Mine bidrag til verdensfreden: RokokoPoster 2012-2019

By Adam Estrup

Klog og mindre klog satire udgivet på RokokoPosten fra 2012 til 2019. En samling af forsøgsvis humoristiske, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde bidrag til verdensfreden (eller det modsatte ) og kommentarer til samfundets generelle standen-i-våde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 27, 2019
• ISBN: 9788743063186

Adam Estrup

Adam Estrup er født i 1964. Det gør ham halvgammel, men derfor også god til at sætte ting i relief (han som andre halvgamle set det hele før). Det gør han i alle fald ret overbevisende i denne samling af bidrag til Danmarks førende satiremedie, RokokoPosten. Han har arbejdet som journalist, rådgiver og administrerende direktør - og dertil skrevet en række virksomhedsbøger foruden klummesamlingen Absurditeter, hyklerier og tvende tunger i 2018.

Book preview

Af samme forfatter

Absurditeter, hyklerier og tvende tunger

Geismars Væverier 1856 – 2016

Til D, H, C & C

Indholdsfortegnelse

Forrod

Dansker ansat i butik i København

Unge politikere erkender en verden udenfor

Muskelhundeejernes kønsorganer større end antaget

Juletræet er et voldsomt Anslag mod Danskheden

Dansker arver millioner efter grandonkel i Nigeria

Stille vejr rammer Danmark

Sverige i totalopgør med sexismen

Dan Jørgensen: Tobaksindustri skal gøre danskere afhængige af grøntsager

Skolestart i vuggestuen skal få Danmark i verdenseliten

Supersygehus skrotter patienter for at spare

Vuggestuer advarer mod Farvekridt

Jelved vil stoppe kvindelig dominans i modelbranchen

Efter DF-valgsucces: Enhedslisten vil stoppe penge til provinsen

Enhedslisten ekskluderer folketings medlem: Stemte ja til lovforslag

Prisstigninger skal sikre DSB arbejdsro uden passagerer

Danmarks Radio fjerner lange ord i debatprogrammer efter klager

Kronprinsen i nyt uheld: Klemmelus på tommelfingeren

Danske Mads spillede mod norsk ludo-geni: Han har en exceptionel hukommelse

Nu skal SKAT kontrollere via borgernes webcams

Folketingsmedlemmer raser over tvungen virkelighedspraktik

New York udskifter hvide mænd på trafiklys

Modstandere af plantemord demonstrerer

Politikere vil beskatte udånding af CO2

WWF-jubel: Urskandinavisk dræbersnegl tilbage

Bilafbrændere jubler over ophævet forbud mod åben ild

Københavns Universitet: Slut med krænkende latinske bogstaver

Regeringen lukker SKAT

Højesteret: Fejlbehæftet barn kan leveres tilbage

Hans Maiestæt tilbagekiøber Posten

Alternativet: Halvér menneskeheden for økologiens skyld

Danske gymnasier fjerner Platon og Homer fra undervisningen

Magneto-Telefonen bør forbydes

Alternativet: Indfør allemandsret i private haver

Efter Royal Run: Kongehuset moderniserer statuer

Regeringen i kovending efter Trumpaflysning: Bytter Grønland for De Vestindiske Øer

Forrod

Det er bare for sjov. Og så alligevel ikke. For satiren er vigtig og central for samfundet. Den udstiller magthaverne, de politisk korrekte og alle de andre, der gerne vil bestemme, hvad vi skal mene, tro på og ikke mindst lade være med at gøre.

RokokoPosten dukkede op i undertegnedes bevidsthed, da vores i skrivende stund siddende statsminister beklagede sig over en RokokoPost (fra den 18. april 2011). Mette Frederiksen mente i ramme alvor, at læserne kunne tro, at det var rigtigt, at hun ville bekæmpe singlesamfundet.

Nu forekommer Frederiksen ikke særskilt tyndhudet – det er vist svært at være, hvis man skal gøre sig til i det politiske, endda helt frem til statsmedisterembedet – men at hun kunne tage på vej over en satirisk artikel publiceret i et satirisk medie viser, hvor rigtigt det er, at nogle taler Rom midt imod.

Det gør om nogle RokokoPosten. At samme medie på et senere tidspunkt vistnok af nogen eller noget er udråbt til et af Danmarks mest troværdige af slagsen stiller selvfølgelig de klassiske medier i et mindre flatterende lys. Ikke mindst da de jo ikke frivilligt beskæftiger sig med fake news (med mindre, selvfølgelig, det lige skulle passe i avisens chefredaktionelle eller forretningsmæssige kram).

Men selv om hæderen er stor, så peger den på en vigtig og helt central pointe om satire. Skal den nemlig gøre, hvad den har til formål, satiren, så kræver det, at vi, der læser den, forstår konteksten. At vi kan bruge satiren til at perspektivere. Og i øvrigt, i RokokoPostens tilfælde, forstår det som de kloge kalder mediernes formsprog – at artiklerne ligner rigtige artikler og dermed spiller på nogle allerede kendte strenge i vores bevidsthed.

Og det er naturligvis en caveat. For satiren kan ende med at gøre det modsatte af dens formål, hvis den går hen og bliver vores eneste nyhedskilde. Mest fordi den har potentiale til at gøre os ligeglade: Ha, der fik de dén! Hvor er det godt, at han/hun/den/det/de blev udstillet. Lad os gå grinende videre til næste samfundsmæssige udfordring, som vi så også bare kan le af – alt imens administratorer, politikere og andre magthavere uanfægtede fortsætter deres despotiske, udemokratiske og arrogante fremfærd¹.

De tre begavede kommunikatører Stine Bagger Vium, Caroline Boas og Vibeke Finnemann Scheel har beskrevet det fremragende i et indlæg i Berlingske Tidende den 4. oktober 2018:

Men det behagelige format bærer en overhængende risiko for, at vi ikke kommer op af sofaen og ud i æteren med vores egen magtkritik. Satirikerne gør arbejdet for os, og vi risikerer på den måde at øge tolerancetærsklen for embedsmisbrug og lokumsaftaler mellem journalister og politikere blandt befolkningen. Den hårdtslående satiregenre er begrænset af sin egen useriøsitet, og satirikernes ellers berettigede og nødvendige kritik af magthaverne ender som konsekvensløse slag i luften.²

Satire uden kontekst, uden ’sounding board’, har altså potentialet