Anmeldelse: Vi er skuespillere for Gods sake...

By Lars Thelonius

Med den slags ord er vi ganske enkelt forpligtede til at være mere end mennesker, vi er Thalias Tjenere, vi er skuespillere for Gods sake.

Anmeldelse handler om teater og Olivia.
Olivia er en pige med lav vægt og et endnu lavere selvværd. Til gengæld har hun høje ambitioner og endnu højere tanker om teatret som helhed og Shakespeare i særdeleshed. Med stor hjælp fra veninden Marie får hun en forestilling skruet sammen, samlet et hold og får sit Endnu Større Ståhej op på scenen i et gammelt og ellers lukket teater i midt byen.
Men allerede til premierefesten går noget fuldstændigt galt. Er det hele slut, nærmest inden det er kommet igang, eller forpligter succes så meget, at alle menneskelige hensyn bliver underlagt teatrets krav om den ultimative tilstedeværelse?

Bogen giver et indblik i, hvordan teater og mennesker spiller sammen. Hvordan pigen Olivia og instruktøren Olivia kæmper om pladsen og de vågne timer.
Det koster at være skabende, men det giver til gengæld så meget igen, at Olivia undervejs kommer til at tvivle på sin egen tvivl.

Lars Thelonius har beskæftiget sig med teater og Shakespeare i mange år. Bla som stifter og leder af THE LOYAL SHAKESPEARE COMPANY. Han er i dag Teaterlærer på Hoptrup Efterskole. Efterskolen for Scenekunst i Danmark.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 28, 2017
• ISBN: 9788771889130

Lars Thelonius

Lars Thelonius har beskæftiget sig med teater og Shakespeare i mange år. Bla som stifter og leder af THE LOYAL SHAKESPEARE COMPANY. Han er i dag Teaterlærer på Hoptrup Efterskole. Efterskolen for Scenekunst i Danmark

Book preview

Konfrontation

Kapitel 1 - Anden Aften

Hvorfor går du ikke bare selv ind og siger det? Milena er stadig ikke overbevist om, at hele denne losning, overhovedet kan leve op til navnet løsnmg.

Ja, hvorfor tror du?

Olivia står i - og med lidt den samme følelse, men så alligevel ikke.

Hun ser måske ikke heller ikke den helt rigtige, endsige den perfekte løsning, men ser så afgjort heller ikke andre muligheder, der blot har konturerne af en måde, overhovedet at komme videre på.

Slet ikke som situationen er nu.

Milena kigger langsomt over på Olivia.

For hende er svaret ikke så oplagt, som Olivias tonefald lagde op til.

Samtidig er hun ved at være godt og grundig træt af, at fole sig kort over eller ihvertfald udenom.

Men selvom hun nok så gerne vil komme med et ordentligt svar, kan hun ikke.

Det ved jeg ikke... Er du genert?

Nej

Olivia ved godt, at svaret burde være det stik modsatte. Men det er ikke det ældgamle eller ihvertfald livslange spørgsmål, der er på tavlen lige nu og lige her.

Det vil bare virke lidt mærkeligt, at jeg gør det selv Hun kigger over på Milena og håber virkelig, at hun kan slippe af sted med det svar.

Milena rejser sig og går over for at tage en vand ud af det alt for larmende køleskab.

Hun åbner den og tager en stor tår.

Olivia har fulgt hende med øjnene.

Milena får en pludseligt trang til at kaste resten af vandet i hovedet på den., den..

Nej, det er jo ikke som sådan Olivias skyld, at de står i store beslutninger til halsen.

Hellere bruge vandet på at skylle de sidste måneder de sidste dage, og ikke mindst de sidste timer ud gennem kloakken og langt, langt ud i havet eller hvor sådan noget lortevand nu ellers ender i vore dage.

Olivia rækker hånden ud mod Milena, der ikke helt forstår hvorfor og tror Olivia vil have en tår vand.

Helt ærligt, kan du ikke tage din egen?

Egen hvad?

Ja, vand.. Du ved vel for pokker udmærket, hvordan jeg har det med at dele spyt og bakterier med I andre.

Olivia er ikke helt med.

Eller jo, det er hun, men det var jo ikke lige den diskussion, de havde gang i nu.. Bare det var Hun kigger op det gamle ur, der engang, ihvertfald i følge historien har hængt på Det Kongelige Teater.

Går du derind eller hvad?

Og du mener på ingen måde, at det vil ikke virke mærkeligt, at det nu er dig og ikke Maya, der spiller Hero?

Mærkeligt for hvem?

Olivia er deres, i publikums øjne, så godt som totale ukendthed meget bevidst.

Vi er jo da for helvede bare navne i et program

Milena sætter resten af sin vand tilbage i køleskabet, lukker lågen og kan stadig ikke afgøre med sig selv om hun skal gøre et sidste forsøg på at ændre deres beslutning eller bare give efter, gå ind på scenen og få det overstået.

Hun kan mærke at tårerne, som chokket ellers stort set havde holdt tilbage, nu presser sig på.

Hun sætter sig tilbage foran sminkespejlet for at samle tankerne.

Olivia tager manuskriptet op fra sin taske og kaster et forhåbentligt sidste kig på slutscenen.

Tager en dyb indånding, og en til.

Hun går med tilkæmpet ro hen til Milena og sætter sig foran det andet spejl.

De får øje på hinandens ansigter inde i spejlet.

Der er gået en pære

Milena peger op på hjørnet af sit spejl.

Bare det var mig, der var gået tilføjer hun mumlende.

Der lyder et grynt henne fra håndklædet på sofaen. Mark var på vej ud af sin påståede dybe koncentrationsfase.

Milena er fuldt ud klar over, at skal hun nå at komme ud af nogen form for kattelem, så skal det være nu.

Hun er alene ved lyden af Mark, bare ikke ligeså klar over om hun virkelig ønsker at komme ud eller ej.

Pludselig begynder håndklædet også at tale, næsten som om det kan følge Milenas tanker.

Hvad skal vi ellers gøre?

Som altid kan alene lyden af Marks stemme bringe usikkerheden til nye højder.

Aflyse?

Eller måske bare udsætte et par daga

Milena holder næsten vejret.

Håndklædet glider ned og hænger om Marks nakke.

Nu holder du op... Det har vi jo snakket om...No way...

Der bliver igen helt stille.

Milenas tanker myldrer rundt, men nu ved hun godt at det er til ingen verdens nytte.

Hun er stadig i mindretal og kan stadig ikke lide det.

Men samtidig ved hun godt, at hvis hun giver efter for gråden nu, er hun ude for altid, ude af forestillingen, ude af inderkredsen omkring Olivia og sikkert også ude af drømmen om et liv i, med og på teatret. For hvem vil lege med en tudemarie, der ikke kan tilsidesætte alt for en forestilling.

For sit indre øre horer hun en mængde brudstykker af historier, hvor hovedpersonerne hver gang tænker det stik modsatte af, hvad hun selv gør lige nu.

Hendes tanker bliver afbrudt af D.D., der stikker hovedet ind.

30 sekunder

Han kigger direkte over på Milena.

Eller er der noget, jeg har misforstået

Olivia når at svare for Milena selv kan finde de rigtige ord.

Nej.. Vi er klar

Hun lægger halvt beslutsomt og halvt tovende en arm om Milenas skuldre.

Kom nu...

Hun giver skuldrene et lille klem, der måske nok er ment som et kærligt spark, men som Milena mærker som et ordentligt los i røven.

Hun rejser sig så heftigt, at stolen vælter.

"Jeg har sgu helt ærligt stadig mest af alt lyst til at gå ind og sige det som det er., og så gå hjem..

Vi ved jo heller ikke om Maya overhovedet kommer tilbage."

Olivia besvarer tonen i samme kadence.

Hun ved instinktivt, at de og måske mest hende selv, står ved en karrieremæssig skillevej.

Jamen, det er ikke en mulighed

Hun skubber D.D. tilbage til scenerummet.

Vi er klar

Hun går over og tager hårdt fat i Milena.

Maya er her ikke.. Men det er publikum... Jeg er her.. Publikum er her... Mark er her... Publikum er her... Du er her... Publikum er her... Forestilling...

The show must go on.

Mark slår sig selv på lårene, rejser sig og går ind på bagscenen med et meget hårdt og tydeligt blik på Milena.

Idiot tænker hun, men tor alligevel ikke gøre flere indsigelser der står trods alt også en del på spil for hende selv.

Ja ja da., men skylder vi dem ikke en større eller bedre forklaring end bare lige det her

Hun peger på den seddel, Olivia har skrevet og som hun nu samler op fra sit sminkebord.

Olivia vender om i døren. "

„Dem, der inde?"

Hun peger i retning af salen.

Nej, dem der lige nu sidder eller måske endda ligger og læser denne bog

Olivia kan for første gang i aften erklære sig helt enig med Milena.

Jo, du har ret. Men vi er nødt til komme i gang til tiden. Gå derind og sig, det der står på din seddel, så fortæller jeg læserne det hele.

Ok

Milena giver Olivia et kort men dybtfølt knus, da de passerer hinanden i døren.

Så lad mig tage den hele vejen. Hele vejen tilbage. Men tilbage til hvad?

Tilbage til starten af bogen? Nej, der har I jo været.

Tilbage til de begivenheder, der gjorde, at det kapitel I lige har lœst, overhovedet var nødvendigt? Måske. Men vil det give nok mening i sig selv. Eller skal vi endnu længere tilbage. Et par timer eller fire. Tilbage til premieren i aftes?

Måske er det så langt nok tilbage? Nej, ikke helt.

Så lad os tage den helt tilbage til den første prøvedag.

Nej, nu kan jeg helt seriøst mærke en trang, en stærk personlig og vel egentlig lidt forfængelig trang til at tagejer med hele vejen tilbage. Tilbage til mig For som alle gode historier, starter også denne historie med et Mig og i dette tilfælde er Mig altså mig.

Kapitel 2 - Første Fornemmelse

Olivia sidder som altid stille og venter med sine ting fremme, klar ja, næsten overklar til at blive undervist.

I de første par skoleår havde det været det mest naturlige at gøre og som hun selv husker det, noget de alle gjorde.

Eller ihvertfald alle pigerne, med Louise som en markant undtagelse.

Men efterhånden som skoledagene blev mere og mere rutine og noget, der mest af alt blot fulgte efter sig selv, gled den fælles glæde og disciplinering mere og mere i baggrunden.

Ikke at det var noget Olivia var sig bevidst, eller for den sags skyld aktivt havde valgt, men hendes tilgang til et stykke arbejde havde bare aldrig ændret sig.

Det var noget, der skulle laves, og laves fra forst til sidst, og først på en enhver arbejdsseddel stod altså forberedelse.

Det gjorde der i børnehaveklassen og det gør der her en tirsdag i oktober, og da især her i ugen efter efterårsferien.

Tanja, dansk- og derfor klasselæreren kommer ind.

Godmorgen

Kommer det i Tanjas altid lidt for friske start på dagen.

Lige inden vi kaster os ud i dagens opgaver, har jeg en besked, som jeg har glædet mig til at give jer

Flere fra klassen kigger op på hende.

Spændt på fortsættelsen.

Skal de nu have en ny i klassen igen.

Olivia kan godt blive lidt træt af at gå i det, man hele vejen op til på inspektorens kontor, kaldte skolens sociale mønsterklasse.

En betegnelse, de helt sikkert havde fortjent, men som har den alvorlige bagside, at hver gang, der var kommet en bare lidt anderledes elev på deres årgang, så var han, eller den ene gang hun, blevet sendt ind til dem, selvom der er seks andre klasser på samme anciwnitetstrin.

De fik så til gengæld alle de piger, der var mere hjerne og drivkraft i.

Som f.eks. Olivias bedste veninde Marie, der nærmest egenhændigt har holdt moralen, drengene og alt muligt andet oppe på B-klassen siden hun kom i femte. Tanken om endnu en ny elev, har åbenbart meldt sig hos andre end Olivia.

Hvad hedder han?

Ikke forstået

Tanja ved godt, hvad Jonas mener, men vælger som altid den lette og humoristiske vej, når hun skal give beskeder.

Gode eller dårlige.

Hendes erfaring siger, at det er den hurtigste måde få det overstået på og derfor komme videre til mere trivielle, men stadig vigtige opgaver.

Ja, hvad hedder dette års gæst?

Det er Catrine, der følger op på åbningsordene.

Ikke at jeg har det mindste imod gæster, men det er ikke den slags besked.

Nu får Tanja alles opmærksomhed.

Skolens lærere og ledelse har besluttet, at vi skal holde en fælles emneuge, hvor der vil blive mulighed for at vælge sig ind på forskellige hold på tværs af klasser og årgange

Skal vi så være sammen med de små i en hel uge?

Skal alle have det samme emne?

Bestemmer vi selv, hvad vi vil lave?

Søprgsmålene er mange og de vælter på det nærmeste over hinanden.

Hvis I lige kan dæmpe decibellene ned på et her-errart-at-være-til-stede niveau, får I at vide, hvad det overordnede emne bliver og måske også lidt om, hvilke grupper, man kan vælge at gå i dybden med.

Tanja holder en lille kunstpause.

For nogen gruppers vedkommende, så godt som bogstavelig talt

Olivia kan ikke for alvor forholde sig til begejstringen blandt de andre.

Hun holder så absolut mest af, at dagene og opgaverne holdt sig indenfor kridtstregerne.

Sådan har det ihvertfald været langt den største del af hendes skoletid.

Så der går ikke så længe, for hun bliver lidt lang i blikket og kun hører efterz med et halvt og ikke særligt opmærksomt øre.

Pludselig er der dog et ord, der gik lige forbi hendes åndelige fravær og direkte ind og satte sig til rette i den ellers hvilende del af hjernen uden på noget tidspunkt, at kigge sig tilbage.

Teater.. Der bliver også mulighed for, at komme til at være med til at lave en slags revy til festen fredag aften

Tanja står bare der og ser ud som om hun ikke er klar over, hvad hun selv sagde. Eller hun vidste ikke, hvor stort et tankevandfald hun lige i dette øjeblik har tændt for.

Eller hun vidste ihvertfald ikke, hvad det gjorde ved Olivia.

At et eneste ord kan betyde, at så mange andre ord lød mere rigtige, lød større og fyldte mere.

At alt ligesom gav mening for første gang siden, ja, siden... Vel egentlig siden altid.

Eller hvis ret skal være ret, siden den allerførste spejderlejr, hvor hun den sidste aften var kommet med i sketchgruppen.

Ja, jeg ved godt det er ikke er nogen stor og sagnsomspunden scene at have sin debut på.

Men tilgengæld er jeg overbevist om, at jeg ikke er den eneste, der mærkede teatersuset første gang tæt på et lejrbål.

Olivia forsøger at hore efter hvad der yderligere skulle ske i emneugen, men hendes tanker, eller måske snarere dagdrømme bliver ved med at vende tilbage til følelsen af, at komme hjem.

"I skal vælge tre værksteder, og så bare håbe I får jeres første prioritet.

STOOOPP.. Kunne det være sandt?

Er drømmen allerede tøriagt.

Olivia var ikke just forvænt med at få sin vilje eller få sine ønsker opfyldt.

Hun havde så afgjort mere end en gang lagt øre til en sang fra de varme lande om, at hun var så fornuftig og jo sikkert godt selv kunne se, at det var bedre for alles trivsel, hvis nogen af drengene fik deres vilje.

Men denne dag midt i første halvdel af 8. klasse skal det gå anderledes.

Om hun så skal snyde.

Ikke at hun sidder, og ved hvordan hun kan eller vil snyde, men hun ved med alt godt hun kender som vidne, at hun ml være med til at lave teater.

Det eneste hun i farten kan finde på, da valgsedlerne lidt senere går rundt, skal udfyldes og afleveres igen, er at vælge revyen som både første, andet, og tredje ønske.

Da Tanja i slutningen af timen får øje på Olivias seddel, læser hun den to gange og mens de som sædvanlig er ved at pakke sammen, kigger hun ned på hende.

Olivia kigger tilbage og med en hidtil ukendt fasthed i både øjne og stemme siger hun.

Fordi, det er bare det, jeg vil

"Jamen, så må vi jo håbe, at der er plads til dig på holdet-

Tanja forsøger at skjule sin overraskelse over den nye og synligt dedikerede udgave af den ellers lidt stille pige.

Ja, det var sådan det startede.

Som en fornemmelse i maven og en tanke i hjernen, derfor måske første gang fulgtes ad.

Jeg kom, havde nœr sagt naturligvis, med i revygruppen.

Det at få sit ønske opfyldt, var naturligvis i sig selv, en god oplevelse.

Ugen i gruppen var det så afgjort ikke.

Der var altfor mange useriøse drenge og devæsrre tog de useriøse drenge sig selv og deres useriøsitet meget seriøst.

Arbejdet, eller hvis det ikke er for stort et ord, blev altfor meget på deres premisser.

Var det Olivia, du hed?

Olivia må endnu engang tælle til tre inden hun kan svare, og svare uden at lyde alt for sarkastisk.

Ja

Læreren, der selv hed Niels og som havde været skolens selvudnævnte Teaterorakel i henved en menneskealder har på samme tid svært ved at styre drengene og acceptere at alle gode ideer faktisk kommer fra Olivia, og lidt fra veninden Marie, der efter Olivia var kommet i revygruppen, havde tigget, surmulet og charmeret sig til at ende samme sted.

Ok Olivia, hvad er det så, du vil sige?

Niels kan måske efterhånden mærke, at han er nødt til at tage pigerne alvorligt, hvis der skulle være en forestilling klar om tre dage.

Jeg synes, vi skal prove at lave noget, som ikke bare er sjovt.

Drengene begynder det forventede Buuh.

Olivia bliver lidt usikker.

"Men selvfølgelig kan det også godt laves på en sjov måde"

Tilføjelsen irriterer i samme sekund hende selv, men nu var det sagt.

Hun kigger ned i sine noter.

"F.eks. finde en lang række facts om havets tilstand, og så lave en eller anden visuel opstilling, enten oppe på scenen eller endnu bedre, måske rundt i hele lokalet-Olivia bliver nødt til at indhente sine egne tanker, der allerede havde hele billedet klart til hendes mund. Hun holder en en kort pause, men for ikke ikke at miste de andres opmærksomhed, rejser hun sig op, hun står lidt og kigger ud på det ældgamle egetræ midt i skolegården.

Vi kunne finde nogle tal fra for hundrede år siden, og de samme tal fra i dag

Niels nikker, nu kun halvt fraværende, måske har den bette tos alligevel fat i noget der.

Så kunne der stå nogen både oppe på scenen og nogen rundt nede i salen

Olivia kigger overrasket på ham.

Ja, det er jo det jeg selv sagde lige før

Hendes blik leder videre i lokalet, for at få øjenkontakt Marie.

Og så kunne det komme til en eller anden form for skænderi, om alt var bedre for hundrede år siden

Marie havde fanget idéen.

Altså i din ungdom, Niels

Jeppe kan ikke dy sig.

Niels forsøger at grine med.

Han havde altid vægtet sin selvironi højt.

Men hvem fanden gider hore på sådan noget fucking lort

Jeppe vender sig om mod sine tilhørere."

Hvorfor skal vi også nøjes med at skændes, når der er plads til slås?"

Niels tager luft ind.

"Jeppe.. Det du der lukker op for er faktisk en god ide. Det hedder med et fagudtryk Stagefight. Det vigtigste, når man kæmper på scenen er jo selvsagt, at ingen kommer til skade..."

Hvorfor fanden skal vi så slås?

Olivia kan ikke modstå refleksen, og kommer til at vende øjne af den kommentar.

Heldigt for hende ser Jeppe det ikke.

Hele teatrets sjæl er fyldt med laden-som-om

Niels tager atter sin lidt for bedrevidende stemme på. Olivia sidder og kigger på et udstoppet egern i et aflåst skab.

Hun er godt tilfreds med at hun har fået sat noget igang, men forstår samtidig ikke hvorfor den gamle nar ikke får samme behandling som de stakkels dyr Han er da lige så antikvarisk at høre på.

Teater er da aldrig en dyt laden som om.

Teater er den ægte vare, den kunstform, der udstiller sin udover mest ren og personlig i al sin jagt på den egentlige relation og det genuint menneskelige...

Ok - indrømmet måske tillægger jeg mit yngre selv lidt for mange og lidt komplekse teatertanker der.

Men sandt er det ihvertfald, at jeg synes Mels var en nar.

Sød og rar - bevares. Men uden den store forstand på teater. Og for nu at gøre en lang historie kort. Vi fik lavet en revy ikke nogen stor revy. Men jeg oplevede for første gang det himmelske brus af stilhed.

Kapitel 3 - Anden G.

Jeg har læst et sted, at Shakespeares stykker slet ikke er skrevet af Shakespeare.. Er det sandt?

Mark kan faktisk ikke huske, om han har læst det selv eller hvor det kommer fra.

Ingolf peger på sin helt specielle måde direkte ned på Mark med bagenden af sin personlige stolthed - Den Grå Kridtholder.

Måske

Måske???

Mark bliver åbenlyst opmuntret af Ingolfs egen Shakespeare begejstring.

Ingolf går tilbage mod sin ende af lokalet og halvvejs læner sig op ad og halvvejs sætter sig på katederet.

Yes maybe. Could we do this in english, please

Hold nu op Ingoboy. Fortæl

Mark er lidt for optaget af emnet til at ville lade sig stoppe.

Så snakker vi engelsk i morgen

Ingolf kigger på ham, nikker et par gange, lægger langsomt kridtet ned ved siden af sig.

Ja ja..Lad gå.. For Shakespeares skyld

Rundt regnet fire femtedele af klassen slår pr. automatik over på den åndelige autopilot.

De ved kun alt for godt, at Mark var og er bidt af en gal teaterhest, ligesom de ved, at hvis både han og i dette tilfælde Ingolf absolut vil snakke udenom som nu, så kan det ikke betale sig at sige noget, men istedet blot læne sig tilbage og glæde sig over en de facto fritime.

Har han eller har han ikke selv skrevet lortet?

"Lige et øjeblik, unge mand. Hvis det kunne affærdiges som lortet, så vil der slet ikke være et spørgsmål om, hvorvidt han havde skrevet det eller ej. Så ville det ganske enkelt kun stå et sted. Nemlig i glemmebogen. Men fordi Shakespeares værker er uomgængelige søjler i vores civilisationsudvikling, så er der til stadighed mennesker, der har svært ved at tro på eller måske rettere acceptere, at en mand med så lidt klassisk dannelse og ikke mindst uddannelse, kunne skrive så dybt og vidende om mennesker og vores relationer til hinanden."

" Mark læner sig frem over bordet.

Men hvem har så?

Ingolf rejser sig og går med lidt besvær om til tavlen.

"Det er der flere bud på. En jarl, der havde sin gang ved hoffet og derfor ikke måtte give sig af med folkelig underholdning. En kvinde, der ikke kunne lægge navn til, alene fordi hun var en kvinde.

Vedholdende og efterhånden meget dokumenterede rygter siger Francis Bacon. En kort periode var det fremme, at det hele var Persisk, Sheik Speare"

Sikkert af gammel underviservane skriver han på tavlen navnene med sin ulæselige skrift, mens han siger dem.

Kæft, det er langt ude

Olivia er en del af den meget lille femtedel, der horer efter.

Hvorfor er det så vigtigt? Jeg mener, værkerne er vel de samme, uanset hvem der har skrevet dem.

" Ingolf går med øjnene fastnaglet til en fuglerede ude i birketræet ned mod hende.

Set fra et teatersynspunkt kan man sagtens sige, at du har ret.

Er der da andre synspunkter end teatrets, når vi taler Shakespeare?

" Mark kigger over på Olivia.

Lad nu manden tale ud

Det er der sikkert ikke for sådan nogle unge brushoveder, som jer to

Ingolf havde muligvis ubevidst accepteret, at resten af klassen er stået af.

Men for en anglofil akademiker som jeg selv med sandhed og retfærdighed i accendanten, er det nu ikke helt ligegyldigt, at håndhæve princippet om at hædre den som hædres bør.

Selvom han er død?

Ja, også selvom han er død

Mark bryder sig afgjort ikke om, at Olivia nu har fået lærerens opmærksomhed og forsøger et come back. Ingolf. Hvad er egentlig Shakespeares bedste værk?

Det kan han da ikke svare på. Det handler jo om smag og behag

Du har igen delvist ret Olivia

Ingolf øjner, som Mark havde luret, muligheden for at komme med sin egen vurdering af mesterens værk. "Det afhænger naturligvis til dels af, hvad den enkelte finder behag i. Men på den anden side, er der heller ingen tvivl om, at Romeo & Julie, Macbeth, Hamlet, Otello og King Lear hver for sig og bestemt ikke mindre tilsammen giver et større indblik i menneskelivets kringelkroge end eksempelvis Stor ståhej for Ingenting, Much ado about Nothing eller As you like it på dansk kendt som Som man Behager med undertitlen Livet i skoven."

Mark kan nu være med igen.

Vil det sige, at jo kortere titel, jo større tyngde

Ingolf skulle lige til at svare, men Olivia afbrød allerede, da han tog luft ind.

Den der Stor ståhej.. Kender vi det?

Det vil jeg da så sandelig håbe unge dame. Det står på din pensumliste til sommer

Klokken fulgte op på Olivias afbrydelse, større og mere definitiv målestok.

Hele vejen ned i kantinen fortsatte Mark og jeg Shakespeare snakken. Ikke at vi kunne sige noget specielt kvalificeret, men vi var og er nu igen blevet, gode til at være uenige. Og da Mark, i sin lettere indskrœnkethed var blevet lidt hooked på forholdet mellem titlernes længde og stykkernes dybde, holdt han fast i at Tragedierne måtte være de bedste. Jeg var så, mere skubbet af den livsnødvendige uenighed end af egentlig indsigt på området, nødt til at mene, at man kunne hente ligeså meget livsvisdom ud af en Komedie.

Kapitel 4 - Første Forsøg

Olivia står længe, og bare kigger op på den dør hun nu efter et pænt stykke tid netop var blevet enig med sig selv om, at hun skal, og ikke bare skal, men SKAL ind af.

Hvordan kan noget, der ligger så rigtigt inde i hovedet, komme til at se så forkert ud, når tankerne går på langfart og man uforvarende kommer til at se på sig selv udefra.

Olivia er, og har været det længe, fuldt ud besluttet på, at hun vil være skuespiller.

Ja, hun havde været det lige siden den famøse dag i skolen 8 år tidligere.

Nu står hun så ved det, der kan blive indgangen til drømmeland og fortryder big time.

Er det nervøsitet?

Ja, det er det også, men det er også noget andet og måske endda større end bare tynd mave og manglende selvtillid.

Mente hun det alligevel ikke nok.

Hun prøver at gribe fat i og om sig selv. Hvordan er det nu?

Man skal kun lave teater, hvis man ikke kan lade være.

Lige nu har hun al mulig lyst til, og (i sin egen argumentation) grund til at lade være.

Kom nu ben. Op af trappen

Hvis de ikke vil føle, så må de jo høre.

Hånd, dit eneste mål i øjeblikket er det lille og fuldstændigt uskadelige håndtag, der sidder lige deroppe på den lige så ligegyldige som afgørende dør

Hej Olivia... Går du også op i år.

Marks velkendte stemme forstyrrer den, måske ikke udelukkende, indre monolog.

Ham har hun ikke set siden de glade studenterdage på ladet af en lastbil med en øl i hånden og en allerede knap så nye hue omvendt på.

Trods afstanden i tid får hans stemme alligevel Olivias skuldre til falde ned på plads.

Ja, nu skal det være.

Jeg vil sgu ikke sige, at jeg er overrasket. Og så måske lidt alligevel.

Mark kigger direkte på hende.

"Troede faktisk ikke, du havde det i