Forretningshistorien: Fra selvforsyning til globalisering

By Jens Christensen

Forretningshistorien er historien om organisationers og virksomheders indsats for at skabe værdi under skiftende samfundsmæssige sammenhænge. Det strækker sig lige fra de ikke-markedsbaserede før-industrielle samfund via overgangen fra landbrugs- til industrisamfund og gennem industrialiseringens tre historiske faser frem til nutiden i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er historien om, hvordan der er drevet forretning til all tider.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 26, 2016
• ISBN: 9788771709391

Jens Christensen

Lektor, dr.phil. Jens Christensen ved Aarhus Universitet har gennem mange år arbejdet med det historiske og aktuelle samspil mellem forretning og teknologi i et både samfundsmæssigt og virksomhedsmæssigt perspektiv.

Book preview

www.clusterobservatory.eu.

Førindustrisamfundene

Verden indtil 1500

Jæger- og samlersamfundet

Det lange tidsstræk fra de første menneskelignende væsener fra o. 2 millioner år siden og indtil overgangen til landbrug begyndte for ca. 10.000 år siden, dvs. 99% af al den tid der har levet mennesker, kaldes under et for jæger- og samlersamfundet.²

I al den tid ernærede menneskene sig på linje med dyrene ved at jage andre større dyr og indsamle planteføde. Det var en fødeopsøgende økonomi. Jægerne og samlerne forarbejdede dog også nogle af de ting, de fandt i naturen. Nogen større omformning af naturen var der ikke tale om. Derfor opstod der heller ikke et egentligt produktionsoverskud til vinteren eller til deling. Man levede stort set fra hånden i munden. Menneskenes udnyttelse af biosfæren ændrede sig tilsyneladende ikke radikalt igennem de tusinder af år, hvor man levede som jægere og samlere, indtil overgangen til landbrug. Befolkningsvækst, klimaændring o.l., har dog nødvendiggjort visse teknologiske ændringer for at tilpasse sig de ændrede livsvilkår, før man for o. 10.000 år siden indledte landbrugets nye tilværelsesform.

Teknologi

Under jæger- og samlersamfundets tusinder af år var befolkningsfaktoren utvivlsomt den drivende kraft i samspillet med naturen. Klimaændringerne i forbindelse med istider og varmeperioder spillede naturligvis også en rolle. De arkæologiske fund viser, at mennesket gennem flere hundrede tusinder år har kendt til brugen af ild og anvendelsen af stenredskaber. Længe levede man primært i de varme og frostfrie dele af kloden, hvor der var rigeligt med føde, og klimaet stillede små krav til bolig og klæder. Udviklingen, hvis man kan tale om det, var nærmest umærkelig, og befolkningstallet ringe. Langsomt bredte folk sig ud over kontinenterne. Løsningen på overbefolkning var sikkert, at de sociale gruppe delte sig, eller hele grupper flyttede til mindre beboede egne. Leveformen krævede et relativt stort territorium. Efterhånden vovede man sig også ind i de temporære zoner. Det indebar nye krav til teknologien.

Gennem hundredtusind vis af år udviklede mennesket sig efterhånden til det homo sapiens, vi kender i dag. Homo sapiens dominerede efterhånden menneskeheden i løbet af den sidste istids periode, dvs. fra måske o. 50.000 år siden. Fundene fra de følgende årtusinder tyder på en mere udviklet jagt- og fangstteknologi. Jagtspyd, bue og pil, krog og harpun etc. blev fremstillet af både sten, træ og ben, og våben og jagtmetoder specialiseredes efter de skiftende naturforhold rundt om på kloden. Stenøkserne bleve anvendt til at hugge, bore, skære og skrabe, dvs. de første værktøjer, og man brugte små skarpe sten som pile- og spydspids i harpuner og kroge for enden af træ. Ved kysterne og søerne fremstillede man fiskeredskaber, harpuner og fiskenet, og de første både. Det store kendskab til naturens planter, som givetvis udvikledes hos specielt kvinderne, har kunnet bruges til ikke blot at udnytte planterne til føde, men også til fremstilling af lægemidler og farver til fremstilling af hulemalerier og farvning af tøj og tillige af kroppen i forbindelse med religiøse ritualer.

Nogen egentlig specialisering indenfor og på tværs af grupperne forekom næppe. Man kan dog forestille sig, at bestemte familier eller grupper i kraft af særlige evner har stået for fremstillingen af forskellige redskaber, og hos nogle grupper opnåede teknologien et højere udviklingstrin end hos andre. Anvendelsen af bue og pil, tæmning af heste til ridning o.l. er eksempler herpå.

De grupper, der søgte til de temporære områder, måtte udvikle forarbejdningen af skind til klæder, og herunder udvikle garveteknikken. Boligerne måtte gøres bedre og varmere. Man blev måske mere afhængig af ilden til opvarmning og madlavning mv. og måtte udvikle evnen til at lave ild, enten ved at dreje en pind i et hul i en stok eller ved at slå flint mod svovlkis for derefter at overføre gnisterne til let antændeligt materiale. Planteindsamlingen og i det hele taget behovet for at opbevare mad og redskaber resulterede i, at kvinderne lærte at flette tråde til kurve og måske også lave vanddunke af skind og tarme. Kendskab til farve og kunstneriske evner fremgår af de berømte hulemalerier i f.eks. Lascaux hulerne i Frankrig og flere steder i Europa, Afrika, Asien, Amerika og Australien. Blæseinstrumenter til musik og våben kendes også.

Den bedre teknologi hang sikkert sammen med en større planlægning af jagten. Bopladserne blev måske også mere permanente, og de sociale gruppers adfærd dermed i højere grad udsat for regulering. Man var dog tvunget til at følge jagtdyrene. Den labile boform satte følgelig grænser for teknologiudviklingen, f.eks. på tekstilområdet, hvor spinding, vævning og farvning næppe lod sig gøre uden permanente boformer. Heller ikke keramikfremstilling var mulig under disse leveforhold.

Den menneskelige adfærd i jæger- og samlersamfundet var udtryk for en tilpasning til de muligheder, som naturen bød. Man byggede på erfaringer, der var baseret på de dyr, planter og materialer, der blev forarbejdet. Der var tale om en bred erfaring og viden om naturen, til forskel fra det senere landbrugssamfunds mere specialiserede, men også dybere viden om bestemte dyr, planter og gentagende fænomener som såning og høst, befrugtning og fødsel. Viden blev opbygget gennem praksis og erfaring, der blev videreført fra generation til generation. Man vidste, hvordan tingene skete, men ikke hvorfor, sådan som i den moderne videnskab. Derved opstod i disse samfund faste traditioner og arbejdsmønstre, som blev videreført gennem utallige generationer.

Organisering

Ligesom dyrene bevægede jægerne og samlerne sig rundt i landskabet efter skiftende klima og fødemulighederne. Det krævede et betydeligt landområde for den enkelte gruppe for at sikre sin eksistens. I lighed med mange dyrearter hævdede grupperne måske også de enkelte territorier. Egentlig faste strukturer var der dog næppe tale om. Det tillod leveformen, naturens omskiftelser og ændringerne i de enkelte gruppers størrelse og levedygtighed ikke.

De ældste samfund var ikke blot fødeopsøgende, de var også selvforsynende. Nogen egentlig udveksling af genstande foregik der normalt ikke, eller også var den socialt betinget for at bekræfte et godt forhold mellem flere grupper o.l. På ét område var man imidlertid ikke selvforsynende, nemlig med hensyn til unge mænd og kvinder til at føre arten videre; også for at undgå indavl.

Inden for gruppen eksisterede der en naturlig arbejdsdeling. Man deltog i de enkelte arbejdsområder efter alder og køn. Kvinderne tog sig af børnepasningen, indsamlingen og de forskellige forarbejdnings-processer, mens mændene koncentrerede sig om jagten, forsvaret og fremstillingen af redskaber. Udbyttet var man imidlertid fælles om. Ud fra nutidige jæger- og samlersamfund at dømme organiserede man sig tidligt i en eller anden form for familie.

Menneskene var nødt til at leve i grupper af en vis størrelse for at kunne forsørge sig og forsvare sig mod ydre fjender, sikkert i størrelsen 25–50. Ud over arbejdsdelingen efter køn og alder var samfundsformen alene bestemt af slægtskabet, dvs. forholdet mellem børn og forældre og mellem søskende. Slægtsforbindelserne kunne sikkert også være mere omfattende og række ud over det biologiske. Mest normalt var nok en opdeling af gruppen i par med hver deres børn, sikkert parforhold af relativ løs art.

Iagttagelser af nulevende jæger- og samlersamfund viser endvidere, at mændene formentlig traf de afgørende beslutninger om krig, udveksling, flytning osv., selv om kvinderne stod for indsamling og forarbejdning af hovedparten af livsfornødenhederne. Samfundet var sikkert i den forstand normalt patriarkalsk. Dog næppe så markant som i de senere landbrugssamfund. Blandt mændene havde de ældste gerne den største indflydelse i kraft af deres større erfaring. Tilværelsen i grupperne var strukturelt set stabil. Generation efter generation fortsatte den samme levevis. Erfaringer og viden om naturen og fangstmetoderne ændrede sig ikke meget. Det gav de ældste en vigtig rolle.

Jæger-samlersamfundenes struktur

Kilde: egen tilvirkning.

Udspaltning af grupper og samkvem mellem grupper i form af udveksling af kvinder har efterhånden udviklet slægtsforbindelser på tværs af grupperne inden for et større territorium. Man samledes til årlige sammenkomster, hvor forbindelsen bekræftedes, kvinder udveksledes osv. Måske mødtes man også for at forsvar mod ydre fjender. En sådan samling af mere eller mindre beslægtede grupper kaldes for en stamme. Nogle steder fik stammen en fast fælles ledelse i form af et høvdingedømme o.l., der dog næppe fungerede uden for særlige lejligheder som krig og årlige sammenkomster.

Kultur

Børn og unge medlemmer af jæger- og samlergruppen skulle oplæres med den nødvendige viden og erfaring om jæger- og samlerlivet. Det omfattede også en række værdier og normer.

Allerede i jæger- og samlersamfundet søgte man at finde en sammenhæng i tingene. Man forestillede sig, at der var guddommelige kræfter på spil i naturen, gode og onde kræfter, såkaldte ’mana’, som man forholdt sig personligt til. Naturen var man ikke herre over. Derfor gjaldt det om at påvirke kræfterne i tingene gennem magi, danse osv. Nogle steder var manaen koncentreret i et bestemt træ o.l. Sådanne steder kaldtes ’fetischer’ og havde en særlig magisk betydning. Andre ting var ’tabu’, hellige, og måtte ikke kommes nær. Overtrædelse af taburegler kunne medføre de frygteligste straffe. Heri lå begyndelsen til moralbegrebet. Man gjorde sig også forestillinger om samfundets oprindelse, f.eks. at gruppen eller samfundet nedstammede fra et bestemt dyr, et såkaldt ’totem’ der følgelig var totalt fredet og dyrkedes gennem forskellige ritualer. Også de afdøde gjorde man sig tanker om, begravede dem og gav dem gaver med i graven. I disse forskellige forestillinger lå begyndelsen til religionen.

Religiøse ideer og ceremonier bidrog afgørende til at binde jæger- og samlergrupperne sammen. Moderne studier af jæger- og samlersamfundet tyder på, at slægtskabsfølelsen var den stærkeste kraft. Slægtskabsfølelsen var så stærk, at den gennem opdragelsen nærmest indprogrammeredes i bevidstheden. Bevidsthedsdannelsen forstærkede bindingen til den livsform, man fødtes ind i.

² Afsnittet om jægere og samler bygger på oversigtsværker som: Steen Busck (1980): Verdenshistorie: jægersamfundet, bondesamfundet og kapitalismen: Tiden indtil 1914. København: Munksgaard; Richard B. Lee (Ed.)(2002): The Cambridge Encyclopedia of Hunters and Gatherers. Cambridge: Cambridge University Press; S. J. De Laet, Ed. (1994): Prehistory and the Beginnings of Civilization, History of Humanity, Vol. 1. Paris: UNESCO.

Fra jægere-samlere til landbrugssamfund

For 12–15.000 år siden sluttede den sidste istid, og isen begyndte at smelte de nærmest følgende årtusinder. Det resulterede i oversvømmelse af store landmasser mod syd, så Sydøstasien fik sit areal halveret, mens landarealet steg mod nord, hvor Skandinavien, det nordlige Asien og Canada blev isfrit. Klimaet blev varmere, og jordkloden fik den geografiske struktur, vi kender i dag - bortset fra følgerne af et tørrere klima, som bl.a. resulterede i Saharas udtørring, og menneskenes kraftige omformning af kulturlandskabet. I stedet for tundraen bredte skoven sig over det meste af Jorden. Det ændrede afgørende livsbetingelserne for jæger- og samlersamfundene.

For o. 10.000 år siden havde jægere og samlere bredt sig over hele jordkloden, bortset fra de arktiske egne. Vildtbestanden var reduceret, og befolkningspresset tvang folk til at finde andre overlevelsesstrategier. Nogle grupper fulgte storvildtet til de koldere egne nordpå i Europa og Asien og endte som specialiserede jægerkulturer som eskimoer og samer. Andre krydsede over det landfaste Beringstræde til det amerikanske kontinent. Langt de fleste blev imidlertid boende i de tempererede, subtropiske og tropiske klimazoner i Europa, Asien og Afrika, hvor man udnyttede det varmere klimas øgede naturressourcer, især fisk og skaldyr ved kyster i søer og floder, samt den rigere plantevegetation. Den vigtigste kulturtilpasning til de ændrede livsbetingelser bestod således i at gøre kosten mere alsidig, så fisk og planter delvist erstattede eller supplerede kød. Menneskene blev mere fastboende. Det gav stødet til at forsøge sig med produktion af føde og ikke blot fødesøgning. Da man begyndte at holde tamdyr og dyrke planter, opstod landbruget.

De først tegn på korndyrkning og tæmning af dyr kan spores tilbage til o. 10.000 f.Kr. i de varmere dele af Jordkloden, og de følgende årtusinder bredte landbruget sig til resten af Jorden syd for polarområderne. Overgangen til landbrug, der indebar et systemskifte i livsgrundlaget, foregik langsomt i perioden frem til o. 5.000 f.Kr. i form af svedjebruget og nomadelivets mere lavproduktive landbrugsform. De næste to årtusinder etableredes højt udviklede landbrugssamfund i Mellemøste baseret på intensivt agerbrug og en langt højere befolkningstæthed end samfund baseret på primitiv landbrug. Derpå fulgte dannelsen af højkulturer i den indiske og kinesiske region og det sydlige og centrale Europa. Primitive landbrugssamfund bredte sig i Nordeuropa, f.eks. i Danmark fra o. 4.000 f.Kr. Men der skulle gå et par årtusinde før sådanne samfund udviklede sig til egentlige landbrugssamfund, der ikke fortsat var afhængige af fiskeri, jagt og planteindsamling. Først fra o. 1000 f.Kr. dominerede de udviklede landbrugssamfund de centrale dele af Asien og Europa, Nordafrika langs Middelhavet, det centrale Afrika, Andesregionen og Centralamerika.

Endnu o. 2000 f.Kr. herskede jæger- og samlersamfund i Nordamerika, Caribien, Sydamerika (undtagen Peru), hele det central og sydlige Afrika, det nordlige Skandinavien og Rusland samt Centralasien, Japan, dele af Indonesien og Australien. I Sahara, dele af Sahel og Saudi Arabien var man nomader. Simpelt landbrug, dvs. svedjebrug med brug af hakke og jævnlig flytning af bosættelsen, dominerede i Vesteuropa, Rusland, det sydlige og sydøstlige Asien samt Kinas indland. Kun i det sydøstlige Europa, dele af det centrale og nordlige Østeuropa, Mellemøsten nord for Saudi Arabien, Indusdalen og det nordøstlige Kina var der etableret udviklede landbrugssamfund, dvs. landbrug baseret på permanent dyrkning og brug af plov. Såkaldte statssamfund eller agrarimperier var opstået i Mesopotamien, Syrien, Egypten og Indusregionen i det nuværende Pakistan. Kun Madagaskar og New Zealand var ubeboet.

I tiden fra o. 2.000 til 1.000 f.Kr. slog landbruget stærkere rod i flere regioner. Vest- og Østeuropa samt det centrale Ruslands landbrug udviklede sig fra svedjebrug til mere udviklet landbrug. I Nordafrikas kystsletter og Afrika mellem regnskoven mod syd og Sahara mod nord udvikledes et simpelt landbrug i form af svedjebrug. Det simple landbrug bredte sig i Kinas bagland dybt ind i Asien samt lidt mere i det nordlige Sydamerika. Foruden enkelte pletter i Centralamerika og det nordvestlige Sydamerika havde det veludviklede landbrug kun bredt sig yderligere til det nordlige Indiens Ganges delta. Statssamfundene, eller samfund med stærk centralmagt, havde nu etableret sig yderligere i Mellemøsten ind i Tyrkiet og Persien samt den sydlige Nilregion. I Kina var det første kejserrige blevet dannet omkring Huang He floddeltaet mod nord. Jæger- og samlersamfund dominerede fortsat Nordamerika, det centrale og sydlige Sydamerika, det nordlige Skandinavien, Rusland, det sydlige Afrika og Australien. Madagaskar og New Zealand var stadig ubeboet.

Verdens samfundstyper o. 1.000 f.Kr.

I løbet af det sidste årtusinde f.Kr. fortsatte det simple landbrug sin gradvise ekspansion i det nordlige Sydamerika og fra det centrale til sydøstlige Afrika. Veludviklede landbrugssamfund i form af mindre og større riger og imperier dækkede nu linjen fra Middelhavsregionen, via Mellemøsten til Indien og Kina. Mest bemærkelsesværdigt er nomadekulturens enorme vækst i Centralasien, som lagde øget pres på de materielt rige landbrugssamfund. Det simple landbrug dominerede fortsat det tropiske bælte fra Sydamerika, via Afrika til Asien. Hertil føjede sig nu også den sibiriske kystregion nord for Korea og det sydlige Japan. Det veludviklede landbrug havde kun bredt sig til Korea og dele af det sydøstlige Kina, hvor ris-kulturen endnu ikke var blevet etableret omkring Yangtze Kiang floden. Jæger- og samlersamfund dominerede stadig Nordamerika, det nordlige Skandinavien og Rusland, store dele af det sydlige Afrika og Australien. Madagaskar og New Zealand var fortsat ubeboede.

Verdens samfundstyper o. 200 f.Kr.

Går vi nu frem til o. 1500 e.Kr. er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt verden har ændret sig i de mellemliggende 1700 år. I Nordamerika dominerede jæger- og samlerfolk fortsat. Kun i de østlige og sydlige dele af det nuværende USA havde der bredt sig et simpelt landbrug med svedjebrug og brug af hakke i labile samfund. Udviklede landbrugssamfund fandtes i det meste af Centralamerika anført af det mexicanske Azteker rige. I Andes-regionen havde Inkaerne skabt et tilsvarende veludviklet agrarimperium. Den brasilianske region var nu domineret af simple agerbrugere, mens det argentinske område fortsat bestod af jæger- og samlersamfund. I Afrika var nomadekulturen udbredt i den østlige del af kontinente fra nord til til syd, mens landbruget dominerede i resten af Afrika, bortset fra Saharas ørken og i det vestlige Sydafrika og Namibia, der var hjemsted for buskmændene, den sidste større gruppe af jægere og samlere i Afrika.

De veludviklede landbrugssamfund fandtes fortsat i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Persien, Pakistan, Indien og Kina, hvortil var kommet de sydasiatiske flodkulturer. Også i Malaysia og store dele af Indonesien, således hovedøerne Java og Sumatra, havde det udviklede landbrug etableret sig med risen som omdrejningspunkt. Endelig var Japan og Filippinerne blevet del af den veludviklede asiatiske ris-kultur. Australien var stadig et uopdaget kontinent af jægere og samlere, mens New Zealand og Madagaskar var blevet befolket af polynesiske halvagerbrugere ligesom de polynesiske øer i Stillehavet.

I takt med at landbrugssamfundene bredte sig over kloden, måtte jæger- og samlersamfundene således vige. Først blev de fortrængt i Mellemøsten, så i Europa, det sydlige og østlige Asien og dernæst i det nordligste og centrale Afrika samt Andesregionen og Centralamerika og endelig i Nordamerika. Længe før begyndelsen af vor tidsregning indtog landbrugerne de centrale dele af klodens dyrkbare arealer, gjorde betydelige indhug i skovene og udryddede store dele af de vilde dyr, som havde været jægersamfundets fødekilde, undtagen i Afrika. I det første årtusinde f.Kr. ekspanderede nomadesamfundene yderligere over store del af Asien og det østlige Afrika.

Ved vor tidsregnings begyndelse dominerede jægere og samlere blot i Nordamerika, det nuværende Brasilien og Argentina, polarområderne, Japan og Australien samt det sydvestlige Afrika og i regnskovsområderne. Dette billede var ikke meget anderledes o. år 1500 e.Kr., mens landbrugssamfund og tidlig kapitalisme begyndte at brede sig i den følgende periode frem til midten af det 19. århundrede.

Den europæiske ekspansion i Amerika og anlæg af handelsstationer i Afrika og Asien samt slavehandlen mellem Afrika og Amerika øgede marginaliseringen af jæger- og samlersamfundene. I Amerika blev der gjort alvorlige indhug i antallet af indianere, først som følge af sygdomme og minedrift i det 16. århundrede, dernæst slavedrevne plantager i Caribien fra det 17. århundrede og Brasilien og det sydlige USA fra det 18. århundrede. Det ændrede fuldstændig kontinentets kulturelle landskab. I Fjernøsten etablerede hollænderne plantager på Java fra midten af det 17. århundrede. I USA koloniserede hvide europæere de østlige egne, og o. 1800 dominerede de området til Mississippi, så indianerne måtte fortrække hinsides floden og til Canada.

Men bortset fra disse direkte indgreb i de oversøiske områders produktion bestod den europæiske ekspansion i Afrika og Asien primært i samhandel med de lokale magthavere. Først fra slutningen af det 19. århundrede gik man i større stil over til at etablere produktion i forbindelse med minedrift og plantager, hvorefter de oversøiske områder blev mere direkte integreret i en vestlig domineret international arbejdsdeling.

I Asien kom det største pres på jæger- og samlersamfundene fra regionens egne landbrugssamfund. Opdyrkningen af ny jord, et stadig mere intensivt agerbrug og en voksende arbejdsdeling og handel resulterede i en kraftig befolkningsstigning. Bestanden af vildt blev reduceret, skovene svandt ind, og fra det 19. århundrede var jægere og samlere helt marginaliseret og måtte fortrænge til junglen, bjergene og de ørkenlignende områder for at undgå de jordhungrende agerbrugere og den voksende markedsøkonomi. Med kapitalismens globale ekspansion skrumpede de marginaliserede jæger- og samlersamfund ind til små grupper, hvis overlevelse i dag hænger i en tynd tråd.

Jæger- og samlersamfundene var aldrig ret mange. Det tillod denne livsform ikke. På sit højeste ved sidste istids afslutning var de skønsmæssigt 5–10 mio. Siden er antallet faldet. Parallelt hermed steg befolkningstallet i landbrugssamfundene. Det afspejlede landbrugets langt mere produktive livsform.

Landbrugssamfundene

Tiden mellem landbrugsrevolutionens begyndelse 8–5.000 f.Kr. og den industrielle revolution o. 1800 e.Kr., dvs. hovedparten af den kendte historie, har været domineret af den samfundstype, man under ét kan kalde for landbrugssamfundet. Og endnu i dag forsyner en stor del af verdens befolkning sig selv med daglige fornødenheder, selv om alle nu er påvirket af kapitalismen. I første omgang begrænser vi os til perioden indtil o. 1500, mens perioden ca. 1500–1800 behandles særskilt på grund af den nye udvikling, som Vesteuropa igangsatte, nemlig kapitalismen og dermed overgangen fra landbrugssamfundets overvejende selvforsyningsøkonomi til industrisamfundets markedsøkonomi.

Med landbrugssamfundet indledtes et direkte samspil med og påvirkning af den omgivne natur.³ I hovedparten af sin historie har Jorden således været dækket af is. Vi befinder os i øjeblikket i den seneste mellemistid, som satte ind for ca. 12.000 år siden. Opvarmningen skabte et globalt naturlandskab dækket af skov og et omfattende dyre- og menneskeliv.

Til forskel fra det fødeopsøgende jæger- og samlersamfund var naturens beskaffenhed i form af klima og landskab direkte styrende for landbrugssamfundets muligheder, ligesom afskovning og landbrugsproduktion ændrede landskabet og påvirkede klimaet. Og med den faste bosættelse kunne man i bogstavelig forstand ikke længere søge nye græsgange. Menneskene måtte finde andre måder, hvorpå de kunne udnytte naturens muligheder og løse begrænsninger som mangel på vand og energi til jorden. En væsentlig følge af landbrugets udbredelse var en voksende befolkning, arbejdsdeling og langt større rigdomme at udnytte og forsvare. Det resulterede i en ny samfundsmæssig organisering baseret på klasser, centralmagt og til dels byer, som skilte sig ud fra den store masse af bønder, der i landbrugssamfundene udgjorde mindst 90% af befolkningen gennem hele perioden. Til samspillet med naturen føjede sig således livtaget mellem landbrugssamfundets mennesker og grupper. Da livet blev afhængigt af høsten og årets gang, skabte landbrugssamfundene også andre kulturelle forestillinger og værdier end i jæger- og samlersamfundene.

Landbrugssamfundenes udvikling

Landbrugsrevolutionen foregik som en gradvis proces over flere tusinde år fra o. 8.000 f.Kr. Landbruget opstod omtrent samtidig flere steder på jorden med udgangspunkt i tre landbrugscentre.⁴ Fra det ene center i Mellemøsten bredte landbruget sig mod henholdsvis det sydlige og centrale Asien, Afrika og Europa. Et andet center i Kina dannede grundlag for det intensive rislandbrugs udbredelse i det østlige, sydøstlige og sydlige Asien. Fra det tredje center i Central- og Sydamerika indtog landbruget efterhånden store dele af Amerika.

De første højtudviklede landbrugssamfund med byer, centralmagt, håndværk, skrift og regneteknik mv. opstod i Mellemøstens floddalskulturer i det nuværende Irak og Egypten i perioden ca. 5.000–3.000 f.Kr. I det hele taget har verdens store floddale været omdrejningspunkt for det intensive landbrug i Mellemøsten, Kina, Indien og Sydøstasien. I de øvrige dele af verden, således i Europa og det meste af Amerika og Afrika, udviklede landbruget og dermed samfundene sig langsommere, senere og mindre revolutionerende. Men det er alligevel berettiget at bruge betegnelsen revolution om hele denne udvikling. Overgangen fra fødeopsøgende til fødeproducerende var den afgørende omvæltning. Det resulterede i en befolkningsrevolution og en radikal forandring af arbejdet, teknologien, livsgrundlaget og samfundsforholdene som helhed.

I takt med landbrugets udbredelse bredte kulturplanter og husdyr sig efterhånden til alle miljøer. Skovene svandt ind og de naturlige økosystemer blev omdannet til kultiverede økosystemer. Landbruget erobrede økosfæren. Det skete gennem en række faser med forskellige agrare systemer. Kronologisk udviklede det sig således:

Ca. 8.000–5.000 f.Kr.: De første befolkningsgrupper begyndte at så frøene fra vilde kornsorter og tæmme dyr. Svedjebruget tog sin begyndelse med afbrænding af skoven og en midlertidig bosættelse i løst organiserede samfund.

Ca. 5.000–3.000 f.Kr.: Mens svedjebruget bredte sig på alle kontinenter, tog man i Mellemøsten floddale hul på at opbygge et intensivt landbrugssystem baseret på kunstvanding, arbejdsdeling og autoritære kongedømmer. Verdens befolkningstal femdobles.

Ca. 3.000–1.000 f.Kr.: De intensive landbrugssystemer i Mellemøsten kulminerede, og svedjebruget fortsatte sin gradvis ekspansion. Samtidig indledtes i Kinas og det sydlige og sydøstlige Asiens floddale opbygningen af tilsvarende intensive landbrugssystemer og samfund. Befolkningstallet fordobles.

Ca. 1.000 f.Kr.-1.500 e.Kr.: Mens de asiatiske floddalskulturer og samfund fortsatte deres ekspansion, Mellemøstens stagnerede, og svedjebruget fortsat var udbredt i store dele af Afrika, Amerika og Europa - etableredes intensive landbrugskulturer og statsdannelser i Latinamerika (Inka, Maya og Aztek) og Europa (Romerriget og middelalderens Vesteuropa). Dermed nåede landbrugssamfundet sin fulde udstrækning, inden den voksende europæiske markedsøkonomi og ekspansion indledte overgangen til kapitalisme og industrisamfund. Befolkningstallet to-tre dobledes i det sidste årtusinde før vor tidsregning, stagnerede næsten i det følgende årtusinde og fordobledes i løbet af middelalderen, 1.000–1.500 e.Kr.

Den kronologiske udvikling er ikke blot udtryk for en fortsat vækst i landbrugssamfundet frem mod et højere stade. Tværtimod er landbrugssamfundene kendetegnet ved stagnation, når de nåede et vist trin. Derfor fandtes samtidig i før-industrisamfundenes tidsalder landbrugssamfund på forskelligt udviklingstrin. De kan inddeles i to hovedkategorier, nemlig henholdsvis ekstensive og intensive landbrugssamfund. De ekstensive landbrugssamfund omfattede dels samfund baseret på svedjebrug, dels nomadesamfund af kvægbrugere. De intensive samfund bestod dels af samfund baseret på kunstvanding, henholdsvis kornsamfund i Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika og ris-samfund i Østen, dels landbrugssamfundene i Europa baseret primært på regnvand. Både befolkningsmæssigt og kulturelt lå tyngdepunktet og dermed forudsætningen for den videre udvikling i de intensive landbrugssamfund.

Landbrugsudviklingen øgede verdens befolkningstal. Det gik langsomt i perioden 8.000–5.000 f.Kr., hvor den første dyrkning af jorden og tæmning af dyr blev indledt. Derpå begyndte samfundsudviklingen at accelerere med den fastere bosættelse og landbrugets første markante gennembrud fra 5.000–3.000 f.Kr. Udviklingen tog fart i de følgende tre årtusinder til begyndelsen af vor tidsregning. Dér kulminerede landbrugssamfundene i det meste af verden. Gennem det første årtusinde af vor tidsregning var udviklingen i Europa og Asien præget af stagnation, mens landbrugets fortsatte udbredelse i Afrika og Amerika dannede grundlag for en øget befolkning. En ny befolkningsvækst satte ind i middelalderen fra 1.000–1.500. Det omfattede alle verdens regioner. Det hang de forskellige faser sammen med ændrede landbrugssystemer.

Befolkningsudviklingen var et spejl af livsgrundlaget og dermed af de eksistensmuligheder, som de forskellige former for landbrugsproduktion gav samfundene rundt om i verden. Det mest markante træk ved udviklingen var den stigende befolkningskoncentration i Asien, anført af de store kinesiske og indiske regioner. I mindre udstrækning steg også den europæiske befolkning, først i antikken og i næste omgang i middelalderen.

Verdens befolkning fordelt på kontinenter i mio., 5.000 f.Kr. – 1.500 e.Kr.

Kilde: Angus Maddison: Contours of the World Economy; Mazoyer and Roudart: A History of World Agriculture.

Eftersom landbrugssamfundene primært var selvforsynende, og der gennem de mange årtusinder næppe foregik nogen forbedring af levestandarden for den langt overvejende del af befolkningen, levede verdens befolkning gennemsnitligt på det samme økonomiske niveau gennem årtusinder. Produktivitetsniveauet forblev stort set det samme, dvs. hvor mange andre end sig selv og sin familie den enkelte bondehusholdnings fødeproduktion kunne dække.

I et samfundsperspektiv er graden af landbrugets intensitet eller produktivitet vigtig. Den er nemlig udtryk for, hvor mange mennesker, der kan leve af landbruget inden for et givet område. Produktivitet og befolkningstæthed følges ad og hænger endvidere sammen med kompleksiteten i samfundet. Jo større intensitet og befolkningstæthed, desto højere samfundsmæssig kompleksitet og arbejdsdeling. I landbrugssamfundet skulle der skønsmæssigt ni bondefamilier til at brødføde en ikke fødeproducerende familie, f.eks. en bybo og aristokrat. Det lagde store begrænsninger på arbejdsdelingen, der først og fremmest steg i takt med omfanget af fyrstens og overklassens inddragelse af bøndernes produktionsoverskud. En stor rigsdannelse med en stærk militærmagt gav således mulighed for dannelsen af større byer. Men i modsætning til de senere vesteuropæiske byer, der var baseret på selvstændig handel og håndværk, svandt landbrugssamfundets byer ind med imperiernes forfald, som f.eks. Rom.

Det karakteristiske for de før-industrielle landbrugssamfund var, at produktiviteten toppede med højkulturerne. Væksten steg herefter kun i takt med arbejdsindsatsen, dvs. skulle der produceres mere føde, krævede det en tilsvarende større arbejdskraft. Levestandarden blandt bønderne steg derfor aldrig. Derimod kunne overklasse og fyrste øge deres rigdom, dels ved at presse mere ud af de samme bønder, dels ved at udvide deres territorium, så de regerede over flere bondehusholdninger og dermed fik en større tribut.

Der herskede således en direkte sammenhæng mellem evnen til fødeproduktion og befolkningstal.⁵ Steg befolkningen, havde man valget mellem at opdyrke nyt land eller gøre dyrkningen mere intensiv, dér hvor man boede. Når al jord var opdyrket, stod kun intensiveringen tilbage. Alternativet var sultedøden. Presset på naturen voksede derfor i takt med en stigende befolkning. En udvidelse af landbrugsarealet og øget intensivering gennem en tilsvarende større arbejdsindsats var f.eks. baggrunden for befolkningsstigningen i Kina og Indien. Andre steder som Egypten, hvor ørken og hav satte grænser for landbrugsarealets udvidelse, nåede befolkningstallets sit højeste længe før vor tidsregning. Først i anden halvdel af det 19. århundrede oversteg Egyptens folketal oldtidsniveauet på 4 mio.

Når man nåede grænsen for, hvor mange mennesker landbruget kunne brødføde i de enkelte egne af verden, kunne det resultere i sygdomme, krige og sult, som fik befolkningstallet til at falde. Sådanne drastiske fald oplevede både Kina og Europa i slutningen af middelalderen. Det illustrerer også, at de traditionelle landbrugssamfund ikke var vækstsamfund. Tværtimod. De var stagnationssamfund. Bortset fra variationer som følge af naturmæssige og historiske forskelle, så lignede verdens henholdsvis ekstensive og intensive landbrugssamfund hinanden, når man ser på de forskellige perspektiver: magt, organisering, arbejdsdeling, arbejdsproces og kultur (figur).

Efter produktivitet og kompleksitet kan verdens landbrugssamfund gennem flere tusinde år opdeles i tre hovedtyper efter landbrugets intensitet: ekstensive svedjebrug og nomader og intensive landbrug.

Svedjebruget

Den tidligste form for agerbrug var svedjebruget.⁶ Man brændte træer og buske af, bearbejdede jorden lidt med gravestok eller en simpel hakke og plantede frø fra områdets vilde kornlignende planter, ligesom de første vilde dyr blev tæmmet. Gentagende brug af de samme planter og udvælgelse af de bedste frø betød, at svedjebønderne udviklede grundlaget for landbrugets fremtidige korn-, rod-, grønsags- og foderplanter. Det omfattede f.eks. forløberne for hvede og byg i Asien, Europa og Amerika og millet og sorghum i Afrika, grønsager som ærter, linser og kål og i Amerika majs og squash, rodknolde som taro og yams i Afrika og Asien, turnips i Europa og kartoffel i Amerika. inkl. foderplanter som vikke og kløver. Svedjebrugerne begyndte også at tæmme de første dyr og gøre dem til en del af husholdningen, således svin, geder, får og hund. For at sikre eksistensgrundlaget måtte agerbruget typisk suppleres med jagt og fiskeri. Efter få år var jorden udpint, og familien eller gruppen flyttede til et andet område og gentog processen.

Til svedjebruget svarede det mindre udviklede landbrugssamfund med en begrænset social- og arbejdsdeling. Svedjebruget var baseret på et produktionsfællesskab for et større eller mindre antal familier, der bosatte sig i midlertidige landsbyer. Til at organisere forsvaret, sikre den indbyrdes orden og tage beslutninger om flytning mv. opstod en ledelse bestående af en høvding, der i samråd med familieoverhovederne traf de nødvendige beslutninger. Høvdingen og hans familie kunne gennem sin indsats gøre sig fortjent til at videreføre høvdingerollen. Slægtskabet spillede en central rolle for svedjebrugssamfundet. De enkelte husholdninger eller familier var knyttet løst sammen i større grupper, ’bands’, og endnu større enheder i form af klaner eller stammer. ’Bands’ og stammer trådte typisk sammen en gang årligt for at udveksle kvinder og afgøre større konflikter. De kunne også mødes i tilfælde af større kriser, som kunne føre til fælles forsvar eller angreb.

Svedjebruget ekspanderede fra Mellemøsten til resten af verden i både tropiske, subtropiske og temporære områder, lige fra den afrikanske savanne til det kølige Nordeuropa og på det store asiatiske kontinent. Også i Amerika bredte svedjebruget sig. Fra det 5. og især 3. årtusinde f.Kr. blev svedjebruget gradvist fortrængt af et mere intensivt og bofast agerbrug, men helt frem til vor tidsregnings begyndelse var det udbredt i Europa, Afrika, Amerika og dele af Asien. Ja, trods stigende marginalisering har det i alle skovrige egne været praktiseret helt op til i dag. Flere hundrede tusinde landbrugere benytter således denne metode til at inddrage regnskoven i agerlandet, f.eks. i Brasilien og Indonesien.

I takt med svedjebrugets og befolkningens vækst forsvandt en stigende del af skovene, ligesom gentagende dyrkning reducerede jordens frugtbarhed. Det ændrede efterhånden betingelserne for landbrug. Dels tørrede det jorden ud og gjorde den ufrugtbar, ligesom afskovningen fremmede et tørrere klima. Dels skabte det erosion. I bjergrige egne med megen nedbør kunne det rive store jordmængder med sig, som aflejredes i dalene og floddeltaerne. Det berigede omvendt dalene med frugtbare aflejringer, hvis man kombinerede det med kunstvanding. Men det forudsatte en større organisatorisk indsats. Følgen af afskovningen og svedjebrugets fremvækst var, at der opstod et skarpere skel mellem lavlandsområder, der egnede sig til agerbrug, og højlandsområder forbeholdt græsning af kvæg. Specialiserede kvægnomader bredte sig fra det 3. årtusinde f.Kr. på Asiens og Afrikas store sletter.

Nomader

Da det intensive agerbrug skilte sig ud fra svedjebruget, specialiserede mange andre bønder sig som kvægavlere eller nomader. Det skete ofte i bjergrige områder eller ufrugtbare sletter, som ikke egnede sig til agerbrug, men undertiden også i konkurrence med agerbrugerne. Sidstnævnte forekom dog primært i Afrika, hvor svedjebruget eller halvagerbruget fortsatte med at dominere. Mellem kvægavlere og agerbrugere gik der et skel, der gennem årtusinder skabte voldsomme samfundskonflikter og -ændringer.⁷ Selv om agerbrugssamfundene ofte blev erobret af de militært kyndige nomader, gik de dog i sidste ende sejrrigt ud af konflikterne, fordi de repræsenterede en højere kultur, dvs. mere produktive samfundsformer. Kvægavlersamfundene var enten tvunget til at fortsætte som nomader og kvægavlere, hvis udvikling så at sige blev stående på et bestemt stade, eller lade sig opsluge af agerbrugssamfundene.

De største nomadeområder i verden var ørkenområderne og højsletterne i Nord- og Centralafrika, Mellemøsten og det centrale Asien. Nomaderne begyndte tidligt i historien at gribe regelmæssigt ind i agerbrugsfolkenes tilværelse. Baggrunden for de jævnlige overfald på agerbrugsfolkene må være nomadesamfundenes manglende muligheder for at opsuge egen befolkningsvækst eller større kriser.

Nomadeøkonomien var baseret på hjorden og ikke jorden som i agerbrugssamfundet. Dyrene udgjorde samfundets ejendom, der kunne være delt mellem forskellige husholdninger. Jorden eller græsningen var derimod fælleseje eller også nærmest ingens eje som et territorium i lighed med jæger-samlersamfundets. Klasseforskellene var derfor mindre udtalte end i agerbrugssamfundene. Teknikken var højt udviklet med hensyn til kvæg og græsning, især på hesteområdet. Men det skyldtes en høj specialisering og et beskedent produktionsgrundlag, som kun kunne føde et begrænset antal mennesker. Noget overskud var der sjældent, og nomadernes eksistens truedes jævnligt af overbefolkning og tørke. I sine hovedtræk har nomadesamfundet stået uændret sidenhen. Det rummede ikke større udviklingsmuligheder. Den eneste form for ekspansion bestod i handel eller krig. Da man ikke havde så meget at handle med som agerbrugssamfundene, var krig og erobring den mest nærliggende mulighed. Militært blev nomaderne efterhånden veludrustede. Vandringen og de konstante sammenstød med andre samfund udviklede deres beredskab og kamporganisation. Den forstærkedes af deres avancerede teknik i omgangen med dyrene, især ridekunsten.

Oversteg befolkningen ernæringsgrundlaget kunne nomaderne reagere med angreb på handelsveje og handelscentre, eller ved større kriser ved samlede angreb på selve landbrugssamfundene. Ofte lykkedes angrebene på grund af nomadernes militære overlegenhed, men herredømmet varede sjældent længe, med mindre erobrerne lod sig opsluge af det erobrede samfund og indgå i dets lederfunktioner. Denne integration forekom mange gange. Modsætningen mellem nomader og de højt udviklede landbrugssamfund blev et stående tema gennem hele landbrugssamfundets historie. Nomaderne lagde pres på og erobrede jævnligt magten over højkulturerne i Kina (mongolerne), Indien, Europa og Mellemøsten (indoeuropæerne).

I det 2. årtusinde f.Kr. trådte nomaderne for alvor ind i historien. Fra det såkaldte nomadebælte i det euro-asiatiske sletteland, der strakte sig nord om højkulturerne fra Stillehavet over Centralasien til langt ind i Europa, skyllede den ene erobringsbølge efter den anden ind over Kina, Indien, Mellemøsten, Europa og Nordafrika og formede de folkeslag og kulturer, som gælder den dag i dag. I Mesopotamien, Mellemøstens kornkammer, kom først semitterne i 3. årtusinde f.Kr., så indoeuropæerne i 2. årtusinde, og i det 1. årtusinde opbyggede deres efterkommere på Irans højslette et kæmperige, der omfattede hele Vestasien fra Middelhavet til Indusdalen. Iblandet græske islæt fra det 4. århundrede f.Kr., efter Alexander den Store, holdt denne enorme rigsdannelse sig indtil den islamiske ekspansion i 7.-8. århundrede e.Kr.

I det arabiske ørkenland var det sandsynligvis semitiske kvægfolk, der tæmmede kamelen, og holdt den for kødets skyld. Som pakdyr blev kamelen anvendt fra o. 1000 f.Kr. Araberne udviklede sig til specialiserede kamelnomader. Kamelmælk blev et vigtigt næringsmiddel. Sammen med kamelkød og kamelhårstæpper kunne mælken byttes med jordbrugsvarer, som araberne skaffede gennem transporttjenester. Ved hjælp af kamelen kunne de bevæge sig gennem terræn, der var utilgængeligt for andre og kunne ekspandere ind i områder, der ikke tidligere havde været udnyttet. Øget konkurrence om dette livsgrundlag førte til en mere slagkraftig stammeorganisering, militært og politisk. Det gjorde araberne til en stærk magtfaktor i Mellemøsten. I kraft af ørkenens skib erobrede de karavanehandlen. Kamelen forbedrede transport- og handelsmulighederne, så araberne blev Mellemøstens handelsfolk. I næste omgang erobrede de hele Mellemøsten. Fra o. 600 e.Kr. banede islam vejen for en permanent arabisk dominans, langt uden for regionen.

I det 13. århundrede fulgte den sidste nomadestorm på højkulturerne, da mongolerne en periode gjorde sig til herre over både Kina, Indien og Mellemøsten. O. 1500 erobrede de tyrkiske osmanner, en anden asiatisk nomadestamme, Mellemøsten og dannede Osmannerriget, der eksisterede frem til første verdenskrig. Dermed hørte nomadeekspansionen op. Fra det 17. århundrede blev de først tæmmet af Kina, så af et ekspanderende russisk rige, og i vest tog europæerne over.

Med de nomadiske erobringstogter kom højkulturerne i tættere indbyrdes kontakt. Hele det mellemøstlige område fyldtes med rigsdannelser, der hver især stræbte efter mere magt og flere agerbrugssamfunds produktionsoverskud. Disse riger var i realiteten ikke andet end en overklasse, der byggede på kontrollen over bøndernes produktionsoverskud ved hjælp et stort militært apparat, der udadtil dannede skjold mod andre sultne krigerfolk. Ved nye erobringer overtog den nye overklasse den gamles plads. Religion og det grundlæggende produktionssystem lod man som regel uantastet, bortset fra den livsvigtige tilegnelse af bøndernes overskud. Det ændrede sig først med islam, der fra det 7. århundrede i stigende omfang blev anvendt til at erobre stadig flere områder.

Verdens landbrugscentre

Efter en langsom indledningsfase accelererede landbrugsudviklingen fra 5.000–3.000 f.Kr. Mens befolkningen skønsmæssigt blot fordobledes til 10 mio. fra 8.000–5.000 f.Kr., skete der formentlig en femdobling i de næste to tusinde år. Perioden fra 5.000–3.000 f.Kr. blev afgørende for landbrugsrevolutionens gennembrud. På den ene side fortsatte svedjebruget med langsomt at brede sig ud over kloden. På den anden side etableredes i Mellemøstens floddale et intensivt, kunstvandet agerbrug, der dannede grundlag for komplekse landbrugssamfund. Det blev et af de centrale landbrugscentre, der dannede kernen i de førindustrielle samfund.⁸

Svedjebrugssamfundenes løst organiserede landsby- og høvdingedømmesamfund blev i Mesopotamien erstattet af samfund, der var baseret på en udbygget centralmagt med konge og specialiserede ledelsesfunktioner og et veludviklet håndværk i magtens bycentre. Det fuldbyrdede den udvikling, som havde været på vej i regionen fra 8.000–5.000 f.Kr. Fra den såkaldte ’frugtbare halvmåne’ i det nuværende Palæstina/Israel og Syrien tog folkegrupper initiativet til at opdyrke floddalene omkring Eufrat og Tigris. Omtrent samtidig med udviklingen i Mesopotamien opstod en tilsvarende floddalskultur omkring Nilen i Egypten. Dermed skabtes det første landbrugscenter i verden, hvorfra landbruget og landbrugssamfundene i de følgende årtusinder bredte sig til det øvrige Mellemøsten, Asien, Afrika, Europa og Amerika.

Centret i Mellemøsten strakte sig i sin fulde længde fra Egypten og Israel, Palæstina, Jordan og Libanon i vest, via det sydlige Tyrkiet og Syrien i nord til Irak og det vestlige Iran ned til Golfen i øst. I det ellers tørre Vestasien udgjorde det et forholdsvis fugtigt og frugtbart område, som fik vinterregn fra Middelhavet og ellers nød godt af floderne med udspring i bjergene. Halvmånen afgrænsedes af Sahara ørkenen og Middelhavet mod vest, den syriske ørken, Taurus bjergene og Anatoliens højland mod nord, Zagros bjergene mod øst og Den Persiske Golf mod syd. Kernelandet var Irak omkring de to floder Eufrat og Tigris, tillige med Nilens Egypten.

Regionens store højde- og klimaforskelle dannede grundlag for mange spiselige planter, som landbrugspionererne kunne eksperimentere med. Særlig vigtig var det, at halvmånen rummede de vilde forløbere for landbrugsrevolutionens otte basale afgrøder: emmer hvede, enkorns hvede, spelt og byg, hør og bælgfrugterne ærte, linser og vikke. Mellemøstens landbrug byggede på dyrkningen af korn, hvede og byg, grønsager som bønner og linser og plantefiberen hør. Bomuld kom først senere. Regionens tæmmede dyr bestod af geder og får, svin, køer og æsel. Endvidere fandtes her fire af de vigtigste husdyrarter: køer, geder, får og svin, mens den femte, hesten, levede i nærheden (Centralasiens stepper). Senere blev kamelen det centrale transportmiddel i regionens ørkenagtige landskaber og yakoksen i det asiatiske højland. På steppen var hesten omdrejningspunktet, hvorfra den bredte sig til agerbrugssamfundene. Med opbygning af overrislingsanlæggene omkring Eufrat og Tigres og brug af enkle redskaber som ard, hakke og spad, segl og beholdere af keramik samt spoler og vævestole forøgedes den naturlige frugtbarhed markant fra det 4. årtusinde f.Kr. En skiftende centralmagt kontrollerede og levede af bøndernes indsats i Mesopotamien og Egypten.

Fra dette mellemøstlige center bredte landbruget sig til det øvrige Mellemøsten, Iran, Pakistan og Indien mod øst, Afrika mod syd og Europa mod vest. Spredningsprocessen gik langsomt i perioden 7.000–5.000 f.Kr. Men fra 5.000–2.000 f.Kr. udvikledes landbruget i hele Europa fra syd mod nord og øst mod vest, mens udnyttelsen af Gangesdeltaet først satte ind fra det 2. årtusinde f.Kr. I Ganges-deltaet og Europa kom landbrugets egentlige gennembrud i det første årtusinde f.Kr. og igen efter år 1000 e.Kr. En tilsvarende udvikling foregik nord og syd for den afrikanske regnskov. Først hen imod 500 f.Kr. nåede landbruget dog det nuværende Sydafrika. Mens Mellemøstens kornsorter vandt frem i Europa, udnyttedes de lokale, vilde planter millet og sorghum i det tørre afrikanske klima. I Afrika udvikledes dyrkningen af millet og sorghum, afrikansk ris, bønner og yams. Rodplanter som yams i Afrika og roer i Europa supplerede sammen med bønner, linser, kød og fisk den overvejende vegetariske kost.

Det andet store og ekspanderende landbrugscenter udgik fra Kina. Omkring den mellemste Hoang He flods løsjord indledtes landbrugsproduktionen o. 7000 f.Kr., hvorfra den bredte sig mod nordøst og sydøst frem til 5.000 f.Kr. Fra 5.000–2.000 f.Kr. ekspanderede landbruget mod syd til Sydøstasien og Indonesien og mod nord til det nordligste Kina, Korea og Japan.

De første kinesiske landsbyer for bofaste landbrugere opstod ved den mellemste Hoang He flod med basis i den tyndt vandede løsjord. I det nordlige kinesiske center dyrkedes kornsorten millet, grønsager som kål og fibrene hør og rami. Dertil kom husdyrene høns, grise og køer. Den tidligste landbrugskultur øgede sit ressourcegrundlag og voksede med ekspansionen mod øst til den gule flods nedre dale og den blå flod (Yangze), hvor den især blev beriget med planterne soja, der kom fra nordøst, og ris fra sydøst. Først fra det første årtusinde af vor tidsregning slog ris-kulturen igennem omkring Yangtze mod syd. Ris blev dog utvivlsomt kultiveret uafhængigt af hinanden i flere regioner i det sydøstlige Asien.

I Sydøstasiens tropiske områder dyrkedes bredbønne og rodfrugterne taro, yams og majroer samt bananer og sukkerrør. Lignende kulturer udvikledes i det nuværende Indien, Bangladesh og Pakistan. Parallelt med den kinesiske udvikling forskød samfundenes tyngdepunkt sig til risdyrkningen omkring de store floder som Ganges og Mekong og i det fugtige indonesiske klima.

Det tredje landbrugscenter udvikledes i det sydlige Mexico fra 7.000–5.000 f.Kr. Herfra bredte det sig i perioden 5.000–2.000 f.Kr. til den vestlige Andesregion i det nuværende Peru og Ecuador og nordpå til Mississippi-bækkenet. I det mexicanske center dyrkedes peber, avocado, majs, squash, zucchini, græskar og senere bønner og bomuld, og man holdt efterhånden kalkuner og ænder. Det kulminerede i det første årtusinde af vor tidsregning med den intensive landbrugskultur Maya og i middelalderen med Aztekerriget, som de første spanske erobrere mødte i det 16. århundrede.

I det nordligste Sydamerika dyrkedes foruden peber og bomuld også sødekartofler, ananas og papaya, mens man i Andesregionen avlede rodfrugterne kartofler og oka, den proteinrige quinoa og bælgplanten lupin. De tæmmede husdyr var lama og marsvin. I det begyndende nordamerikanske landbrug dyrkedes squash, solsikke og byg. De første landbrugsredskaber bestod af stenøkser, hakkestok, segl, kværn, gryder og kurve foruden spyd og bue og pil til jagt og forsvar/angreb.

I det sekundære nordamerikanske center dyrkede man squash, hyld, solsikke, knude græs og lille byg. De rige vandressourcer med fisk og rigdommen på vildt betød dog, at man samtidig fortsatte det nomadiske liv som jægere og samlere. Først hen imod vor tidsregnings begyndelse blev landbruget mere bofast med basis i svedjebrugets dyrkning af millet, byg og græs. Majsen vandrede fra Mexico til USA i det første årtusinde e.Kr. og blev efterhånden Nordamerikas førende landbrugsplante. Langsomt bredte landbruget sig mod øst, vest og nord i Nordamerika, men endnu ved de første europæers ankomst i det 16. århundrede dominerede jægere og samlere på prærien i de vestligste og nordligste dele af kontinentet. Befolkningstallet i Nordamerika forblev derfor lavt.

I det sekundære sydamerikanske center (Andes) dyrkede man langfibret bomuld, peber, søde kartofler, ananas og papaya mod nord og mod syd i højlandet kartofler, rodfrugten oca, gåsefod og holdt dyrene marsvin, lama og alpaca. Andes-centret udviklede sig uafhængigt af det nordlige center, indtil det i det 5. årtusinde f.Kr. blev opslugt af majslandbruget fra nord. Majsdyrkningen bredte sig i Sydamerika via Andes og Perus kyst i det 4. årtusinde f.Kr. til Chile og hinsides Amazonas mod øst og sydøst hen imod vor tidsregnings begyndelse, men nåede ikke kontinentets sydlige område og det indre Amazonas før senere. Her var man stadig jægere og samlere i det 16. århundrede. I Andesregionen opstod fra det sidste årtusinde før vor tidsregning en intensiv landbrugskultur med majsdyrkning i lavere regioner og kartofler i det kølige højland. Det kulminerede med det Inkarige, spanieren Cortez løb over ende i det 16. århundrede.

Inkariget dækkede et stort teritorium, som i dag svarer til Ecuador, Peru, Boliva og Chile. Det strakte sig fra den ørkenlignende Stillehavskyst, de høje, halvtørre og kolde Andes bjerge til det vestlige Amazonlandets fugige, varme og skovrige region. Inkariget byggede videre på mindre landbrugssamfund, som de to foregående årtusinder havde skabt et agerbrug baseret på sindrig kunstvanding. Riget omfattede ’oaser’ i kystlandet, kunstvandede dale i Andes, Andes højlandets græsmarker og opdyrkede rydninger i Amazonskoven. Som i mange bjergsystemer bestod Inkariget af komplementære delsystemer, der hver udnyttede en bestemt økologisk niche.

For at øge befolkningen og dermed overklassens magt og rigdom udvidede Inkastaten til stadighed det kunstvandede og dyrkede landbrugsareal og søgte at udnytte de forskellige ressourcer i de samfund, manhavde erobret. Store lagre, vandingssystemer og vejanlæg, transport- og handelssystemer bandt de forskellige dele af riget sammen. Det blev styret af en integreret civil og religiøs elite, der anvendte den store masse af bønder som slavelignende arbejdskraft og soldater.

I alle tre centre sørgede en gruppe af planter for at dække de basale behov for befolkningen. Dette kulturelle kompleks bestod af en kornart til at levere kulhydrater, en grønsag til at levere protein og en plante, som forsynede dem med tekstilfibre. Dertil kom proteintilførsel via husdyr suppleret med jagt og fiskeri. For både planter og kvæg rummede oldtidens udviklede landbrug konturerne til al senere landbrugsproduktion. Før middelalderens vesteuropæiske kombination af kvæg- og agerbrug spillede husdyrene kun en sekundær rolle i verdens agerbrugssamfund.

Fra 5.000–3.000 f.Kr. bredte landbruget sig og fortrængte jægere og samlere. Det intensive landbrug slog igennem fra 3.000–1.000 f.Kr., først i Mellemøsten og med endnu større kraft i perioden fra 1.000 f.Kr.-1.500 e.Kr. i Asien og Europa og dele af Amerika. Mest ekspansiv var den asiatiske ris-kultur omkring Yangtze i Kina, Ganges i Indien og Mekong i Sydøstasien samt kunstvandingssystemerne i Indonesien såvel som i Japan, Korea og Filippinerne. Fra lavlandet bredte risdyrningen sig op ad bjergskråningerne med imponerende terrasser, der både øgede landbrugsproduktionen og begrænsede erosionen.

Væsentligt mindre produktiv var det europæiske temporære landbrug, der opstod i oldtides Europa med Romerriget som centrum. Det var baseret på dyrkning af jorden med en dyretrukken plov, brug af kombinerede jern- og træredskaber og braklægning for at restituere jorden. Fra den varme Middelhavsregion bredte det sig nord på til hele europa indtil det nordlige Skandinavien. Skovene blev gradvist fældet fra syd til nord og fra vest til øst. Udviklingen fulgte omkring to årtusinder efter kunstvandings landbrugets etablering i det tørre Mellemøsten. I Europa, hvor man kunne dyrke korn ved hjælp af regnvand og lade dyrene græsse i dele af de afskovede områder, var til forskel fra alle andre landbrugssystemer i den førindustrielle verden i stand til at kombinere planteavl og husdyrbrug. Kornet blev dyrket på de mest frugtbare jorden, mens dyrene græssede på de øvrige områder. Korndyrkningen vekslede med braklægning, hvor dyrene græssede på de braklagte marker og forsynede dem med gødning, ligesom de gjorde om vinteren.

Produktiviteten af dette landbrug, som især dominerede Europa fra o. 1000 f.Kr. til o. 1000 e.Kr., var lav. Pløjningen med ard i den lerede jord mod nord og løsere mod syd resulterede i en dårlig bearbejdning til såningen. Høsten foregik med sejl og tærskningen med plejl og dyrenes trampen hen over kornet. Kornet blev malet til mel i manuelle mortre og stenkværne eller i centrene med store slavetrukne stenkværne. Gødskningen var også begrænset, fordi den lave produktivitet ikke tillod noget større dyrehold. Følgelig befandt Eurpas befolkning sig før middelalderen på sultegrænsen og førte regelmæssigt krige for indadtil og udadtil at øge adgangen til ressourcer. Romerkrigen var det klareste eksempel på en overførsel af korn og materialer fra Middelhavsregionen for at sikre forsyningen af fødevarer og andre råvarer til magtcentret i Rom.

Fra o. 1000 udvikledes i det køligere landbrugsområde nord for Alperne et mere produktivt landbrug. Ved at opstalde dyrene om vinteren, fodre dem med hø og derved producere en større mængde gødning skabtes grundlaget for at opdyrke større arealer. Bedre gødskning og udbredelsen af en egentlig plov, der vendte jorden, tillige med den firehjulede vogn gjorde det muligt at øge både produktion og befolkning. Dette nye landbrugssystem, der fortsat omfattede braklægning, bredte sig efter 1000 i det nordlige Europa og varede trods forbedringer i enkelte egne faktisk frem til o. 1800. Fra Europa bredte det sig til Amerika, Sydafrika og Oceanien. Det nye landbrugssystem banede vejen for en udvidelse af landbrugsarealet og en befolkningsstigning, der standsede brat ved langvarige pestepedemier fra midtan af det 14. til midten af det 15. århundrede. Genopbygningen herefter resulterede først senere og gradvist i overgangen til et nyt landbrugssystem, hvor man begyndte at springe braklægningen over ved bedre udnyttelsen af gødningen. Sammenlignet med det kinesiske og indiske landbrug var det europæiske dog meget mindre intensivt og kunne derfor ikke nær nok forsyne en stor befolkning som den kinesiske. Det tillod derfor heller ikke større statsdannelser og en stærk centralmagt i Europa før det 16. århundrede.

Landbrugssamfundenes struktur

Kilde: Egen tilvirkning.

Uden for centrene foregik landbrugets udbredelse kun langsomt. I Mellemøsten tog det o. 4.000 år at nå de atlantiske og baltiske floder og mere end 6.000 år til Fjernøsten og det sydlige Afrika. Det spredte sig med ca. 1km årligt. Dertil kom, at store dele af jordkloden ikke blev berørt af denne første landbrugsekspansion. O. 1500, ved opdagelsernes begyndelse, var landbruget knap nok nået til det sydligste Afrika og Sydamerika, det nordvestlige Nordamerika og længst mod nord i Nordamerika og Eurasien. Endvidere omfattede den agrare bølge ikke den store Amazonas region, og dele af det centrale Afrika, Asiens skove omkring Ækvator og de store prærier i Nord- og Sydamerika. Først fra det 16. århundrede koloniserede store hvide befolkningsgrupper gradvist disse jomfruelige områder.

Selv i dag er landbruget ikke udbredt til hele jordkloden. Fortsat uopdyrkede er de vanskeligt gennemtrængelige eller ikke særlig frugtbare miljøer som de tørre ørkener, polarområder eller kolde ørkener i højlandet, taigaen i den store region fra Alaska og det nordlige Canada i vest til det nordligste Eurasien i Skandinavien og Rusland og via det nordlige Skandinavien til det store nordsibiriske område frem til Beringstrædet i øst såvel som dele af de ækvatoriale skove. De