet blive så storslået at resultatet endnu er ufatteligt, indledte Torben.

"Det lyder næsten for spændende. Men tror du at vi kan lave ret meget når vi er færdige med flasken her? Jeg vil egentlig foretrække at nyde dette bevis på din gastronomiske og ønologiske kunst nu til aften og så blive alvorlig en anden dag. Hvorfor blev du dog dyrlæge og ikke chef-de-la-cuisine?"

Men Torben gik lige til sagen, han havde jo et andet formål med sin investering i middagen. "Netop mit virke som dyrlæge har bragt mig på sporet af noget fantastisk. Sammenlign nu din egen analyse med hvad en hund kunne have fået ud af denne bouquet ..."

Nej, Torben, det var sku ikke nogen pæn sammenligning!

Du må da indrømme at en hund har en langt bedre duftesans end vi mennesker, derfor sætter de jo også sporhunde ind mod for eksempel narkotrafikken.

Ja, men jeg kender ingen hund der kan lide en god vin, og selv hvis den kunne ville den ikke kunne meddele sig. Men forresten, hunden kunne selvfølgelig ikke blot analysere meget mere sikkert end vi, den kunne også huske sine indtryk langt bedre og derved altså genkende vinen igen når den mødte den senere, svarede Henrik, nu lidt mere eftertænksom.

Glimrende, nu nærmer du dig hastigt. Og hvad er det så der betinger denne genkendelse?

Det er vel nærmest dit område, Torben. Men enhver ved vel at hunden har langt flere celler tilknyttet lugtesansen end mennesker. Den har jo også en større næse.

Sådan er det, kort fortalt. Men selv vi mennesker med den rudimentære lugtesans, som du lige har afprøvet på vinen, kan dog analysere mange dufte, langt mere fintfølende end de instrumenter du benytter dig af. Både hvad angår behagelige dufte og det man ville sige stinker.

Henrik rystede vinen rundt i glasset, duftede til den og tog en lille slurk i munden. Han sugede luft ind mellem tænderne med en smaskende lyd og lod derefter vinen glide ned over tungen. Han vidste at smagen fortil og bagtil var forskellig. Sig mig, vi lærte i skolen at der kun er 4 forskellige smagssanser, som så med forskellig koncentration giver det komplekse smagsbillede. Kan det virkelig være rigtigt?

Selvfølgelig ikke, svarede Torben, men når en løgn fortælles ofte nok ender den med at blive til sandhed. Måske ligger en af forklaringerne på at man har negligeret dette problem i at man har fastlåst sig i denne stereotype model. For lugtesansens vedkommende har man dog indrømmet at der er flere forskellige celler. Og så er der selvfølgelig enorm forskel på molekylerne i luft og de, der er opløst i en flydende basis. Han demonstrerede dette for sig selv på lignende måde som Henrik havde gjort med vinen og fortsatte så: Det er dette jeg gerne ville diskutere med dig. Forestil dig at vi med et apparat kunne efterligne lugtesansen, ikke kun for at gøre narkohunden arbejdsløs men for at analysere en lang række sporkoncentrationer i industrien.

Katten var sluppet ud af sækken. Henrik tænkte sig om og tog en ordentlig mundfuld for ikke at skulle tale lige med det samme. Efter længere overvejelse sagde han: Jeg tror at det er meget mere end vi to kan gabe over, Torben. Hvem skulle betale de uhyrlige investeringer? Hvem skulle stille laboratoriefaciliteter til rådighed? Selv hvis det skulle være muligt principielt set at gøre det du foreslår, så tror jeg ikke at vi to alene kan udrette ret meget. Han så at hans bemærkning skuffede broderen og tilføjede så kort efter: Men det er nu alligevel en fascinerende tanke. Hvordan havde du tænkt dig at gå videre — for du har åbenbart tænkt ret meget over det inden du kaldte på mig?

Det forholdt sig netop sådan. Torben havde gået med tanker om projektet i ugevis, havde søgt oplysninger forskellige steder og udviklet nogle teorier, der kunne danne grundlag for det første arbejde med sagen. Henriks bemærkninger, sagde han, var ham ikke fremmede, han havde selv indset at dette var mere end de to alene kunne hamle op med. Men det var måske muligt at udvikle en del af et princip, patentere dette og derved sikre sig at man kunne få del i den videre udvikling, måske også en vis økonomisk sikkerhed for det der allerede nu syntes uomgængeligt.

Barnet skal have et navn, sagde Henrik, der dermed tilkendegav sin interesse i at tage del i projektet. "Vi planlægger skabelsen af et apparat, der kan måle lugte, i hvert fald kvalitativt [at skelne mellem forskellige substanser], formentlig også kvantitativt eller semikvantitativt [at måle deres koncentration, absolut eller relativt]. Har du et sådant navn parat efter dine ugers grublen eller skal jeg give dig et?"

"Du har ret, det har jeg tænkt på. Jeg foreslår at vi kalder det 'Olfactologen', efter duftnerven, nervus olfactorius. Dette er den anden af de tolv hjernenerver, så det siger måske lidt om hvad vores hjerne mener om vigtigheden af denne aktivitet. Sikkert mere end folk normalt anser betydningen af deres lugtesans."

De udvekslede en del tanker om projektet, men den gode middag ødelagde den kritiske sans. På den ene side medførte dette en betydelig eufori over hvad det nu alt kunne blive til, på den anden side blev det svært at tænke så klart som et så vanskeligt tema nu krævede det. En cognac til kaffen ødelagde de sidste muligheder herfor, hvorpå Henrik takkede for den dejlige aften. Hvad med om vi mødes hos mig på søndag eftermiddag med et lidt klarere hovede? Hvis jeg kender dig ret har du allerede lidt litteratur parat, så jeg har noget at begynde med.

Sådan forholdt det sig også, Torben havde tre bøger stablet op med nogle papirstriber indeni, der henviste til afsnittene om lugtesansens kemiske baggrund. Henrik tog afsked, gik ud på trappeopgangen og sagde så spottende: Uhm, frikadeller!

Ja, og medisterpølse og kylling og suppe og meget andet. Det bliver vores store problem at holde det altsammen ude fra hinanden, men det er netop olfactologens styrke at den kan det, afsluttede Torben.

Nede på vejen besteg Henrik sin cykel i mørket. Den sene martsaften var vel ikke rig på dufte, og dog, når man nu var særlig opmærksom, var der duften af fugtig skovbund med halvrådne blade og græs, så kom en bil forbi og ødelagde alt med sin udstødning og på hjemvejen kom han også forbi en lille chokoladefabrik, for nu blot at nævne nogle af indtrykkene. Denne sans har vi mennesker virkelig trængt i baggrunden, tænkte han. De fleste folk ved ikke rigtig at de har den fordi de aldrig træner den, nogle forgifter den direkte ved forskellige kunstige dufte som cigaretrøg eller parfume i ukritisk koncentration, måske blot med det formål at overdøve andre, naturligt forekommende dufte. Hvad de havde talt om nu til aften var resultatet af det tilfælde, at brødrenes to uddannelser supplerede hinanden på dette felt, men det var måske endnu mere resultatet af deres fælles interesse for vin, for ellers havde de sandsynligvis levet videre i lykkelig uvidenhed om den slumrende sans.

II

Da brødrene mødtes hos Henrik den næste søndag var det et uoverskueligt projekt. Jeg kan se mange steder hvor man kan begynde fra, men jeg ved stadig ikke hvordan vi skal komme frem med noget der kan bruges, uden at vi forråder vores viden på et for tidligt tidspunkt, sagde værten.

Det er ganske vist et problem, svarede Torben, men hvis vi nu holder fast ved at vi formentlig ikke når frem til noget brugeligt så kan vi da ikke blive skuffede. Og hvis vi på den anden side opnår noget, så kan vi siden snakke om hvordan vi skal fyre det af på markedet. I værste fald bruger vi lidt tid på et umuligt projekt. Sålænge det interesserer mig har jeg i hvert fald ikke noget imod at gøre det, selv med en betydelig risiko for at der ikke kommer noget ud af det.

Denne udlægning kunne Henrik også tilslutte sig og tilføjede: Det er formentlig nemmere at arbejde med biologiske membraner, i hvert fald til at begynde med, og så skal vi kun arbejde med ét dyr, ellers går der hurtigt forvirring i mønsteret. Det bedste hvad lugte angår er hunden. Kan du skaffe nok præparater til at vi kan gå videre ad den vej?

Ærligt talt, det er enormt svært med hunde, der er så mange forskellige slags og de havner aldrig på slagteriet. Jeg vil foreslå at vi arbejder med grise, tænk dog på svinene der lugter sig frem til trøffelsvampen i Perigord. Det er måske ikke ideelt, men vi skal jo kun demonstrere et princip og derefter overlade det til andre at gå i gang med den dyre del af udviklingen. Og grise kan jeg skaffe til overflod fra mit lille bijob i slagteriet.

Hvad der skete i de følgende uger er svært at forstå og umuligt at forklare — vi kender jo heller ikke detaillerne i Torbens og Henriks arbejde. Det vigtige var at det faktisk lykkedes Henrik at udvikle en model med en biologisk membran, der gav udslag for to forskellige komplicerede molekyler. Dette arbejde kunne han ikke gøre derhjemme, så han måtte bede om tilladelse til at foretage visse eksperimenter på den fabrik hvor han var ansat. Denne tilladelse blev først givet da Henrik foregav at projektet kunne have en vis betydning for firmaets arbejde. Da han imidlertid syntes at have nået sit mål bad hans chef, hr. Jespersen, ham om at holde op med sin bibeskæftigelse, idet man anså det for en risiko at denne drænede ham for energi til sit egentlige arbejde. Det ringede han straks samme aften om til sin bror.

Nå, men det løser så mit problem, sagde Torben. Jeg må nemlig heller ikke forgribe mig på svinehovederne mere. Der er ingen der kan fortælle mig hvorfor, men måske er det fordi jeg heller ikke vil sige noget om hvad jeg skal bruge dem til."

Det morsomme i hr. Jespersens tilrettevisning i dag var, at jeg på den ene side ikke må arbejde her i min fritid, men hvis jeg skulle have opnået noget her i denne tid så tilhører det firmaet. De ved sku virkelig hvordan de kan få mest muligt ud af folk, sagde Henrik ironisk, det er mig i hvert fald en trøst at du bliver lige så demotiveret på dit arbejde. Så langsomt forstår jeg hvorfor olfactologen aldrig er blevet opfundet!

Nå ja, egentlig er det vel meget godt at vi stopper denne fase nu, svarede Torben, du har jo allerede nogle resultater at opvise. Og du er nu sikker på at hverken ham Jespersen eller andre af dine kolleger har anelse om hvad vi har arbejdet med?

Helt sikker!

Så er det blot at erklære dette for spildt slid overfor omverdenen, så vi kan få ro til at fremlægge vores materiale rigtigt, det vil sige, det er jo først og fremmest din opgave. Jeg undersøger så i mellemtiden hvordan man kan patentere princippet.

Det første lykkedes. Der var ingen af de små folk, som jo ikke ville hjælpe men gerne have del af en mulig kage, der kunne forstå hvad der var gået for sig, og brødrenes fritidsbeskæftigelser blev hurtigt glemt — heldigvis havde de andre jo ingen fritidsproblemer, som de stolt fremhævede.

Det andet var imidlertid overordentligt svært. Der er rent praktisk ingen mulighed for os at hæve et patent på princippet, konkluderede Torben. "Den eneste chance er at anmelde et patent, der så registreres som 'patent pending' i et land, forudsat at der indbetales et ret stort gebyr — og så er der alligevel ingen garanti for at ideen ikke stjæles i et andet land. Og på et tidspunkt skal selve patentet så betales, men på det tidspunkt er der vel et firma der er interesseret. Jeg har ikke udforsket alle enkeltheder, men det er en yderst kompliceret sag, og jeg er bange for at det koster mere end vi to kan forventes at få ud af princippet."

Jeg kan investere min fritid, men skattevæsenet sørger for at jeg ikke kan investere stort andet, svarede Henrik. Der er vel ikke andet for end så alligevel prøve at få kontakt med et stort industriselskab, der kan spytte de penge ud der skal bruges. Så er det bare et problem at holde på i det mindste nogen af rettighederne og sørge for ikke at falde af i den første kurve.

Det er selvfølgelig mere usikkert, men hvis det er billigere er jeg også med på den løsning, sagde Torben, og derefter gik man ind i den næste fase, at prøve at sælge ideen til olfactologen og samtidig få tilsagn om at tage del i den videre udvikling.

III

Det havde ikke været nemt for Henrik at få succes med sine membranforsøg, selv om han var blevet hjulpet af god planlægning og heldige sammentræf. Som kompensation for hans ringere andel i dette arbejde skulle Torben så knytte kontakterne til industrien. Kun Torben havde mulighed for at gå på forretningsbesøg midt om dagen, han havde et deltidsarbejde i en dyrlægepraksis i København og så sit tilsynsarbejde ved et slagteri i udkanten af storbyen. Efter to uger aflagde han rapport til broderen i dennes lejlighed:

Jeg er selvfølgelig lige begyndt, og jeg prøver også at lære af hver mislykket samtale og anden kontakt, men jeg har en ubehagelig følelse af at det hele kan sættes på en ganske enkelt formel, begyndte han. Enten er firmaet for stort til at jeg kan komme i forbindelse med den person der kan træffe nogen afgørelser, eller også er det for lille til at kunne foretage sig noget med vores projekt.

Man skal selvfølgelig ikke forvente at komme igennem lige med det samme, Torben! Henrik havde også mødt grænsen for hvad han kunne opnå alene i sine eksperimenter, men han var egentlig stadig til sinds at fortsætte.

Det er ikke kun lettere at opfinde en let ændret form for barbermaskine end det er at opfinde erstatningen for en barbermaskine. Det er simpelt hen umuligt at markedsføre sidstnævnte. Ingen savner det de ikke har hørt om og ingen vil høre om det de ikke savner, var Torbens konklusion.

Ærligt talt er jeg heller ikke kommet et skridt videre. Hvis der er nogen der støtter eksperimenterne økonomisk og materielt er jeg sikker på at kunne komme over det døde punkt, men som det går nu slider jeg alle resourcer op uden at der kommer noget ud af det, og det synes åbenbart ikke at gå dig bedre, Torben.

Der var en lang pause. Det var egentlig sagt alt sammen, der manglede bare en konklusion. Men hvordan indrømme at alle anstrengelserne var omsonst? Nå ja, man kan da også lade være med at indrømme det, eller udskyde denne indrømmelse noget tid. Det var så det der skete:

Egentlig en interessant tid, men skal vi ikke holde op inden vi slider os op til ingen verdens nytte? spurgte Torben så endelig.

Det var en fantastisk idé, begyndte Henrik, jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive til noget en gang senere, men det bliver så uden os.

Selvfølgelig skulle du have åbnet en tempereret flaske tidligere, men har du ikke bare et eller andet man kan være bekendt at hive op, jeg er moden til den nu, fortsatte Torben.

Henrik gik ud i køkkenet. Fem minutter efter kom han ind med to fyldte glas, der var intet spor af flasken.

Valpolicella fra sidste år, ingen særlig bouquet at forvente men det er da stadigvæk bedre end smagen, skyndte Torben sig at sige inden glasset havde nået ham. Men hør, den farve, den er da næsten for lys for sådan en italiener. Han duftede overfladisk. "Undskyld det jeg dagde før, det er jo en Bourgogne, mindst 10 år gammel. Nærmere kommer jeg det ikke, jeg kan ikke rigtig finde ud af Bourgogne, men det er i hvert fald en ren pinot noir, og den er både tempareret og åbnet et par timer før jeg kom" sluttede han.

Morey St. Denis, 1971, svarede Henrik stolt. Jeg tænkte at vi måske havde noget at fejre. Men det har vi måske også. Torben så spørgende på ham og han fortsatte: Vi fejrer nu den tid vi ikke spilder fremover med dette projekt. Skål!

Og det snakkede de så ikke mere om den sommer. Formentlig derfor er olphactanten indtil nu i dag ikke opfundet endnu.

En Sælsom Belønning

I

Frede Jensen var knap fyldt 70 år da han bemærkede at han ikke mere huskede så godt. Det er egentlig ikke noget man behøver at være særlig gammel for at lide under, men Frede Jensen syntes det var helt unormalt. Han havde tilbragt sit liv som et sundt menneske, nærmest ubarmhjertig overfor sine medarbejdere når der var noget i vejen med dem, og hvis han selv overhovedet blev syg var der ikke nogen der fik det at vide. Hvad der præcist foregik i hovedet på ham nu var det nok svært at få begreb om, men det var ikke nok for Frede Jensen. Han ville have vished om sagen.

Hr. Jensen var ikke bare velhavende, han var virkelig rig. Da devisen altid var at gå fremad, og da man ikke laver gode forretninger ved at forære pengene bort, havde han bragt en hel del sammen, og selvom han prøvede at investere pengene i nye firmaer, endte det altid med at han fik mere og mere tilovers. Skattemyndighederne var tilfredse med ham, og selv efter at de var blevet fodret af var der mere end tilstrækkeligt tilbage til hr. Jensen. Han havde derfor altid et par millioner kroner på kontoen, foruden hvad han ellers var god for i faste værdier.

Det nyttede ham bare ikke nu. Hans kone var død for år tilbage, og der var ingen børn i ægteskabet til at arve. Uden for rækværket ventede ganske vist en nevø og nogle niecer håbefuldt på, at det blev deres tur, men Frede Jensen havde aldrig næret nogen særlig sympati for dem. Uanset beløbets størrelse var han sikker på at det ville være forsvundet kort efter at arven var blevet uddelt. Og nu kom så det nye fænomen til.

Hr. Jensen opsøgte en neurolog i London. Han kunne have gjort det i København, men han kunne bedre lide at tage til udlandet og følte sig på en eller anden måde mere sikker på at der ikke skulle sive noget ud om han problemer og undersøgelsens resultater. Det sidste slog han dog snart selv i stykker. Efter at have overtalt neurologen til at give ham sandheden uden omsvøb og sygdommens videre prognose, fik han det som ønsket. Alt