Foregange nr. 4: En vanskelighed ved psykoanalysen - 100 år

By Books on Demand

Mødet med det fremmede i sjælelivet har vi valgt at gøre til omdrejningspunkt for artiklerne i dette hæfte af FOREGANGE, der blandt andet fremlægger en ny dansk oversættelse af en af Freuds bestræbelser på at redegøre for vanskelighederne ved psykoanalysen, der som oftest, også i dag, optræder som modstande mod den, modstande der, også efter ethundrede år, er kendetegnet ved en uskøn blanding af logisk nøjsomhed og lidenskabelighed, som Freud skriver.

Foruden artikler om psykoanalysens modtagelse i Danmark og de vedvarende og lidenskabelige bestræbelser på at holde psykoanalytiske erkendelser på afstand også i dag, fx i positiv psykologi og mindfulness-baseret behandling, præsenterer vi en oversættelse af en kort, men vidtrækkende artikel af Jacques Lacan om "Freuds 'Trieb' og psykoanalytikerens ønske" sammen med en grundig introduktion til teksten.

Hæftet indeholder desuden en eksemplificering af subjektiveringens vanskeligheder i 1900-tallets begyndelse i form af udbredelsen af såkaldte sundhedsgymnastiske systemer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 23, 2017
• ISBN: 9788771880595

Book preview

"Il suffirait peut-être, on se dit ça sans doute,

que de l’écriture nous tirions un autre parti

que de tribune ou de tribunal, pour que s’y jouent

d’autres paroles à nous en faire le tribut."

Jacques Lacan

INDHOLD

Redaktionelt forord

EN VANSKELIGHED VED PSYKOANALYSEN

Frank Grohmann: Om ikke at ville vide – 100 års vanskeligheder med psykoanalysen

Sigmund Freud: En vanskelighed ved psykoanalysen

PSYKOANALYSENS MODTAGELSE I DANMARK

Frank Grohmann: Et anliggende for politiet – psykoanalysens begyndelser i arresthuset

Thomas Feltheim: Lytningens forudsætning i mindfulness-baseret behandling

Eleftherios Saftis: A changing landscape in mental health services – the introduction of positive mental health

Frank Grohmann: Psykoanalyse og psykiatri – Oskar Panizza og Daniel Paul Schreber mellem Emil Kraepelin og Sigmund Freud

SUBJEKTIVERINGENS VANSKELIGHEDER I 1900-TALLETS BEGYNDELSE

Peter Andreasen: Sundhedsgymnastikkens pionerer – og paranoia

HINSIDES LÆGMANDSANALYSEN

Osvaldo Cariola: Jacques Lacan i januar 1964 – mellem ortodoksi og ortopraksi

Jacques Lacan: Du «Trieb» de Freud et du désir du psychanalyste

Jacques Lacan: Freuds Trieb og psykoanalytikerens ønske

FOREGANGE nr. 4

forår 2017 – s. 7-11

REDAKTIONELT FORORD

I slutningen af artiklen om Modstandene mod psykoanalysen fra 1925 gør Freud opmærksom på to ren og skær ydre vanskeligheder ved psykoanalysen. For det første, den omstændighed at den kun kan erfares på egen krop, en formulering som faktisk kort efter dukker ordret op i Spørgsmålet om lægmandsanalysen; for det andet nævner han sin egen personlighed som jøde som en udløsende faktor for den antipati, psykoanalysen finder sig udsat for. Denne sidste bemærkning varsler allerede på det tidspunkt udarbejdelsen af de kommende tre afhandlinger om ’Manden Moses’ fra årene 1934-1938. Som bekendt ender dette opgør med, at Freuds eget skrift virker fremmed på ham, og at hans ’Moses’ ser tilbage på ham som en fremmed.

Mødet med det fremmede i sjælelivet har vi valgt at gøre til omdrejningspunkt for artiklerne i dette hæfte af FOREGANGE, der blandt andet fremlægger en ny dansk oversættelse af en af Freuds bestræbelser på at redegøre for vanskelighederne ved psykoanalysen, der som oftest, også i dag, optræder som modstande mod den – modstande der, også efter ethundrede år, er kendetegnet ved en uskøn blanding af ’logisk nøjsomhed’ og lidenskabelighed, som Freud skriver. Nok så ofte kommer modstanden mod psykoanalysen til syne på løjerlige bagvendte måder, der nærmest tager sig ud som forsøg på at give Freud genoprejsning;¹ Eric Kandel refereres for at se Freud som grundlægger af selve den kognitive psykologi – hvad der kun giver mening, hvis man ved grundlæggelsen af den kognitive psykologi forestiller sig en bestræbelse på at udradere samtlige de erfaringer og teoretiske grundantagelser, Freud frembragte. Den egocentrerede psykoanalyse af nordamerikansk aftapning, og det er sandsynligvis den, Eric Kandel støtter sig til, kommer et godt stykke ad denne vej, hvilket et tilfældigt opslag i International Journal of Psychoanalysis kan bekræfte; således fx Fred Busch, der var keynote speaker ved den 49. IPA Kongres i 2015, i Boston. I talen kommer han blandt meget andet ind på forskelle mellem den fortolkning (intervention, interpretation), der henvender sig til en hysterisk patient og den, der retter sig mod en tvangsneurotikers ’defenses’: "As we are dealing with two different levels of psychic organization, we adjust our interventions to the ego’s functioning…"² – som om jeget, læs: the ego, kunne opfattes som en enhed, der kunne indtræde i kuren som en forbundsfælle for analytikeren. Indstillingen ligger meget langt fra Jacques Lacans opfattelse af psykoanalytikerens ønske, der præsenteres af Osvaldo Cariola i dette hæfte.

Der er skrevet en del om psykoanalysens modtagelse i Danmark, men sjældent omhandler skrifterne kliniske bestræbelser. I Et anliggende for politiet – psykoanalysens begyndelser i arresthuset fortæller Frank Grohmann historien om politiadvokat Harald Prytz’s vellykkede forsøg på – gennem samtaler, der bygger på en positiv overføring, med ’Henny Andersen’, der står anklaget for at have stjålet penge fra kassen i en smørforretning – at få sat en behandling i gang af hendes formentlige kleptomani. Det er et dokumenteret forsøg på at ’vende’ arresthusets forhørsmetoder til en samtale og derved anvende principper for mødet med det fremmede psykiske, der mere end noget andet minder om psykoanalysens fremgangsmåder. Artiklen omhandler tillige den etablerede danske psykiatris effektive modstand mod psykoanalysen og Freuds (skuffede) forhåbninger til skandinaverne.

I artiklen Lytningens forudsætning i mindfulness-baseret behandling placerer Thomas Feltheim mindfulness-begrebet i relation til en mere generel udvikling indenfor den kliniske psykologi og psykiatri. Man kan ikke forstå fænomenets udbredelse, hævder han, uden at se på de specifikke samfundsmæssige, herunder klinisk-psykologiske, forudsætninger, det opstår under. Inden for en moderne terapeutisk diskurs kommer mindfulness imidlertid til at repræsentere en reduktionistisk position, hvor det gælder om at opøve en bestemt evne til at være sammen med sig selv, uden at høre hvad nyt eller anderledes dette selv måtte have at sige; det bliver en særlig disciplinering af subjektet, en slags ’obligatorisk velvære’, mens vi forsøger at bilde os ind, at vi med viljens kraft kan tiltvinge os magt over de psykiske fænomener, der karakteriserer vore sindsstemninger.

Udbredelsen af ’positiv psykologi’ bliver behandlet af Eleftherios Saftis i artiklen A Changing Landscape in Mental Health Services – The Introduction of Positive Mental Health. Den positive psykologi vinder indpas i så forskellige discipliner som økonomi, organisationspsykologi, uddannelse, socialarbejde, psykoterapi og psykiatri, og i mange lande integreres den i sociale programmer, der har som formål at forøge befolkningens mentale sundhed. Med Storbritannien som eksempel beskrives og diskuteres udbredelsen af lokalt baserede psykologiske terapiprogrammer. På baggrund af en Foucault’sk opfattelse af biopolitikken inden for sundhedssektoren kritiseres den positive psykologis bevægelse for i sidste ende at lade sjælelivet forsvinde inden for den mentale sundheds rammer. Eftersom det irrationelle eller fremmede ikke levnes nogen plads i de moderne ideologier, den positive psykologi propagerer, består en rationel adfærd – der lover større lykke – sådan som den positive psykologi holder frem for os, i tilpasning til samfundets moralidealer. Med sådanne paradokser forekommer det forståeligt, at psykisk sygdom nu tilbyder sig som den sidste form for subjektiv modstand under en de-subjektiverende biopolitik.

Mødet mellem psykoanalyse og psykiatri omkring århundredskiftet beskrives i Frank Grohmanns artikel Psykoanalyse og psykiatri med Oskar Panizza og Daniel Paul Schreber som eksempler. Oskar Panizza mødte psykiateren Emil Kraepelin to gange i sit liv, først som hans kollega og siden som hans patient. Det var faktisk gensynet med Panizza som patient, der fik Kraepelins nosografiske system med ’dementia præcox’ og ’cirkulært vanvid’ til at fremstå som utilstrækkeligt. Også Daniel Paul Schreber stødte på Emil Kraepelin, ikke personligt, men under studiet af hans lærebøger i psykiatri, som han havde adgang til under sin flerårige indlæggelse. Schreber var ikke tilfreds med alt i Kraepelins psykiatriske nosografi, og dette redegør han udførligt for flere gange i sine Denkwürdigkeiten eines Nervenkranken (1903). Det er dog først ti år efter mødet med patienten Panizza, at Kraepelin ser sig nødsaget til at foretage en revision af de dele af hans nosografiske system, der havde berøring med Panizzas tilfælde – og som samtidig er netop de dele, der blev udsat for den skarpeste kritik fra en anden kender af anstaltspsykiatrien og dens lærebøger – Daniel Paul Schreber. I tilslutning til analysen af Kraepelins nosografi udarbejder artiklen også Freuds position, en ganske anden i forhold til den klassiske psykiatri, ikke kun med et andet forslag til nosografien, men også til nosologien, der bygger på Freuds ’hjælpeforestilling’ – libidoteorien.

Under en anden rubrik, nemlig Subjektiveringens vanskeligheder i 1900-tallets begyndelse, behandler Peter Andreasen en af de mest kendte danske hygiejnikere og gymnastikpædagoger, J.P. Müllers enkeltmands gymnastikprogram. Programmet, der af sin ophavsmand kaldtes ’Mit System’, gik sin sejrsgang over store dele af den vestlige verden i de første tre årtier af 1900-tallet. Artiklen problematiserer, hvad der kunne få tusindvis af mennesker til at dyrke de samme øvelser, ganske alene, dagligt i femten minutter; hvilken indstilling til kroppen er der tale om, og hvilke forsvar tjente de mange rituelle øvelser. ’Systemet’ bliver sammenlignet med et andet ældre gymnastiksystem, hvis ophavsmand er faderen til den ovennævnte psykiatriske patient, Daniel Paul Schreber, nemlig Gotlob Moritz Schreber. Han udgav mange bøger om sundhedsgymnastik og kallipædi, og én af dem, oprindeligt fra 1855 og oversat til dansk, blev nærstuderet af J.P. Müller i hans unge dage. Müllers eget system er i den grad en afskrift og en opdatering af Schrebers system, at man må tale om plagiat. Alligevel spores i sammenligningen af de to gymnastikprogrammer en væsentlig sjælelig bevægelse fra en mere tvangspræget til en mere paranoidt betonet indstilling til verden, der forekommer at være et muligt (for)svar over for de vanskeligheder, der prægede subjektiveringen omkring århundredskiftet.

Under den tilbagevendende rubrik Hinsides lægmandsanalysen præsenterer Osvaldo Cariola en dansk oversættelse af Jacques Lacans korte, men vidtrækkende skrift fra 1964, Du « Trieb » de Freud et du désir du psychanalyste – Freuds Trieb og psykoanalytikerens ønske.

I en omfattende og grundig læsning af de organisatoriske, filosofiske og kliniske omstændigheder omkring den korte teksts oprindelse gør Osvaldo Cariola rede for Lacans position i januar 1964, som han karakteriserer som en placering mellem ortodoksi og ortopraksi. Ortodoksien, i mødet med den inkvisitoriske undersøgelse af hans virksomhed som læreanalytiker i Société Française du Psychanalyse, en undersøgelse der som bekendt ender med at han bandlyses fra selskabet. Og ortopraksien, i den ligeså rigoristiske opfattelse af kuren som en udelukkende standardiseret procedure og ikke tværtimod et etisk anliggende og dens teori under konstant udvikling.

Placeret i denne ’knibe’ tager Lacan imod en invitation fra den italienske filosof Enrico Castelli, der i første halvdel af januar 1964 i Rom foranstaltede et kollokvium med titlen ’Teknik, eskatologi og kasuistik’. Forbindelsen mellem teknik og kasuistik er central i den analytiske erfaring, men overfor Castellis opstilling, med eskatologien som det teoretiske bindeled mellem teknikken og kasuistikken, indfører Lacan to kategorier – Freuds drift og analytikerens ønske – for at give mulighed for at tænke en praksis, der er hverken eskatologisk eller ontologisk, men derimod bringer selve overføringsfænomenet frem.

Artiklen omhandler også en anden deltager i kollokviet, Paul Ricoeur, hvis teoretiske udarbejdelser Lacan i en kortere årrække – indtil kollokviet hos Castelli – havde nogle forventninger til. Ricoeurs position på kollokviet er med til at skærpe Lacans egne teoretiske udarbejdelser. Men Ricoeurs projekt går i helt andre retninger og hans interesse for ’ønskets problematik’ viser sig intet at have med psykoanalysen at gøre.

Endelig placerer artiklen Lacans begreb om ’analytikerens ønske’ som en logisk kategori, i en overvejelse af, hvad det er for et sted analytikeren gør muligt med sit ønske, et ønske som handler om at gøre et nærvær gældende, et rum som kan medvirke til, at et andet menneske kan undersøge (og eventuelt forandre) det sted, han eller hun har til rådighed for at subjektivere den Andens ønske.

Peter Andreasen

---

¹ Sådan som Lotte Folke Kaarsholm skriver i en omtale af den østrigsk-amerikanske neuropsykiater, Eric R. Kandels lærebog Principles of Neural Science. Information 2. juni 2012. – I FOREGANGE nr. 3 har vi bragt en artikel om et andet forsøg på at forene psykoanalysen med neuroscience, nemlig Stig Salling Nielsen: Neuropsykoanalysens grundlag, s. 297-307.

² Fred Busch: „Our Vital Profession", i: Int. Journal of Psychoanalysis, (2015) 96: 553-568. Forfatterens egen kursivering.

I. EN VANSKELIGHED

VED PSYKOANALYSEN

FOREGANGE nr. 4

forår 2017 – s. 15-22

FRANK GROHMANN

OM IKKE AT VILLE VIDE

— 100 ÅRS VANSKELIGHEDER MED PSYKOANALYSEN

Sigmund Freuds læsning af retspræsidenten, Daniel Paul Schrebers Denkwürdigkeiten³ munder ikke kun ud i udnævnelsen af selvsamme herlige Schreber til professor i psykiatri,⁴ den kræver også indførelsen af narcissismen som nyt grundbegreb og gør i denne forbindelse en revision og omarbejdelse af psykoanalysens driftsteori nødvendig;⁵ derved udfordrer den i sidste ende også Freuds bestræbelser i retning af udarbejdelsen af en egentlig psykoanalytisk metapsykologi. Først en sådan — og dette er som bekendt Freuds antagelse hele vejen igennem— ville kunne gøre rede for den egenartede vej⁶ for psykoanalysens tilblivelse, begrunde dens metode som fremgangsmåde sui generis⁷ og stå mål med fornuften ved det ganske ejendommelige, nemlig kostelige sammentræf af at helbrede og at forske.

Fra begyndelsen har der i psykoanalysen eksisteret et komplekst sammenfald mellem det at helbrede og det at forske: erkendelsen bragte resultatet — man kunne ikke behandle uden at erfare noget nyt— og man vandt heller ingen forklaring uden at opleve dens velgørende virkning. Vor analytiske fremgangsmåde er den eneste, i hvilken dette kostelige sammentræf stadig er til at få øje på.⁸

Dette Junktim, som han kalder det samme sted, mærker indefra Freuds opfindelse som en ny disciplin og sondrer den fra de andre videnskaber. Intet mindre end dens selvstændighed står altså på spil hér, for uden et sådant metapsykologisk greb vil psykoanalysen aldrig få fast grund under fødderne, den vil ikke for alvor kunne stå på egne ben og vil derfor heller ikke, hverken kunne omgås de modstande, den møder, eller overleve de angreb den udsættes for.

Således, fire år efter kommentaren til en paranoikers ’ansporing af eftertanken’ (især med henblik på det juridiske grundlag for hans umyndiggørelse), og et år efter publikationen af narcissisme-afhandlingen samt, ikke mindst, et lille halvt år efter første verdenskrigs begyndelse, ser vi Freuds anstrengelse for at udforme en serie af tekster med følgende hensigt: at bidrage til en afklaring og uddybning af de teoretiske antagelser, som ville kunne lægges til grund for et psykoanalytisk system.⁹

Som bekendt lykkes dette projekt ikke for Freud. Hele syv af de påtænkte tolv tekster af denne samling må tilintetgøres, fordi argumentationerne deri ikke lever op til forventningerne;¹⁰ men ligeledes fordi Freud må erkende, at ikke kun den psykoanalytiske seksualteori i særdeleshed,¹¹ men også psykoanalysen i det hele taget, ikke egner sig til at blive sat i system. Serien forbliver ganske vist ufuldstændig og et system bliver der ikke til, men Freuds ærinde falder alligevel ikke til jorden, blot fordi det der er tilbage, fremstår som brudstykker. Tværtimod udarbejdes nye tiltag til en psykoanalytisk metapsykologi ufortrødent videre i de følgende år — hen ad vejen, skridt for skridt, men uden syntese¹² og — altid open to revision.¹³

Teksten der introduceres hér, kommer ikke kun i stand i kølvandet på den omtalte kæntring — og skal netop derfor læses i lyset af de fem tekster af den oprindelige metapsykologiske serie som Freud alligevel offentliggør.¹⁴ Teksten vi nu retter opmærksomheden mod, løfter ikke kun brudstykkerne og samler dem på ny omkring et slet ikke så nyt udgangspunkt — og peger netop i den forstand i retning af de kommende skridt. Artiklen er samtidig den sidste fra Freuds hånd, før konfrontationen med krigstraumerne hos de hjemvendende soldater og opdagelsen af gentagelsestvangen i denne forbindelse endnu en gang gør det nødvendigt at se driftslæren efter i sømmene. Et foretagende som, blot fem år efter den sidste omarbejdelse, i 1919-20 fører til en grundlæggende ny antagelse: om intet mindre end et hinsides lystprincippet. Og med ét står rationaliteten for hele Freuds opdagelse endnu en gang på spil ved denne revision af én af psykoanalysens hidtidige grundsøjler.

METAPSYKOLOGI EN MINIATURE

Set i det perspektiv må den lille tekst, som hér forelægges for et dansk publikum i en ny oversættelse, læses som en skrift ved en skillevej: den rejser sig fra et forlist foretagende med henblik på udarbejdelsen af et psykoanalytisk system, men har samtidig ikke endnu fat i det afgørende (brud-)stykke som mangler, og som først ville kunne gøre det muligt for alvor at tage det næste skridt. Forud for den nye hypotese om dødsdriften, som kommer til at forløse det metapsykologiske ærinde — om ikke andet, så i retning af endnu en omarbejdelse af driftsteorien — må Freud derfor, ved dette vadested to år forinden, samle op omkring en gammel hypotese, og griber derfor på én gang tilbage og på ny til den hjælpeforestilling som siden 1896 har været orienterende og retningsgivende for den nye disciplin.¹⁵ Som det hedder sig nu: På grundlag af et stort antal enkeltstående observationer og indtryk har der efterhånden dannet sig sådan noget som en teori i psykoanalysen, der er kendt under navnet libidoteorien.

Denne teori over en seksuel insisteren skelner mellem seksualdrifter og jeg-drifter, og tager udgangspunkt i en række antagelser om det menneskelige driftsliv som danner grundlag for opfattelsen af neuroserne såvel som for den terapeutiske fremgangsmåde. Især anerkendelsen af narcissismen (tre år forinden) understreges hér, nemlig hint bemærkelsesværdige billede af libidoens oprindelige fordeling, dens urfordeling, som består i, at al libido […] ved den individuelle udviklings begyndelse er knyttet til vor egen person, […] at libidoen besætter vort eget jeg.

I det perspektiv (1) fremstår neuroserne som seksualfunktionens specifikke lidelser, (2) går disse lidelsers mulighedsbetingelser hånd in hånd med libidoens kvantitet og muligheden for at tilfredsstille den, (3) afhænger lidelsens form af seksualfunktionens udvikling eller rettere sagt: libidoens fikseringer, og (4) består den psykoanalytiske terapi i en særlig, ikke ligefrem enkel teknik til psykisk påvirkning: Undervejs i det terapeutiske arbejde må vi interessere os for libidoens fordeling hos den syge; vi efterforsker, hvilke objektforestillinger hans libido er bundet til, og sætter den fri for at stille den til rådighed for hans jeg. Med andre ord: fortrængningsprocessen underkastes en revision.

Således Freuds status over "libidoteoriens forudsætninger", altså den psykoanalytiske driftslære anno 1917.

Vanskelighederne begynder, når disse forudsætningers konsekvenser tages i betragtning: at driftslæren munder ud i en såkaldt tredje krænkelse fra den videnskabelige forsknings side — det er nemlig ikke umiddelbart til at forstå. Hvorfor munder netop anerkendelsen af narcissismen ud i en sådan krænkelse? Sikkert og vist er foreløbig kun, at Freud i denne forbindelse ikke kan lukke øjnene for en grundlæggende og væsentlig affektiv vanskelighed: fordi libidoteorien krænker menneskets egenkærlighed, så er dens første og yderste konsekvens, at psykoanalysen gør sig utilgængelig, jf. gør sig fremmed for modtagerens følelser. Men igen: hvordan går det til?

»MODSTANDENE MOD PSYKOANALYSEN«

Hér viser det sig, at teksten ikke kun må læses på baggrund af de allerede nævnte metapsykologiske skrifter fra 1915, men ligeledes skal studeres i lyset af endnu en artikel fra Freuds hånd, som først publiceres otte år senere, men som ikke desto mindre må anses som en sand fortsættelse af tankegangen fra 1917. Denne perspektivering understøttes ved at Freuds argumentation også i 1925 kredser omkring de første to krænkelser, nemlig Nikolaus Kopernikus’ grundskud til illusionen om den privilegerede stilling for menneskets bolig, Jorden (den kosmologiske krænkelse) og Charles Darwins opgør med forestillingen om at mennesket er herre over sine dyriske medskabninger (evolutionsteoriens biologiske krænkelse); men ligeledes ved, at Freud endnu en gang i samme åndedræt føjer en tredje af slagsen til, nemlig psykoanalysens psykologiske krænkelse, som består i, at også denne læres indhold sårer menneskehedens stærke følelser.¹⁶

Artiklen forelægges under titlen »Modstandene mod psykoanalysen«, umiddelbart før Freuds forsøg på — i samtalen med en upartisk samtalepartner, men samtidig og ikke mindst for psykoanalytikernes ører — at begrunde psykoanalysens rationalitet på ny, som bekendt ved ’blot’ at fremlægge sit svar på spørgsmålet om lægmandsanalysen.¹⁷

Den kommer altså i stand, nu fem år efter hypotesen om dødsdriften, på baggrund af Freuds fortsatte bestræbelser ud i den psykoanalytiske metapsykologi¹⁸; men lige så meget som umiddelbar forløber for en fornøden analyse af jeget,¹⁹ som er konsekvensen af denne omarbejdelse af driftsteorien endnu engang. Ikke kun kaldes libidoteoriens forudsætninger nu forudsætninger for psykoanalysen slet og ret; det viser sig ydermere, at hinsides lystprincippet og hinsides jeget er to sider af samme sag.

Og det er netop ved denne reformulering af psykoanalytikernes fælles grund,²⁰ at det fremmede²¹ så at sige nu viser sit ansigt.²²

SAMTALE MED EN PARTISK

Freud henvender sig i 1917 til en læser helt uden forkundskaber — en gestus, som allerede varsler hin upartiske samtalepartner, Freud ni år senere diskuterer spørgsmålet om lægmandsanalysen med. Som bekendt viser denne upartiske sig straks at være hverken så uvidende eller så rådvild og bestræber sig på at begribe psykoanalysen ved hjælp af sine tidligere kundskaber; at knytte den til noget andet, som han allerede ved. Men forkundskaber er i den henseende alt andet end en fordel: Vi har nu den vanskelige opgave at gøre ham klart, at dette ikke vil lykkes […]. Freud ville altså have ønsket at hans samtalepartner ikke allerede vidste så meget.²³

Men når Freud i 1926 er nået frem til den erkendelse, at han ikke kan overbevise (og heller ikke vil overbevise) vedkommende,²⁴ så holder han i sin artikel ni år forinden stadig fast i en belæring af det partiske jeg: "Der er ikke faret noget fremmed i dig; en del af dit eget sjæleliv har unddraget sig dit kendskab og din viljes herredømme. Derfor er din afværgning