Vrensted Historier - Bind 6: En lokalhistorisk samling med fortællinger

By Books on Demand

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i - et mammut sag med lokalhistorie på 9 bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 5000 sider.
De 9 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.
Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 22, 2022
• ISBN: 9788743085324

Book preview

Bind 6 – Indholdsfortegnelse

000. Forord

00. Bevaring af historien

0. Vrensted har mange historier i ærmet

A.C. Andersen, forfatter - Fortællingen om ham

Historien om Løkken Spks. Kollaps

Jul til søs – Palle Nielsen

Kristian Andersens oplevelser i.f.m. Spks. Kollaps

Vagabonder på besøg på Bådstedhede

Vagabondernes Bedstefar – Harry Jørgensen

Jernbryllup i USA

Villa Holmen ved Kirkedammen – fortælling om

Vindmølle på Bådstedhede

Vognmand i Vrensted under Besættelsen 1940-1945

Voldstedet på Bådstedhede

Vrensted Mejeri "Lykkens Prøve

Vrensted drengen der blev Sønderjyde (SøÅges Helge)

Vrensted er ikke til at komme uden om

Vrensted familie på vej til Canada

Vrensted Forsamlingshus

Vrensted Frysehus

Vrensted Fællesvaskeri

Vrensted Idrætsforening VI

Landboformanden Chr. N. Østergaard, Vrensted

Vrensted er også en by med musik

Vrensted Sange

Vrensted sogns Fattigbøsse

Vrensted Ungdomsforening 50 års fejring

Vrensted barber og herrefrisør Vilhelm Romedahl

Vringelby mellem Vrensted og Løkken

Vringelby og dens beboere i 1962

Ørnholm, Christen – Tårnurfabrikant

Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted

Gamle billeder fra Vrensted

Forord

Dette bogprojekt skal være med til at bevare

Vrensteds historie for eftertiden

Gennem de seneste 5-6 år har jeg indsamlet materiale til en samling historier om og med personer m.m. fra Vrensted. Mange lokale personer der tidligere har skrevet og fortalt historier til andre lokalhistoriske bøger, dem har jeg hos hver enkelt fået tilladelse til at måtte medtage i denne store samling af Vrensted Historier.

Stor tak til alle de personer – alle nævnt ingen glemt - der har medvirket til, at det har kunne lade sig gøre at få samlet så meget materiale om Vrensted.

Tak for lån af de fine udklipsbøger, med artikler, billeder m.m. jeg har haft til låns og som også har givet inspiration til nye historier.

Til hver enkelt forfatter til historier med levnedsbeskrivelser, fortællinger, billeder m.m. jeg har fået stillet til rådighed skal også lyde en tak, samt til familie til afdøde personer som ligeledes har været så positive og stillet materiale til rådighed.

Det har været en stor og spændende opgave at få samlet materiale til historierne, og det har givet mig et nyt kendskab om mangt og meget, som jeg ikke tidligere har haft om Vrensted. Mødt så mange spændende personer, som har fortalt så meget, jeg ikke før har vidst om både ejendomme og personer på Øster Hede, Kongsengene, Bådstedhede, Åsendrup og Vrensted By.

Det er mit håb, at denne samling af mange forskellige historier, korte som lange, må blive til glæde for læserne.

Tak for lån af billederne, der er fundet hos mange private

Lærer Madsens Jens Otto, årgang 1946.

00 - Bevaring af noget af Vrensteds historie

En tidligere politiker har engang sagt: Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt.

Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.

Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.

Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.

Ovenstående har været drivkraften for mig i mit arbejde på, dels at skrive og dels at indsamle historier fra Vrensted med fortællinger fra vor tid, til vores efterkommere.

Jens Otto Madsen

0 - Vrensted har mange historier i ærmet

Af Poul Christoffersen

Journalist og tidligere Vrensted-dreng

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i- et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.

Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950'erne samme sted.

Flokkedes om fjernsynet

Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af heden var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn - hos

Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.

- I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.

Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.

- De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.

Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.

Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.

Løse skud

En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.

Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.

To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.

Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at opklare mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.

Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.

Egnens hjemmeside

Grundlaget for den store bogsamling af historier om

Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.

Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.

Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe Go'e gamle Vrensted, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1200 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.

Fokus på mordsag

De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.

En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.

Lokal kendis

I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.

Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.

En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.

Andet oplag på vej

Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle

Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.

De 8 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

A.C. Andersen – Fortællingen om Digteren fra Vrensted

Kilde: Erik Schardelmann

Digteren fra Vrensted

Om A.C. Andersen, hans folkelige og menneskelige baggrund og hans forfatterskab i hundredåret for hans fødsel i 1874

„Den 24. august 1874 fødtes jeg på en lille gård i Vrensted sogn oppe i Vendsyssel – en mils vej øst for Jammerbugten, hvis brusen ind over klitterne vi i stille sommernætter altid kunne høre. På de brede kær voksede jeg op som hyrde og blev fortrolig med naturen, med vejret, med vilde dyr og vilde fugle. Skolen pinte mig ikke. Om sommeren gik jeg der kun hver onsdag formiddag. Det var alt. Men det var nok. Hvad skal man med al den skolegang, der giver os det fjerne som en kummerlig erstatning for alt det nære! Mit barndomsliv i naturen blev uudtømmelig rigt".

Således skrev A. C. Andersen i 1924, da han i anledning af sin 50 årsdag blev anmodet om et bidrag til serien „Danske forfattere fortæller om sig selv. I levende live var kritikken ikke altid lige blid mod ham, men et var alle kritikere enige om: han var en aldeles fremragende naturskildrer, vel endda en af vore allerbedste. I de „solbeskinnede kær, som han kaldte dem, skabtes hans enestående naturkendskab, og her blev grunden også lagt til den naturtilbedelse, der var et bærende grundtræk i hans karakter og i hans forfatterskab.

Anders Christian Andersen blev som nævnt født 24. august 1874 i Vrensted, hvor faren, Jens Andersen, ejede en mindre gård. I den storladne natur, hvor man på den ene side har Jammerbugten og på den anden side Store Vildmose, tilbragte han en usædvanlig lykkelig barndom, som han vel egentlig sidenhen altid længtes tilbage til; især var forholdet til moren meget smukt, hvilket afspejles flere steder i forfatterskabet, smukkest nok i hans posthume bog „De stille i landet". I hjemmet var desuden to piger, tvillinger, og en bror, og A C. Andersen var iøvrigt nabo til den så kendte sagfører A. Olesen. Hver for sig er de repræsentanter for to af de mest fremtrædende træk hos vendelboen: fantasi og stædighed.

Som barn kendte A. C. Andersen ikke til at lege i stuerne. Altid var han ude i det frie, uanset vejret, ja selv at danse lærte han ude mellem tuerne i kæret, hvor hans søster tog ham ved hånden og lærte ham trinene.

En anden vendelboforfatter, Mads Ledet, der kendte A. C. Andersen, har fortalt, at bedstemoren var noget for sig. Da A. C. Andersens far var blevet gift, og man derfor havde bygget et aftægtshus, nægtede bedstemoren pure at flytte ind, og de unge måtte derfor bo i aftægtsstuerne, til hun døde. Hun skal have haft et ganske enestående naturkendskab, og når hun var særlig oprørt, fandt hun fred ved at plukke blomster i marken, og da turde ingen nærme sig hende, idet de så blev skældt huden fuld.

A.C.Andersens fødegård i Vrensted, beliggende ved den efter digteren navngivne A.C. Andersensvej

Allerede tidligt var A. C. Andersen klar over, at han ville være digter. „At blive digter var mit mål fra jeg var 12– 13 år. Jeg havde intet valg. Jeg ville være præst og som præst digte, siger han i en selvbiografisk skitse. Han skal da også som dreng have vist digterisk begavelse og var kendt for at kunne lave vers. Således beretter Jens Thise i „Ungdomsår og manddomskår, at mens den kendte og afholdte A. F. Pommerencke var sognepræst i Vrensted-Thise, kom A. C. Andersen meget i præstegården. En dag da præsten var ude at køre, standsede han og tog Anders op og spurgte ham, om han kunne lave vers idag, men da drengen undslog sig tilbød Pommerencke ham en 25 øre – dengang mange penge for en dreng; efter nogen forlegen betænkningstid begyndte Anders da også:

,,Hesten er ung / og vejen er tung / og det er et væmmeligt føre – men her standsede han. Da præsten pressede på for at få verset færdigt, svarede Anders, at han ikke turde. „Klø du bare på, sagde Pommerencke, og Anders kom så med sidste linie: „og præsten er et vrøvl til at køre. Han fik sin 25 øre og takkede iøvrigt på anden måde sidenhen ved at give en smuk skildring af præstedatteren i sin bog „Stavnsbunden ungdom.

Efter sin konfirmation kom han 1888 i gartnerlære i Brønderslev, men dels længtes han tilbage til barndomshjemmet og naturen, og dels ville han læse. Han tog derfor på Bælum højskole, hvis forstander Hans Villumsen han kom til at sætte stor pris på. 1892 tog han præliminæreksamen fra Hals realskole og turen gik nu til København, hvor han 1896 tog studentereksamen på Døckers kursus og året efter filosofikum. Her i København brast hans barndoms drømme om at blive præst snart, og han begyndte i stedet at studere litteraturhistorie. Julius Bomholt, der lige til sin død forgæves forsøgte at få udgivet en samling af A. C. Andersens fremragende naturskildringer, fortæller i sit sm forord til dette utrykte manuskript, hvorledes han i sine unge dage i Studenterforeningen hørte og så A. C. Andersen. Skønt der var andre og mere kendte figurer, der samlede øjeblikkets opmærksomhed, var det A. C. Andersen, man huskede – især hans øjne. Også andre har hæftet sig herved. På den lange, ejendommelige knoglede skikkelse sad der et besynderligt formet hoved med en lille, alt for bred, opadvendt næse og en mægtig hvælvet pande, men alt dette bemærkede man knapt på grund af hans øjne, der lyste i dette sære og mærkelige ansigt, et blik så strålende, at ingen undgik at bemærke det.

På universitetet læste han bl.a. hos prof. Vedel, der havde et lille hold på 3. De to øvrige var Harald Kidde og Chr. Rimestad. Det viste sig hurtigt, at A. C. Andersens tilsyneladende robuste fysik ikke fulgtes af en tilsvarende sjælelig modstandskraft. Han forsømte sin læsning, andre interesser optog ham, han begyndte også her at skrive, bl.a. et skuespil, der aldrig blev offentliggjort, men de anstrengende læseår, tvivl, grublerier og anfægtelser bevirkede, at A. C. Andersen kom ind i en alvorlig psykisk krise, der faktisk prægede ham resten af livet. Han måtte derfor opgive at få sin embedseksamen, tog i stedet plads som lærer, og 1902 giftede han sig med en skomagermesterdatter fra Østofte ved Maribo, Caroline Christensen.

Hans første år som lærer var ingen succes, fordi det faldt ham meget vanskeligt at indordne sig under de herskende pædagogiske principper, der stred mod alt hvad han anså for ret og rigtigt. A. C. Andersen blev da også rask væk afskediget. En tid var han bl.a. lærer ved den for længst nedlagte Hesselballe højskole nord for Århus. Af dette ophold har han givet en ikke særlig smigrende skildring i sin bog „Den lille højskole".

A.C. Andersen, digteren fra Vrensted

Præst blev jeg ikke, siger han selv, „jeg blev lærer, men det faldt mig vanskeligt at finde mig til rette. Jeg er overalt blevet afskediget. Først hos dr. C. N. Starcke fandt jeg de pædagogiske principper, jeg sympatiserede med. Her lagde-man i første række vægt på barnesjælens naturlige og frimodige vækst".

Som lærer ved Det danske selskabs skole under C. N. Starcke – iøvrigt far til afdøde minister Viggo Starke – følte han sig rigtig hjemme. C. N. Starcke, denne fremragende pædagog, der var langt forud for sin tid, og som vel aldrig blev værdsat efter fortjeneste, fik meget stor betydning for A. C. Andersen og hans udvikling, hvilket A. C. Andersen aldrig glemte at fremhæve. „Her kunne jeg undervise, her kom det an på at lade barnet leve selv, her fik det lov til at gro, som jeg i min barndom groede hjemme i Vendsyssels kær".

Først her fik A. C. Andersen bygget bro fra de lykkelige barndomsår over det hul i tilværelsen hans ungdoms- og studietid havde været og først her vandt han noget af den ro og ligevægt tilbage, han havde sat over styr i de anstrengende studieår. Det var iøvrigt på Skjoldborgs initiativ, at han kom ind ved Det danske selskabs skole, hvor han blev, indtil skolen af økonomiske grunde måtte lukke. Senere underviste han på Slomanns skole, Borgerdydskolen, Hellerup gymnasium og til sin død på Købmandsskolen.

I sin nekrolog fremhæver prof. Vedel ham som en aldeles fremragende lærer, der i sjælden grad forstod og havde tag på de unge. Viggo Starcke, der havde stået A. C. Andersen nær som elev, læge og ven, meddeler i et brev, at „jeg havde ham som lærer både i dansk og engelsk, og han var en fortræffelig lærer. Selv om han manglede universitetsuddannelse og seminarieuddannelse havde han et pædagogisk indfølingstalent, som min far åbenbart har kunnet se, da han ansatte ham".

Dette er ikke stedet til at komme ind på A. C. Andersens pædagogiske principper, men nævnes skal det dog, at han både i skrift og tale modigt og godt forfægtede sine synspunkter, der – bortset fra C. N. Starcke og hans kreds –i allerhøjeste grad stred mod de på bjerget gældende.

Allerede lige efter århundredeskiftet kæmpede han således for at få karakterbogen afskaffet. Glemmes må det heller ikke, at hans store pædagogiske evner gjorde ham til en fremragende formidler af litteratur, som hver vinter i mange år samlede mange mennesker 1 sit hjem i Hellerup.

Det var Jeppe Aakjær, der fik A. C. Andersen ind i litteraturen, idet Aakjær søgte en kritiker, der med bedre forståelse end hovedstadens recensenter kunne fortælle almindelige mennesker, hvad „bondedigtningen havde på hjertet, og i det af Aakjær redigerede årsskrift „Jydsk stævne, 1902 (der kom kun denne ene årgang) debuterede A. C. Andersen med en afhandling under titlen „Ung dansk bondedigtning, en artikel, der stadig kan læses med stort udbytte, og som viser, at A. C. Andersen kunne være blevet en glimrende kritiker; Aakjær tilgav ham faktisk aldrig helt, at han opgav kritikergerningen til fordel for forfattergerningen. I „Jydsk stævne havde Aakjær samlet alle penneførende jyder af betydning til en fælles opmarch – den jyske bevægelses første litterære udbrud – og man finder her navne som Johs. V. Jensen, Skjoldborg, Aakjær naturligvis, Thøger Larsen, Feilberg, Egeberg, Marie Bregendahl, E. Tang Kristensen, Andr. Th. Grønborg (en overgang red. af Vendsyssel Folkeblad, Brønderslev, og folketingsmand), Jakob Knudsen, Fr. Poulsen, P. Munch m.fl. og A. C. Andersen giver i sin afhandling en karakteristik af Aakjær, Johs. V. Jensen og Skjoldborg med en ganske forbløffende sikkerhed.

Selv om Aakjær stort set var ganske tilfreds med den karakteristik, A. C. Andersen giver af ham, kunne han dog ikke tilbageholde et par halvsure bemærkninger, især over Andersens dom over hans vers; desuden syntes han, at Skjoldborg blev for hårdt dømt. „Jeg vil sikkert få adskilligt ubehag ved denne afhandling, men jeg har villet tage den – ikke fordi De roser mig – men fordi jeg ser deri et lovende førsteforsøg, der fortjener at vejes offentligt. De er gået ud på litteraturens torv gennem min dør. Derude må De selv kæmpe for livet og æren. Det skal sikkert ikke mangle på håndgemæng! God lykke i slagsmålet"! skrev Aakjær til A. C. Andersen inden udgivelsen