Tag lyset med 2: Min egen Danmarkshistorie En sallingbos livsfortælling

By Kaj Smedemark

1978-2018 er den mest omvæltende periode i historien. Jeg fortæller om indvirkningen heraf på mit liv som højskolelærer. Jeg fortæller om Danebods økologiske gartneri og grønne køkken, Danebods 45 kW-vindmølle, natur- og miljøbeskyttelse, naturoplevelser, fjeldvandring, byggeri af norsk bjælkehytte og grønlandskajakker og om abduktiv undervisning på Danebod Højskole, Haderslev Seminarium og Midtals Friskole. Jeg fortæller om centrale familiære begivenheder og om livets begyndelse, mening og afslutning. "Tag lyset med" 1 & 2 er en krønike om mit liv fra 1949-2018 og om min slægts historie fra 1600-tallet. Den er skrevet til mine børn, min familie og min slægt, men andre må gerne læse med. Uden erindring bliver vi hjemløse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 28, 2018
• ISBN: 9788743007210

Kaj Smedemark

Kaj Smedemark er biolog, grafiker og forfatter. Har undervist på gymnasium, folkehøjskole og læreruddannelsen. Forfatter til bl.a. Læringens biologi og undervisning der virker (KLIM 2014), Biologihåndbogen - biologiske overblikstekster (Forlaget SydFrugt 2009) og Naturtegning - teknik og Motiver (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck1990). Økoangst er den fjerde digtsamling i serien om Vandplaneten.

Book preview

Til Søren, Marie, Kresten, Signe og Hanne

Indhold

Indledning

Højskolen som livsform 1978-2000

Bål ved Pyhatunturisøen

Jeg fik ikke sagt rigtigt farvel

Danebod-Møllen

Økologisk gartneri og grønt køkken

Del jer efter anskuelser

Demokrati er ikke en selvfølge

Augustenborg – et sort byråd

Hjertesproget

International Naturrettighedserklæring?

Handlingsplan for økologisk bæredygtigt Landbrug

Den økologiske selvangivelse

A well møj gjarn hjem te Danmark for å blyw begrawe

Formand for DN’s lokalkomite

Nattergaleturen

Vildmarkstur til Atnbrua i Østerdalen

Tegning og grafisk værksted på Danebod

Bryllup og forsinket bryllupsrejse til Rom

Vi bliver forældre

Mine forældre dør af kræft

Skyggen bliver sort

En livsform bliver vraget

Fars fortvivlede kamp

Kresten bliver født

I Heksens Hule - hos Erica Simon i Ardêche

Det efterår hvor Muren faldt

Marie bliver født

Inferno – den mundtlige fortælling

Hos Else og Nina i Anduze

Familien i Midtals Friskole

Søren bliver født

Enlig far i Naldmose

Freja

Indian summer – en uge på højskole 1994

Jagten

Træskæring og Midtals Husflid

Laftet norsk skovhytte og højskoleliv

Håndbyggede grønlandskajakker

Forstanderskifte og hestekur

Marie – lysets engel

Sommerferier med børnene

Konflikt mellem arbejdsliv og familieliv

Danebods historiske identitet

Det sidste Hold – foråret 2000

Vi forlader Danebod

Socialpsykiatri og læreruddannelse 2000-2014

Værkstedshuset Alssund

Børnenes dannelsesrejser

Efterskoler og luft under vingerne

Coggeshall Parish Church

Unge, der rejser ud, fratages rettigheder

Lektor på University College Syddanmark

Undervisning i Haderslev, Ribe og Esbjerg

Hjemmearbejdsplads med luftsyn

Seminariet satte skel mellem arbejdsliv og det civile liv

Afstemning af forventninger

Naturlig biologi og videnskabelig biologi

At gribe øjeblikket og demonstrere naturfagligt niveau

Frivillig flid og den indirekte metode

Feltbiologen møder virkeligheden

Forringelser af læreruddannelsen

Feltbiologiske åndehuller

Biologihåndbogen udgives på UC Syds Forlag

Udvikling af net-biologi

Livstegn – fortællinger fra jægerstenalder

Hannes 50-års fødselsdag

En smadret bil og en brækket næse

Blandt tibetanske nomader på Verdens Tag

Du ejer kun den mad, du har spist

64 folkeslag og 60 sprog

I bil til nomadeland på kanten af Sahara

Hos Kresten Kold i Gorum Gorum

Hverdagsliv og navnefest på bopladsen

Hvilket barn skal have mad?

I Abdulajs Hus

Markedet i Oursis og nat i Sahara

Vi gør store øjne i Lourfa

Gamle håndværk i Kongoussi

Alternativ retspleje i Manéga

Et døgn i Ouagadougou

Kejseren af Mossiriget truer med at abdicere

Aidjo

Hvem er jeres leder?

På besøg hos Marie i Beijing

Årets bog om læring: Læringens biologi

Farvel efter 40 år på arbejdsmarkedet

Livet er en midlertidig oase

Bibliografi

Indledning

I «Tag lyset med 2» skildrer jeg især livet som underviser på Danebod Højskole og på University College Syddanmark. Men mit arbejdsliv kan ikke adskilles fra mit civile liv eller fra mit familieliv. At være højskolelærer er en særlig livsform. Den udgør en helhed, en livssammenhæng i en periodes historie. Af verdens enorme samling af vekselvirkende processer har jeg kun opsamlet ting, som er begribelige, meningsfulde og håndterbare for mig. Livsforventninger og livsglæde og følelsen af at kunne mestre hverdagslivets mange forskellige situationer hviler på følelsen af sammenhæng. Livet er som vi fortæller det. Opskrivning eller nedskrivning. Fylde eller tomhed. Tyngde eller lethed. Nærvær eller forladthed. Livsglæde eller modløshed. Livsglæden - eller mangel på samme - beror på valget af fortælling. Og hvorfor vælge den mørke version? Vi har pligt til at glæde os, og vi skal fortælle vor egen livshistorie med lys omhu.

Figur 1. Undervisning i økologisk jordbrug på Halmloftet på Danebod Højskole, 1980.

Min livsfortælling er en tidsrejse, skabt af historiske omstændigheder. «Tag lyset med 1» dækker perioden fra 1949 og frem til 1978, hvor jeg bliver ansat som højskolelærer ved Danebod Højskole på Als (Smedemark, 2018). I bogen skildrer jeg dele af min slægts historie fra 1600-tallet og helt frem til 2018. Jeg fortæller om mine egne oplevelser under rejsen fra bondedreng til 26-årig akademiker. Jeg skiftede sprog og identitet undervejs fra husmandsstedet i Sønderhede i Lihme over stationsbyen Durup i Nordsalling til gymnasiet i Nykøbing Mors og videre til studiet i biologi i København og Lyon. Jeg afslutter bogen med mit begyndende arbejdsliv som højskolelærer i 1978 med en fortælling om "Iværksætter af undervisning der virker» (Smedemark, 2018). Da mødte jeg også min kone, Hanne.

I bind 1 har jeg i kapitlet «Lærer på Danebod Højskole» fortalt om ansættelsen og mine overvejelser om, hvordan undervisning af højskoleelever skulle gribes an. Danebod var inde i en omstillingsperiode. Jeg blev budt velkommen til Danebod en aften i begyndelsen af juni 1978, hvor personalet og bestyrelsen med ægtefæller var inviteret til en hyggelig og lidt højtidelig aften, hvor man også officielt tog afsked med to andre lærere efter ti års ansættelse. Jeg var ansat pr. første august, og det blev aftalt, at jeg skulle undervise i økologi, tegning, krop og miljø og udvikling i Den tredje Verden. Det sidste emne var efter inspiration fra Erik Dammanns nye bog Fremtiden i vore hænder, der også var navnet på en solidaritets-bevægelse, opstået som et resultat af Dammanns bog (Dammann, 1978). Det var en bevægelse for en retfærdig fordeling af verdens ressourcer og en solidarisk livsstil, startet i 1974 på initiativ af bl.a. Dammann og økofilosoffen Arne Næss.

Jeg ville fokusere på mulige praktiske opgaver i undervisningen. Det blev en succes. De unge højskoleelever søgte svar på de samme spørgsmål som jeg og deltog i praktisk udformning af løsninger (Smedemark, 1981). Vi drog på ekskursioner i den alsiske natur. Vi satte gang i opdyrkning til et økologisk gartneri. Min kollega, Rene Karottki, satte gang i udvikling og konstruktion af vedvarende energianlæg. Vi blev iværksættere af alternativ udvikling: økologisk jordbrug uden brug af kunstgødning og pesticider, grøn kost, vedvarende energi som sol og vind samt mere effektiv udnyttelse af energi og vand. På det tidspunkt troede kun meget få på alternativernes tekniske muligheder og levedygtighed. I dag er de blevet mainstream og endda økonomisk fordelagtige. Væksten kan afkobles brugen af fossil energi, økologiske produkter erobrer markedet, spildevand renses og genbruges, nye huse bliver selvforsynende med energi, og industrien interesserer sig mere og mere for giftfri produktion og cirkulær økonomi. Allerede i 1980’erne demonstrerede vi i praksis på Danebod Højskole, at øget velfærd kan gennemføres med faldende miljøbelastning. Danmark er på mange områder blevet et teknisk-økologisk pioner- og iværksætterland med katalysatorpotentiale for hele verden. Jeg og mange andre havde både økologisk indsigt og en intuitiv forståelse af de biologiske sammenhænge.

Jeg fortæller om denne udvikling i «Tag lyset med 2». Perioden 1978-2018 er en af de mest omvæltende perioder i verdenshistorien. Jeg har oplevet forvandlingen af landbrugssamfundet til industri- og bysamfund. Jeg har oplevet den enorme vækst i den offentlige sektor og statens voksende regulering af menneskers liv. Jeg har levet med frygten for den totale atomkrig i min barndom og ungdom. Jeg har oplevet kommunismens sammenbrud og Murens fald. I min ungdom var kun godt 30 lande i verden demokratiske. I 2014 havde 120 lande en form for demokrati. I min tid har Vesteuropa været et fredens område, takket være de internationale samarbejdsinstitutioner, vi har opbygget: EU, NATO, OECD og FN. Krige har været fjerne begivenheder i andre verdensdele, bortset fra Balkan. Jeg har oplevet forvandlingen af mange fattige lande til udviklede mellem-indkomstlande som følge af teknologioverførsel og handel. Jeg har oplevet den totalitære tanke genopstå, fx som Rote Armee i Tyskland, Brigate Rosso i Italien, Blekingegade Banden i Danmark og islamisme i muslimske lande. Jeg har oplevet it-revolutionen og forvandlingen fra industrisamfund til informationssamfund. Jeg har oplevet gennemførelsen af verdens bedste pensionsordning med en social kontrakt (Fælleserklæringen om Arbejdsmarkedspension) mellem regering og arbejdsmarkedets parter i 1987. Jeg har oplevet de nordatlantiske bankers nedsmeltning fra 2008, hvis sociale og politiske konsekvenser vi stadig kæmper med. Jeg har oplevet den naive udlevering af personlige, private oplysninger på sociale medier og algoritmernes kompromitterende psykologiske manipulation med vore private data via grådige globale firmaer. Og jeg har oplevet den næsten eventyrlige udvikling af vedvarende energi – især vindkraften – med Danmark som globalt designerland. Danmark er, på trods af konstant reaktionær, snæversynet politisk modstand, blevet landet, der leder verdens omstilling til rene, bæredygtige, vedvarende energikilder fra dyre, udtømmelige, svinende fossile energikilder. De tekniske forudsætninger for en global bæredygtig omstilling er nu til stede. Håbet er, at den dansk udviklede vindmølleteknologi og dens integration i elforsyningen kan virke som forbillede for andre landes energiomstilling. Nu er vi forhåbentlig ved begyndelsen til en grøn revolution, hvor miljøbevidstheden og den økologiske tankegang indbygges i alle samfundets sektorer.

At have været indfældet i denne periode var både en udfordring og et privilegium. Jeg husker en del og støtter mig til dagbogsoptegnelser og artikler jeg har skrevet. Hukommelsen holder hjemløsheden på afstand. Hukommelsen fastholder viden og færdigheder. Hukommelsen gør, at vi kan tænke og handle målrettet og grundlægge en identitet. Vi får en livshistorie af begivenheder med positive højdepunktsoplevelser og skæbnesvanger modgang og nederlag. Mit liv er på samme tid ganske almindeligt og ganske unikt med glæder og bekymringer.

Det allervigtigste har jeg slet ikke nævnt: mit ægteskab med Hanne og mine fire dejlige børn. Min erhvervskarriere hænger nøje sammen med mit civile og familiære liv, ikke mindst med højskolearbejdet som livsform. Disse liv kan ikke adskilles, men indgår i et vedvarende og meget komplekst samspil, hvis balance, eller mangel på balance, har været bestemmende for de handlinger, der har givet mit liv form og retning. Jeg har altid haft et næsten religiøst instinkt eller trang til at søge mening og sammenhæng.

Min biografi er hverken autentisk, objektiv eller sand. Biografien er en tilbageskuende tolkning af mit liv, og ikke som det virkelig var. Barndommens sansesteder blev, som skildret i Tag lyset med 1, et uforglemmeligt hjem, hvis tegnverden jeg stadig på godt og ondt bærer på. Den detaljerede tegnverden fra fortiden kan jeg ikke genkalde. Det kan ingen.

Højskolen som livsform 1978-2000

Desværre udviklede der sig det første år på Danebod Højskole et modsætningsforhold imellem nogle af mine kolleger, der førte til, at tre kolleger opsagde deres stilling med fratrædelse til august.¹ Uenigheden førte til anklager om bagtalelse og jalousi og manglende kollegial loyalitet i udtalelser til elever. Der skete det, der aldrig må ske, eleverne engagerede sig i opgøret, og nogle forlod skolen i dagevis. Det gik uden om mig, men det er klart, at det måtte komme til et brud mellem parterne. Nogle måtte rejse, men hvor vidt det var de rette, er altid et åbent spørgsmål.

En højskole er en levende organisme, hvis helbredstilstand er meget afhængig af gode relationer mellem alle – elever, lærere, forstander og administrativt og praktisk personale. Det forudsætter, at man vil arbejde loyalt på skolens værdigrundlag og har en frisindet indstilling til andre mennesker. Bagtalelse af andre er en dødssynd. Kritik skal være konstruktiv, og den skal falde åbent. En veldrevet skole har en særlig ånd, en venlig og humoristisk tone og en åbenlys glæde og engagement i hverdagen. Som lærer er der ikke skarpe grænser mellem arbejde og fritid. Man er ikke bare faglærer, man er også deltager i skolens praktiske og sociale liv og levende optaget af samfundets udvikling. Den pædagogiske tilgang til arbejdet bygger på at oplive og opfordre til selvaktivitet og selvansvar. Samværet bliver indholdsrigt og udfordrende, når der samtales om visioner, og man er fælles om gode og nødvendige autentiske oplevelser. Fagene er egentlig kun et påskud. Der opleves en form for helhed, fordi der ikke er skarpe skel mellem teori og praksis og mellem håndens og åndens arbejde. Eleverne mødes med forventning om at være aktive deltagere, at være inddraget og at have personlig betydning. Det er den indirekte metode (Smedemark, 2014). Vi oplever derfor synergieffekten: at samspillet mellem forskellige fag, aktiviteter og synspunkter bliver til noget langt mere frugtbart, end de, løsrevet fra sammenhængen hver for sig, ville have kunnet forårsage. K.E. Løgstrup kalder det tilværelsesoplysning, der har som mål at myndiggøre eleven.² Når jeg fortæller om mit liv som højskolelærer, adskiller jeg derfor ikke undervisningen fra mit civile liv eller fra kultur- og samfundslivet. Det er en helhed. Jeg levede i højskolens univers frem til år 2000.

Bål ved Pyhatunturisøen

I august måned 1979 rejste jeg med Hanne på rygsæktur til Finland, spiste på vejen middag med Hans på Galatheakroen ved Gammeltorv i København, rejste med tog til Stokholm og tog Finlandsbåden fra Rapsten til Turku (Åbo). Vi rullede soveposerne ud på dækket og vågnede op i solskin, mens båden gled ind mellem klippeøerne i den finske skærgård. Vi købte kantareller på torvet i Turku og landede på campingpladsen i Ruissalo. Det var Hannes 24 års fødselsdag med morgenmad på trangiaen, kaffe, spejlæg, kantareller og blødt brød, før vi tog til Turku. Vi besøgte kunstmuseet og det lille apotekermuseum i et af de få bevarede træhuse. Allerede her i Turku fandt Hanne frem til en garnbutik og købte uldgarn til en trøje. Dette mønster skulle gentage sig i alle årene, der fulgte: Hanne opsøgte garnbutikker; jeg opsøgte boghandler. Fødselsdagsmiddagen på jernbanerestauranten husker jeg tydeligt. Spisekortet var på finsk, og Hanne bestilte suppe, som viste sig at være varm mælk med grønsager, især dåseærter. Den var ikke nogen kulinarisk nydelse. Den efterfølgende omelet var meget bedre.

I Jyväskylä lejede vi en båd på campingpladsen og roede en lang tur på den pragtfulde sø. Lappedykkerne havde store unger, og der var rigtig mange af dem. Der må være mange fisk i søen. Men der var generende larm om natten fra musik- og bilglade mennesker på campingpladsen. Vi rejste skyndsomt videre fra Jyväskylä via Hopamäki, Kemi og Rovaniemi til Kemijärvi. Herfra skriver jeg d. 14 august i dagbogen: "Stilheden er total. Menneskestemmer kan høres over flere kilometer. Vi sidder ved bredden af Pyhatunturisøen i Lapland ikke så langt fra den russiske grænse. Teltet er slået op under nogle birketræer, trangiaen damper med varmt vand til kaffen. Søen er spejlblank. Hanne står ved bredden og fisker. Den nedgående sol sølvfarver himlen, og jeg kan se silhuetten af Hanne med glorien af langt gennemlyst hår. Længere borte bader nogle finner. Selv om de er langt borte, lyder de højrøstede, som om det kniber med at komme under i det kolde vand. Hele dagen har vi hygget os her med at læse, fiske og dase i solen. Lave mad, drikke kaffe. Det er et vidunderligt sted, i det mindste når vejret er så fint som nu. Hanne har lige tændt bål på et lille ildsted på søbredden. Forhåbentlig kan det holde myggene på afstand; blodpletterne på denne side er fra hedengangne myg.

Figur 2. Hanne på lejrpladsen ved Pyhatunturisøen i nationalparken i Lapland nær den russiske grænse. August 1979.

Vi tog herop i morges med bussen fra Kemijärvi og gik ad grusvej det sidste lange stykke vej. Det var solskinsvarmt og oppakningen tung. I Kemijärvi overnattede vi to nætter og roede en tur på Kimijärvisøen. Vi havnede i en idyllisk lille vig med gule og hvide åkander, lod årerne ligge og nød duftene af blomster, søvand og synet af skøjteløbere og den klare blå himmel. Vi havde fiskestangen med, men heldet var ikke med os, eller også var vi ikke ihærdige nok. Den lyse aftentur rundt i byen afslørede, at byens ungdom fik tiden til at gå med at køre rundt på knallerter og cykler eller stå på gadehjørnerne. De er sikkert blinde for deres hjemsteds skønhed, keder sig bravt og længes efter Helsinki.

Pladsen her ved Pyhatunturisøen er meget isoleret. Vi har lejrpladsen næsten for os selv. Om lidt forsvinder solen; nu er den rødglødende og hviler lige over skoven på den anden side af søen. Himlen spejler sig med rosafarvede skyer i det spejlblanke vand. Det er ved at være køligt. Vi holder varmen ved at sidde tæt sammen ved bålet. Hanne strikker".

Saunaen lå i en træhytte ned til vandet, og søvandet var rigtig koldt. Et par dage efter er vejret overskyet med byger: Vi har hygget os her hele dagen med læsning. Nu sidder vi i pejsestuen over en kop kaffe og skriver breve. I går gik vi den lange tur rundt om Pyhatunturisøen, gennem birke- og nåleskovsområder, over moser (med tranebær) og nøgne klippepartier. Turen tog seks timer. Hele dagen skinnede solen, og det var varmt. Området omkring Pyhatunturisøen er udlagt som nationalpark og er usædvanlig naturskønt. For mig at se, er det ret ensformigt som økosystem, en følge af dets nordlige beliggenhed. Der er ret få plantearter, birk, nåletræer, mos og rensdyrlav dominerer. På turen stødte vi på tre rener med flotte gevirer, en tyr og to køer. Måske tilhører de en samefamilie? Skovsamerne har i århundreder levet af rendrift i området. Rensdyrenes naturlige fjender er ulv, jærv og los. Kalvene tages også af ræv og bjørn, men vi så ingen af disse dyr, der færdes i området.

I Kemijärvi flottede vi os og spiste wienerschnitzel og friskplukkede multebær med is, før vi satte kursen mod Sverige, med lejrpladser i Kemi, Happaranda, Gällivare, Kiruna og Jokkmok. Togbussen mod Boden kørte gennem meget øde skovområder Vi sad forrest med udsigt frem over skinnerne, og pludselig, midt i skoven, begyndte det at ryge kraftigt fra vognen, vi sad i. Kølevandet kogte, og alt var hyldet ind i vandtåge. Alle passagerer måtte strømme ud. Det tog lang tid at få skaden repareret, men heldigvis var det i et blåbærområde, så vi fyldte en pose med fine, friske blåbær. Togbussen var ikke mere end sat i gang og kørt nogle minutter, før den stoppede igen. Denne gang var et rensdyr blevet kørt ned og reduceret til plukfisk. Resterne sad under vores vogn. Endelig lykkedes det at komme til Boden, hvor toget til Gällivare ventede. Vi nød det fine augustvejr, de lyse aftener og lejrlivet med mad på stormkøkkenet.

En dagstur til Kiruna var lidt deprimerende. Adgangen til malmminerne var lukket for sæsonen; togvogne læssede med malm stod parate til turen til Narvik. Byens ungdom morede sig med at køre rundt i byen i store amerikanske biler, drikke sig fulde og samle sig i larmende grupper på gadehjørnerne. Et par gange passerede vi folk, der var faldet om på gaden af druk. På banegården gik vi ind på restauranten for at få en kop kaffe før hjemturen. Det er den værste bule, jeg har set. Samtlige tilstedeværende, næsten kun mænd, var drønfulde. Vi var ikke alt for glade for at sætte os derind, men på den anden side fik vi også rig lejlighed til at studere de svenske alkoholproblemer. De mest fulde var lapper. Nogle blev smidt ud, da vi kom".

Sidste lejrplads efter Gällivare var Jokkmok, lige nord for polarcirklen, en lille hyggelig samisk by med fjeldmuseet Ájtte og kunst- og håndværksbutikker. Derfra gik den lange togtur hjem til København, med tur i Tivoli, og til Fynshav. Nu boede jeg sammen med Hanne i loftslejligheden på Østkystvejen 5.

Jeg fik ikke sagt rigtigt farvel

Bedstefar døde d. 10. august 1980 og blev begravet d. 14. august fra Vor Frue Kirke. Vi havde besøgt Bedstefar og Bedstemor i Kompagnigade i Skive før afrejsen til Færøerne. Bedstefar sagde, han gerne ville på plejehjem. Han ville gerne slippe for de praktiske ting. Han var træt. Men Bedstemor ville gerne blive. Vi stod med rygsækkene på, klar til afrejse, turen planlagt og billetter købt. Han sagde farvel. Jeg tog lidt tøvende afsked. Nu sad vi, fire uger efter, og ventede på færgen i Newcastle og spiste middag på en restaurant nær ved stationen, efter at have været på telttur til Bergen, Færøerne og Skotland. Her havde jeg havde en mærkelig oplevelse. I fire uger havde vi ikke haft forbindelse med dem derhjemme, vi havde haft vidunderlige naturoplevelser. Så kom en telepatisk besked.

Vi havde oplevet stormvejr på båden Smyrill mellem Hanstholm og Bergen, passeret de nye olieboreplatforme med gasflammer midt om natten på vejen til Torshavn, besøgt Højskolen i Torshavn, sejlet med Teisten til Suderoy med flygtende lomvier og lunder omkring stævnen, oplevet det fantastiske botn-landskab ved Hvalbiarfjördur, overværet fåreklipning i Trangisvagur (her var masser af regnspover og strandskader og bekkasiner gav flyveopvisninger), haft fine naturoplevelser i fjeldet på Vagar, set delfiner og fiskende havterner på svirrende vinger i hundredvis ved Vestmannasund, sovet i telt på en hylde op ad fjeldsiden ved Bösdalafossur til lyden af ynglende strandskader, regnspover og fløjtende hjejler, var blevet overfaldet af sværme af havterner fra kolonien ved Sörvagsvatn, havde set de mørke rovfugleagtige kjover (der spillede syge for at lokke os væk fra rederne og senere angreb direkte, så jeg måtte kaste mig til jorden for ikke at blive ramt), set ride-kolonier på de stejle klippevægge ved fossen, svirrende søpapegøjer i luften og gyngende lunder og tejster i bølgerne på havet langt nede og set smækfede lomviunger med næbbet ind mod klippevæggen, næsten faldefærdige til springet og svævet ned på havet. Vi havde badet i strålende solskin i det kolde vand i en hulhed i klipperne ved et lille vandfald ved vores teltplads på Oyrargjogv. Til Hannes udelte morskab blev jeg overfaldet og skidt på af en sildemåge lige efter at have vasket hår i det iskolde vand. Vi havde besøgt de små fiskerbygder Saksun med hjemstavnsmuseet og Gjogv med fiskerbådene trukket op på land i en dyb, dyb kløft og besøgt ynglende søpapegøjer så tamme, at vi kunne komme helt tæt på. Vi havde købt uldgarn på et uldspinderi i Sydrugöta, set 1200-tals-kongsbondegården i Kirkjubör med sognekirke og den smukke altertavle af Joensen-Mykines, besøgt Asa og Johan Jakku Joensen i Heimi í Húsi på Koltur med postbåden fra Torshavn (vi blev roet i land fra postbåden), overnattet i teltet ved siden af familiens 400-årige bondegård, set masser af fugle – edderfugle, kjover, stenvender, præstekrave, skarver, hjejler, tejster, terner, dobbeltbekkasiner (der gav flyveopvisning over teltet det meste af den lyse nat), gærdesmutter, regnspover… og overværet fuglefangst i lundeland. Johan satte sig på en meget yderlig skråning på Kolturshamar, hvor de mange lunder fløj tæt forbi.

Figur 3: Hanne ser gyngende lunder og tejster i bølgerne på havet langt nede. Suderoy, Færøerne. 1980.

Med raske sving med en flejestang tog han søpapegøjerne i nettet. Sønnen tog fuglene ud af nettet, knækkede halsen på dem og hæftede dem om livet. De fangede 50 på en time. Det var kun unge fugle han tog. Fugle med fisk (sild, tobis) i næbbet til unger blev slupper fri igen. Til aftensmad spiste vi stegte lunder, kartofler og en meget tyk sovs, derefter ris á la mande, kaffe og kage. Vi led ingen nød! Den første aften havde Asa serveret kalveflynder med kartofler, sødsuppe (rabarber), kaffe, kage og nogle fantastisk gode vafler. Den sidste aften serverede hun kuetter – sejfars med spæk, stegt på panden. Det smagte fortræffeligt.

Neden for teltpladsen, på klipperne i vandet, lå fire nysgerrige sæler, der af og til stak hovedet op for at holde øje med os, når vi krøb i soveposerne. Der boede endnu en familie på Koltur. De to familier var ikke på talefod; det siges at ingen ved hvorfor. Familierne ved vist heller ikke selv hvorfor. Det blæste meget, da vi skulle med postbåden tilbage til Torshavn. Vi blev roet ud til båden i høje bølger og klatrede op ad en gyngende rebstige. Turen til Torshavn var meget livlig.

Sidste dag besøgte vi landbrugsstationen i Hoyvik, før vi sejlede videre med Smyril til Scrabster i Skotland. Det var stormvejr, porcelænet røg på gulvet i løbet af natten - vi sov på gulvet i cafeteriet. Første nat sov vi på campingpladsen i Thurso. Vi tomlede med lastbiler over Tongue, Durness, hvor vi badede fra den helt hvide sandstrand langs den skønne fjord med dybblåt vand, kørte langs grønne græsklædte enge og violette hedestrækninger op over de øde fjelde med klare bjergtinder, krystalklart vand i søer og bække og høj blå himmel til Kinlochbervie og Scourie. Legende marsvin holdt til langs kysten. I hvilepauserne læste jeg Arne Næs’ Økologi, samfund og livsstil for anden gang. Han sammentænker etik, politisk filosofi og økologi.

Naturen var overdådig og mirakuløs. Vi gik mod Tarbet, op og ned ad fjeldsider og rundt om små søer med hvide åkander og rødstrubet lom, og herfra sejlede vi rundt om øen Handa med gråsæler og storkjover til fuglefjelde med en rigdom af rugende rider, mallemukker, lomvier og lidet sky skarver i koloni på sandstenshylderne. Båden satte ud og ind af dybe kløfter og huler med flyvende skarver i grønsorte fjerdragter og deres brunfjerede unger. Vi tomlede tilbage til Scourie med et ungt skotsk par, men måtte stige ud af bilen op ad bakkerne for at skubbe!

Næste formiddag gik vi over fjeldet til Fanagmore, hvorfra vi sejlede rundt i en lille motorbåd blandt de talrige røde og grå klippeøer i Loch Laxness, en fjord med dybblåt vand og grønne og violette fjeldsider. Spættede sæler, voksne og unger, lå snesevis og solede sig på øerne. I vandet stak gråsæler af og til hovedet op efter et dyk. Dagens største oplevelse var styrtdykkende suler. Fra stor højde klappede de deres lange, smalle, sortspidsede vinger sammen og styrtede med lang strakt hals og spidst næb ned i vandet. Det var et flot syn, og de steg på mirakuløs vis ofte op med en fisk i næbbet. Vi kørte med et ældre ægtepar tilbage mod Scourie og spiste madpakke ved en lidt større bjergsø med hvide åkander. Her svømmede sortstrubet lom.

Turen i railway-bus fra Scourie til Lairg langs søerne var smuk, videre med tog til Inverness. Så var charmen og naturen væk. Campingpladsen var hæslig, fyldt med campingvogne, villatelte, hunde, katte og alskens udstyr. Vi så et gammelt arbejdende spinderi og væveri i Inverness, og jeg købte mit højt elskede skotske uldtæppe, der stadig varmer mig om vinteren. Vi så ynglende fiskeørn i pragtfuld fjerdragt, en mor med en stor unge på reden, fra et skjul i fyrreskoven ved Lock Garten. Fra reservatet er fiskeørnen genindvandret til flere steder i Skotland. Vi overnattede i Kingussie (bed & breakfast) og tog videre til Edinburgh, så Edinburgh Castle med tattoo og legetøjsmuseet. Næste dag ankom vi til Newcastle mættet med vidunderlige naturoplevelser. Det var Hannes 25 års fødselsdag.

Vi spiste fødselsdagsmiddag på et fint hotel nær stationen: en skotsk suppe, regnbueørred, æbletærte og kaffe. Her havde jeg den meget mærkelig oplevelse. Pludselig fik jeg en underlig længsel og mismod over ikke at være hjemme, og jeg kunne ikke sidde stille, men måtte op at gå. Hanne bemærkede det, men jeg kunne ikke fortælle, hvad der var galt. Jeg anede at Bedstefar var død. Jeg fik først vished for mine anelser, da vi kom hjem. Far ringede og fortalte, at Bedstefar var død. Jeg græd. Jeg huskede Bedstefars ord. Han var ikke blot træt, han havde været livstræt og fornemmet at afslutningen var nær. Jeg følte uafvendeligheden og svigtet ved ikke at have været hjemme til afskeden. Alle i familien havde deltaget, og jeg havde ikke følt sorgen sammen med dem. Til mindehøjtideligheden havde de sunget Grundtvigs Et jævnt og muntert virksomt liv på jord og Nærmere, Gud, til dig.

Tomheden og savnet ved at stå alene ved den tilkastede og blomsterdækkede grav var usigeligt. Skønheden og eventyret fra den færøske og skotske natur fortonede sig. Det sidste farvel kom for sent, og de følgende dage var sorte. Han læste historier for mig om aftenen i Sønderhede. Jeg lyttede til Phenix-lommeurets vedvarende tik-tak, når han tog den op af vestelommen og holdt det op til min øre. Han stod foran spejlet i soveværelset med vandfadet på servanten og viste mig, hvordan han smurte sig ind i sæbeskum, strammede huden under hagen og ragede skæget af med barberkniven. Han lavede ansigter til mig i spejlet. Det var sjovt. Vi fulgtes ad ud i marken for at hente køerne hjem til aftenmalkning. De prustede af sted med slaskende yvere. Vi var fælles om varmen i kostalden, når køerne blev malket, og grisene fik grutning. Jeg oplevede grisefødsler og kælvninger sammen med Bedstefar. Det var lykkelige stunder, og svalerne sagde deres kvittivit og stod i styrt ind under den åbne dør og op i reden til de gabende ungers dunstrittende hoveder.

Bedstefar var født i Sønderlem og blev vogterdreng som niårig (Smedemark, 2018), før den første bil nogensinde havde vist sig på egnen, og en tur til Skive foregik med den gamle hestetrukne dagvogn. Han arbejde sig frem til at blive førstekarl på Møllegården, fandt sin tilkomne i Søborggård og købte husmandsstedet i Sønderhede Hede. Han havde aldrig været i København. Som soldat lå han ved Kongeåen under 1. Verdenskrig. For ham var en tur til Skive stort og blev kun gjort, når det var nødvendigt, som fx at købe julegaver, aflægge sygebesøg på Skive Sygehus, sælge ungkvæg på Kvægtorvet eller besøge

det årlige dyrskue på Dyrskuepladsen. Gården i Sønderhede var hans paradis med Marie, børnene, markerne, haven, frugtplantagen og, ikke mindst, en fin besætning på elleve køer af rød dansk malkerace.³ Han fik 20 år som pensionist i boligen i Skive sammen med Marie, og de åbnede hjemmet for os i 1967-68, hvor jeg gik i 3.g. Far og Mor kunne ikke finde et sted at bo, da de flyttede fra Durup. Vi var hjemløse, Far var arbejdsløs, og hele familien på seks personer rykkede ind i Kompagnigade. Da var Thorvald 71 og Marie 61 år. Det må ikke have været nemt, men jeg har aldrig hørt dem beklage sig. Mine tre søstre har også været rigtig glade for at bo hos dem. Karins og Jettes skifte fra centralskolen i Durup til byskolen i Skive havde ikke været helt let, men her fandt de tryghed og kærlighed. Bedstefar cyklede med dem i skole og lavede gipshoveder med dem i kælderværkstedet. På søndage kom mostre, onkler, fætre og kusiner på besøg, de spillede kort og legede. Det var hyggeligt. Nu var han ikke mere, og jeg gik i sort. Sorg er den største ære, kærlighed kan få.

Danebod-Møllen

Undertiden bliver en ganske almindelig dag dramatisk. Pludselig, mens vi sad til foredrag om Storm P i en stuvende fyldt foredragssal med præsten og forfatteren Johannes Møllehave, fik vi meddelelse om, at Danebods mølle løb løbsk. Jeg spurtede ud af foredragssalen og ud på plænen, hvorfra møllen var synlig. I dagbogen d. 24. september 1983 skriver jeg: " Ganske rigtigt, vingerne snurrede vildt hurtigt rundt. Jeg løb op til møllen sammen med Lotte la Cour, og vi forsøgte at stoppe den på nødstop-knapperne i tårnhuset, men ingen af dem virkede. Det hydrauliske bremsesystem virkede ikke! Jorden rystede under gulvet som ved et jordskælv, fliserne over fundamentet skælvede, vingerne og tårnet var i ubalance. Luftbremserne blev slynget ud af vingerne et efter et. Der lød et brag, da den første slog ned i marken tæt på os. Nummer to forsvandt ud over marken mod nordvest. Tårnet rystede og svajede, så vi var bange for at hele tårnet væltede. Vi spurtede bort igen.

Figur 4: Danebod Højskole med 85 m² solfangere på taget. Billedet er taget fra toppen af den 18 m høje tårn på Danebod Energiforsynings 45 kW-mølle i 1983. Ved halvtaget står et udendørs bad med solfangere og en parabol-solovn. Vores tjenestebolig skimtes i nederste venstre hjørne.

Den tredje og sidste nødbremse blev slynget 130 meter gennem luften i en bue over mod Gyden og slog ned gennem taget på et parcelhus og beskadigede stueloftet. Det gav stabilitet i kørslen. Elektrikeren blev tilkaldt og fik indkoblet generatorerne, og det bremsede møllen ned til nul. Peter Danielsen og Ole Molsted kravlede derpå op i tårnet og krøjede møllehatten ud af vinden. Den 25. september: Møllen er på forsiden af Jydske Tidende".

Da jeg kom til Danebod, var skolen inde i en omstillingsproces og ledte efter nye meningsfulde perspektiver i undervisningen. De gamle landbrugsfag var væk, landbruget nedlagt i 1967, og elevklientellet havde skiftet til næsten udelukkende at være unge fra andre erhverv. Elevflokken var blevet en broget flok og var tættere på Grundtvigs oprindelige ideer om levende vekselvirkning mellem alle slags unge end nogensinde før. De unge kom kun sjældent fra landet, og hvis de gjorde, skulle de ikke tilbage til slægtsgården og føre den videre. De brugte højskolen som springbræt til noget andet. Men hvilke aktuelle opgaver skulle højskolen belyse? Det var spørgsmålet. De samfundsmæssige vilkår havde ændret sig, udfordringerne var nye og anderledes. Det unge mennesker først og fremmest tændte på, når de drog på højskole, var ikke det danske, folkeånd eller fædrelandet. Det var gamle problemstillinger, som sandt nok kunne blive aktuelle igen, men ikke var det endnu. Det viste sig, at en af de store sager, vi kunne samles om, var naturen, de økologiske og sikkerhedsmæssige problemer og den historie, der i dette perspektiv kunne binde fortid og fremtid sammen. Sammen med Rene Karottki skulle jeg bidrage med et økologisk perspektiv på udviklingen i samfundet. Rene blev initiativtager og tovholder på adskillige energiprojekter – solfangere på teatersalsbygningen, biogasanlæg ved værkstedsbygningen, Darrieus-roter og Danebod Møllen – og han oprettede i 1979 Energikontoret på Als under Samvirkende Energikontorer til rådgivning i energispørgsmål. I en periode fra 1980-82 var Danebod centrum for OVE’s Internationale Sekretariat, et internationalt netværk til samarbejde om grøn energi. Danebod blev i de følgende ti år foregangsvirksomhed m.h.t. energibesparelser og udnyttelse af ny energiteknologi og samtidig besøgsmål for hundredvis af gæster fra ind- og udland.

For mig blev det til undervisning i fagene økologisk jordbrug, udvikling i fattige lande, arbejdsmiljø (krop og miljø), feltbiologi, bioetik og bæredygtig udvikling. Som lærere blev vi opfordret til at skrive om det, der særligt optog os. Det kunne aflæses i årsskrifterne for de følgende år (Danebod, 1922-2002).⁴ Jeg læste skønlitteratur og digte, ligesom mange andre naturvidenskabeligt uddannede, og en forfatter, der især optog mig i disse år, var Thorkild Bjørnvig. Han har, gennem sine mange indignerede essays om naturudnyttelse, været én af de få forfattere, der har haft noget at sige politikere. Det er i Danmark (modsat i Frankrig) ikke normalt, at digtere indgår så direkte i samfundslivet. Men Bjørnvigs miljødigte, Delfinen. Miljødigte 1970-75, Abeguder. Miljødigte 1975-80 og Epimetheus, Miljødigte 1980-90, har i høj grad været med til at skabe debat om naturudnyttelsen, og de har haft stor indflydelse på den generation af græsrødder og grønne politikere, der gjorde sig gældende igennem 1970’erne og 80’erne. Vi læste ivrigt Bjørnvigs miljødigte og økologiske essays. Hans miljødigte (Bjørnvig, 1998) og essays påvirkede mig meget (Bjørnvig, 1978) . Det er meget få forfattere, der ændrer landets politiske udvikling, og her tror jeg Bjørnvig spillede en undervurderet rolle for den vågnende økologiske bevidsthed i Danmark (Smedemark, 2004).

For Danebod blev Danebod-Møllen et brand på godt og ondt. I januar 1979 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Andelsselskabet Danebod Energiforsyning. Flere gange var vi på ekskursion til Thy og Vestjylland, og flere gange besøgte vi ildsjælen Preben Maegaard. Han var blandt initiativtagerne til Folkecenter for Vedvarende Energi⁵ med forskellige demonstrationsmøller og eksperimenter med vedvarende energi. Preben Maegaard var en af de vigtigste pionerer for vindkraft og biogas i Danmark, og han kom flere gange til Danebod for at holde foredrag. Vindmøller er en meget gammel opfindelse, og jeg blev født på en gård med en gårdmølle til at trække kværn og tærskeværk.

Gamle billeder af Øvelgønne (der blev til Danebod Højskole) fra 1919 viser, at der dengang også sad en stor vindrose på taget af den længe, der blev til hovedbygningen. Rosens historie kender jeg ikke. Den første el-producerende vindmølle i Danmark og i hele verden var Poul la Cours forsøgsmølle på Askov Højskole i 1891. Ca. 250 el-producerende vindmøller blev omkring århundredskiftet bygget i Danmark, men vindkraft blev efterhånden udkonkurreret af større elværker, der fyrede med billigt kul og senere med olie. Tanken om fossilfri energi overvintrede imidlertid i årtier frem til oliekrisen 1973, udløst af krigen mellem Israel på den ene side og Syrien og Ægypten på den anden side. På den tid importerede Danmark stort set al energiteknologi og al energi som olie. Olieleverancerne fra de arabiske lande blev nedskåret, vi gennemførte krisebesparelser, og da leverancerne igen blev normale i 1974 var priserne skyhøje. I december 1973, da jeg bor på Egmont Kollegiet i København, skriver jeg: Søndag morgen: sneen daler fint ned uden for vinduet og her er bemærkelsesværdig stille. Næsten ingen biler passerer forbi ude på Nørre Allé, kun en taxi eller en bus nu og da. Al ikke livsnødvendig bilkørsel er forbudt, vi bør lukke for varmen om natten og tage brusebad i stedet for karbad osv. Det er den første billøse søndag. Arabernes olieblokade er da altid godt for noget.

Energikrisen udløste en interesse for alternativer. Mange pegede på atomkraft som eneste realistiske mulighed. Men vi gjorde oprør imod atomkraft, bl.a. fordi man ikke kunne pege på, hvad der skulle ske med det radioaktive affald. Alternativet kunne være at blive selvforsynende med sol- og vindenergi. Vindkraften er et frit gode. Den ville gøre os selvstændige og uafhængige af fremmede magter. Andelsselskabet Danebod Energiforsyning ville fremme selvforsyning, decentralisering og andels-samvirke. Vi havde en forestilling om, at vindmøller kunne fremstilles lokalt i en størrelse, der passede til, at landsbyer kunne overkomme at opføre dem og drive dem; vi skulle løse energiproblemerne selv, ikke gøre os afhængige af udenlandsk teknologi og råstof.⁶

De store danske møllefabrikker er opstået fra landlige jyske smedeværksteder. Her blev de første moderne møller udviklet og bygget. Fysikeren Poul la Cour, international kendt forsker og lærer på Askov Højskole, er i dag verdensberømt som vindkraft-pioner og vindelektricitetens opfinder (Hansen, 1985). En række smede, maskinarbejdere, elektrikere, skolelærere og højskolefolk rund i landet gik i gang med