Lemmingeeffekten: - Om krise, ledighed og menneskesyn i Konkurrencestaten

By Erik J. Huigen

Lemmingeeffekten handler om mennesker. Hvordan forstår vi, moderne mennesker,de økonomiske kræfter, der udgør kapitalismen anno 2014? Hvor er vi på vej hen, og hvorfor?

Med udgangspunkt i historiens ideologiske og politiske virkelighed forklares den krise, som verden har befundet sig i siden 2008. Årsagerne går længere tilbage, og konsekvenserne vil forfølge de kommende generationer. For den enkelte, uanset om man er arbejder eller arbejdsløs, har den nye virkelighed allerede konsekvenser i form af øget fattigdom, arbejdspres, misbrug af ledig arbejdskraft og stigende ulighed.

Vi lever i New Public Managements tidsalder, hvor alt forvaltes ifølge den økonomiske nødvendigheds direktiver. Reelt har vi allerede afskaffet den berømmede velfærdsstat. Borgerret erstattes af forbrugerrettigheder, og demokratiet er truet. Neoliberalismens mantra er vækst, uagtet om det forringer menneskers liv eller ødelægger naturen og klimaet. Er der alternativer?

Svaret er et rungende "ja", og der gives eksempler på, hvordan vi undgår at falde i afgrunden sammen med resten af lemmingeflokken.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 30, 2014
• ISBN: 9788771454116

Erik J. Huigen

Erik J. Huigen er hollandskfødt dansker. Uddannet kandidat i Idéhistorie på Aarhus Universitet og socialpædagog. Medstifter og tidligere formand for LLV – Landsforeningen Lediges Vilkår, debattør og skribent.

Book preview

16.6.2013).

1. Arbejdsløshedsproblemet

Nutidens definitioner af arbejde afspejler samtidens ideologiske syn på arbejde og afspejler dermed ikke nødvendigvis arbejdsbegrebets historiske kontekst. Det moderne arbejdsbegreb er således udtryk for en økonomisk og politisk (værdiladet) målsætning, fastlagt i en kontraktuel form, der undgår tillid som bærende faktor. På baggrund af nutidens nyklassiske arbejdsmodel forstærkes indtrykket af en kontraproduktiv offentlig sektor, hvis resultater viser sig som det stik modsatte af det, den lover, hvilket medvirker til at undergrave tilliden til vores demokratiske institutioner.

Hvad betyder arbejde?

Arbejde er ikke længere et entydigt begreb, hvorved arbejdsløshed også er blevet vanskeligere at definere. Det er nemt at blive forvirret og vildledt af værdiladede, økonomiske begreber i den offentlige debat, f.eks. cafépenge i stedet for SU. Tilsvarende omfatter arbejdsbegrebet nogle af de mest interessante eksempler på misbrug af begreber til at tjene bestemte, ideologiske formål.

Tidligere tiders almindelige lønarbejde er i dag delt op i to vidt forskellige kategorier, som først og fremmest adskiller sig ved den lovgivning og de rettigheder, der knytter sig til dem. Den ene betegnes arbejde og er på ordinære løn- og arbejdsvilkår, og er altså det, vi i almindelighed forstår ved et arbejde som lønmodtager. Den anden betegnes tilbud og har formelt til hensigt at hjælpe ledige borgere tilbage til arbejdsmarkedet gennem forskellige former for aktivering. I ‘Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed’ § 1, stk. 2 lyder det:

Ved arbejde forstås ordinært arbejde, der er udbudt på almindelige lønog arbejdsvilkår, og hvor der ikke gives offentlige løntilskud til lønnen. Ved tilbud forstås tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Denne aktuelle definition af arbejdsbegrebet har betydelige konsekvenser. Det er ikke længere selve arbejdsopgaven eller arbejderens kompetencer, der afgør, om man falder ind under den ene eller den anden kategori – og dermed har ret til en lønindkomst på ordinære vilkår eller ikke. Skillelinjen mellem arbejde og tilbud bestemmes alene ved, om der udbetales en ordinær løn, eller om man får en direkte eller indirekte offentlig ydelse for sin indsats. En direkte ydelse er f.eks. ydelsen ved arbejde i såkaldt virksomhedspraktik og nyttejob, hvor den ledige i en periode arbejder for sin overførselsindkomst. En indirekte ydelse er f.eks. det løntilskud, som arbejdsgivere modtager som hel eller delvis lønkompensation, når de ansætter - hvis man overhovedet kan kalde det en ansættelse - ledige borgere i løntilskudsjob. Både virksomhedspraktik, nyttejob og løntilskudsjob falder ind under betegnelsen tilbud, og uanset om den ansatte er fuldt ud kompetent til opgaverne, er lønnen for arbejdet en offentlig ydelse, som samtidig typisk er en underbetaling, da den svarer til den overførselsindkomst, den ledige modtager i forvejen, når han eller hun ikke er aktiveret i et tilbud⁷.

I praksis betyder dette, at arbejderen, uanset vedkommende er i beskæftigelse, stadigvæk skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke optjener dagpengeret i arbejdsforholdet, til gengæld for at arbejdsgiveren kan få en økonomisk kompensation. Dette er efterhånden normal praksis på det danske arbejdsmarked, og det begrundes ud fra en noget for noget-logik, som ikke bør forveksles med Ret og Pligt, idet ledige borgere ikke får rettigheder til gengæld for pligten til at arbejde for deres overførelsesindkomst. På trods af arbejdsindsatsen får man ingen løn, men en ydelse, der til gengæld er betinget af, at man står til rådighed og fortsat skal søge job samt dokumentere sin aktive jobsøgning sideløbende med, at man arbejder. At være i arbejde er således fundamentalt forskelligt fra at være i aktivering i et tilbud, uanset om arbejdsopgaverne er de samme.

Denne moderne opfattelse af arbejdsbegrebet klassificerer således arbejderen som enten arbejder eller som modtager af et offentligt tilbud, alt efter om arbejdsgiveren modtager en økonomisk kompensation eller ej – eller endda modtager arbejdskraften ganske gratis, som det f.eks. sker i nyttejob og virksomhedspraktikordninger, hvor selv uddannede og arbejdserfarne ledige kan komme i ’praktik’, endda i deres egen branche⁸. Dette står i skarp kontrast til det, man i traditionel forstand forstår ved betegnelsen arbejde. Her betyder arbejde et arbejdsforhold, hvor en arbejdsgiver betaler en ansat en løn for at udføre en opgave eller producere en vare eller en ydelse. Uanset hvordan arbejdsgiveren finansierer arbejderens løn, herunder gennem offentlige puljer eller statstilskud, så bør arbejderens frihed og rettigheder ikke reduceres derved.

Inden for den private sektor er det yderligere problematisk, at staten således afholder en del af (løn-)udgifterne ved en privat virksomheds produktion. Normalt vil man kalde den slags transaktioner for statsstøtte, hvilket ikke alene er en udgift for samfundet og skatteyderne, men også har en konkurrenceforvridende effekt. Statsstøttede ansættelser betragtes normalt ikke som liberal politik, men det foregår alligevel i stort omfang under dække af, at de støttede job er hjælp til de ledige. Ret beset er der tale om statslig erhvervsstøtte til forbedring af konkurrenceevnen, en strategi, der bakkes op af næsten alle partier.

Denne strategi er del af den såkaldt aktive arbejdsmarkedspolitik, således som denne bliver udlagt i en moderne konkurrencestat. En lignende model blev brugt i de forhenværende Sovjetstater, hvor man også sammenblandede politik og produktion, ligeledes begrundet i ideologiske anskuelser. Forskellen er, at man i Danmark benytter sig af langsigtede prognoser (som jeg vil vende tilbage til) i stedet for sovjetternes femårsplaner. Yderligere peger udviklingen på, at vores model skaber social ulighed i langt højere grad, end den sovjetiske model gjorde. Fri konkurrence betyder nemlig, at den naturlige dynamik på markedet fører til større indkomstforskelle end i et statsreguleret system, som det Sovjetunionen havde.

Den traditionelle, historisk betingede opfattelse af arbejde som et ligeværdigt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager er opstået i en praksis, hvor køber og sælger af arbejdskraft naturligt har haft hver deres interesser foruden fællesinteressen i selve arbejdsforholdet. Den aktuelle politisk bestemte strategi bryder med denne historiske praksis af ideologiske grunde. Politikerne har simpelthen besluttet, ud fra et ensidigt hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne, at lave om på begrebernes betydning uden at tage hensyn til hverken producentens eller arbejderens interesser eller opfattelsen af deres historisk afpassede, indbyrdes