Drømmefængslet

By Claes Blom

Året er 2030. Den unge og smukke Alexa bliver brutalt anholdt, anklaget og dømt for overgreb på et barn i den børnehave hun arbejder for.
Hendes kæreste Ask kan kun se hjælpeløst til, da hun bliver sendt til afsoning i et nyudviklet og dybt hemmeligt fængsel, uden kontakt med omverdenen.

Da flere tidligere dømte kvinder kort efter findes myrdet på mystisk vis, går den erfarne, men udbrændte journalist Britta ind i sagen. Hun må dog kæmpe en håbløs kamp og bryde alle kendte spilleregler, for overhovedet at få lov til at undersøge sagen til bunds - i en journalistisk virkelighed hvor kun det hurtige og overfladiske har værdi.

Undervejs konfronteres hun med den barske verdens rå virkelighed - og den virtuelle verdens skelsættende betydning for livet som vi kender det.

• Language: Dansk
• Publisher: Claes Blom
• Release date: Oct 7, 2015
• ISBN: 9788799431854

Claes Blom

Du kan læse mere om mine bøger på min hjemmeside - claesblom.com

Book preview

Del 1 - Ask Pétursson

> Kapitel 1 - Fristad

> Kapitel 2 - Virkelighedsfornemmelse

> Kapitel 3 - Kommunikation

> Kapitel 4 - Systemet

> Kapitel 5 - Opråb

> Kapitel 6 - Tvivl

> Kapitel 7 - Lavpunkt

Del 2 - Britta Nielsen

> Kapitel 1 - Den skarpeste kniv i skuffen

> Kapitel 2 - Makabre venskaber

> Kapitel 3 - Kolde spor

> Kapitel 4 - Sygefravær

> Kapitel 5 - Kinesernes fremmarch

> Kapitel 6 - Grøn vækst

> Kapitel 7 - (u)Tid

> Kapitel 8 - Lucide drømme

> Kapitel 9 - Fragmentering

Del 3 - Alexa Jørgensen

> Kapitel 1 - Børnenes fantasi

> Kapitel 2 - Overgreb

> Kapitel 3 - Stilhed før storm

> Kapitel 4 - Sangfugle

> Kapitel 5 - Retfærdighed sker fyldest

> Kapitel 6 - Drømmefængslet

> Kapitel 7 - En ny dag truer

> Kapitel 8 - Mænd og drenge

> Kapitel 9 - Ubehagelig sandhed

> Kapitel 10 - Valg

Del 4 - Tanker

Om forfatteren

Del 1 - Ask Pétursson

(År 2030)

Kapitel 1 - Fristad

Han tog S-toget ind til Hovedbanegården og skiftede til metroen, der stoppede belejligt tæt på Christiania. Derfra småløb han med jorden-er-giftig-agtige hop og et dybt koncentreret, flakkende blik henover den stærkt trafikerede Torvegade – undgik med nød og næppe de målrettede og selvkørende el-bilers lynhurtige accelerationer mellem de arytmiske lyskryds, måtte nødvilligt tage et hop tilbage for at undvige en hidsig summende flok af overvægtede racercykler, men var alligevel nær blevet fladmast af en lydløs og stærkt tunet selvbalancerende Segway der kom farende ud af ingenting – med hjertet godt oppe i halsen gik han dernæst det sidste stykke ned af Prinsessegade, til han nåede indgangen på hjørnet af Bådsmandsstræde.

Her stoppede han op et øjeblik og tog en dyb mediterende indånding, der sendte litervis af livsgivende ilt helt ned i maven, før han med beslutsomme skridt gik videre ind på Fristaden. Ikke fordi han var nervøs eller bange for mødet med den utilpassede og rebelske olding af en bydel, men for at komme ned i tempo og bare slappe helt af.

De senere år var området omkring Christiania på Christianshavn, som noget af det sidste i byen, blevet istandsat, nedrevet og genopbygget til ukendelighed, så alt fremstod nypoleret og glat i anonym beton, stål og glas. Selv Vor Frelser Kirke havde fået en topmoderne renovering, og det gamle spiralspir var blevet overdækket med en glaskonstruktion, der ganske vist gjorde det langt sikrere at bevæge sig op af den snoede trappe til toppen, men samtidigt havde frarøvet den gamle kirke sin væsentligste charme.

Men så snart man bevægede sig under det store kastanjetræ og ind på Fristaden Christianias velbevarede område, trådte man samtidig ind i en romantisk tidslomme der på forunderligste vis berøvede både beboerne og de besøgende alle deres bekymringer. Det var som om at den virkelige, grå verden der farede af sted med 1.000 km/t og aldrig så sig tilbage, ikke eksisterede på den anden side af kastanjetræet, også selvom man stadig kunne høre larmen fra el-bilernes dæk mod den sommervarme asfalt ude på Torvegade.

Egentligt var det slet ikke nødvendigt at tage hele vejen ind til Christiania for at købe hash. Efter at loven om Økonomisk gevinst ved statsligt salg af euforiserende stoffer var blevet vedtaget i Folketinget ti år tidligere, i øvrigt kun omkring en måned efter at Ask som en ranglet teenager med nerverne siddende helt uden på tøjet og sjældne kontanter knuget hårdt i hånden nede i venstre bukselomme havde købt sine første fem gram af en udslidt, rockerlignede type i den usle ende af Pusher Street, var det blevet lovligt at købe og indtage hash til eget forbrug. Lovgivningen bundede dog ikke i en videnskabelig bekræftelse af at hash og dens mange fætre og kusiner ikke længere var så farligt som før antaget, tværtimod havde indtil flere langvarige videnskabelige undersøgelser bekræftet årtiers spekulationer omkring de uhyggelige konsekvenser af selv et mindre misbrug.

Men skiftende regeringer havde indtil da forsøgt at bremse handlen og brugt en støt stigende mængde af politiets i forvejen knappe ressourcer på at jage kunder og bagmænd, uden nogensinde at kunne fremvise en nedgang i handlen eller omsætning hos den organiserede kriminalitet der stod bag. Snarere tværtimod.

I endnu en af regeringens sparerunder, der skulle give skattelettelser til de rigeste og mest privilegerede i samfundet på bekostning af alle andre, blev det efter lange, seje tovtrækninger til sidst gennemtrumfet, som en del af finansloven, at man på forsøgsbasis skulle legalisere hash og på den måde forsøge at bryde rockernes monopol på en stigende milliard omsætning og samtidig spare et par hundrede millioner i politiet. En ren win-win situation som den daværende statsminister og senere chef for Mærsk udtalte med sit største smil og grummeste accent til det efterfølgende pressemøde.

Loven betød, at man allerede få måneder efter kunne købe danskproduceret hash fra jyske drivhuse lovligt på apoteker landet over til en rimelig pris - og der gik ikke lang tid før omsætningen faktisk begyndte at falde dramatisk hos de tidligere markedsledere, der som deres naturlige modsvar erklærede krig mod apotekernes statsstøttede monopol. Den afstumpede vold, der resulterede i et kortvarigt boom inden for glarmester-branchen, var dog langt nemmere for politiet at slå ned på end hash-salget og snart sad en hel række prominente rockere, eller i hvert fald dem der ikke havde set nedturen komme og allerede ved lovens vedtagelse var flygtet med deres overskud til tropiske egne, bag lås og slå.

Det var imidlertid i høj grad de slipseklædte, de festrygende og den brede befolkning der alligevel ikke kunne smage forskel på uskyldig dansk tobak tilsat utallige E-numre og den velkrydrede kvalitet fra udlandet - dem der tidligere i skam havde skjult ansigterne under de dybe folder på deres hættetrøjer og skyndt sig væk igen så snart de havde fået deres narkotikum, der havde omlagt deres indkøbsvaner. Kun en mindre procentdel, de kvalitetsbevidste eller måske bare de dumme, vedblev sig at købe deres dyrere varer på Fristaden eller andre snuskede steder rundt omkring i landet. Typisk endda til en højere pris, fordi kvantitet var blevet erstattet med kvalitet eller bare mindre kvantitet.

Ask befandt sig et sted midt i mellem, syntes han selv i hvert fald. Han var en hel gennemsnitlig, kedelige middelklassemand, der passede sit arbejde som elektriker hos et lokalt firma med orden i ordrebøgerne, og aldrig havde været ude i noget kriminelt, så han havde egentlig ikke meget til fælles med de mange tågehoveder og decidere junkier der hang ud på Christiania, når alle turisterne var forsvundet ind på byens mange Michelin-restauranter og de andre besøgende var gået hjem til deres koner og sofaer. Alligevel fik det ham til at føle sig som en feinschmecker på området at handle med samlerne på Christiania, som pusherne yndede at kalde sig selv.

Det hændte da også at han ind i mellem købte et par gram på det nærliggende apotek, men hver gang havde han fornemmelsen af at farmaceuten kiggede misbilligende på ham når fremlagde sit ønske, og når han kom hjem og stod med den lille, hvide papæske med dens mange medicinske påtegnelser og talrige advarsler, følte han sig som en dødsdømt kræftpatient og havde mest af alt lyst til at smide den i skraldespanden og synke hen i apati.

* * * *

Han slentrede gennem Christiania og tog sig god tid til at nyde helhedsindtrykket. Det var fredag eftermiddag, solen skinnede fra en skyfri himmel, i hvert fald så skyfri som det nu engang blev i Danmark, og både lokale christianshavnere, turister fra nær og fjern, og forstads københavnere som ham selv, flokkedes om i hinanden i det lille fristed midt i den travle by.

På trods af menneskemængden, var atmosfæren alligevel ganske anderledes end lige på den anden side af kastanjetræet og stemningen kunne slet ikke sammenlignes med den man fandt på andre travle steder, f.eks. i Tivoli omkring juletid eller i indkøbscenteret Field’s når der året rundt var fødselsdagsudsalg.

Han købte en økologisk caffe latte med ekstra mælk, for han brød sig virkelig ikke om smagen af kaffe, i en træbod lige før han nåede Pusher Street og tog sig god tid til at se på varerne.

Siden lovliggørelsen af salg af hash på godkendte apoteker, var både efterspørgslen og udbuddet hos pusherne faldet gevaldigt, og beboerne på Christiania havde grebet chancen for at tilbage erobre noget af territoriet fra de organiserede bander der før lovforslaget havde domineret området totalt. Tidligere havde der været enkelte boder med underlige smykker og forskellige lokalt producerede kunstværker blandt hashboderne, men nu var bod efter bod med den slags ikke-rygebare varer, samt et nyt segment med antikviteter skudt frem og havde gjort Pusher Street og området omkring gade, også kendt som Green Light District, til Danmarks største permanente marked af kunst, ubrugeligt habengut og andet ragelse fra A-Å.

Ask gik langsomt gennem mængden af mennesker, som han alligevel måtte indrømme var lidt for tætpakket til hans smag, og standsede op på må og få for at kigge på de mest mærkværdige produkter der var til salg. En bod solgte udelukkende selvportrætter af kønsdele, som en ældre herre med en joint i munden og en for hans alder, unaturlig virilitet, malede med fingermaling på bestilling. Og stik imod Asks forventning, skortede det ikke med kunder. Tværtimod. En hel gruppe tyske turister stod ligefrem i kø foran det forhæng der adskilte maleren og hans nuværende model, mens de vendte og drejede de udstillingsmalerier der stod fremme i hænderne og højlydt diskuterede hvilken vinkel der mon ville være den bedste, og for mændenes vedkommende om det var at foretrække at posere med stivert eller om man i stedet skulle gå efter et mere afslappet og naturligt udtryk.

Ask puffede sig høfligt gennem køen til den modsatte side, men kunne ikke modstå fristelsen til at forsøge at kigge ind bag forhænget imens. Desværre var det sat forsvarligt op og sikrede privatlivets fred ganske effektivt.

Lidt længere fremme havde en midaldrende kvinde en noget mindre besøgt bod, der lokkede med bøger fra hele verden af ukendte forfattere. Måske ikke den bedste reklame, tænkte han. I bogkasser ad libitum stod brugte og splinternye eksemplarer af papirbøger fra dengang man stadig producerede den slags. Han bladrede hurtigt gennem bøgerne i et par af kasserne, mere af medlidenhed for kvinden med det noble mål at forsøge at udbrede noget kulturelt, men som måtte se sig forretningsmæssigt slået med flere længder af en mand der malede kønsdele, end fordi han egentlig var interesseret i at købe noget. Ask var ikke ligefrem selv den store læser, men når han ind i mellem fik lyst til at læse en god bog, kunne han ved hjælp af hovedcomputeren få adgang til millioner, hvis ikke milliarder, af bøger på alverdens sprog og få teksten projiceret direkte ind i øjet uden at løfte så meget som en pegefinger.

Han smilede høfligt til kvinden der sad afventende på en gammeldags ølkasse i midten af boden og skulle til at gå igen, da han blande bøgerne i den kasse han aktuelt bladrede i, pludselig fik øje på titel der fangede hans opmærksomhed. Da Danmark gik ned. Det lød både deprimerende og utroligt fængende på samme tid.

»Søg "Da Danmark gik ned",« mumlede han og fik straks en masse information om den tyve år gamle bog projiceret direkte ind på nethinden.

Ask tog bogen op af kassen og vinkede med den mod kvinden.

»Hvor meget for denne her?«

»Den dér? Den er gratis.«

»Gratis?« spurgte han undrende. Han havde aldrig i sit liv fået noget gratis, måske lige udover kærlighed. Men selv det kostede til tider blod, sved og tårer samt en ikke uanseelige kontinuerlig bod i form af søde ord der viste hans fortsatte påskønnelse, og de lejlighedsvise gaver der understregede hans forståelse af hendes få materielle behov.

»Ja, hvorfor ikke...? Den får jeg alligevel aldrig solgt«

»Er den da så dårlig?«

»Hah, det må du bedømme selv, knægt. God fornøjelse.« Hun smilede et smil der afslørede en mund mindst halvt fyldt med guldtænder og andre sjældne mineraler nok til at brødføde en mindre afrikansk landsby eller en dansk familie på overførselsindkomst.

»Jamen, mange tak så,« mumlede han forvirret og smilede forsigtigt tilbage. Så stoppede han bogen ned i sin rygsæk og gik hurtigt videre uden at se sig tilbage.

* * * *

Ti minutter senere fandt han endelig det han egentligt søgte. En bod med kringlede, hjemmelavede vaser i utallige mærkværdige farver og andet lertøj, der var drejet så hurtigt på drejeskiven, at man ofte knap kunne se hvad det skulle forestille, men som alligevel var ganske velbesøgt.

Ask spildte ikke tiden, han vidste hvad han skulle have. Han greb en lettere skæv vase i mellemstørrelse i en glaseret gullig farve med sorte pletter og stillede sig hen bagerst i den lange af folk der skulle betale for deres kunstværker.

Da det blev hans tur kiggede ekspedienten, en ung fyr der ikke lignede en der kunstnerisk talent til at lave selv de grimme produkter han solgte, ham dybt i øjnene og holdt kontakten et øjeblik længere end hvad der normalt var social acceptabelt og generelt behageligt.

»Så vil du vil også have den med autograf?« spurgte han til sidst, efter at have studeret Ask en rum tid.

»Ja og med sprittusch, tak,« svarede Ask og rakte ekspedienten den grimme vase henover disken til et lille baglokale.

»Øjeblik« sagde han og forsvandt ud af syne. To minutter senere kom han tilbage med vasen, sirligt indpakket i en brun papirspose med flosset gaffatape i rigelige mængder bundet rundt om.

»Så bliver det 780 kr.«

En ældre dame der stod i køen et stykke bag Ask, begyndte at mumle om røveri ved højlys dag og var på nippet til at stille den lerskål, eller hvad det nu skulle forestille at være hun havde fundet, tilbage på hylden, da ekspedienten kiggede hen over skulderen på Ask og henvendte sig til hende.

»Bare rolig, frue. Den vase herren her har valgt er lakeret med en helt særlig lak indeholdende værdifulde guldpartikler, derfor den høje pris. Den øøh ... det fad du har valgt er behandlet med en helt normal klar lak og koster derfor kun 250 kr.«

»Javel ja. Jamen det er jo straks mere rimeligt...« svarede den ældre dame og stillede sig pænt tilbage i køen. Ekspedienten rettede igen sit blik mod Ask.

»Gamle mennesker forstår bare ikke værdien af kvalitet,« sagde han lavmælt henvendt til Ask og smilede.

»Den var ellers god den med guldlakeringen, nu håber jeg ikke at du står og lover dine kunder mere end du kan holde? Det er nemlig brand ulovligt,« svarede Ask og blinkede indforstået.

»Jeg er skam en ærlig forretningsmand. Men lad os se at få afviklet betalingen.«

»Lad os gøre det. 780 kr. sagde du?«

»Hverken mere eller mindre. Altså medmindre du gerne vil betale mere, så kan vi nok godt ordne det,« svarede ekspedienten kækt.

»Nej, 780 kr. lyder meget fornuftigt.« Ask stirrede fast ind i ekspedientens højre øje, så de computerstyrede linser de begge bar, koblede sig trådløst op til hinanden. Det aftalte beløb dukkede derefter op som en projektering i begges linser og afventede blot deres fælles accept, for at transaktionen kunne gennemføres.

»Acceptér,« sagde de nærmest i kor og beløbet blev straks overført mellem parterne.

»Tak for handlen,« sagde Ask og lagde den indpakkede vase forsigtigt ned i sin rygsæk ved siden af den åbenbart elendige bog af papir.

»Det var en fornøjelse. Nyd din vase, men brug nu ikke den hele på én gang, vel?«

»Tak for tippet, men jeg ved nok hvordan man håndterer en vase,« bemærkede Ask med et smil og forlod den velbesøgte bod.

Den ældre dame der tidligere havde brokket sig over de urimeligt høje priser, henvendte sig til Ask da han gik forbi.

»Sikke en sød ekspedient.«

»Meget,« svarede han og smilede overbærende til den ældre dame med det ubrugelige fad i hænderne. Han vidste snart ikke om pusherne efterhånden tjente flest penge på det ulovlige hash-salg eller salget af billig keramik til de mange ikke-rygende kunder, der kun blev lokket til på grund af den anseelige trafik hash-køberne genererede. Egentlig burde han vel få en slags provision, eller i det mindste et nedslag i prisen.

Kapitel 2 - Virkelighedsfornemmelse

Hjalmar havde en fantastisk evne til at overgive sig fuldstændigt og leve sig ind i fiktionens verden med hud og hår og smittende entusiasme, uanset hvor banal den så var. Han sad i skjul halvt knælende bag sofaen og knugede et fiktivt maskingevær mellem hænderne, mens han med en ærkeamerikansk accent råbte indforståede ordre til de mange hårdt pumpede virtuelle soldater han i spillet Masters of Destruction havde kommandoen over.

Når man som udefrakommende stod og kiggede på, lignede han en sindssyg mand der snarere hørte til på en galeanstalt end som major på slagmarken, men med de nyeste hovedcomputere var man blevet i stand til at projektere fuldt realistiske virtuelle skabninger, bygninger og objekter af enhver art ind på nethinden af personen der bar hovedcomputeren, så disse blandede sig med virkeligheden og fremstod lige så realistiske i det omkringværende miljø, som personer og ting der faktisk var til stede rent fysisk. Med de ny hovedcomputere kom altså en hidtil uset mulighed for at blande fakta og fiktion, og især spil- og pornoindustrien havde været hurtige til at tage de nye muligheder i brug og malke pengemaskinen. Af samme grund var denne funktionalitet i den nyeste generation af hovedcomputere (kaldet Augmented Virtual Reality Advanced og forkortet AVRA) i flere lande allerede blevet forbudt på offentlige arealer, da flere episoder havde gjort det klart at det i nogle tilfælde simpelthen var for realistisk.

I teknologiens fødeland USA, havde en stor gruppe universitetsstuderende kort efter lanceringen deltaget i et kæmpestort guerilla krigsspil, hvor de alle sammen var koblet sammen og kæmpede i mindre fraktioner mod hinanden, og med og mod de tusindvis af virtuelle krigere der også var en del af spillet. Desværre havde de valgt at gennemføre arrangementet i en offentlig park, og flere helt uskyldige mennesker var kommet alvorligt til skade da de var blevet fanget midt i begivenhederne og forvekslet med virtuelle deltagere. Flere var blevet banket til blods eller med vold taget som gidsler. Spillet var endt tragisk, da det tilkaldte politi endte i en skududveksling med de universitetsstuderende med fiktive våben på den ene side og politiets rigtige våben på den anden. De mange universitetsstuderende havde dog været talrige nok til at stormløbe politiet, uden at kunne kende forskel på om deres venner faldt rigtigt eller kun i den virtuelle verden på vejen mod overmagten, og de nåede at overfalde flere politifolk med de bare næver før forstærkninger nåede frem og fik overmandet de sidste spillere.

Efter heftig debat i de amerikanske medier og med et snævert flertal i den amerikanske kongres, med pro-våben lobbyen på den ene side og de fleste rationelt tænkende mennesker på den anden, var det kort efter blevet ulovligt at benytte AVRA-funktionen andre steder end i hjemmet.

I Europa havde EU tøvet med at indføre et lignende forbud, men efter at først en ung pige var blevet fejlagtigt voldtaget da en tysk pornoentusiast udfoldede sine lyster i spillet Group Sex Dominator i fælleslokalerne på et kollegie - og to pensionister i lange frakker et par uger senere døde af chok forsaget af hjerteanfald uden for Aarhus, da de blev omringet af en gruppe unge drenge der mente at de var hemmelige agenter i forklædning, og hårdhændet begyndte at kropsvisitere dem, var et forbud også blevet hastet igennem i alle EU’s medlemsstater, herunder Danmark.

Senere var der kommet opdateringer til teknologien der i langt højere grad gjorde det muligt at differentiere mellem det virtuelle og det virkelige, men da var forbuddene allerede trådt i kraft og det var noget nær umuligt at få råbt politikerne op igen og omstøde loven.

Det forhindrede dog ikke AVRA i at blive en enorm succes i folks hjem og til private, indhegnede arrangementer og de fleste valgte også hurtigt at slå den øgede mulighed for differentiering fra, for at gøre oplevelsen så komplet og altomsluttende som overhovedet muligt. Det kom derfor heller ikke som nogen særlig overraskelse for Ask, der ikke deltog i det aktuelle spil, da Hjalmar pludselig sprang op fra bag sofaen, stirrede direkte på ham med vilde øjne og skreg så højt hans lunger kunne præstere:

»PAS PÅ! BAG DIG. DUK DIG FOR FANDEN!« hvorefter han svang sit virtuelle gevær i retning af Ask, der pænt adlød og smed sig ned på gulvet med hænderne over hovedet, hvorefter Hjalmar tømte et helt magasin med usynlige kugler ind i gipsvæggen bag ham.

* * * *

Efter at den aktuelle kampscene var afsluttet med Hjalmar som klar sejrsherre, holdt de en pause for at ryge noget af den gode tjald Ask havde købt på Christiania. De havde på forhånd aftalt et hemmeligt signal som betød at ham der spillede skulle pause og komme tilbage til virkeligheden, men Hjalmar insisterede på at hans mange hårdtprøvede og deriblandt også flere hårdtsårede og trætte mænd, ligeledes trængte til en smule af den smertestillende tobak og nægtede pure at slukke for spillet. I stedet lod han vandpiben gå på runde blandt de virtuelle soldater og Ask måtte utålmodigt vente længe mellem hvert sug. Han trøstede sig med at de for ham usynlige soldater da heldigvis ikke rigtigt brugte noget af den dyre fjolletobak.

Hjalmar sad tilbagelænet i sofaen med benene oppe på sofabordet. Han var i et fremragende humør og fortalte med store ord og maleriske beskrivelser opdigtede røverhistorier fra sine mange eventyrlige krigsprøvelser til Ask og sine usynlige mænd, da det pludselig skrabede ved hoveddøren. Hjalmar sprang op på sofabordet og havde nær revet lampen over bordet ned. Han pegede det usynlige gevær i retningen af døren ud til entreen og råbte til sine mænd.

»It’s an enemy squadron. Quick, find a place to hide men, we will take them by surprise!«

Så sprang han fra sofabordet over sofaen i et risikabelt hovedspring, rev glasdøren til altanen op og kastede sig fladt ned på maven bag den træbænk de havde fået i indflyttergave af Asks forældre.

Ask benyttede lejligheden til i fred og ro at tage et par store hvæs af vandpiben. Så rejste han sig op og stillede sig parat bag det kiksede perleforhæng som hans kæreste Alexa havde insisteret på at de købte i en eller anden falleret tæppeforretning som den første fællesting til deres nye lejlighed, men som han for ikke at skamme sig for meget, ofte påstod stammede fra en indsigtsvækkende rundrejse til et fjernt hjørne af Pakistan. Han hørte hoveddøren gå op og blive lukket igen med et smæk. I samme øjeblik sprang han ind gennem perleforhænget.

»Hej smukke,« sagde han storsmilende. Hold kæft hvor havde han savnet hende. Han glædede sig allerede, som faren til et lille barn, til at give hende den gave han spontant havde købt til hende før han tog hjem fra byen igen. Han kunne ikke vente, men kastede sine læber mod hendes og mærkede varmen sprede sig i kroppen. Hun lod ham kysse hende, men trak sig så tilbage.

»Hej skat,« svarede hun mere anstrengt og smed sine sko lemfældigt i entreen, sådan som hun somme tider havde for vane når hun var i dårligt humør.

»Har du haft en god dag?« spurgte han så alarmeret. Hun virkede distræt.

»Jeg er træt. Kunne vi ikke være alene i aften?«

»Jo, selvfølgelig. Er der noget galt?« sagde han og kom i tanke om Hjalmar der endnu lå ude på altanen og blot ventede på at fjenden skulle gå i hans fælde. Det var Alexa helt sikkert ikke i humør til lige nu. Hvis Hjalmar overfaldt hende nu, kunne hverken Ask eller hans mange marinesoldater garantere for hans sikkerhed.

»Jeg trænger bare til at ligge lidt ned.« sagde hun så med et lille smil og kyssede ham på kinden. Så forsvandt hun ind gennem døren til soveværelset og videre ud på toilettet.

Ask skubbede de dinglende træperler på snore til side, og gik tilbage ind i stuen. Ud af øjenkrogen kunne han se det øverste af Hjalmars ansigt stritte frem over bænken ude på altanen og han kunne se på hans læber at han var ved at mumle ordrer til de mange usynlige soldater der stod på spring overalt, parat til at omringe og uskadeliggøre ham i nationens interesse.

»Snavsetøj!« råbte han og afventede vennens reaktion.

»HVAD?« skreg Hjalmar forvirret tilbage. Den kommando fremgik ikke af spillets alenlange manual.

»SNAVSETØJ FOR HELVEDE. SNAVSETØJ!« råbte han igen. Denne gang virkede det. Han så skuffelsen stå tydelig malet i Hjalmars ansigt, da det gik op for ham at det var game over. Han sagde et eller andet til hovedcomputeren, så rejste han sig op med unødigt gammelmandsagtigt besvær, som var han kommet til skade under slaget, og kom trissende ind i stuen med nedslået blik.

»For fanden Ask, det var sgu da lige ved at blive spændende,« sagde han slukøret.

»Ja, det ved jeg sgu da godt. Jeg nåede ikke engang min tur, vel? Men altså, damen er kommet hjem og vil gerne have lidt ro. Hvad vil du have at jeg skal gøre?«

»Du er sgu da herre meget under tøflen,« sagde Hjalmar og slog en falsk latter op.

»I det mindste er det en lækker kvinde der træder lidt med tøflen herhjemme, og ikke en psykotisk hund som min ekskæreste skamløst efterlod fordi den teede sig åndsvagt hele tiden.«

»Hey, man. Du behøver sgu da ikke at vade i det... Den er faktisk blevet en smule mere rolig her på det seneste.«

»Hvorfor får du ikke bare kræet aflivet?«

»Det kan jeg sgu da ikke. Du har sgu da set hvor sød og nuttet den er. Lille Bimmer«

»Det må altså være kærligheden til ekskæresten der gør dig blind. Den ligner sgu en labrador der er vendt på vrangen. Mest uhyggelige hund jeg nogensinde har set,« sagde Ask og klaskede Hjalmar venskabeligt i ryggen. »Men det er da godt at I to vanskabninger har fundet hinanden,« tilføjede han.

»Haha, hvor er du sjov. Bare vent til den dag Alexa forlader dig, så har du ingenting. Ikke engang en grim hund.«

»Alexa forlader mig sgu ikke.«

»Nej nej da, når hun engang slår igennem med sin sang og bliver en kæmpe stjerne, en lækker kæmpe stjerne, så bliver hun da selvfølgelig hos sin hash-rygende elektrikerkæreste i Albertslund. Det er klart.«

»Jeg synes vi er komme lidt ud på et sidespor her,« sagde Ask og smilede.

»Hmm. Skal vi kalde det uafgjort?« svarede Hjalmar og stak næven frem.

»Lad os det. Ses vi mandag?« spurgte Ask og besvarede hans knytnævehilsen.

»Det kan du bande på. Vi snakkes.«

Ask smækkede døren i efter Hjalmar og stod et øjeblik lænet op ad den. At nedgøre hinanden drillende i en kamp på ord, var noget han og Hjalmar havde leget siden de lærte hinanden at kende i skolens første klasser. Oprindeligt havde de forsøgt sig med at rap-battle hinanden, sådan som de seje drenge i de ældre klasser havde gjort, men de fandt hurtigt ud af at ingen af dem kunne hverken rappe eller var særlig gode til at rime, og da de desuden hurtigt blev udset som moppeofre af de selvsamme ældre drenge, havde de siden holdt sig til helt gammeldags fornærmelser uden rim og remser - og der var aldrig opstået dårlig luft imellem dem af den grund. Alligevel måtte Ask indrømme at Hjalmars ord nogle gange ramte plet. Han tænkte på Alexa. Hun havde ikke virket som sig selv da hun kom hjem. Han måtte finde på noget for at gøre hende glad. Så gik han ind i stuen og begyndte at rydde op på slagmarken.

* * * *

At Alexa umiddelbart var blevet i godt humør og glad for den fjollede og spidsfindige gave der havde krævet en vis overskridelse af hans personlige grænser at producere, var han ikke i tvivl om, men da han med hovedet dybt begravet mellem hendes ben og ørerne delvist blokeret af hendes stramme lår, hørte hende skrige højt og inderligt, næsten som var hun blevet skræmt fra vid og sans, blev han alligevel i tvivl om det var på grund af det stykke arbejde han med sædvanlig grundighed var ved at udføre, eller om det havde en helt anden årsag.

Han måtte modvilligt indrømme over for sig selv, at han på trods af mange års nærstudier og indgående erfaring, stadig ofte var i tvivl om hvornår hendes begejstring var fuldt ud oprigtig og hvornår hun tilføjede ekstra vokal eller umulige rytmiske bevægelser alene for hans skyld.

Han forsøgte at lytte ekstra godt efter, men da hendes vejrtrækning og stønnen returnerede til noget mere normalt, og han samtidig kunne mærke hvordan hun i stigende grad rykkede sit våde underliv imod hans ansigt, besluttede han sig for at det han havde hørt blot havde været en ny grad af nydelse, og lagde derfor alle kræfter i for at gøre hende til den mest tilfredsstillede kvinde i verden - eller i hvert fald i Albertslund.

Bagefter lå de nøgne og sammenflettede i den brede sofa. Alexa lå med hovedet på hans bryst og nynnede sagte en eller anden sang som han ikke kunne huske hvad hed, men som muligvis var kendingsmelodien til en gammel film hun elskede at hade. Hendes lange hår kildede ham i næsen, men efter mange år med hendes kildende hår nær sagt alle steder, havde han næsten lært at ignorere det, og lå blot med lukkede øjne og lyttede til hendes brummen - der lød stadigt længere og længere væk.

Han vågnede ved at Alexa flyttede uroligt på sig, og hans hjerne var stadig omtåget af søvn da han satte sig brat op og kiggede på hende.

»Undskyld, skat. Det var ikke min mening at vække dig. Sov bare videre,« sagde hun undskyldende og skubbede ham tilbage ned i puderne.

»Hva’? Nej nej, det er okay. Jeg blundede bare lidt. Klokken er jo kun halv otte om aftenen,« sagde han med opdigtet friskhed. Han var ligeglad om han stadig var en ung mand under de tredive somre, lige nu havde han allermest lyst til at skynde sig ind i soveværelset, kaste dynen over sig og vende tilbage til drømmeland.

»Ja, vi er jo ikke pensionister endnu,« sagde hun i en drillende tone og afgjorde dermed sagen. Han var nødt til at stå op.

»Nej, bare kedelige voksne på en fredag aften. Hvad siger du til at vi laver noget mad? Jeg er dødssulten,« svarede han og slog sig på maven.

»Det lyder herligt.« Så sprang hun ud af sengen som et barn med ADHD der lige har sovet middagslur. Fuck hvor var han træt.

De spiste et lækkert måltid bestående af torskebøffer, nye kartofler og Asks hjemmelavede sovs fra dåse. Under måltidet blev Ask igen bevist om at Alexa virkede bedrøvet, og han forsøgte flere gange at spørge ind til om der var hændt noget særligt i løbet af dagen, men hver gang fik han blot svaret, at hun bare var træt i hovedet oven på en lang uge, og han lod sig til sidst nøje med det svar, men forventede samtidig at der ville komme en uddybende forklaringen inden længe.

De havde efterhånden været sammen i mange år - og en af grundende til at deres forhold stadig kørte på skinner og ikke som Hjalmar og hans ekskærestes var blevet afsporet af en vildfaren og bindegal hund, var at de fortalte hinanden alt og delte bekymringer og sorger på lige fod med henrykkelser og glæder. Han måtte bare vente til hun var klar til at dele dagens begivenheder med ham. Hvad end det så var.

Efter at have vasket op, foreslog han at de kunne slappe af med en film, hvilket Alexa straks gik med til. Egentlig havde han mest af alt lyst til at se en komedie af den slags der med sin universelle falden-på-halen humor kunne samle en hel nation eller sågar en hel verdensdel, men for at virke klogere end han reelt var, havde han dum som han var, i starten af deres forhold ladet som om at han først og fremmest foretrak film baseret på virkelige hændelser eller i det mindste med virkelighedstro og jordnære historier og karakterer, der med sin unikke fortællerstil brød isen på alvorlige emner såsom krig, arbejdsløshed, politik og kærlighed - og eftersom denne opdigtede filmsmag var det mest sofistikerede træk han som en middelmådig af udseende, ottetyveårig elektriker fra Albertslund have at byde en vidunderlig smuk sangerinde, havde han ikke sidenhen turde at fortælle hende sandheden. Helt løgn var det dog hellere ikke længere, for efter at have set mangen en dårlig kunstfilm, var han langsomt blevet lidt af en ekspert i at finde de mindst dårlige og nød derfor oftere og oftere sine egne valg.

Denne aften lod han dog helt bevidst Alexa vælge filmen, med den bagtanke at hun så nok ville vælge en der hurtigst muligt kunne vugge ham tilbage i den søvn, som han tidligere på aftenen var blevet så pludseligt frarøvet. Alexa så Die Hard med Bruce Willis for gud ved hvilken gang. Endnu et tydeligt tegn på at hun var trist over et eller andet og havde brug for Bruce Willis’ rå styrke og selvsikkerhed til at styrke hendes egen selvtillid. Ask knugede hende tæt ind til sig i sin favn, indtil hans ører langsomt, men sikkert, begyndte at lukke af for lyden fra de mange flyvske kugler og teatralske replikker, og lyset fra de talrige eksplosioner blev fanget bag øjenlågenes stadigt tungere mørklægningsgardiner.

Kapitel 3 - Kommunikation

Ask vågnede ved, at han havde en fornemmelse af at være mutters alene i sengen. Alexas krop var ikke kun fantastisk at se på, både påklædt og afklædt, men gjorde det også som et fantastisk varmelement under dobbeltdynen. Uden hende blev der hurtigt forbavsende koldt.

Han blev liggende. Strakte først sine ømme lemmer i alle tænkelige retninger, og foldede så dynen tæt op omkring kroppen i forsterstilling for at holde mest muligt på den tilbageværende lummerhed. Han lyttede efter, men kunne ikke høre nogen lyde ude fra badeværelset. I stedet hørte han pludselig hendes bløde stemme komme inde fra stuen gennem sprækken under døren, men det var hverken ham eller nogen anden hun talte til. Han spidsede ører og lyttede forventningsfuldt.

Han elskede når hun sang. Selvom han prøvede at holde dem tilbage, og til enhver tid ville benægte det, kunne han aldrig undgå at knibe en tåre når hendes stemmebånd legede med fremmede toner, som de fleste kun kunne drømme om at ramme.

Både han selv og Alexa var 26 år gamle, med alt for hastige skridt på vej mod de 30. Alexa havde, siden de mødtes, arbejdet i børnehaven, først på deltid og senere fuldtid på deltidsløn, mens hun kæmpede en håbløs kamp om at slå igennem som sanger. Hendes problem i den henseende var ikke, at hun ikke sang godt, eller at hun ikke så godt nok ud til at kunne pryde et albumcover eller få det modsatte køn til at savle længselsfuldt i en ballerystende musikvideo. Begge dele kunne alle og enhver tværtimod skrive under på, efter at have kendt hende bare et splitsekund. Ironisk nok var hendes problem at hun sang for godt. For klart og for smukt. Hendes gennemskærende vokal, der sommetider fik hans hjerte til at springe et slag over, mindede om den nu gamle, canadiske sangerinde Celine Dions - der havde haft sin storhedstid tilbage i 80’erne og 90’erne, med episke kærlighedsballader af den type der kunne få en hvilken som helst middelmådig romantisk film til at virke lysår bedre end den egentlig var.

Når Alexa sang lyttede man instinktivt, hvad enten man ville det eller ej, for hendes stemme ramte noget et sted inde i brystet som man ikke kunne undslå sig, og som man måske slet ikke vidste eksisterede.

Desværre for Alexa befandt nutidens musikindustri sig i en helt anden boldgade, og det meste der blev udgivet var enten pumpende elektronisk med forvrængede stemmer, hvis det da overhovedet indeholdt vokal, mudderkastende hiphop med tunge beats der med hvert takt forsøgte at sende dig i graven med et hjertestop, eller grufuldt, skrigende metalrock hvor dyre instrumenter blev mishandlet i torturkamre og stemmebånd blev behandlet som noget man bare kunne kassere og få udskiftet når det eksisterende var brugt op - hvilket øvrigt også var rigtigt, hvis man da ellers havde penge nok til den slags kostbare operationer, hvilket disse bands desværre altid lod