Harald Egern

By Jan Hyldal Christensen

Kender du Harald? Han er 12 år gammel, lever i vikingetiden og bliver kaldt ”Harald Egern”, fordi han altid stikker af som et skræmt lille dyr, når der er fare på færde. Unægtelig en dårlig egenskab på denne tid, og særligt når man er sønnesøn af vikingen Alvard, der kløvede hjerneskallen på sine fjender, når han stævnede ud på togt med danerkongen.
En dag Harald sidder på stranden med sin fiskestang i hånden, sejler et krigsskib forbi. Vikingerne i skibet jager en fremmed kriger, der skjuler en magisk sten. Ude på skibet står Finulv, en mand med rådne tænder og lange fletninger. Han er troldmand, kaldes ”Finmarkens skræk” og han stirrer på Harald. Fik jeg sagt, at den fremmede kriger skjuler sig i et buskads lige bag ved Harald?
I bogen møder du også Stormand Åge, der hersker over den ø, hvor Harald bor. Åge har et langt sølvgråt hår og et ansigt gennemskåret af dybe rynker. Og hvilken rolle spiller den ensomme hyrde Frede, der vandrer rundt på de grønne enge med flere lag af fåreskind viklet rundt om kroppen?
Hovedpersonen, Harald, kommer på en omtumlet rejse i ”Harald Egern”, hvor dagligdagen forstyrres af blodig magi. Forestil dig den magiske sten i hænderne på den forkerte, Finulv eksempelvis. Vi taler om magten til at kunne udradere selveste danerkongen og gøre alle vikinger til sine slaver. Vil Harald som det skræmte egern flygte ind i sig selv eller overvinde frygten for den ækle troldmand fra Finmarken og leve op til slægtens tidligere bedrifter?

• Language: Dansk
• Publisher: Jan Hyldal Christensen
• Release date: Mar 13, 2013
• ISBN: 9781301948130

Book preview

Kapitel 1 – Harald Egern

Harald kradsede søvn ud af øjnene, stadig varm i kroppen efter at have ligget lunt under skindtæppet i sengen, og åbnede døren. Han stod stille, tog en dyb indånding og lyttede til de syngende solsorte ovre i buskene. Han lagde hovedet en anelse på skrå og lod morgensolen skinne ind gennem sine sammenknebne øjne. Harald strakte sine arme og åbnede sin mund i så højt et gab, at han lignede en brølende løve. Det var den bedste årstid.

Harald var startet på sin morgentur rundt i landsbyen, da han hørte et fjernt fnis, et kort smæld og BANG! En sten fløj med høj hastighed ind på Haralds overarm. Det føltes som et brændende dragebid. De fjerne fnis kom nærmere og forvandlede sig til en høj latter. Fætter Ubbe kom gående med sin stenslynge og pegede på Haralds overarm.

HA HA, pletskud.

Ubbe triumferede med sit sædvanlige smil, hvor han bed tænderne sammen, rynkede på næsen og skød sit hoved frem som en skildpadde, der strækker hals. Det fik hans kinder til at se endnu tykkere ud. Harald havde lyst til at tage en økse og hugge det strittende hoved af bæstet. Ubbe trykkede sin tommelfinger mod Haralds ømme overarm.

Hvad vil du gøre ved det?, spurgte Ubbe, Kan det lille egern bide fra sig?.

Harald knurrede og knyttede sin højre næve, men tøvede så et sekund. Ubbe tog et fast greb om Haralds underarm og vred den om på ryggen af ham. Harald kunne mærke pulsen dunke i sin forvredne arm og tænkte på de mange gange, hvor Ubbe havde presset hans ansigt ned mod den beskidte jord. Harald snurrede rundt, vristede sig fri af jerngrebet og løb tilbage mod hjemmet. På vejen kunne han skimte trælpigen Ragnhild, der bar skrald ud af grubehuset. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede Harald, mens Ubbe råbte efter sit flygtende bytte.

Løb du bare 'Harald Egern'. Gør som du plejer. Flygt fra den store, stærke ulv. Du er et skræmt lille dyr.

Det var ekstra pinligt, når Ragnhild så, hvordan Ubbe trynede Harald. Ragnhild ville sikkert meget hellere lave mad og gøre rent hos Ubbe, når hun blev en voksen trælkvinde.

Ragnhild havde meget grønne øjne og langt kastaniebrunt hår. Selvom hun altid havde jord smurt ind i ansigtet, kunne hun straks få opmærksomheden og afstedkomme nysgerrige blikke hos både Harald og Ubbe. Hun var samtidig et par år ældre og både stærkere og hurtigere end drengene.

Harald vidste ikke, hvor Ragnhild kom fra, men hun havde ikke nogen forældre og havde altid været landsbyens træl.

Inde i huset stod Haralds mor, Asfrid, med en grydeske i den højre hånd og rørte rundt i gryden med dampende varm grød. I den venstre arm lå den ene af Haralds små tvillingebrødre, Alvin, og skreg som et skræmt vildsvin. Den anden lille tvillingebror, Berle, lå ovre på gedeskindet i den store seng. Han skreg også i vildensky. Harald tog sin skjorte og bukser på, snørede kappen fast og greb fat i sin fiskestang. Inden længe var Harald vandret over bakketoppen og på vej ned mod vandet. Fri for fætter Ubbe og skrigende tvillingebrødre. Det var lykken at kunne sidde på den store sten på stranden og lytte til de rolige bølgeskvulp, mens fiskene nysgerrigt nærmede sig ormen på krogen.

Det var en indbringende formiddag. Den ene ørred efter den anden bed villigt på krogen. Der var efterhånden fisk nok til hele landsbyen og så længe Harald kunne forsyne landsbyens beboere med masser af friske fisk, var det som om, de bedre kunne acceptere, at Harald for det meste vandrede bort fra landsbyen og rundt i sine egne tanker. Ingen kunne helt regne ud, hvad Harald var for en dreng. Han lignede i hvert fald ikke sin far eller farfar. Far Thorkild, altid på farten, sjældent hjemme, den dygtige købmand, der efter sigende nød den største respekt og anseelse i hans andet hjem, Hedeby. De andre handelsfolk fortalte historier om Thorkilds udlandsbedrifter. Som dengang han havde byttet en lille spand med ravklumper til 10 tykke bjørneskind i Novgorod. Haralds farfar, Alvard, var ikke mindre berømt. Han var bersærk, som Haralds mor plejede at sige. En rigtig blodtørstig viking, hvis genfærd stadig kunne jage folk en skræk i livet. Alvard havde som olding deltaget på et togt, hvor han egenhændigt havde kløvet hjerneskallen på 3 englændere. Harald selv var bange for at slås, men hans største frygt var alligevel bidske hunde. Når han hørte en hund gø, blev han altid helt kold i kadaveret, også selvom lyden kom langt væk fra.

Mens Harald ventede på, at den sidste fisk skulle bide på krogen, dukkede en snekke op i horisonten. En gruppe mænd hang ud over rælingen i det hurtige krigsskib. De spejdede ind mod land, mens de med blanke, skinnende sværd pegede på skoven bag stranden. Skibet kom tættere på land, og en af krigerne kastede sit blik mod Harald, der sad som forstenet på strandbredden. Harald stirrede på de store runde skjolde udsmykket med farverige slangehoveder, som havde han spist for mange af skovens mange svampe.

Har du set ham?, råbte krigeren.

_______________, Harald kiggede tavst tilbage på krigeren, der havde bevaret fokus på Harald. Krigeren havde lange fletninger på mindst en halv meter, nærmest blå og rådne tænder, stikkende øjne og en stønnende, forpustet stemme.

Knægt!, brølede krigeren hæst, Har du set den mørke mand rende rundt her på stranden eller i skoven?

Harald rystede på hovedet.

Drengen er jo en tåbe. Vi sejler videre, beordrede skibets styrmand.

En ålekvabbe bed på krogen, mens snekken forsvandt ned langs kysten. Da Harald forsøgte at tage krogen ud af mundvigen på den grimme ålekvabbe, kom han til at rive for hårdt til og krogen satte sig fast i hånden.

Aaaaargh!, Harald løftede en sten op af sandet og begyndte at hamre den gentagne gange ind i hovedet på den døende fisk.

Ålekvabben var til sidst forvandlet til plukfisk. Harald samlede fiskeresterne sammen, vendte sig om og kastede affaldet hen i noget buskads. Han betragtede den stejle klint, der skilte strandbredden fra en stribe grønt græs, der ledte op til en skov.

Harald trak en ny orm op af sin bylt, satte den på krogen, rejste sig op og kastede snøren i vandet. Solen stod nu højt på himlen, og intet andet end bølgeskvulp kunne høres, indtil det begyndte at pusle i buskadset. Det lød som en spurv, der trippede rundt i grene og visne blade. Lyden fangede Haralds opmærksomhed, men det var ikke en lille fugl, der gemte sig. Et sortskægget ansigt stak ud mellem det tætte buskads. Manden havde et hvidt klæde viklet rundt om hovedet, en mørk ansigtskulør og bekymrede sorte øjenbryn, der tyngede de sammenknebne øjne. Han stirrede direkte på Harald, der ikke fortrak en mine. Den fremmede mand begyndte at kravle ud af busken. Hans hvide hovedbeklædning hang dog fast i tornene. Harald stod stadig med sin fiskestang i hånden og stirrede på manden, der først nu fjernede blikket fra sit nye unge bekendtskab og lod øjnene følge strandbredden. Harald kiggede i samme retning. Snekken med krigerne var på vej tilbage. Harald kiggede på manden. Manden kiggede på Harald. Harald kiggede på krigerne ude på vandet, der kom nærmere. Som en slange, der bevæger sig baglæns, trak den fremmede mand sig langsomt tilbage ind i buskadset. Snekken passerede forbi, og endnu engang var det krigeren med de lange fletninger, der viste sine blå rådne tænder og stirrede på Harald. En svedperle løb ned over panden på Harald. Han vendte sig om mod buskadset for at tjekke, om den fremmede mand lå trygt i sit skjul. Da Harald igen vendte blikket ud mod skibet, kunne han ane, at krigeren med fletningerne samlede hele krigerbanden, mens han pegede ind mod kysten.

Med fiskestangen i hånden og snøren i vandet kunne Harald følge krigerne rumstere med deres sværd. Krigerne løftede de skarpe klinger op i luften. Solstrålerne fik metallet i de tunge sværd til at glimte. I en hurtig bevægelse trak snekken tæt ind til land, krigerne hoppede af og begyndte at møve sig ind mod strandbredden med vand til navlen. Harald blev tør i halsen og hjertet hamrede som en galoperende hest. Han samlede sin bylt med dagens fangst op af sandet og stak af i modsat retning, hen imod det sted, hvor man kunne komme op ad den høje klint ved hjælp af grenene fra et ensomt bøgetræ, der var væltet i en storm og nu hang i sine rødder ud over skrænten. Harald kastede et sidste blik mod det grønne buskads, hvor den fremmede mand endnu ikke havde givet en lyd fra sig. Harald tog fat i en gren på det væltede bøgetræ og kravlede op ad skrænten. I det samme sprang et lille rødbrunt egern ud fra træet og landede blødt i strandsandet. Egernet accelererede