Vejen til Petaluma: Dette er ikke en rejsebog! Om omveje, afveje, vildveje og andre oplevelser på mine ture i USA og med en del sidespring undervejs

By Jan Kronsell

Hvad har René Magritte, Tom Lehrer, Charles M. Schultz og Victor Borge med rejser i USA at gøre? Alt det og meget mere finder du (måske) ud af i denne bog.

Bogen handler om rejser I USA, men er ikke en rejsebog i egentlig forstand. Her er ingen anbefalinger af hoteller, restauranter og attraktioner; bortset fra de hoteller, restauranter og attraktioner, som jeg alligevel har valgt at anbefale.

Bogen indeholder mere eller mindre interessante (og af og til surrealistiske) oplevelser fra mine bilture i USA med sidespring til helt andre ting undervejs, blandt andet kunstnere, steder i Danmark og meget andet. Kort sagt, alt hvad der faldt mig ind undervejs.

Her er historier om dyr, jeg har set, mennesker, jeg har mødt, veje, jeg har kørt på, steder, jeg har boet, steder, som er et besøg værd, selv om de ikke lige ligger i de mest turistbesøgte områder og meget andet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 14, 2019
• ISBN: 9788743036029

Jan Kronsell

Jan Kronsell bor i Brøndby i Danmark. Han har blandt andet været officer i Søvværnet, Systemkonsulent hos IBM og arbejder pt. som underviser på en handelsskole. Han har besøgt USA og det vestlige North Carolina utallige gange, og forventer at skulle besøge området mange gange i fremtiden. Har tidligere udgivet bøgerne: Land of Friendliness and Beauty - A Danes Guide to Western North Carolina (2018). Denne bog i engelsk version. Vejen til Petaluma (2019). Mere eller mindre underlige og måske kedelige rejseoplevelser fra USA og lidt til. The Doctor's Secret - Another version of the Tom Dooley Legend (2019). Kortroman om mordet, der gav anledning til den berømte sang. Who Killed Laura Foster? (2020). De undersøgelser, fakta og overvejelser, der ligger til grund for kortromanen.

Book preview

Tak fordi du har købt denne bog! Måske vil du fortryde det, fordi du ikke kan lide den, ikke kan forstå den, synes den er mærkelig, kedelig, ligegyldig eller på anden måde uinteressant, og det har du helt lov til at mene, men for mig er dit køb en god ting, da jeg så tjener en mindre sum, som kan finansiere kommende rejser til USA og andre steder! Måske bliver det så til flere bøger, som du så ved, at du ikke skal købe. På den anden side, kan det jo være at eventuelle kommende bind er bedre. Det opdager du kun, hvis du faktisk køber dem! Hvorvidt der kommer flere bind afhænger naturligvis af interessen for dette bind, men bliver der solgt mere end to eksemplarer, skønner jeg, at interessen er stor nok, og så fortsætter jeg – måske.

Jan Kronsell, 2019

Indhold

Afrejse

Vejen til Petaluma

Styret af lyster

Huller i og under jorden

Storbyglæder

Et filosofisk spørgsmål

Vildveje og lidt til

En omvej værd

Vin – et kapitel for sig

Uden mad og drikke…

Og et sted at sove

Spøgelser, mystik og mord

Det menneskelige element

Dyriske tilbøjeligheder

Blandede bolsjer

Med (sære) love skal man land bygge

Hjemkomst

Afrejse

Gletsjer på Grønlands østkyst, set fra luften på vej til Seattle.

– eller med mere almindelige bogstaver, Dnipropetrovsk), som havde sin storhedstid fra omkring 1937 til omkring 1970. Fra 1963 til 1967 havde han sit eget tv show. Nå, men jeg må hellere komme tilbage til Lehrer og hans sang. Her er et vers fra denne:

I never forget the day

I first meet the great Lobachevsky

In one word he told me the secret of success in mathematics

Plagiarize!

Plagiarize,

Let no one else's work evade your eyes

Remember why the good Lord made your eyes

So don't shade your eyes

But plagiarize, plagiarize, plagiarize

Only be sure to always call it, please, research!

Så nu var min lykke gjort. Nu var det bare at finde ud af, hvem jeg skulle plagiere. Desværre var den eneste, jeg kunne komme i tanke om, René Magritte! Han må siges at være et dårligt valg, efter som han, så vidt jeg ved, ikke har skrevet en eneste bog, langt mindre en rejsebog. Faktisk var Magritte, hvis nogen ikke skulle kende ham, kunstmaler, og en surrealistisk en af slagsen. Selv foretrækker jeg dog Salvador Dali, men der er nu noget over surrealisterne i det hele taget. Magritte skrev dog en ting, og det er den, jeg hele tiden har i tankerne: Jeg tænker her på den sætning, som han skrev på maleriet La Trahison des images (Billedernes Forræderi), som han malede i 1928 til 29, nemlig sætningen "Ceci n'est pas une pipe. Maleriet forestiller en meget naturtro pibe og teksten betyder Dette er ikke en pibe, hvilket det jo heller ikke var. Det var et billede af en pibe. Billedet hænger på Los Angeles County Museum of Art, som jeg har kørt og spadseret forbi et par gange, uden at aflægge et besøg. Jeg har i øvrigt også gået forbi Magritte museet i Bruxelles adskillige gange, og dette har jeg besøgt en enkelt gang – meget spændende i øvrigt. På dette museum hænger et andet maleri af en pibe, og det må være malet efter det første, da det bærer teksten Ceci continue de ne pas étre une pipe – nærmest Dette er heller ikke en pibe". Har Magritte ikke skrevet bøger, har filosoffen Michael Foucault til gengæld skrevet en bog om pibemaleriet i 1973. Havde jeg kunnet male, ville jeg have været surrealist, og nogen vil sikkert sige, at denne bog er surrealistisk nok, så måske er der engang i fremtiden en filosof, der skriver en bog om bogen. Det kunne man måske skrive en bog om?

Nå, men nok om det. Jeg overvejede længe, hvordan jeg skulle kunne (mis)bruge Magritte i den bog, jeg altså følte trang til at skrive. Dette er ikke en bog, var blandt overvejelserne, og det ville nok holde i disse moderne tider, hvor alt jo udgives som såkaldte e-bøger. Imidlertid var min plan også at udgive en papirversion, og så ville det ikke holde alligevel. Jeg kom derfor frem til, at det nærmeste, jeg kunne komme, var Dette er ikke en rejsebog, som endte med at blive bogens undertitel. Det vil de fleste læsere formodentlig kunne erklære sig enige i, når de er færdige med at læse den. Til gengæld er det jo kun interessant, fordi bogen faktisk handler om rejser. Så dette er altså en rejsebog, der ikke er en rejsebog! Men selv om det ikke er en rejsebog, handler den dog om udvalgte oplevelser, jeg har haft på mine adskillige vejture (road trips – så er det på plads) i USA – og kun i USA, bortset fra, selvfølgelig, når jeg alligevel vælger at skrive om ting, der foregår eller er foregået uden for dette land. Og efter at have takket såvel Tom Lehrer, som måske opdager det, som René Magritte, der givetvis ikke gør (han døde i 1967), må jeg hellere komme til sagen.

Dette er altså en rejsebog, der ikke er en rejsebog. Men hvorfor så komme ind på musik og skønmaleri? Jo, det er faktisk et af formålene med denne bog. At dyrke sidespring og afveje, og mens jeg selvfølgelig alligevel ofte holder mig på dydens brede hovedvej og skriver om bogens emne, sker det altså at mine fingre løber ud af en tangent (kan fingre løbe?) Altså omveje og afveje fra de rejser, som bogen i virkeligheden ikke handler om. Her må jeg igen ty til plag… øh, lån. Denne gang er det en afdød, stor dansker, jeg har lånt fra, nemlig Victor Borge. Han skriver på et tidspunkt i sin bog Noder og Unoder fra 1971. "Jeg bryder mig ikke om bøger, der fortæller én noget, man ved i forvejen". Det siger han, for at forklare hvorfor han indleder en bog om opera med Bach, en komponist, som ikke skrev en eneste af slagsen. Borge har i øvrigt fyldt sin bog med sidespring i fodnoteform, men det gør jeg ikke (altså bruger fodnoter).¹ Men det sker ind i mellem, at jeg glemmer rejserne og oplevelser i USA og i stedet skriver om noget helt andet, som jeg netop er kommet i tanke om. På den måde minder jeg mig selv lidt om Groucho Marx. Ikke fordi han ikke kunne holde sig til sagen, men vi har begge overskæg – selv om mit ikke er så imponerende som hans. For de, der ikke kender Groucho Marx kan jeg fortælle, at han var en af The Marx Brothers, hvor de andre var Chico, Harpo, Zeppo, Gummo og Karl. Undskyld, Karl var vist ikke familie, men i 2018 havde han 200 års fødselsdag. Synd, at han ikke var her til at glæde sig over begivenheden. Groucho var til gengæld døbt Julius Henry, så jeg kan godt forstå at han valgte et andet scenenavn. Chico var døbt Leonard, mens Harpo var døbt Adolph. Han ændrede senere (i 1911) dette navn til Arthur, da han lige fra barnsben havde hadet at hedde Adolph og i stedet blev kaldt Ahdie. De to mindst kendte brødre, Gummo og Zeppo hed henholdsvis Milton og Herbert Manfred. Og for nu at gøre familien færdig var Groucho den yngste af de tre kendte brødre, Chico var ældst og Harpo nummer to. Og i deres ungdom var de alle småkriminelle. Sådan! Zeppo var den yngste af alle brødrene og han forlod truppen efter de første fem film for at slå sig på en karriere som ingeniør. I forbindelse hermed opfandt han den klips, der holdt atombomben Fat Man fast i flyet Bockscar på vej til at bombe Nagasaki. Vidste du i øvrigt, at Zeppo Marx’ anden hustru, Barbara, senere blev gift med Frank Sinatra? Det var hendes tredje og hans fjerde ægteskab. De blev gift i 1976 og var gift til Sinatras død i 1998. Selv døde Barbara Marx Sinatra i 2017, 90 år gammel.

Efter endnu et ret ligegyldigt, men oplysende sidespring, må jeg hellere komme tilbage til, hvorfor dette ikke er en rejsebog. Bogen tager udgangspunkt i mine rejser i USA, der har givet anledning til foreløbigt over 130.000 km på de amerikanske landeveje, og flere er (forhåbentlig) på vej –i hvert fald hvis nogen vil købe denne bog. Måske kan jeg endda sælge filmrettighederne til den til Metro-Goldwyn-Mayer og blive rigtig rig! Og hvis ikke, så må jeg nok starte et pyramideselskab, der skal sælge bogen for mig gennem et netværk af agenter og underagenter, som hver især betaler et betragteligt beløb for at få lov til at være med på vognen, og som selvfølgelig alle skaffer nye sælgere, der betaler et betragteligt beløb, hvoraf hovedparten går til mig – og så videre. Hvis man på denne måde sælger til eller lokker venner og bekendte fra sit såkaldte netværk med på vognen, kaldes det network marketing, og så har man nok ikke mange venner tilbage, når de opdager, hvad der foregår. Til gengæld har man måske tjent så mange penge, at man kan købe sig nogle nye.

Bogen handler altså egentlig ikke om rejser som sådan, men om oplevelser fra rejserne – kombineret med associative (godt ord) fortællinger om alt muligt andet, der falder mig ind, derfor undertitlens sidespring, som altså er af den pæne slags og ikke den anden, om jeg så må sige. Hvis jeg fx er i gang med at skrive om æg (hvorfor jeg skulle skrive om æg, er jeg så ikke helt klar over, men altså, hvis jeg skriver om æg) kunne jeg finde på at fortælle en historie om den længst afdøde danske sanger, Gustav Frands Wilzeck Winckler. Hvordan kan æg blive til en dansk sanger? Jo, der er sådan min hjerne fungerer, når den associerer ting med hinanden. Sammen med en anden dansk sanger, Bent Werther, indspillede Gustav Winckler for mange år siden sangen, Hønsefarmen, hvor omkvædet gik sådan: "De lægger æg nu, i lange baner, så ægeksporten, den bli'r en rekord. Altså fra æg til sang til sanger. Denne sang var i øvrigt en af min længst afdøde morfars favoritter. Faktisk holdt han så meget af den, at han kaldte alle sine haner for Carlo, som naboens hane hed i sangen: men så kom Carlo, min nabos hane…".

Bogen indeholder ingen kronologiske eller geografiske beskrivelser, ingen anbefalede ruter, ingen anbefalinger af hoteller, ingen anbefalinger af spise- og drikkesteder osv. Og for den sags skyld heller ingen lovprisninger af naturens vidundere. Bortset naturligvis fra de ruter, hoteller, spise- og drikkesteder og naturvidundere, som jeg vælger at anbefale på trods af, hvad jeg netop har lovet. Og selv om dette første kapitel blev lidt kort, må jeg hellere gå videre til det næste, som også bliver forholdsvis kort. Det gælder faktisk de fleste kapitler i denne bog, eller i hvert fald de afsnit, der er i kapitlerne, selv om enkelte længere sådanne sniger sig ind. Det handler jo om oplevelser, og de er normalt forholdsvis episodiske (hovsa, et fremmedord her, som ordbogen forklarer med som sker tilfældigt en gang i mellem, med karakter af episode). Sådan – godt ord igen.

---

¹ Altså bortset fra når jeg gør det alligevel. Det er nemlig min bog, så jeg bestemmer.

Vejen til Petaluma

California Highway 152 syd for San Jose, Californien

Overskriften på dette kapitel var oprindeligt tænkt som titel på hele bogen, da det var denne oplevelse, der inspirerede mig til overhovedet gå i gang, men den ide forlod jeg i første omgang, for senere at vende tilbage til den igen, og derfor endte det altså med at blive det alligevel, mens den mellemliggende titel, Dette er ikke en rejsebog, så endte med at måtte nøjes med at optræde som undertitel. Sådan kan det gå, og frem og tilbage er som bekendt lige langt – i hvert fald hvis man går samme vej bare modsat – om jeg så må sige (eller rettere skrive). Og blev sætningen lidt knudret, beklager jeg det ikke det mindste.

Hvor i alverden ligger Petaluma? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv, og hvem har ikke det? Det er faktisk et af livets helt store spørgsmål. Altså hvem, der ikke har stillet sig selv spørgsmålet om, hvor Petaluma ligger, er et af livets store spørgsmål. Hvor Petaluma ligger er faktisk et ganske lille og helt ubetydeligt spørgsmål. Selv har jeg altså, men alligevel har jeg ikke undret mig nok til for alvor at undersøge det – det ville også have været for nemt. Og hvordan i alverden har jeg fået behov for at vide hvor Petaluma ligger? Svaret på det sidste spørgsmål er heldigvis nemt og kan udtrykkes med et enkelt ord: Tegneserier! Synes du, kære læser, at der er brugt for mange udråbstegn i denne bog? Så har du nok ret! Jeg elsker udråbstegn, så her er nogle flere, som du kan fordele efter lyst!!!!!

Et par eksempler på tegneserier, som jeg holder af, er Troldkarlen Kogle af Parker og Hart og Legionen af Rechin & Wilder. Disse to tegneserier har det til fælles, at de faktisk har en ofte surrealistisk handling, og i begge forekommer en person, der er den rendyrkede ondskab – på en morsom måde. I Kogle er det kongen, der plager alle sine borgere i almindelighed og figuren Gespenstet i særdeleshed. I Legionen er det Oberst Plön, der også plager alle i sine omgivelser i almindelighed og legionæren Figovitz i særdeleshed.

Størst på min stjernehimmel af tegnserieforfattere står dog Charles M. Schultz, der fra 1950 til sin død i 2000 tegnede tegneserien Peanuts, som ikke blev opfattet som spor morsom i herhjemme, før den blev omdøbt til Radiserne. Den sidste stribe kom i aviserne den 13. februar, dagen efter hans død og dagen efter min fødselsdag, da Schultz havde bestemt at serien ikke skulle fortsættes af en anden tegner.

Straks efter navneforandringen var succesen hjemme i Danmark, og det er da i sig selv surrealistisk, da indholdet jo var præcis det samme. I andre lande var den allerede populær, og det gjorde Schultz til den første og hidtil eneste tegneserieforfatter, der er blevet milliardær i dollars. Det er på en eller anden måde også surrealistisk, at man kan tjene så mange penge på en tegneserie. Det var altså Radiserne, der lærte mig om Petaluma, og dannede baggrunden for min umådeholdne interesse for denne, ellers ret ukendte og i almindelighed uinteressante by. Omkring 1970 tegnede Schultz en serie striber, hvor hunden Nuser (Snoopy) skulle deltage i Verdensmesterskaberne i Armbrydning. Disse foregik netop i Petaluma og hver gang en af seriens personer nævner navnet, tænker Nuser: "Petaluma?", med et meget stort spørgsmålstegn. Da han endelig drager af sted mod byen, er han udstyret med sin madskål og en globus, som Søren Brun (Charlie Brown) har givet ham i stedet for et kort. Det er ikke noget problem, mener Nuser. Bare han holder sig vest for den 120. længdegrad og syd for den 40. breddegrad, kan det ikke slå fejl. Dette er i virkelighedens verden ikke helt galt, da Petaluma faktisk ligger på 38° 14' 45 nordlig bredde og 122° 57' 33 vestlig længde. Her kom så lidt reel geografiundervisning ind i billedet, og hvis læserne ikke tror mig, kan I selv slå det efter. Nuser finder, at længdegraderne kunne have været afmærket bedre på jorden, men han finder dog frem til Petaluma, på trods af Trines (Lucy van Pelt) manglende tiltro til hans evner: "Han kan ikke engang finde vej til et katteslagsmål!, som hun så diplomatisk siger. Desværre ender det med, at Nuser kommer til Petaluma, men alligevel må vende hjem med uforrettet sag, fordi reglerne for konkurrencen siger: Deltagerne placeres ansigt til ansigt, griber med højre hånd om modstanderens tommeltot… Men Nuser diskvalificeres fordi han ikke HAR en tommeltot. Petaluma var faktisk vært for de årlige verdensmesterskaber i armbrydning mellem 1952 og 2003. Hver sommer er byen også vært for konkurrencen om Verdens grimmeste hund" og i 2019 blev vinderen et ualmindelig grimt gadekryds, hvis ejere bor i nabobyen Santa Rosa. Byen (altså Petaluma) har 60.000 indbyggere og genindspilningen af filmen Lolita fra 1997 er optaget i byen, der også har lagt gader og bygninger til adskillige andre film. Skuespilleren Winona Ryder er vokset op i byen, selv om hun faktisk er født i byen Winona (jo, hun har navn efter sin fødeby, ikke omvendt) i Minnesota – er det ikke fascinerende? Selv er jeg lidt glad for at jeg ikke har navn efter det sted, hvor jeg er født, Frederiksberg Kronsell ville være underligt, selv om det faktisk kunne være værre, fx Hørmested Kronsell, Bøvl Kronsell eller, hvis jeg havde været tysker, Brunsbüttelkoog Kronsell (hov, den lånte jeg også af Victor Borge, der brugte den om Offenbach).

Petaluma forekommer også i en enkelt Radisestribe nogle år senere. Her vil Nuser have Søren Bruns veninde, Rikke Rask (Peppermint Patty) som partner ved de amerikanske mesterskaber i kunstskøjteløb i Oakland. Rikke Rask afslår tilbuddet og forklarer Søren Brun, at hun slet ikke ved, hvor Oakland ligger. Hertil svarer Søren Brun, at han har slået det op, og at "Det er ca. 65 km fra Petaluma." Til dette kommer Nuser så igen med sit undrende: Petaluma? Mere geografiundervisning: Rent faktisk er der ca. 69 kilometer fra Petalumas centrum til Oaklands centrum, så til bygrænsen passer de 65 km nok meget godt. Og dermed fik vi så også placeret Petaluma, hvis man altså ved, hvor Oakland ligger. Det rigtige svar er Californien, USA, ikke langt nord for San Francisco. Og så er vi vist ved at være klar til at tage af sted på rejsen til Petaluma.

Den begyndte tirsdag den 27. juni 2006 i Napa i Californien. Ja, egentlig kan man sige, at den startede meget tidligere, nemlig da jeg første gang så Radisestriberne, eller de gange jeg har talt om dem med min søn, der også er Legion, Kogle- og Radiseelsker. Eller man kan sige, at den startede, da Dorte og jeg blev enige om, at lægge ferien i 2006 i den vestlige del af USA, eller senere, da hun insisterede på at komme til Napa. Vi kunne også sige, at den startede, da vi rejste fra København den 22. juni, men for denne histories skyld startede den altså om morgenen den 27. juni i byen Napa i Napa Valley nord for San Francisco. Vi skulle køre fra Napa til San Francisco, men Dorte ville gerne se lidt mere til dalen – og måske smage noget af den vin, som de er så berømte for i hele Napa Valley – og lidt af resten af verden også. Jeg havde heller ikke noget mod at smage, så vi valgte at køre nord på i stedet for i retning af San Francisco. Vidste du for øvrigt, at da Norton den Første var regerende Kejser af USA og Beskytter af Mexico, forbød han, at borgerne brugte kælenavnet Frisco om San Francisco? Men det gjorde han altså! Har du aldrig hørt om Kejser Norton? Så slå ham selv op, jeg skal vel ikke lave alt arbejdet?

På turen nordpå fik vi set vinmarker og smagt vin, men mere om det i et andet kapitel, hvis jeg gider til den tid. Fra Napa til Calistoga i dalens nordlige ende kørte vi gennem masser af vinmarker, selv om vi var nødt til at gøre det i det skjulte, så vinbønderne ikke opdagede det og bad os skrubbe ud på vejen igen. Vi kørte også forbi vingårde i massevis. Calistoga praler af at have såvel en gejser som en forstenet skov, men vi var nu ikke rigtigt interesseret i den slags nymodens pjat. I Calistoga kørte vi så op i bjergene mod byen med det klassisk angelsaksiske navn Santa Rosa (den med den grimme vinderhund). Her skulle vi ramme U.S. Highway 101, og så var det bare sydpå mod San Francisco. Selv om det lyder helt mærkværdigt, er Highway 101 en af USA's såkaldt tocifrede Highways, der er større end de trecifrede, undtagen selvfølgelig de, der er mindre. Første ciffer er ti, og det nytter ikke at prøve at forklare amerikanerne, at 10 altså i sig selv består af to cifre.

Vejen, vi fulgte gennem bjergene, var smal, meget smal, og snoet, og selv om bjergene ikke var de højeste i verden, var det alligevel noget af en oplevelse, ikke mindst fordi vi jo også skulle nyde den meget smukke natur med vinmarker, appelsin- og olivenplantager, bjergskråninger med græs, skov og så videre – og samtidigt skulle vi jo også nå at tale sammen, hvilket af og til tog opmærksomheden fra vejen. Til sidst nåede vi dog Santa Rosa. Og her kom så den første overraskelse. I byen blev der skiltet med Woodstock festival. Det fik straks mig til at tænke på musikfestivalen i staten New York 1969. Det viste sig dog hurtigt, at festivalen i Santa Rosa intet havde med musikfestivalen i Woodstock 1969 at gøre. Mere surrealisme eller i hvert fald et sidespring. Woodstockfestivalen i 1969 blev slet ikke holdt i Woodstock, men 160 km fra denne by i en anden by ved navn Bethel i samme stat. Festivalen i Santa Rosa var derimod en festival for fuglen Woodstock! Hvis nogen nu er interesserede i at vide, hvem fuglen Woodstock er, kan jeg fortælle, at han er en fugl, som også forekommer i Radiserne. Han optrådte første gang i serien helt tilbage i 1967, men uden navn. Navnet kom først til meget senere, i begyndelsen af 70'erne, da Woodstock af Overhunden (The Head Beagle) blev sendt til Nuser som sekretær. Woodstock bliver efterhånden Nusers bedste ven, selv om han altid flyver med hovedet nedad.

Det var altså denne fugl, man holdt festival for i Santa Rosa. Desværre blev vi der ikke ved den lejlighed længe nok til at finde ud af præcis, hvad festivalen gik ud på, men jeg nåede da at se, at man blandt andet skulle finde Woodstock-figurer rundt omkring i byen.

Men tilbage til hele turens clou. Da vi kom gennem byen og ud på US 101, stod der på et skilt med store bogstaver: San Francisco 52 miles. Men det var slet ikke det, der fangede min opmærksomhed. Det gjorde den tekst, der stod med mindre bogstaver nedenunder: Petaluma 15 miles. NU vidste jeg for første gang, hvor Petaluma lå, og inden vi kom af sted til USA, anede jeg end ikke at Charles M. havde tilknytning til Californien. Det er jo uvæsentligt for fornøjelse ved tegneserien. Men nu ved jeg det altså. Og jeg ved hvor Petaluma ligger. På dette tidspunkt var det mig, der var chauffør, så Dorte fik besked på straks at sende en SMS hjem til Tim. At klokken var hen ad 14.30 i Californien, og dermed 23.30 i Danmark, betød ingenting i den sammenhæng. "Skriv, sagde jeg, Vi er på vej til Petaluma, og vi har ingen globus". Dorte så noget forvirret ud, hun er ikke helt så meget radisefan som Tim og jeg, men hun gjorde dog som beordret. Det varede heller ikke længe, før der kom svar fra Tim. Det var meget kortfattet, men særdeles sigende. Der stod bare: "Petaluma?" Dog ikke med fed skrift, for det kan man ikke i en SMS.

Petaluma havde sin første storhedstid i forbindelse med guldfundene i Californien i 1849 (efter at man havde fordrevet de indfødte kystmiwokindianere, som ellers havde boet fredeligt i området) og i årene derefter. I dag er det telekommunikationsbranchen, der dominerer Petaluma. Så meget, at området i 1990'erne blev døbt Telecom Valley. I øvrigt blev begrebet luftpost opfundet på disse kanter. I 1911 blev den første flyvning med post gennemført mellem Petaluma og Santa Rosa, om end ikke med Nuser som pilot. Han blev først flyver under 1. Verdenskrig, hvor han som bekendt (i hvert fald hvis man kender Radiserne) fløj Sopwith Camel, og jagtede et rødt Fokker Triplan, fløjet af Manfred Albrecht, Freiherr von Richthofen, bedre kendt som Den røde Baron. "Jeg hader dig, din ræverøde baron, var Nusers faste kommentar, når hans hundehus igen var blevet skudt ned af baronen, og han måtte kæmpe sig vej tilbage til flyvepladsen og den trofaste mekaniker gennem skyttegrave, hvor han snublede over arme stoddere", inden han endelig kunne nyde en hvidtøl i messen, og filosofere over, om han skulle straffe Den røde Baron ved at undlade at sende ham et julekort næste år. Arthur Brown, den mand der i mange år fik kredit for faktisk at have nedskudt Den røde Baron, blev kaldt Snoopy (Nuser) som kælenavn, men hunden i serien er efter sigende opkaldt efter en hund, som Schultz havde som barn.

Så nu, hvor vi ikke er bare er på vej til Petaluma, men også har passeret, og nærmer os San Francisco i hastigt tempo, er det nok på tide at få sluttet dette kapitel inden det løber helt af sporet. Men da vi nu alligevel er på vej til San Francisco, hvorfor så ikke fortsætte med et kapitel om denne og andre byer?

Styret af lyster

Custer National Cemetery, Little big Horn Battlefield, Montana

Nåh, det gjorde jeg så ikke alligevel, altså skrev om storbyer her. Jeg blev i stedet inspireret til at skrive om nogle af USA's huller i jorden, og det gør jeg i næste kapitel! Og hvor kom så den inspiration fra? Jeg ved det ikke, den kom bare da jeg så ud af mit vindue, hvor der hverken er huler eller huller inden for synsvidde. Bortset hullerne i mine sokker – og de er inden for vinduet, ikke uden for. Men først lidt om hvordan vi undervejs har forsøgt at pleje hver vore lyster, nogle af os med større held end andre.

Jeg er nok en anelse uretfærdig i dette kapitel, for mine egne lyster får meget mere plads end Tims og især end Tinas, men Tim har nu også taget ret meget del i mine; ikke altid godvilligt, men alligevel, mens Tina indtil videre er blevet forskånet.

Fra og med dette kapitel vil alle kapitler bortset fra det allersidste være opdelt i få eller mange afsnit, som jeg vil introducere (eller advare om) i kapitlets begyndelse. Så kan du jo selv vælge om du vil læse alt, eller springe noget over – måske det hele.

I dette kapitel kan du således læse følgende:

Fisk bag glas og ramme

Under mulde

Solskin kan man (ikke) altid finde

Fisk bag glas og ramme

Min søn har en fetich. Ikke en af de frække. Det vil sige, det har han måske også, men i så fald er jeg helt uvidende om det. Nej, han har en fetich omkring akvarier. Ser han et skilt til et akvarium, eller læser han om et på nettet, skal det besøges, hvis det ligger i nærheden af vores rute. Vi har derfor besøgt et hav af akvarier, om jeg så må sige, fra øst til vest i USA. Af og til ligger disse akvarier i forbindelse med zoologiske haver, og så er sådanne haver røget med i købet.

Vores første fælles akvariebesøg i USA var på vores første tur alene sammen. Vi var ankommet med fly til San Francisco og skulle derfra køre syd på efter et ophold i byen. Tim havde læst, at akvariet i Monterey skulle være noget helt særligt, så da vi nåede til denne by på vores færd, gjorde vi klar til et besøg i akvariet, som ligger for enden af vejen Cannery Row. Hele to af John Steinbecks romaner foregår her i gaden, Et mægtigt gilde, og En dejlig torsdag, og det var for mig det mest spændende. Nåh ja. Og så de godt 200 kr. pr. snude det kostede at komme ind. Akvarier er alt for dyre! Akvariet i Monterey har en 8,5 meter høj tank, som rummer en tangskov og de fisk, der lever i den (formodentlig ikke alle de fisk der lever i en tangskov, for i så fald ville verdenshavene jo være tømt for tangskovsfisk). Desværre var denne tank det eneste virkeligt interessante på stedet. Bevares, der var da andre ting at se, men så var der faktisk heller ikke mere. Alle de andre akvarier lignede de, vi havde set alle mulige andre steder. Og så var der børn, børn i stimevis. Faktisk lige så mange som i den sardinstime, der svømmede rundt i en anden cylindrisk tank. Og det var akvariet indrettet med henblik på (altså børn, ikke sardiner). Der var baner, hvor børn kunne se om de kunne hoppe lige så langt som delfiner, løbe om kap med hajer, klappe fisk og røre ved søstjerner og meget andet. Alt sammen var sikkert spændende for børn, men de tilstedeværende eksemplarer af denne pattedyrart var meget højrøstede. Ikke lige noget for os, der hellere ville have set flere fisk i fred og ro. Goplerne var dog orangefarvede og nydelige. Vi sluttede besøget med en sandwich i cafeteriet, og så flygtede vi ellers ud til bilen og drog videre.

Næste akvarieoplevelse var langt mere positiv. Den foregik i Seattle, og her var der fisk at se. Selv om der også her var børn, var de ikke nær så dominerende og støjende som i Monterey, og alle de børneaktiviteter, som havde generet os der, eksisterede ikke i Seattle. Her nød vi fiskene, fuglene, havodderne og andre pattedyr, fx frømænd, der svømmede rundt blandt fiskene og vedligeholdt akvarierne. Jeg ved ikke, om de også blev brugt som hajfoder, men vi overværede i hvert fald ingen blodige overfald. Vi kunne have besøgt endnu et akvarium på samme tur, nemlig akvariet i New Orleans, men her nedlagde jeg en protestant. Tim havde set det i 2005, og ét akvarium på turen var nok for mig, selv om jeg på en senere tur måtte acceptere to akvariebesøg.

I 2013 besøgte vi ingen akvarier, selv om vi var i Seattle igen. Ved den lejlighed havde vi Tina, min datter, med, og der var andre ting, hun hellere ville se end akvarier, og da det på en måde var hendes ferie, fik hun lov til at bestemme. Til gengæld besøgte vi så to akvarier i 2014. Det første lå i Memphis og var en del af byens berømte zoologiske have. Den er faktisk kendt som en af USA's bedste, og den var da også imponerende – og varm. Eller rettere vejret var varmt og fugtigt. Så da vi havde gået rundt i haven i en passende tid og var nået ca. halvvejs, flygtede vi ind i akvariebygningen. Der var ikke så mange fisk at se, men det er jo også midt inde i USA, langt fra en kyst, men til gengæld var der så et terrarium med slanger, krokodiller mm. – og så var der altså køligt. Så køligt at pingvinerne havde det fint. Både Tim og jeg holder en hel del af de små gående fugle, selv Tim, der ellers lider af fuglefobi, men altså ikke overfor pingviner. Faktiske mener vi, at en zoologisk have eller et akvarium uden pingviner, lige så godt kan pakke sammen. Nemlig! Jeg har faktisk ledt efter nogen, der har skrevet noget interessant om pingviner, som jeg kunne plagiere, men har ikke kunnet finde noget. Derfor må jeg nøjes med at genfortælle nogle af de få pingvin vittigheder, jeg kender, uanset om de er morsomme eller ej:

"En betjent stoppede en mindre lastbil på vej ud ad Vesterbrogade, da han syntes at den kørte underligt. Han bad chaufføren om at åbne til varerummet og derinde stod 30 pingviner og trippede rundt. Betjenten så på manden og spurgte 'Hvad er det?' 'Det er da pingviner', svarede manden. 'Dem må du ikke bare have i bilen', sagde betjenten. 'Dem skal du køre ud i Zoologisk Have med'. Det lovede manden og betjenten lod ham slippe for videre tiltale. Næste dag så han imidlertid bilen igen, og stoppede den. Igen måtte manden åbne døren, og igen fandt betjenten pingvinerne bagi. 'Jeg sagde jo til dig, at du skulle tage dem ud i Zoologisk Have' sagde betjenten vredt. 'Jo' svarede manden. 'Der var vi også i går. I dag skal vi i Tivoli.'"

Hvad er det, der er sort og hvidt, sort og hvidt, sort og hvidt, sort og hvidt? En pingvin, der ruller ned ad en skrænt.

En dyrepasser i Zoologisk Have mistede en dag sin dyrebare bibel. Selv om han ledte efter den alle steder, var den ikke til at finde. Tre uger senere kom en pingvin hen til ham med bibelen i næbbet. Dyrepasserne så op mod himlen og erklærede 'Det er et mirakel, min bibel er tilbage'. 'Nåh ja, sagde pingvinen. 'Så er miraklet heller ikke større. Dit navn stod jo på indersiden af omslaget.'

En mand sad i en biograf, da han lagde mærke til, at der på sædet ved siden af ham sad en pingvin. 'Er du en pingvin' spurgte han, hvilket pingvinen kunne bekræfte. 'Hvad i alverden laver du her i biografen?' 'Jeg holdt meget af bogen.'

Og så tilbage til de zoologiske haver. Eller i hvert fald den, der omgav ovenstående akvarium. Da vi kom ud af akvariebygningen, var temperaturen ikke blevet lavere, men vi fortsatte med at se resten af haven, så da vi efter næsten fire timer i Zoo, kom ud til bilen, var vi nærmest smeltet væk, og det vand, vi havde med var for længst drukket, så dehydrerede var vi også – men vi overlevede.

Nå, men endnu engang tilbage til akvarierne. Samme år som besøget i Memphis besøgte vi også et noget større akvarium helt uden zoologisk have. Det var i