Foregange nr. 2: Serie for psykoanalysen

By Books on Demand

I den forudgående afhandling har jeg ved siden af arbejdet med psykologien ved visse sjælelige sygdomstilstande også forsøgt at bringe seksualteorien et stykke videre. Dog begrænsede jeg mig i den forbindelse til at udbygge læren om libidoens prægenitale organisationstrin. Denne del af seksualteorien omfatter de forvandlinger, der sker med hensyn til seksualmålet i løbet af et menneskes psykoseksuelle udvikling. Men siden Freuds grundlæggende undersøgelser sondrer vi mellem disse og de foregange, der angår forholdet til seksualobjektet. De antagelser vi indtil nu har haft om objektkærlighedens ontogenese, yder ikke fænomenerne retfærdighed i tilstrækkelig grad. Især psykoanalysen af de sygdomstilstande, som vi med Freud sammenfatter som de narcissistiske neuroser, stiller os over for et antal psykoseksuelle forekomster, som kræver en tilpasning af vor teori. Det er hvad jeg vil forsøge i det følgende.

Karl Abraham: Libidoens udviklingshistorie, 1924

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 18, 2013
• ISBN: 9788771452006

Book preview

240ff.

I. KARL ABRAHAM LIBIDOENS UDVIKLINGSHISTORIE

LIS HAUGAARD

ORALITETENS SKÆBNER

EN INTRODUKTION TIL KARL ABRAHAMS FORSØG

Nu udkommer Karl Abrahams overvejelser over et uafsluttet kapitel i den psykoanalytiske klinik på dansk. Det er en begivenhed, for det er næsten hundrede år siden, teksten om de libidinale forudsætninger for melankoli og mani blev skrevet, og Abrahams teoretiske betydning for psykoanalysen synes for længst at være gået i glemmebogen.

Vores anstrengelser med at oversætte teksten har til hensigt at gøre Karl Abrahams arbejde tilgængeligt for enhver som interesserer sig for denne klinik. Det bliver da muligt at drage lære af hans erfaringer, og at debattere dem. Vi betragter hans skrift som et moment i psykoanalysens historie, der må belyses nærmere, når vi forsøger at skrive historien videre – ved at bidrage til den.

Moment, men måske også monument, fordi det er et bemærkelsesværdigt skrift han giver til os. Omfattende – og omfavnende, kunne man sige – på grund af tekstens udførlighed, overbevisende på grund af dens lødighed i forskningsmæssig forstand, og ejendommelig i kraft af dens fortrolige og åbenmundede stil, som ikke bare vidner om epoken, den skriver sig ind i, men selvfølgelig især om Abrahams elan. Den tale han således videregiver, hans diskurs kunne man også betegne den med en term, vi efterhånden vil præcisere, er præget af Abrahams forhold til Freud og den omstændighed at dette hele tiden er en underliggende streng på hans instrument.

Beslutningen om at indføre Karl Abrahams overvejelser på dansk skyldes dog ikke mindst det emne, hans tekst tager op, nemlig spørgsmålet om de manisk depressive tilstandes oprindelse, sådan som psykoanalysens driftslære mener at kunne forklare den. Vi bemærker straks at artiklen behandler problematikken i et psykogenetisk perspektiv. Det fremgår allerede ved dens titel: der er akkurat tale om libidoens udviklingshistorie, med det tyske ord Geschichte for historien, med reference til det som hænder eller sker (geschehen er verbet til grund for substantivet). Hvad sker der med libidoen, når en melankoli kommer i stand, spørger Abraham. Melankolien (og manien der fremstår som dens logiske følgesvend), angiver et subjektivt valg, i lighed med det, Freud omtalte som neurosevalget, blot er der her tale om en psykose, som kan skelnes fra paranoiaen og skizofrenien¹. Abraham forsøger at gøre rede for, hvori dette valg består og hvordan det skaffer sig vej i den libidinale udvikling.

Overvejelserne tager udgangspunkt i Freuds Tre afhandlinger om den infantile seksualitet fra 1905. Abraham udbygger Freuds afhandlinger, komplicerer de stadier Freud når frem til ved at tilføje yderligere understadier, og anfører nogle dynamisk-dialektiske forhold imellem dem, som ikke umiddelbart fremgår hos Freud. Driftsfeltet fremstår da mere bevægeligt og plastisk, det genetiske perspektiv mindre lineært, og åbner dermed for nogle forbindelser mellem subjektets forskellige valg i strukturen, som ikke kunne undgå at forurolige doktrinen hos Freuds samtidige. Det samme sker vel i dag.

¹ Jf. Freuds tekst fra 1924, Neurose und Psychose (1924b [1923]), GW XIII, s. 387-391.

En anden afgørende gevinst ved Abrahams udfoldelser af problematikkerne har med objektet – dvs. drifts- og kærlighedsobjektet – at gøre. I og med at Abraham tager udgangspunkt i psykosernes klinik stilles objektproblematikken i et særligt lys: For det første får det ham til at fokusere på de præødipale stadier, dvs. før kærlighedsobjektet får logisk mulighed; for det andet banes dermed vejen for en anden begribelse af objektet, som først Jacques Lacan – i øvrigt på samme tidspunkt hvor objektrelationsteorien danner skole i psykoanalysen i en helt anden retning – formår at udarbejde i en skematisme, som svarer hertil. Dette får os til at hævde at Lacan i den forstand tager de logiske konsekvenser af Abrahams indsigter, som formår at bryde med en psyko-ontologi som feltet uafladeligt havner i.

Abraham når frem til at pege på en urforstemthed, en slags oprindelig melankoli ved roden til alt psykisk liv. De manisk depressive tilstande vidner om dette menneskelige urforhold. Rytmikken i disse tilstandes fremkomst er tegn på de strukturerende foregange der organiserer den psykiske økonomi. Således den Einverleibung – som foregår i og med den orale kannibalisme og udgør en forform for identifikationen – der fremstår som udgangspunkt for den processualitet, hvis skæbner Abraham forfølger både i klinikken og, derfra, i logikken for libidoens hændelsesforløb.

Et forløb som altså til syvende og sidst er den Geschichte, hans arbejde prøver at udrede. Hermed tilføjer han til Freuds hypotese om urfortrængningen – dvs. omstændighederne omkring inkorporeringen af den døde far – en overvejelse der præciserer hvorledes libidoens udvikling konstituerer kroppen som driftmæssigt felt for det kommende subjekt. Idet Abraham insisterer på den ambivalens der karakteriserer subjektets forhold til driftsobjektet, åbner han for en tematisering af nydelsesbegrebet der skulle gøre det muligt at Lacan sidenhen indføjer dette i Freuds lyst-ulyst-økonomi.

Udvekslingen med Freud var afgørende for hele Abrahams arbejde. Freud var både hans analytiker og hans kontrolanalytiker, han var begrebsmager, vejleder, diskussionspartner, og først og sidst: fader for psykoanalysen. Abraham tiltager sig imidlertid hurtigt en væsentlig plads i den psykoanalytiske bevægelse og i dens institutionelle historie. Og det er altså ikke mindst i udarbejdelsen – i en vedvarende dialog med Freud – af melankolien som en menneskelig betingelse, at Abrahams store og sidste tekst fortsat er en så spændende læsning. Den fremstår i vore øjne som en inspirationskilde for psykoanalytikere i dag, der må kæmpe for at fastholde et klinisk perspektiv hvis parametre ofte synes at forsvinde bag akronymer som vores epokes neurovidenskabelige kultur løbende producerer, og som ganske foretrækker at se bort fra subjektet.

For vores vedkommende må Karl Abrahams undersøgende nysgerrighed bruges til at åbne for en videre udfoldelse af de dynamiske forhold der indgår i subjektets konstitution, til at vove at tage de udfordringer af teoretisk art op, som en sådan undersøgelse forudsætter, først og fremmest hvad angår sprogets logik og talens funktion i forbindelse med oprettelsen af objektet for subjektet.

HVORDAN ARTIKLEN LIBIDOENS UDVIKLINGSHISTORIE. ET FORSØG, BLEV TIL: EN "OVERFØRINGSGESCHICHTE"

Karl Abrahams Forsøg skulle blive hans sidste tekst, for han døde året efter dens udgivelse, i 1925, af en lungeinfektion hvis årsag ikke helt er klarlagt. Blot ved man, at han var en smule astmatisk fra fødslen af og allerede flere år forud for sin død led af bronkitis i flere omgange, som han måtte lade sig behandle for. I månederne forud for det pludselige dødsfald i en alder af 48 havde han flere gange mistet stemmen.

Forholdet mellem ham og Freud var meget inderligt. Sidstnævnte som var tyve år ældre end Abraham, brød sig ikke om at Abraham var syg, når han nu selv havde sin kæbekræft at kæmpe med. Efter nyheden derom i 1920 havde Abraham, lige som alle de andre af Freuds elever, gjort sit for at holde gejsten oppe hos den gamle (Freuds eget udtryk).

Abrahams død var både et forfærdeligt tab, et chok og nærmest en fornærmelse for Freud, eftersom han selv ville være den, der døde først. Vi skal imidlertid tilbage mere end ti år tidligere for at lade os introducere til dette samarbejde. Abrahams tekst udfolder så mange af de spørgsmål, som var i udarbejdelse mellem ham og Freud, at den beskedne titel Et forsøg forekommer en smule underdrevet. Diskretionen var et af Abrahams karakteristiske træk, hvilket bekræftes af datteren der beskriver ham som reserveret. Hilda Abraham når ikke at fuldføre sin biografi over faderen, fordi hun selv dør ret ung. Den er ikke desto mindre i høj grad læseværdig, hvis man interesserer sig for psykoanalysens begyndelse¹. Men Abraham havde også mindre diskrete strenge i sin personlighed at slå på, han blev endog fremstillet som arrogant og intolerant. På det tidspunkt hvor han døde, cirkulerede en sådan kritik af ham iblandt psykoanalytikerne tæt på Freud. I nogle af de sidste breve forsøgte Abraham at retfærdiggøre sig over for Freud, for han følte sig meget ubehagelig til mode og mente kritikken var uden grundlag i de virkelige forhold. En anden uoverensstemmelse var også på spil imellem dem i netop det efterår, hvor Abraham dør i december, nemlig spørgsmålet om at lave en spillefilm inspireret af psykoanalysens indsigter i det ubevidste². Freud stillede sig på bagbenene imod en sådan amerikanisering af viden, for nu at sige det meget kort, hvorimod Abraham så nogle muligheder i det nye medie, og forsøgte at overtale Freud hertil, med belæg i libidoteoriens udfoldelser som han faktisk havde øje for, måske i højere grad end Freud selv¹.

¹ Hilda C. Abraham: Karl Abraham. An Unfinished Biography.

² G.W. Pabst: Geheimnisse einer Seele, 1926

Et sådant klima af personlige konflikter har sandsynligvis kun fremmet den sygdom som alt for tidligt skulle gøre en ende på Abrahams liv, og vanskeliggjort Freuds sorgarbejde i forbindelse med tabet af så nær en kollega. ’Vi har vores jødiske baggrund til fælles’, sagde han ofte til Abraham, ’som vi ikke kan løbe fra’, og selv om dette fællestræk også gjaldt for flere andre af hans kolleger, så var det med Abraham, at Freud i allerhøjeste grad syntes at drage fordel heraf.²

Jeg vil nu skynde mig tilbage i tiden, ikke bare for at slippe for konflikten, døden og sorgen, men snarere for at pege på nogle af de forudsætninger for det store arbejde, Abraham fremlægger i den tekst vi nu gør tilgængelig på dansk.

Det er altså omkring melankolien, at samarbejdet mellem Abraham og Freud med hensyn til begrebsliggørelsen af den psykoanalytiske erfaring, udspiller sig. Efter filologiske studier uddanner Karl Abraham sig til psykiater. Han stifter bekendtskab med Freuds tekster da han får arbejde på kuranstalten Burghölzli i Schweiz, hvor Bleuler og Jung introducerer ham dertil. Med et og samme slag får både det terapeutiske og det teoretiske arbejde mening for Abraham. I 1907 henvender han sig til Freud på baggrund af sine første læsninger af dennes værk. Forholdet imellem dem er straks skriftligt: han sender Freud en artikel om betydningen af seksuelle ungdomstraumer i forbindelse med skizofreni³, hvormed han uden videre begynder sin psykoanalytiske produktion. Freud svarer straks hjerteligt og meget interesseret.

Dette er starten på et meget intenst bekendtskab, et kollegialt følgeskab som er afgørende for psykoanalysens politiske historie. Karl Abraham bliver den første tyske psykoanalytiker – han installerer sig i 1909 i Berlin – og hans virke både dér og i forbindelse med den internationale psykoanalytiske sammenslutning, er med til at give psykoanalysen dens (kortvarige, men ikke desto mindre vellykkede) gennembrud i Tyskland. De jødiske psykoanalytikeres flugt og psykoanalysens bandlysning og forsvinden fra Nazityskland¹, gør sit til, at Abrahams værk efterhånden går i glemmebogen. Hans egne elever og tidligere analysander som drager i eksil, skriver deres egne værker oven i hans, ikke mindst Melanie Klein der danner skole i England.

¹ Freud/Abraham: Briefe 1907-1926, p. 356

² Dette synes at være hvad både Yerushalmi og Azouri konstaterer.

³ „Über die Bedeutung sexueller Jugendtraumen für die Symptomatologie der Dementia praecox", 1907

PSYKOSENS PROBLEM FOR PSYKOANALYSEN

Det er i den psykiatriske institutions rammer – først fire år i Dalldorf ved Berlin, siden i Burghölzli – at Abraham møder psykosen. Hans anvendelse af psykoanalysen i forbindelse med både skizofreni, paranoia og de manisk-depressive sindssyge, giver ham unægteligt et fortrin i Freuds øjne, for så vidt Freud selv ikke har nogen psykiatrisk praksis. Sandsynligvis er der her yderligere et træk ved Abraham, som gør hans bidrag uvurderlige for Freud, udover det nævnte jødiske fællesskab. Der er også hans ungdom, som tæller, og så selvfølgelig den overføringskærlighed, Abraham lægger for dagen over for Freud. Men frem for alt lader Abraham sig ikke afskrække af psykosens problem i forbindelse med overføringen, i modsætning til andre af hans samtidige og kolleger på Burghölzli, herunder Jung. Seksualteorien giver han ikke afkald på, og hans Forsøg er et tydeligt og veludarbejdet eksempel herpå.

¹ Jeg kan referere til to udmærkede tekstsamlinger angående dette spørgsmål, Comme des jongleurs insensibles, Les psychanalystes allemands et la montée du nazisme, og Les années brunes, La pscyhanalyse sous le IIIe Reich, se disse værker for yderligere referencer.

Abraham følger Freuds udarbejdelser meget tæt, så tæt, at man får det indtryk, at fra det øjeblik i 1907, hvor Abraham læser Freud for første gang, tager kontakt med ham og siden korresponderer livligt med ham, fraviger han ikke den linje, der tegner sig, og ja, skrives imellem dem. Jeg tror, det er med psykoanalysens begribelse og anvendelse af overføringen, vi bedst kan komme en forståelse af forholdet nærmere. Men forholdet til skriften, som binder dem sammen, bygger formodentlig på deres jødiske slægtskab hvilket de begge to er opmærksomme på.

Hilda Abraham kommer selvfølgelig ind på faderens forhold til Freud i sin ufuldendte biografi. Og hun bidrager da også med forklaringer på deres overføringskærlighed, som sammenlignet med Freuds andre musketerer – fx Jung og Ferenczi – forekom så konfliktløs. Hun påbegynder en læsning af faderens værk i lyset af hans liv, sådan som hun kender til det som datter og, må vi ikke glemme, som psykoanalytiker selv – hun blev i øvrigt analyseret af sin far i en kort periode som barn. Dermed lægger hun åbenhjertigt biografiske elementer for dagen, som hun mener Abraham gennemarbejder i sine teoretiske værker. Som hos enhver anden psykoanalytiker, er hans interessefelt præget af hans egne komplekser og båret af hans ønske om at udarbejde noget nyt i feltet. Ifølge Hilda, hans førstefødte barn (Abraham får også en søn fire år efter datteren), er sublimeringen i hans tilfælde i høj grad lykkedes. Det er en driftsskæbne, hun igen og igen refererer til i forbindelse med faderens liv og værk. Eftersom libidoudviklingshistorien står så centralt heri, er sublimeringsproblematikken afgjort væsentlig. Vi skal komme yderligere ind herpå i andre artikler i dette nummer af FOREGANGE.

Abraham suger til sig af Freuds viden for at anvende den i sin egen klinik. Her bearbejder han den, hvorefter han sender den tilbage til Freud i form af de skrifter vi har fra hans hånd. Der er tale om fortrolige dokumenter, åbenhjertige, som i høj grad er præget af henvendelsens stil, for så vidt som mange af dem er skrevet til de psykoanalytiske kongresser. Flere af disse tekster modificeres da også undervejs, når Abrahams teser har været til diskussion, først og fremmest med Freud, dernæst med de andre kolleger.

Hvorledes foregår mon sublimeringen inden for overføringens rammer? Det forekommer mig, at Abrahams arbejde, og ikke mindst hvad han lærer os om de orale skæbner, kunne give os et vigtigt fingerpeg for videre undersøgelser omkring sublimering. Den driftsskæbne, som Einverleibung udgør, gør os opmærksom på, at sublimeringen må betragtes som en af-idealisering. Den kommer i stand når ambivalensen bringer den ‘tilbage’, forlods, til den primære narcissisme som inkorporeringen sætter i værk og i stand. Sublimeringen giver mulighed for så at sige at genoptage de forhold der sætter subjektet i stand og i værk, på en måde som kan danne grundlag for en livsbekræftende løsrivelse fra den Andens dødstruende påvirkning.

Disse betragtninger, som vedrører forbindelsen mellem overføringen og ønsket, er til stede i Abrahams artikel og vi har selvsagt stor interesse i at få dette udfoldet yderligere, da det angår et væsentligt aspekt af de driftmæssige skæbner i subjektiveringsarbejdet. At Abrahams egne undersøgelser sker på baggrund af overføringsforholdet mellem ham og Freud gør dem som sagt ikke mindre interessante. Ja, for med udgangspunkt heri må man selvsagt rejse spørgsmålet om identifikationen med analytikeren, et emne som tilhører kurens felt som sådan, og ikke mindst dens afslutning.

EN MODERVENDING?

Inkorporeringen af den døde far, foreslår Freud i Totem og Tabu, er grunden til civilisationen og kulturens ubehag. Dertil bemærker Abraham: Jamen, det er rigtig nok, men sadismen dér, i kannibalismen, den bygger på et første trin, en sugen, hvis incestuøse aspekt vi må se at få ud- og bearbejdet. Fordi han dør alt for tidligt, når Abraham ikke at følge op på de konsekvenser som en sådan begrebslighed bærer med sig. Han har imidlertid analyseret både Melanie Klein, Karen Horney, Helene Deutsch – for blot at nævne disse kvindelige psykoanalytikere – som hver på deres måde arbejder videre med de spørgsmål, om bl.a. moderen og kvindeligheden, som hans hypoteser fik åbnet nye veje for.¹

Abraham fremfører således nogle tidligere trin i den libidinale udvikling som afgørende for struktureringen eller organiseringen af subjektets kærligheds- og seksualliv. Hans indgang hertil er psykoserne som er den klinik han har at gøre med i sin psykiatriske praksis. Freuds seksualteori i Tre afhandlinger, og neuroseteorien, ikke mindst tvangsneurosen, sætter Abraham på sporet. Omend det genetiske paradigme lægger et perspektiv, hvori normen, en idealitet, synes at være målet, er det først og fremmest klinikken, der styrer Abrahams arbejde, og hans analogier til den normale udfoldelse af seksualiteten i form af objektkærlighedens fuldbyrdelse, forhindrer ham ikke i at lade erfaringen i klinikken, dvs. i overføringen, være afgørende for bedømmelsen af hans iagttagelser og for de teser, han fremsætter på den baggrund.

Allerede i 1911-12 har Abraham med stort engagement gjort opmærk som på nogle driftsmæssige forhold i den maniodepressive psykose, som efter hans mening fortjener nærmere studier. Ansätze zur psychoanalytischen Erforschung und Behandlung des manisch-depressiven Irreseins und verwandter Zustände (Ansatser til den psykoanalytiske forskning i og behandling af den maniodepressive sindssygdom og beslægtede tilstande) er skrevet på baggrund af et oplæg han holdt på den tredje psykoanalytiske kongres i Weimar i 1911. Det er virkelig en artikel, der vil noget – som man siger på nutidsdansk – for Abraham vil gøre opmærksom på nogle paralleller mellem tvangsneurosen og den depressive psykose, heri medregnet dennes maniske side, som ikke hidtil var dukket op i psykoanalytikernes horisont. Vi kan straks bemærke, at hans parallelisme ikke umiddelbart blev accepteret, ja den blev faktisk kort og godt afvist, også af Freud¹.

¹ Jf. Charlotte Andersens artikel i dette nummer, som specifikt omhandler Melanie Kleins indflydelse i børneanalysen.

Men Abraham insisterer: der er i høj grad tale om de samme hæmninger, den samme mangel på evne til at tage beslutninger og til at elske, en uafgjorthed hvad både kønnet og handlingen angår, og heraf følger en forstemthed (Verstimmung) eller nedtrykthed, som synes sammenlignelig. Abraham hævder, at i de cyklothymiske sygdomme, de cirkulære – eller som det hedder i dag: bipolære – forstyrrelser, er intervallet, hvori patienten synes ‘normal’, præget af en trangsneurotisk omgang med objekterne. Det drejer sig netop om forholdet til objektet, påpeger han, og hans Forsøg på en udviklingshistorie når da også frem til nogle meget spændende teser omkring objektkærligheden, i lyset af udviklingshistorien.

Abraham fremfører ganske tidligt nogle tankevækkende synsvinkler vedrørende den falliske fase, som Freud efter hans mening i visse henseender kommer til kort over for i de Tre afhandlinger. Sådanne overvejelser fra Abrahams side forskubber det normative perspektiv som skulle have den fulde genitale objektvending i kikkerten, for der er nemlig forskel på driftsobjektet og kærlighedsobjektet. Freud taler da om partialobjekter, hvad drifterne angår.

I anden afdeling af den tekst vi her præsenterer, forholder Abraham sig til spørgsmålet om objektkærligheden. Og med udgangspunkt i den plads det falliske objekt indtager i subjektets tilblivelse, indfører han så en partialkærlighed. I libidoudviklingshistoriens lys tydeliggøres at subjektets konstitution afhænger af objektet. Denne indsigt er ganske væsentlig og må derfor understreges, selv om vi lige her ikke kan gå videre med de logiske og etiske implikationer som den indebærer. Men den hæmning med hensyn til subjektiv udfoldelse som både tvangsneurotikeren og melankolikeren lider af – samt dens affekt: forstemtheden eller depressionen – fik imidlertid Abraham til at inddrage ambivalensen i den forbindelse, et træk som indtil da hovedsageligt var blevet tilskrevet den anale fase. Overvejende satte Freud de ambivalente følelser af kærlighed og had i forbindelse med det driftsregister der ytrer sig som masochisme og sadisme. Men det bliver først med Abraham at vi kan se problematikkens omfang, idet hans tilgang gør det muligt at registrere, at vi dermed befinder os i et system af aktivitet og passivitet, med en stærk komponent af autoerotisme.

¹ Se udskrift af mødet d. 1. maj 1912; det er Paul Federn, der redegør for og kritiserer Abrahams arbejde.

Freud har ganske vist forholdt sig til dette spørgsmål endnu tidligere, nemlig i sin korrespondance med vennen Wilhelm Flieβ. I manuskriptet Udkast til en videnskabelig psykologi som han vedlægger et af disse breve og som siden er blevet publiceret som selvstændig tekst, gør han nemlig opmærksom på hvorledes mødet med – hvad han dér kalder – "der Nebenmensch, en oprindelig eller ur-Anden, som opstår i barnets hjælpeløshed, frembringer en såkaldt das Ding" som har nogle afgørende konsekvenser for den enkeltes videre subjektivering. Men det er først med Abraham at vi kan forstå denne Ding som skyggen af et objekt, som noget i grunden uerkendeligt, men som ikke desto mindre må antages som forformen til, hvad vi senere må konceptualisere som urfortrængningen. Der er vel ingen tvivl om at Abraham træder ind på noget der minder om den plads Flieβ havde haft i udvekslingen med Freud – og Freud er da heller ikke utilbøjelig til at lade Abraham knytte kontakt til Flieβ lige så snart Abraham installerer sig i Berlin.¹

¹ Flieβ skulle i øvrigt spille en vis rolle i forbindelse med Abrahams fatale sygdom, men jeg overlader her læseren til at søge sin merviden i historiens anekdoter.

Den tidligere omtalte forstemthed, der altså ses som et fællestræk hos tvangsneurotikeren og hos melankolikeren, fører som sagt Abraham over til en nærmere undersøgelse af oralitetens skæbner. Han genfinder dér ikke blot ambivalensen, han er også i stand til at genoptage den trindeling mellem en passiv og en aktiv polarisering som han havde påvist i forbindelse med analiteten.

Hvad munden angår – som jo omfatter i hvert fald mundhulen, læberne, ganen, tænderne, tungen, spyttet, og den stemme som kommer ud af halsen – gælder således også en lignende to-trins inddeling. Abraham peger da på sugen som det første indpas til det driftsobjekt som er vedkommende på dette niveau, for efterfølgende at blive ledsaget af en biden, som tændernes fremkomst kommer til at understrege yderligere. Kannibalismen betegner i den henseende den inkorporering som objektet udsættes for i dette orale moment af den driftmæssige historie, en procedure hvorved objektet forsvinder (tilintetgøres: knap førend det har taget skikkelse som fremmed objekt kunne man tilføje), idet det indlemmes. Heraf følger den autoerotisme der kendetegner dementia præcox (autismen i dennes patologiske udgave), som Abraham i øvrigt også har beskæftiget sig med (han vover nemlig en sammenligning mellem hysterien og dementia præcox allerede i 1908).

Man må nok sige at fra det øjeblik Abraham opdager Freuds lære, anvender han den uden forbehold, ja der er ingen ambivalens hos Abraham i så henseende. Hverken her eller andre steder. Han tager imod hvad der tilbydes og giver igen efter bedste evne i en klar og åben udveksling, men som heller ikke er fri for uenigheder. Således også med hensyn til psykosens problem, som for psykoanalysen ytrer sig omkring spørgsmålet om overføringens mulighed, og dermed behandlingens muligheder via talekuren. Spørgsmålet stilles selvfølgelig også for Abraham i hans psykiatriske og analytiske praksis. Hans tilgang dertil tager udgangspunkt i de sammenlignende undersøgelser han iværksætter i overensstemmelse med den freudske metode, og som konsekvent nok angår libidoteoriens bidrag til forståelsen og håndteringen af de overføringsmæssige sammenhænge, herunder også i forbindelse med psykotiske tilstande. Hvis analytikerens lytten skal bære frugt, må det være på baggrund af sådanne indsigter.

Da Abraham forelægger det psykoanalytiske samfund – først mundtligt, ved kongressen, og siden skriftligt – sin første komparative undersøgelse mellem tvangsneurosen og melankolien¹, får han som sagt ikke meget medhør hos sine kolleger. Freud er enig i de andres kritik og for øvrigt mest interesseret i den parallel Abraham foreslår mellem melankolien og sorgen². Vi ved i dag, hvilken skæbne denne sammenligning får i 1915. Freuds artikel om Sorg og melankoli er simpelthen mere end inspireret af Abrahams arbejde.

I