Rygter og religion

By David Serafim

Udforskning af Gudslængslen ved hjælp af lyrisk prosa.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 11, 2020
• ISBN: 9788743037057

David Serafim

Efter længere tids afsondring er han nu vendt tilbage - og til hvad?

Book preview

Indholdsfortegnelse

Portrættøren

Sirabakhovs heste

Lille gudsmoder

La Vista

Lidelsens Symposion

Kirken i Valparaiso

Gensyn med sekten

Huset ved dødens flod

Klosteraspiranten

Rygtet om frøken Ursulas sjæl

Portrættøren

Hr. Claus von Niederhaus var for mange år siden flyttet fra den store metropol i sit mægtige hjemland til en lille provinsflække i en fjern og ubetydelig lille stat. Det lille land og den lille by var ham imod på alle måder, og han længtes af hele sin sjæl tilbage mod sit elskede fædreland, kejserdømmet, hvor kulturen og viddet herskede. Her blandt de fattige bondeknolde, hvor han nu i 30 år havde haft sin tvungne gang - ja, for han var af ganske særlige grunde blevet landsforvist - led han alle de kvaler, som det småtskårne, skidne og udannede samfund kan påføre det menneske, som har skuet stjernerne, gået til baller på Cassiopeia, og som næsten selv personligt har trykket hånd med Vorherre i Hans himmel.

Hans hjemland var befolket af højtuddannede mennesker, storladne kulturpersonligheder, geniale musikere og kunstnere, samvittighedsfulde embedsmænd og visionære adelige.

Mægtige katedraler knejsede i bymidterne, og i det svale mørke bag de tykke kirkemure gik indsigtsfulde prælater omkring og tændte lys for menneskenes sjæle og indgød hele nationen visdom og religion. Selv lykkens piger optrådte der som damer, i skønne kjoler, med diskrete blink og kodede fagter, som dulgte deres vidunderlige hensigter. Her i verdensprovinsen, anus universum, som hans kammertjener tillod sig at kalde det, var politikerne vanartede, navlebeskuende personer, prægnante til bristepunktet med deres egne små ideer. Regeringsrepræsentanterne var enten korrupte eller dumme. Kunstnerne var en flok talentløse amatører, som mødtes på kroen om lørdagen for at kappes om, hvem der kunne skråle højst og falskest. Luderne var ikke andre end mor Karen selv, som stod i køkkendøren og svingede det yppige yver for at skrabe sammen til husholdningen, og landsbypræsten var en fordrukken herre med næsesvamp, end ikke bedsteborger, men snarere en på tvivlsomt grundlag personlig ven med netop denne så lidet frappante mor Karen.

Nej, for Niederhaus var og blev eksilet en besk affære. Han holdt kun modet oppe ved at forstå sig selv som en udsending for den gudelige civilisation til denne åndløse udørk. Han havde medbragt fra sit eget land en udmærket livrist, en klog og dygtig mand ved navn Rudolf, som tidligere havde været kammertjener hos adelsmanden i Binger. Han havde der opsnappet ikke så få filosofiske gloser, og hr. Niederhaus nød at passiare om livets højere temaer med denne landsmand om aftenerne på den franske terrasse, når solen gik ned over dette ligegyldige lands stillestående vand.

Claus Von Niederhaus gik aldrig udenfor en dør uden med hvid paryk og pudret ansigt, som regel iklædt en bourgognerød kamgarnsfrakke med gyldne ærmegab og revers eller, og det ikke så sjældent, en fejende bordeauxfarvet kappe over en basaltsort filtjakke, så hans skikkelse måtte lede landsbyboernes tanker hen på det kirkelige, som var dem så åbenlyst ubekendt, - og han var altid med guldring på fingeren, enten prydet med grøn eller rød sten eller turkis kamé, en lille figur af den elskede drot. Lakajen gik ofte med ham – de var blevet nære venner her i deres egen private diaspora, som langsomt nedsled dem begge, og det trøstede dem at spadsere og tale uforstyrret sammen på modersmålet.

- Hvad siger rygtet om os for tiden, min kære Rudolf? – var en ofte tilbagevendende kommentar.

Rudolf, som var en høj og mager herre iført tjenerens lange blå jakke med sølvknapper og hvidflæsede kanter, lod et ord af visdom emnet angående falde fra sin høje læbe, mens han med højtidelig mine lagde de med hvid kattun behandskede hænder om på ryggen og stirrede ud over havet:

- Man siger, Monsieur, at De er en profet udsendt af den højeste kejser for at genopbygge de forvitrede civilisationer!

- Hm, ja kære Rudolf, og hvad siger man i virkeligheden?

- Det kan jeg ikke sige, Monsieur.

Han havde dengang sagt til sig selv, at når det nu ikke kunne være anderledes, end at man skulle forvises fra Edens forhave til Gehennas baggård, så kunne man lige så vel indrette sig anstændigt. Han manglede ikke penge, for kejseren havde på en og samme gang fyldt hans lommer med guld og bortvist ham af lykkens land for altid. Intet er dog større, skønnere og mere paradoksalt end enevældet! Han havde købt et hus på en landtange, som af årsager, der kun kunne grunde sig i dette lands lavtstående kulturelle stade, ikke bar noget navn. Men det passede ham netop i hans nedtrykte landflygtighed at bo på et navnløst sted. Huset lå i nærhed af havet, og han fik sat det pænt i stand, så det skilte sig ud fra de elendige pseudoboliger, som selv rigmændene henlevede deres åndsdorske tilværelser i her i dette kummerlige fiskerleje ved verdens ende, hvor skarverne sad og sked på pælene, tangen stod fælt stinkende og rådden i det lave vand, og de efterladte træbåde lå med bugen i vejret, åbne og flækkede i solen og for den tørre vind. Hver dag sad han så på den franske stenterrasse og funderede over sin situation og mindedes sit liv dengang ved det kejserlige hof.

Kejser Cornelius den syvende var en høj rank mand, ganske ung dengang, med rougebelagte kindben og høje tindinger, der stak ud som to skarpe klippeskær på siderne af den frembusende pandeknogle indrammende to kloge, funklende mørke øjne. Læberne malede han røde, og han gik i jakker af sølv og store kridhvide tørklæder, som glimtede af guldstøv. Han røg cerutter på guldrør, og hans sanselige hænder lå som regel beskyttet under silketynde kalveskindshandsker. Undtagen selvfølgelig når han spillede på klarinet sammen med sin kinesiske hoffilosof. Kejseren var et stort åndsvæsen, og som så mange andre, der tiltrækkes af religionen, følte han, at han, idet han jo ikke havde nødig at bøje sig for noget eller nogen, alligevel havde behov for at bøje sig i det mindste for Gud.

Han havde rejst mange år i Kinas glemte provinser for at finde den inderste sandhed om menneskelivet, og havde i fællesskab med denne mystiske mand, som kejseren selv havde antruffet ved et maskebal i Ulan Bator, udviklet et syttentonet musisk system, som ved hjælp af visse matematiske talkomplekser udledt af kejserens egen fortolkning af den jødiske kabbala, løftede denne opgave, præcist at udtrykke hvad de hellige profeter førhen havde prædiket, men musikalsk. I hele kejserdømmet, og endda langt ud over dets grænser, havde denne bedrift gjort ham kendt som den viseste regent på jorden siden Kong Salomon.

I følgeskab med sin filosof, som ikke var nær så høj og statelig af ydre som kejseren, men efterhånden lige så europæisk pyntesyg, drog han til Abessinien. Han havde nemlig læst i etiopiernes hellige bog, Kebra Nagast – Kongernes Herlighed - , at Pagtens Ark i sin tid ved Guds indgriben skulle være blevet bortrevet af netop Kong Salomons hånd, og senere ført af den søn, Baina-Lekhem, som kongen havde avlet med den underskønne dronning af Saba, til byen Aksoum i det nordlige Etiopien, hvor den ifølge visse rygter - eller profetier - skulle stå for al fremtid beskyttet af den Hellige Etiopiske Kirkes præster. Kineseren havde i tusind søvnløse nætter gennemlæst samtlige tyske og kinesiske filosoffers værker og ved en ufattelig beregning fremkommet med det for ham og kejseren fuldkommen indlysende udsagn, at kun ved hjælp af visse hebræiske talordskombinationer, som alle disse århundreder havde ligget hengemt i selveste Pagtens Ark, kunne deres system fuldendes.

Nu, kejseren mente sig at besidde en uovertruffen evne for at aflæse ansigter. Denne evne delte han med hofportrættøren.

Det var dette fælles talent, som blev årsagen til, at Von Niederhaus faldt i unåde.

Kejseren førte nemlig størstedelen af sit nære hof til Adis Ababa og indledte under store højtideligheder forhandling med Etiopiens konge om muligheden for at få adgang til Arken. Det kom naturligvis ikke på tale. Men efter tre måneder blev det alligevel besluttet, at biskoppen af Aksoum skulle gøre en kopi af præcis de hellige formularer, som kejseren efterlyste. Disse kopier blev udleveret under en stor religiøs festival, hvor man officielt beseglede en særegen kulturel pagt, gjorde et venskabeligt bånd mellem nationerne - og tillige udvekslede en større mængde guld for disse for systemet altafgørende informationer. Tyve oksekærrer læsset med tønder fulde af guldstykker blev ført frem og bort til kongens skatkamre.

Naturligvis var kejserens hofportrættør en del af følget til Etiopien, og naturligvis skulle ved denne lejlighed de to kejserlige ansigter afbildes.

Det siges, at øjet er sjælens spejl, men hr. Von Niederhaus holdt på, at det, der i virkeligheden menes, er, at ansigtet som et hele – og altså også portrættet – røber, hvad et menneske måtte søge at skjule i sit indre.

I tyve år studerede han disse to sine ypperste værker: de kejserlige portrætter, som de hang der på væggen side om side i det Hvide Palæ i Königsberg. Enhver trofast ægtemand må vide, at tiden handler på en særlig måde med et ansigt. Kanske en sådan ægtemand af og til må indse, at det, der tiltrak ham, da hans kone var 20, ikke er ganske det samme, som måtte vække hans kærlighed, når hun er 70. Hr. Von Niederhaus vidste, at tiden skræller det ligegyldige bort, så til sidst kun det væsentlige står tilbage.

Den etiopiske konges ansigt var i Claus Von Niederhaus’ øjne næsten at ligne med en guds. Ikke kun fordi arbejdet var så ovenud vellykket, ja alle, der så malerierne, måtte vide, om de da ellers besad den mindste smule kunstneriske erkendelse, at den kejserlige portrætmaler var et virtuost geni indenfor sit felt. Claus vidste dette, og faktum glædede ham, men så man endda bort herfra, så man ligeså tydeligt, at der her var tale om et overordentligt smukt menneskeligt ansigt, et ophøjet væsen.

Var denne konge 60 år, han lignede dog et barn, så glat var den mørke hud trukket over de høje, hvælvede kinder. Så glødende stod livets funke i de kloge mandelformede øjnes uudgrundelige mørke. I deres dyb fornemmede man det glemte folks selvbevidsthed, det folk som siden den etiopiske hofmands konvertering til kristendommen, som det ved en enkelt linje blot stod beskrevet i Apostlenes Gerninger, stolt havde formået at bevare og udleve urtroen på Afrikas højslette omgivet til alle sider af fjendtlige hedenske eller muhamedanske stammer. Claus så stadig for sig mange år efter sin hjemkomst fra Etiopien de tusind og atter tusind hvidklædte og mørkegyldne mennesker træde de oldgamle stammedanse, som man i dette land ikke havde udryddet ved indførelsen af den nye tro, men i stedet ladet optage i kristendommen. Ja, når han nu stod og betragtede det sæt øjne, som han jo selv havde malet, var det, som kunne han vitterligt se det fjerne kontinents krig og fred, had og kærlighed, sult og ære hæve sig i det kongelige blik. Alt udspillede sig i vidunderlig bevægelse i dybet af ansigtets og øjnenes samlede udtryk. Siden var det, som ændrede billedet karakter. Falmede øjnenes glans derinde i det bemalede lærred?

Slappedes skuldrene, udtyndedes ansigtet for kød, så den vældige diamantbesatte krone sank en centimeter ned om det magrere kranium? Og hvad var det for et sælsomt, mørkt og næsten gustent anstrøg, som siden syntes at træde frem, når tidens ubarmhjertige hånd havde gjort sit arbejde, havde fjernet alt forgængeligt og måske endda lod mindet om fordums storhed koldt? Og endnu bagom, i dybet af de røde, de purpurfarvede, de sorte, grå og hvidlige toner? Ved selve geniets kærlighed, i grunden af den guddommelige gave, når den virkede ganske frit og spontant og endda mystisk, når den uden mindste dom eller forstillelse afbildede, hvad det inderste menneske uafvendeligt netop ved ansigtet før eller siden måtte formidle til sin omgivelse? Et rent moralsk anliggende, en frygtelig åbenbaring! Noget ganske forfærdende jog gennem den midaldrende portrættør der i Königsberg i mødet med sin egen frembringelse. En konfidentialitet, en hemmelig betroelse mellem værk og mester, en indre dialog mellem virkelighederne, skaberen og skabelsen i egen duel – en næsten lingvistisk kompression – en meddelelse blev afgivet så uomtvisteligt og unægteligt som selve naturlovene!

Noget lignende var undergået med portrættet af Kejser Cornelius den syvende. Først stod hans hvidpudrede pande højt under den kejserlige krone, som var af guld pyntet med røde safirer og blå tindrende diamanter. De glødende øjne strålede af den glans og vælde, som kun en tysk kejser og samtidig et kompromisløst åndeligt og længselsfuldt menneske kan udstråle. Denne fuldkomne triumf efter tyve års virke for kulturen, naturvidenskaben, filosofien, religionen, sandheden.

Skuldrenes stærke stilling - de bar en verden. Pandens dybe og alligevel fine rynke, som på samme tid både ansporede og betryggede undersåtten. Halsens glatte afspændte muskulatur anedes klart under den blege hud, endda selvom den lå let skjult og beskyttet bag det guldbestrøede snehvide klæde, som brusede frem af halsåbningen i den guldbroderede kongeblå kåbe med de brede kanter af hvid jærv. Øjnene luede glasklart af glæde og et skært hovmod, som netop denne dag brød fuldt og værdigt frem hos denne mand, som stod ovenpå tusind års europæisk historie som en evig figur, en uomstødelig højbåren statue. Men tiden, årene, ikke engang årtusinderne eller århundrederne, men blot nogle få årtier gjorde snart sit uhyggelige indhug i denne majestætiske vished, slog indefter mod en anden og mere skjult sandhed som en havbølge i en klippegrotte, fremdrog på ubegribelig måde af penselstrøgenes mange lag som af selve menneskesjælens dyb det, som den kejserlige portrætmaler snart så inderligt kom til at håbe, at 1 ingen andre end han selv nogensinde skulle fatte mod til eller besidde evne for at erkende.

Mere og mere fyldtes han af ængstelse, når han gik op og ned ad de lange gange i det Hvide Palæ. Af og til stødte han her på kejseren, som ofte kom her i samme ærinde, at betragte malerierne, og da måtte han, hr. Claus Von Niederhaus, knibe sig i armen og tage sig gevaldigt sammen, for han frygtede, at kejseren skulle indse det, som han selv nu havde fattet.

Endelig oprandt den uundgåelige dag. Kejseren smilede venligt til ham og sagde uden videre med sin myndige, balsamiske stemme:

- Jeg ser det ikke i malerierne kun, men ligeså vel i Deres eget ansigt, min kære portrættør. De må rejse bort for altid!

De er en åndelig hofphysicus, en moralsk genius, men patienten har vejet sagen for og imod og fravælger ved fuld bevidsthed operationen, og De må drage ud i provinsen og blive der. Deres kejser skal sørge vel for Dem, men vi vil ikke atter se Dem indenfor kejserrigets grænse. Farvel!

Siden vendte han om og gik mod sine private gemakker, og Claus Von Niederhaus så ham aldrig igen.

Den røde sol var lige så vældig at beskue i eksilet som noget andet sted, alligevel var der noget anderledes vemodigt og næsten tomt over at betragte dens blodige nedgang over de små skure og usle rønner her, end når man fra sin karnap ved det åbne vindue så den synke på en sommeraften som en fjern og brændende verden bort over kejserpaladsets skinnende tage.

- Kære Rudolf, jeg påtænker at genoptage portrættet.

- Men hr. Von Niederhaus, De har jo ikke malet portrætter i 30 år, ikke siden dengang!

Hr. Von Niederhaus smilede for sig selv. De gik, som de så ofte havde gjort, ja som de havde gjort næsten dagligt i hen ved 30 år nu, ad den smalle grusede sti, som lå helt ned til stranden, og som førte ned til den lille landsby. Solen glimtede i det let duvende vandspejl derude, og bølgerne var kun små salte tunger, som forsigtigt slikkede på det grå sand.

Hr. Rudolf undrede sig:

- Men hvem vil De dog tage til model her, her…?!

- Tja, hvem tror De?

- smilede den kejserlige hofportrættør.

Han så hende fra terrassen. Hun stod derude ved den store støbejernslåge og skuttede sig, og han tænkte vel på, at for hende at træde ind i dette hus fra den lille fugtige og faldefærdige opførelse, som sikkert havde været hendes hjem hele hendes liv, måtte være, som for en anden person atter at blive taget til nåde og inviteret hjem til hoffets forgyldte sale.

Rudolf gik nødtvunget ned til lågen og førte hende med endda sikkert på lang afstand synlig påtagethed op gennem haven.

Hun hilste på ham på ærværdig måde, men dog så naturligt, som kunne hun hvert øjeblik tilsidesætte enhver etikette. Hun var vel over de 60 år gammel og havde sikkert børn og børnebørn i flokke nede i den kedelige, uhumske bolig, som Claus Von Niederhaus kun kendte af den tilklumrede lugt, når han havde spadseret tæt forbi. Det blev aldrig Rudolf til del at få indsigt i, hvad de to foretog sig sammen, for ikke så snart havde han ført dette fruentimmer til atelierets dør, før hun forsvandt derind til hans herre, og døren blev stængt. Så meget vidste han dog, at hun kom der hver anden eftermiddag i hen ved et halvt års tid. Hun ankom præcis klokken to, og hun gik nøjagtig klokken fem. Ikke i disse seks måneder taltes der et eneste ord mellem herre og tjener om denne kvinde og disse besøg. Alt forløb uudtalt som ved en hemmelig traktat, og aldrig hørtes en lyd fra arbejdsværelset, undtagen sommetider hvisken eller sagte lyde som af dæmpet samtale. Hun var absolut ingen skønhed, havde aldrig været det, andet end måske efter det fortabte samfunds smag. Håret var rustrødt og uden glans, men portrættøren sagde, at det engang havde været ravgyldent.

Hendes legeme bugtede sig i alle retninger, og et korset kunne vel ikke tre stærke tjenestepiger binde om et sådant menneske.

Men han påstod, at hun i sin ungdom måtte have svajet som et siv. Hendes ansigt var rynket og furet, hærget som en pløjemark. Områderne under øjnene var fugtige deltaer af røde og sorte rande. Hun så altid ud som om, hun netop havde grædt. Ikke sjældent ankom hun med mærker som efter slag og tydelige svulne rifter på hænderne som en markarbejder. Alligevel var hun altid iført godt nok simple, men dog klædelige sommerkjoler med blomstret eller spraglet mønster, som i det mindste med hensyn til farvenote egentlig stod overraskende godt til hende. Hvorledes denne kvinde formåede at gå med hæle, forblev et mysterium for Rudolf.

Da de seks måneder var gået, kom Rudolfs herre ud af sit atelier og erklærede, at hans arbejde nu var færdigt, han havde opnået, hvad han ville. På en af deres sædvanlige spadsereture langs vandet, dristede Rudolf sig til at spørge, hvad han så havde opnået. Den kloge tjener havde nemlig for længst opfattet, at der ikke under det halve års forløb var blevet frembragt noget portræt. Hr. Claus Von Niederhaus vendte sig mod sin trofaste ven og tjener og sagde:

- Nu må De ikke hindre mig, hr. Rudolf.

Så vendte han sig om og gik hen over stranden ud i det lave vand. Rudolf så ham snart kun som en lille sort skikkelse, der forsvandt derude under den vældige blodrøde, næsten lydligt blussende aftensol.

I hr. Von Niederhaus’ private papirer fandt han denne note:

"Arken står ikke i Aksoum, præsterne må have skjult den. I Aksoum står blot en kopi af den oprindelige ark. En kult af udvalgte hæger om den ægte Pagtens Ark på steder, som verden ikke kender, i dybet af Afrika, det for os evigt utilgængelige Afrika. I den enes øjne så jeg bedraget, i den andens selvbedraget.

Sirabakhovs heste

Der gik rygter om, at en vis fru Sirabakhov misrøgtede sine heste, og jeg besluttede at tage derud, selvom rejsen varede flere dage. Fru Sirabakhov boede langt borte i en fjern landkommune og var efter sigende en ensom gammel enke.

Man måtte indkvartere sin hest hos nabobonden næsten fem mil fra hendes gård og siden kæmpe sig vej gennem et endeløst, sammenfiltret og angiveligt også ondskabsfuldt tjørnekrat for at nå dertil.

Bonden, som var fru Sirabakhovs nærmeste nabo, var en firskåren kæmpe med glimtende blå øjne. Han kaldte min Rust til sig ved en lille fløjtelyd, viste ham ind på en lille tør jordfold med en håndbevægelse og gav ham vand og hø. Inden han forlod ham, gned han sin store følsomme hånd mod hestens bløde grå mule og kradsede ham forsigtigt, men fast bag højre øre, som om det var hans eget dyr, hvis hemmeligheder han kendte. Man så det med det samme: han var et sandt hestemenneske.

- Sig mig engang, go’e mand, sagde jeg, - hvad foregår der egentlig derude? Jeg pegede med en, syntes jeg selv, kammeratlig hovedbevægelse i retning af Sirabakhovs land.

- Jern, Sir, jern! fremstammede manden, og en grå uvejrssky gled hen gennem øjnenes nyligt så lysende blå himle.

- Jaså, sagde jeg og slog klik med tungen.

- Og pisk! tilføjede den store bonde.

- Aha! Ja, i så tilfælde må jeg derud en tur.

Jeg lagde min hånd på Rusts røde hals og kyssede ham på panden. Jeg stod en tid og beundrede hans gudeskønne legeme, de af muskler svulmende og flot markerede skuldre, de stolte trin, den stærke bagpart, der næsten af sig selv søgte ind under ryggen og bar ham frem. Så let og graciøst, ja næsten æterisk flydende i bevægelsen forekom han mig. Så tog jeg afsked med bonden og begav mig til fods af sted hen over det lille markstykke, som førte mig ind i tjørnekrattet. Jeg havde hørt megen tom tale om dette tjørnekrat blandt de lokale.

Men jeg tog ikke den slags for gode varer. I min position kunne man ikke lade folkeviddet trænge ind på sig; man måtte have syn for sagn og selv tage katten ved halen, det var mit motto.

Jeg kravlede under buskene for ikke at blive stukket af de lange torne. Jeg gik, når det var muligt, og jeg måtte et sted ligefrem svømme over en lille skovsø. En tæt tåge lå over søen og ind mellem træer og buske. Jeg sov den første nat på søbredden ved gløderne fra bålet. Jeg vågnede midt i natten, idet jeg hørte en sær ligesom skurrende eller lystfuld lyd, som af en kvinde der gav sig i vellyst. Og ude på søen så jeg en hvid skikkelse. Så tydeligt, som havde jeg set min egen kone, en hvid skikkelse!

- Det er, hvad man kunne forvente, sagde jeg til mig selv og sov atter ind stolende fuldt og helt på min sunde fornuft og mit gode sovehjerte.

Om morgenen lå disen kold og atter ulegemlig hen over det sorte vand. Der var tyst i skoven, og solens stråler trængte kun akkurat gennem de hvide lagener. Jeg fik igen ild på bålet, drak min morgenkaffe, nøjagtig som havde jeg været hjemme, og siden begav jeg mig igen på vej. Det var, som stod solen slet ikke rigtigt op. Hele dagen lå hen i et sælsomt ligesom tusmørkt skær, og den hvide dis havde taget dette mørke til ægte eller havde blandet sig ind i det, sneg sig af sted derinde i krattet, kom og gik for mit øje i hvide jag. Tjørnene stillede sig stadig tættere ved hinandens side, så jeg kun forreven og blodig på anden dags aften nåede frem til endnu en lille sø.

Jeg besluttede, at jeg ville forcere denne sø og slå lejr på den anden bred, ligesom jeg havde gjort dagen før med den første sø. Men jeg kunne ikke komme omkring vandhullet, idet tjørnene søgte så tæt ind til hverandre og stod som murværk til alle sider, og de voksede side om side ud i det lave vand, så jeg ikke kunne svømme over, heller. Men hvad var det? En smal bro førte over søen i en høj bue gennem den sølverblege tåge, som syntes at ligge næsten som et skydække nu hen gennem hele denne dystre natverden. Den havde ikke været der for et øjeblik siden, eller den havde været usynlig for mit øje, skjult i sølvskæret. Så træt jeg var og udmattet.

Alligevel måtte jeg holde mit løfte og nå over til den anden bred, inden jeg tog hvil for natten. Jeg satte fod foran fod og gik op ad den stejle bro, og de hvide og sorte slør lukkede sig snart til bag mig.

Da så jeg hende, der iblandt de hvide skygger, hun red nøgen på sin ottebenede skimmel, en flyvende galop var det, og bag hende og overalt omkring hende hundredvis af mægtige, frådende hvide dyr, og tusind jernbeslåede hove gungrede mod denne verdens flygtige stof. Gyldne gnister sprang for mine øjne, og jeg så hendes lange hår flagre frit over de hvide skuldre, når hun drev dyret af sted gennem natten med sin sølvstok. Det var folkeviddet, der trængte sig ind på mig, jeg vidste det, disse rygter og denne overtro, netop. På den anden side af broen kastede jeg mig ned på jorden, turde end ikke spise eller gøre bål, men søgte med det samme ned i søvnens frelsende intet.

Om morgenen var det stadig mørkt, og jeg havde ingen fast fornemmelse for, hvad tid på dagen det måtte være, endsige hvor lang vej der endnu lå mellem mig og Sirabakhovs gård. Men stedsans er en intuitiv bestanddel af den menneskelige fornuft, og jeg tror, at når man først besidder den, da erfarer man, at den er lige så uforgængelig som logikken selv. Selv i denne næsten fuldkommen desorienterende omgivelse, lå der i mit bryst et pendul og svingede; jeg vidste faktisk inderst inde, i hvilken retning jeg burde gå.

Endnu en hel lang dag med slid og rifter og dette særegne hvide mørke, som jeg efterhånden havde vænnet mig til, og jeg så endelig gården ligge på en åben græsmark foran mig.

At træde fra skoven ind på den gamle Sirabakhovs område var som at gå fra den ene verden til den anden. Her skinnede solen fra en skyfri himmel, og de øde vidder strakte sig grønne af saftigt græs til alle sider. Overalt sås store flokke af sorte og skimlede heste, der syntes at løbe frit omkring på de endeløse arealer. Gården var fra forgangne tider med stråtag og skæve kalkede vægge. Her og der lå en stor kat og mæskede sig i de åbne vinduer.

Fru Sirabakhov var en korpulent bondekone med grove, skorpede hænder og et vældigt grin i det furede fjæs. Hun gik krumbøjet, og det kraftige sorte hår var samlet i en jernring i nakken.

- Kald mig bare Sira, sagde hun.

- Sira?

- Ja, for det er mit