Mig og dig Marie.: En fortælling fra Grønland

By Jens Michael Høy

Det er en yderst personlig beretning om en dansk tandlæges ophold i Østgrønland og de overvejelser, som han gør sig, efter han har indledt et forhold til en ung grønlandsk kvinde.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 8, 2023
• ISBN: 9788743050186

Jens Michael Høy

Jens Michael Høy er uddannet tandlæge, men har sin store interesse i det skrevne ord. Han har udgivet flere bøger om sine rejser rundt omkring i verden isprængt filosofiske betragtninger om livet, som det former sig for det moderne menneske i dag.

Book preview

1.

Jeg er så glad i dag, for jeg har lige mødt Marie. Hun er noget af det sødeste, kan I tro!

Vi elskede i nat, og i dag vidste hele byen det, skønt hun gik diskret i morges kl. 7.30!

Det er der ikke noget at gøre ved. Min klinikassistent Katinka ønskede mig tillykke med min nye dame og spurgte, hvornår jeg skulle have besøg igen. Indiskret som bare pokker. Men sådan er de her. Nogle snagere i alt og alle. Det er en værre rodebutik, al den sladder, men lad det nu være.

Hellere vil jeg berette om mig selv. Om mit liv som det former sig. Da ved jeg, at jeg også fortæller noget om dit.

Så forskellige er vi nok heller ikke…

I nat var jeg sammen med Marie for første gang. Det var smukt.

Hun er 22 år og yndig som een ud i galaksen, med skinnende blåsort hår og al grønlænderindens ynde. Hun kyssede musikalsk og vanvittigt på samme tid og sov ind med vibrerende lemmer tæt op ad mig.

Jeg er tilgængelig og alene nu. I stand til at kommunikere med hvem som helst og derfor også med dig Marie. Jeg skal ikke nægte, at jeg tørster efter, at du besøger mig igen, men foreløbig må jeg nøjes med at tænke på dig.

Jeg elsker dig. Det ved du. Jeg håber ikke, det forekommer patetisk, når jeg siger sådan. Men det er lige nu det eneste, jeg kan sige, som rummer alt det, jeg føler for dig. Hvor mærkeligt det end lyder, så kunne du lige så godt være et snefnug eller en sten eller månen eller hele naturen mig selv inklusive, så meget elsker jeg dig. Totalt. Måske må jeg opfinde et nyt sprog for at kunne tale med dig. Dit eget sprog kender jeg kun lidt til, så al kommunikation må ske på et sprog som forstås af hele mælkevejen og alt i verden lige ned til den lille skrøbelige plante, som vokser ved dine fødder.

Ligegyldigt hvor du er, og hvem du er, så er du nu min elskede Marie.

Jeg kan stadig ikke glemme i går. Det var en ren overraskelse!

Jeg var inviteret over hos Palle, vores udstedsbestyrer, og hans kone, som han har medbragt fra Danmark. De serverede vodka og tonic. Mens vi hældte i os, fortalte han, hvor bange han var for, at konens medbragte barn skulle blive revet i stykker af hundene og de vilde mennesker heroppe.

Han elsker rock, og selvfølgelig skulle vi høre hans plader.

Meget højt på det kraftige stereoanlæg. Jeg blev pinlig berørt, for det var virkelig så højt, at man intet kunne høre. Han skruede gudskelov ned igen, og jeg fik snakket lidt med Helle, som hans kone hedder, om børneopdragelse. - Men hun var allerede godt beruset og skiftede pludselig emne og spurgte, hvad det vil sige at være psykopat! Det forsøgte jeg at svare på, men så skiftede hun emne igen og spurgte om jeg var bøsse…

Gudskelov og - pyha- kom Marie, lidt fuld, og det var hendes fødselsdag, så hun ville danse med mig hele tiden.

Palle blev efterhånden ret beruset og begyndte at skændes med konen om, hvorvidt hun elskede ham eller ej. - Som sædvanlig, tænker jeg altid, når jeg ser disse ægtepar. Det er så banalt og kedeligt, og jeg siger det samme hver gang, at man ikke kan leve på et andet menneske, som var man en snylter, og at man må se det hele lidt fra oven og ikke styrte over den første den bedste lille revne i skabet og straks gøre den til GRAN CANYON, - men lige lidt hjalp det. De startede den gamle historie med at rive og flå i hinanden, som var det tøjbamser eller mors skørter eller fars hår. Utryg bliver man også ved situationen, og alene det burde være nok til at få dem til at holde op!

Til sidst gik de ovenpå for at knalde, mens vi dansede videre.

Det bankede imidlertid på døren, og en meget fuld ven af Palle ville ind og være med til festen. Så kom Palle ned og kunne ikke klare mere og smed os alle ud.

Hjem over stok og sten ad sneklædte bakker ned til det lille gule sygehus ved fjorden med mine slyngplanter i vindueskarmen. Tændte tykke grønne stearinlys og fandt en halv flaske portvin…

Marie fortæller ivrigt med glødende kinder om en tur, hun engang gjorde sammen med to engelske fotografer, som skulle ind og tage billeder af moskusokser på Jamesonland. De var sejlet ind gennem Hurryfjord med KGHs lokale fragtdamper Entalik og havde slået lejr ved gletsjerfoden, hvor de boede i telt en hel uge. Her var de blevet angrebet af en stor flok dyr og måtte søge skjul i en isgrotte. Hun fortæller også om et besøg i Reykjavik, hvor hun blev inviteret på diskotek. Det hed Hollywood og munden står ikke på hende mens hun med mimik og fagter illustrerer den skøre islænding, som inviterede hende på natmad bagefter i en fin restaurant.

Jeg ryger langt flere cigaretter end TILLADT, glemmer alt omkring mig og drikker sød portvin, mens jeg nyder HENDE.

Vi sætter os begge ned på gulvet, og jeg kysser hende og mærker hun brænder som et nydeligt veltrimmet levende lys. I radioen spiller de den gamle Beatles melodi: I love you, yea, yea, yea!

Vi går ind i min seng og Wauuuu… Nå, ikke mere herfra.

Resten tilhører de højere private magter!

I dag lavede jeg to sæt kunstige tænder færdig på klinikken.

Det er Susanne Napatok og Rachel Brønlund ovre fra ældrekollektivet. De to gamle kvinder kommer troligt op til mig for at få noget at tygge med. Rachel er 86 år og optræder i kamikker og opsat hår. Hun er helt på toppen og er iøvrigt Maries farmor!

Hvorfor ikke være ærlig? Jeg mener, der er jo ikke noget at skjule. Lad os få sandheden frem, eller i al fald så meget af den som overhovedet muligt. Det er klart, at hele sandheden aldrig kan udsiges.

Jeg er her nu. Vågen så vidt muligt overfor mine tanker og følelser. Jeg er nyvasket. Har lige spist sild, leverpostej og ost og drukket the til. Var på ski ud ad slædesporet længere end sædvanlig og havde en behageligt anstrengende hjemtur. Nede i spisestuen sidder Nunugo, Edvard, Magdaliaraq og Sofie og spiller Olsen. Magdaliaraq udsender sine sædvanlige højlydte latterudbrud. De er hjemme.

Marie besøgte mig i går aftes. Hun blev til over tolv, så jeg måtte låse hende ud dernede. Hun smilede dejlig varmt, da hun gik. Det var skønt igen at sidde alene med en helt almindelig pige og snakke. Jeg nød det i fulde drag. Hun sagde, at hun ville komme igen. Jeg svarede, at det skulle hun bare.

Så er vi ved målet. I ensomheden ligger skatten gemt. Se efter i kedsomheden, så finder du den måske.

Alene igen. Der er for langt mellem højdepunkterne, synes jeg, men det skyldes måske, at jeg betragter tingene forkert. - Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at nu savner jeg Marie igen.

Ligesom jeg førhen savnede Magdaliaraq og førhen Mie og førhen… Jeg er i den samme situation som altid. Føler mig forladt, fordi jeg ikke har HENDE at relatere til.

På en måde er det jo åndssvagt sådan at være på spanden, hver gang man har haft et godt forhold til et andet menneske, men man hænger fast. Man vil holde på det søde og smide det sure væk. Deler tilværelsen op i to dele og ønsker den gode del, mens den dårlige kan kyles ad h. til. Men DET HELE har vel en funktion og må betragtes som sådan. Det at noget smager sødt og noget surt hænger da sammen med hele apparatet.

Man kan ikke udtage noget og lade andet være. Vi er ikke isolerede levende væsner. Alle sanseindtryk må betragtes som de er og ikke opdeles eller efterstræbes.

Jeg orker ikke at sidde og udføre mystiske tegn og underlige gerninger, når det, jeg vil, er samtale. Det er en evig sorg over vores adskilthed, der driver mig frem. Jeg vil i forbindelse, men ikke en forbindelse, der er til for at tilfredsstille behov. Det er ikke mig. Det kræver blot nye forsøg og så fremdeles. Jeg ønsker at se dig i mig og mig i dig. At se os i forening så vi endelig taler med een stemme. At der ikke er tvivl i vores kommunikation. At forbindelsen er i orden. Telepatisk og i den fysisk erkendbare verden vil jeg samspil. Jeg tåler ikke mere denne opsplitning i race, navn, nation, sprog og hvad ved jeg.

Foruden farve og køn, alder og vækst, træk, karakter o.s.v. Jeg tåler det ikke, fordi det anvendes til at fremhæve mig frem for dig.

Du, jeg kan ikke gå med til det længere!

Ellers bliver det den totale ensomhed, og hvis det er betingelserne, vi skal være sammen under, siger jeg farvel og tak med det samme. Ud under åben himmel til skyerne og den gode jord!

Som mennesket er nu, er det at sammenligne med en mand, der sidder og holder en gulerod på en pind et stykke fremme foran sin egen næse, mens savlet løber ham ud af munden! Det er længslen efter guleroden, han kan lide. Det elsker han. At ønske, at forvente, at forestille sig og løbe efter sin egen hale.

Han løber efter sig selv og finder selvfølgelig derfor aldrig sig selv. Han ønsker heller ikke at finde sig selv. Det eneste, han ønsker, er AT ØNSKE. Det andet ville være for rædselsfuldt, for tænk, så var der jo ikke mere at SE FREM TIL. Så var alt håb ude. Ikke? Så var der ikke noget at vente på, for så var alt FORBI.

Nej, mennesket vil ikke mere. Mennesket vil være en drøm. En drøm, som aldrig går i opfyldelse. En drøm, skabt af det selv for at fordrive det værste, det ved, nemlig TIDEN. Tiden før det skal dø. Som er det mest pinefulde, det kender. Den tid, der går indtil døden; den gælder det om at FORDRIVE!

Siger mennesket, mens det går omkring på jorden og bruger COMPUTER og læser AVISER og ser TV og læser LITTERATUR og ser på KUNST og er så ualmindelig højrøvet, fordi det tror om sig selv, at det er SKABNINGENS HERRE.

Det tror det er GUD.

I samme øjeblik, det erklærer sig som øverstbefalende, begynder grunden at smuldre under fødderne på det.

Det er en kolos på lerfødder.

Ganske simpelt.

Nu sidder det og skriger på sig selv. Det beder på sine knæ om at blive hørt. Det indser, det har fejlet, men ikke en lyd høres til svar. Kun den store altomsluttende stilhed. Tavs ligger jorden hen. Alene må det betragte sit værk, mens krigen raser i dets indre og ydre værre end nogensinde. Det savner trøst og hjælp, men det får det ikke, for det har mistet alt.

Mennesket mig.

2.

Back in the good old story!

Lige hjemkommet fra skitur på sporet møder jeg Marie.

Som en vind er jeg der og siger KOM! - For hvad andet kan jeg usle sjæl dog sige. Derefter bliver jeg ganske perpleks og tænker på deodorant og sådan noget, men falder dog lidt efter lidt til ro.

Hun er på besøg nedenunder på sygehuset hos Magdaliaraq.

Det var på vej til butikken, jeg traf hende. Hun var sammen med nogle veninder, og fniset kom som på tælling! Jeg havde ellers taget min fine nye jakke fra Elverhøj på, og som sædvanlig er jeg til grin. Eller er jeg?

Jeg skred lige ud i depressionen og kom først på sporet, da jeg var ude på slædesporet igen. En vild sanktvejtsdans opført med fjeldene som eneste tilskuere gør det af med mine hårdeste troubles, og jeg glider tilbage mod byen og telefonen og ringer og inviterer hende mere præcist. Nu er det blot at vente. Ude i køkkenet koger vandet til den varme saft. Det vil jeg gå ud og hente. Kirsebærsaft fortyndet med kogende vand.

Det gør godt!

Jeg vil i parentes bemærke, at der her i Scoresbysund engang levede en mand, som skrev bøger. Det var Flemming Sølberg, der bl.a. har skrevet Jagten i Scoresbysund. Det er gjort uhyre udførligt og omhandler kun helt dagligdags ting. Han inspirerer mig til den simple form og de enkle emner, idet ALT, så vidt jeg ved, har betydning, og ingen nok så lille begivenhed derfor kan siges at være uvedkommende. Det er grunden til den tilsyneladende langsommelige beskrivelse af selv de mest almindelige banaliteter. Her lever barnet gudskelov stadig, skønt det er hårdt at være vidne til folks foragt for de små tings værdi. Du bliver ofte mast af jag og målrettethed, når du udfører simple handlinger med alvor. Dog har man her på stedet en dyb indbygget fornemmelse for at SPISE ordentligt!

Det er blevet sent nu, og jeg må vist se i øjnene, at jeg ikke får besøg alligevel. Jeg har i stedet tændt en røgelsespind, som kan bringe atmosfæren i harmoni, når den af HENDES selskab frembragte duft ikke kan tilstilles!

Sådan er det altid. Jeg kender det. Der sker ikke en skid. Kan bare sidde her og glo. Alt er trist og tomt, fordi livet lige pludselig leves gennem en anden person. Atter er jeg afhængig af din tilstedeværelse for at være i godt humør. Alt er ved det gamle: jeg kan ikke være alene. Jeg føler mig som et lille forladt barn. Må ses af hende for at kunne føle, at jeg eksisterer. Det er en gammel skade. Det ved jeg nu. Der var fandeme aldrig