Kampen for livet

By Ingelise Hansen

Dagbog om vores søns kamp tilbage til livet efter en knallertulykke.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 28, 2016
• ISBN: 9788771709827

Ingelise Hansen

Jeg hedder Ingelise Hansen og er 46 år, er gift med Poul Hansen og sammen har vi 4 dejlige drenge, uddannet salgsassistent men er pt. arbejdsløs. Har det sidste år arbejdet intens med at få færdiggjort dagbogen.

Book preview

også!!!!!!

OM AT VÆRE PÅRØRENDE

Det er chokerende når et menneske man holder af, får en alvorlig hjerneskade. Mange pårørende er både ulykkelige, usikre, bekymrede og ofte vrede på skæbnen. Det meningsfulde i det liv, man hidtil har levet, forsvinder for en tid, og efterlader en følelse af kaos og forvirring.

Ofte skal man vænne sig til en ny livssituation og også acceptere, at den hjerneskadede får varige mén i større eller mindre omfang. Mange pårørende føler sig også overbebyrdede: man bliver nødt til at påtage sig mange nye og ressourcekrævende opgaver – fx at følge neurorehabiliteringen, få hverdagen til at fungere, få økonomien til at hænge sammen og lignende.

Hele familien bliver ramt, når et menneske, man holder af, får en alvorlig hjerneskade. Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte familiemedlemmer reagere. Uanset hvordan man reagerer, har de fleste dog brug for støtte.

Hvis man har børn, er det vigtigt, at de bliver inddraget, informeret og får den støtte, de har brug for i forhold til deres alder. Det er en god ide at informere daginstitution, skole og lignende steder, hvor barnet/børnene kommer dagligt.

Som pårørende har man brug for at tale med nogen, også fordi man har mange spørgsmål. Det kan ofte være nødvendigt at spørge om de samme ting flere gange, før man rigtigt forstår dem, og det er vigtigt ikke at holde sig tilbage, men tværtimod spørge om alt det man er i tvivl om.

Patienten får det bedste udbytte, hvis han eller hun er tryg og kan mærke, at de nærmeste er til stede og bakker op om neurorehabiliteringen. Der er forskelligt, hvor meget man som pårørende har kræfter til at engagere sig og deltage i neurorehabiliteringenforløbet. Men det væsentlige er, at de pårørende er omkring patienten, engagerer sig og samarbejder.

De pårørende kender patienten fra før hjerneskaden og kan derfor være med til at give informationer, som er meget værdifulde for neurorehabiliteringen.

Det er ikke lige en plastiklomme med sådan et stykke papir, man har lyst til at sidde med i hånden og læse. Sækken med tøj og ejendele stod på gulvet foran os, vi sidder på Århus kommunehospital afdeling NIA. Med rystende hænder og tårer i øjnene åbner vi sækken. Traume 3894 bliver til Martin Hansen, vores ældste søn. Martin er på dette tidspunkt 17 år.

Denne fortælling vil være en blanding af vores oplevelser gennem forløbet, men den vil også indeholde udsnit fra lægejournaler og dagbøger fra Århus kommunehospital, Hammel Neurocenter og Høskoven (Trænings-, Bo- og aktivitetshus).

Vores fortælling vil være skrevet med denne skrift, udsnit fra lægejournalerne og dagbøger vil være skrevet med kursiv.

7/4 2007

Påskefrokost ved mine forældre om et par timer. Martin var endnu ikke dukket op, han havde været sammen med et par kammerater dagen før, og de skulle lige have et par øl ikke noget vildt. Havde lovet at komme tidligt hjem, glædede sig til at se familien. Vi tænkte, at han nok sov ved Marc, det havde han gjort før for ikke at vække os midt om natten. Vi ville gå ned til Marc, og få ham losset ud af sengen. Havde prøvet at ringe Martin op til flere gange, og var ved at blive godt sur på ham. Klokken nærmede sig 11.00.

Vi nåede dog ikke at gå til Marc, før Marc stod ved vores dør. Marc ville tale med Martin og have sin knallert, da han skulle bruge den. Forklarede Marc, at Martin ikke var kommet hjem. Vi troede, at han sov hos ham. Fik af Marc forklaret, at de var kørt til fest i Sabro engang i nat. Det måtte have været engang efter kl. 01.00, der havde Poul hørt Martin komme hjem for at rulle nogle smøger. Fik bekræftet, at det var rimeligt sent, de var kørt til Sabro. Marc og en anden kammerat var kørt hjem fra Sabro rimeligt hurtigt efter ankomsten til festen. Men Martin var blevet tilbage, da han ikke syntes han var færdig med at feste. Vores tanke var, at Martin nok lå og sov et sted i Sabro.

Marc skulle bruge sin knallert og Martin skulle med til påskefrokost. Der var jo ikke andet at gøre end Poul og Marc måtte sætte kurs mod Sabro i håbet om at finde Martin og Marc´s knallert. Knallerten fandt de i en grøft ved Rødkjærvej i Mundelstrup. Martin lå på operationsbordet på Århus kommunehospital, men det viste vi ikke på det tidspunkt.

Knallerten havde nogle få skrammer, kunne godt være, at den havde været nede og ligge. Det er en meget fattet Poul, som ringer hjem til mig, for at bede mig om at ringe til politiet for at høre om de havde været ude til en knallertulykke. Det måtte jeg så gøre.

Får vagthavende i tale, og får forklaret, at vi ikke kunne finde vores søn, og at hans far og kammerat havde fundet knallerten det pågældende sted. De havde været ude ved en knallertulykke, men det signalement som vagthavende ved politiet havde til mig var:

Ung mand, spinkel af bygning ca. 170cm høj og mørkt blondt hår

jeg måtte sande at det ikke lige var en beskrivelse af Martin for han var

Ung mand, kraftig af bygning, 187cm høj og kort blondt hår

Vagthavende forsatte dog med at sige, at deres signalement sagtens kunne være forkert. Da de var på stedet, lå den unge mand i fosterstilling med tæpper og diverse falckreddere omkring sig. Hun rådede os til at køre op på hospitalet for god ordens skyld. Det havde åbenbart været et ret voldsomt styrt, og lige pt. lå den unge mand på operationsbordet, og hans tilstand var meget kritisk.

Hvad tænker man lige i den situation?