Morfar som jeg husker ham: En forunderlig familiesaga

By Jørn Nielsen

Hvorfor denne bog?

Denne bog er ikke en udtømmende biografi. Tyngden er først og fremmest mine egne, stærke erindringsbilleder af en unik morfar. Bogen beretter om både en visionær forretningsmand, selvstændig som 24-årig, og en nidkær lægprædikant, der stod "for Guds åsyn" (2. Kor. 2:17) med Hans ord.
Min morfar var ikke en "kamæleon", der skifter farve "efter som vinder blæser" (Efes.br. 4:14). Han var kontroversiel, men man vidste, hvor man havde ham. Hans svigerfar var "brødkongen" Viggo Schulstad, som gav ham en medgift, der kom forretningseventyret til gode. Morfars målgruppe i missionen var "det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget …" (1. Kor. 1:28), dvs. Nørrebros slum.

Sådan taler morfar endnu efter hans død (Hebr. 11:4). Derfor denne bog.

Jørn Nielsen

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 9, 2016
• ISBN: 9788771709445

Jørn Nielsen

Jørn Nielsen has developed several controls with digital reading of sensors, which can read the temperature of a solar collector as well as the liquid content of the temperature of the tank both at the bottom and at the top. During a 10-year period when Jørn lived in the Philippines, in 2006 he helped develop a 2 volt solar panel of approximately 30 watts.

Book preview

UDTALELSER

Må jeg præsentere!

Familien er hjertets fædreland. (Giuseppe Mazzini, italiensk politiker).

Jeg er barnebarn af den mand og personlighed, som - jo mere jeg tænker over det - har haft størst indflydelse på mit liv, nemlig min morfar, Uno Rieper-Holm (1879–1953), som jeg måske snart skal gense i Himlen. Ad uransagelige veje har Gud brugt ham helt tilbage fra mit tidlige liv. Han var en Guds mand af den gamle skole, forfriskende anderledes, der ofte talte Roma midt imod. Som den levende fisk svømmede han imod strømmen og søgte aldrig billig popularitet eller menneskers forfængelige gunst. Hans succesrige forretningsliv var en integreret del af hans hverdagskristendom, som var gennemsyret af Guds ord. Samtidig havde han en særlig forkærlighed for Brorsons salmer, som han ofte sang solo på hans egen originale og næsten foredragende måde.

Denne sandfærdige beretning er et troværdigt vidnesbyrd om Guds nåde og barmhjertighed ved vor Herre Jesus Kristus i en slægt med megen syndens mørke, svaghed og åndelig hjælpeløshed. Den dækker en epoke, hvor der både blev holdt mange evangeliske møder for mange mennesker og en tid, hvor mødevirksomheden holdt op, og den åndelige indflydelse skete på et mere upåagtet plan, ofte på tomandshånd, som fx i forholdet mellem en morfar og hans barnebarn.

Morfar fik ikke mange børnebørn, kun 6 i alt. 3 (en dreng og 2 piger) fødtes ham af hans datter, Grethe, min mor. 2 drenge fik han gennem sin ældste søns, Helges ægteskab. Og en pige gennem den yngste søns, Oves ægteskab. Jeg er det næstældste barnebarn. Det ældste, Per Rieper-Holm, Helges ældste søn, officer i flyvevåbnet, men senere journalist på DR, døde som 64-årig i 1996. Min kusine Hanne, Oves datter (f. 1942), blev operasangerinde og senere kordegn og lever endnu i skrivende stund. Det gør også Pers yngre bror, Nils Georg (f. 1943), min i dag eneste levende fætter, der blev min oldefars 20. oldebarn.

Billede 3: Et familiebillede med børn

Denne bogs optegnelser er samtidig en slags familiesaga næsten udelukkende baseret på min ringheds langtidshukommelse (som efter sigende er god af en ældre mand at være) plus nogle sparsomme viderebringelser og historier, som blev mig fortalt af både min morfars højt værdsatte oldfrue, Ellen, der huskede som en elefant - min morfars gudfrygtige enke, Margrethe, som blev hans 2. hustru efter min mormors død i 1949 - og andre pålidelige vidner. Kun ganske enkelte lever endnu. Margrethe fortjener at blive omtalt længere fremme i dette skrift som den prægtige kvinde, hun var. Min farverige onkel Helge (1908–1981), som var en fremragende fortæller, havde også et væld af spændende, humørfyldte anekdoter om sin far, som jeg ikke fik nedskrevet, men nogle husker jeg dog meget levende. Og min kære mor havde naturligvis også meget, hun kunne fortælle, og jeg syntes, hun gjorde det lige så levende som morbror Helge.

En vigtig slægtshistorisk kilde er også Famile-Avisen, som blev udgivet i 1942–48, og som fortjener i det følgende at blive omtalt separat. Denne evergreen, som jeg har i indbundet udgave, har jeg nærlæst igen og igen og næsten slidt til laser.

Familie-Avisen og dens rødder - og morfar

Nyskabelsen med Familie-Avisen så dagens lys ved årsskiftet 1941/42 på initiativ af et par af min mors fætre, Boy og Carl Vilhelm Walsøe. På mange måder kom den som et friskt pust og lyspunkt i de mørke, nedrullede krigsår, hvor Nazi-Tyskland i begyndelsen stormede frem fra sejr til sejr i Europa uden at nogen kunne vide, hvordan det hele skulle ende. Men Familie-Avisen holdt tappert ud og gik først ind efter krigen i 1948.

Dens naturlige udgangspunkt var stamtræets rødder, rugbrødskongen Viggo og Ida Schulstad, hvis børn og børnebørn med deres væld af udfoldelser var godt stof i Familie-Avisen. Ida Schulstad, en af dette ægtepars døtre, opkaldt efter sin mor (min oldemor), blev min mormor, den 28. juni 1906 gift med den driftige købmand, Uno Rieper-Holm, der allerede var selvstændig arbejdsgiver som 24-årig. De kom med deres børn til at repræsentere den rieper-holmske del af familien, i øvrigt den mest skrøbelige med mange nedarvede, sjælelige svagheder.

Men Schulstad-ægteparret havde 3 andre kønne døtre. Der var Ingrid, som giftede sig med en højt begavet, troende ingeniør Carl Edvard Walsøe, og de kom med deres børn til at repræsentere den walsøeske del, som i nogen grad kom til at kollidere med den rieper-holmske rent åndeligt, dvs. i deres kristendomsforståelse. Walsøe-sønnerne, Carl Vilhelm, Boy og storebroren Sven, var efter tur Familie-Avisens meget aktive redaktører.

Og der var Emmy, præstekonen, som vi kaldte hende, fordi hun var gift med en sognepræst Frederik Jens Ebbesen, med hvem hun fik 9 børn plus en adoptivsøn. Ebbesen-siden blev således også særdeles rigt repræsenteret i Familie-Avisen. En af deres sønner, Poul Ebbesen, min mors fætter, blev senere sognepræst i Jesus-kirken i Valby.

Den ældste datter hed Elisabeth Schulstad, også hyppigt omtalt som moster Beth i Familie-Avisen. Hun forblev ugift hele livet, men øvede en overgang megen velgørenhed i sine 2 huse, Pax og Sunem i Nordsjælland. Hun var simpelthen familiens "darling" med rige, poetiske evner. Jeg nød hvert besøg hos hende i Charlottenlund. Da hun fyldte 70 den 18. december i 1947, blev hun hyldet med manér af både den store familie og endda med en speciel hjertelig hilsen fra Schulstads brødfabrikker, og min onkel Helge holdt en meget smuk tale for hende på vers, hvad jeg véd glædede hende specielt.

Schulstad havde også en søn, Vilhem, som dog døde som kun 46-årig i 1932. Han fik i sit ægteskab 2 døtre. Den ene, Alice, blev gift med et barnebarn (dattersøn) til den kendte brygger Carl Jacobsen. Alice´s mand var ingeniør Flemming Vøgg, og de kom senere til at bo i bryggerens fornemme æresbolig i Valby. Vilhelms anden datter, Ruth Schulstad, forblev ugift indtil sin død i 2002. Hun havde overtaget sin fars forsikringsagentur, Nye Danske, som han, familiens sorte får i hast fik købt, da han nærmest gik fallit som børsspekulant. Min far var forsikret hos Ruth. (Jeg havde engang, det må have været i sommeren 1949, et feriejob som bydreng i Toldbodgade, i en eksklusiv bagerforretning, og bragte også ved én lejlighed varer til Alice, mors kusine, fru Vøgg, som dengang med sin familie boede i det fine Grønningenkvarter på Østerbro, dvs. i den fløj, der vendte ud mod Toldbodgade, og jeg husker en henrivende sød datter - der var noget engelsk over hende - som lukkede op og kaldte på sin mor, men jeg, en fattig lus, var for genert til at give mig til kende, hvad jeg senere har fortrudt meget, for jeg syntes, dette lille livstykke var så sød ). Familie-Avisen havde således et frodigt og farverigt stamtræ og var forum for meget pludrende familienyt, lødige, opbyggelige artikler, mange smukke, poetiske bidrag, debatter om store spørgsmål, hvor bølgerne stundom kunne gå højt, hjælpsomhed og kærlig omsorg, udveksling af ideer (som besættelsestiden ofte var rig på), arrangør af de såkaldte FF-sammenkomster (FF= familiefællesskab), fejring af runde dage og diverse annonceringer (både kommercielle og fx morfars - og sønnens, onkel Helges - mødevirksomhed i Wesselsgade på Nørrebro) og med hyppige opfordringer til familien om at indsende historier om al gøren og laden. Familie-Avisen havde en udtalt kristen/religiøs profil.

Skrivelysten var ofte stor. Rubrikken Hvad laver du? blev meget populær og ikke lidet underholdende og også hyppigt kommenteret. Familie-Avisen udfyldte til dels manglen på brevkorrespondance den store familie imellem. Min far, som var typografuddannet, sørgede for trykningen i god kvalitet og i et attraktivt lay-out.Min kontroversielle morfar blev hyppigt omtalt, men havde selv kun et par artikler i Familie-Avisen, som begge handlede om omvendelse med manende ord til slægten om ikke at lade sig nøje med en respektabel, religiøs facade, der ikke ville kunne stå prøve overfor evigheden.

Da han i juli 1945 indsendte stykket Omvendelse blev redaktionen tilrådet ikke at bringe artiklen. Sådan lød det, uden det blev oplyst fra hvem: Det er vist ikke klogt at sætte den artikel i bladet, den vil blot irritere og gøre mere skade end gavn. Men det skal retfærdigvis siges, at redaktøren, Boy Walsøe, som jeg tror var en overbevist kristen, om end meget polemisk anlagt, tog min morfar i broderligt forsvar og nægtede at efterkomme henstillingen, ja, han opmuntrede min morfar til fortsat at skrive. (Artiklen kan læses i denne bogs tillæg).

Morfar var med andre ord ikke populær og efterspurgt hos den religiøse, men uomvendte del af slægten. Det var da også med tydelig adresse til rieper-holmerne, at en slægtning udtalte: Jeg synes ikke, vi skal gøre Familie-Avisen til et missionsblad. Der har i flere numre været for meget kristeligt, sådan at det hele har virket for tungt. Lad det kristelige blive mere begrænset!

Når jeg selv, i vor tid, er blevet kritiseret for at gøre private samvær til åndelige møder, lyder en sådan syrlighed næsten som et ekko af nævnte udtalelse i Familie-Avisen fra krigens tid.

I de festlige FF-stævner ville min morfar derfor nok have følt sig som en spurv i tranedans. Hans radikale forkyndelse var jo velkendt, så hans tilstedeværelse ville vel have været en torn i øjet på mange. Han deltog da heller ikke i nogen af disse glamourøse sammenkomster. Var han blevet direkte opfordret til at komme, fordi der var et oprigtigt ønske fra familiens side om at høre Guds ord og hans personlige vidnesbyrd, er jeg sikker på, han med glæde ville være kommet. Og da ville de have mærket, at hans hjerte bankede kærligt for slægten og for dens frelse.

Jeg husker, hvordan han, da jeg selv havde fået smag for Guds ord som det nyfødte barn, der higede efter ordets uforfalskede mælk (1. Pet. 2:2), opmuntrede mig til altid at komme til ham med mine åndelige spørgsmål. Jeg mindes tydeligt, hvordan han på den måde viste interesse og åndelig omsorg for lille mig. Og det véd jeg, han var parat til overfor enhver i slægten.

Walsøerne har op til vor tid, imponerende nok, videreført FF-traditionen og kan samle over 80 familiemedlemmer, både store og små, til fest - dvs. hen ved dobbelt så mange som i krigsårene. Og i disse computertider med hurtig access-tid (som det vist hedder) er en trykt familieavis som forbindelsesled vel heller ikke mere så påkrævet, selvom jeg personligt finder, at det at have et rigtigt blad i hånden, er betydeligt hyggeligere og mere livsnært. Men FF-ideen er, sådan som jeg har forstået den, ikke væsentligt forskellig fra krigsårene. Den skal være selskabelig, festlig, humoristisk, neutral og uden et vækkende, kristent vidnesbyrd, selvom der stadig skal være plads til lidt kristeligt på et afdæmpet plan.

Boy Walsøes svigersøn, Johs. Rasmussen, havde et fint talent, en nådegave, til at kunne fængsle børn med bibelhistorier. I den rolle har jeg oplevet ham på et andet stævne i Sydsjælland, og det var virkelig et højdepunkt. Han er for længst hjemme hos Gud, men tænk om vore dages familiestævner havde et sådant islæt i tillæg til de uskyldige børnelege, som der naturligvis også skal være plads til! De i slægten, der forbandt det kristelige med noget tungt, skulle have overværet en sådan glad time med børnene!

Familie-Avisen og børnene

Jeg medtager her nogle få vilkårlige eksempler, som uden tvivl også har moret morfar, hvis hjertelige og smittende latter jeg endnu synes at kunne høre.

Billede 4: Tegning fra Famile-Avisens børneafdeling fra krigsårene

Disse uskyldige glimt afspejler den kærligt favnende barneverden, som vi voksne har så