Antonio Gramscis Aktualitet

By Books on Demand

Antonio Gramsci (1981-1937) og hans arbejde er omdrejningspunkt for denne bog. Dens kontekst er tiden efter finanskrisen, hvor en række nye spørgsmål er kommet på den samfundsmæssige dagsorden.
Den fortløbende styrkeprøve mellem demokratiske og autoritære kræfter står imidlertid stadig centralt i politik, og bogen giver en række bud på, hvordan Gramscis aktualitet skal drøftes i denne situation.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 24, 2020
• ISBN: 9788743018131

Book preview

Indhold:

Forord.. Carsten Jensen og Gert Sørensen

I. Historie og teori

1. Antonio Gramsci og hans samtid. Et liv og et værk

Claus Bryld og Gert Sørensen

2. Gramsci. Fra Sardinien til Torino. En socialt engageret sarder i en ’stor og frygtindgydende verden’

Fiamma Lussana

3. Gramsci som forløber for kulturel politisk økonomi

Bob Jessop

4. Historicismen og nyere italiensk tænkning

Gert Sørensen

II. Bevægelser og politik

5. Er Gramsci i live? Om bevægelser og hegemoni

Bjarke Skærlund Risager

6. Solidaritet uden grænser: Gramsci, migration og civilsamfundsalliancer

Óscar García Agustín og Martin Bak Jørgensen

7. Et gramsciansk parti i en postgramsciansk verden? Om inspirationen bag Podemos

Carsten Jensen

III. Debat.

8. Set fra nord: Samme strategi i forskellig sprogdragt?

Claus Bryld

9. Antonio Gramscis politiske skelet

Jan Helbak

10. Gramsci i dag. Replik til Jan Helbak

Carsten Jensen og Gert Sørensen

Bilag

Gramsci på dansk. En bibliografi

Carsten Jensen

Om forfatterne

Forord

Antonio Gramscis arbejde har været omdrejningspunkt for denne bogs tilblivelse. Det er ikke en bog med et eksplicit politisk program, men en bog baseret på eksisterende brug af og debat om Gramsci.

Bogens kontekst er tiden, hvor finanskrisen begynder at fortone sig fra dagsordenen, men hvor dens politiske efterspil stadig er virksomt: højrepopulisme i Europa, USA’s valg af Donald Trump som præsident, Brexit, men også politisk fremgang for nogle bevægelser med positive bud på fremtiden som me too og de nye klimabevægelser. Under bogens udarbejdelse fik Danmark fx en politik for handicappedes rettigheder, der var en højst tiltrængt og alt for sen anerkendelse af en særlig gruppes demokratiske krav. Altså en periode med fremstød fra den autoritære højrefløj, men bestemt også med demokratiske muligheder. Det afsluttende kapitel 10 drøfter nogle aspekter heraf mere indgående.

Hvis Gramscis forfatterskab kan deles op i tre faser, en socialistisk-socialdemokratisk, en kommunistisk og en søgende og åben, er det imidlertid klart den sidste, vi selv læser Gramsci ud fra. Det er Gramsci som inspiration ikke som løsning, der har været drivende. Hvilken Gramscifortolkning andre eventuelt vil tage udgangspunkt i, har vi ikke taget stilling til.

Der har været flere formål med bogen. Det ene har været at formidle et konkret fagligt arbejde med inspiration fra Gramscis værk; det andet i det små at fremme en politiskstrategisk diskussion af politik, af politisk kultur i Danmark på et centrum-venstre grundlag og i et internationalt perspektiv.

For det tredje har det været en selvstændig ambition at skrive om og diskutere Gramsci på dansk. Uden forbehold er det værd at udvikle en Gramsci-terminologi på dansk, således at hans egne og de afledte tanker lettere kan vinde indpas i det øvrige politisk-kulturelle sprog i Danmark. Et fagligt differentieret (eller ligefrem mangfoldigt) dansk er et vigtigt element af den politiske kultur. Derfor vil vi gerne diskutere Gramsci uden for mange fremmedord og især uden ad hoc anglificeringer – det såkaldte og i stigende grad udbredte ‘dangelsk’. Meningen har været at lave en mangefacetteret bog, der netop indeholder et brugbart dansk ordforråd for en diskussion af Gramscis idéer og af den videre brug af disse.

*

Idéen til at organisere udgivelsen af denne bog kan føres tilbage til et mindre seminar, der blev afholdt på Københavns Universitet i december, 2015. Anledningen til seminaret var udgivelsen af bogen Antonio Gramsci i bogserien om Statskundskabens Klassikere. Der var fire oplæg, af Claus Bryld, Carsten Jensen, Bjarke Skærlund Risager og Gert Sørensen. Fremmødet var meget fint, og det opmuntrede til at arbejde videre med Gramsci med henblik på endnu et seminar og en bog.

Den første fase i det, der begyndte at tage form af et organiseret projekt, var en artikelrække i tidsskriftet Kritik Debat, hvori Jan Helbak deltog som redaktør, og på den baggrund blev endnu et seminar afholdt på KU i april, 2017. Det er oplæg herfra, der udgør grundstammen i denne bog.¹

Vi håber først og fremmest, at bogen og dens temaer kan blive en inspirationskilde og formulere en platform for et videre arbejde.

Vi lærte af forløbet, at der er en vis interesse for Gramscis arbejder i Danmark. Vi fik også bekræftet, at der siden slutningen af 1960’erne har været jævnlige Gramscirelaterede udgivelser i Danmark. Vi så også, at der fx mangler en diskussion af ‘Gramsci på dansk og i Danmark’ samt en opfølgning på, hvordan den såkaldte ’neogramscianisme’ fik et gennemslag i sidste halvdel af 1980’erne. Der kunne være et par temaer her at tage op.

Tilbage er så spørgsmålet om Gramscis aktualitet. Hvad kan Gramsci bruges til i dag, og vil det gøre nogen forskel netop at bruge hans arbejde som inspiration til et politiskkulturelt udviklingsarbejde? Gør det fx nogen forskel om neoliberalisme studeres som en akademisk tradition eller som et hegemonisk projekt? Er højrepopulismen en uventet og ikke mindst en uvelkommen variant af forsøget på at flytte politik fra eliter til folk? Er ‘venstrepopulisme’ et relevant svar på behovet for udvikling af politiske alternativer? Sådanne spørgsmål kunne diskuteres med en dansk vinkel og med et udgangspunkt i den lange teoretiske og praktisk-politiske erfaring, der er samlet op i den gamle sarders arbejder.

*

Bogen har fået 10 kapitler, der er organiseret i tre sektioner, ‘Historie og teori’, ‘Politik og bevægelser’ og endelig ‘Debat’, samt et bilag om Gramsci-litteraturen på dansk.

I første kapitel giver Claus Bryld og Gert Sørensen en bred redegørelse for, hvordan Gramsci fik politiske erfaringer som voksen, først i Torino i Norditalien, så i Rom, Moskva og Wien og endelige som formand for det nystiftede italienske kommunistparti, der søgte at modstå den fremstormende fascisme. Desuden redegøres der for, hvordan Gramscis tænkning efterfølgende udvikledes i fascistisk fængsel fra 1926 og frem til hans død i 1937. Vægten ligger på bearbejdningen af nederlagserfaringen i fængselsskrifterne, uden at dette gøres til et defaitistisk element.

Herefter følger Fiamma Lussanas kapitel om Gramscis baggrund. Hun fokuserer især på, at han ikke blot var italiener, men også italiener fra en specifik region, Sardinien. Det vil sige, at han var fra en af de mest økonomisk tilbagestående dele af Italien, og at han, skønt oprindelig født ind i en middelklassekultur, tillige ved et samspil af omstændigheder voksede op i en deklasseret og økonomisk truet familie. Denne baggrund har ifølge Lussana præget hele Gramscis politiske arbejde og tænkning.

Bob Jessop behandler især Gramscis arbejder fra fængslet. Han gør det imidlertid i et helt aktuelt perspektiv. Jessops ærinde er dobbelt. Dels er hans egne idéer udviklet i et akademisk miljø i Storbritannien i 1970’erne, hvor Gramsci under det såkaldte ‘Gramsci-boom’ var en naturlig referenceramme. Dels har han siden søgt at sprænge denne ramme gennem udvikling af et sofistikeret begrebsapparat, der nok inddrager inspirationen fra Gramsci, men også en række andre nyere teoretiske vinkler. Kapitlets særtræk er, at det reevaluerer Gramsci ud fra den nye, postgramscianske indsigt.

Gert Sørensen sætter Gramsci og hans praxisfilosofi op mod den postmodernisme, der fra 1980’erne og frem gjorde op med de store sociale fortællinger. I Italien er det især filosoffen Gianni Vattimo, der har formuleret en postmodernistisk kritik af en vis ‘metafysisk’ marxisme. Artiklen undersøger, hvorledes man allerede i Gramscis grundlæggende historicistiske tilgang finder en gentænkning af de filosofiske kategorier i traditionen fra Marx, der af Gramsci gøres til en afgørende forudsætning for udviklingen af de politiske begreber i hans Fængselsoptegnelser.

Anden sektion, om ‘Politik og bevægelser’ indeholder tre kapitler om forskellige politiske spørgsmål, som er sat på dagsordenen i Europa i det seneste årti. Spørgsmålet om Gramscis aktualitet stilles meget direkte i Bjarke Skærlund Risagers kapitel. Her diskuteres det, om Gramsci og gramscianismen har lidt en teoretisk og historisk død efter finanskrisen og de såkaldt ‘nye, nye sociale bevægelsers’ opståen. I perioden efter 1968 blev en række klassiske marxistiske og gramscianske temaer revitalisereret af den politiske proces selv. Men der har været sat spørgsmålstegn ved, om Gramsci har noget at sige en politisk generation, der eksplicit har frabedt sig de gamle eliter og tænkeres samlende og universalistiske idéer. I stedet har de fremhævet ‘her-og-nu’ perspektiver. Risager argumenter dog for, at også de nye aktører på sigt har brug for en samlende, hegemonisk tænkning: Gramsci lever.

Óskar García Agustín og Martin Bak Jørgensen går også tæt på aktualiteten. Et af de store spørgsmål i europæisk politik i disse år, migration, drøftes fra et bottom-up-perspektiv – til forskal fra et styrings- og nationalstatsperspektiv. Gramscis tænkning det sidste år før fængslingen, nemlig hans skrift om forholdet mellem Nord- og Syditalien, vækkes til live, og bliver et symbol på det bredere Nord-Syd forhold på europæisk og globalt niveau. Hermed vises Gramsis relevans i dag med udgangspunkt i en tekst, der ligger uden for de fængselsskrifter, der almindeligvis udgør Gramscis vigtigste bidrag til eftertiden.

I Carsten Jensens kapitel om det relativt nye spanske parti Podemos, stilles nogle enkle spørgsmål om, hvorvidt man kan påstå, at Gramsci bruges i aktuel europæisk politik? Svaret er ja. Der er ingen tvivl om, at initiativtagerne til ‘postfinanskrisepartiet’ Podemos eksplicit ser gramscianismen, som deres umiddelbare teoretiske referenceramme. De har begge udgivet forholdsvis gennemarbejdede politiske bøger. Det kan vises ved en læsning af dem, at ‘Gramscis aktualitet’ ikke blot er et postulat, men også en realitet.

Debatsektionen, bogens tredje del, indledes af Claus Bryld, der tager udgangspunkt i forskellen arbejderbevægelsernes erfaringer i Nord- og Sydeuropa. Bryld påpeger, hvordan fx den danske arbejderbevægelser bearbejdere en række politiske erfaringer på en måde, der i nogle tilfælde foregriber og i hvert fald ofte ikke er i modstrid med Gramscis tænkning i forhold til den historiske materialismens udfordringer. På den måde åbner indlægget op for videre sammenlignende studier mellem Nord- og Sydeuropæiske traditioner.

Jan Helbaks kapitel har også et tyngdepunkt i udviklingen af marxistisk og historisk, materialistisk teori i tiden efter 1. Verdenskrig. Det har form af en kritisk drøftelse af bogen Antonio Gramsci (2015), der anskues som et aktuelt bidrag til diskussion på venstresiden i dansk politik. På den måde ‘aktualiseres’ Gramsci på en meget konstruktiv måde. Hvor Bryld tager et nationalt udgangspunkt i danske erfaringer fokuserer Helbak mere på de store linjer i datidens politik og teoriudvikling, og fremhæver fx, hvordan en del af Gramscis begreber er foregrebet i den tidligere tænkning hos især Marx og Lenin, men også Trotskij. De to kapitler supplerer derfor hinanden i en relativering af både Gramscis betydning og aktuelle direkte nytteværdi.

Carsten Jensen og Gert Sørensen leverer i deres fælles bidrag en replik til Jan Helbaks diskuterende anmeldelse af bogen Antonio Gramsci (2015). Der tegner sig heri to forskellige måder at placere Gramsci på i forhold til den marxske tradition og især til den marxisme-leninisme, som blev bestemmende for Gramscis personlige og teoretiske liv efter den russiske revolution i 1917. Der argumenteres for, at de to linjer er afgørende for karakteren af den ‘aktualitet’, som en fornyet læsning af Gramsci lægger frem.

Gramsci på dansk (ved Carsten Jensen): Den sidste tekst er medtaget som bilag og består af en kort introduktion af og en liste over, hvad vi indtil videre har fundet af litteratur på dansk om Gramsci. Listen dækker 50 års udgivelser (1970 til 2019). Den medtager langt fra alle tekster, der nævner eller behandler Gramsci, men de fleste af dem, hvor netop henvisningen til Gramsci spiller en selvstændig rolle.

*

Til sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke alle dem der har bidraget til arbejdet, herunder GRUS-fonden, der har støttet økonomisk. Bogen er skrevet før Corona-krisen, der formentlig vil ændre præmisserne for den aktuelle politisk-kulturelle disskussion og gøre det så meget vigtigere at gentænke de lidt længere historiske og teoretiske forløb.

Carsten Jensen og Gert Sørensen

København og Rom, efteråret 2019 og foråret 2020

---

¹ Ved siden af bogens bidragydere var der oplæg til seminaret af Emil Husted og Allan Dreyer Hansen. Niels Boel og André Sonnichsen bidrog som ordstyrere.

I HISTORIE OG TEORI

1. ANTONIO GRAMSCI

OG HANS SAMTID

Et liv og et værk

Af Claus Bryld og Gert Sørensen

Hvem var Antonio Gramsci? Hvilke historiske betingelser levede han under? Hvordan kom disse til at præge hans liv og den måde, han agerede i verden og tænkte verden? Det er nogle af de spørgsmål, som de følgende sider vil forsøge at besvare, også i det øjemed at give en idé om det sted i historien, hvorfra Gramsci taler til os i dag.

Gramsci blev født i en middelklassefamilie på Sardinien den 22. januar 1891. Faren var embedsmand, men da han mistede sit arbejde og kom i fængsel i forbindelse med anklager for bedrageri, blev familien deklasseret, og fra 1908 boede Gramsci hos sin bror i Cagliari, øens største by, hvor han også gik i gymnasiet. Fra 1911 studerede han ved universitetet i Torino, og her meldte han sig i 1913 ind i Italiens Socialistiske Parti, PSI. Han studerede sprog, jura og økonomi, men snart tog journalistikken over, og i 1914 blev han fast skribent ved en socialistisk ugeavis Il Grido del Popolo og ved partiavisen Avanti!, hvor han dækkede kulturstoffet, blandt andet som entusiastisk teateranmelder.² Gramsci var med til at ‘opdage’ den senere kendte dramatiker, Luigi Pirandello.

Første verdenskrig og den russiske revolution i 1917 blev de to afgørende begivenheder, der skulle ændre Gramscis videre bane. Italien trådte først ind i krigen i 1915 på Ententens side, men led i oktober 1917 et katastrofalt nederlag til Tyskland og Østrig-Ungarn i slaget ved Caporetto i det nordøstlige Italien (i dag Slovenien). Selv om Italien var blandt sejrherrerne, talte man alligevel om ‘den lemlæstede sejr’ (it. vittoria mutilata). Italien havde ganske vist fået Sydtyrol fra Østrig, men mente ikke, at man havde fået, hvad der tilkom Italien i grænselandet ind mod Jugoslavien. Der lå heri en kim til den store uro i landet efter krigen og i sidste ende til fascismens opkomst og magterobring i 1922.

I sammenhæng med krigen og Italiens indtræden i den opstod der afgørende stridigheder i PSI med hensyn til hvilken politik, der skulle føres. PSI var ligesom det danske Socialdemokrati og de fleste andre socialistiske partier medlem af Anden Internationale, der brød sammen ved krigsudbruddet i 1914, men som ikke blev formelt opløst. Benito Mussolini, som før 1914 hørte til på partiets revolutionære venstrefløj i lighed med Pietro Nenni, partiets markante leder efter anden verdenskrig, slog om fra en anti-krigspolitik og gik ind for italiensk krigsdeltagelse og efterhånden også for en forlængelse af landets hidtil førte imperialistiske politik. Han måtte forlade partiet og posten som redaktør af Avanti!. Partiets reformistiske fløj indtog stort set en positiv eller i bedste fald en passiv holdning til krigen –i øvrigt ligesom socialdemokratierne i Nordeuropa, hvor det tyske SPD i 1914 stemte for krigsbevillingerne og aktivt støttede krigen. Den store centrumsgruppe i partiet under ledelse af formanden, Giacinto Serrati, var afventende. Parolen lød: ‘Hverken støtte eller sabotage’.

Ved krigens slutning og i kølvandet på de sociale spændinger, som den russiske revolution udløste i årene efter 1917, meldte PSI sig ind i den kommunistiske Tredje Internationale i 1919. Komintern var blevet dannet i Moskva på Lenins initiativ med det mål for øje at samle de nationale kommunistpartier og give den russiske revolutionserfaring en international gennemslagskraft. Selv om PSI fastholdt en ‘maksimalistisk’ sprogbrug, var partiet alligevel ude af stand til at skabe en praksis, der radikalt gik ud over en fredelig, institutionel vej til socialismen. Heller ikke den uforsonlige venstrefløjs ‘abstentionister’³ under napolitaneren Amadeo Bordiga kunne anvise frugtbare kampmidler, men havde dog en klarere linje og argumenterede for nødvendigheden af et revolutionært parti.

Den russiske revolution anviste i denne situation en anden vej og repræsenterede også i venstrefløjens øjne en konsekvent internationalisme. Gramsci var blandt dem på partiets venstrefløj, der opfangede de nye perspektiver. I nogle vigtige indlæg fra 1917 og 1918 gjorde han op med den positivistiske grundholdning i Anden Internationale og den deraf farvede læsning af Marx. Det skete i den skelsættende artikel La rivoluzione contro il ‘Capitale’ (Revolutionen mod ‘Kapitalen’"), der afviste den udbredte udviklingslære om, at revolutionen kun kunne finde sted i kapitalismens kernelande og ikke i en periferiøkonomi som den russiske (Gramsci, 1917).

Det Kommunistiske Partis dannelse i 1921

Krisen inden for arbejderbevægelsen blev akut under de store fabriksbesættelser i Torino i 1920, og det er på dette tidspunkt, Gramscis idéer fik mere direkte betydning for en diagnosticering af den italienske situation som en tilspidset klassekamp. I 1919 havde han sammen med bl. a. Palmiro Togliatti, den markante leder af Det Italienske Kommunistparti, PCI, efter anden verdenskrig, grundlagt ugeskriftet L’Ordine Nuovo (Den Nye Orden). Det blev i stort omfang læst af arbejderne på Fiat-fabrikkerne og andre fabrikker i de højt industrialiserede byer Torino og Milano. L’Ordine Nuovo var i høj grad inspireret af revolutionen i Rusland og søgte – på basis af forholdene i Italien, som man mente havde mange lighedspunkter med de russiske i perioden mellem februar- og oktoberrevolutionen 1917 – at udvikle en strategi for arbejderklassens magterobring.

Kernen i strategien var efter russisk forbillede dannelsen af arbejderråd (it. consigli di fabbrica) og arbejdernes overtagelse af produktionen, men gruppen omkring L’Ordine Nuovo afviste på ingen måde det revolutionære partis nødvendighed, ja uundværlighed som leder af den revolutionære kamp. I den forstand var de leninister, men med syndikalistiske og spontaneistiske træk. Gramsci opfordrede i april 1920 i en artikel, som måneden efter tryktes i L’Ordine Nuovo under titlen Per un rinnovamento del Partito Socialista (For en fornyelse af Det Socialistiske Parti), PSI’s ledelse til at forlade passiviteten og aktivt blande sig i arbejdernes kampe, det vil sige udforme en revolutionær strategi. Da fabriksbesættelserne, hvorunder produktionen blev videreført af arbejderne selv, sluttelig led nederlag i september 1920, skyldtes det ikke mindst, at Torino-arbejderne ikke fik støtte af PSI. Partiets ledelse afstod fra at iværksætte en national, politisk kampagne, som det var sket i Rusland i 1917 og til dels i Ungarn og Tyskland 1918-20.

Efter de torinesiske arbejderråds sammenbrud og Lenins støtte til L’Ordine Nuovo’s strategiske linje på Kominterns anden kongres i Moskva sommeren 1920, skærpedes modsætningerne inden for PSI yderligere, og i januar 1921 kom det til et afgørende brud. På PSI’s 17. kongres i Livorno skilte venstrefløjen sig ud og dannede 21. januar 1921 Italiens Kommunistiske Parti, Partito Comunista d’Italia (PCd’I, fra 1943 PCI). PSI’s tidligere venstrefløj, som udgjorde det nye parti, var dog stadig meget sammensat. Den spændte fra centrister af venstre-socialdemokratisk observans ligesom Karl Kautsky i Tyskland til ‘abstentionister’ yderst til venstre à la Bordiga. De sidste fik hurtigt overtaget og kom til at dominere ledelsen af partiet de første år. Torino-gruppen med Gramsci og Togliatti med flere fulgte til at begynde med Bordigas linje. Det var ikke mindst imod denne ‘venstrekommunistiske’ gruppering, Lenin rettede skytset i sin bog Venstre-radikalismen – en børnesygdom i kommunismen, der udkom i 1920, altså allerede mens den kommunistiske venstrefløj opererede inden for PSI.

Lenin var af den opfattelse, at et socialistisk parti, også et revolutionært, havde pligt til at deltage i valgte forsamlinger for derved at få lejlighed til at fremsætte sine synspunkter offentligt. Selv bolsjevikkerne havde jo også deltaget som medlemmer af den russiske Duma i perioden fra den første revolution i 1905 til den anden i 1917, omend Dumaen langt fra var et demokratisk organ; men det skulle dog snart vise sig, at de på dette punkt ikke var konsekvente. Ved siden af et centrum og et venstre kan man også fra begyndelsen tale om et højre i PCI, som fx støttede Kominterns enhedsfrontstaktik fra 1921, mens venstrefløjen, inklusive Gramsci og Togliatti, var imod. Det var i høj grad Angelo Tasca, som repræsenterede denne fløj.

Fra maj 1922 og halvandet år frem opholdt Gramsci sig i Sovjetunionen, hvor han var PCI’s repræsentant ved Kominterns Eksekutivkomité. I lange perioder var han dog syg, såvel fysisk som psykisk, og modtog medicinsk behandling. Helt fra barndommen var Gramsci svagelig og plaget af lav vækst og pukkelryggethed (Pott’s sygdom, en rygtuberkulose). Han indgik dog også i et forhold (senere ægteskab) med russiske Julia Schucht, som han fik to børn med. Ved samme lejlighed mødte Gramsci Julias søster, Tatjana, der besøgte Gramsci i fængselsårene, og med hvem han havde den mest fortrolige korrespondance.

I februar 1923 blev PCI’s ledere, bl. a. Bordiga, fængslet. Deres abstentionistiske linje var som nævnt blevet angrebet af Lenin og Tredje Internationale. Den nye situation gav anledning til i juni 1923 at rekonstruere partiet. Der blev nu gjort op med det hidtidige venstrekommunistiske lederskab og indsat en ny ledelse med blandt andre Togliatti og Tasca som medlemmer. Tre måneder efter, i september, blev hele den nye ledelse imidlertid også kortvarigt arresteret. Det tildelte Gramsci en ledende rolle i den videre opbygning af PCI. Gramsci opholdt sig i Wien fra december 1923 og frem til maj det følgende år og indledte i denne periode en intens korrespondance med Togliatti og andre fra den gamle kreds omkring L’Ordine Nuovo om dannelsen af en ny ledergruppe. Først i august 1924 blev Gramsci PCI’s nye generalsekretær, og det skete samtidig med, at Komintern på sin femte kongres i juni-juli 1924 vedtog sin kampagne for en ‘bolsjevisering’ af de nationale kommunistpartier. Partiavisen l’Unità blev nu også grundlagt og eksisterede frem til 2017.

Fascismen til magten

I mellemtiden var magten skiftet i Italien. Den 28. oktober 1922 havde de italienske sortskjorter under den tidligere socialist, og nu fascist, Benito Mussolini, foretaget deres ‘March mod Rom’. Kongen, Vittorio Emanuele III, havde ellers myndighed til at erklære undtagelsestilstand, men undlod at gøre det. Dermed kapitulerede monarkiet, den borgerlige stat og militæret endegyldigt over for fascismens paramilitære tæskehold, hvis første enheder så dagens lys i Milano allerede i