Den skinbarlige sandhed Sån´Da

By Steen Larsen

Den Skinbarlige sandhed Sån´Da , er en samling morsomme og til tider ganske sjove fortællinger fra en svunden tid.

Bogen er en semi biografisk fortælling om en flok børns opvækst og til tider ret dramatiske oplevelser.
Handlingen forgår omkring årene fra 1965 - 1974. I en lille flække, hvor tiden er gået i stå cirka 100 år tidligere og hvor tingene bestemt ikke altid var, som de så ud.

Denne bog vil med næsten 100% garanti udløse en latter hos læserne, og selv om fortællingerne kan lyde utrolige, så kan jeg garantere for, at det er : Den Skinbarlige sandhed Sån´Da

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 28, 2018
• ISBN: 9788743005070

Steen Larsen

Steen Larsen Født 1965 . I Børupskov ved Fredericia Har gennem tiden skrevet en del smånoveller, samt div. fortællinger af forskellig art.

Book preview

Larsen

KAPITEL 1

Trivialiteterne først.

Mit navn er Steen….

Steen Larsen og jeg blev født en August morgen i 1965.

Jeg forstiller mig, at det må havde været en fantastisk sensommer morgen med klar solskin, femogtyve grader og ikke en sky på himlen.

Allerede her har vi så en af de situationer, hvor "Sån´da" kommer ind i billedet, da denne noget romantiske beskrivelse og fremstilling ikke nødvendigvis er hele den skinbarlige sandhed.

Der er utvivlsomt personer, der vil påstå, at der netop denne dag herskede et herrens vejr med regn, storm og lynnedslag.

Det sidste kunne måske underbygges af, at jeg blev født næsten præcist på tyveårsdagen for bomberne over Hiroshima og Nagasaki.

Men hvorom alting så er, var det denne ganske almindelige og i Verdenshistorien uinteressante eller interessante dag, alt efter om man nu tillægger Axel Sandemoses¹ død større betydning eller ej, at jeg kom til verdenen. For mig var det bare en ganske almindelig Torsdag, om end jeg naturligvis var lykkelig uvidende herom.

Der er dog nok ingen tvivl om, at min fødsel vagte større interesse i lokalområdet end Axel Sandemoses bortgang, da ikke mange, hvis nogen overhovedet, i Børupskov, som området hedder, nogensinde havde åbnet en bog.

Børupskov var en tidslomme, hvor tiden var gået i stå cirka et hundrede år tidligere og først nu langsomt, meget langsomt, atter begyndte at gå.

Dette lyder måske tvivlsomt i læserens øre, men er ikke des mindre ganske sandt. Ikke kun "Sån´da"

Det kan illustreres ganske tydeligt ved, at de fleste hjem på dette tidspunkt, efterhånden alle havde rindende vand, elektricitet og mange endda tv.

Vi havde petroleumslys, enkelte aftener havde vi en petroleumsgenerator til at køre, så vi havde ganske lidt elektrisk lys. Vi havde en håndpumpe til vand, som stod ude i gården, vi havde et gammeldags lokum med spand og ikke mindst ansås telefoni næsten som værende det rene magi. Jeg behøver vel næppe pointere, at vi naturligvis ikke havde telefon, ej hellere var der andre i Børupskov, der havde erhvervet sig denne frembringelse af den moderne verden.

Om min fødsel denne tilfældige Torsdag i August var ønsket eller ej, var der vist delte meninger om. I hvert fald mener jeg, at jeg har berettigede tvivl om, hvorvidt min tilsynekomst fremkaldte udelt lykke og jubel.

Min søster, som jeg naturligvis på dette tidspunkt endnu ikke havde stiftet nærmere bekendtskab med, var vist ganske glad og stolt over sin nye lillebror. Senere, da den første begejstringen havde lagt sig og hun havde haft tid til at tage mig i nærmere øjesyn, ville hun vist meget heller have haft en ny hundehvalp. Det blev det så ikke til på daværende tidspunkt.

Jeg må nok her for god ordens skyld lige forklare, hvordan familien så ud sådan rent medlemsmæssigt.

Som sagt havde jeg en søster, der var ikke mindre end elleve år ældre end jeg, i øvrigt var Connie, som min søster hed, den eneste rigtige søskende jeg havde. For på trods af at jeg ligeledes havde fire brødre, der alle var voksne, så var disse kun mine halvbrødre, der stammede fra min mors første ægteskab.

Min mor hed Hilda, og var en stor madame. Jeg husker hende som værende usædvanlig stor i de første år af min barndom, og der skulle ekstraordinære tildragelser til, før hun tabte sig, hvilket vi ikke skal komme nærmere ind på her. Men jeg overdriver nok næppe, hvis jeg påstår, at hun på det tidspunkt hvor hun vejede mest, vel nok nærmede sig de et hundrede og tredive til et hundrede og fyrre kilo. Hendes udseende kunne uden overdrivelse sammenlignes med en kæmpe badebold, hvorpå der var monteret et par stolper som ben og et lille hoved på størrelse med en håndbold, der virkede underligt malplaceret på den enorme krop. Men på trods af hendes forholdsvis høje vægt så hun ikke ud til at lide væsentligt under det og efterkom uden de helt store problemer dagens gøremål, hvilke på ingen måde var få eller lette.

Min Far var en diametral modsætning til min Mor, i hvert fald hvad angår udseende og ordet diametral må siges at være aldeles velvalgt i denne sammenhæng.

Min Far, der i øvrigt hed Carl Aage Larsen, der også meget passende blev kaldet Lille Carl var næppe meget over en meter og tres. Han var bestemt

ikke hverken tyk eller fed men, velproportioneret og overraskende stærk, hvilket i den grad kunne overraske, da det bestemt ikke var ordet råstyrke man som det første kom i tanken om, når man mødte ham. Men han havde hele sit liv arbejdet på landet og det før traktorer og andre moderne bekvemligheder fandt sine indtog i landbruget. Han var vandt til at knokle, at bruge sine hænder og muskler på en måde som næppe nogen kender det i dag. Hvis de, der gav ham kalde navnet Lille Carl, havde kendt ham bare en anelse bedre, inden de havde givet ham dette navn, ville de måske havde kaldt ham Lille bjørn i stedet.

Min Far var født i nittenhundrede og femten og opvokset på Lolland, men kom som ung ret tidlig ud at tjene hos bønderne, som det var for vane på den tid. Dette bragte ham af uransagelige veje, som jeg hverken kan eller vil begynde at udrede her, til Sønderjylland.

Hans udseende var en anelse skæmmet af, at han som ganske ung fik sparket sit højre øje ud.

Under en pløjning af en mark i nærheden af Gram i Sønderjylland, ville skæbnen, at pløjespandet fik den ene tøjle viklet ind under bagbenene og under forsøget med at få tøjlerne fri, sparkede den ene hest bagud og ramte min far direkte i ansigtet.

Han blev i al hast bragt til den nærmeste gård, hvor en læge tilså ham og erklærede, – Dæ seer nu it så glant ua, men der err it så møj mer, a ka gøje..

Men om wår Herre will, kommer han sig nok-

Og jo, han kom sig. Men om vor Herre havde så meget med det at gøre, skal jeg lade stå hen i det uvisse her. Men synet på det højre øje var tabt for evigt og uheldet indbragte ham naturligvis et lidt særpræget ansigtsudtryk, der dog åbenbart ikke forhindrede, at han senere blev gift.

Historien beretter, at det faktisk var denne hændelse, der i sidste ende bragte mine forældre sammen, hvilket igen via små omveje bragte dem til ejendommen i Børupskov.

Ifølge min Mors’ eget udsagn ville de aldrig været blevet gift, var denne ulykke ikke indtruffet. Om denne beretning står til troende, skal jeg lade være usagt her.

Faktum er at min Mor, der blev født i nittenhundrede og treogtyve i Osbæk, lige uden for Augustenborg og netop havde et forlist ægteskab bag sig, nu tjente på samme gård som han.

Så om hændelsen med pløjespandet på marken havde nogen indflydelse på min senere tilsynekomst, skal jeg ved bedste vilje hverken kunne be eller afkræfte.

Hvad ejendommen i Børupskov angår, ja så var den på daværende tidspunkt et ganske respektabelt gartneri på fire tønder land, med lidt over syvhundrede frugttræer af enhver tænkelig art, æbler, pære, blommer, mirabeller, moreller og meget andet godt. Lange rækker af jordbær stod sirligt mellem rækkerne af træer, og stikkelsbærbuskene stod som små skildvagter mellem hver træ.

Ribs og solbærbuskene stod side om side med nødetræerne, og blå og grønne vindruer voksede sig svulmende og store i det store, halvt murede, toetagers drivhus.

Stuehuset var bygget som et dobbelthus, så der teoretisk kunne bo to familier, en i hver sin lejlighed i huset. Men da vi ikke havde brug for mere end den ene lejlighed, havde mine forældre indgået en aftale med den tidligere ejer af ejendommen om, at han kunne blive boende for et passende afslag i prisen.

Nis Nissen hed han og var gammel ungkarl. Han havde egenhændigt og uden hjælp af betydning bygget huset og tilplantet den tilhørende jord.

Gartneriet var hans hjertensbarn og selv om han ved salget, havde videregivet ansvaret for samme, forhindrede det ham ikke i, til tider endda ganske hårdhændet, at beskytte afgrøderne fra, hvad han mente, var uvedkommende.

Nissen som vi i daglig tale kaldte ham, var en mand med et vejrbidt ansigt med dybe fure og en vag foroverbøjet gang, der vidnede om et hårdt arbejdsliv, først som sjakbajs ved opførelsen af den Gamle Lillebæltsbro.

Senere på Grønland som arbejder for MT Nord.

Med ansigtstræk, som ledte ens tanker hen på en gammel lædertaske og hænder så store som skovle, med nogenlunde lige så fin hud som groft sandpapir, virkede han en anelse intimiderende på os børn, særligt på de af os, der ikke kendte ham nærmere.

Heldigvis var jeg en af de få, der kendte ham ganske godt og alligevel indgød ham mig en del respekt. I hvert fald så længe han var i den umiddelbare nærhed af mig.

Til ejendommen hørte ligeledes en minkfarm, der dog var forpagtet ud til en mand på knap halvtreds år. Hans navn var Ejner Jacobsen og ud over at passe farmen, havde han også sin daglige gang i plantagen og blev næsten regnet som en del af familien. Ejner var altid i godt humør og var populær hos os børn. Aldrig var han bleg for at give en hånd når det kneb, og var altid hjælpsom og venlig og tog sig gerne af os unger, når vi lejlighedsvis, i stunder hvor vi kedede os, besøgte ham på farmen.

I nabolaget boede ligeledes mine to bedste barndomsvenner, Jan og John.

Jan og John var fætre og boede næsten side om side. De var begge omtrent to år ældre end jeg, men på trods af denne forskel i alderen holdt vi altid sammen i tykt som i tyndt. Deres nærmere familieforhold var en smule indviklede, da John, der som sagt var fætter til Jan, boede sammen med sine bedsteforældre og ikke hos sine egne forældre. Grunden til dette skulle formentlig findes i, at Johns forældre var skilte og at det på det tidspunkt var for vane, at moderen fik forældremyndigheden over børnene pr. automatik, uagtet, at denne på ingen måde var interesseret i, eller formåede, at tage vare om et barn.

Jan boede hos sin far, der ligeledes var fraskilt, men af uransalige veje havde han opnået, at sønnen kunne blive boende hos ham og hans halv storebror skulle blive boende hos moderen i Vordingborg.

For mit vedkommende var disse to tilfælde, eller overenskomster om man vil, fantastisk heldige, ellers havde det været noget så som så med venskaber og legekammerater i nærområdet.

Naturligvis var der med mellemrum andre børn i nabolaget, men Jan og John var den eneste konstant på vennefronten og med dem jeg skulle udvikle et sammenhold, som ville forme min barndom og de tidlige teenager år.

---

¹Aksel Sandemoses forfatter født 1899

KAPITEL 2.

Når posten kommer uanmeldt.

Post Back havde bragt posten ud i Børupskov i en halv menneskealder og havde, efter egen mening, ganske god føling med, hvad der rørte sig i området.

Ikke meget gik hans opmærksomhed forbi, og naturligvis heller ikke fødslen af en ny lille dreng på Liselund, som vor ejendom hed.

Bach mente om sig selv, at han var en retskaffen person, der ikke lod sig noget komme til skylde og naturligvis heller aldrig bevidst ville træde folk over tæerne. I det hele taget ville han kun det bedste for folk og hjalp gerne til, hvor han kunne.

Således også denne dag. Det var med den største overbevisning om en god gerning, at han sammen med gårdmand Jensen og frue fra Viuf, svingede den store blå Opel Rekord, herregårdsmodel, den med fire døre, ind på den lange indkørsel og rullede ind på gårdspladsen foran vor stuehus.

Den klaprende lyd af banken fra hoveddøren gjorde min mor opmærksom på den netop ankommende delegation.

Hun tørrede hænderne i forklædet, satte resten af opvasken til side og bevægede sit store korpus ud til fordøren, hvorfra bankelydene kom.

¨ Goddag fru Larsen – post Bach hilste hende venligt, da døren gik op.

– Ja, så er vi her for at se på drengen – han drejede sig en anelse til side for at præsentere sit følge.

- Det er så Hr. Gårdejer Peder Jensen og frue, fra Viuf –

De tilbød på skift deres hænder til hilsen, og min mor tog forsigtigt imod.

Svedperler begyndte at danne sig på hendes pande. Det her var alt andet end optimalt. Hun kastede et forsigtigt og lettere nervøst blik i retning af plantagen, hvor min far gik og klarede dagens opgaver.

- Æhhh – kom det fåret fra hende¨- Det æææ.. Der ææææ.. Jeg har….øøøhhh –

Post Bach afbrød hendes usammenhængende plapren - Ja, jeg ved, vi aftalte Mandag, men jeg tænkte, at vi lige så godt kunne kikke forbi i dag, Søndag, lige efter kirketid –

Gårdejer Jensen og frue smilte indbydende. Men min mor ænsede dem ikke.

Hendes hjerne arbejdede på højtryk for hurtigst muligt, at finde en måde hvorpå hun kunne slippe af med dette selskab, der efter hendes mening ikke kunne have fundet et mere ubelejligt tidspunkt at gøre deres opvartning på.

Flere svedperler kom til syne på hendes pande og dryppede ned på hendes næse, da hun fik øje på min far, der nu øjensynlig var blevet opmærksom på selskabet.

Han løftede kasketten, tørrede sveden af panden og ansigtet og begav sig op mod de ny ankommende gæster.

Min mor var tydeligvis på panikkens rand. Hun svedte som en sodavandsis i Sahara.

- Jo Æhhh.. Det her er dæleme ikke noget godt tids… - hun forsøgte febrilsk at få de ubelejlige gæster til at forsvinde, men Post Bach hørte ikke længere efter.

Han havde nu rettet sin opmærksomhed mod min far, som han hilste storsmilende på. Dette var trodsalt en glædens dag.

- Goddag Larsen, det var dog dejligt at de også kunne være hjemme – Bach rakte hånden frem til hilsen og præsenterede samtidigt Gårdmand Jensen og frue.

- Jow, det var da vældigt – mente Larsen og gav hånd – Men hvad skyldes æren? –

På dette tidspunkt overvejede min mor så, om hun måske med fordel kunne besvime, men besluttede sig imod det. Det ville formentlig være halsløs gerning og ville næppe hjælpe hende ud af det uvejr, som hun lige nu havde kurs mod. Nej, så hellere forsøge at sno sig uden om på bedste vis.

- Joh, vi kom jo sådan set for at se drengen – Bach gjorde en håndbevægelse i retning af Gårdmand Jensen – vi tænkte, at tiden vel snart var passende –

- Johh, - min far nikkede – Passende, for hvad?? – spørgsmålet lod til at forvirre Bach og Gårdmandsparret.

- Ja eeehh, adoptionen, naturligvis -

Senest her begreb min mor, at helvede uvægerlig ville bryde løs før eller siden, sandsynligvis før. Hun gled langsom som en fed ål og uden at gøre mere væsen af sig end allerhøjest nødvendig tilbage ind i gangen og lukkede forsigtigt døren efter sig.

Eksplosionen fulgte sekundet efter døren gled i.

- ADOPTIONEN?!!! –Et farverigt kludetæpper af forbandelser og kraftudtryk fyldte den varme eftermiddagsluft og fik post Bach og følge til at fortrække til den firedørs herregårdsmodel, for kort efter, med uforrettet sag, at rulle op af Børupskovvej og tilbage mod Viuf.

Tilbage i gårdspladsen stod min far stadigt kogende af vrede og frustration over denne totalt surrealistiske oplevelse. Han kunne dårligt begribe, hvad der netop var hændt, eller hvordan i himlens navn en sådan situation overhovedet kunne opstå, men han havde så sandelig tænkt sig at finde ud af det.

Inde i stuen svedte min mor stadigt tran. Det hele var gået af helvede til og overhovedet ikke som hun havde tænkt sig. Men det hele var også ham post Bachs skyld. Hvad