Bardo: Der hvor regnbuen er

By Julie Ben Semmane

Da 38-årige Anne dør, træder hun ind i en helt ny dimension.

Hvor er hun? Hvorfor er hun der? Hvad skal hun gøre nu?

"Bardo - der hvor regnbuen er" er en roman af Julie Ben Semmane, hvor vi følger Anne igennem livet og døden til uendeligheden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 28, 2020
• ISBN: 9788743064473

Julie Ben Semmane

Julie Ben Semmane er uddannet sangerinde fra Det Jyske Musikkonservatorium. Da hun læste på sin kandidatuddannelse, dykkede hun ned i musik med tibetanske syngeskåle. Igennem research om syngeskålenes brug gennem tiderne stødte Julie på det tibetanske ord "bardo", som på dansk betyder mellem to. "Bardo" er også ifølge tibetansk buddhisme det sted, man kommer hen efter døden og inden genfødsel. Julie blev inspireret af de eventyrlige og udviklende muligheder, der kunne opstå sådan et sted, og fik idéen til historien. Hun startede med at skrive idéen som et teaterstykke med meditativ musik. Senere udviklede historien sig til denne roman.

Book preview

fornøjelse!

1

WOW! Jeg er på en blomstereng! Der er så mange farver! Jeg er bare farve! SE! Jeg kan bevæge mig igen! Jeg kan kaste med farverne! Og jeg kan trække vejret! Hallo?!! Jeg kan trække vejret! Jeg har ingen smerter! Min krop er helt sig selv igen! Hallo?! Jeg er OKAY!!!"

Mine lunger blev fyldt op af en luft, der føltes så farvestrålende, nærende og livgivende, at jeg følte, jeg blev endnu større ved hvert åndedrag.

"Den her følelse! Hvad er det? Jeg føler mig som en eksplosion af glæde! En eksplosion, der varer uendeligt! Åhh – hvor jeg elsker! Jeg elsker, elsker, ELSKER! Alt og alle! Hver en mus og larve! Hvert et menneske! Hvert et lille blad! Vi hører jo sammen! Jeg forstår det nu! Vi er forbundet! Jesper og mine elskede børn! Jeg er okay!! Hvor er I? Kan I høre mig? Jeg forstår det hele nu! I skal ikke bekymre jer! Der er intet at bekymre sig om! Det er alt sammen, som det skal være!

Jeg lyser af alle mulige farver!! Er jeg blevet en regnbue!? Jeg har altid ønsket at være en regnbue!!"

Jeg løftede mig langsomt fra jorden.

Jeg føler mig pludselig så let! Og solnedgangen! Og bjergene! De smiler til mig! Åhh – hvor jeg bare … Er!

Hun vågnede med et sæt. Det var bare en drøm! Hvilken mærkværdig drøm! Hun satte sig op. Det var stadig mørkt udenfor. Hun famlede efter telefonen, der lå på natbordet ved siden af sengen. Den kolde, glatte overflade fandt hendes hånd, og hun trykkede på den runde knap.

5:42.

Om 18 minutter ville telefonen ringe med det ildevarslende budskab: Velkommen til en ny dag – 1-2-3 sæt i gang!

Hun lagde sig ned under dynen igen. Den var varm, men næsten lidt for varm. Hun skubbede den væk. Nej, det var for koldt. Lagde den over sig igen. Nej, det VAR altså for varmt! Skubbede den væk, så kun overkroppen var inde under dynen. Bedre. Var det mon for tidligt, hun havde skiftet til vinterdynerne? Hun kiggede på Jesper, der sov tungt inde under sin egen dyne. Mon han overhovedet havde bemærket det? At hun havde skiftet dyner? Eller sov han bare – sommerdyne, vinterdyne – ligeglad?

Letheden fra drømmen forduftede langsomt og blev overtaget af den kommende dags huskeliste. Havde Jesper mon købt pålæg til madpakkerne? Åh, hun havde glemt at kigge, da hun ryddede op efter aftensmaden! Hmm, altså var der ikke noget leverpostej tilbage, da hun havde smurt i går? Nå nej, det var jo Jesper, der havde smurt madpakkerne i går … Nå, men hvis der ikke var mere pålæg, måtte de koge nogle æg. Eller også torskerogn? De havde i hvert fald remoulade, for det havde hun købt i forgårs sammen med indkøbet til lasagnen. Hun gennemgik ugens madplan og satte sig op med et sæt! Hun havde jo glemt at købe rasp til fiskefileterne!

Hun kiggede på telefonen igen.

5:48

Hun måtte huske det senere i dag! Det ville jo overhovedet ikke være rigtigt at lave fiskefileter uden rasp!

Hun prøvede at lukke billedet af fiskefileterne ned og lagde sig tilbage under dynen. Prøvede at bilde sig selv ind, at hun sov videre, men dagens kommende sus havde allerede fyldt hele hendes krop, og hun var lysvågen, da telefonens alarm ringede.

6:00.

2

Dagen

Anne, operationen og de undersøgelser, vi har foretaget, viser, at du har kræft i æggestokkene – ovarie-cancer, og det har spredt sig. Det er desværre ikke noget, vi kan fjerne, men vi kan formentlig holde det nede. Jeg har bestilt tid til dig på onkologisk afdeling i dag kl. 14.20. De vil vurdere hvilken behandling, der vil kunne tilbydes. Kemoterapi og strålebehandling kan komme på tale."

Lægen kiggede på hende henover brillerne. Hans alvorlige øjne brændte sig ind i hendes, og hun blev nødt til at kigge ned. Hendes knoer var hvide efter at holde så stramt på håndtasken foran hende.

Hun troede ikke på ham. Det måtte være en fejl. Flere måneders undersøgelser på alle måder, og det her var, hvad de kom frem til? Sundhedsvæsenet – hun vidste det! De kunne ikke finde ud af en skid! Her gik hun og betalte skat, og så fik man bare sådan en udtalelse! Fakta uden nogen form for omsvøb! Bare lige ud af posen! ’Du skal dø, Anne! Min mangeårige uddannelse fortæller mig, at du skal dø!’ Hun fnyste og kiggede op på lægens ur, der hængte ved siden af tre billeder fra noget, der lignede en charterrejse til Thailand.

11.04.

Hvis hun skyndte sig, kunne hun måske nå yoga-timen i Fitness World kl. 11.45. Det ville være SKØNT at slippe for yogatimen kl. 16.45, da hun så kunne undgå at skulle se på alle de tyveårige piger, der kunne få Soløvelsen til at ligne et modeshow. Eller skulle hun måske investere i noget nyt yoga-tøj? I Sportigan havde hun set et sæt, der lige gav lidt ekstra opstramning til baller og lår. Gad vide om hendes Soløvelse-præstation ville blive bedre med sådan et sæt? Hun ville helt sikkert komme til at SE bedre ud og med sikkerhed blive medlem af det uofficielle 16.45-yoga-modeshow, men yoga handlede jo selvfølgelig om noget helt andet. ’Find din indre ro’ stod der under beskrivelsen af yoga på Fitness Worlds hjemmeside. Hun var stadig i tvivl, om hun havde fundet den efter halvandet års ugentligt yogaræs. Hun var uden tvivl blevet mere smidig og kunne stående på to fødder nå jorden uden at føle sig som en gammel bedstemor, og Ploven føltes ikke længere som en straf, men den indre ro? Det var hun ikke helt sikker på. Hun kunne godt slappe af foran fjernsynet til en god film, men det var da ikke noget, yogaen havde givet hende? Yoga-instruktøren snakkede hver gang om den indre ro, og det var jo helt logisk, at hun ville finde mere ro, hvis hun havde det godt. Og hvis hun fik det godt af at se godt ud med nyt yoga-tøj, måtte dette jo rent faktisk være den helt rigtige strategi. Ergo skulle hun afsted til Sportigan og købe nyt yoga-tøj. Hun kiggede op på lægens ur igen.

11.05.

Den midaldrende læge tog brillerne af og lænede sig en smule ind over bordet i et forsøg på at virke sympatisk.

Anne, jeg ved, at du selvfølgelig havde ønsket et andet svar fra prøverne, men nu, hvor dette er realiteterne, vil vi selvfølgelig hjælpe dig på bedst mulig vis.

Hans øjne hvilede stadig på hende. Afventende en reaktion.

11.06.

Charterrejsebillederne ved siden af uret viste lægen og to halvvoksne børn, der grinede til hende. Hvor malplaceret! tænkte hun. Jeg får sådan en dødsdom lige i fjæset, og så hænger der fand’me to børn og griner af mig! Det er fand’me uprofessionelt! Vi andre der bare må arbejde døgnet rundt for at få det til at hænge sammen, og så sidder de fandens læger bare og siger, at de vil gøre ’det bedst mulige’ – hvad tænker de på?! KOM NU I GANG MED AT VÆRE LÆGE OG FIX MIG!!! En klump samlede sig i hendes hals. Jeg vil ikke synke! Jeg vil ikke synke! IKKE SYNKE! IK’ foran HAM! Synk ik’. Synk ik’. Han skal ik’ se det!! Hold det tilbage! Tag dig sammen! For helvede! Hun sank. PIS!

Hun skyndte sig at kigge op på ham for at skjule sin tydelige sårbarhed. Med en anstrengt, rolig stemme svarede hun:

Tak. Jeg skal nok finde ud af det.

Mekanisk rakte hun ham hånden og gav sit professionelle smil. Han holdt hendes hånd fast og kiggede hende i øjnene, mens han udtalte ordene, som om han snakkede til en døv:

Anne, du skal være stærk nu!

Hun tog hånden til sig og kiggede på de to charterbørn.

Jeg er altid stærk! sagde hun og lukkede døren kontant efter sig.

3

Samme dag

Det regnede heldigvis ikke mere, men novemberregnen tidligere på formiddagen lå stadig spejlblank på fortovet og reflekterede lyset fra de grå, tunge skyer. Hun kiggede ned ad sig selv. Tjekket. Uanset årstiden. Sol, regn, blæst eller sne. Hun havde altid et outfit, der passede til hendes slanke figur. Hun havde aldrig stræbt efter at skille sig ud, men mere efter at passe ind. Hendes tøj var altid nøje udvalgt til dagens kommende projekter. Gik altid efter de neutrale farver – sort, hvid, grå eller brun. Hun havde farvet sit hår en smule lysere end sin naturlige hårfarve, men udover dette var hun naturlig hele vejen igennem. Mellemlangt, glat hår, der oftest sad i en hestehale. En let mascara på vipperne, der lige gav en lille kontrast til hendes danske, blege hud. 170 cm høj og to små bryster, der aldrig havde skabt det store kaos. Nej, hun havde aldrig skilt sig ud. Og heller aldrig ønsket det. Hun havde holdt sig til det sikre. Ville helst befinde sig det samme sted som gennemsnittet. Så var det jo prøvet før, og så ville hun ikke tiltrække sig al mulig unødvendig opmærksomhed. Hverken hvad angik hendes udseende, hjem, venner eller hendes mand og børn. Folks førstehåndsindtryk havde aldrig været skolelærer i matematik og idræt, og hun var ofte blevet gættet til at være revisor eller advokat. Hun havde taget det som en kompliment og tolket det, som om hun virkede som en fornuftig, målrettet og ambitiøs kvinde.

Hendes ældste veninde, Linea, fra børnehavetiden kaldte hende altid for småborgerlig, hvorefter hun grinende ruskede hende og gav hende et stort knus. Anne vidste godt, at hun i nogles øjne blev betragtet som småborgerlig, men hvorfor var det sådan et problem? Hun havde en mand, to børn og et hus i et stille villakvarter. Var det jalousi? Kunne Linea ikke se, at det faktisk kørte for hende? På en uge løb hun fem km to gange, gik til spinning en gang, yoga en gang og dertil et eller to cafébesøg med et par veninder. Børnene var nu ti og tretten, og de klarede sig begge okay i skolen. Emma gik til badminton