Et liv med autisme.

By Sanne Hald Nielsen

Min bog handler om, hvordan det var at få et barn med autisme. Kampene mod systemet og hvor besværligt det var at få stillet en diagnose. Hvor uvidende folk der skulle træffe vigtige beslutninger kunne være, og hvor vigtigt det var for min dreng, at komme til at gå på en skole, hvor han blev forstået af et veluddannet personale.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 20, 2017
• ISBN: 9788771881608

Sanne Hald Nielsen

Jeg hedder Sanne og er 42 år. Jeg er gift og mor til 3 dejlige børn. Jeg er hjemmegående, da jeg kom slemt til skade i en trafikulykke, da jeg var 18 år. Derudover har jeg kronisk tarmbetændelse, så voldsomme smerter er en del af dagligdagen. Jeg elsker at læse bøger, og jeg har valgt at skrive denne bog, med håbet om at kunne hjælpe andre i samme situation, og udbrede viden på området.

Book preview

dreng.

1. Kapitel:

Et barn er født.

Min fortælling starter en dec. nat i 2002, da min søn Mathias kom til verden på Hjørring sygehus. En stor dreng på 4200g der var sund og rask, og alt var som det skulle være, troede jeg.

Jeg havde allerede 2 dejlige piger Kristina og Karoline, hvor alt var gået efter bogen. Så ret hurtigt tænkte jeg, at Mathias var anderledes. Han sov ikke så meget, og når han græd, var han meget svær at trøste. Specielt høje lyde fik ham til at skrige af hans lungers fulde kraft.

Da Mathias skulle til at have fast føde, nægtede han pure at åbne munden, og drejede hovedet væk fra maden, uanset hvad jeg puttede på skeen.

Til de obligatoriske børneundersøgelser gav jeg flere gange udtryk for min bekymring, men svaret var, at drenge var anderledes end piger, og det med maden kom nok, jeg skulle bare blive ved med at forsøge.

Mathias d. 11. feb. 2003.

Da Mathias var omkring 1 år, havde jeg fået ham til at spise boller, pasta og pommesfrites, det var der ikke meget næring i, så der blev stadig suppleret med sutteflaske.

Jeg spurgte igen lægen til råds, men hun fortalte bare om en pige, der kun ville spise mørk pålægschokolade, hvilket hun jo åbenbart kunne overleve på, så kunne Mathias jo også sagtens klare sig, med det han spiste.

Det kunne jeg jo ærligt talt ikke bruge til en skid. Og når lægen ikke tog, det jeg sagde alvorligt, hvem ville så, der følte jeg mig palle alene i verden, hvilket skulle vise sig, at være en følelse jeg sad tilbage med ret ofte.

Mathias havde svært ved at tale, og forstå hvad der blev sagt til ham, i nogle år var det kun mig, der forstod hvad han sagde, vi fik ligesom vores egen måde at kommunikere på. Han knyttede sig meget stærkt til mig fra starten, og jeg skulle helst ikke være ude af syne i mere end et kort øjeblik af gangen. Han har aldrig rigtig knyttet sig til andre, heller ikke den nærmeste familie.

Mathias' tid i dagplejen