Kintsugi: Ødelagt glas er også kunst

By Shilan Almasi

"Jeg åbner øjnene og kigger op i loftet.
Jeg kan mærke en smerte og en voksende sorg indefra, som piner mig og min samvittighed.
Jeg er et knust glas, jeg er i små stykker, jeg pines af en smerte jeg aldrig har oplevet før, jeg er så knust og jeg vil væk herfra.
Jeg er bundet fast til mine egne valg.
Det er mig, som er skyld i, at jeg er her og jeg er skyld i, at mit glas er knust.
Jeg er gået i stykker. Alle skorperne river i mig og jeg har ingen udvej.
Jeg er fanget i en andens krop."

I bogen "Kintsugi" følger man sekstenårig Sara som, desperat prøver at finde sin plads i samfundet.
Fristelserne er mange, for en ung pige som bor i et moderne land som Danmark.
Sara føler sig fremmed og gør en masse desperate ting, for at blive accepteret og føle sig en del af et fælleskab.
Hun lever livet som en forvirret teenagepige, som gerne vil opnå anerkendelse og bekræftelse fra omverdenen.
Selv om hun prøver sit bedste, for at gøre andre omkring hende glade, ender hun altid med at blive overset og ked af det selv.
Sara ender med at lave om på sig selv, hvilket fører til store konsekvenser for hendes fremtidige liv.
Følg Saras udvikling, og find ud af hvem hun i virkeligheden er til sidst ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 29, 2015
• ISBN: 9788771706758

Book preview

kunst

Kapitel 1 - Er det min skyld?

Er det min skyld eller er det samfundets skyld? Selvfølgelig er det samfundets skyld! Hvorfor skal det være så hårdt at være ung? Hvorfor skal man ryge smøger og gå i moderne tøj for at blive betragtet som den seje pige?

Hvorfor kan jeg ikke bare være mig selv og blive accepteret som den person, jeg i virkeligheden er? Hvorfor er jeg så træt af at gå i skole? Det kan kun være samfundets skyld!

Eller vent lidt, samfundet siger da ikke, at man skal ryge smøger, bruge formuer på tøj og pjække fra skolen. Jamen hvis skyld er det så?

Er det mine forældres skyld? Eller er det presset hjemmefra der gør, man ikke kan betragte sit hjem som et hvilested for sjælen eller en flugtvej for alle sine problemer. Er det mine forældres skyld, at man roder sig ud i problemer og prøver at søge råd fra folk, man tror er ens rigtige venner? Hvorfor kan min mor ikke bare være åben overfor mig og lade mig tale med hende om, hvad der i virkeligheden sker på skolen.

Min mor plejede at fortælle mig, at en skole i hendes tid var et sted, som man kom til for at lære om, hvordan man kunne blive bedre rustet til at klare fremtidens krav og udfordringer. Hvis man var skolepige dengang, skulle make-uppen, neglelakken og ens eget tøj blive derhjemme. De gik kun med skoleuniformer og kunne derfor ikke skille sig ud fra de andre i klassen.

Det handlede ikke om, hvem der havde det flotteste og dyreste tøj og hvem der kunne finde ud af at bruge sine make-up børster bedst. Det handlede om at komme i skole med den eneste ting som hjernen og ikke sådan som vi kender skolen i dag.

Jeg kommer fra en fattig familie. Min far forlod os, da jeg var i en alder af ti år. Jeg er faktisk glad for, at han ikke bor hos os mere. Han plejede altid at skabe problemer herhjemme og få min mor til at græde og skrige om hjælp. Ti år af mit liv har jeg tilbragt sådan. Jeg kan sommetider høre min mors skrig, fordi det bare har klistret sig fast i mit hoved i så mange år. Min mor har virkelig haft en hård kamp med min far. Hun har altid drømt om at forlade ham, men har aldrig haft muligheden for det. Min mor mener, at i vores kultur ses der negativt på skilsmisse. Min mor siger, det er bedre at kæmpe og ofre sig for sine børn, sådan så børnene ikke havner et forkert sted i fremtiden og dermed ikke føler sig flove over skilsmisseforældre.

Min mor skulle bare vide, at jeg altid har håbet på at se min far ude af hjemmet, sådan så min mor kunne få fred og jeg kunne lave mine lektier uden støj og larm.

Men igen, hvis bare jeg havde et tættere forhold til min mor og hun gad åbne sig lidt op for mig, ville hun opdage at jeg ville støtte hende i, at hun tog valget med hensyn til at forlade min far.

Efter mine forældre blev skilt, begyndte min mor at arbejde som skrædder. Når jeg tænker over det, kunne min mor da bare være blevet hjemme fra skole i sin tid, hun har jo ikke brugt sin uddannelse til noget i dag. Min mor havde læst som advokat og hendes familie havde brugt mange penge på hendes uddannelse. Hendes familie havde håb i hende og ønskede hun skulle redde familien ud af fattigdom. Mine rige onkler fra andre steder i Mellemøsten lånte altid min mormor penge, sådan så min mor kunne få sin drøm opfyldt. Det er bare så trist, at når hun endelig kommer til Danmark, så kan hun ikke udnytte sine arbejdsmuligheder med hensyn til job som advokat. Det er faktisk ret ærgerligt at tænke over, hvad hun kunne have opnået med hendes uddannelse fra hendes hjemland.

Min mor var nødt til at skubbe hendes uddannelse til side og efterlade den i Mellemøsten, fordi hun ikke havde mulighed for at lære det danske sprog i Danmark. Min far var en meget kulturel person og mente ikke, at kvinder skulle uddanne sig. Min mor blev derfor nødt til at tilbringe hele sit liv hjemme som husmor og nedlægge sin drøm som advokat. Når jeg tænker over det, overvejer jeg også at droppe skolen. Jeg gider da ikke at ende som min mor og spilde så meget tid på noget, jeg ikke kommer til at bruge alligevel.

Jeg sidder på mit værelse og tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har så mange at give skylden til. Jeg har været inde på mit værelse i en hel uge og det eneste jeg har lavet, er at sidde foran spejlet og prøvet at finde nye make-up metoder til at fremhæve mine kindben med. Jeg har aldrig været typen, der hjalp til derhjemme. Jeg kan dårligt nok finde ud af at folde mit tøj rigtigt sammen.

Da min far forlod os, stoppede min mor nærmest stillingen som husmor. Vores lejlighed er ikke særlig pæn mere og jeg smider med vilje altid mit tøj til vask, sådan så jeg får det foldet tilbage og dermed slipper for selv at folde det.

Jeg har ingen søskende og er derfor enebarn. Min mor valgte ikke at få flere børn med min far, da hun mente at forholdene ikke var egnet til flere børn. At jeg er vokset op uden søskende, har gjort, at jeg altid har knyttet mig ekstra godt fast til de veninder, jeg har haft gennem årene. Min far har aldrig givet mig opmærksomhed og