Velstandssamfundet: Forretning, teknologi og samfund indtil det 19. århundrede

By Jens Christensen

Bogen skildrer forhistorien og begyndelsen til det moderne velstandssamfund fra tidernes morgen og indtil slutningen af det 19. århundrede. Der fokuseres på, hvordan mennesker gennem det organiserede livtag med naturen skaber deres eksistensgrundlag i samspil med den elitekontrollerede statsmagt.

Fra det 16. til 18. århundrede indledes i Vesteuropa en ny og markedsøkonomisk udvikling, som bryder igennem i det 19. århundrede. Private virksomheder er, i samspil med nationalstaten, omdrejningspunktet for det nye dynamiske samfund. Det resulterer på alle måder i et opbrud i samfundslivet, som for alvor folder sig ud i det følgende århundrede.

Udviklingen i det 20. og 21. århundrede belyses i et efterfølgende bind 2.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 23, 2018
• ISBN: 9788743007234

Jens Christensen

Lektor, dr.phil. Jens Christensen ved Aarhus Universitet har gennem mange år arbejdet med det historiske og aktuelle samspil mellem forretning og teknologi i et både samfundsmæssigt og virksomhedsmæssigt perspektiv.

Book preview

Indhold

Bd. 1

Indledning

Jæger-samlersamfundene

Jæger-samlersamfundet

Teknologi

Organisering

Kultur

!Kund

Jæger-samleres marginalisering

Landbrugssamfundene, -1500

Landbrugssamfundet

Landbrugssamfundenes udvikling

Staten

Høvdingedømmer

Statsdannelser

Hæren

Husholdning og virksomhed

Viden

Kultur

Erhverv og samfund

Landbruget

Svedjebruget

Nomader

Landbrug

Verdens landbrugscentre

Fra Mellemøsten til Afrika og Europa

Mellemøsten

Afrika

Europa

Fra Kina til det øvrige Asien

Kina

Korea og Japan

Russiske Fjernøsten

Centralasien

Sydasien

Sydøstasien

Oceanien

Fra Mexico til Andes og Mississippi

Centralamerika

Sydamerika

Caribien

Nordamerika

Landbrugscentrene

Arbejdsdeling

Håndværk

Handel

Urbanisering

Overgangssamfundet, 1500-1800

Overgangssamfundet

Befolkningen

Den økonomiske udvikling

Samfundsstrukturen

Vesteuropas vækstfaktorer

Virksomheden

Forretningsmiljøet

Stat og virksomhed

Forretningskulturen

Staten

England

Den engelske revolution

Frankrig

Den franske revolution

Kina

Den videnskabelige revolution

Rationel viden

Naturvidenskaben

Videnskabelige instrumenter

Newton

Teknologi og naturvidenskab

Filosofi

Samfundsvidenskab

Kulturen

Erhverv og samfund

Landbruget

Europa

England

Det øvrige Europa

Rusland

Fiskeri

Asien

Kina

Japan

Indien

Sydøstasien

Osmannerriget

Iran

Asien og Europa

Amerika

Syd- og Mellemerika

Caribien

Nordamerika

Afrika

Islam i Afrika

Europa og Afrika

Håndværk og industri

Tekstilproduktion

Minedrift og metalfremstilling

Bogtryk

Den kemiske proces

Byggeri

Transport

Landtransport

Skibsfart og skibsteknologi

Den militære revolution

Handel

Hjemmemarkedet

International handel

Handelens organisering

Penge

Hvorfor Vesteuropa?

Hvorfor England?

Hvorfor ikke Kina?

Den 1. industrielle revolution, 19. århundrede

Det tidlige industrisamfund

Industrielle revolutioner og lange bølger

Befolkningsudviklingen

Den økonomiske udvikling

Førerlande og følgerlande

Verdenshandelen

Industrialisering og regionalisering

England

Det øvrige Europa

USA

Virksomheden

Håndværk, manufaktur og forlagssystem

Fabrikken

Staten

Viden

Naturvidenskab

Human- og samfundsvidenskab

Kultur

Kultur og klasser

Massekultur

Den klassiske kultur

Samfundene

Vesteuropa

England

Frankrig

Tyskland

Belgien

Holland

Schweiz

Skandinavien

Sydeuropa

Italien

Spanien

Portugal

Grækenland

Rusland og Østeuropa

Rusland

Østeuropa

Nordamerika

USA

Landbruget

Moderne transport- og kommunikationsmidler

Industrialiseringen

Finanssektor og investering

Udenrigshandel

Den sociale udvikling

Canada

Latinamerika

Landbruget

Industrien

Eksportdrevet økonomi

Oceanien

Australien

New Zealand

Asien

Japan

Kina

Indien

Sydøstasien

Mellemøsten

Osmannerriget

Iran

Afrika

Nordafrika

Sahara

Sydafrika

Vestafrika

Østafrika

Det centrale Afrika

Forretningssektorerne

Landbrug og fødevarer

Vesteuropa

Østeuropa og Rusland

Nordamerika

Det markedsøkonomiske landbrug

Landbruget i globalt perspektiv

Industrien

Englands industrielle revolution 1780-1840

Bomuldsindustrien

Vandkraft og jernindustri

Kanaler og veje

De nye iværksættere

Den nye arbejderklasse

Ændrede efterspørgselsmønstre

Britisk krise i 1820’erne og 1830’erne

Det industrielle gennembrud 1840-1890

Jernbaner

Kul og jern

Dampmaskiner, værktøjsmaskiner og maskinindustrien

Dampskibe, jernskibe og skibsfart

Jernbanerne og USA’s catch-up

Den kemiske revolution

1780-1840

1840-1890

Forbrugsvareindustrien

Føde- og drikkevarer

Byggematerialer

Serviceindustrien

Den strukturelle tilpasningskrise ca. 1870-1890

Bd. 2

Den anden industrielle revolution, 20 århundrede ....................... 15

Den tredje industrielle revolution, fra 1990’erne til 2010’erne .. 353

Den fjedje industrielle revolution, fra 2010’erne til 2020’erne .. 505

Konklusion ................................................................... 619

Litteratur ................................................................... 627

Indledning

Fremstillingens forudsætninger

Mennesker har til alle tider levet i samfund, hvor de har skabt deres eksistensgrundlag gennem livtaget med naturen og med hinanden. Længe levede det store flertal på et eksistensminimum. Først inden for de sidste hundrede år har denne tilstand ændret sig radikalt, så tilværelsen for flertallet af i-landenes befolkning i dag præges af velstand. En voksende middelklasse i resten af verden har de seneste årtier oplevet en tilsvarende udvikling. Omdrejningspunktet for denne udvikling er den forretnings- og teknologiudvikling, som er slået igennem i form af samfundslivets industrialisering. Det er blevet endnu tydeligere under det 21. århundredes globalisering og digitalisering. Transnationale selskaber trækker deres forsyningskæder på kryds og tværs af lande og regioner og binder verden stærkere sammen end nogensinde før. Ved hjælp af deres kombinerede forretnings- og teknologikompetencer er de hoveddrivkraften i en omfattende ændring af tilværelsen, som for første gang også inddrager lande og befolkninger uden for i-landene.

Det er langt fra første gang, at forretning og teknologi har været omdrejningspunktet for større samfundsændringer. Sådan har det været gennem hele industrisamfundets to hundredårige historie. Gennem dette lange tidsrum er større industrielle omlægninger resulteret i markante produktivitetsløft med en forbedret levestandard og radikale samfundsændringer til følge. Samtidig er forandringstempoet accelereret. Nutidens globalisering og digitalisering repræsenterer et nyt spring i udviklingen og en endnu hastigere udvikling end hidtil. Det understreger blot, at forretning og teknologi udgør det dynamiske omdrejningspunkt for samfundsudviklingen i en verden, hvor markedsøkonomi og kapitalisme omfavner både arbejdsliv og hverdagsliv. Resultatet af denne udvikling er blevet nutidens velstandssamfund, som samtidig har muliggjort det skattefinansierede velfærdssamfund. Ved velstand forstås i dag et samfundssystem med en høj levefod og en veludviklet infrastruktur, der tilsammen giver hovedparten af befolkningen gode muligheder for at uddanne og udfolde sig. Udfordringen ligger i jævnligt at skulle tilpasse kompetencer og indsats til undertiden større samfundsforandringer. En anden væsentlig problemstilling knytter sig til skellet mellem demokratiske og autoritære samfund. Vi vil ikke i denne sammenhæng går nærmere ind på dette spørgsmål. Der ligger dog en vigtig pointe i, at en markedsbaseret velstand vanskeligt kan blomstre uden en fri informationsudveksling.

Selv om forretning og teknologi udgør omdrejningspunktet for samfundsudviklingen, kan de ikke stå alene. Andre samfundsdimensioner som staten, kulturen og familien er uundværlige led i reproduktionen af samfundshelheden og skabelsen af den meningsfuldhed, der også hører til mennesketilværelsen. Al samfundsudvikling drejer sig om mennesker, som i forskellige institutionelle sammenhænge skaber deres tilværelse. Nogle institutioner er blot vigtigere end andre, og allervigtigst er det forretningsmæssige og teknologiske centrum. Dette centrum er i moderne tid koncentreret i virksomhederne, specielt de førende. I samspil med andre innovative organisationer og i et modspil med fodslæbende organisationer og interesser udvikler det moderne samfund sig.

Dynamikken i nutidens samfund peger samtidig på den grundlæggende forskel mellem de markedsstyrede industrisamfundets tidsalder og de før-kapitalistiske samfund med en overvejende selvforsyningsøkonomi. I sidstnævnte tilfælde betegner forretning og teknologi den organiserede arbejdsproces, hvorigennem mennesker skaber deres eksistensgrundlag og indbyrdes relationer. Forretning og teknologi i moderne samfund omfatter alle mulige markedstyrede tiltag for at gøre virksomhederne konkurrencedygtige og hæve den samfundsmæssige produktivitet. Først når produktiviteten begynder kontinuerligt at stige, skabes efterhånden en velstand, der løfter flere og flere mennesker op over eksistensminimum og gradvist øger deres levefod. I før-industrisamfund havde højst en tiende del af befolkningen gjort sig fri fra truslen om sult og nød. I nutidens i-lande er billedet vendt på hovedet. Hovedparten af befolkningen nyder godt af en høj levefod, sikkerhed og tryghed. En voksende del af de nye vækstlandes befolkning bevæger sig i samme retning. Til gengæld lever halvdelen af Jordens indbyggere fortsat under kummerlige vilkår, der kan sammenlignes med før-industrisamfundenes. Hvordan er vi kommet fra fattigdom til rigdom, og hvorfor er det lykkedes for nogle samfund og ikke for andre? Det er den historie, der skal fortælles her.

Denne fremstilling bygger på en helhedsopfattelse af samfundshistorien. Den igangværende globalisering og digitalisering understreger kun behovet for at forstå verden som en helhed. Med helhed menes der, at samfundene formes af en kerne, nemlig forretning og teknologi. Det er her samfundsværdierne skabes gennem virksomhederne som bærere af markedsøkonomi og udvikling. Effekten heraf spreder sig til alle andre sider af samfundslivet, ikke passivt men i et aktivt samspil med væsentlige institutioner som staten og familiens husholdninger. Tilsammen udgør de primære institutioner i form af forretning og teknologi og sekundære institutioner den samfundsmæssige helhed. De primære og sekundære områder spiller sammen og påvirker hinanden, og undertiden kan sekundære områder som staten få særlig stor betydning for den videre udvikling. I det hele taget er staten en institution, der siden det traditionelle landbrugssamfunds oprindelse og frem til nutiden har været en afgørende regulerende faktor for samfundslivet. Et samfund og samfundshistorien betragtes derfor ikke som summen af mange dele, der påvirkes af forskellige faktorer i en nærmest uforudsigelig retning. Samfundet er ikke blot lig med summen af adskilte størrelser og søjler, der udvikler sig separat og hver for sig alt efter, hvem der er stærkest, eller som udtryk for en vilkårlig pærevælling. Som et andet lokomotiv driver den dynamiske kerne i moderne tid hele samfundsudviklingen, mens strukturel stagnation på et lavt produktivitets- og velstandsniveau hersker i før-industrisamfundet.¹

Der foreligger en omfattende historisk-empirisk viden om både den historiske udvikling og om nutiden i al dens mangesidethed. Den udnyttes i den udstrækning, den bidrager til at belyse samfundsudviklingen ud fra et helhedsperspektiv. Selv samme helhedsperspektiv er udviklet i en kontinuerlig læreproces, hvor empiri og teori har mødtes og sluttelig danner en syntese. Den teoretiske inspiration til at udvikle et helhedsperspektiv på forretning og teknologi stammer fra en forskningstradition, der går tilbage til Marx, Weber og Schumpeter i anden halvdel af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede. Denne tradition er siden hen fulgt op af en lang række økonomiske historikere og økonomer som Chandler, Rosenberg, Freeman og Porter m.fl. Fælles for dem er, at den kapitalistiske tidsalder (de sidste to hundrede år) opfattes som dynamisk med forretning og teknologi som omdrejningspunktet.² Marx har leveret den grundlæggende analyse af det kapitalistiske system, inkl. forståelsen af arbejdsprocessen og teknologiens afgørende betydning, såvel som skellet mellem før-kapitalisme og kapitalisme. Det gælder også definitionen af teknologi som en kombination af teknik, materialer, arbejdskraft, viden og organisation, dvs. identisk med arbejdsprocessen.³ Weber uddyber de sociale strukturers og kulturens betydning. Med Schumpeters udtryk er industrisamfundets historie præget af ’kreativ destruktion’ – til forskel fra de før-kapitalistiske samfund.

Konkurrencekampen mellem virksomhederne driver udviklingen af ny teknologi, som gør den eksisterende teknologi overflødig og derved bidrager til at løfte samfundets produktivitet og befolkningens levefod. Virksomheden som forretning er omdrejningspunktet for denne udvikling, mens arbejdsprocessen/teknologien udgør det maskinrum, hvor produkterne formes og sendes ud på markedet. Chandler har vist, hvordan kapital- og teknologiintensive virksomheder udgør lokomotivet for denne udvikling, mens andre (Rosenberg, Porter) supplerer med arbejdsprocessen eller værdikæden som det sted, hvor konkurrenceevnen skabes. Specielt Porter har peget på, hvordan der opstår en særlig stærk dynamik og konkurrenceevne gennem virksomheder og videninstitutioners indbyrdes samspil i klynger, og hvordan samfundene kan udvikle sig som systemer med i-landene som det højeste niveau. Det forretningsmæssige og teknologiske centrum udvikler sig herunder i et symbiotisk samspil med de øvrige samfundsinstitutioner, især staten.

Hertil knytter sig de øvrige institutioner som staten. Til forskel fra den enorme historiske litteratur om elitens skiftende magtkampe siden tidernes morgen peger en anden litteratur mere på statens rolle i et samfundsmæssigt helhedsperspektiv.⁴ Kultur opfattes her som et overordnet begreb, til forskel fra de mange forskellige enkeltkulturer.⁵ Et hvert samfund bæres af en række dominerende adfærdsnormer, som folk indpodes fra barns ben af gennem familien og i samspil med samfundslivets herskende økonomiske og politiske strukturer. I udynamiske samfund virker kulturen stærkt cementerende på samfundet, mens traditionelle kulturer i dynamiske samfund udfordres af en fremadrettet forretningskultur. Familien og dens husholdning spiller også her en central rolle.⁶

Ud over den mere forretnings- og teknologiorienterede litteratur er der det sidste halve århundrede udviklet en makroøkonomisk udforskning af samfundenes vækst. Vækststudierne, der startede i 1950’erne med Rostow som pioneren, har siden fået følgeskab af økonomiske vækststudier i de allerfleste land. Både FN, Verdensbanken og IMF har fulgt det op med årlige vækstmålinger for alle verdens lande.⁷ I et længere historisk perspektiv har Maddison i OECD-regi udført et vigtigt pionerarbejde med at samle al relevant viden og ud fra et ensartet grundlag opstille landevise vækst- og befolkningstal fra de ældste tider til i dag.⁸ Vækststudierne giver et kvantitativt grundlag for at belyse produktivitetsniveauet og dermed samfundenes levestandard og kompleksitet over tid.

Da industrikapitalismen opstår og udvikler sig i Vesteuropa og Nordamerika danner Atlantregionens virksomheder og stater også automatisk centrum for de seneste to hundrede års historie. Andre dele af verden indtager derfor mere en perifer rolle, indtil den nye udvikling efter årtusindskiftet.⁹ Undervejs påvirkes den ikke-vestlige verden i stigende grad af et voksende verdensmarked, uden at det afføder en tilsvarende industrialisering som i Vesten. Forklaringen på denne dobbelthed udgør en nødvendig del af verdenshistorien for at forstå baggrunden for og udfordringerne i de nutidige udviklingslandes ’catch-up’ proces.

Til forskel fra industrisamfundene opfattes den før-kapitalistiske og før-industrielle tidsalder som overvejende ikke-dynamisk. I en verden: hvor 90 % af befolkningen vedvarende levede af landbruget og primært producerede til eget forbrug; hvor overklasse og fyrster ikke deltog aktivt i arbejdslivet og tilegnede sig en væsentlig del af bøndernes produktion, som anvendtes til forbrug og militær; hvor land og by kun i begrænset omfang var integreret kommercielt; og hvor handel og håndværk for en stor del beroede på at dække elitens behov – dér savnedes det afgørende grundlag for markedsstyrede og dynamiske samfund. Produktiviteten kulminerede derfor med de fuldt udbyggede landbrugssamfund. Forsøg på at anlægge en markedsøkonomisk betragtning på de traditionelle landbrugssamfund støder konstant på problemerne med at kvantificere en tid, hvor sådanne data ikke blev skabt, netop fordi samfundene ikke var baseret på markedsøkonomi.¹⁰ Der manglede hverken udvikling eller forandring i oldtid og middelalder, men det peger blot ikke i nogen bestemt retning og fører ikke over i en moderne udvikling – før i det vesteuropæiske overgangssamfund efter 1500. I de traditionelle landbrugssamfund var udviklingen på grund af lav produktvitet først og fremmest kvantitativ, dvs. at befolkningstallet steg eller faldt i takt med størrelsen af det dyrkede areal og den anvendte arbejdskraft.

I opfattelsen af de før-industrielle samfund følges den linje, som er tegnet af Marx, Weber, Finley, White, Braudel, Mann m.fl.¹¹ Overgangen fra feudalisme til kapitalisme debatteredes i 1970’erne, men er først genoptaget efter årtusindskiftet med spørgsmålet om vækstsamfundets oprindelse.¹² I de seneste år er der kommet fokus på spørgsmålet om kapitalismens opståen, og hvorfor den opstod i England og ikke i Kina.¹³ Netop nutidens kinesiske vækst, som i høj grad afhænger af samspillet med i-landenes førende virksomheder og deres kompetencer og teknologi, har øget opmærksomheden om betydningen af forretning og teknologi, sammenhængen mellem center og periferi og betydningen af at anvende de rigtige udviklingsstrategier.

For den nyeste tid og prognoser for fremtiden trækkes der på anden litteratur og andre kilder end historieforskningen og i vidt omfang også andet end samfundsvidenskaben, der kun i meget begrænset omfang empirisk behandler den aktuelle udvikling. Her træder de internationale organisationer (FN, OECD, World Economic Forum, mv.) og ikke mindst de førende rådgivnings- og analysefirmaer til, der dækker udviklingen i alle væsentlige industrigrene (PWC, KPMG, Deloitte, EY, McKinsey), mens andre specialiserer sig inden for bestemte områder, såsom IT (Gartner, Forrester, IDC). En tredje kildegruppe består af førende virksomheder inden for de enkelte forretningsområder, som i årsberetninger mv. indgående følger udviklingen inden for deres område. Med nutidens store og stigende interesse for innovation og iværksætteri – og i det hele taget forretningslivets og teknologiens afgørende betydning – bliver forhold som forretningskultur, relevante videninstitutioner og infrastrukturer afgørende. Det ændrer opfattelsen af både stat og kultur. Staten skal kunne spille sammen med et dynamisk og globalt forretningsliv, hvor teknologien får stigende betydning. På samme måde er kultur ikke længere et spørgsmål om vaner, men om evnen til at skabe ny værdi og tilpasse sig et samfundsliv i hastig forandring. Den kulturelle træghed, som altid har præget samfundslivet og bevirket, at folks mentale og sociale tilpasning gerne haltede bag efter økonomi og teknologi, udsættes i dag for en kraftig bearbejdning for at komme fodslæberi til livs. Det lægger også op til en mere fremadrettet opfattelse af stat og kultur, som bl.a. påpeget af Michael E. Porter.¹⁴

Kan man overhovedet sig noget fornuftigt om fremtiden? Det kan man. Ved at gribe fat i de grundlæggende samfundsforhold og deres dynamik er det muligt at kombinere fortid og nutid med sandsynlige udviklingslinjer for fremtiden. Afgørende er at forstå, om den fremtidige udvikling tager afsæt i igangværende strukturelle ændringer eller, om fremtiden stort set fortsætter uden radikale forandringer. Udgangspunktet er her, at der fra 2010’erne indledes en større samfundsforandring under betegnelsen den fjerde industrielle revolution. Det er i hovedsagen også udgangspunktet for de prognoser, som analysefirmaer løbende lancerer om både den generelle udvikling og udviklingen i enkelte brancher, og som virksomhedsledere lader sig lede af for at sikre forretningens fremtid. Med den øgede samfundsdynamik får disse fremtidsorienterede prognoser en stigende betydning. Dybden og bredden i den igangværende udvikling forstås imidlertid bedst ved at udnytte en historisk indsigt, der kan relatere fremtiden til både nutiden og fortiden og se den som en fase, der begynder at vise nye strukturelle træk i samfundsudviklingen.

Fremstillingens organisering

Det lange historiske stræk fra de første organiserede menneskelige aktiviteter til nutiden er struktureret efter skiftende samfundstyper med hver sine særtræk. De repræsenterer hver især et brud i udviklingen – ikke fra den ene dag til den anden men over et længere tidsrum – til forskel fra idéen om historien som en lang kontinuerlig udvikling. For hver samfundstype består fundamentet af arbejdsprocessens organisering og produktivitet (teknologien) i samspillet med omgivelserne, for både den enkelte organisation og på samfundsplan (forretningen). Efter indledningen, hvor fremstillingens præmisser ridses op, følger de enkelte hovedafsnit: Jæger-samler samfundene; Landbrugssamfundene; Overgangssamfundet; Den første industrielle revolution; Den anden industrielle revolution; Den tredje industrielle revolution; og Den fjerde industrielle revolution. Fra og med Overgangssamfundet og specielt de industrielle revolutioner repræsenter hver samfundstype et stadig højere produktivitetstrin og en stigende dynamik og vækst, som er kendetegnet ved skiftende måder at organisere arbejdsprocessen på i samspil med statsmagten og de øvrige samfundsforhold. Inden for de overordnede kapitler opereres der endvidere med underafsnit og delperioder. Fra og med landbrugssamfundene er hver enkelt hovedkapitel belyst ud fra tre dimensioner. Først gives der i globalt perspektiv en oversigt over de centrale udviklingstræk: befolkning, økonomi, staten, virksomheden, viden og kultur. Dernæst følger en gennemgang af den historiske udvikling i verdens samfund med forretning og teknologi som omdrejningspunkt. Endelig skildres erhvervs- og forretningssektorerne for at belyse, hvordan forretning og teknologi udfolder sig på det virksomhedsplan, som driver udviklingen.

Fremstillingens relevans

Hvad skal man med en skildring af velstandssamfundets historie med forretnings- og teknologiudviklingen som omdrejningspunkt i samspil med andre samfundsdimensioner? Hvem kan det interessere? For at orientere sig rationelt og professionelt i en dynamisk verden som vores i det 21. århundrede, er det nødvendigt at forstå baggrunden for denne dynamik. Det er forudsætningen for at kunne træffe relevante beslutninger i virksomheder og organisationer. Men også i hverdagen og for det enkelte menneske har det betydning. Ens muligheder for at gøre sig gældende og blot blive en aktiv del af samfundslivet kræver kompetencer, der er relevante og udvikler sig i takt med de skiftende kompetencekrav.

I princippet kan nærværende fremstilling siges at være relevant for alle mennesker. Det gælder uddannelses- og forskningssektoren, der udfordres af den dynamiske samfundsudvikling. Den truer med at gøre gængse kvalifikationer forældede og stiller krav om at opgradere sine kompetencer i forhold til en dynamisk forretnings- og teknologiverden. Det forudsætter et helhedsperspektiv og evnen til at indgå i en kontinuerlig læreproces i nutidens globalt og digitalt integrerede verden, hvor virksomhederne, specielt de førende, udgør hovedaktørerne.

Men ikke blot uddannelses- og forskningssektoren udfordres af den dynamiske udvikling. Det samme gælder ikke mindst virksomhederne inden for alle sektorer og forretningsområder, inkl. den offentlige sektor. Evnen til at forstå, hvornår en større strukturel forandring sætter sig igennem, til forskel fra en mindre konjunkturel, hvad den indebærer, og hvordan man kan tilpasse sig den nye udvikling – det vil være en helt afgørende kompetence fra 2010’erne og frem. Forretningsområder vil smelte sammen og nye forretningsmodeller slå igennem. Kompetencer vil forældes og kræve opgradering til højere og mere overordnede niveauer, verden vil rykke tættere på hinanden, osv. For at kunne tage bestik af nutiden og fremtiden står man bedre intellektuelt rustet ved at kunne forstå indholdet i historiens skiftende perioder, og hvordan de enkelte faktorer gør sig gældende. Det giver mulighed for at se, hvordan både dynamikken og helheden ændrer sig og speeder op over tid. Og endelig kan man af forretningslivets succesrige måder at tackle forandringerne på få en indsigt i, hvordan man nu og fremover sikrer sin velstand på både samfunds-, organisations- og individniveau.

---

¹ Jens Christensen (2013): ’Kan Teknologi og Forretning adskilles?: Om konstruktivismens blindgyder’, K. Schøler, Red.: Nye Spørgsmål til Teknikken. Aarhus, 375-393. Den socialkonstruktivistiske teknologihistorie, der reelt udelukker betydningen af forretningslivet, bidrager således ikke til at forstå udviklingen. Denne retning dyrkes i tidsskriftet ’Technology and Culture’ og gennem publikationer af folk som bl.a. Thomas Hughes og David Nye.

² Karl Marx (1972): Kapitalen, 1.-3. Bog. København; Max Weber (1968): Economy and Society. New York; Joseph Schumpeter (1942): Capitalism, Socialism, and Democracy. New York; Alfred Chandler, Jr. (1977): The Visible Hand: The Managerial Revolution in American Business. Cambridge; Alfred D. Chandler, Jr. (1992): ‘Organizational Capabilities and the Economic History of the Industrial Enterprise’, Journal of Economic Perspectives, 3, 79-100; Nathan Rosenberg (1984): Inside the Black Box: Technology and Economics; Christopher Freeman and Francisco Louca (2001): As Time Goes By: From the Industrial Revolutions to the Information Revolution. Oxford; Michael E. Porter (1990): The Competitive Advantage of Nations, m.fl; Michael Mann (2012-2013): The Sources of Social Power, Vol. 1-4. New York; David F. Noble (1977): America by Design: Science, Technology, and the Rise of Corporate Capitalism. New York; Hans S. Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt, Red. (2006): Tankens Magt. Vestens Idehistorie, Bd. 1-3. København.

³ Rosenberg: Inside the Black Box, 34-51.

⁴ Michael Mann: The Sources of Social Power, Vol. 1-4.

⁵ Peter Burke (2004): What Is Cultural History? Cambridge; David S. Landes, Joel Mokyr, William J. Baumol, Ed. (2010): The Invention of Enterprise. Princeton; Anthony Giddens, Philip W. Sutton, 8th Ed. (2017): Sociology. Cambridge.

⁶ Anthony Giddens: Sociology; Jan de Vries (2008): The Industrious Revolution. Consumer Behavior and the Household Economy, 1650 to the Present. Cambridge.

⁷ W. W. Rostow (1960): The Stages of Economic Growth. Cambridge; www.unstats.un.org: National Accounts Main Aggregates Database; www.data.worldbank.org: GDP; www.imf.org: IMF Data.

⁸ Angus Maddison (2001): The World Economy: A Millennial Perspective. Paris; Angus Maddison (2003): The World Economy: Historical Statistics. Paris. Angus Maddison (2007): Contours of the World Economy, 1-2030 AD: Essays in Macro-Economic History. Oxford.

⁹ Center-periferi tankegangen for verdenskapitalismens historie er ikke mindst lanceret af Immanuel Wallerstein (1974-1989): The Modern World System, Vol. I-III. New York. Selv om ideen om kapitalismen som et system, der efterhånden erobrer hele verden, har meget på sig, fokuserer han dog primært på den ældre periode, før udviklingen accelererede.

¹⁰ F.eks. Walter Scheidel m.fl. (2007): The Cambridge Economic History of the Greco-Roman World. Cambridge.

¹¹ Karl Marx and Eric Hobsbawn (1965): Pre-Capitalist Economic Formations. London; Weber: Economy and Society; Mann: Sources of Social Power, vol. 1; F. I. Finley, 2nd updated Ed. (1999): The Ancient Economy. Oakland; Lynn White (1962): Medieval Technology and Social Change. Oxford; Patricia Crone 3rd Ed. (2013): Pre-Industrial Societies. An Anatomy of the Pre-Modern World. London. Markedets betydning eller mangel på same diskuteres af: Peter Fibiger Bang (1999): ’Fra Occidenten til Orienten og tilbage igen? Romerriget mellem ’primitiv’ kapitalisme og agrare imperier’, DJH, 86/87, 5-39; Ferdinan Braudel (1981-1984): Civilization & Capitalism, 15th to 18th Century, Vol. 1-3. Berkeley.

¹² Rodney H. Hilton, Ed. (1976): The Transition from Feudalism to Capitalism; Perry Anderson 1974): Passages from Antiquity to Feudalism. London; Perry Anderson (1974): Lineages of the Absolute State. London; Maurice Dobb, 2nd Ed. (1963): Studies in the Development of Capitalism. London; Peer Vries (2013): Escaping Poverty. The Origins of Modern Economic Growth. Göttingen.

¹³ Peer Vries (2015): State, Economy and the Great Divergence. Great Britain and China, 1660s-1850s. London: Bloomsbury.

¹⁴ Michael E. Porter: The Competitive Advantage of Nations.

Jæger-samlersamfundene

Jæger-samlersamfundet

De seneste årtiers store fremskridt i den arkæologiske, naturvidenskabelige, sproglige og antropologiske udforskning af de ældste samfund og mennesker har givet os et nogenlunde sikkert billede af en verden, som i dag stort set er forsvundet: jægere og samlere. Jæger- og samlersamfundet repræsenterer den ældste samfundsform.

Darwins antagelse om at mennesket først udvikledes i Afrika, er siden hen blevet underbygget af den moderne forskning.¹⁵ Udviklingshistorien fra de første menneskelignende væsener og frem til homo sapiens, dvs. os, har imidlertid strakt sig over langt længere tid, end man førhen forestillede sig. Fossilfund tyder på en udvikling over flere millioner år. Genetiske analyser af fossilfundene har gjort det muligt at etablere en udviklingshistorie for mennesket i tre hovedfaser. For ca. 6 til 2 millioner år siden spores de første tegn på menneskelignende væsener. De næste 2 millioner år blev menneskets forfædre opretgående og levede som jægere og samlere i små grupper med brug af stenredskaber til fremstilling af jagtvåben og anvendelse af ild, inkl. en tidlig form for sprog. Fra Afrika spredtes nogle af disse forløbere for menneskeracen til det sydlige Europa og vestlige Asien og muligvis længere ind i Asien. Andre ’hominider’ med oprindelse i Asien og Europa kan dog ikke udelukkes. Uden for Afrika døde tilsyneladende disse forskellige varianter af ’homo erectus’.

Ifølge den nyeste forskning dukkede det moderne menneske, ’homo sapiens’, op i Afrika for o. 200.000 år siden. Det omfattede forskellige varianter, som bredte sig ud over Afrika de næste 150.000 år. Under den sidstes istid (ca. 110.000 til 10.000 f.Kr.) måtte det moderne menneske i Afrika tilpasse sig et koldere klima og langt mindre frugtbare naturbetingelser. Store dele af det nordlige Amerika, Europa og Asien var dækket af is, og en væsentlig lavere vandstand end i efteristiden skabte en større landfasthed mellem Afrika, Europa, Asien og Australien end i dag. Et stigende befolkningspres for 60-50.000 år siden resulterede sandsynligvis i nogle gruppers udvandring til det sydlige Europa og Asien. I de følgende årtusinder indtog små menneskegrupper alle verdensdele, hvorunder de udkonkurrerede mindre udviklede menneskeracer. Dermed indledtes den moderne menneskeheds historie. Indtil o. 10.000 f.Kr. prægedes den af istidens koldere og barskere klima. Herefter blev klimaet markant varmere. Isen forsvandt, bortset fra polerne, og havene steg betydeligt i takt med isens afsmeltning. Verden antog i hovedtrækkene den geografiske form, vi kender i dag. Samtidig indledtes overgangen til landbrugssamfund.

Teknologi

Under jæger- og samlersamfundets tusinder af år var befolkningsfaktoren utvivlsomt den drivende kraft i samspillet med naturen.¹⁶ Klimaændringerne i forbindelse med istider og varmeperioder spillede naturligvis også en rolle. De arkæologiske fund viser, at mennesket gennem flere hundrede tusinde år har kendt til brugen af ild og anvendelsen af stenredskaber. Længe levede man primært i de varme og frostfrie dele af kloden, hvor der var rigeligt med føde, og klimaet stillede små krav til bolig og klæder. Udviklingen, hvis man kan tale om det, var nærmest umærkelig, og befolkningstallet ringe. Langsomt bredte folk sig ud over kontinenterne. Løsningen på overbefolkning var sikkert, at de sociale grupper delte sig, eller hele grupper flyttede til mindre beboede egne. Leveformen krævede et relativt stort territorium. Efterhånden vovede man sig også ind i de temporære zoner. Det indebar nye krav til teknologien.

Da homo sapiens kom til at dominere menneskeheden fra o. 50.000 år siden, tyder fundene på, at der opstod en mere udviklet jagt- og fangstteknologi og måske også en bedre udnyttelse af planterne. Jagtspyd, bue og pil, krog og harpun etc. blev fremstillet af både sten, træ og ben, og våben og jagtmetoder specialiseredes efter de skiftende naturforhold rundt om på kloden. Stenøkserne blev anvendt til at hugge, bore, skære og skrabe, dvs. de første værktøjer, og man brugte små skarpe sten som pile- og spydspids i harpuner og kroge for enden af træ. Ved kysterne og søerne fremstillede man fiskeredskaber, harpuner og fiskenet og de første både. Det store kendskab til naturens planter, som givetvis udvikledes hos specielt kvinderne, har kunnet bruges til ikke blot at udnytte planterne til føde, men også til fremstilling af lægemidler og farver til fremstilling af hulemalerier tillige med farvning af tøj og af kroppen i forbindelse med religiøse ritualer.

De grupper, der søgte til de temporære områder, måtte udvikle forarbejdningen af skind til klæder, og herunder udvikle garveteknikken. Boligerne måtte gøres bedre og varmere, og man blev mere afhængig af ilden til opvarmning og madlavning. Planteindsamlingen og i det hele taget behovet for at opbevare mad og redskaber resulterede i, at kvinderne lærte at flette tråde til kurve og lave vanddunke af skind og tarme. Kendskab til farve og kunstneriske evner fremgår af de berømte hulemalerier i f.eks. Lascaux hulerne i Frankrig og flere steder i Europa, Afrika, Asien, Amerika og Australien. Blæseinstrumenter til musik og våben kendes også. Den bedre teknologi hang sikkert sammen med en større planlægning af jagten. Bopladserne blev måske også mere permanente, og de sociale gruppers adfærd dermed i højere grad udsat for regulering. Man var dog tvunget til at følge jagtdyrene. Den labile boform satte følgelig grænser for teknologiudviklingen, f.eks. på tekstilområdet, hvor spinding, vævning og farvning næppe lod sig gøre uden permanente boformer. Heller ikke keramikfremstilling var mulig under disse leveforhold.

Nogen egentlig specialisering indenfor og på tværs af grupperne var der næppe tale om. Man kan dog forestille sig, at bestemte familier eller grupper i kraft af særlige evner har stået for fremstillingen af forskellige redskaber, og at teknologien hos nogle grupper opnåede et højere udviklingstrin end hos andre. Anvendelsen af bue og pil, tæmning af heste til ridning o.l. er eksempler herpå.

Den menneskelige adfærd i jæger- og samlersamfundet var udtryk for en tilpasning til de muligheder, som naturen bød. Til forskel fra det senere landbrugssamfunds mere specialiserede, men også dybere viden om bestemte dyr, planter og gentagende fænomener som såning og høst, befrugtning og fødsel, så byggede jæger-samlersamfundet på en bred viden om naturen. Viden blev opbygget gennem praksis og erfaring, der blev videreført fra generation til generation. Man vidste, hvordan tingene skete, men ikke hvorfor, sådan som i den moderne videnskab. Derved opstod i disse samfund faste traditioner og arbejdsmønstre, som blev videreført gennem utallige generationer.

Organisering

Ligesom dyrene bevægede jægerne og samlerne sig rundt i landskabet efter skiftende klima og fødemuligheder. Det krævede et betydeligt landområde for den enkelte gruppe for at sikre sin eksistens. I lighed med mange dyrearter hævdede grupperne måske også de enkelte territorier. Egentlig faste strukturer var der dog næppe tale om. Det tillod leveformen, naturens omskiftelser og ændringerne i de enkelte gruppers størrelse og levedygtighed ikke.

De ældste samfund var ikke blot fødeopsøgende, de var også selvforsynende. Nogen egentlig udveksling af genstande foregik der normalt ikke, eller også var den socialt betinget for at bekræfte et godt forhold mellem flere grupper o.l. På ét område var man imidlertid ikke selvforsynende, nemlig med hensyn til kvinder til at føre arten videre; også for at undgå indavl. Det krævede udveksling på tværs af grupperne.

Inden for gruppen eksisterede der en naturlig arbejdsdeling. Man deltog i de enkelte arbejdsområder efter alder og køn. Kvinderne tog sig af børnepasningen, indsamlingen og de forskellige forarbejdningsprocesser, mens mændene koncentrerede sig om jagten, forsvaret og fremstillingen af redskaber. Udbyttet var man imidlertid fælles om. Ud fra nutidige jæger- og samlersamfund at dømme organiserede man sig tidligt i en eller anden form for familie.

Menneskene var nødt til at leve i grupper af en vis størrelse for at kunne forsørge og forsvare sig mod ydre fjender, sikkert i størrelsen 25-50. Ud over arbejdsdelingen efter køn og alder var samfundsformen alene bestemt af slægtskabet, dvs. forholdet mellem børn og forældre og mellem søskende. Slægtsforbindelserne kunne sikkert også være mere omfattende og række ud over det biologiske. Mest normalt var nok en opdeling af gruppen i par med hver deres børn, sikkert parforhold af relativ løs art.

Iagttagelser af nulevende jæger- og samlersamfund viser endvidere, at mændene formentlig traf de afgørende beslutninger om krig, udveksling, flytning osv., selv om kvinderne stod for indsamling og forarbejdning af hovedparten af livsfornødenhederne. Samfundet var sikkert i den forstand normalt patriarkalsk. Dog næppe så markant som i de senere landbrugssamfund. Blandt mændene havde de ældste gerne den største indflydelse i kraft af deres større erfaring. Tilværelsen i grupperne var strukturelt set stabil. Generation efter generation fortsatte den samme levevis. Erfaringer og viden om naturen og fangstmetoderne ændrede sig ikke meget. Det gav de ældste en vigtig rolle.

Udspaltning af grupper og samkvem mellem grupper i form af udveksling af kvinder har efterhånden udviklet slægtsforbindelser på tværs af grupperne inden for et større territorium. Man samledes til årlige sammenkomster, hvor forbindelsen bekræftedes, kvinder udveksledes osv. Måske mødtes man også for at forsvare sig mod ydre fjender. En sådan samling af mere eller mindre beslægtede grupper kaldes for en stamme. Nogle steder fik stammen en fast fælles ledelse i form af et høvdingedømme o.l., der dog næppe fungerede uden for særlige lejligheder som krig og årlige sammenkomster. Mere faste høvdingedømmer blev først aktuelle med de tidlige landbrugssamfund.

Kultur

Børn og unge medlemmer af jæger- og samlergruppen skulle oplæres med den nødvendige viden og erfaring om jæger- og samlerlivet. Det omfattede også en række værdier og normer.

Allerede i jæger- og samlersamfundet søgte man at finde en sammenhæng i tingene. Man forestillede sig, at der var guddommelige kræfter på spil i naturen, gode og onde kræfter, såkaldte ’mana’, som man forholdt sig personligt til. Naturen var man ikke herre over. Derfor gjaldt det om at påvirke kræfterne i tingene gennem magi, danse osv. Nogle steder var manaen koncentreret i f.eks. et bestemt træ. Sådanne steder kaldtes ’fetischer’ og havde en særlig magisk betydning. Andre ting var ’tabu’, hellige, og måtte ikke kommes nær. Overtrædelse af taburegler kunne medføre alvorlige straffe. Heri lå begyndelsen til moralbegrebet. Man havde også en forestilling om samfundets oprindelse, f.eks. at gruppen eller samfundet nedstammede fra et bestemt dyr, et såkaldt ’totem’ der følgelig var totalt fredet og dyrkedes gennem forskellige ritualer. Også de afdøde gjorde man sig tanker om, begravede dem og gav dem gaver med i graven. I disse forskellige forestillinger lå begyndelsen til religionen. Sammen med en stærk slægtskabsfølelse bidrog religiøse ideer og ceremonier til at binde jæger- og samlergrupperne sammen og til at bevare den herskende livsform.

!Kung

Den lille !Kung gruppe levede og lever i Dobe området i det østlige Namibien.¹⁷ De er en del af det såkaldte Sanfolk i det sydvestlige Afrika. Siden 1950’erne har de været genstand for indgående analyser, og !Kung er formentlig verdens bedst dokumenterede jæger-samlersamfund. Arkæologiske undersøgelser vidner om, at Dobe-området har været centrum for jægere og samlere i årtusinder, og indtil det 20. århundrede tyder alt på en stærk kulturel kontinuitet. Det !Kung samfund, antropologerne mødte i 1950’erne, kan således antages at have en rimelig lighed med forhistoriens tilsvarende samfund. Påvirkningen og undermineringen af !Kung synes først for alvor at være sat ind i den efterfølgende periode.

Tilværelsen i den nordlige Kalahari halvørken er præget af manglen på vand. !Kung er afhængig af et hierarki af vandressourcer, der er ordnet efter deres vandrigelighed og afspejler en betydelig viden om naturens gang. Folk flytter rundt i takt med adgangen til vand. Vildtgrundlaget består af rovdyr, hovdyr, krybdyr, insekter og fugle. Planteføde udgør dog hovedparten af deres kost. Der er i regionen rigeligt med planteføde, mens vildtet forekommer mere sjældent og uforudsigeligt. Som alle jæger-samlersamfund hersker der en kønsmæssig arbejdsdeling, hvor mændene jager, og kvinderne samler planteføde.

I forbindelse med planteindsamlingen benyttes blot en simpel gravestok. Den viden, der knytter sig til at identificere planterne og kende deres vækstcyklus og lokalitet, er til gengæld avanceret. Kvinderne har kendskab til over hundrede spiselige planter og adskillige frugter, nødder, rødder, bønner og bær. De spiselige planter er igen ordnet efter faktorer som, hvor let de er at indsamle, hvor mange de er og spisesæsonens længde, og hvor velsmagende og ernærende de er. Foruden planteindsamlingen og forarbejdning af skind til bæreposer til transport og opbevaring af føde, udstyr til at lave ild mv. er kvinderne også beskæftiget med at lave mad, passe de små børn og opdrage pigerne. Bopladsen placeres gerne i samspil med planternes tilgængelighed.

Kødet fra jagten bidrager med hen ved en tredjedel af kosten. Jagt er mændenes vigtigste beskæftigelse. De vigtigste jagtvåben er bue og pil, spyd og snare. Jagten er baseret på jægernes udviklede sporingsevne og viden om dyrene. Kød værdsættes højt, og endnu større er kødets sociale værdi. Når der dræbes et stort dyr, giver det anledning til fest. Folk kommer fra fjern og nær, og kødet uddeles efter bestemte regler til de fremmødte. En uheldig uddeling huskes og tales der længe om, og den kan give anledning til strid blandt nære slægtninge.

Ud over den kønsmæssige arbejdsdeling udgør, som i alle andre tilsvarende samfund, slægtskabet det centrale princip for samfundets organisering hos !Kung. Man bor i en lejr med 10-30 medlemmer, der gennem jagt og indsamling er selvforsynende. De ældste og beslægtede mænd og kvinder udgør kernen i lejren, men størrelse og sammensætning kan variere i takt med fødegrundlaget, stridigheder og bort- og tilgiftning af kvinder. Gruppen består gerne af familier bestående af forældre med børn og ofte også bedsteforældre. Grupper af mennesker og ikke individer ’ejer’ !Kungs land. Hvert vandhul omgives af et landområde med føde og andre ressourcer, som gruppen er afhængig af. Hvert territorium ’ejes’ af en gruppe beslægtede folk. Hvis man ønsker at slå lejr uden for sit territorium, må man søge ’ejerne’s tilladelse. Ægteskaber arrangeres af forældrene. Nogle af de alvorligste konflikter hænger sammen med ægteskab og ægteskabsbrud. Man finder sin mage inden for den overordnede stamme, evt. en tilstødende stamme. Den enkelte stamme bebor gerne et større sammenhængende territorium. Ved et årligt møde i stammen udveksles der bl.a. kvinder.

Som alle mennesker lever !Kung i en verden af usikkerhed, beboet af kræfter uden for deres kontrol. De udsættes for sygdom, uheld og død. Og som andre søger de at imødegå disse kræfter for så vidt muligt at få kontrol over deres eget liv. Døden er uundgåelig, men den mening, man tillægger døden og dens årsager og efterspil, er kulturelt betinget. I !Kung folkets meningsskabende univers findes der kræfter uden for den naturlige orden. Denne overnaturlige verden bebos af en stor gud og flere mindre guder samt en række ånder, der bringer lykke og uheld, succes og fiasko. Guddommene og ånderne indgår ikke i nogen faststruktureret gudeverden (sådan som i landbrugssamfundene), men som led i et yderst fleksibelt univers.

Til !Kung's noget vage forestilling om gud knytter der sig også en mytologi, således myten om månen og haren. Haren fandt sin mor liggende og troede hun var død. Haren græd, men månen fortalte, at hun blot sov. Da haren ikke ville tro det, blev månen gal og slog haren. Det viste sig, at haren repræsenterede menneskene, mens månen stod for det evige liv. Hvis haren havde lyttet til månen, ville menneskene også have levet evigt, men nu blev man dødelig (jf. Bibelens historie om Adam og Eva og syndefaldet). Månen kan opfattes som manifestationen af en højere Gud. I buskmændenes mytologi opererer man med en dobbelt skabelse, ligesom i kristendommen. Først blev universet og de levende væsener skabt. Dernæst opdeltes dyr og planter i deres respektive arter og med deres særlige egenskaber, mens menneskene blev udstyret med forskellige normer.

Hovedaktørerne i dette spil er imidlertid ’gangwasi’, dvs. ånderne af de nyligt afdøde. Gangwasi svæver rundt i nærheden af lejren, og når man rammes af alvorlig sygdom eller uheld, er det næsten altid gangwasi, der forårsager det. !Kung er langt fra forsvarsløs over for disse onde ånder. De har mange trylleformularer, lægeurter, magiske formularer og former for praksis til at genoprette helbredet og sikre fremgang. Og hvis de svigter, har man det stærke middel ’n/um’, den åndelige medicin eller energi, der er givet mænd og kvinder af guderne. Udstyret med n/um kan specielt uddannede healere gå i trance og helbrede den syge. De henvender sig til gangwasi og beder, skændes eller om nødvendigt kæmper med dem for at få dem til at slippe deres greb og lade de levende være i fred.

Jægere-samleres marginalisering

For o. 12.000 år siden sluttede den sidste istid, og isen begyndte at smelte de nærmest følgende årtusinder.¹⁸ Det resulterede i oversvømmelsen af store landmasser mod syd, så Sydøstasien fik sit areal halveret, mens landarealet steg mod nord, hvor Skandinavien, det nordlige Asien og Canada blev isfrit. Klimaet blev varmere, og jordkloden fik den geografiske struktur, vi kender i dag - bortset fra følgerne af et tørrere klima, som bl.a. resulterede i Saharas udtørring, og menneskenes kraftige omformning af kulturlandskabet. I stedet for tundraen bredte skoven sig over det meste af Jorden. Det ændrede afgørende på livsbetingelserne for jæger- og samlersamfundene.

For o. 10.000 år siden havde jægere og samlere bredt sig over hele jordkloden, bortset fra de arktiske egne. Vildtbestanden var reduceret, og befolkningspresset tvang folk til at finde andre overlevelsesstrategier. Nogle grupper fulgte storvildtet til de koldere egne nordpå i Europa og Asien og endte som specialiserede jægerkulturer som eskimoer og samer. Andre krydsede over det landfaste Beringstræde til det amerikanske kontinent. Langt de fleste blev imidlertid boende i de tempererede, subtropiske og tropiske klimazoner i Europa, Asien og Afrika, hvor man udnyttede det varmere klimas øgede naturressourcer, især fisk og skaldyr ved kyster i søer og floder, samt den rigere plantevegetation. Den vigtigste kulturtilpasning til de ændrede livsbetingelser bestod således i at gøre kosten mere alsidig, så fisk og planter delvist i højere grad supplerede kød. Menneskene blev mere fastboende. Det gav stødet til at forsøge sig med produktion af føde og ikke blot fødeopsøgning. Da man begyndte at holde tamdyr og dyrke planter, opstod landbruget.

De først tegn på korndyrkning og tæmning af dyr kan spores tilbage til o. 10.000 f.Kr. i de varmere dele af Jordkloden, og de følgende årtusinder bredte landbruget sig til resten af verden syd for polarområderne. Overgangen til landbrug, der indebar et systemskifte i livsgrundlaget, foregik langsomt i perioden frem til o. 5.000 f.Kr. i form af svedjebruget og nomadelivets mere lavproduktive landbrugsform. De næste to årtusinder etableredes højt udviklede landbrugssamfund i Mellemøsten baseret på intensivt agerbrug og en langt højere befolkningstæthed end samfund baseret på primitiv landbrug. Derpå fulgte dannelsen af højkulturer i den indiske og kinesiske region og det sydlige og centrale Europa. Primitive landbrugssamfund bredte sig i Nordeuropa, f.eks. i Danmark fra o. 4.000 f.Kr. Men der skulle gå et par årtusinde før sådanne samfund udviklede sig til egentlige landbrugssamfund, der ikke fortsat var afhængige af fiskeri, jagt og planteindsamling. Først fra o. 1000 f.Kr. dominerede de udviklede landbrugssamfund de centrale dele af Asien og Europa, Nordafrika langs Middelhavet, det centrale Afrika, Andesregionen og Centralamerika.

Endnu o. 2000 f.Kr. herskede jæger- og samlersamfund i Nordamerika, Caribien, Sydamerika (undtagen Peru), hele det central og sydlige Afrika, det nordlige Skandinavien og Rusland samt Centralasien, Japan, dele af Indonesien og Australien. I Sahara, dele af Sahel og Saudi Arabien var man nomader. Simpelt landbrug, dvs. svedjebrug med brug af hakke og jævnlig flytning af bosættelsen, dominerede i Vesteuropa, Rusland, det sydlige og sydøstlige Asien samt Kinas indland. Kun i det sydøstlige Europa, dele af det centrale og nordlige Østeuropa, Mellemøsten nord for Saudi Arabien, Indusdalen og det nordøstlige Kina var der etableret udviklede landbrugssamfund, dvs. landbrug baseret på permanent dyrkning og brug af plov. Såkaldte statssamfund eller agrarimperier var opstået i Mesopotamien, Syrien, Egypten og Indus-regionen i det nuværende Pakistan. Kun Madagaskar og New Zealand var ubeboet.

I tiden fra o. 2.000 til 1.000 f.Kr. slog landbruget stærkere rod i flere regioner. Vest- og Østeuropa samt det centrale Ruslands