Alt har sin pris

By Thomas Rosenkrands

I en meget nær fremtid, er der kommet i hundredetusindvis af flygtninge og migranter til Danmark.

Problemerne tårner sig op og ’godhedsindustrien’ dominerer fortsat debatten og vil ikke for alvor erkende, at politikken har slået fejl.

Et snarligt formandsskifte får en erfaren politiker fra et af de regeringsbærende partier til at tale om selvtægt - alene for at skabe lidt opmærksomhed omkring sin person og øge chancen for en ministerpost.

Opmærksomhed får han. Og snart er der folk, der tager sagen i egen hånd og politiet står med et dobbeltdrab.

Gerningsmændene har tråde til den politiske top, som vil gøre alt for at fastholde egen magt og indflydelse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 28, 2016
• ISBN: 9788771885200

Thomas Rosenkrands

Thomas Rosenkrands har siden 2013 udgivet seks bøger. Tre fiktive bøger, hvor den ene er skrevet og illustreret af Thomas Rosenkrands' datter, Lærke, to historiske bøger og nu en personlig beretning om at tabe sig og komme i form. Herudover er der endnu en historisk bog under udarbejdelse og en bog om autisme på tegnebrættet.

Book preview

33

KAPITEL 1

Peter Hanstholm var næppe klar over, hvilke konsekvenser hans tale ville få, da han som den tredje på De Liberales landsmøde langsomt besteg den gamle, smukke talerstol.

Han håbede, at han med lidt provokation kunne puste fornyet liv i en hensygnende politisk karriere. Han havde flere gange været lige ved og næsten i den lange række af ministre under tidligere regeringsledere. Men hver gang var der altid en anden, som havde bedre forbindelser eller som havde flere horn i siden på den øverste ledelse. Derfor var han, Peter Hanstholm, aldrig nået helt til tops, selvom han allerede i slutningen af 1970'erne blev betegnet som en ung, lovende politiker.

Skulle det være, var det nu, hvor De Liberale snart stod overfor et formandsskifte. Ikke sådan at forstå, at han ville være formand. Nej, det havde han forlængst accepteret, at han aldrig ville blive. Og da slet ikke med de kompetente, unge folk, der så åbenlyst bød sig til.

Men en ministerpost, en hvilken som helst ministerpost, var særdeles velkommen. Og fortjent efter mere end 30 år i Folketinget.

Valget ville komme snart. Både formandsvalget og dermed ny ledelse, og folketingsvalget som efter al sandsynlighed ville placere De Liberale i Statsministeriet. Derfor var han meget opsat på at holde en markant og provokerende tale, som kunne kaste det fornødne rampelys på ham.

Emnet var kriminalitet og indvandrere. Nærmere bestemt kriminelle indvandrere. På det sidste et sprængfarligt, politisk emne. Godhedsindustrier havde i Peter Hanstholms øjne i alt for mange år formået at lægge låg på debatten om de fremmede i landet. Han havde aldrig rigtigt forstået, hvorfor de gjorde det. Selv nu, hvor flere hundrede tusinder migranter og flygtninge var kommet til Danmark de seneste få år, og skabt massive problemer på flere fronter, var det fortsat ikke velset at omtale denne gruppe som et problem. Selvom der var sket en opblødning de senere år, var der forsat et skær af racismeanklager mod enhver, der markant lagde problemerne frem. Men det var en risiko, han var villig til at tage.

Peter Hanstholm var en dreven politiker, og han havde vejret vinden. Og vinden vendte i disse år. I dag blev der for eksempel stillet krav til bistandsmodtagere - utænkeligt for blot få årtier siden. Der var også blevet stillet stadig skrappere krav til familiesammenføringer. Også på flere andre punkter var samfundet i skred mod højre. Peter Hanstholm forudså, at det næste ville blive større krav til flygtninge og indvandrere -de fremmede, som han yndede at kalde dem. Samtidig vidste han godt, at det ikke var en risikofri satsning, og at der kunne blive sat punktum for hans karriere efter talen i aften. Punktummet ville dog under alle omstændigheder blive sat, hvis han ikke gjorde noget markant netop nu. For det var ikke blot de politiske holdninger, der ændrede sig i disse år. Selve måden at drive politik på, var i kraftigt skred. Personerne var blevet langt mere interessante for pressen end budskaber og holdninger. Faktisk mindede den politiske manege mere og mere om de amerikanske forhold, hvor man udelukkende havde en politisk fremtid, hvis tandpastasmilet var stort og meningerne let forståelige. Ofte skulle man på mindre end 30 sekunder kommentere på et problem, som man havde taget år om selv at forstå til bunds. Ingen tvivl om, at Hanstholm længtes lidt efter dagene med lange og intense debatter af forskellige, aktuelle emner. Han var træt af TV's skøjten hen over ethvert emne. Altid hastende efter de højeste seertal og flest reklamekroner.

Nu havde Hanstholm dog besluttet sig til at spille med et øjeblik, så han i det mindste blev hørt. Han ville gøre sit budskab let forståeligt, let fordøjeligt og skræddersyet til formiddagspressen. Ofte havde han forestillet sig overskrifter som: Erfaren politiker gør op med de kriminelle fremmede!. Det var med overskrifter og omtale som denne, at han skulle skaffe sig en ministerpost i sit politiske efterår.

Han lagde de fire sider A4 papir præcist på midten af talerstolen, som han altid havde gjort. Den venstre hånd lod han hvile på kanten af talerstolen, mens den højre fandt vej til habitjakkens ene lomme. Han kiggede ud over salen. Der var rigtigt mange, over 1000. Selvom han havde prøvet det så mange gange før, blev han stadig lidt nervøs, når han besteg stolen. Og det var godt, for der skulle være lidt nervøsitet, adrenalinet skulle pumpe, han skulle have en smule ondt i maven. Så vidste han, at han var tændt. Og tændt var netop, hvad han var denne aften. Parat til at holde sit livs vigtigste tale.

Godaften kære kolleger, startede han, mens han langsomt tog brillerne af, foldede dem sammen og lagde dem til højre for talen. Alderen havde gjort ham noget langsynet. Men lige nøjagtigt i denne situation passede det glimrende.

Han indledte talen med at revse de politiske modstandere – det var noget alle forventes at gøre. Peter Hanstholm afrundede det generelle angreb og vendte samtidig den første A4 side. Den blev sirligt lagt bagest i den lille bunke, inden han fortsatte.

Men det værste er da godhedsindustriens totale mangel på evne - eller skal jeg måske sige vilje til at gøre noget reelt ved de kriminelle fremmede. Han kiggede rundt i den udsmykkede sal. Efter ægte amerikansk opskrift, var der balloner og serpentiner overalt. Ja, der var endda et lille festklædt heppekor lige foran den høje talerstol. De foretog sig dog ikke noget lige nu. Generelt var folk afventende på denne tid af landsmødet - nogle var synligt nervøse for snart at skulle bestige den traditionsrige stol. Han smilte for sig selv ved tanken, vendte så blikket diskret mod loftet, hvor han lige kunne ane det store net af balloner, som ganske sikkert skulle vælte ned over formanden efter hans sidste tale i dag. Endnu en dårlig kopi af USA, tænkte han og fortsatte talen.

De fremmede narkopushere er efterhånden overalt. Jeg kan ikke en gang sende mit barnebarn alene ned på Aarhus Hovedbibliotek. Mindre end ti meter derfra står de jo i kø for at tilbyde narko. Selv til små piger eller drenge!, sagde han og tog nu den højre hånd op af lommen og lod den hvile mod kanten af talerstolen: Det kan da ikke være rigtigt, at vi skal lægge land til sådan nogle mennesker?, fortsatte han og kiggede spørgende på forsamlingen. Derefter gav han flere eksempler på fremmede, som blev anholdt den ene time og løsladt den næste. Han citerede flere politiske modstandere, som mente, at det ikke var fremmede, der var problemet i sig selv, men derimod integrationsindsatsen og danskernes manglende opbakning til flygtningekrisen. Langsomt, men sikkert nåede han frem til den sidste side i talen. Han lagde omhyggeligt side tre bagest i bunken og kiggede igen ud over den store forsamling. De fleste lyttede opmærksomt til hans ord. Kun nogle få var travlt optaget af at udveksle notater.

Hvor længe vil folk finde sig i dette vanvid?, spurgte han retorisk og ventede nogle sekunder, inden han fortsatte. Jeg er helt overbevist om, at vi inden længe ser nogle unge, initiativrige mennesker tage sagen i egen hånd!, sagde han formanende. Der blev en anelse uro i forsamlingen. Opfordrede Hanstholm til selvtægt? Det stod i hvert fald ikke på den officielle, politiske dagsorden, heller ikke engang hos De Liberale. Flere deltagere rykkede uroligt på stolen, som om det var dem, der stod deroppe og berørte et åbenlyst tabu.

Hanstholm fortsatte ufortrødent. Det var nu eller aldrig. Det var nu, han skulle sørge for, at alle medier ville tale med ham. Han gjorde derfor stemmen hård, og fjernede al antydning af smil. Disse mennesker har efter min mening mistet retten til at være her! Hvis jeg selv havde været 20 til 30 år i dag, så havde jeg personligt taget affære. Han havde nu hele salens opmærksomhed. De fleste rystede på hovedet af ham, de var overbeviste om, at hans karriere var færdig efter dette. Andre beundrede ham for hans mod, for han var jo trods alt kun 61 år og nærmest skræddersyet til ministerholdet.

En mindre gruppe klappede. Det var primært folk fra ungdomsorganisationen, De Liberale Unge, som altid var langt mere yderligtgående end moderpartiet. Journalisterne vejrede straks blod og var helt ellevilde. Dette var et godt tegn på et ellers ganske tamt landsmøde.

Talen afsluttede Hanstholm med at fortælle, hvad han ville gøre ved problemet, nu hvor han jo ikke bare kunne tage sagen i egen hånd længere. Men desværre var ingen interesserede i hans moderate forslag.

Peter Hanstholm var synligt lettet, da han gik ned fra talerstolen. Nu havde han gjort sit. Nu var det op til andre at bedømme hans forslag. Skulle man måle efter applaus, fik talen som forventet en noget blandet modtagelse. Men den virkelige effekt ville først vise sig i løbet af landsmødet. Ville hans kolleger gå i dialog med ham eller overhovedet kommentere hans tale? Og hvad med pressen - ville han blive citeret og for hvad? Han satte sig ned på sin plads i salen og fulgte pænt med i de efterfølgende indlæg.

Længere nede i salen sad en lille gruppe af de mest yderligtgående fra de Liberale Unge. Det var dem, som havde klappet mest energisk, da Hanstholm havde talt om lysten til selvtægt. Disse personer havde tit været på kant med moderpartiet. Ja, enkelte af dem havde endda også været på kant med loven, når de havde deltaget lidt for aktivt i diverse demonstrationer. Nogle mente, at denne lille fløj af alt for indflydelsesrige DLU'ere, var at sammenligne med en flok bøller, som udelukkende var politisk aktive for voldens skyld. De Liberales helt eget svar på socialisternes autonome.

Hele ledelsen af den unge gruppe var samlet til landsmødet. Med sig havde de cirka fem til ti af de faste støtter. Det var støtterne, der altid udførte det beskidte arbejde ved demonstrationerne og det var også dem, der havde klappet mest energisk.

Gruppeledelsen bestod af i alt fire personer. Alle med hver deres funktion. En var den kreative. Han havde udarbejdet deres idégrundlag og lagde altid deres demonstrationsstrategier. Det var Jørgen. Henning var den praktiske gris i gruppen. Han sørgede for, at der aldrig manglede noget, når de var afsted. Hans var den fysisk stærke mand. Næsten to meter høj og kraftigt bygget. Hans og Henning var de eneste, som havde været med i de fysiske aktioner mod de politiske modstandere. Poul var lederen. Hans ord var lov og han var desuden yderst velformuleret og velargumenterende. Poul var også den organisatorisk højest placerede af de fire i DLU. Faktisk kunne han takke sig selv for, at han måtte nøjes med titlen som næstformand. I sin iver efter formandsskabet havde han ikke skyet nogen midler. Og med hjælp fra Jørgen gik hans kampagne ud på at tilsvine de to andre kandidater lige nøjagtig så meget, at de uheldigvis stod sammen om en kompromiskandidat, som blev valgt med et pænt flertal.

De fire unge mænd kaldte sig De Fantastiske Fire. Et noget poppet navn, men ikke desto mindre et udtryk for, hvordan gruppen opfattede sig selv – uovervindelige, når blot de stod sammen. Og de havde efterhånden holdt sammen i otte år. Faktisk lige siden gymnasietiden. Hele gruppen var meget opmærksom på at placere sine faste medlemmer og de mest trofaste støtter i alle magtfulde organer indenfor DLU. De fire var derfor ustandseligt til møder året rundt i diverse udvalg og komiteer. Snart måtte de dog forlade DLU på grund af alderen. Så gjaldt det kampen om indflydelse i moderpartiet. En kamp specielt Poul glædede sig til. Han havde ambitionerne og også evnerne til at blive formand for De Liberale. Til DLU-formandsvalget var han tydeligvis gået over stregen og havde skaffet sig fjender for livet. Men intrigerne og magtspillet var efter hans erfaring et vigtigt led i at komme helt til tops. Han skulle bare lige holde lav profil i De Liberale i et par år. Snuse til den professionelle, politiske atmosfære, og så hugge til som en klapperslange, når chancen bød sig.

I gennem længere tid havde gruppen savnet et oplagt politisk emne. De havde bare arrangeret forskellige demonstrationer rundt om i landet. Som regel antidemonstrationer de steder, hvor socialisternes ungdomsgrupper demonstrerede. De Fantastiske Fire blev derfor særdeles henrykte over Hanstholms klare udmelding. De besluttede sig for at støtte hans udtalelser. Og at få gruppens medlemmer til at lægge handling bag hans ord.

Som ventet regnede ballonerne ned over salen, efter at formanden havde holdt dagens sidste og naturligvis længste tale. Det var egentligt et godt landsmøde. Stemningen var positiv og skandalerne havde været få. Peter Hanstholm sad og klappede pænt af formandens tale. Formanden kunne som altid holde tilhørerne bundne i timer ad gangen, mens han fortalte partiets visioner.

Hanstholm selv havde fået en del velmente råd om at holde sig væk fra emnet. Enkelte, især fra DLU, havde direkte rost ham for at turde tage kampen op mod den socialistiske dagsorden. Han havde endda aftalt et møde med næstformanden for DLU. En fornuftig og driftig, ung mand. Fremtidens mand i De Liberale - helt sikkert. Nogle ganske få på mødet havde brugt sekunder af deres kostbare taletid på ham. Men det bedste af det hele var, at seks journalister fra forskellige medier havde interviewet ham. En fra det landsdækkende TV-3, tre fra den dominerende formiddagspresse og et par stykker fra den lokale presse i hans valgkreds. Samtidig, var der ikke nær den samme interesse for andre deltagere på landsmødet - ud over de sædvanlige tre til fire fra den absolutte top. Hanstholm var derfor godt tilfreds med udviklingen. Inden længe skulle det endda gå op for ham, at hans tale var den mest betydningsfulde på landsmødet det år. Ja, måske de sidste mange år.

Han havde med sine yderligtgående udtalelser omkring selvtægt sat en masse tanker i gang i hovedet på en gruppe unge mennesker. Han havde udfyldt det politiske tomrum, der var opstået, efterhånden som de politiske idealer, budskaber og holdninger blev stadig mere ens fra parti til parti. Der havde ikke eksisteret rigtige arbejdere i mange år. Direktøren fra Hellerup med høj cigarføring og konservativ partibog var også en uddød race. De gamle bønder, der altid stemte liberalt blev færre og færre og levede efterhånden nøjagtigt som alle andre mennesker. Samfundsudviklingen havde skabt en kæmpegruppe af næsten ens mennesker, som spiste det samme, elskede på samme måde, kørte i de samme biler og havde de samme holdninger. Den store, ideologiske krig var forstummet.

Jørgen fra De Fantastiske Fire, var meget bevidst om dette. Han rådede altid Poul til at optræde ulasteligt klædt og helst med et lille smil på læben. Poul lignende da også tit en filmstjerne, når han var iklædt sit pæne tøj og blottede de snorlige tænder i et pænt smil. Og når han en gang imellem jordede folk i en politisk diskussion, så skulle det gøres med elegance - man måtte aldrig træde på folk. Det kunne give antipati.

Men et emne som de kriminelle fremmede kunne helt sikkert nå ud til vælgerne uafhængigt af personer. Budskabet var enkelt og letforståeligt, og alle havde en holdning til det. Og dem, der gjorde noget ved problemet, ville blive anset som helte. Poul og Jørgen havde derfor allerede siddet under dagens taler og drøftet strategi. De ville udvælge en tilfældig udenlandsk narkohandler og arrangere et overfald på ham. Hurtigt ind, hurtigt ud. Ikke noget specielt dramatisk, bare et par kølleslag eller lignende efterfulgt af en kraftig opfordring til at rejse udenlands. Herefter ville de lige vejre stemningen inden næste skridt.

Den praktiske del af arrangementet ville Hans og Henning tage sig af. Hans havde allerede et par folk i tankerne. Folk, der ikke stillede for mange spørgsmål, men bare gjorde det de blev betalt for. De hørte ikke til blandt de faste hjælpere og kunne derfor ikke umiddelbart kobles til De fantastiske Fire.

Det var selvsagt meget vigtigt, at især Poul, men også Jørgen ikke blev fedtet ind i sådan noget, hvis det nu gik galt eller det viste sig ikke at være populært. De to var ansigtet udadtil. Det var dem, som forhåbentligt en dag skulle stå sammen i spidsen for De Liberale og Danmark!

Derfor havde de allerede taget deres forholdsregler. Poul og Jørgen skulle mødes med Hanstholm og lytte interesseret til hans forslag. Derefter ville de drøfte det med ham og udtale deres bekymring for, om nogle mon ville tage hans udtalelser om selvtægt for bogstaveligt. Rendte de senere ind i problemer, ville de uden at blinke kaste al skyld på Hanstholm. To unge DLU'eres ord mod en gammel mand, som allerede en gang havde opfordret til selvtægt? Gik det som ventet godt, ville de formentlig ride med på Hanstholms popularitetsbølge og måske af den vej komme ind i De Liberales hovedbestyrelse. Under alle omstændigheder var de beredte!

KAPITEL 2

I dagene efter landsmødet var der en smule interesse for Peter Hanstholms udtalelser. Men det var som om interessen langsomt, men sikkert ville dø ud, hvis der ikke skete noget nu. Den erfarne politiker sad derfor længe over aftensmaden og spekulerede over, hvad han kunne gøre for at holde gryden i kog. Som sædvanlig havde han fået et præfabrikeret måltid mad. Denne gang noget lasagne. Han tog endnu en mundfuld fra tallerkenen. Det var egentlig ligegyldigt, hvad retten bestod af. Det smagte ens. Og han talte af erfaring, for sådan havde han stort set levet lige siden Birthe og han gik fra hinanden for snart ti år siden. Han savnede hende stadig meget, men kunne godt forstå, at hun fandt andre interesser. Det havde ikke været noget let liv at være gift med De Liberales evige ’lige ved og næsten’.

Forsigtigt nippede han til rødvinen. Hvorfor havde folk ikke reageret skarpere? Hvor meget skulle der efterhånden til, før folk kom op af de velpolstrede lænestole for at diskutere vigtige politiske emner. Måske var det allerede for sent. Måske var samfundet nået dertil, at det kun var kendte folks problemer, som var interessante?

Han besluttede sig til at smide resten af det kedelige måltid ud og skænkede sig i stedet et nyt glas rødvin. Det var en spansk Rioja. Han kendte ikke så meget til vine, men han kunne se på flasken, hvad den hed, og han kunne lide smagen. Det var vist nok en af de flasker, han havde fået af sin ældste datter, da hun sidst var på besøg sammen med hans eneste barnebarn. Der gik somme tider langt imellem besøgene fra hans to børn, men det var noget, han måtte acceptere, for han havde jo ikke det samme at tilbyde som børnenes mor. Hun havde både et stort hus med masser af plads og en kærlig og opmærksom mand. Han derimod havde knapt nok tid til at have besøg. Der var altid en eller anden aktuel, politisk sag, som gjorde ham lidt fraværende overfor familien.

Efter ti år i familiemæssigt eksil, havde han vænnet sig til, at Trine og Louise kun kom forbi et par gange om året. Samtidig var han meget taknemmelig for, at Louise ofte havde datteren Hanne med. Hun var hans lille øjesten. Det havde hun været, lige fra han så hende for første gang. Lidt mere end ti år tilbage. Det var lige omkring skilsmissen, og han havde frygtet, at han måske aldrig skulle se den lille, pludrende guldklump igen. For Birthe havde hurtigt fundet en anden. Ja, hun havde vel egentligt allerede fundet ham, inden de blev skilt. Og Louises mand havde jo også sine forældre.

Heldigvis havde han stadig den store ære at være den ekstra bedstefar. Han smilte og mindedes, dengang den lille Hanne havde spurgte ham, om det var rigtigt, at han også var hendes bedstefar. Og om man kunne have mere end to bedstefædre. Det havde ingen af de andre børn, havde hun sagt med en fem-årigs bekymring. Han havde forklaret hende, at det var helt i orden, og at hun endda var særligt heldig, når hun havde en ekstra bedstefar. Den lille pige havde strålende fortalt både mor, far og kammerater, at han var hendes ekstra bedstefar. Han var stolt som en pave!

Resten af rødvinen kunne lige nøjagtigt være i glasset, hvis han tog en stor slurk. Det var første gang han havde drukket en hel flaske vin på een dag, men han havde også rigtigt hygget sig om eftermiddagen med et par kapitler i en god bog og lidt gammeldags rock og rul musik. I et par timer havde han fortrængt alt andet end den gode historie. Bare ladet sig underholde.

Langsomt rejste han sig fra spisebordet og satte sig hen i fjernsynsstolen. Han var træt af den lille treværelses lejlighed. Men politik var ikke noget man blev rig af. Ikke hvis moral betød noget – og moral betød noget for Hanstholm. Godt nok måtte han flere gange bryde politiske løfter for at få alt til at gå op i en højere enhed. Men han havde aldrig modtaget bestikkelse. Og guderne skulle vide, at han tit var blevet tilbudt og fristet af bestikkelse. Han var stadig rystet over dengang, hvor et stort amerikansk tobaksfirma arbejdede for at få tobaksreklamer genindført i Danmark. Han blev som udvalgsmedlem for udvalget for radio og tv-reklamer ustandseligt bombarderet med tilbud. Det blev aldrig direkte fremstillet, som det var, nemlig betaling for en stemme. Virksomhederne ville bare være på god fod med politikerne og krævede selvfølgelig intet til gengæld. Det største tilbud fra tobaksfirmaet var en rejse til USA til en værdi af mindst 50.000 gode danske kroner. Og han, som holdt så meget af at besøge USA - med dette tilbud kunne han gøre det på første klasse. Han var ved at være mør. Men så pludselig kom der ikke flere tilbud. Og kort tid efter anbefalede et flertal i udvalget meget varmt at genindføre tv-reklamer for tobak.

Hvis han havde taget imod lidt gaver hist og her, så behøvede han måske ikke at bo i denne lille, usle lejlighed på 55 kvadratmeter. Og han behøvede måske heller ikke køre i den gamle udtjente Saab 900 turbo fra 1982. Før i tiden var politikerne stærkt styret af partidisciplinen. Nu dansede de efter den økonomiske pibe. Han, Peter Hanstholm, bestræbte sig stadig på at stemme efter det gamle princip i Grundloven.

Mørket var ved at falde på. Hanstholm kiggede ned på gaden, mens han forsøgte at samle tankerne. Så kiggede han på sit gamle Timex ur. Han skulle lige se nyhederne klokken 22. Han tog derfor remoten oven på TV-apparatet, satte sig i stolen og zappede lidt rundt mellem de 60 kanaler, inden han præcist klokken 22 trykkede om på TV-3.

Samme tid et andet sted i Aarhus kom Muhammed gående sammen med sine to venner fra Gambia. De havde alle tre været anholdt flere gange for at småpushe kokain. Som oftest for at finansiere deres eget forbrug. De var for det meste så langt ude, at de forsøgte at sælge stoffer til alle, der kom forbi -selv helt unge skolebørn fra sjette og syvende klasse. Og det var sjældent noget problem at få skidtet solgt.

Lige nu gik de op og ned af Mølleparken for at løbe kunder op. Tidligere var det svært at være narkopusher i Mølleparken. Dels fordi parken lå lige foran det kommunale bibliotek, og at det derfor var i offentlighedens interesse at holde stedet sikkert for borgerne. Dels havde den halvanden meter høje mur, som lå lige før Mølleparken, indtil for nylig været forbeholdt lokale drankere. De havde holdt sig mindre synlige fra bibliotekets side, og havde derfor fået lov til at blive. Men situationen i dag var den, at politiet holdt skarpt opsyn med Mølleparken uden dog at chikanere narkohandlerne alt for meget. Lige nu vidste man, hvor de var. Drankere havde til gengæld fundet et andet sted.

Solnedgangen var ved at mørklægge hele Mølleparken. Politiet havde ikke vist sig i timevis. Lige bag de tre gambianere gik to unge mænd og talte om, hvor grimme negere egentligt var. De to morede sig kosteligt, da den ene kløede sig under armene og udstødte nogle abelyde. Afrikanerne ignorerede dem, de var vant til den slags fra de tolerante danskere.

Fra den modsatte ende af parken gik en gruppe unge danskere. De var fem stykker, hvoraf de to bageste var nogle ordentlige brød. De kiggede alle meget nervøst rundt. Skiftevis på de tre afrikanerne og ud på gaden. Men der var ikke et øje, bortset fra de to unge mænd lige bag afrikanerne.

Nogle meter før gruppen var ud for afrikanerne, gav den forreste mand tegn til at noget skulle ske. Den ene af de store mænd åbnede sin lange, gule sportstaske. Da gruppen netop havde passeret de tre afrikanere, rakte hver mand hurtigt ned i tasken efter hver deres trækølle. De to unge mænd, der gik bag afrikanerne, blev forskrækkede og skyndte sig væk.

Muhammed fik det første slag. Det sad lige i knæhaserne, så han måtte gå i knæ. Det næste ramte ham i ryggen og væltede ham ned på fortorvet. Det samme skete med hans to kammerater. Det var alt sammen nøje planlagt af Henning og Hans: Et slag i knæhaserne, et i ryggen og et par spark i maven. Ikke mere. Enkelt og lige til og uden alt for megen dramatik.

Dø, dit perkersvin, råbte den ene af de store brød og svang køllen direkte mod Muhammeds hoved. Der lød en hul lyd, hvorefter en tyk, mørk masse flød ud af en flænge i hovedet. Muhammed var stendød! Den store mand slog endnu et par gange, inden det gik op for ham, at afrikaneren var død. De andre var i gang med at sparke Muhammeds venner efter planen. Men de standsede op og kiggede på den døde Muhammed.

Hvad fanden har du gjort?, spurgte manden, der ledte angrebet, idet han kiggede skræmt over på den døde.

Han gjorde det, vi skulle have gjort fra starten, svarede en af de tre andre i gruppen. En høj og meget tynd, næsten mager mand. Så løftede han sin trækølle mod den afrikaner, han lige havde sparket bevidstløs. Ramte med stor kraft hovedet, så køllen knækkede. Men hovedet så ud til at holde.

Giv mig din kølle Martin - hurtigt, sagde han så og pegede over mod den lille, tætte Martin.

Ingen navne for helvede, din idiot!, sagde lederen, mens han gik hen imod den emsige, tynde mand. Vi er færdige her!, fortsatte han og hev den knækkede kølle fra manden.

De har set os og kan udpege os, argumenterede Mohammeds morder tørt, inden han forsøgte sig mod det genstridige hoved. På andet slag flækkede det. Samtidig var den tredje afrikaner kommet til bevidsthed, og han skreg i vilden sky, da han så sine to barndomskammerater ligge livløse ved siden af.

Slå ham ihjel, Frank, opmuntrede den tynde mand, mens han pegede på den grædende afrikaner.

Ingen navne. Så fat det dog!, nærmest skreg lederen, inden han gik hen og gav den tynde et knytnæveslag lige midt i ansigtet. Han faldt bagover og slog hovedet mod fortorvet og mistede et kort øjeblik bevidstheden.

På samme tid fik den sidste afrikaner et ordentligt slag med køllen og blødte kraftigt fra en flænge i hovedet. Gruppen hankede op i den åbenmundede, tynde mand og skyndte sig væk fra Mølleparken. Henning og Hans havde beregnet, at der ville være mindst fem minutter til at flygte i. Ingen i gaden ville tilkalde politiet bare på grund af et overfald på nogle sorte narkohandlere. Men situationen havde ændret sig nu, hvor der var begået mord. Nu kunne de ikke regne med naboernes opbakning. De skyndte sig at lægge køllerne op i sportstasken og hastede hen mod banegården. Undervejs fik de et lift med linie 4.

Der var ikke særligt mange mennesker med bybussen sådan en tirsdag aften. Faktisk var der kun et ungt par, der sad