En skuffe fuld: noveller

By Mads-Peder Winther Søby

En lille, fin og spinkel tråd gennemstrømmer novellerne i "En skuffe fuld". Umiddelbart peger novellerne i vidt forskellige retninger, men samler sig igen tematisk omkring en rød tråd, som er "håb". Der er mange slags håb i novellerne - håbet om et bedre imorgen, om at finde sig selv, om kærlighed ...

Novellerne er blevet til over en lang årrække og er både udtryk for skriveri igennem tid og overvejelser igennem forskellige faser i livet.

Mads-Peder Winther Søby har med "En skuffe fuld" skrevet en tænksom samling af noveller.

"De sang uden håb og uden tro, men alligevel bragte de trøst til den lille pige, som var for lille til at bære hele opsætningen og det hjørne alene."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 28, 2017
• ISBN: 9788743004127

Mads-Peder Winther Søby

Mads-Peder Winther Søby, digter og forfatter, født 1978. Har en uddannelsesmæssig baggrund som Cand. Mag. i Idehistorie og Historie, samt Professionsbachelor som pædagog. Mads-Peder spænder bredt i forfatterskabet og lader sig ikke let indfange af bestemte genrer. Særligt humoren i bogserien "Helt ude i Hampen" har givet Mads-Peder en plads på det litterære landkort. Forfatterskabet har ligeledes budt på de selvbiografiske og lyriske betragtninger i "Digteren mellem linjerne". I "En skuffe fuld" er forfatteren tilbage med en række tænksomme overvejelser omkring håb.

Book preview

Af samme forfatter:

Digteren mellem linjerne

Helt ude i Hampen – En skrøne

Helt ude i Hampen – Fodbold og Old Boys

En skuffe fuld

Indholdsfortegnelse

FORORD

I ALLE STØRRELSER

KÆRLIGHEDEN KAN KOMME HVAD DAG DET SKAL VÆRE

BREV FRA EN GEN-GANGER

SÅ GIK VI

SPRINGET IGENNEM TIDEN

DE VÆRSTE SÅR ER DE, DER IKKE BLØDER

JEG SANG MED

I LÆ AF TILVÆRELSEN

KRIGSANALOGI

DET ER ALT SAMMEN LIDT TRIST!

UBETINGET KÆRLIGHED

IGENNEM FANTASIEN OG KUNSTEN

FORORD

Det lyder flot, hvis jeg påstår, at jeg påbegyndte denne novellesamling allerede tilbage i 2003. I den forstand har samlingen så været undervejs i 14 år. Det er både sandt og en meget fantasifuld udlægning. De tidligste af novellerne er rigtigt nok tilbage fra 2003, men de har ligget stille i mange år. Flere er kommet til over årene. De har hobet sig op i skuffer og skabe, ligget i vejen, når jeg skulle finde papirclips og nye printerpatroner. På alle måder har novellerne været en konstant påmindelse til forfatteren, det er mig, om at de vil på flyvetur i verden.

Novellerne har aldrig før nu været tænkt som en novellesamling. Faktisk har jeg i mit arbejde med at fremdrage de bedste fra skufferne, konstateret ikke mindre end 3 optakter til novellesamlinger, som aldrig er kommet på vingerne. Meget af forklaringen skal nok findes i mine springende interesser. Bedst som jeg lægger historierne fra mig, så påbegynder jeg nye – jeg skylder efterhånden mig selv og mine historier at bringe dem videre…

Tusind tak til min vidunderlige kone, samt min gode ven, der begge har lagt lyttende ører til mine overvejelser omkring novellerne. De har aldrig holdt sig for gode til at sætte røde streger i mine udkast. Uden deres hjælp og overvejelser ville novellesamlingen have været en helt anden. Jeg er umådelig stolt af resultatet og håber også mine læsere finder den interessant.

I En skuffe fuld har jeg samlet et udvalg af de stærkeste fra gemmerne. De kan virke opgivende og triste, men jeg læser selv en masse håb i dem.

En skuffe fuld lugter også lidt af levet liv. En blanding af hverdag og fantasi. En ny skuffe er så ryddelig og rigtig – en skuffe fuld kommer med årene…

God fornøjelse med mine historier

Mads-Peder Winther Søby, 2017

I ALLE STØRRELSER

Hvad siger du? Banegården! Ja du skal gå den vej, og når du når til krydset så drej til højre, så vil du kunne se banegården. Selv tak, og det var da så lidt. Hold kæft hvor irriterende, tænkte han, nu må nummeret startes forfra, men først skal discmanden graves frem fra lommen. Sådan skal det lyde – hvilket vidunderligt nummer. Store ord sat sammen så det bliver virkelig fed poesi. Der er godt nok mange mennesker på strøget sådan en dag som i dag, mumler han halvhøjt hen for sig selv. Hvor irriterende, når man bare vil have lov til at gå i fred uden at blive stødt ind i hele tiden! Ja selv undskyld - dit store læs lort. Hvad med om du så dig for i stedet. Kunsten er at se ud som om, man er fanget i sine egne tankebaner og sin musik, så kan man måske undgå at blive antastet, tænkte han. Nå alligevel ikke – "to sekunder, ørepropperne skal lige tages ud – et bidrag til dansk flygtningehjælp? Næ du beklager, pungen er desværre glemt derhjemme! Hvilken udsøgt løgn, hun fattede aldrig mistanke. Han smilte skævt og undskyldende til hende, som om han virkelig var oprigtig ked af, at han ikke kunne bidrage. I går var der også det engelsktalende fjols, der påstod at han var fra Italien, og som ville låne penge, så han kunne komme tilbage til København, hvor han angiveligt boede for tiden! Han havde vist mistet sin pung, eller glemt den et sted –i hvert fald havde idioten ikke nok penge, men han havde ikke rigtig hørt efter, hvad det var fjolset havde sagt! Helt sikkert en bondefanger, men det irriterede ham nu alligevel ikke at vide, om han nogensinde ville have sendt pengene – det havde næsten været de par hundrede kroner værd! Ærgerligt aldrig at vide om han løj, men selvfølgelig gjorde han det. Alle lyver jo, når det handler om penge. Måske var han oprigtig, for han så godt nok lidt trist ud, men mon ikke han fandt ud af det alligevel, for det kan da næppe være andres problem, at han ikke kan komme hjem. Hej Gustav, hvor hyggeligt at se dig her" – åh ja, som om du ikke kan forstå at man ikke gider snakke, når man prøver at gå forbi uden at få øjenkontakt – "ja hvor hyggeligt at vi skulle rende ind i hinanden her Søren. Har du det godt Gustav? Åh ja samænd" – næh ad helvede til, men det gider du jo ikke høre om! "Nå nå, det er nu godt at høre, sagde Søren. Hvad går du og laver for tiden Gustav? Ingenting" – ikke rigtig noget som helst måtte han blankt indrømme. Optimistiske nar, bare fordi man går og laver ingenting, behøver man jo ikke gide snakke med dig. "Hør, det er lang tid siden, jeg har set noget til dig", sagde Søren – slet ikke lang nok tid efter min mening, tænkte Gustav. "Har du lidt tid nu", spurgte Søren videre, "for det ville være rart at høre lidt om, hvad du går og laver". Henvendt til Søren sagde Gustav, at det ikke gik, fordi han rent faktisk var på vej til - ja på vej til noget – pis, lige hvor han havde mest brug for en plausibel løgn til at slippe af med plageånden, så udeblev den fuldstændig. Søren havde antaget en lumsk grimasse, hvilket for resten aldrig havde klædt ham særlig godt, for han var, og er formodentlig stadig lige røvirriterende uintelligent. Søren er bare så forbandet dum som et langt og inderligt ondt år - et af de her uintelligente mennesker, som der i øvrigt render alt for mange rundt af, et af den slags mennesker, der kommer alt for let til alting. I bedste tilfælde er de intetsigende og det endda kun på deres bedste dage, i værste tilfælde er de mildest talt røvirriterende og dumme. Gud hvor han hadede deres ulidelige lette tilgang til tingene, og deres glade væsener, ja, hele deres tro på livet og tro på glæden – de troede så meget på det, at de rent faktisk er glade. Guderne skal vide hvordan det så end går til, at de tror så meget på at de er glade, at de rent faktisk bliver det, for de er hverken snedige eller lumske på nogen måder, og derfor hadede Gustav mere end noget andet hos Søren det lumske blik, han nu sendte ham, for han var ganske enkelt ikke lumsk. Søren måtte i og for sig hellere end gerne tro på, at han var glad. Ja, han måtte endda gerne for Gustavs skyld tro så meget på det, at han rent faktisk blev glad, men han skulle fandeme ikke se så lumsk på ham, når han slet ikke var det. Han skulle bare slet ikke se ud som om, at han var lige ved at opdage en nødløgn. Mest af alt, så irriterede det Gustav, at det var det Søren var lige ved, og da de således i et par hundrede dele af et sekund havde tænkt hver deres tanker, så kunne Gustav ganske enkelt ikke holde det blik ud mere - det var som om nogle af hans mere væsentlige organer var lige ved at sprænge i luften, og derfor tilføjede han hurtigt, at det godt kunne vente lidt, og at han da havde lidt tid – ærgerlig retræte, men ganske nødvendig – krigen var dog ikke tabt endnu. "Hør", sagde Søren og klarede igen op i et smil, "skal vi sa ikke sætte os derover, der kan vi nok få os en kop kaffe", plaprede han videre – ih hvor fantastisk, endnu engang indfanget i et nostalgisk kaffehelvede. Gustav nikkede til Søren og stak høretelefonerne i lommen, før han fulgte efter. Nu må det vist omtrent være min tur til at sige noget, tænkte Gustav, ellers bliver det snart akavet, og det var bare det sidste han havde brug for – et akavet møde med et ulideligt irriterende menneske. "Hvad med dig Søren, har du det godt?" – du forventer jo at jeg spørger til dit sikkert alt for fantastiske liv. "Sjovt du skulle spørge, det går faktisk virkeligt godt, jeg fandt et arbejde næsten med det samme, da jeg blev udlært, det er et lille firma med masser af potentiale, og det fede er jo, at i sadan et lille firma får jeg flere ansvarsomrader end man ellers ville have tildelt nyuddannede. Det var også der jeg mødte min nuværende kæreste, jeg tror hun er den helt rigtige for mig, det tror jeg virkelig. Hun hedder Mette. Er det ikke sjovt som tingene bare flasker sig nogle gange? Jo det er da forunderligt Søren" - det er da forunderligt, at man, selvom man kun kan få arbejde i et lille skodfirma og er dum som et langt langt ondt år, alligevel formår at bilde sig selv ind, at det er cool. Søren plaprede videre, men Gustav havde nu for længst lukket af. Han tænkte på grimme ting som atombomber og bestialske mord, som vist nok aldrig havde fundet sted, han tænkte på dommedag og rådne tomater,