Hvis bare jeg ku': Nogle gange er dit eget hoved det værste sted du kan være

By Stephanie Riis

Hvis bare jeg ku handler om teenagepigen, Amanda, som har oplevet svigt fra en af hendes nærmeste. Som reaktion har hun lukket af for omverdenen, altså lige på nær hendes eneste veninde Cali. Amanda har opsat facader for at beskytte sig selv, men inde under facaderne lever hun med en ulmende angst for at blive svigtet igen. Hun lever og brænder for gymnastikken, men fordi hun er bange for at få falske og svigtende venskaber, har hun holdt det hemmeligt for hele hendes klasse. Men på lejrturen ramler det hele sammen for hende. Hendes facader bliver nedbrudt, nye venskaber opstår, men angsten tager til. Hvordan skal hun overleve 10. klasse når det også begynder at ramle derhjemme?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 6, 2021
• ISBN: 9788743065494

Stephanie Riis

Jeg er en 19 årig forfatter, med ønsket om at skrive og udgive bøger siden jeg gik i 3.klasse. Min drøm og passion er at skrive om emner og plots jeg selv ønskede var på boghylden da jeg var i starten af teenage årene. Tidligere titler af Stephanie Riis: Ungdomsromenen, - Hvis bare jeg ku'

Book preview

Amanda.

Kapitel 1

Jeg ligger i min sorte byg-selv seng fra Ikea, og venter på at mit vækkeur ringer. Så ved jeg, at jeg virkelig er nødt til at stå op, for at nå i skole til tiden. Jeg magter virkelig ikke skole, og jeg magter virkelig ikke Frøken Andersens historie pladder. Hvem kalder sig selv for frøken i det 20 århundrede?? Én dag til at vi ska på den røvsyge lejrtur, en hel dag. Gad vide om jeg kan spille pjækkesyg? Og slippe for forberedelsen i skolen i dag og på den måde blive væk, hvem vil da ha’ en syg elev med i en tætpakket lejrskole??

Jeg hader Alt ved skolen. Især historie, der findes ikke et fag der er mere kedeligt end det. Måske et fag, - trivsel- vores klasselærer elsker at få os skubbet sammen og tror at vi alle kan blive bedste venner, selvom vi har gået i den samme klasse i et år. Det er blandt andet også derfor vi skal på lejrtur, suk. Men jeg ved bedre, det er som om de slet ikke ved at uanset hvad man gør, vil der altid være et hierarki. Vi har altid været opdelt i grupper, de seje drenge, og de seje piger som de jo selv tror de er. Jeg mener hvem tror de at de er seje, bare fordi de køber tøj de dyre steder, bruger kilovis af make-up og snakker om drenge. Så er der nørderne, men de er ikke så slemme, lærens kæledækker som er røv irriterende, og så min lille gruppe, som jeg kalder de ´´Normale.´´ Men jeg tror at de andre vil kalde os de specielle. Whatever hvad rager det mig om hvad de mener, hvis det stod til mig var jeg droppet ud af skolen og blevet kassedame i Netto. Meeen min mor er ikke helt så glad for den ide, så det må vente til et andet liv.

Lige nu er mit liv noget møg, Daniel, klassens lækreste dreng , pff, altså selvfølgelig ifølge de seje piger er begyndt at kigge mærkeligt på mig, jeg klager overhovedet ikke, jeg er også et smukt syn, hvis altså jeg selv sku sige det. Men det er stadig lidt mærkeligt at efter et helt år at han så begynder at kigge ekstra meget, #stalker! Han er da også lidt sød, hvis jeg selv sku sige det, men det er nu stadig lidt underligt, jeg smiler lidt for mig selv.

Cali skal snart på udveksling, min bedste veninde forlader mig, hvor fedt er det lige, og så lige inden en modbydelig lejrtur. Og så kommer hun først tilbage igen i slutningen af året, for at tage 10 klasses afgangseksamen, hvad skal jeg lave i al den tid? Jeg er skam glad på hendes vegne, men hun kunne da godt have taget mig med!

Mit liv er noget rod, min far er ikke længere inde i billedet, han er i Europa på forretningsrejse på ubestemt tid, som mor kalder det. Han har sikkert efterladt os for en eller anden fransk chic. Engang var det far og jeg mod verden, han var mit forbillede, og han forlod mig. Men jeg er da også ligeglad, han kan passe sit hul af et liv derovre. Også selvom jeg ikke vil indrømme det, har det sat sine præg..

Mor er tit et smut på hospitalet, jeg ved egentlig ikke hvorfor, men er i bund og grund også ligeglad. Det er ikke noget vi taler højt om, så hvis ik’ det er noget alvorligt, har jeg heller ikke grund til at vide at hun fejler noget. Jeg har andet jeg skal tage mig af, såsom hvordan jeg overlever resten af 10. klasse!

Jeg går heller ikke til elitespring mere, det er Alt for risikabelt. Jeg vil helst ikke have at nogen ved at jeg går til det, fordi Madelene, som man kan kalde dronningen af klassen, godt kan lide spring gymnastik hun går selv til det på det øvede niveau og er den bedste i klassen. Og jeg vil ikke ende som Madelenes bedste fake-veninde. Det er sådan en reel ting i klassen, fordi vi går i sportsklassen, alle er gode til en eller anden sportsgren, hvor spring så er toppen af poppen, gaaab... Så snart bliver jeg ensomme og ´´specielle´´ mig, som blev nødt til at droppe det eneste der giver mening i mit super fede liv. Damn jeg glæder mig til at komme i gang med spring igen, når jeg kommer ud af det her hul af en klasse.

Brom… Brom… jeg famler rundt efter det forbistrede vækkeur, og efter utallige mislykkede forsøg slukker den midt i et brom. Jeg slår armene ud og udstøder et dybt suk. Mine øjne er sløret som når man lige er blevet født og skal vende sig til de nye omgivelser. Jeg magter virkelig ikke at stå op, Moar! duften af nybagte boller nåede mine næseboer, jeg rynker lidt på næsen. Måske er det alligevel en dårlig ide at spille pjækkesyg. Hvad er der skat? min mave knurrer, jeg holder min hånd på den og tysser stille for at dæmpe den høje knurrende lyd. Jeg ved mor ikke vil lade mig spise andet end yoghurt når vi er syge, hun overholder det aldrig selv. Men af en eller anden grund må jeg ikke slippe, så jeg bliver simpelthen bare nødt til at overleve forberedelserne.

Jeg smider min sorte bomulds dyne væk, og tager mine sorte sutsko på. Jeg tøffer langsomt ned i køkkenet hvor min mor står med den bradepande nybagte boller som fik mig til at droppe pjækkesygen, jeg himler med øjnene, forbistrede boller. Min mund står snart i vand hvis jeg ikke får fat i en af disse boller, og de har bare at være gode nu hvor jeg dropper pjæksygedagen for dem. Mor opdager at jeg står og glor på bollerne og tilbyder mig en, jeg takker hende og finder min højtelskede Nutella frem. Brune dejlige kalorier som er på vej ned i min knurende mave for at mætte den. Mor begynder at hoste kraftigt og må forlade bordet, hun er sikkert bare ved at blive forkølet? Jeg ruller med øjnene, det er også lige meget, jeg tager en stor bid og nyder kalorierne.

Kapitel 2

Klokken lidt i 08:00, smider jeg mine høretelefoner i skoletasken og går ud i vores lille entre, hvor alt vasketøjet ligger i små bunker. Det meste er sort. Jeg binder mine sorte sneaks, tager min cykelhjelm og cykelnøgler og går ud af døren Ses moar! jeg går hen til min cykel inde i garagen, ligger min cykelhjelm bagerst i garagen, så mor ikke ser den, hvis hun nu skulle få den tåbelige tanke om at gøre vores bil ren, for 5 gang i denne her uge. Hun er nemlig på deltid så hun kan passe huset og sine hobbys. Selvom far er et røvhul, giver han stadig mor og jeg penge så vi kan fungere i hverdagen, what a life-saver. Jeg ruller med øjnene og sætter mig op på cyklen, som faktisk ikke er sort, men en eller anden sart lyserød. Cali syntes vi skulle have en cykel magen til hinanden, og så valgte hun hendes yndlings farve lyserød. Jeg kunne ikke få hende til at skifte mening, den stod godt til hendes øjne som hun sagde. Så nu kører jeg på en lyserød damecykel i stedet for en sort mountainbike. Livet er fuld af overraskelser, det er en af grundende til at jeg elsker Cali overalt på jorden, vi er så forskellig ang. smag og stil, men vores personlighed passer spot on, det er så ærgerligt at jeg først ser hende om 6 måneder.

Jeg cykler ud af indkørslen, i mine sorte shorts, blonde top, og cowboyjakken om hoften. En stribe sol rammer min hud og får min blege vampyrhud som står i stærk kontrast til mit outfit og for mig til at lyse så jeg ligner et eller andet spøgelse. Jeg kører forbi naboens hus og ser deres 3-årig dreng lege ude i sandkassen, han forsøger at fange en sommerfugl. Træernes gullige blade rasler i den lette brise, som der nu kommer hist og her i det sjældne danske efterårsvejr, hurraa for global opvarmning. Jeg cykler videre hen af den lille villavej vi bor på. Folk går ude og ordner i deres haver, inden de ska på arbejde, mens børn leger inden de skal i børnehave. Jeg drejer mod højre ind på en lille markvej, som fører hen til Calis hus. Vejen er meget ujævn så jeg kører ikke særlig hurtig, jeg kigger rundt som jeg altid gør, og det er stadig lige smuk som det plejer, træerne gemmer på fuglereder og buskene bærer sæsonens sidste bær. Som folk plukker til tærter og marmelade. Som barn plukkede vi altid spandfulde af blåbær, hindbær og jordbær, som vi solgte til naboerne og de bær der ikke blev solgt blev spist. Vi havde altid vildt ondt i maven efter sådan en dag. Jeg opdagede slet ikke at jeg holdt stille på vejen. Om morgenen når solen lyser fra den perfekte vinkel, ser det helt idyllisk ud. Hvis ik jeg vidste at vi allerede var liiidt sent på den, ville jeg sætte mig ned i græsset, og nyde fuglene kvidre og lade minderne skylle ind imens larmen fra børn og forældre der er på vej på arbejde lyder i det fjerne.

Calis hus er lille og hyggeligt, det er hvidt, og har et snoet mønster nederst i guld, som skal forstille livets gang. Calis familie er meget speciel, hendes mor er meget religiøs, ikke som alle andre, hun tror på at et liv efter døden, engle og djævle. Cali har slået skodderne fra så man kan se ind til hendes lyserøde værelse, lidt ligesom man havde da man var lille og drømte om at blive prinsesse og leve et sødt og lyserødt liv. Men sådan er livet ikke, det er sort, i hvert fald mit liv, det kan højest blive lidt mere gråligt når jeg er færdig med skole…

Cali kommer løbene ud af hoveddøren med sin lyserøde Day-taske hængende fra sin højre skulder, Cali har nogle lyserøde blonde shorts og en hvid top på, typisk Cali men hun er også den eneste i hele verden der kan se så godt ud i lyserød i en alder af 16. Hun henter sin cykel, som jo er magen til min, og vi cykler sammen ned til det fængsel, voksne kalder skole.

Vi låser vores cykler i fængselsgården og går ind i klassen. Daniel og hans populære gruppe kigger over mod os, Daniel nikker en hilsen hen mod mig og jeg rækker ham fingeren som svar, han ska ik tro jeg hopper på den, niks du, jeg foretrækker den normale hverdag hvor det bare er Cali og jeg imod verden. Men inderst inde rødmer jeg, han gør et eller andet ved mig, og jeg kan ik li det. Vi går bagerst i klassen og sætter os ned Amanda hvad skulle det til for? hun kigger spørgende på mig, jeg sukker Han har været så irriterende overfor os og andre hele sidste år, hvorfor skulle han så ikke også være det i dag? Cali fik en rynke mellem hendes øjenbryn, det får hun altid når hun tænker, det er faktisk ret nuttet. Okay det giver vel mening. klokken ringer ind til første times forberedelse. Mary som er vores klasse-og dansk lærer kommer ind af døren med sin taske og et papir i hånden. folk begynder at småsnakke, men Mary tysser på dem Det jeg har her, er jeres nye makre, som i får i dag og skal ha de næste mange måneder. Madelene afbryder hende med et råb hvad! Mary svarer vredt Madelene! I skal have nye makkere om i vil have dem eller ej. Madelene læner sig mopset tilbage, lægger armene over kors og sender Mary sit største dræberblik. Endnu en ting der giver min hverdag et ekstra pust af glæde er når Madelene ikke får sin vilje, nøj man du sku virkelig se hendes fjæs, det ligner en blanding mellem et forsøg på at være en vred, men samtidig ligne en nuttet hundehvalp, det ligner nærmere til en sur vaskebjørn og jeg må holde et fnis inde.

Okay alle sammen, vi har en masse at nå. Mary begynder at opremse navnene som skal sidde ved hver bord. Da hun når til Cali, mærker jeg et sug i maven der står kun 6 tilbage. jeg står fuldstændig i mine egne tanker, og som ren refleks gå jeg hen mod Cali men jeg må have hørt forkert for Lucas sætter sig ned ved siden af Cali. Madelene og de andre piger fniser, jeg mærker en rødmen bevæge sig op til mit ligblege ansigt. Amanda og Daniel i skal sidde her. Daniel smiler sit prins charming smil til mig og jeg stirrer ondt tilbage. Nej hvor jeg ikke magter ham lige nu, hvordan skal jeg klare mig igennem det her? Mig der konstant rødmer over dumme Daniel. Jeg sætter mig ned bag Cali med et bump, og tager mine sko op på bordet for at være ubehøvlet. Livet