En - solist i sølv: En biografi om sølvsmeden Evald Nielsen

By Chr. Rimestad

Sølvsmeden Evald Nielsen åbnede værksted i København i 1905 - året efter Georg Jensen. I årtierne efter markerede han sig som en af de store i branchen, og hans design og sølv er i dag højt værdsat af samlere. Denne bog fortæller historien om Evald Nielsen og om hans stadige insisteren på at være sig selv - et valg, der i den sidste ende kostede hans virksomhed livet. Samtidig er det beretningen om en mand, hvis organisatoriske indsats stadig kan spores i opbygningen af den hjemlige guld- og sølvsmedebranche. Bogen er rigt illustreret.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 30, 2014
• ISBN: 9788771451436

Chr. Rimestad

Journalist og forfatter af en række bøger, bl.a. "Ad natmørkt hav - 11 interviews om døden", "Ravsolen danser" om smykkekunstneren Helga Exner og "Horsens går til modstand" - tre bind om modstandskampen i Horsens 1940-45.

Book preview

Nygade".

1. HELE VERDEN I PARIS

PARIS, sommeren 1900. På den højre Seine-bred, kun et stenkast fra Champs-Elysées, har Grand Palais fået plads som centrum for den store verdensudstilling.

Fordelt på et areal, der samlet dækker 112 hektar, viser mere end 76.000 udstillere, hvor bredt det moderne industrisamfund formår at favne. Her ligger fremtiden blotlagt på et tæppe af optimisme og fremskridtstro, og gennem de syv måneder, dette kæmpemæssige mekka holder dørene åbne, oplever millioner af gæster det nyeste nye inden for teknik, kunsthåndværk og menneskelig snilde.

En af dem er Evald Nielsen.

Den 21-årige danske gravør har med sin gode ven Ejner Engberg som makker vandret og rejst mere end 1200km fra hjembyen København til den franske hovedstad med Verdensudstillingen 1900 som et af målene.

Et foto af de to (side →), taget i Køln på vej til Paris, viser et par nobelt klædte herrer. Lange jakker dækker over skjorte, flip og mørkt slips. På hovedet bredskyggede hatte. Evald Nielsen har en frakke slængt over armen, urkæde til jakkelommen og en cigar klemt fast mellem tommel-, pege- og langfinger. For sådan var de, datidens håndværkssvende, når de drog på valsen: velklædte.

Indtrykkene placerede sig ofte på et tilsvarende niveau.

For en ældre generation af håndværkere er Paris-udstillingerne ungdommens store oplevelse, sagde Evald Nielsen i et interview mange år senere.¹

INTERVIEWET summerer oplevelsen op med bl.a. ordene, at dengang var det betagende for en ung mand at se, hvordan danske håndværkere gjorde lykke i fremmede lande.

Evald Nielsen har ikke uddybet dette yderligere, men der kan næppe være nogen tvivl om, at han på den udstrakte udstilling finder frem til lokaliteterne, hvor dansk kunsthåndværk bejler til de besøgendes gunst.

Her ser den 21-årige håndværker bl.a. de sølv-arbejder, arkitekten Thorvald Bindesbøll og maleren Harald Slott-Møller har tegnet til hofjuveler A. Michelsens værksted. Arbejder, der med deres naturinspirerede ornamentik giver en dansk tolkning af tidens hotte art nouveau-stil - eller skønvirke, som den danske udgave senere blev døbt med et mere hjemligt klingende valg af ord.

Også afdelingen med dansk keramik og porcelæn når Evald Nielsen formentlig omkring. Bing & Grøndahl, Ipsens Enke, Kähler - navnene kender han allerede. Nu får de dér i Paris et internationalt sus over sig.

Måske bemærker han også navnet på en af de kunstnere, som står nævnt ved en græsk inspireret krukke: Georg Jensen. Men han glemmer det nok hurtigt.

For han skal videre til salene, hvor hans udenlandske kolleger udstiller. Og mon ikke han, som har fået sin uddannelse på en sølvvarefabrik, foran disse montrer mærker hjertet banke lidt heftigere?

Her møder han nemlig frontfigurerne i datidens sølvsmedekunst, bl.a. den allerede dengang legendariske franskmand og smykkekunstner René Lalique og fra England nogle af Arts & Crafts-bevægelsens hovedmænd. Hans opmærksomme øjne indfanger former og farver, materialer, ornamentering, teknikkerne, håndværket - hele den forunderlige blanding af stolt, faglig kunnen, industriel formåen og begejstring for naturens mangfoldigt slyngede udtryk, der er kernen i art nouveau.

HVAD TÆNKER han lige netop da? Hvad drømmer den unge Evald Nielsen om, mens han lader sig opsluge af Verdensudstillingen Paris 1900 og dens altfavnende tro på fremtiden?

I Paris kom jeg til at arbejde under særligt frie forhold, fik lov til at udvikle mig individuelt, forklarede han i et interview i 1943.²

Og selv om bemærkningen næppe går specifikt på Verdensudstillingen, siger den meget om, at inde bag det efterhånden slidte vandretøj gemmer sig drømmen om at gå i de berømte, udenlandske kollegers fodspor.

Men der gemmer sig også en anden drøm - eller mere præcist: en ambition.

Ambitionen om at gøre sig definitivt fri af den ofte knugende fattigdom, der indtil da havde præget Evald Nielsens 21-årige liv.

Fotoet af Evald Nielsen (tv) og vennen Ejner Engberg fra tiden, da de to gik på valsen. 1900 i Köln på vej til Paris har han selv skrevet som billedtekst. (Foto fra Evald Nielsens scrapbog)

2. IDYLLEN, FOR FORSVANDT

MIT FØRSTE Barndomshjem ligger paa Falster uden for Stubbekøbing imellem nogle Huse, som tilsammen kaldtes Friheden.

Ordene står med en fin, regelmæssig skrift. De danner indledning på en stil med titlen Mit Barndomshjem, som Evald Nielsen skrev i april 1893, en god måneds tid før sin 14 års fødselsdag.

Kladdeheftet med minderne fra Falster er et af de få, håndgribelige vidnesbyrd om den senere så kendte sølvsmeds barndom.

Evald Nielsen var ikke typen, der som ældre satte sine erindringer på prent. Derfor findes der meget lidt om disse første år, selv om de på meget markant vis kom til at udstikke kursen for hans senere liv.

I 1956 samlede han fra skuffer og gemmer stort og småt, som han klistrede i en gammel protokol og forsynede med håndskrevne kommentarer. Bogen fik sønnen Bjarne Weimar på sin 50 års fødselsdag. Fars skrab-sammen til Bjarne, da han i 1956 var blevet voksen, skriver han selv på bogens forside. Herfra stammer mange af de sporadiske oplysninger om de første år.

En anden kilde er mandagsmiddagene, som Evald Nielsen de sidste to-tre år før sin død i 1958 holdt sammen med sit barnebarn, Bjarne Weimars søn Stig Weimar.

Efter middagen blev kaffen serveret, og husholdersken trak sig tilbage. Ved disse samtaler fik jeg meget at vide, skriver Stig Weimar i den beretning om sin farfar, han i 2001 skrev på opfordring af sine søskende.

KLADDEHEFTET med stilen fra 1893 var en af de ting, Evald Nielsen klistrede ind i scrapbogen. Symptomatisk nok havde han ikke selv gemt det - hans søster Hansine bragte det fra sine gemmer med til ham som en foræring på hans 70 års dag i 1949.

Idyllen blomstrer i beretningen om årene i Stubbekøbing, hvor Evald Nielsen blev født 5. juni 1879, og hvor han tilbragte sine første otte år.

Den 13-årige dreng fortæller om huset, der var indrettet til to familier: Fra Gaarden førte en Dør ind til Køkkenet. Køkkenet var stort, og Gulvet belagt med røde Mursten. I Køkkenet var et Spisekammer, et Komfur, Køkkenborde, Vask, Køkkentøj, Vandspand m.m. Dagligstuen stødte op til Køkkenet og var en rummelig Stue. I Stuen havde vi forskellige Møbler, deriblandt et bornholmsk Stueur.

Og lidt længere henne i stilen:

Fra Dagligstuen førte en Dør ind til Stadsstuen. Denne var meget stor og havde meget pænere Møbler end Dagligstuen. Fra Vinduerne, som vendte ud mod Vejen, havde vi en god Udsigt. Oven over Dagligstuen var mine 3 Søskendes og mit Soveværelse.

Kort sagt: En familie med rimelig økonomi og hold på tilværelsen.

Far’en Ole Nielsen var uddannet karetmager. Sønnen Evald skriver om ham:

Da Fader arbejdede paa en Fabrik i Nærheden, kom han hjem for at spise om Middagen. Jeg skulde da sige Moder, naar Klokken manglede 5 Minutter i 12, for at Maden kunde komme betids paa Bordet. Naar Klokken peb 12, løb jeg ofte Fader i Møde og fulgtes med ham hjem.

Far’en havde også tid til at arbejde hjemme:

Ligefor Huset laa min Faders Værksted, hvorfra hans muntre Sang eller Fløjten lød mange Vinteraftener. I et Hjørne stod en mægtig gammel Pil, hvis Grene bredte sig ud over en Bræddebænk. Her sad min Fader ofte og snakkede med Naboen, idet han røg sin Pibe eller drak sin Te.

Og til sidst i stilen:

Vor Have var meget stor og beplantet med mange forskellige Frugttræer, Køkkenurter og Blomster. Ved Enden af Haven fandtes et skyggefuldt Lysthus. I Lysthuset eller i Haven tilbragte jeg mange fornøjelige Timer sammen med mine Forældre, enten ved Leg eller ved at afplukke Frugttræernes Frugter eller lignende.

Evald Nielsens mor med den ikke ret gamle Evald på skødet. Fotografiet sidder i scrapbogen ledsaget af ordene: 18 Aar, gift - Tvangsægteskab. 21 Aar, Moder til 2 Børn. 26 Aar, Moder til 4.

MÅSKE HOLDER det med idyllen. Eller måske gør skoledrengen med den fine, regelmæssige håndskrift virkeligheden lidt mere rosenrød, end den reelt tog sig ud.

For da han i april 1893 skrev om Mit barndomshjem, var den trygge barndom ved at blive splintret totalt.

Uden at gå for meget ind i årstallene, som kan være svære at lægge nøjagtigt fast, forlod familien Nielsen i midten af 1880’erne huset ved Stubbekøbing og flyttede til Stege, hvor far’en Ole Nielsen startede som selvstændig karetmager med værksted i Rådhusstræde.

Evald Nielsen fortalte mange år senere Stig Weimar, at det gik godt de første år. I den bedste periode havde Ole Nielsen tre svende og to drenge i arbejde, og fremtiden tegnede positivt.

Men i 1887 huggede karetmageren ved et uheld en økse i knæet, og det efterfølgende halve år, hvor han ikke kunne arbejde, brød økonomien sammen. Far’en gik fallit, og det endte 1. juni 1888 med tvangsauktion over indbo og værktøj.

Umiddelbart efter flyttede familien til København.

DEN NI-ÅRIGE Evald Nielsen måtte fortsætte sin skolegang på Niels Ebbesens Skole.

Som ny startede han nederst i klassen, men, har han noteret i scrapbogen, efter et Kvartal rykkede jeg op som Nr. 2 - næste Kvartal var jeg Duks og beholdt Stillingen, til jeg gik ud af Skolen Efterår 1893. Belønnet med Flidspræmie - et Ur - og et Flidslegat på 100 Kr. - det højeste, der kunne nås.

Nu, da jeg skriver dette, tilføjer han, synes jeg, det var fint præsteret, eftersom jeg havde Byplads den halve Dag og gik om Vinteren i Aften-Sløjdklasse.¹

Den øvrige families aktiviteter ligger hen i det dunkle.

Evald Nielsen har ikke fortalt noget om, hvor han, hans forældre og hans søskende boede. Den eneste antydning af et område kan være Niels Ebbesens Skole, der ligger, hvor Frederiksberg Kommune får kontakt med Søerne og det centrale København.

Når det gælder familiens økonomiske situation, er der endnu mindre at hente. Stig Weimar har tjekket Kraks Vejviser, men ikke fundet Ole Nielsens navn blandt de otte-ni karetmagere, som dengang virkede i byen. Så han forsøgte sig i hvert fald ikke som selvstændig. Måske fandt han andet arbejde. Under alle omstændigheder blev årene i hovedstaden en deroute for manden, der så muntert havde fløjtet og sunget i værkstedet ved huset i Stubbekøbing. Han var, konstaterer Evald Nielsen i scrapbogen, slaaet ned og rejste sig aldrig.

I efteråret 1893 - få måneder efter stilen om barndomshjemmet blev skrevet - døde Ole Nielsen, 46 eller 47 år gammel.

EVALD NIELSEN sætter i sine notater med en enkelt sætning facit på følgerne af dødsfaldet: En dejlig Barndom blev til en trist Ungdom. De sparsomme oplysninger i scrapbogen lægger ikke skjul på, at drengen Evald klart satte sin far over sin mor.

Han siger det koncentreret med en passus, der karakteriserer begge forældre. Mor’en var, skriver han, som Husmoder overordentlig dygtig, af Sind haard, smaalig, en fuldstændig Modsætning til min Far, der var varm, glad og helt andet større Format som Menneske - ham holdt jeg af.

De fire sidste ord rummer essensen: At det må have taget luften fuldstændig ud af drengens liv, da far’en døde.

Oveni kom de økonomiske følger:

Vi sank ned i den rene Fattigdom. Vi måtte flytte til en Lejlighed, der kostede 10 Kr. pr. Måned; overflødige Møbler, Tæpper, Ure o.a. blev solgt. Mor måtte tage Arbejde i større Huse; min ældste Søster, der lærte at sy, måtte ud at tjene - 10 Kr. om Måneden, og jeg i lære for at tjene 4 Kr. om Ugen; min yngste Bror kom ved Landbrug.

Lærepladsen var ikke lige det, lærerne på Niels Ebbesens Skole havde forestillet sig.

Evald Nielsen var nået så langt som til at hjælpe skolens inspektør på kontoret, og både han og klassens lærer arbejdede på at skaffe deres talentfulde elev videre i uddannelsessystemet. Præsten, der havde konfirmeret ham, mente det samme og anede - fortæller Evald Nielsen - en mulighed for en kommende kollega.

Far’ens død satte en stopper for det hele. Nu var en læreplads - med den tilhørende løn - den eneste mulige vej frem.

At det blev sølvbranchen, skyldtes vennen Wilhelm Green.

Ham lærte Evald Nielsen at kende, da familien efter far’ens fallit flyttede til København. Jeg gik ud og ind i hans Forældres Hus fra 1888, fortæller han i scrapbogen.

Wilhelm Greens far var presser på sølvsmeden Aug. Flerons værksted i St. Kongensgade 23. Han lagde et godt ord ind hos sin mester, og 15. oktober 1893 startede Evald Nielsen i en læreplads som bestikarbejder.

3. HÅRDT ARBEJDE OG FÅ PENGE

DEN UNGE Evald Nielsens valg af netop sølvet som sin fremtid må kaldes helt tilfældigt.

Han skriver i scrapbogen, at hvad sølvsmed var, vidste jeg ikke. Det afgørende blev i stedet de kontakter, der nu var.

Virksomheden, den nyansatte lærling vandrede til en tidlig oktobermorgen i 1893, hørte til blandt de større i branchen.

Op gennem sidste halvdel af 1800-tallet slog industrialiseringen for alvor igennem i Danmark. Inden for guld- og sølvsmedebranchen skete det i et noget langsommere tempo end i mange andre fag, og de små værksteder, hvor det meste blev lavet i hånden, dominerede stadig.

Aug. Flerons virksomhed udgjorde en af de få undtagelser.

Stifteren var C. A. Bjergager, som helt tilbage i slutningen af 1850’erne tog del i den første, spæde industrialisering af faget. Da han døde i 1883, rykkede Fleron ind som ejer.

I bogen Danske Guldsmede og deres Arbejder gennem 500 Aar, som Københavns Guldsmedelaug udgav ved sit 500 års jubilæum i 1929, betegnes virksomheden som sikkert den førende inden for bestikbranchen, og til de faldværker, som ved Evald Nielsens ansættelse allerede fandtes på værkstedet, føjede sig i 1896 en ekscentrisk presse, der gjorde fremstillingen af bestik betydeligt nemmere.¹

MED DISSE oplysninger på plads undrer det ikke, at netop bestikafdelingen var stedet, hvor der bedst kunne puttes en ny lærling ind.

Evald Nielsen affandt sig vel med forholdene, men mange år senere, da han skrev i sin scrapbog, tøvede han ikke med at kalde lærepladsen elendig.

Det var et hårdt Arbejde - og svinsk, for alt glødedes ved Trækulsild. Jeg kunde ikke lide at blive beskidt og hadede at smede Dusin efter Dusin, noterer han også.

Indtrykket passer med andre beskrivelser af forholdene på datidens værksteder, som f.eks. denne hentet fra bogen, Guld-, Sølv-