Populisme fra venstre: Erfaringer fra Europa og Latinamerika

By Books on Demand

Populisme findes i mange former og farver. Den variant, der især behandles i denne bog kommer fra venstre, og har aktuelt sine dybeste rødder i Latinamerika, men den har også rødder i europæisk tænkning og centrum-venstre politik.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 30, 2022
• ISBN: 9788743067382

Book preview

Populisme fra venstre

Redigeret af Carsten Jensen

Copyright: Carsten Jensen og forfatterne: Niels Boel, Allan Dreyer Hansen, Anders Hovmøller, André Sonnichsen, Gert Sørensen og Lasse Thomassen

København, 2022.

Politiske Skrifter:

Frederiksstadsgade 1. 3.tv.

1667 København V.

[e-mail]

Gramsciselskabets skriftserie nr. 2.

Populisme fra venstre. Indhold:

Forord

Venstrepopulisme som politisk erfaring og diskursCarsten Jensen

Populismen hos GramsciGert Sørensen

Populisme i Socialdemokratiet i mellemkrigstidenAllan Dreyer Hansen og Anders Hovmøller

Podemos mellem populisme og institutionalismeLasse Thomassen

Venstrepopulisme og bevægelser i Bolivia 2006-19Niels Boel

Bolivia efter Evo. Militærkup og fornyet demokratiCarsten Jensen

Populisme og påstanden om moralsk monopol. Interview med Jan-Werner MüllerNiels Boel, Carsten Jensen og André Sonnichsen

Om forfatterne

Forord

Populisme findes i mange former og farver. Den variant, der især behandles i denne bog, kommer fra venstre og har aktuelt sine dybeste rødder i Latinamerika og den lyserøde bølge i regionens politik. Men den har også rødder i europæisk tænkning og centrumvenstrepolitik.

Populisme fra venstre udtrykker også en lang interesse for gramscitraditionen. Den udspringer blandt andet af arbejdet med antologien Antonio Gramscis aktualitet, som blev udgivet sammen med Gert Sørensen i 2020. Mere konkret har bogen her udgangspunkt i et møde om venstrepopulisme, der blev afholdt i LitteraturHaus i København i foråret 2020. Oplæggene herfra blev til tekster, der sammen med flere andre artikler blev bragt i bearbejdet form i tidsskriftet Kritisk Debat i 2021. Det er aktualiserede og udvidede udgaver af nogle af disse, der udgør hoveddelen af denne bog.

Som redaktør skylder jeg mange mennesker tak. Det gælder redaktionen på Kritisk Debat, Bent Gravesen, Jan Helbak og Gert Sørensen, og det gælder Niels Boel, Allan Dreyer Hansen og André Sonnichsen, som jeg i forskellige konstellationer har diskuteret venstrepopulisme med i nu tre årtier. De har alle været en slags skygge-medredaktører, selvom det redaktionelle ansvar for det, der her kom ud af det, naturligvis alene er mit. Også stor tak til Lasse Thomassen, der har bidraget med hans forskning og altid været opmuntrende i forhold til projektet.

Carsten Jensen, København, sommeren 2022

Venstrepopulisme som politisk erfaring og diskurs

Af Carsten Jensen

Ernesto Laclau (1935-2014) blev i 2012 spurgt om, hvorvidt man i Europa kunne lære af den erfaring, der var i Latinamerika med populisme i det nye årtusinde. Her havde venstrekræfter i et lille tiår stået meget stærkt og regionen havde redet finanskrisen bedre af, end det var lykkedes europæerne. Laclau mente den gang ikke, at populismen var slået igennem til venstre i Europa eller at bevægelserne havde lært at latinamerikanernes politiske erfaringer:

Der er små udbrud her og der, men jeg tror ikke, at ’de indignerede’ får en langvarig betydning med mindre, de begynder at tænke i politiske alternativer. Ingen tænker imidlertid i alternativer for tiden. Når ingen ved, hvordan man skal give de nye former for social protest en politisk sammenhæng og kontinuitet, er det, hvad der sker: protesterne forbliver isolerede. Den aktuelle folkelige protest vil disintegrere, og der kommer ikke noget ud af det. I dag står Europa ved en korsvej, hvor der er et nyt udbrud af sociale kræfter, der kunne skabe nye poler i organiseringen af de radikale kræfter. Der mangler imidlertid nogen til at tage lederskab og vise retningen.¹

Ovenstående sammenfatter Laclaus lære af erfaringen med folkelige protester mod krisens økonomiske dimensioner og de europæiske staters krisepolitik, som det så ud i 2012. I en vis forstand gør Populisme fra venstre det samme ti år efter. Men nu med erfaringer med venstrepopulismen som en politisk strømning, der havde udgangspunkt i blandt andet den begrænsede effekt, som de isolerede sociale protester havde haft. Hvad er fx det spanske Podemos, hvis ikke netop svaret på, at ’de indignerede’ havde gennemslagskraft for en kort tid på gaden og i medierne, men ikke i det politiske system. De skabte opmærksomhed, men ikke forandringer. Den såkaldte ’Podemos-hypotese’ gik ud på, at det var muligt at samle og kanalisere protesterne ind central politik via et parti, så de kunne gøre et samlet, organiseret indtryk. I skrivende stund, små år efter, hvor Podemos og lignende kræfter ’tog lederskab og viste retningen’, er det denne erfaring, som vi søger at bearbejde og formidle, hvis man ser de nedenstående tekster som et hele.

Venstrepopulismen har således i nogen tid været på dagsordenen i Europa. Men det skal med det samme indrømmes, at den generelt ikke har været så højt oppe som højrepopulismen. Den har især været diskuteret i specialoffentligheder. Fx har diskursteorien diskuteret den. Det samme gælder for dem, der studerer politik i Latinamerika. I en bredere europæisk, herunder dansk, kontekst har den faglige interesse for fx Podemos og Evo Morales’ MAS dog været noget mindre end interessen for Donald Trump, Marine Le Pen, Alternative für Deutchland og den politiske blok, der i UK vandt Brexit-afstemningen i 2016. Populisme fra venstre er imidlertid et ydmygt forsøg på at råde bod herpå.

Det primære sigte her er at understøtte en indholdsmæssig diskussion af, hvad venstrepopulisme har været og er. Det gøres gennem analyser af politiske teorier og bevægelser, der har været set som sådan. Samtidig skal det nævnes, at der også er en vis inspiration til emnet med udspring i en politisk erkendelsesinteresse: kan erfaringerne fra venstrepopulistiske bevægelser være med til at skabe politisk fornyelse inden for demokratiske og lighedsorienterede bevægelsers rammer? Denne interesse har været til stede som horisont i den redaktionelle idé med bogen, men den har ikke været begrænsende i forhold til de emner, der behandles. De er taget op af forfatterne i forhold til deres faglige, professionelle interesser. Hvert af de øvrige bidrag taler for sig selv, og der er ikke gjort forsøg på at harmonisere de tilgange, der bruges.

I bred forstand afspejler hovedparten af teksterne den indflydelse som Antonio Gramsci (1891 – 1937) og Ernesto Laclau (1935 – 2014) har haft på populismedebatten. For Gramscis vedkommende er indflydelsen overvejende indirekte. På hans tid var udtrykket ’populisme’ i det højeste betegnelser på specifikke bevægelser (Narodnikbevægelsen i Rusland og ’the populists’ i USA), men ikke en generaliseret forestilling. Hans indflydelse ligger i, at mange af populismedebattens deltagere fra venstre har tænkt i gramsci-inspirerede termer som kamp om hegemoni, politisk stillingskrig mv. Ernesto Laclaus indflydelse er mere direkte, som det også fremgår af en række af de nedenstående tekster.

Populisme fra venstre udgives i skyggen af krigen i Ukraine. Det vil sige, at den skal læses i en anden politisk konjunktur, end dens kapitler er skrevet i. Afhængigt af krigens udvikling kan situationer i Europa ændre sig dramatisk. Det gør ikke de nedenstående tekster uaktuelle, men betyder måske, at nogle vægtninger i tekster hurtigt kan komme til at fremstå som konkrete vurderinger fra en bestemt periode, der i læsende stund er overstået. Det kan ikke være anderledes med et arbejde, der afsluttes i en så turbulent tid i Europa som 2022.

Venstrepopulisme som politisk erfaring

Det politiske landskab i Europa har været udsat for mange rystelser og forskydninger i det seneste tiår. Finanskrisens eftervirkninger på politik har været mange og forskelligartede. Venstrepopulismens fremvækst har været en af dem.

Den europæiske venstrepopulisme efter finanskrisen har ikke været revolutionær i nogen klassisk betydning af ordet. Hvis den under et og til husbehov skal indkredses i politiske termer, har den snarere været en bevægelsesorienteret socialdemokratisme, der har holdt sig fri af neoliberal indflydelse.

Når der bortses fra Grækenland, hvor det venstrepopulistiske Syriza i løbet af få år helt vendte op og ned på landets politiske styrkeforhold, og gik fra at være intet til at være næsten alt som regeringsparti, må det indrømmes, at succesen har været mindre end højrepopulismens. Men set fra fx et centrumvenstre synspunkt har udfordringen fra denne nye politiske strømning været mærkbar i en række lande.

Spaniens Podemos og Frankrigs alternative venstrebevægelse omkring Melonchon har været blandt de erfaringer, hvor udfordringen har været mest synlig på det organisatoriske plan. I lande som Portugal har partier til venstre haft succes med at lade sig inspirere. Under Storbritanniens to seneste parlamentsvalgkampe, var Jeremy Corbins strategier direkte inspireret af venstrepopulismen. Med stor succes i det første, hvor Labour fravristede det konservative parti det absolutte flertal, og i det andet, der gik mindre godt, men hvor Labour trods alt undgik en Brexit-betinget katastrofe.

Denne politiske fornyelse skal ses i relation til den renæssance som bevægelsespolitik i det hele taget har fået i samme periode: Det tidlige spanske eksempel var De vrede (Los indignados) omkring finanskrisepolitikken, senere kom bl.a. MeToo og Black Lives Matter i USA, De gule veste i Frankrig, Sardinerne i Italien uden sammenligning i øvrigt.

Venstrepopulismen har både fisket i dette vand og samtidig været en del af det. Derfor er den også blevet en udfordring til det mere klassiske europæiske centrumvenstre. De venstrepopulistiske partier har dels søgt vælgere, der potentielt ville gå til højrepopulister, og dels har de i praksis fået vælgere, der ellers ville have stemt på centrumvenstrepartier. Nogle af venstrepopulisterne har imidlertid også udstillet centrumvenstrepartierne som nogle, der er gået for langt i ’systemets’ retning og som derved har løsrevet sig fra deres sociale basis. Udfordringen er altså egentlig og mærkbar.

Til en vis grad kan venstrepopulismen, ligesom i øvrigt højrepopulismen, kendes på dens stil. I Spanien modsvarer Pablo Iglesias’ hestehale den hollandske højrepopulist Geert Wilders afblegede garn og Boris Johnsons omhyggeligt designede ’morgenhår’. Dens slags tegn er set i den rationalistiske venstrefløjs optik overflade og spil for galleriet, men i vore TV-tider gør de gør en forskel. Måske ikke på langt sigt, men hvem tænker på det, når man kan finde de sidste marginaler til en valgsejr derved? Alene af den grund er ’populismen’ og dermed også venstrepopulismen værd at tage alvorligt.

Der er imidlertid også gode grunde til at diskutere venstrepopulismens udfordring i et mere langsigtet politisk systemperspektiv. Den er også en strukturel politisk udfordring for centrumvenstre, der i mange årtier har stået som et ligheds- og resultatorienteret modstykke til både højreside og venstrefløj. I praksis betyder centrumvenstre her især partier som de socialdemokratiske og socialistiske, det aktuelle britiske Labour og det norske Arbeiterpartiet.

Set i et partisystemsperspektiv udfylder venstrepopulisme og centrumvenstre samme plads på en venstre-højreakse. Det samme gælder, hvis man ser på partiernes sociale basis og politiske ideologier. Både centrumvenstre og venstrepopulisme afgrænser sig fra højresiden (forstået som konservatisme, neoliberalisme, nationalisme mv.) og venstrefløj (som nyleninisme, ekstrem multikulturalisme, etc.). Dette sammenfald af positioner må nødvendigvis fremprovokere nogle spørgsmål om partiernes politiske identitet. Hvordan adskiller de sig fra fx hinanden, når det ikke er på deres position og politiske modstandere? Er deres positioner gensidigt udelukkede eller tværtimod komplementære? Er venstrepopulismen et angreb på centrumvenstre eller en fornyelse af det?

Venstrepopulismen i dag er set på indhold både baseret på erfaringsopsamling fra Latinamerika, hvor ’Den lyserøde populisme’ dominerede kontinentet politisk i nullerne, og en opsamling af de erfaringer, som især Syriza, Podemos og La France Insoumise har gjort sig.

De sydamerikanske venstrepopulister i nullerne ville ud af den politiske isolation som leninistisk revolutionsteori og/eller tilknytning til Sovjetunionen havde bragt venstrefløjen i. De ville i stedet udvikle uafhængige politikker, der tog udgangspunkt i nationale erfaringer, som forsvarede de demokratiske landvindinger i 1990’erne og starten af det nye årtusinde, og som kunne gøre dem uafhængige af neoliberalismen.

De europæiske venstrepopulistiske partier har været skeptiske over for centrum-venstrepartiernes evne til at møde de samfundsmæssige kriser på en passende måde. Især har de været skeptiske overfor den økonomiske krisepolitik, hvor de har ment, at socialdemokrater og socialister gik for langt i indrømmelser til traditionel neoliberalisme eller omvendt, og som i tilfældet med det græske PASOK ligefrem havde