Discover millions of ebooks, audiobooks, and so much more with a free trial

Only $11.99/month after trial. Cancel anytime.

Afsatte Spor: Søborgdreng årgang 1945
Afsatte Spor: Søborgdreng årgang 1945
Afsatte Spor: Søborgdreng årgang 1945
Ebook470 pages4 hours

Afsatte Spor: Søborgdreng årgang 1945

Rating: 0 out of 5 stars

()

Read preview

About this ebook

Hverdagsbilleder og overraskelser - At finde sin(e) plads(er) og sig selv i tilværelsen – Med en Søborgdreng årgang 1945.
Undres over forstandens og kroppens forunderlige, og selvstændige liv, som ikke altid husker at banke på, hos de øverste lag af bevidstheden. Lege med hukommelsen. Opdage forskelen på hukommelse og erindring.
At lære. Det medfødte og det tillærte. Er viden og kunnen tvillinger? Er kunnen i virkeligheden udtryk for viden? Eller er evnen til at tilegne sig kunnen en overleveret egenskab i genomet, så nogle har lettere ved at opnå kunnen end andre?
Er det videnskaben eller troen der har svarene på livets spørgsmål?
Tidsspring, tankespring, og refleksioner vedrørende barndom, ungdom, manddom og alderdom. Såvel nuet som evigheden stikker næsen frem i ubevogtede øjeblikke.
At søge mening og opdage det modsatte - og omvendt. At se om bag nogle af datidens og nutidens mantra.
Ja, og undres over, hvad livet er for en utrolig begivenhed.
LanguageDansk
Release dateOct 13, 2016
ISBN9788771887044
Afsatte Spor: Søborgdreng årgang 1945
Author

Hans Rosenfalck

Hans Rosenfalck Født 1945 i Søborg. Lærling hos Georg Jensen Sølvsmedie i 60'erne, tillige habil amatørcykelrytter. Kandidateksamen i sociologi på Københavns Universitet. Har haft 17 forskellige jobs; lige fra arbejdsdreng til kommunaldirektør, det sidste endda i Grønland. Ind imellem billedkunstner og meget andet.

Read more from Hans Rosenfalck

Related to Afsatte Spor

Related ebooks

Related articles

Related categories

Reviews for Afsatte Spor

Rating: 0 out of 5 stars
0 ratings

0 ratings0 reviews

What did you think?

Tap to rate

Review must be at least 10 words

    Book preview

    Afsatte Spor - Hans Rosenfalck

    henvisninger

    Prolog – Afsatte Spor

    Ligesom så mange andre, har jeg oplevet, at mine erindringer er lagret sådan, at oplevelser vedrørende begivenheder, personer, steder, rækkefølger, systemer, synsindtryk, lydindtryk, smagsindtryk, dufte, berøringer, følelser, stemninger, læringer, ja, hvad som helst, kan være forbundet. Ofte er det ganske forbavsende og uransageligt. På den måde følger erindringerne ikke en historiebogs fortænkte systematik og logik, hvad denne bog således heller ikke forsøger at gøre.

    Tag eksempelvis din pinkode til dankortet. Den husker du sikkert udenad. Efterhånden vil du 'ubemærket' også lagre placeringen og rækkefølgen af de taster koden indeholder. De er ens på næsten alle dankortmaskiner i butikker. Hvis du så en dag skal bruge koden på en maskine, hvor tasterne er placeret omvendt – det kan forekomme, fx i nogle kortautomater – så risikerer du at taste forkert. Det vil sikkert forvirre dig. Måske endda så meget, at du kan blive i tvivl om din kode. Du taber tråden¹.

    Man kan tilføje, at begrebet 'ubemærket' egentligt er problematisk at tage i brug, fordi dette ubemærkede i realiteten er bemærket. Det er registreret hos dig, på et underliggende plan. Men det er hverken bearbejdet eller sprogliggjort hos din øverste bevidsthed. Det er så at sige registreret af sig selv, og det bliver reflekteret af sig selv, og dine hænder osv., og især det der styrer disse agerer på det, alt efter hvad det nu drejer sig om. Fx når du cykler. Da er det registreret hos dig, hvordan du hele tiden skal korrigere kroppens placering og træde i pedalerne for at sikre fremdrift og styre for at holde balancen. Det sker så at sige, 'af sig selv' i samspil og med afstemt brug af sanser og bevægeapparat.

    Man kan således ikke sige, at det er ubemærket. Det er tillært, og du ved netop godt, hvordan du skal gøre. Det er den slags viden, der ikke bliver betragtet som 'rigtig' viden. Og skulle du have været i tvivl, så er her samtidig en god indikator for, at din krop og din forstand fungerer som en kompleks enhed og en helhed. Så meget endda, at man betragter den type tillærte færdigheder, som medfødte anlæg eller uforklarlige evner, som nogle bare er bedre til end andre. Vi mangler ord og begreber for forklaring og beskrivelse af den type 'intelligens'. Vi konstaterer det blot. Eksempelvis hvis du ser Tour de France, at Fabian Cancellara er eminent god til at cykle ekstremt hurtigt nedad snoede stejle bjergveje uden at styrte.

    Min pointe er, at erindringernes afsatte spor kun følger dine egne forudsætninger og forestillinger. De medfødte, de tillærte, de oplevede, ja – dem som du har dannet dig.

    Jeg bærer ligesom de fleste rundt på en række blitz-erindringer. Fx Grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis den 30. januar 1959, mordet på præsident Kennedy den 22. november 1963, eller da Nell Armstrong, som det første menneske, satte foden på månens overflade den 21. juli 1969, Berlinmurens fald natten mellem den 9. og 10. november 1989, angrebene på World Trade Center 11. september 2001, og tragedien på Flatoy 22. juli 2011 for blot at nævne nogle. Det interessante ved den type erindringer, det er bl.a., at de tydeliggør, at der er koblet sideerindringer på enhver erindring.

    In memoriam – Hans Hedtofts forlis, ved Kap Farvel 30. januar 1959

    De fleste husker, hvor de var, hvem de var sammen med, hvordan vejret var, og hvad de foretog sig, da de modtog oplysningen, eller så den i tv osv. Det kan være fascinerende og interessant at lege med erindringer ifølge sine egne spor og ikke mindst de utallige sidespor, der dukker op, hvis man giver sig tid og dyrker dem. Der er i realiteten koblet sideerindringer på de fleste erindringer. Det ene tager, det andet med sig, hvis du leger efter den metode, og erindringerne udbredes derved.

    Nogle gange kommer der også snurrepiberi til, ja unødvendige side erindringer frem, som fx det mere end 50 år gamle telefonnummer på min cykeltræner i 1961, Carl-Johan Gené, det var Asta 2310. Ja, dengang skulle man først ringe op til en lokal telefoncentral, fx Asta, hvis det var Amager, og der bede telefonistinden om det nummer, som man ønskede at ringe til. Selv om jeg på ingen måde kendte Gene' specielt godt, så sender jeg en venlig tanke til ham i hans himmel, formoder jeg, hver gang jeg ser et ur, der viser 2310. Ja, og tal har ofte en særlig tiltrækningskraft som fx nr. 22, der leder mine tanker hen på min soldaterkammerat Paludan med soldaternummeret 771 522 og nr. 72, der leder mine tanker på min gode kammerat Kjeld Andersen med soldaternummeret 771 772. Han fik en afgørende betydning for min tilværelses forløb, idet jeg mødte min senere livsledsager Annette hos ham – tilfældigt.

    Nå, men det er let at komme i gang med at erindre, du skal blot tage udgangspunkt i det, som du kan huske, så kommer resten næsten af sig selv, når du giver dig tid og leger med det. 'Brug hovedet, det er det, du har fået det til', sagde min mor. Den metode og arbejdsform har jeg forsøgt at praktisere her i bogen – Afsatte Spor. Kombinationen af hukommelsens flygtige spor, at huske rigtigt eller forkert på livets fart på den ene side, og på den anden side erindringens absolut uudslettelige spor. ’Det Erindrede kan man kaste bort, (men) det vender tilbage ligesom Thors Hammer, og ikke blot saaledes, men det har en Længsel efter Erindringen som en Due, ja som den Due, der hvor ofte den end sælges til Andre aldrig kan blive en Andens Eiendom, fordi den bestandigt flyver hjem. Men saa har ogsaa Erindringen selv udruget det Erindrede, og denne Rugen er skjult og forborgen, lønlig og derfor ukrænket af nogen profan Viden: saaledes vil Fuglen ikke ruge over sit Æg, naar nogen Fremmed har berørt det.’²

    Ja at opdage at der er forskelle på hukommelse og erindring. Hukommelsen er med på farten i hverdagens flygtige gøremål. Erindringen skabes i din personlige velmagt, den deles ikke med andre. Om end du taber hukommelsen, bærer du trods det sandsynligvis stadig på erindringen, det er konstateret endda hos nogle demente.

    Der findes i øvrigt en masse litteratur, der beskæftiger sig med begrebet erindring, og med begrebet at huske. Jeg kan anbefale Pia Søltofts tre øvelser i erindring³. De er både enkle og virksomme. Og de er hverken for mystiske, for tekniske og instrumentelle eller ’værkstøjskasse’ logiske, som så meget af det, der leveres om emnet.

    På mange måder er Afsatte Spor som en blandet landhandel og en rodebutik, lidt på må og få og med fine små og store blomster og med tidsler og også med en bunke kedelige facts, og med dumme såvel som kloge ord, der kan give indblik i de rammer, som hverdagen udspillede sig i.

    Når man lever, og oplever, som tilskuer eller som deltager, eller ligefrem som den udøvende iværksættende aktør, da er det ofte sådan, at man ikke lige på stående fod kender den fremadrettede betydning, af det der foregår. Almindeligvis gør man sig heller ikke overvejelser, om noget tilsvarende vil finde sted om 30 år? Eller om det er almindeligt eller enestående, dette her. Hvorfor skulle man også gøre det?

    Men tiden og eftertanken stiller hændelser og personer i relief. Ubetydeligheder kan vise sig at være særdeles betydningsfulde og omvendt. Det er min oplevelse, at dette ligefrem er i modsætning til den verden, som mange film, fx søger at illustrere i disse år, hvor man næsten straks bliver klar over, hvad der er af betydning, og hvad der ikke er af betydning. Samt at der i tidens film i reglen savnes det uforudsigelige element, det der giver anledning til undren. I nye film vil man almindeligvis hellere have sine antagelser bekræftet. Sigtet på at få antagelser bekræftet begrænser i sagens natur ethvert element af tilfældighed og det indskrænker feltet af livets muligheder i forudsigelig retning.

    Jeg kan med den udmelding ikke skjule, at jeg er ved at være pas på den endeløse og trivielle række af dramaer, hvor alt skal forklares og forstås. Dramaer der oversvømmer os, og æder god tid fra at blive benyttet bedre. For mig er den mest betydningsfulde film de sidste mange år i øvrigt, 'Gubban i stugen', af Nina Hedenius, dokumentar fra Sveriges TV fra sidst i 90'erne.

    Det skal både forstås som min kritik af tidens evindelige 'aktion', og som min hyldest til det uforklarede liv. Det liv der blot leves, som det nu er givet.

    Jeg så 'Gubban i stugen' tilfældigt en hverdags formiddag, da jeg havde en stridbar influenza. Det var sidst i januar 1998, den blev sendt fra en tysk tv kanal, NDR vidst nok. I den film er der skrællet ind til benet, til kernen, til selve livet. Uden tale, uden monolog, uden dialog, uden fortæller og uden undertekster.

    I forhold til tidens film, virker den, som at placere en fortravlet managementkonsulent, der er vant til at have 20 'bolde' i luften af gangen, på en isoleret beliggende ø, uden bro, færge, telefon, mobil- eller internetadgang eller indkøbsmuligheder. Find ud af hvad du vil. Hvad er tilværelsen og tilstedeværelsen egentlig for en størrelse? Hvor kommer du fra? Hvor er du på vej hen – når du fjerner tidens voluminøse selvsving, og alle de mål og delmål og værdier som du boltrer dig i hver dag. Hvor fører de hen? Bare for dig selv og i forhold til din egen eksistens? Er du sikker på, at det er dit liv du lever? Eller var det måske en tilfældig bemærkning, eller en overlagt? sagt i tidens ånd engang, som kom til at anlægge din livsbane?

    De fleste fortællinger i bogen her er bragt i ’jeg’ form. Hvem der egentlig er jeg, det vides ikke altid med sikkerhed, ligesom der i det hele taget heller ikke er så meget andet, der vides med sikkerhed. Men gammel det er han ved at være i dag. Men frisk og ok. Navne og årstal er bragt med den usikkerhed, der i sagens natur følger, når erindringen en gang imellem skal hjælpes på vej efter 50 års dvale, så der er naturligvis nok forskydninger.

    I forhold til beskrivelserne af min læretid på Georg Jensen Sølvsmedie har min gode lærling kollega fra dengang, Ole Bøgelund Rasmussen, i mange situationer hjulpet mig på vej og hjulpet mig videre, når der var noget, jeg var i tvivl om.

    Bogen tog sin begyndelse for nogle år siden med tilbageblik til tiden i 1960’erne, hvor Ole Bøgelund og jeg begge var lærlinge hos Georg Jensen. Vi udvekslede en del erindringer på mailen om læretiden, og tiden hvor vi var unge svende hos Georg Jensen Sølvsmedie i Ragnagade 7 på Ydre Østerbro i København.

    Især tænkte vi på alle de interessante personligheder og fantastiske og markante enegængere, der var dér dengang. Indtrykkene er sikkert også stærkere, når man er ung, og møder arbejdsmarkedet, med nye omgivelser, meget forskellige fra tiden forinden i folkeskolen. Alle de voksne mennesker på værkstederne mv, deres opgaver og måde at løse dem på, deres personlighed, og måde at møde hinanden på, og ikke mindst måden de mødte os unge på.

    Tillige blev det hurtigt synligt at sølvsmedien rummede flere personer med forskellige mindre skavanker og handicap i forskellig grad og tillige en hel del med særheder og egenartede aparte vaner.

    Ole Bøgelund Rasmussen på besøg hos mig i det lille hus på Højmarksvej nr. 26 i Søborg. Ca. 1974. Oprindeligt var det min bror Flemmings hus.

    Guld- og sølvsmedefagene forudsætter et godt syn og betydeligt håndelag og formsans, samt at man er i stand til at lære at få afsluttet en opgave. Det gavner sjældent at nusse med det!

    Men til gengæld forudsættes det ikke;

    at man har god hørelse

    at man har lige lange ben

    at man har rank ryg

    at man er smuk

    at man har stor udholdenhed eller muskelstyrke

    at man har gode sproglige eller matematiske evner

    Georg Jensen Sølvsmedie, Ragnagade 7. Opført som en tre længet bygning af Georg Jensen til produktion og lager i 1918. Solgt til Kuben og ombygget og indrettet til kontorhus sidst i 1980’erne. Georg Jensen Sølvsmedie flyttede da til Søndre Fasanvej 7, i Den Kongelige Porcelænsfabriks bygninger, naturligt nok i betragtning af, at denne havde købt sølvsmedien og således også etableret Royal Copenhagen.

    ¹ Det engelske tidsskrift Spectator beretter om en sagfører, der, medens han plæderede en sag, havde for vane at tage en snor op af lommen, som han blev ved med at vikle rundt om sin finger. Da hans modpart, spøgefuglen, i al hemmelighed trak snoren op af hans lomme, blev vedkommende sagfører helt ude af den, hvorefter han begyndte at lire det rene nonsens af sig. Han havde, som man sagde, tabt tråden i sin argumentation. Hvad er Mennesket. S. 89. Dansk udgave Informations Forlag 2015. Immanuel Kant. Tysk filosof f. 1724 d. 1804.

    ² Stadier paa Livets Vei, S. 20. Søren Kierkegaards Værker. Bind 6 udgivet af Niels Jørgen Cappelørn m.f. Gyldendal 2015. ISBN 9788702177398. Oprindelig C.A. Reitzel Kjøbenhavn 1845.

    ³ Kunsten at vælge sig selv. S 111–112. Pia Søltoft (f. 1963, ph.d. og lektor i etik og religionsfilosofi på Københavns Universitet.) Akademisk Forlag 1. udgave, 2. oplag 2016.

    ⁴ Det er et af videnskabens problemer, at den arbejder ud fra antagelser, som enten søges afkræftet eller bekræftet. Det udelukker i betydeligt omfang tilfældighedernes ulogiske elementer, der som bekendt ofte står uforudsigeligt klar i kulissen, uanset om det drejer sig om at forstå universet, eller forstå mennesket, herunder forstå sig selv. I den forstand er ’kundskabens træ’, med dets systematik og logik, videnskabens største problem. Videnskaben kan hverken opklare universets gåder eller kræftens gåder osv., så længe man støtter sig til logik, systematik og antagelser, fordi det ikke er sådanne bekvemme konstruktioner, der ligger til grund for skabelsen. Skabelsen er som så meget andet i universet uforudsigelig. Skabelsen vil evindeligt forvirre logisk tænkende systematikere og mange andre, der bilder sig ind, at kunne antage sig frem til grundlæggende energier. Dens grundstof er uransageligt.

    FØRSTE DEL

    Første afsnit:

    Erindringer af begivenheder og omstændigheder og personer, der var på Georg Jensen Sølvsmedie i 60’erne – tilsat tankespring og relationer til lidt af hvert

    Erindring

    Ethvert menneske opbygger sit unikke oplevelses museum og videns museum i hukommelsen. Derfra hentes erindringerne og erkendelserne som hinandens spejlbilleder.

    Når jeg beskæftiger mig med erindringer, beskæftiger jeg mig i sagens natur med det, som er passeret. Jeg vil videre påstå, at begivenheder i reglen opleves i nuet, samt at de i højere grad huskes prioriteret efter den betydning de har haft for mig, end efter deres almene og historiske betydning. Begivenhedernes rækkefølge bliver ofte forskudt, bl.a. af erindringernes indbyrdes vægtning. Det sker tillige at en erindring antager en anden form, end den historisk dokumenterbare.⁵ At den bliver historisk forkert.

    Måske kan man tillige sige, at der bliver taget en form for afsked, når en begivenhed bliver til erindring og derved bliver vendt – og måske endda rekonstrueret. Lidt som en ’sluk efter øl’ – efter et måltid, hvor man genkalder smagsoplevelserne mv og måske også vender tankerne omkring det, som man øvrigt er optaget af.

    Søren Kierkegaard skriver følgende interessante:

    ’Erindringen er en aflagt Klædning, som, hvor skjøn den end er, dog ikke passer, da man er vokset fra den.’

    Videre fastslår han, at erindringen er en baglæns gentagelse af livet og af oplevelsen⁷. Han anbefaler, at man hellere end erindringen burde søge at gentage oplevelsen i praksis. Dette fordi gentagelser udgør livets grundsten for tryghed og glæde og harmoni i hverdagen, over året og i livets hele udstrækning.

    Tid og historie er almindelig kendt målestok for det, der er passeret. Men ligeså interessant synes jeg, at det er, at sætte det lange lys på, og filosofere lidt ved at indsætte nuet og evigheden. Med nuet og evigheden arbejder vi ikke med endeløse rækkefølger i tid uden slutning og begyndelse, men vi arbejder derimod bl.a. med et åbent stående nu. Hverken nuet eller evigheden er registrerbare i forhold til de tidsmål og den historieopfattelse, som vi almindeligvis arbejder med. Det såkaldte timelige.

    Nuet er i den betydning det samme for os, som det var for Adam. Der er med andre ord ikke begrebslig forskel mellem nu og nu. Frit formuleret efter Thomas Hobbes bemærkning i ’Leviatan’ stk. 22. s. 542 i den danske udgave fra 2008.⁸ Oprindeligt udgivet London 1651.

    Ja, og med mine yderligere tilføjelser: Nuet var der før universet, og det vil være der efter. Det kan ikke afgrænses af nogen tid eller noget sted.

    Nuet og evigheden er af samme klasse i den forstand, at intet slipper udenom det. Nuets udstrækning og åbningstid er uendelig. Med en lettere omskrivning fra Augustins Filosofiske Dialoger⁹ kan man formulere, ’at nuet er et profetisk udtryk for evigheden, da nuet hviler i sig selv, og gør alting nyt.’

    Det er i øvrigt en kendsgerning, at så snart det levende ord og livets begivenheder sættes på papir, så har det tendens til at stivne. Det bliver renset for liv, lyde, mislyde og pudsigheder. Fx som hørt over hækken en dag; …Køb nu noget ordentligt……ikke en papegøjekjole…lås døren, når jeg er kørt osv. Jeg vil prøve at bevare lidt af det levende her i bogen.

    Sådan blev jeg ansat på Georg Jensen Sølvsmedie

    Min far kendte gennem sit arbejde i socialforvaltningen i Gladsaxe Kommune arbejdsformand Marx på Georg Jensens afdeling i Gladsaxe. Marx kunne ofte bruge en af de ledige, der var havnet uden job og i det sociale system. Sådanne arbejdsformidlinger var min far ofte involveret i. Da jeg gerne ville være sølvsmed kontaktede min far Marx. Jeg blev efterfølgende bedt om at møde til samtale, på Georg Jensens afdeling på Østerbro, hvor bl.a. sølvsmede- og guldsmede værkstederne havde base. Jeg blev bedt om at tage skolepapirer og eventuelle tegninger, arbejder i træ eller arbejder i andre materialer med.

    I ansættelsessamtalen deltog foruden mig, sølvsmedemester Gustav Pedersen, ciselørmester Haakon Brauer og driftsingeniør Sven Whitta Jørgensen. Som jeg erindrer det, var deres interesse rettet imod de tegninger jeg havde taget med. Har du selv tegnet dem, spurgte den ene. Ja, svarede jeg. Jeg tror, jeg kan lære dig at blive en dygtig ciselør svarede Haakon Brauer. Kan du begynde på mandag? Spurgte han videre. Ja, svarede jeg.

    Omdrejningspunktet for samtalen var at vurdere min personlige interesse, motivation og faglige parathed i bestemt form i forhold til lærepladsen. I dag, vil man givetvis fokusere mere på en ansøgers brede teoretiske parathed og almene viden. Dengang kunne man godt få en håndværksmæssig læreplads, hvis man var motiveret og hvis hænderne var sat rigtigt på, også selvom skolepapirerne ikke var noget at prale af. Det kan man sikkert ikke i dag. I dag er det omvendte givetvis muligt, at opnå en læreplads på baggrund af gode skolepapirer, på trods af, at hænder og motivation ikke er i top.

    Jeg husker en stor fornuftig dreng i min parallelklasse fik tilbudt en læreplads hos en glarmester, da han skulle begynde i 7. klasse. Han fik dispensation til at forlade skolen uden at gennemføre 7 års skolegang, idet man anså at aftenskoleundervisningen, der var en del af lærekontrakten kunne udgøre det for 7. klasses pensum.

    Dette var ualmindeligt. Men det viser en del om hvor forskellige prioriteringer af folkeskolens betydning der var dengang i forhold til i dag.

    Time, dag og uge – facts om arbejdstid, løn og ferie

    Lærlinge, svende og andre timelønnede ansatte skulle møde mandag til fredag kl. 6.45 om morgenen og havde fri igen kl. 16.15 om eftermiddagen med en ½ times frokost sidst på formiddagen. Frokostpausen blev fratrukket, så det kun var selve arbejdstiden, der blev talt med og lønnet. Sådan var det, da jeg kom i lære som sølvciselør mandag den 3. september 1962. Fra morgenstunden var det en mild og næsten vindstille gråvejrsdag. Gader og veje var tørre, og det var ikke, som det så ofte kan være tidligt om morgenen på den årstid, lidt koldt om fingrene, når man cykler hurtigt. I øvrigt var det den dag, Jens Otto Kragh tiltrådte sin første periode som statsminister. Da han afløste den periodevis sygemeldte Viggo Kampmann.

    Der var netop indført 5 dages arbejdsuge på Georg Jensen Sølvsmedie. Arbejdsugen var på 45 timer. Alle 5 arbejdsdage havde samme arbejdstid. Vi havde fri både lørdag og søndag. Det oplevedes som lange arbejdsdage i forhold til at gå i skole. Og så mødte man mere end en time tidligere om morgenen på værkstederne på Georg Jensen Sølvsmedie, end man gjorde i skolen.

    Inden jeg kom i lære, havde jeg haft forskellige job som arbejdsdreng. Jeg havde endda været i lære som dybtryk retouchør i 6 måneder, men jeg afbrød kontrakten.

    Derefter blev jeg chaufførmedhjælper i Foreningen Kunst på Arbejdspladsen, hvor min bror var daglig leder. I Kunst på Arbejdspladsen var arbejdsdagene ikke så lange, typisk 4–6 timer, nogenlunde samme længde som i skolen, men her mødte man i reglen senere end i skolen. Men dejligt var det på Georg Jensen med fri om lørdagen, det havde man ikke i skolen. Det var endnu ikke så udbredt på arbejdspladserne dengang med 5 dages arbejdsuge.

    Begyndelseslønnen for lærlinge hos Georg Jensen var 80 øre i timen og slutlønnen 1 krone og 10 øre i timen. Dertil skulle lægges et produktionstillæg på 5 øre i timen til begyndelseslønnen og på 25 øre i timen til slutlønnen. Hvis man var meget produktiv og nyttig for firmaet, kunne man ud over det fastsatte produktionstillæg opnå ’ekstrapenge’. Hvis man blev taget i at fuske for sig selv for at videregive eller at sælge dette, fx til venner og bekendte, så fik man hverken ekstrapenge eller produktionstillæg, og fortsatte man med det, blev lærekontrakten ophævet, og man blev fyret.

    I de perioder man gik på dagskole, fik man hverken ekstrapenge eller produktionstillæg. Vi gik på dagskole i 6 uger af gangen i 3 perioder i løbet af læretiden. Læretiden var 4 år og 4 måneder. Tidligere var læretiden 4 år. Men da der blev indført dagskole i stedet for aftenskole, og firmaet således ikke kunne have gavn af lærlingen i denne periode, så blev læretiden forlænget med dagskoleperiodernes varighed. Noget for noget. Dejligt var det, at man nu tjente sine egne penge og var uafhængig af forældrenes eventuelle lommepenge eller penge fra småjobs efter skoletid.

    Svendene, dvs. de udlærte, havde en timeløn på mellem ca. 8 kroner og op til ca. 14 kroner. På akkordløn kunne de hurtigste komme op over 20 kroner i timen, vel at mærke når de samtidig arbejdede med de akkorder, der var de bedste priser på. Der var betydelig forskel på akkordpriserne. Unge svende fik i reglen ikke de akkorder, der havde de bedste priser. Hvad mestre og arbejdsformænd tjente, det vidste vi ikke. De havde hemmelig løn, og de var månedslønnede, og de opsparede pension, delvis betalt af firmaet, som blev udbetalt, når de blev pensionerede. De var funktionærer og havde løn under sygdom og ferie. Vi andre, der var timelønnede sparede ikke op til pension. Vores løn blev udleveret til os personligt i en lille gråbrun kartonkuvert hver torsdag eftermiddag. Alle timelønnede var bagudlønnet.

    I dag lyder sådanne lønstørrelser håbløst lave, og umulige at leve af, men sådan var det nu ikke helt. Priser på tøj, husleje og fødevarer var tilsvarende lave. Tillige betalte man, i forhold til i dag, kun symbolske små beløb i skat. Højest 10 – 20 procent af en almindelig god svendeløn, og som lærling var man til enhver tid under den indkomstgrænse, hvor man skulle betale skat. Som et kuriosum kan det nævnes, at man kunne overnatte på KFUM’s soldaterhjem i Gothersgade, lige overfor Rosenborg Slot for bare 7 kroner. Nå men videre, der var ikke 25 procent moms på varekøb, som der er i dag. I 1962 indførtes oms, dvs. omsætningsafgift, den var på 9 procent. I 1967 kom så i stedet for oms den nye moms, dvs. meromsætningsafgift med 12½ procent. Den blev så forhøjet igen og igen. Men det blev lønnen bestemt også.

    Vigtigt at nævne, er det tillige, at man ikke forventede så meget dengang. Der havde ikke været mærkbar vækst i mange år, egentlig ikke ret meget vækst siden 1930’erne. Udgangspunktet var materiel knaphed. På den baggrund oplevede mange, at de fik mere i disse år, mere end de havde drømt om. Jeg selv havde drømt om at spare sammen til en motorcykel, en japansk Yamaha. Den var hurtig og sej at se på, og så havde den en fantastisk lyd med 3 gange så mange motor omdrejninger, som en europæisk motorcykel. Ingen kunne være i tvivl om, at det var en racer med den lyd. Men jeg endte i stedet for med at købe en bil, en splinterny Austin Mini Cooper i foråret 1969, en lille hidsig krabat, der både kunne lave hjulspind i første og i andet gear. Hvid med sort tag og sorte skærmkanter og 5" fælge. En berusende duft – når jeg satte mig ind i den. Den kostede 22.989 kr. Kontant. De 18.000kr. var tjent på Georg Jensen Sølvsmedie. De sidste 4.989kr. forærede

    Enjoying the preview?
    Page 1 of 1