Den sorte børs i Firenze

By Hanne Elmer

Tusindvis af flygtninge forsvinder hvert år i Europa. Krimien handler om forbrydelser mod mennesker i den mest sårbare situation. Hvad gør man, når man har klaret rejsen over Middelhavet og står i Europa uden penge?

Plottet indeholder et samfundsrelevant dilemma, der vedrører os alle. EU og forskellige organisationer har i årevis har forsøgt at gøre noget ved problemet. Men der er stærke kræfter, der arbejder i andre retninger.

Handlingen udspiller sig i Firenze, hvor en flygtning findes omkommet i Arnofloden. Hans skader er karakteristiske og sættes i forbindelse med andre flygtninge, der har været udsat for den samme forbrydelse.

Journalisten David Lassen er blevet fyret, fordi han insisterer på at sætte kvalitet over hurtighed. Han brænder sine broer og forfølger sporene i sagen om de forsvundne flygtninge til Firenze. På hotellet Petit Albergo, møder han den unge Ingrid Andersen, som sidder i kørestol efter en ulykke. Deres venskab starter med et skænderi, men snart er de på jagt efter sandheden sammen.

Det begynder for alvor at stramme til, da David og Ingrid bliver truet af mafiagrupperinger, der bortfører en beboer på hotellet. Snart står de med et svært valg. Skal de afsløre, hvad de ved om forbrydelserne og sætte sig selv og alle omkring dem i fare? Eller skal de tie?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 25, 2023
• ISBN: 9788743021674

Hanne Elmer

Hanne Elmer er lektor, læringsdesigner og forfatter. Hun har skrevet flere bøger. Den sorte børs i Firenze er hendes første krimi. Inspirationen har hun hentet fra et ophold i Firenze, hvor hun studerede italiensk. Bogen er fiktion men bygger på research af virkelige hændelser.

Book preview

Kapitel 1

Tirsdag den 2. august 2016

SANDHEDEN SKAL FREM . Journalist David Lassen skimmer artiklen fra Journal of Ethic and Migration Studies med titlen Migrants Who Sell Sex. Han downloader og søger på ordet » Paris ,« uden held. De må ind til kernen i historien. Han åbner lydfilen igen :

» Jeg fik et lift fra Firenze til Paris. Jorden brændte under mig ,« lyder det på et gebrokkent engelsk.

En alarm bipper på Davids telefon, han ser frustreret på klokken. Redaktionsmødet starter om fem minutter. Han stopper lydfilen og interviewet med den syriske dreng. Hvorfor spørger hans kollega kun til Paris? Hvad skete der i Firenze? Hvis jorden brænder i Firenze, er det et sted af interesse, tænker David, der har lavet en hurtig research. Ifølge Europols chef Brian Donald er 5000 uledsagede flygtningebørn forsvundet i Italien det seneste år. Hvor er de?

David lukker faner med søgninger på tal. Utallige gange har han diskuteret med de yngre journalister. Alligevel mangler der kildetjek og tal i den artikel, han redigerer. Med fornyet irritation gør David sig klar til endnu en runde i arenaen, hvor han kæmper for det gennemresearchede produkt.

Det nye, digitale medie Indsigt holder til på Vesterbrogade i en stor, gammel lejlighed, der emmer af pionerånd. Medstifter Stefan Fogh følges med David hen ad gangen og fornemmer, at det trækker op til endnu et konfliktfyldt møde. Han mærker presset på sine skuldre. David er stjernejournalisten, han headhuntede fra Politiken for at sikre en god start på Indsigt. Med sin journalistiske grundighed, erfaring fra gravergrupper og en nominering til Cavlingprisen forekom valget helt igennem rigtigt.

Her et år senere opfattes David som en pedantisk kritiker, der skræmmer unge talenter væk. To af de bedste journalister har netop sagt op med reference til Davids manglende samarbejdsevner. Medstifterne af Indsigt har givet Stefan et ultimatum. Enten får du David med ombord, eller også må han over bord.

Plakaten hænger midt i mødelokalet. » News not views « er printet i røde versaler på en baggrund af avispapir. En eller anden har tilføjet et sort » & « over » not .« Det har irriteret David, lige siden han startede.

Den unge, ambitiøse journalist Henrik Rasmussen er tilbage fra asylcentret på Langeland, hvor uledsagede flygtningedrenge har startet masseslagsmål. Skræmte naboer holder møder for at råbe politikerne op. De fleste medier skriver om balladen, men Indsigt går bagom med Henriks historie om en syttenårig drengs farefulde flugt op gennem Europa.

» Der er mange traumer i den historie. Er hændelserne bekræftet af andre kilder? For eksempel det omfattende sexmisbrug i bytte for mad i Paris?« Davids journalistiske skalpel skærer sig ind i historien.

» Nej!« siger Henrik, » det er en fortælling om en person .«

» Og så er det unødvendigt at tjekke op på personens udsagn?«

» Det er irrelevant! Det handler om den gode historie .«

Insinuerer Henrik, at journalistiske principper er ligegyldige? David lader en hånd glide gennem sit stride, lyse hår.

» Det her er ikke Familie Journalen. Det er en avis!«

» Ja, og vores unge læsere vil have historier, de kan spejle sig i!« Henrik holder fast.

David ryster på hovedet.

» Har du tjekket asyltallene? De er for nedadgående. Måske vil den dreng gerne have opholdstilladelse?«

» Hvorfor skulle han lyve? Du tænker negativt ,« argumenterer Henrik.

» Jeg tænker objektivt ,« korrigerer David,« derfor spørger jeg igen. Hvad har du tjekket op på?«

Henrik rykker uroligt på stolen, og hans kinder bliver røde. Før han når at sige noget, er David på igen.

» Det er latterligt, uprofessionelt. Hvorfor springer du over, hvor gærdet er lavest? Pjækkede du den dag, der var kildekritik på skemaet?«

Henrik ryster opgivende på hovedet.

» Hvad siger Hr. Cavling? « David ser ham lige i øjnene.

» For fanden, David! Manden har skrevet en drøm af en artikel!« siger Stefan i en skarp tone, » det er en feature! Den bygger på en erfaringskilde .«

» Ja, men hvad hvis det er løgn? Hvis kilden har en særlig dagsorden, og vi går hans ærinde, så er det ikke en god historie. Så er det en historie, der skader Indsigts troværdighed!«

Der er højt til loftet på Stefans kontor. Bogreoler svæver i farverige rækker over skrivebordet i valnød og krom. David er indkaldt til samtale. Hans vrede vikler sig rundt om tempoet, hvormed Indsigt producerer, monitorerer og kværner alting igennem en marketingmaskine, der ødelægger kvaliteten. Henriks artikel er lagt op uden yderligere redigering. Artiklen og en video hitter blandt læserne på Indsigt, der liker og kommenterer.

» Tillykke med trafiktallene ,« siger David sarkastisk, idet Stefan haster ind ad døren to minutter for sent, » jeg går ikke ud fra, det er dem, du vil tale med mig om?«

Stefan tager tilløb, » Nej… dueee, vil du have en kop kaffe?«

» Senere ,« David ser på sin gamle ven fra gymnasiet. Stefan rømmer sig.

» David, var det nødvendigt? Ord som latterligt og uprofessionelt er over grænsen «

» Ja ,« lyder det fra David. » Men vi er jo enige om at opretholde et vist niveau .«

» Vi har talt om det. Ledergruppen vil gerne tilbyde et mæglingsmøde mellem dig og Henrik .«

» Nej tak!«

» Tænk over det .«

» Jeg skal ikke psykoanalyseres, fordi jeg passer mit arbejde .«

» Så bliver jeg nødt til…«

Stefan sukker

» …at sige til mig, at jeg skal afholde mig fra at fare frem med den slags kritik. Stefan for fanden, det kan du ikke mene… .«

En sprække af anspændthed viser sig i Davids kampklare krop. Stefan træder et skridt frem, rækker armene ud mod ham, men lader dem falde ned igen.

» Det går ikke længere…»

» Hvad går ikke?«

» Dig. Din kritik af de andre journalisters metoder. Din måde at pille dem ned på .«

» Ikke forstået. I headhuntede mig, fordi jeg skulle sørge for kvalitet. Jeg passer bare mit job, Stefan! Jeg sørger for, at vi overholder god presseskik, at alle artikler bliver den bedste version af sandheden. Kilder er balancerede, artikler troværdige. Var det for fanden ikke det, I ville have?«

» Jo men ikke på den måde .«

» Som ind i helvede ,« David banker hånden ind i siden på den nærmeste reol, «du får de bedste artikler, og alligevel er du utilfreds .«

Stefan har øvet sig på sætningen. Han lægger armene over kors og presser den ud:

» Du er fyret .«

David hamrer glasdøren så kraftigt i, at de tættest siddende journalister dukker sig ved skrivebordene. Døren vibrerer, men glasset holder. Det gør Davids indre kompas ikke.

Han møder Henrik på gangen.

» Hvad sagde din kilde om Firenze?«

» Ikke så meget… noget med... værre end turen over Middelhavet. Han brugte ordet helvedes markedsplads »

» Og det gik du ikke videre med? Det var ikke vigtigt?«

» Stefan sagde, at vi skulle lade det ligge ,« Henrik stirrer bekymret på den rasende David.

» Jeg har lige købt lejlighed, jeg har ikke råd til…»

» …at blive fyret ,« slutter David hans sætning, » det kalder jeg engagement! Giv mig navnet på din kilde, så undersøger jeg det selv!«

» Jeg bliver nødt til at bede dig om at gå nu ,« lyder Stefans stemme bag ham. » Lad den sag ligge. Den er lukket for dit vedkommende!«

David nikker: » OK «

Bag vreden mærker David noget andet. Sit graver-gen. En uimodståelig trang til at undersøge. Hvis der er noget, den sag er, så er det åben.

*

En magisk morgendis stryger som en kærlig hånd henover Firenze og maler byen i et blågrønt, eventyragtigt skær. Arnoflodens vand flyder i en plumret, mosgrøn farve, der står i kontrast til de smukke renæssancepalæer langs bredden. Stolt står Ponte Vecchio, den gamle stenbro, hvorfra fortidens slagtere handlede med kød. Broens buer spejler ellipser i vandet. Pludselig brydes billedet af en gylden farve, der brænder igennem. Solen står op, og et øjeblik forvandles det plumrede vand til guld.

Dronen hænger i en perfekt position og summer. Som en stor rovfugl tager den et vingetag sydover langs floden på jagt efter det næste postkort. Pludselig fryser fotografen billedet og zoomer ind. En sort plet bliver til en figur, der bliver til et menneske. Dronen dykker lodret ned mod sit bytte og stopper en meter over hovedet. Håret er sort.

Skikkelsen ligger helt stille med baghovedet op mod kameraet. Armene er under vand. Kameraets linse lister sig ind på nakken og afslører en mørk farvetone i huden. Rygsøjlen ses tydeligt gennem det tynde, turkise stof. Benene flyder ti centimeter under kroppen og ender i et par slidte sneakers. Fotografen spejder forgæves efter liv. Kameraet følger igen ryggens linje. Det bevæger sig ud på højre side, hvor T-shirten er krøbet op og afslører nogle små, sorte knuder, der bevæger sig i en bue. Fluer? En kvalme kickstarter fotografens opkald til alarmcentralen. Forskrækket farer dronen opad, opad, opad.

*

Flyet passerer Arnofloden i 41.000 fods højde. En ung kvinde ser ned på det toscanske landskab med en særlig følelse af lethed. Med en sommerfugls vingeslag har hun frigjort sig fra de tandhjul, der får hendes liv til at hænge sammen. Effekten af denne handling kan ende i kaos. Hun flyver på en skrøbelig skillelinje mellem før og nu, men hun er ikke bange. Snarere fast besluttet på at trykprøve sit nye, lysere jeg i en ny hverdag et nyt sted, i et nyt sprog.

Middelhavet glimter i solen og indflyvningen mod Galileo Galilei International Airport er begyndt. Hendes hånd griber telefonen fra klapbordet og tager et luftfoto af Pisa. Så snart hun vender hovedet bort fra vinduet, er nabosædets snakkesalige professor emeritus på banen.

» Lufthavnen er opkaldt efter Gallilei, en italiensk professor. I 1500-tallet beskrev han en model for en simpel faldlov ,« oplyser professoren i et forsøg på at starte en samtale.

Det løber hende koldt ned ad ryggen, da han fortsætter.

» Han opdagede, at legemer udsat for tyngdekraften falder med samme konstante acceleration uafhængigt af massen .«

Faldet. Dengang. Hele hendes krop sitrer på nær de følelsesløse ben. Øjnene dvæler intenst ved det foto, hun netop har taget.

» Fuck tyngdekraften. Jeg har min egen lov. I øvrigt hedder jeg Ingrid ,« siger hun og fremtvinger et smil.

Professoren nikker, mumler noget uforståeligt og fordyber sig i sit tidsskrift. Måske gik jeg lidt over stregen der, tænker Ingrid og ser sin fars ansigt for sig. Mere tid til at fordøje det ubehagelige før jeg svarer, evaluerer hun. Livet skal blive lysere, også for hendes bekymrede forældre. Hun smiler for sig selv. Det værste, hun kan møde på rejsen, er en magen til hendes far, der konstant kæmper for retfærdigheden. Så intenst og grundigt at alle flygter. Skiltet: Fasten Your Seatbelt er tændt. Trykket i kabinen stiger. Ingrid mærker flyet tage farten af, mens det bevæger sig ned gennem luftlagene.

Varmen fra sportshjulenes tynde gummi slår op gennem Ingrids hænder. Det brænder. Hun stopper op og stikker højre hånd ned i sin lille, sorte Nike rygsæk og trækker sine cykelhandsker frem. Hendes fly fra København er netop landet i Pisa, og folk passerer i hast den unge kvinde i kørestolen, ivrige efter at nå det næste tog til Firenze. Solen forsøger at bide sig fast i små striber bar hud undervejs. En ældre mand og hans kone sænker tempoet. Han bøjer hovedet frem, så Ingrid kan se hans smukke træk, en anelse forvrænget i frøperspektiv.

» Possiamo autarti? Kan vi hjælpe dig? « Han gestikulerer i retning af toget.

Ingrid smiler og afslår venligt tilbuddet om hjælp. Ægteparret går videre fordybet i en snak. Manden taler hurtigt med en uforståelig, neapolitansk accent, mens hans kone nikker og svarer på toscansk. Ingrid ser efter dem. Det er præcis den lethed, hun håbede at møde i Italien. For tre år siden ville tilbuddet om hjælp have udløst en kaskade af højtråbende, bitre bemærkninger. Dengang hendes ben blev erstattet med hjul.

Mens hun trækker en sort cykelhandske med en limegrøn stribe på sin venstre hånd, overvejer hun motiv og vinkel. Det bliver et nærbillede af handskens møde med det varme dæk. » Hot on wheels ,« en feminin, rød skråskrift lander lige over hånden på hjulet, og et klik senere er det på Ingrid Andersens Instagram profil » Woman on wheels .«

Før hun når at trække den højre handske på, har hendes ven Bosse kommenteret:

» Du er da altid hot, Inga ,« efterfulgt af emojis, smiley, italiensk flag, fræk kjole og sol med solbriller.

» Who needs high heels, when you’ve got wheels? Italy, you are lucky ,« skriver en veninde efterfulgt af et stort, rødt hjerte.

Ingrid ler. Cykelhandskerne lægger sig velkendt på de varme dæk, og i næste øjeblik har hun overhalet tre turister, der kommer rullende med kufferter. Nu runder hun ægteparret, som smiler og vinker. Hun løfter kortvarigt hånden til hilsen og inhalerer grådigt den italienske sensommerluft, der dufter svagt af pinjetræer og pizza fra boden, hun passerer i høj fart.

Airconditionanlægget er ud af drift. Temperaturen i toget mod Firenze har sneget sig op på 36 grader. En eller anden har formået at åbne et af de hermetisk lukkede vinduer. Det trækker, og Ingrids tøj er gennemblødt af sved, ikke en god kombination. Du bliver syg, ville hendes mor have advaret. Ingrid nyder turen og småskænderierne omkring hende, folk har kort lunte på grund af varmen. Men der er også latterudbrud, mange endda. Endelig gør hun noget, hun selv har valgt.

Ingrid har insisteret på at rejse alene, hvilket betyder at hendes hjælper må tage et senere fly. En mærkelig ordning, men hun har brug for luft under vingerne bogstavelig talt. Hun er omgivet af velmenende hjælpere hver dag, der er ikke plads til at være Ingrid, og det skal der laves om på. Hun har arrangeret det sådan, at hun og hendes hjælper bor på hver deres etage på et lille hotel i et gammelt palazzo midt i byen.

Toget glider ind på Stazione Centrale di Santa Maria Novella i Firenze. En ung italiener smiler til hende.

» Posso auitarti? Skal jeg hjælpe dig?«

Hun er tæt på at afslå, det er muligt for hende at klare det selv. Det er jo det, hun vil og kæmper for. Men på den anden side, hvorfor ikke. Han ser godt ud. Hun drejer hovedet og smiler tilbage.

» Grazie mille .«

Hans stærke arme tager fat, og øjeblikket efter står kørestolen sikkert på perronen.

» Un buon giornata. Hav en god dag ,« siger han, blinker med det ene øje og forsvinder i mængden.

Ingrid ler ad sig selv, ad livet, for livet. En følelse af frihed, hun ikke har mærket siden ulykken, besøger hende kortvarigt. Hun synker ind i stemningen på vej gennem banegården. Mennesker der mødes, små brudstykker af samtaler og duften af brioche. På pladsen foran banegården har en gruppe flygtninge skabt et midlertidigt hjem. Ingrid tager sin telefon frem og åbner ruten til sit kommende hjem for en tid, Hotel Petit Albergo.

Kapitel 2

DAVID SÆTTER NØGLEN i låsen til Sørens lejlighed. Stefans ord vrider sig rundt i hans hoved. Døren går op, og David stopper sin indre diktafon. Han ser på den karrygule retrosofa i teak. Fandens dårlig at sove på. De sidste fire dage, siden han gik fra Camilla, har han overnattet hos sin gamle kollega fra Politiken. Det kom pludseligt, ikke skænderiet, der førte til at han gik, det var sket så tit. Det nye er, at hun ikke vil lukke ham ind igen. Den vrede, han har lovet at tøjle, stikker sit ansigt frem igen og igen. Nu er hun træt af at håbe på forandring.

» Desværre David ,« Camilla havde afvist ham i døren, » Man kan jo ikke få et barn med en mand, der ikke kan styre sig selv .«

Måske har hun ret. Han sukker. To brud på en uge virker uoverskueligt. Uretfærdigheden pumper mere vrede ud i kroppen. Han finder sit løbetøj frem, snører de neongrønne bånd på sine ultralette Adidas og tager trappen ned tre trin ad gangen.

Udenfor er det begyndt at regne. Han løber fra Boyesgade over Frederiksberg Alle, ned gennem Værnedamsvej til søerne. Regnen tager til. Det passer ham fint. Han sætter tempoet op. Vreden må piskes ud af kroppen, så fornuften kan tage over. Hans hjerte hamrer, og han mærker sine pulsslag. Tankerne kredser om episoden på Indsigt. Firenze. Jorden brænder. 5000 flygtninge forsvundet i Italien. Lyden af en mail får ham til at stoppe ud for Kaffesalonen. Han står i læ under et træ og tjekker sin telefon: Marathon Sport, Twitter, Euroman. Firenze, tænker David igen. Pludselig sætter han turbo på sine fingre, der scroller ned gennem rækken af mails. Han er sikker på, at hun skrev for ikke så længe siden. Der er den.

Buona sera, står der i emnelinjen. Davids hjerte hamrer, og modstridende følelser river ham næsten ud på stien igen. Løb, hvisker en stemme. Men han bliver stående. Kindkys, sommerkjoler, smil. » Cara ,« det italienske ord risler ned ad rygraden, mens regndråber forhindrer ham i at åbne mailen fra Anna. Han vejer fordele og ulemper ved at tage kontakt igen. Men sagen vinder. Hans hjerne er allerede i gang med at analysere. Hold fokus på historiens skyggeside. Interviewkilden på Langeland. Følg sporet til Firenze. Annas Firenze. Endelig åbnes mailen fra [e-mail].

Viljen og det kølige overblik er tilbage hos David, der har ringet op.

» Det regner ,« oplyser han.

Trods sine mange år i Italien spørger Anna Ventimiglia til vejret. Måske en manøvre for at lodde stemningen. Sidst de talte sammen, havde David ophidset afbrudt forbindelsen. Han ville have hende til at rejse hjem til Danmark. Hun afslog. Davids far lå for døden, og hans sidste ønske var at se sin søster.

» Ja, det er vist ikke den bedste sommer i Danmark ,« fortsætter hun, men beslutter sig alligevel for en mere intens samtale.

» David, jeg er ked af det med din far… ,« siger hun.

» Det går nok ,« svarer han kort, » du ville have hjælp?«

Anna smiler. Det er halvandet år siden, hun skrev, men hun lader som ingenting.

» Ja, til noget slægtsforskning. Men jeg vil egentlig også gerne have kontakt med min nevø igen ,« flyver det ud af hende.

Der bliver stille i Davids ende.

» Altså hvis du vil. Vi kunne starte i det små. Et par dage her i Firenze, hvor vi ser på mit stamtræ sammen. Det er ikke kedeligt .«

» Hvordan passer det torsdag?« spørger David.

Hun ler. Tydeligt lettet. Det passer hende, når det passer ham. Hun må løbe, der kommer en gæst i det lille hotel.

» En gæst på hjul ,« slutter hun.

Glad sætter Anna sin lille Bialetti-espressokande på gaskomfuret og tager avisen med ud i den skyggefulde gård. Et stort billede af flygtninge med orange redningsveste i en elendig gummibåd fylder forsiden. Man kan næsten ikke se båden for mennesker. Hun sukker, en af Italiens mange, uløselige udfordringer. På side fem er et billede af Arnofloden og en historie om en syrisk flygtning, der er fundet i floden. Hvis nogen kender den unge mand, bedes de kontakte politiet.

Anna stivner, da hun ser billedet af Adal, som indtil for få uger siden arbejdede med at gøre rent, skifte sengetøj og ordne grønsager på hendes lille hotel, Petit Albergo. Sort naturligvis. Adal skulle tjene penge til at rejse videre. For 14 dage siden havde han sagt sit job op. Han havde fundet et andet, som gav flere penge. Anna var vant til at have en strøm af folk igennem, så hun havde ikke lige hæftet sig ved det nye job, blot ønsket ham alt godt fremover. Nu er han død. I hvis kløer var han havnet?

En kuldegysning breder sig langsomt ned ad ryggen. I det samme ringer dørklokken. Hun rejser sig, tager en hurtig tur forbi køkkenet og hiver kanden af ilden, slukker for gassen og haster ud, mens hun skubber dagens nyheder væk.

Foran porten holder en sportskørestol. I den sidder en ung kvinde i en mønstret Desigual-nederdel, rød T-shirt og røde sneakers. Læberne er også røde. Hun har nordiske, regelmæssige træk, med en snert af overvunden smerte, blågrønne øjne og en lang, lys, uglet fletning. Små, friske fregner pryder næse og kinder. Anna kan lide hende med det samme.

» Buon Giorno. Mi chiamo Ingrid. Jeg hedder Ingrid ,« stemmen er let og i den dybe ende. Klangen er ren.

» Anna Ventimiglia, piacere .«

Anna skubber porten ud mod Via Borgo Allegri på vid gab.

» Bienvenuto a Petit Albergo ,« siger hun og gør tegn til Ingrid om at køre ind i gården.

Det lille springvand i hjørnet kaster lyde af sig, mens Anna serverer espressoen. De falder hurtigt i snak. På dansk. Ingrid er en smule skuffet over, at hendes værtinde er dansk, hun skulle jo bo og spise i en italiensk familie, så hun kunne øve sig i sproget. Da hun tilmeldte sig sprogkurset, anbefalede de den måde at bo på, hvis man ville have det optimale udbytte.

» Te promesso, parlo solo italiano. Jeg lover dig kun at tale italiensk. «

» Va bene. Det er godt ,« griner Ingrid.

Ingrids øjne glider rundt i gården, fra vasketøjet, der strækker sig på en line tværs over gården i anden sals højde, til de tørre planter på den franske altan med de grønne skodder. Derfra til det lille optimistiske springvand. Hun trækker vejret dybt, flytter lidt på benene med sine stærke hænder og smiler til Anna.

» Hvor er her skønt. Helt perfekt. Er det ok med dig, hvis jeg tager et foto af os til min Instagram?«

Anna smiler: » Jeg er ikke så meget med på de sociale medier, men du kan vel tagge mit hotel, er det ikke sådan, det hedder? Så jeg får lidt opmærksomhed?«

» Selvfølgelig .«

Ingrid er allerede kørt hen til det lille springvand. Anna følger efter med sin stol. Ingrid holder sin telefon op, så den lille Davidfigur og dyserne med vandet perler ned bag dem. Hun tager en lille video. Så kommer hun i tanke om noget.

» Kan du ikke sige noget på italiensk?«

» Un buon pomeriggio nel cortile vicino la fontana. En god eftermiddag i gården ved siden af springvandet .«

Ingrid redigerer hurtigt sin videooptagelse, skriver med rød skråskrift Firenze og tilføjer #petithotel #learningitalian.

Før de har drukket resten af kaffen har en veninde kommenteret: » Hvor er vasketøjet? «

Ingrid vender telefonen og zoomer ind på 2. sal, tager et hurtigt foto af vasketøjet og sender veninden en besked på Snapchat: » Allora – lavanderia. Værsgo – vasketøj .«

Så er Bosse der med et hjerte og en kommentar på Instagram: » Han ser dejlig ud, ham fyren i springvandet .«

Veninden: » Ægte italiensk. Hun ser sød ud din værtinde .«

» Mega ,« taster Ingrid, mens hun ser Anna i øjnene og nikker interesseret. Ingrid kan køre to samtaler synkront, en online og en offline, næsten uden at folk bemærker det.

Anna er i gang med at fortælle, om dengang hun selv kom til Firenze og først blev forelsket i byen og siden Alberto.

» Bosse, han er af marmor ,« fingrene kører af sig selv, og Ingrid har fuld opmærksomhed på Annas historie.

» Nå, men vil du ikke med ind og se, hvor du skal bo?« slutter Anna.

Ingrid følger Anna ind i et køkken med sartrosa vægge og salviegrønne låger. En hvid porcelænsvask er sænket ned i den råhvide flisebordplade, og ved endevæggen står et stort gaskomfur indbygget i en hvid bue. Ingrid konstaterer, at køkkenet er overraskende handicapvenligt. Der er luft under en del af bordpladen og under vasken. Ligesom flere hylder sidder i hendes højde. Under komfuret er hylderne så smalle, at der er plads til en kørestol.

Da Anna passerer det lille bord ved vinduet falder hendes blik på avisen, og hun får et stik i hjertet ved synet af Adal. Hendes højre hånd tegner et næsten usynligt kors for sit bryst, som den sensitive Ingrid straks fanger, men undlader at kommentere. » Rifugiato siriano trovato morto nel fiume Arno .« Syrisk flygtning fundet død i Arnofloden, læser Ingrid, da hun kører forbi.

Det lille hotel er et gammelt tårnhus i en varm, gul farve med grønne skodder. Der er fire værelser på hver etage. Ingrids hjælper skal bo på første sal, hvor Anna også selv bor. På anden sal er to værelser lejet ud, på tredje er alle værelser optaget. På fjerde sal er ingen værelser, men en lille lejlighed med tekøkken, som hun bruger, når det lille hotel er fuldt booket. Måske skulle hun indlogere David i lejligheden, tænker Anna.

Ingrids værelse ligger i stueplan og er det eneste udover køkkenet, spisestuen og den lille fælles opholdsstue, som Ingrid kan se. Der er ingen elevator. Anna undskylder mange gange. Hun har ikke haft en kørestolsbruger boende før og har ikke lige tænkt forholdene igennem.

» Det er sådan, jeg kan lide det ,« afbryder Ingrid hende.

Anna ser både lettet og bekymret ud.

» Ingen specielle hensyn, jeg kommer til at trives i stueplan og i gården ,« tilføjer Ingrid i en bestemt tone.

Anna smiler og efterlader Ingrid på hendes værelse, da en gæst ringer på klokken. På vej ud i porten kommer tvivlen krybende. Er det en god ide, at David kommer?

*

Onsdag d. 3. august

David sidder i den gule sofa med sin Mac, da Søren kommer hjem.

» Du er tidligt hjemme .«

» Mmm ,« David er på trin tre i sin booking hos Norwegian, København – Pisa. Han har endnu ikke fået fortalt om fyringen.

Søren går ud i køkkenet, kværner kaffe og varmer mælk. Snart står der, foran David, en dampende kop metroseksuel, luksus kaffe, som han kalder Sørens gode kaffe.

» Tak ,« lyder det fra David, som netop nu ser op, » jeg tager afsted i morgen .«

» Nå, ok. Er du og Camilla … har I fået talt sammen?«

David ryster på hovedet.

» Camilla har besluttet sig. Hun kan ikke bruge mig til noget. Stefan fyrede mig i går, jeg tager til Italien imorgen .«

» Hvad! Har Stefan fyret dig? Den havde jeg godt nok ikke set komme. Jeg troede faktisk ikke, Stefan var i stand til at fyre nogen?«

» Det er han på en måde heller ikke. Han ringede og ændrede det til tre måneders orlov med løn. Bagefter vil han gerne have mig tilbage i en kastreret udgave ,« lyder det sarkastisk fra David.

» Hvad mener du?«

» Jeg må ikke sige noget, der kan støde de sarte journalister. De kan ikke tåle kritik .«

» Hvis man ikke kender dig, kan man måske godt misforstå noget... Men fint at Stefan ikke mente det helt så slemt alligevel .«

» Men det gjorde jeg. Så jeg sagde op. Fandeme nej, om jeg vil arbejde et sted, hvor man går på kompromis med kvaliteten .«

» David, normalt blander jeg mig ikke. Men skulle du ikke tage den lidt med ro. Måske ser du anderledes på det i morgen .«

David løfter afværgende hånden.

» Det er, som det er ,« siger han, for en gang skyld uden vrede.

Søren forsøger endnu engang: » Din karriere, David, du er en fantastisk journalist .«

» Du kan jo spørge på Politiken ,« siger David med ironi i stemmen. De ved begge to, at der er ansættelsesstop.

» Jeg trænger til en time out. Tid til at tænke ,« David forsøger sig i et lysere tonefald.

» Italien?«

» Firenze .«

» Hvorfor Firenze? Hvad skal du lave der?« spørger Søren.

Kapitel 3

POLITIBILEN GLIDER GENNEM den tætte trafik i Firenze. Vespa scootere fejer forbi på alle sider af de sorttonede ruder. Inde i bilen kæmper den sekstenårige, syriske pige Esthèr Al-Dahèr med angsten og mørket i sit hoved. Hvad ville hendes bror have gjort? Hvad skal hun sige? Så lidt som muligt. Lade som om hun ikke forstår, så de udsætter afhøringen, til der er en tolk. Hun fortryder, at hun gik til politiet for et par dage siden for at melde Adal savnet, men hun var blevet desperat af at vente på ham.

Han er død. Adal er død. Hendes beskytter på den lange rejse fra Aleppo i Syrien, over Middelhavet, gennem Italien til Firenze med en plan om at ende i Sverige. Nu er hun på vej til den store, statelige bygning i Via della Fortezza. Igen. Denne gang i en politibil med to venlige betjente. De har været omkring hospitalet, nede i de kolde kældre, hvor hun har identificeret ham. Adal, hendes elskede storebror, blev 18 år. Han lignede sig selv og alligevel ikke. Hans farver, hans brækkede næse, ryggen… Hun gyser og minder endnu engang sig selv om, at hun ikke må sige noget. Slet ikke til politiet. Hun skulle aldrig have efterlyst ham. Men hvad skulle hun så have gjort?

De var på vej til Danmark. Adal skulle bare tjene penge nok til turen. I Danmark er deres fætter Kawa på et center, hvor der kun bor børn og unge. Kawa, som de er vokset op med, og som de flygtede sammen med, fik et lift fra Firenze til Paris. Bilisten, der kiggede på Kawa på en helt speciel måde, havde kun plads til en. Adal og Esthèr måtte blive tilbage i Firenze. De brød sig ikke om, at Kawa tog liftet alene. Bliv her, så følges vi ad til Sverige, havde Adal sagt. Kawa havde grinet: » Jeg tager i forvejen og hjælper jer derop .«

De havde fået en sms fra Paris, fra Hamborg og så fra Danmark. Kawa var ikke rejst videre til Sverige, men blevet i Danmark på Langeland. Han pralede af alle de ting, han havde fået der, og af at en journalist skrev hans historie, så nu blev han berømt. Han måtte lyve lidt, journalisten gik efter de flygtninge med de frygteligste historier. Men det betød ikke noget, hvem kan vide, hvad der er sandt og falskt. Det vigtigste er, at man har en fremtid.

Har hun en fremtid? I går da hun kom hjem var deres værelse gennemrodet, alt af værdi var fjernet og truslen hang i luften. Siden har hun bevæget sig rundt i gaderne, søgt ly i Santa Croce kirken, fundet lidt mad i en affaldscontainer ved et pizzeria og stjålet en flaske vand i et lille supermercato. Natten tilbragte hun bag statuerne på Piazza della Signoria, hvor en flok unge med en guitar havde slået lejr. I dag ringede en betjent så på hendes mobil. De havde fundet ham. Hun var lettet og lykkelig, lige til hun så betjentens ansigt, så vidste hun, der var noget galt.

Politibilen standser. Hun stiger ud og går med betjentene gennem gården op mod stationen. Da de kommer ind, beder hun om at låne toilettet. De er i stueplan, og hun er heldig. På toilettet er et vindue ud mod baggården. Hurtigt springer hun gennem vinduet, lander perfekt på begge ben, sætter i løb over gården og ind i en opgang. Hun misser med øjnene, der er mørkt, finder en trappe, der fører op og en anden, der fører ned og ud på en gade parallelt med stationen. Smidig som en kat blender hun ind i mængden og lader sig føre ad Via Faenza mod byens banegård, hvor hun kan forsvinde i mængden. Det runger i hendes hoved, som lyden fra en stor messingklokke. Adal er død. Adal er død.

Esthèr går hurtigt ned ad Via Giovanni Dupré og kaster et blik bagud. Der er ingen efter hende. Hun kigger sig omkring og forsvinder ind gennem porten. Hendes mund bliver tør, og hun strammer tørklædet tættere om sit viltre, krøllede, sorte hår, mens hun forsigtigt krydser gården og går gennem endnu en baggård til den fjerneste dør. Pulsen begynder at slå hurtigere, hun kigger op mod deres vindue, som stadig står åbent med skodderne halvt lukkede. Hun lister op ad trinene, sætter lydløst nøglen i døren og skubber