Dæmonen: Melanie Fra Hyrdehøj - bog 2

By Michael Sørensen

Dette er bog nummer to i trilogien om Melanie fra Hyrdehøj. Den unge teenager Melanie må alliere sig med den russiske munk Danilo, i kampen for at få sine forældre, sin veninde og yndlingslærer tilbage. Intet er som det ser ud til for Melanie, der ikke kan stole på nogen. Hun må forlade Hyrdehøj til fordel for storbyen, der byder på nye og endnu farligere udfordringer. Er Melanie for evigt forbandet - eller er der håb for vor heltinde?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 17, 2015
• ISBN: 9788771708677

Michael Sørensen

Michael Sørensen er en "ung" mand født i 70'erne, forelsket i 80'erne, uddannet i 90'erne. Han er en alsidig forfatter, som indtil videre har kastet sig ud i noveller, børnebøger, krimier og menneskelige skildringer. Michaels læsere elsker hans livlige sprog, underfundige personer og skæve vinkler, som i virkeligheden er den bedste skildring af forfatteren selv. Michael er født på Amager, men er bosat i Solrød Strand med sin kone og to børn.

Book preview

død….

Kapitel 1 - To på Tur

'Kom nu, kom nu, kom nu' klagede Melanie. Hun stod og hoppede på stedet, for kulden havde sat ind, da aftenmørket lagde sig over Hyrdevang. Hun kiggede en ekstra gang på busplanen, der hang på den frosne stolpe ved busstoppestedet. Den havde ikke forandret sig, fra hun havde kigget på den et par minutter forinden.

'Skal vi vente? Det er kold aften' prøvede Danilo, der stod og frøs. Han bar et af hendes fars jakkesæt og en frakke, der muligvis var behagelig, men meget langt fra varm. Melanie mente ikke, at han kunne tage til København i sit eget tøj, for han ville skabe alt for megen opmærksomhed. Derfor havde hun klædt ham ud i sin fars tøj. Så i stedet for at ligne en munk, lignede Danilo nu en russisk mafiaboss. Dette var hans egne ord, selv om Melanie ikke forstod, hvad han talte om. Hun syntes, at han var stilig og lignede en rigtig mand. Hun havde selv jeans på, der helt klassisk var akkompagneret af en dynejakke. Hun havde sat håret med en elastik, så de havde samme frisure.

'Vi kan ikke spilde tiden. Mine forældre er væk. Det samme med Mie og Jens' sagde hun med bestemthed i stemmen. På den måde lukkede hun ligesom den diskussion en gang for alle.

'Men det er kold aften' klagede Danilo, der ikke helt forstod tonen, der betød at en diskussion var afsluttet.

'Hvis bare den rådne bus ville komme' sagde hun og lossede til skiltet. I samme sekund svingede bussen om hjørnet for enden af Byvejen.

'HA! Det virkede!' udbrød hun og løftede hånden til en high five, der ikke blev gengældt af hendes nye ukrainske ven. Bussen holdt ind et par sekunder senere og de sprang begge ombord.

'Kan jeg købe billet hele vejen til København?' spurgte Melanie ivrigt chaufføren, der måtte skuffe hende med, at han kun kunne klare en billet til stationen. Hun betalte med mønter fra sin pung, som hun sjældent brugte, for Hyrdevang var ikke ligefrem et paradis for storshoppende teenagere. Bussen startede med en lyd, der lød som et dybt suk og trillede stille igennem Hyrdevang. Snart derefter bumlede den gule bus ud af Dødsruten. Efter femten kilometer eller femogtyve minutter ville den nå den nærmeste station.

En station hvorfra Melanie og Danilo kunne komme på et tog til København. Melanie havde allerede tjekket online og togene kørte i halvtimes drift.

'Vi skal ind til indre by' hviskede Melanie til trods for, at de var de eneste passagerer i bussen.

'Jo jo, hvad skal vi der?' spurgte Danilo, der havde haft svært ved at tyde beskeden fra Melanies mor, som var dukket op bag spejlet på Melanies værelse.

'Det viser jeg dig, når vi kommer derind' sagde Melanie, der helst ville se stedet med sine egne øjne, før hun kunne sige mere. Bussen rullede forsigtigt igennem dødsruten og snart nåede den stationen. Her ville den så vende om og køre mod Hyrdevang igen en time senere. Bussen kørte ikke så tit, da folk i Hyrdevang som minimum havde én bil. Melanie sprang ud af bussen først. Der var ild i både krop og sjæl. Hun havde i den sidste tid siddet på bagsædet af en imaginær bil, som hun ikke anede hvor var på vej hen. Nu var det hende, der havde rattet i hånden. Det var hende, der bestemte farten - og hun havde fart på. Hun stod ved automaten, hvor man kunne trække billetter til S-toget, der ville tage dem ind til indre by indenfor en halv time. Melanie tog sjældent toget til København, for hendes forældre kørte gerne selv derind i bil.

Danilo stod ved siden af og fulgte hendes fingre, der til trods for at hun ikke havde den store erfaring med maskinen, trykkede hjemmevant rundt på skærmen. Hun var fra en anden verden sammenlignet med ham. Det gik mere og mere op for ham, at de nemt kunne komme i en situation, hvor hun ville beskytte ham - og ikke omvendt. Hun voksede for hvert et sekund, hvor hun havde kontrollen. Kombineret med hendes hurtige hjerne, ville hun snart ikke have brug for ham længere. Maskinen spyttede et par billetter ud, som Melanie tjekkede tiderne på. Hun tog Danilo i hånden, og sammen sprang de op af trapperne til perronen, hvor toget allerede ventede. De fandt en vogn, hvor der kun sad et ældre par i en kupé i den ene ende. Melanie navigerede gennem vognen til kupéen i modsatte ende, hvor de kunne sidde uforstyrret. Her sad de så et par minutter, før signalet lød og toget satte i gang. De sad i tavshed mens toget rullede mod den danske hovedstad. Ingen steg på, når toget stoppede - og efter et par stationer steg det ældre ægtepar af. Melanie og Danilo sad nu alene i togvognen, hvor de begge stirrede ud af vinduet. Forstæderne susede forbi. Firkantede betonkasser med hundredvis af lejligheder dukkede op i stigende grad -jo tættere toget kom på København.

Der var lys i de fleste vinduer. Folk var hjemme. Folk var sammen med deres familier. Modsat Melanie, som lige nu ikke anede hvor noget var længere. Hun skulle lige til at nævne forskellen på land og by, da toget stoppede ved en station. Fire piger, der alle var teenagere og alle ældre end Melanie steg på toget. Den største af pigerne lod blikket falde ned gennem vognen, før gruppen satte kurs mod den kupé, hvor Melanie og Danilo sad. Øjeblikket senere lod de sig falde ned i sæderne overfor Melanie og Danilo. Den ældste stirrede på Melanie, der slet ikke lignede de moderne storbypiger i hverken påklædning eller udseende. De var sminket, havde håret nede og bar alle slidte eller forvaskede jeans. De havde alle fire en dynevest på, der afslørede den hættetrøje, som åbenbart var en del af deres uniform. Den ældste bar en sort hættetrøje inden for vesten, hvilket fik den til at ligne en slags skudsikker vest. Melanie gjorde sit bedste for at ignorere pigerne, men Danilo kiggede op,