Aplastisk Anæmi: En solstråle historie

By Nadia Nielsen

I "Aplastisk Anæmi – En solstråle historie" får du lov at følge mig, på min rejse igennem sygdommen Aplastisk Anæmi og behandlingen for selv samme. Bogen er fyldt med alle tanker, følelser, og faktiske trin i behandlingen som jeg måtte igennem. Det er min historie uden omsvøb, og kan derfor være hård læsning, men forhåbentlig en trøst og "en ven i nøden" til dig der skal ud på samme rejse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 21, 2015
• ISBN: 9788771454710

Nadia Nielsen

Nadia er en ung kvinde på 22 år. Hun bor i en lille by, sammen med sin kommende mand og deres datter på 2 år. Nadia er en ny forfatter, som har valgt at debutere med bogen ”Aplastisk Anæmi – En solstråle historie”. Nadia har skrevet bogen, fordi hun i marts 2014 fik stillet diagnosen Aplastisk Anæmi.

Book preview

fornøjelse

Kap.1: Begyndelsen

D.6 marts 2014 gik jeg til lægen. Jeg havde gået med en frygtelig hovedpine de sidste 3 uger, og hovedpinepiller hjalp på ingen måde. Jeg kom ind til reservelægen, og hun var grundig. Hun spurgte hvad jeg ellers havde af symptomer. Til det svarede jeg at jeg døjede med hovedpine, og at jeg havde fået nogle mærkelige pletter på min hud. Det lignede mest af alt sugemærker, som det da også var blevet forvekslet med, af folk der havde set dem. Efter noget tid siger lægen, at jeg skal have taget en blodprøve. Den skulle hurtigt vise at noget var helt galt. Med en blodprocent på kun 4.2, måtte jeg på Randers sygehus. Jeg fik beskeden at jeg nok skulle have noget blod. Jeg tog det meget roligt, og tænkte at hvad det end var, blev det nok hurtigt fikset.

På Randers fik jeg igen taget blodprøver, og blodprocenten var nu på 3.9. Noget var galt. Der gik ikke længe før jeg fik lagt drop, og den første pose blod var sat i gang. Jeg tænkte stadig ikke meget over situationen, men glædede mig bare til at komme hjem. Nu fik jeg af vide at mine blodplader også var helt i bund, og at jeg skulle have en pose af dem, og yderligere en pose blod. Så det fik jeg. Jeg kunne mærke at blodprocenten steg. Mit ellers så blege ansigt fik pludselig farve, og jeg kunne mærke energien strømme igennem mig. Jeg fik besked om at jeg skulle blive natten over, og at der ville være mere klart svar i morgen. Det ramte mig hårdt, for jeg fejlede jo ikke noget. Jeg var jo bare gået til lægen med hovedpine. Det hele var gået så stærkt.

Om aftenen rammer chokket mig, og jeg bryder sammen i gråd. Jeg er helt uforstående over for situationen, og spørger sygeplejersken hvad de har mistanke om. Hun er ikke meget for at fortælle det, hun må jo egentlig ikke. Hun vælger grundet min iver efter svar, alligevel at fortælle det: leukæmi.

Dagen efter kom overlægen ind og snakkede med mig, og fortalte at de kunne konstatere B12 mangel hos mig. Han mente derfor at faste indsprøjtninger med B12, ville få mine tal til at stige igen. Jeg fik den første sprøjte, og fik lov at tage hjem.

Tirsdag d.11 marts ringer lægen til mig, jeg reagerer ikke på at få B12. Han siger at jeg skal have foretaget en knoglemarvsbiopsi, og at jeg vil blive indkaldt til dette. Han fortæller også at han gerne vil sende mig til Århus, så der kan blive taget bedre hånd om mig. Det siger jeg ja til.

Kap.2: Århus Universitetshospital

Fredag d.14 marts ankommer jeg til Århus. Jeg starter med at få en pose blodplader, hvilket er den 3. jeg får i mit forløb. Da de sidste dråber er løbet igennem, er jeg klar til knoglemarvsbiopsien. Jeg har læst om undersøgelsen på nettet, og fornemmer at det ikke burde være værre end en blodprøve. Jeg går derfor ind i rummet med et stort smil, og tænker at det her hurtigt og nemt er overstået. Åh hvor skulle det vise sig at jeg tog fejl. Jeg var desværre en af dem, hvor undersøgelsen er et rent smertehelvede. Jeg skulle have suget væske, og taget et stykke knoglemarv ud i hver hofteskål. Man havde valgt at lave den i begge sider, for at give det mest præcise svar.

Da undersøgelsen var overstået i første side, lader de det være op til mig, om jeg vil have taget den anden også (som anbefalet). Der lå jeg så, med våde kinder, smurt ind i den mascara der havde siddet på mine vipper, en krop der rystede ustyrligt af smerter, og skulle tage en vigtig beslutning: kunne jeg klare det én gang til? Jeg spurgte dem om nødvendigheden af, at prøven blev taget i begge sider. Til det svarede de at det ikke var nødvendigt, men det ville bidrage til at give så præcist et svar som muligt. Og det ville jeg jo gerne have: et svar. Jeg indvilliger i at få taget prøve nummer 2, og må igen igennem enorme smerter.

Da prøven er overstået, kommer jeg ind på min stue, og så er det ellers bare at vente. Der ville være et foreløbigt svar, inden for en time. Endelig kommer overlægen ind. Hun er hurtig til at fortælle, hvad prøverne indtil videre peger på: Aplastisk Anæmi.

Da jeg havde frygtet Leukæmi, bliver jeg glad. Jeg smiler og tænker at alt nok skal gå. Men glæden er kort, for jeg får hurtigt tanken: Hvad er Aplastisk Anæmi? Jeg anede intet om sygdommen, og havde end ikke hørt navnet før. Det skulle Google hurtigt hjælpe mig med. Jeg fandt hurtigt de første informationer, men der var ét ord der gik igen. Ét ord der rystede min grundvold: Livstruende.

Ifølge min gode ven Google, er Aplastisk Anæmi dødelig, hvis den ikke bliver behandlet. Det er vidst noget enhver ville have svært ved at sluge.

Frygt

Der skulle gå 14 dage, før jeg fik den endelige diagnose ud fra knoglemarvsbiopsien. 14 dage der føltes som en evighed. Jeg begyndte at få angst. Angst for at dø. Jeg havde specielt svært ved at falde i søvn