Besat

By Michael Sørensen

I den dyre ende af Nordsjælland styrer Borgmesterens 15-årige datter Lulu sin 9. klasse med hård hånd. Da en klassekammerat kommer i vejen for Lulu, starter en lavine af ubehageligheder i den velhavende kommune. Hemmeligheder og skandaler står for at blive afsløret, men Lulu og hendes tro følgesvend Mimi skyer ingen midler.

Sex, korruption og stoffer danner rammen om en dyster historie, hvor alle implicerede svæver rundt i Lulus univers, som viser sig umuligt at komme ud af igen. Man bliver næsten som Besat ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 29, 2016
• ISBN: 9788771887587

Michael Sørensen

Michael Sørensen er en "ung" mand født i 70'erne, forelsket i 80'erne, uddannet i 90'erne. Han er en alsidig forfatter, som indtil videre har kastet sig ud i noveller, børnebøger, krimier og menneskelige skildringer. Michaels læsere elsker hans livlige sprog, underfundige personer og skæve vinkler, som i virkeligheden er den bedste skildring af forfatteren selv. Michael er født på Amager, men er bosat i Solrød Strand med sin kone og to børn.

Book preview

dans

1. Hvem bestemmer?

Hun havde sladret. Der var ingen tvivl. Ingen af pigerne sagde noget, for de vidste allerede hvad der var foregået. Hun havde sladret.

‘Hvem af jer vil sige noget først?’

Inspektøren skubbede sin sideskilning til side. Han lignede Adolf Hitler så meget, at alle på skolen kaldte ham for Føreren. Han manglede kun det lille overskæg, men ellers var statur, højde og sideskilning et perfekt match. Han rømmede sig, for at gøre de to piger, der sad overfor ham, opmærksom på, at det ikke længere var hans tur til at sige noget. Lige lidt hjalp det. De sagde ingenting.

’Hvis det her er et forsøg på at tie tingene ihjel, så virker det ikke. Overhovedet ikke.’

Han lagde tryk på den sidste sætning. De to piger sad helt stille, og stirrede på ham med blanke ansigter. De havde for længe siden lært, at vejen ud af Førerbunkeren var brolagt med tavshed. Hvis de ikke sagde noget, kunne de ikke indrømme noget. Ergo skete der ikke noget.

’Jamen, så må jeg ringe hjem til jeres forældre.’ fiskede inspektøren, der hed noget så kedeligt som Martin. Ingen af pigerne var synderligt imponerede af truslen, der var lige så tom som de anklager, han fremturede med, men som ingen af pigerne ville stå ved.

’Miriam.’ startede Inspektøren. Han henvendte sig til den blonde af de to piger, der umiddelbart efter afbrød ham.

’Mimi!’

Inspektørens ansigt lyste op. Han havde fået et svar. Det var muligvis bare en irettesættelse, men den blonde pige havde, trods alt, svaret. Nu sad hun og stirrede ondt på ham. Hendes ansigt var nærmest engleagtigt. Hun var perfekt. Hendes øjne, mund og næse. Alting var perfekt proportioneret. Selv når hun skulede, var hun indbegrebet af ordet smuk. Hendes fremtræden var skabt af penge. Mange penge. Det var der ikke noget usædvanligt ved på denne skole. Det var godt nok en folkeskole, men postnummeret var ensbetydende med store villaer, au-pair piger og unge mennesker, der gik i tøj der kostede langt mere end Martins månedsløn.

’Ja ja, Mimi. Undskyld. Du er nødt til at hjælpe mig her.’

Han stoppede for at rømme sig. Pigen ved siden af Miriam begravede sit ansigt i sin ene håndflade. Hun var åbenlyst irriteret over Martins insisterende forsøg på at komme til bunds i denne sag. Hendes navn var Louise. Alle på skolen kaldte hende for Lulu.

Hun var en tro kopi af veninden Mimi, hvor den eneste umiddelbare forskel mellem de to var, at Lulu var mørklødet og særdeles mørkhåret. Martin var direkte bange for Lulu. Udover det faktum, at den 15-årige pige var leder af den stærke pigegruppe i niende klasserne, var hendes far også Borgmester i kommunen. Han var en overvældende personlighed, der ikke var en mand, som var kendt for sin kærlighed til de offentligt ansatte i kommunen. Han havde modvilligt accepteret præmissen om, at hans datter skulle gå på kommuneskole, for at hans parti kunne sælge idéen om, at folkeskolerne sagtens kunne konkurrere med privatskolerne, der skød op alle vegne i den meget velhavende kommune. På den måde var Lulu blevet skolens egentlige leder. Martin tog sig, som inspektør, af alt det praktiske, men var der problemer med de store klasser, så var det Lulu, der svingede pisken over sine medstuderende. Ingen turde sige hende imod. Derfor åbnede hun også sjældent munden. Det var ikke nødvendigt. Heller ikke i denne sag, hvor Martin bestemt ikke forventede et ord, fra den ellers så skarpe teenagers mund.

’Hallo! Skal du ikke ringe?’ udbrød Mimi syrligt. Hun afbrød Martins tanker, der allerede gik på, hvor svært det ville blive for ham, at få et nyt job i denne kommune.

Sågar omegnskommunerne ville undgå ham som pesten, hvis først Lulus far besluttede sig for, at Martin ikke længere var velkommen som inspektør, lærer eller pedel nogen steder i kommunen. Han følte sig presset. Et kort men målrettet smil gled over Lulus læber. Signalet var ikke til at tage fejl af. De to piger havde inspektøren, lige hvor de gerne ville have ham. Han kunne mærke sveden pible frem fra panden. Sideskilningen blev mere og mere fugtig.

’Er vi færdige her?’ spurgte Lulu. Hendes stemme var helt ligegyldig. Hun rejste sig, før end Martin overhovedet fik sagt noget. Hans mund var helt tør, så der kom ikke andet end et beskedent nik fra ham. De to piger forlod kontoret. Mimi lod døren stå åben, for det var under hendes værdighed, at lukke døre for sådan en som Martin.

’Er du okay?’

Han havde lukket øjnene, men genkendte straks stemmen. Skolesekretærens raspende stemme tog man ikke fejl af.

’Jeg er okay, Birgitte. Jeg er helt okay.’ prøvede han.

’Indrømmede de? Har du bortvist dem?’ spurgte hun.

Hendes stemme lød begejstret. Ligesom resten af staben, frygtede hun de to piger.

’De sagde ikke noget.’ konstaterede Martin.

’Behøvede de det? Sagde Maria ikke, at det var dem, der havde gjort det?’

Birgitte var ikke imponeret af sin skoleleder. Det var Martin heller ikke, men han havde ikke kræfter til at tage flere kampe. Ikke lige nu.

’Påstand mod påstand. Det er ikke nok til at bortvise Borgmesterens datter og hendes bedste veninde. Det ved du, lige så godt som jeg, Birgitte.’

Han havde lydt bestemt. Han havde afkrævet respekt. Ingen af delene virkede. Hverken med de to piger eller med Birgitte. Sidstnævnte smækkede døren så hårdt, at Martins sideskilning bevægede sig fra hans svedige pande.

2. Sladrehanken

’Vil du gerne dø? Vil du?’ knurrede Lulu. Hun havde fat om halsen på Maria. Hun gav ikke slip. Mimi sparkede Maria i maven, så snart Lulu trak sig til side. Det hårde spark trak al luft ud af lungerne på Maria, der sank sammen op af ydermuren til skolen.

’Hvorfor sladrer du til Føreren? Vil du bare gerne dø?’ skreg Lulu. Hendes raseri var ude af kontrol. Hun tænkte slet ikke, når hun først tændte af. Det handlede kun om at gøre Maria ondt. Intet andet. Hendes øjne var arrige. Hendes tænder blottet, som var hun en rabiat hund.

2 knoer var knyttet i ren raseri. Den ene kno ramte Marias tinding direkte. Hendes baghoved mødte de hårde sten i muren med en dump lyd. Snart efter kom den anden kno. Denne gang havde Maria fået armene over hovedet, så hun kunne afværge det værste. Hun tog imod slagene, men mange af dem blev nu pareret af hendes underarme. Det stoppede ikke. Det stoppede aldrig. Når først Lulu gik amok, så endte afstraffelsen først, når hun ikke gad eller orkede mere. Ikke et sekund før. Maria sank sammen som en punkteret badebold efter mere end tredive knytnæveslag. Hun kunne ikke få luft. Den manglende ilt til lungerne, gjorde hendes muskler tunge. Hun kunne ikke længere holde armene over hovedet. Hendes pande, øjenbryn og kinder var flækkede. Blodet stod ud fra de åbne sår og fra læberne, der havde fået samme tur. Et par knækkede tænder samledes i en pøl af blod, der flød rundt i Marias mund. Hun kunne ikke åbne øjnene, så hun så ikke Mimis fod, før end hun mærkede sparket til kæben. Efter det blev alting mørkt. Hun mistede bevidstheden øjeblikket senere.

’Så sladrer hun ikke mere.’ konstaterede Lulu. Hun spyttede på Maria. Mimi grinede.

’Du har blod på skoen.’ fortsatte Lulu. Hun motionerede sine fingre i en bølgende bevægelse, som gjorde hun sig klar til en klaversolo. Hendes knoer var ildrøde.

’Din jakke er også plettet.’ svarede Mimi. Begge piger lød fornærmet på Maria. Hvad bildte hun sig ind, sådan at bløde på deres dyre tøj?

’Vi sender luderen en regning fra renseriet.’ grinede Lulu. Hun løftede hånden til en high-five, som Mimi straks accepterede.

’Skal vi tage hjem til mig? Mine forældre er i Rom resten af ugen.’ foreslog Mimi.

’Har du nøglen til barskabet?’ spurgte Lulu. Hun var allerede på vej op på den ene af de to cykler, der holdt parkeret langs muren til skolen.

’Ellers havde jeg slet ikke inviteret dig hjem.’

De to piger grinede i kor.

3. Hjemvendt

Lulu låste sig ind i huset så stille, som hun overhovedet kunne. Nøglen havde voldt hende problemer, for nøglehullet var bare så forbandet småt. I hvert fald hvis man havde drukket sjatter af alkohol hele eftermiddagen. Aftensolen havde for længst forladt den korte novemberdag. Mørket var Lulus ven, for hun havde ikke set noget lys i hele huset, da hun havde stillet cyklen i carporten. Der var heller ingen biler i hverken indkørsel eller foran huset. Hun var derfor rimelig sikker på, at der ikke var nogen hjemme.

3 var hun forsigtig. Hendes far kunne have drukket på Borgmesterkontoret. Han var tit så bedugget, at han måtte tage en vogn hjem fra kontoret. Derfor kunne hun ikke vide sig sikker. Han kunne sagtens være hjemme. Lulu sneg sig derfor forsigtigt ind i den store villa, hvor fire plan var rigeligt plads til Lulu og hendes forældre. Hun gjorde ikke mine til at tage overtøjet af. Den nye dunjakke, der var blevet købt på vej hjem fra skole, havde stadig mærkerne på. De raslede mod gelænderet til smedejernstrappen, der var første udvej væk fra entréen, når man kom ind i den store gamle villa. Den høje kælder var Lulus domæne. Da hun nåede bunden af trappen, drejede hun skarpt til højre i mørket. Området til venstre udgjorde en gildesal, samt et område med billard, pool og en lille bar. Hendes far holdt tit og ofte hemmelige møder med byråd, erhvervsfolk eller andre vigtige mennesker i denne del af huset. Her bød Borgmester Max på dyre rødvine, endnu dyrere champagne eller vanvittigt dyre shots af whisky, når aftaler blev skabt i ly fra offentligheden og nysgerrige ører og øjne på kommunen. Lulu gik igennem et bryggersområde, hvor vaskemaskiner og tørretumblere knejsede om kap med dybfrysere og reoler med alskens lækkerier.

Kasser med dyr chokolade, eksotiske nødder og særligt importerede småkager fra England og USA, fyldte reolerne i bryggerset, der lignede et varelager for en finere livsstilsbutik fra indre by. Alle lækkerierne interesserede ikke Lulu. Hun skød igennem bryggerset. Her nåede hun en aflang gang, der gik langs den ene husmur. Den lille gang havde døre til tre værelser og et stort badeværelse, der alle tilhørte Lulu. Det første rum var hendes hyggeværelse, hvor et par italienske lædersofaer dannede en hestesko om et kæmpe glasbord, hvor hun ofte sad og hyggede med Mimi. Et kæmpe fladskærms tv fyldte hele bagvæggen, så pigerne kunne følge med i hvilken musik der rørte sig på de mange ungdomskanaler. Det næste værelse var Lulus soveværelse. Alting var hvidt i hvidt i det store værelse, der ud over en seng kun indeholdt et væg til væg klædeskab, der alle dage havde været spækket med tøj fra de bedste designere. Den eksklusive påklædning var Lulus varemærke blandt venner og veninder. Hun spekulerede sjældent på al sit tøj, og det gjorde hun heller ikke denne aften. Hun fortsatte også forbi badeværelset, der var en nøjagtig kopi af et ditto fra et hotel i London,