Bananspiseren fra Højbjerg

By Arne Østerby

Vi præsenteres her for en erindringsroman, fuld af humor og sjov. Den bevæger sig over to temaer, hvor det ene handler om det at være gammel i en teknologisk tidsalder og det andet om et levet liv på godt og ondt med særlig fokus på forskellen mellem før og nu.
I en tid, hvor man helst skal være noget for at blive set og hørt, er det forfatterens intention at skildre et helt almindeligt hverdagsliv uden ydre dramatik og falbelader.
Kedeligt? Ja måske...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 30, 2021
• ISBN: 9788743037996

Arne Østerby

Arne Østerby er født i 1937 i København. Han voksede op i små kår i en sidegade på Vesterbro. Uddannede sig først til smed og siden til lærer. Var i nogle år højskolelærer. Efter en afsluttende eksamen som organist ved Løgumkloster Kirkemusikskole, fik han ansættelse som organist ved folkekirken, hvor han forblev til pensionsaldren. Arne Østerby har skrevet romanen Muslingelandet.

Book preview

Kapitel 1

Prøv lige at høre, unge mand. Det skulle vel ikke være så svært at spille med tre bolde? Og dog ... I betragtning af, at jeg er 81 og aldrig har forsøgt mig i den branche, så burde det nok være umuligt. Jeg anskaffede mig derfor tre tennisbolde og forsøgte at smide dem op i luften efter hinanden, selvfølgelig med det resultat, at de fløj til alle sider, og jeg måtte ligge og rode rundt på gulvet for at finde boldene igen. Ok.

Er du et kvajhoved eller ikke, tænker man så og prøver igen med samme resultat. Nå!

Så kan man vælge mellem at opgive eller tage fat på den opgave at lære sig selv at spille med tre bolde. Jeg besluttede mig til det sidste.

Hvorfor ikke? tænkte jeg. Hvad skulle egentlig forhindre mig i at blive en slags ekspert i boldsmideri og tilføje endnu en titel til mit lange register af titler, nemlig: jonglør?

Det tog mig otte måneders ihærdig træning, men så var den der også. Hvilken jubel! Og hvilken personlig tilfredsstillelse at gøre noget, som ganske vist et tiårs barn kunne have lært på en dag, men som nærmest ville forekomme umuligt for en gamling.

Jeg havde for længst fundet ud af at bruge dobbeltsengen som en slags sikkerhedsnet. Alligevel lykkedes det de tre sataner at gemme sig inde under sengen, så jeg måtte ligge med rumpen i vejret og et kosteskaft for at få dem frem.

Det hele fører jo ikke til andet, end at folk siger: Prøv at se den nar, der tror han kan tilsidesætte tyngdeloven med tre tennisbolde.

Jeg er for længst blevet pensionist og bor alene, så jeg kan gøre lige hvad der passer mig. Min kone døde for to år siden, og der er for så vidt ikke rigtig noget, der rager mig længere. Og så alligevel: Der er musikken. Som udøvende jazzpianist må jeg erkende, at der er en vis lighed mellem boldspillet og spilleriet på pianoet.

Du tænker for meget, Arne, siger jeg til mig selv. Du skal bare gøre tingene. Spil da, mand, og kast de der bolde op i luften.

Jeg er slem til at tænke, hvad det hele nytter, og det er en forbandet bremseklods at leve med. Hvis nogen siger til mig, at jeg er ganske middelmådig, så går jeg i stå og siger til mig selv: Det passer jo nok. Og så alligevel. Efter en tid pibler det frem igen. En slags selvopholdelsesdrift på kunstens vegne. De kan rende mig, siger jeg så. Men det er svært. Man kan jo ikke tage glæden fra mig. Glæden ved at se de tre bolde hænge der i luften. Det kræver koncentration. Men at se dem hænge der i rytmisk dans er næsten mere, end mit hjerte kan rumme. Det er leg. Det er alt, hvad tilværelsen rummer af munterhed og glæde. Så det var, hvad jeg fik ud af det, og så kan det godt være, der sidder en cirkusklovn og tænker: Det kunne jeg da allerede som treårig.

Okay, men det er slet ikke det, vi snakker om. Jeg kunne også køre på cykel, da jeg var seks.

Det er det samme med musikken. Jeg ved ikke, om du nogensinde, unge mand, har prøvet at knalde en 6/9 akkord ned i klaveret. Hvis ikke, er det på tide, at du prøver det. Det er ikke så svært. Du skal bare vide lidt om musikkens grundregler, så kan du tælle dig frem til resten. Det er jazzmusik, vi snakker om. Det har jeg ikke altid spillet. Jeg har spillet violin fra jeg var ni år og kom først i gang med klaveret, da jeg var i tyverne. Det duer jo ikke sådan noget, men jeg fik alligevel slumpet mig til en organisteksamen, hvilket ikke har ret meget med jazzmusik at gøre, omkring mit 25 år. Det var først, da jeg blev folkepensionist, jeg en dag sad og tænkte: Pokker i det, Arne, du har altid gerne villet spille jazzmusik, men uden at formå det overhovedet.

Men en eftermiddag, hvor jeg sad og rodede med tangenterne, var den der så. Jeg havde jo spillet røven ud af bukserne på klaveret. Den slags skal man jo kunne som organist. Men jazzmusik? Nul putte. Lige pludselig var den der. Lige på en eftermiddag, hvor jeg sad ganske alene med alle de hersens tangenter. Måske var det denne 6/9’er og alle de andre vidunderlige akkorder, der lå og ventede på mig, der gjorde det. En hel verden åbnede sig for mig på en eftermiddag.

Er du sindssyg, sagde jeg til vores sangerinde dengang. Prøv at høre.

Det er Fanny, som jeg var begyndt at arbejde lidt sammen med på kontrabas, jeg taler om. Jeg bildte mig jo ind, at jeg med kontrabassen skulle lægge hele jazzverdenen under mine fødder. Jeg tog nu for hårdt fat, som altid, og fik ondt i skulderen, så jeg måtte opgive, hvilket skete samtidigt med, at jeg fandt jazzmusikken på klaveret.

Det` bare i orden, siger jeg så til Fanny. Vi finder en bassist og laver en trio.

Det er femten år siden nu. Nå ja, så var det bare at gå i gang, som med boldene. Marcherede mig dag for dag lige ind i glæden ved at kunne noget ved egen kraft, selv i min forholdsvis høje alder. Jeg kendte det jo fra violinspillet som dreng, hvor jeg stod og trampede takt med foden og blev bedre og bedre op gennem teenagerårene. Men tro mig, det gik ikke hurtigere dengang. Glæden ved at lære nyt som 81-årig er den samme, og tempoet er det samme. Måske er det bare noget jeg tror.

Kapitel 2

Det er underligt det med boldene. For selvom jeg for et par måneder siden jublede over, at: Nu er den der. Nu kan jeg, så er jeg på ingen måde udlært. Jeg kan kun holde dem i luften et stærkt begrænset antal gange, inden de flyver fra mig og havner på gulvet. Det på trods af daglig og ihærdig træning, og nu er jeg begyndt at spekulere på, om jeg er stødt på en mur. En slags tærskel for mine egne evner. Hvert enkelt kast forudsætter jo en vis grad af koncentration og præcision. Det højeste antal kast, jeg har været oppe på, er 28, men det kan jeg slet ikke gentage. Inden jeg når det tiende kast, er de fløjet fra mig. Men det er jo ikke det, jeg vil. Jeg vil kunne vise omverdenen, at jeg kan holde de her bolde i luften hele tiden. Que pasa? Hvad er det egentlig, der sker? Det samme med musikken. Det er, som om der siges: hertil og ikke længere.

Skal jeg så forblive en middelmådig klovn eller hvad? Hvad er det med den mur? Prøv at forestille dig, at du presser noget luft sammen. Det går let til at begynde med, men jo hårdere du trykker, desto vanskeligere bliver det. Til sidst går du helt i stå og kommer ingen vegne, lige meget hvor hårdt du trykker. Hvad er det for en mur? Det har ikke noget med min alder at gøre, for det var det samme, da jeg stod med violinen som teenager. Lige meget, hvor meget, jeg øvede, så blev jeg ikke bedre. Sådan følte jeg i al fald.

Vi har spillet utallige steder med trioen igennem de sidste 15 år: restauranter, private fester, receptioner. Jeg er nok den mest ambitiøse af os tre, men alligevel forbliver vi kun en slags andenrangsmusikere. Det er altså kun til at begynde med, at fremgangen står i direkte forhold til brugte timer på øvning. Senere kommer muren.

Jeg er sikker på, at den findes for snart sagt alle discipliner, ikke mindst inden for sporten. Man er åbenbart fra naturens side udstyret med et vist potentiale og så finito. Eller hvad? Er vi ikke homo sapiens alle sammen? Hvorfor skulle Oscar Peterson være bedre end mig. Hvabehar? Det’ da ret uretfærdigt. Og så alligevel. Et eller andet sted har jeg en fornemmelse af, at jeg kan komme videre: For eksempel hvis jeg sætter min øvningstid op fra tre timer om dagen til seks?

Så melder spørgsmål sig: Vil du investere i den indsats? Er du i det hele taget i stand til det? Det kunne jo være her, forskellen på mig og Oscar Peterson lå. Måske er det hele bare noget vrøvl, for hvordan skulle jeg, fra barnsben, nogensinde kunne gøre mig forhåbninger om at blive en Ronaldo? Konklusionen må blive, at vi er blevet sat på plads: Vi har fra begyndelsen fået tildelt et vist mål af evner. Egentlig ret skræmmende. Jeg kommer jo heller aldrig til at spille med fem bolde, selvom der er nogle, der kan. Alligevel helmer jeg ikke, før jeg bliver ekspert i det her boldsmideri. Som 82-årig. Hvad er det for en drift, der får mig til det?

Kapitel 3

Jeg havde en ven, som ikke længere er her. Sådan er det med venner, når man kommer i min alder: De træder lige så stille ud af kulissen. Nogle gange uden at sige ordentligt farvel.

Vennen hed Konrad, og han var den skøreste skid, jeg nogensinde har kendt. Ikke at han kunne smide med bolde, men der var så meget andet, han kunne. Jeg var kun 17, da jeg stødte på ham på Dybbølsbro Station, hvor han arbejdede som billetsælger. Sådan var det dengang. Man skulle hen til en såkaldt billetlue og råbe noget i retning af en bybane og lægge nogle penge, hvorefter billetten kom til syne i en drejemekanisme. Den dag kom Konrad helt ud ad døren og konfronterede sig med mig og Steen, som var min underbo og bedste kammerat. To sejlglade gutter med sejlposer på skuldrene.

Jeg syntes, det var ret underligt, at billetsælgeren, som man ellers aldrig så noget til, sådan kom farende ud af kontoret og spurgte, hvor vi skulle hen og alt muligt, som ikke vedkom en billetsælger.

Jeg var temmelig genert dengang, så jeg stod bare og trippede lidt, mens jeg forsøgte at svare på hans spørgsmål. Jeg tror, Konrad var omkring 36, og egentlig hæftede vi os ikke særligt ved hans lidt usædvanlige opførsel. Ikke før det gentog sig på tilbageturen gennem stationen. Det var da mærkeligt, sagde vi til hinanden.

Jeg tror han er bøssekarl, sagde Steen om Konrad. Det var ikke usædvanligt at blive antastet af en bøsse, når man som helt ung færdedes i den indre by. Det var der faktisk nogle, der benyttede sig af. Vi kaldte dem trækkerdrenge, for de gik bevidst for at hive penge ud af bøsser, der gik og kiggede langt efter de unge fyre. Det var nu ikke lige vores stil, så efter at omtalte konfrontation på stationen havde gentaget sig nogle gange, kunne Steen meddele, at: Det vil jeg fandeme ikke have noget med at gøre.

Det var først, da Konrad en dag inviterede os hjem, at Steen stod helt af.

Der var et eller andet, jeg godt kunne lide ved Konrad. Faktisk noget, jeg ikke kunne forklare til Steen. En eller anden anderledeshed, der adskilte ham fra gennemsnittet. Overfladisk set er mennesker jo ret ens. De gør de samme ting og er vældig bange for at skille sig ud fra normerne. Af en eller anden uforklarlig grund blev jeg nødt til at se, hvordan han boede. Ikke fordi jeg på nogen måde var ude på at udnytte ham for slet ikke at tale om at være tiltrukket af ham seksuelt. Det var noget helt andet, der var på spil her, så jeg tog min cykel og stæsede ud til Hvidovre en dag efter arbejdstid. Det var stadig sensommer.

På adressen, han havde opgivet, stod et underligt paphus. Sådan kaldte jeg det, fordi det så ud til at kunne flyve omkuld ved den første efterårsstorm. Indenfor var væggene i alle rum nærmest tapetseret med bøger, lige med undtagelse af køkkenet. Jeg nåede lige at se et gammeldags lokum udenfor, inden jeg blev lukket ind. Konrad stortalende og fægtende med armene: Kom dog indenfor, mand.

Jeg hilste på fire eller fem andre unge mennesker med hver sin bajer i hånden og blev bænket midt iblandt dem i en nedslidt sofa fra 30’erne. Inden jeg egentlig havde set mig om, sad Konrad ved et gammelt opretstående klaver og skrålede, alt mens han akkompagnerede sig selv på bedste vis. Han sang på ørefaldende melodier om livet i de svenske skove. Jeg var blevet lukket ind i en ny verden; en verden med bøger og musik. En ung smedelærling på det nærmeste samlet op fra gaden. Og så alligevel ikke. Noget må have spiret i mig i forvejen. Indimellem lavede han sjov og fortalte om skovhuggeren Dan Anderson.

Konrads sprog var anderledes. Han talte anderledes, end det vi kendte til. I virkeligheden fascinerende og dragende, men på en måde også omklamrende og indladende. Jeg kunne ikke lade være med at lade mig indfange af denne mand med det smalle ansigt, den hvælvede, halvskaldede isse og den krumme næse.

Det var helt tydeligt, at han foretrak purunge mænd, og det gik hurtigt op for mig, at jeg var den foretrukne. At jeg denne aften blev fanget ind i en verden fuld af kultur, var ikke så underligt, eftersom den sjove paphytte i virkeligheden var en højskole med alt, hvad der kendetegner den slags skoleliv. Det gjorde jeg mig ikke klart dengang, men jeg fandt snart ud af, at jeg måtte holde fast i Konrad. Man kan vel sige, at det på en måde blev mit andet hjem. Ikke at jeg boede der, men i en slags overført betydning. Det var et sted, der stod mit hjerte nær. Sådan vil jeg foretrække at udtrykke det.

Kapitel 4

Jeg holdt fast i Konrad, til han, dybt senil, døde i en alder af 82. Der var bare det ved det, at han var forelsket i mig.

Bortset fra en skoleforelskelse, havde jeg ikke selv prøvet at være rigtig forelsket endnu. Ja, jeg havde dårligt nok været i nærheden af en pige udover min mor. Dengang gik vi i en delt skole. Man havde simpelthen bygget skolen i to halvdele: en til hvert køn med rene pige- og drengeklasser. Så hvordan skulle man overhovedet komme i nærheden af noget så mystisk som en pige?

Der stod vi så i frikvartererne og gloede ind i pigegården for at se, om hun var der. Hende man havde vovet sig op på siden af på vej hjem fra skolen. Hun gik altid sammen med søsteren, og så forsvandt de ned ad en af sidegaderne til Enghave Plads. Karen, hed hun. Og det var kun hende, jeg så. Jeg var ligeglad med søsteren, og jeg var ligeglad med samtlige piger, jeg havde set. Jeg kom aldrig til at veksle et ord med hende. Det turde jeg ikke. Hun var alt for ophøjet et væsen til, at jeg turde forsøge nogen form for tilnærmelse. Vi gik vist i femte klasse dengang.

Det var altså ret begrænset, hvad jeg vidste om at være forelsket for alvor. Det var først langt senere, at jeg blev slået omkuld, og her kunne jeg godt mærke det lige fra begyndelsen. Der gik dog ikke længe, før Konrad gjorde det klart for mig, at den var gal. Faktisk var den så gal, at han lagde sit tidligere liv med trækkerdrenge og den slags bag sig. En aften, han fulgte mig hjem, stod han neden for opgangen med store, bedende øjne og forsikrede mig, at det var slut med de nossevridere, han havde været afhængig af.

Jeg vil kun være sammen med dig. Du’ noget andet. Noget renere.

Han tog mig om nakken og forsøgte at trække mig ind til sig. Er der noget, jeg ikke kan klare, er det nærkontakt med mit eget køn. Det er en slags idiosynkrasi, som nærmer sig momentan sindssyge, så jeg skubbede ham vist ret brutalt fra mig og lovede ham sådan en på snotten, hvis han overhovedet begyndte på noget. Han rørte mig ikke siden. Langt senere fandt jeg ud af, at denne lille men ikke uvæsentlige episode foran gadedøren blev ret skelsættende og afgørende for mit liv. Ved at være sammen med Konrad og omgås ham så meget som muligt, var jeg kommet i en skole, der var helt anderledes end noget af det, jeg kendte til.

Han havde ingen akademisk uddannelse.