Jægeren fra Balkan

By L. M. Markmand

Et drab på en vellidt borger i en lille by i Vestnorge sender det lokale politi på overarbejde, indtil den norske efterretningstjeneste, Kripos, overtager sagen, og mørklægger den.

Få dage senere sker der et lignende drab og en mordbrand i en skov i Sydsverige, hvor det lokale politi finder spor, der trækker tråde til drabet i Norge og til krigen i Bosnien.

Efterforskningen hos både norske og svenske myndigheder fokuseres på en dansk turist i en autocamper. Som sagen udvikler sig tvinges de involverede til at stille spørgsmål ved deres tro på lov og ret.

• Language: Dansk
• Publisher: Forlaget Sarsav
• Release date: Jan 27, 2021
• ISBN: 9788797269718

Book preview

35

1

Det var gråvejr, og der blæste en frisk vind fra vest, der lugtede af saltvand. Han stod på soldækket og så på indsejlingen til Kristiansand, klædt i sorte fjeldbukser, en brun fleecetrøje, en lystfiskerkasket og et par fjeldstøvler som mange af de øvrige passagerer. Det var efterår, men der var stadig en del pensionister i autocampere på vej, ligesom ham selv. Små hvide træhuse klyngede sig til klipperne, sejlbåde med lystsejlere i røde og blå dragter krydsede fjorden, og motorbåde brummede mellem øerne i skærgården. Bag kysten hævede landskabet sig mod fjeldene bag, der lå i en blålig dis. Det kunne ligne snevejr. Han kørte i land, tankede op på Shell-stationen, købte et kort over Sydnorge, et par taletidskort og så efter skilte til E9 mod Odda. Han havde beregnet, at turen ville tage omkring seks timer med et par pauser på vejen. Vejen fulgte en jernbane gennem et industriområde ud af byen, der hurtigt tyndede ud og blev afløst af bondegårde og små landsbyer, der lå langs en elv, der snørklede sig gennem landskabet på højre side af vejen, mens lave fjelde rejste sig mod vest. Det var sparsomt med trafik, og han holdt hastighedsbegrænsningerne nøje og kørte stille og støt mod nord. Bilen eller nummerpladerne var muligvis allerede efterlyst. Vejen fulgte en dal, snoede sig stødt opad, søer glimtede mellem træstammerne, og bevoksningen skiftede til nåleskov, der efterhånden blev lavere og mere kroget.

Han kunne mærke, at han nærmede sig målet, og det føltes uvirkeligt. Han var på vej til at slutte en epoke i sit liv og spredte tanker om, hvad så bagefter, flakkede rundt i bevidstheden. Der var pludselig muligheden for, at der var noget andet - et helt andet liv - bagefter. Det var forstyrrede. Han måtte koncentrere sig om at køre, at nå frem, og at foretage de sidste forberedelser, ikke mindst mentalt.

Han holdt ind til siden på en rasteplads langs en lang, smal sø. Maven rumlede, og han måtte samle tankerne. Han var så tæt på nu, og det hele var pludselig meget konkret. Han åbnede en dåse sardiner, skar et par skiver brød og spiste, mens han så på vandet, hvor et par fisk lavede ringe på overfladen, og en svag vind sendte krusninger mod den modsatte bred.

Ville han kunne genkende ham? Han havde jo kun set det korte klip i tv, men han havde ikke været et sekund i tvivl. Hvad med ham selv, ville han blive genkendt? Hvis de stod ansigt til ansigt? Det troede han ikke. Han havde ændret sig meget, siden han var enogtyve. Var der mon en familie? Havde han kone og børn? Ville det gøre en forskel? Selvfølgelig ville det det. Det havde han overvejet, men det ville ikke stoppe hans forehavende. Ikke tale om, der var andre, som netop ikke havde en familie længere.

Han kørte gennem Odda ved to tiden om eftermiddagen og fortsatte ud langs fjorden, hvor røgen stod til vejrs fra en fabrik på den anden side af vandet, hvor et par fragtskibe lå til kaj. Det var vel der de, som boede her, arbejdede. Der kunne ikke være meget andet at leve af. Der var nysne på toppen af fjeldene ovenfor den blygrå fjord. Det var smukt, meget smukt og underligt tomt. Velplejet og øde. De små gårde og byer stod som nymalede mindesmærker og stirrede med store tomme vinduer ud over vandet. Ifølge kortet var der nu kun et par og fyrre kilometer til den lille by Kinsarvik. Det ville vel tage en lille times tid, så var han der.

Han rundede et skarpt hjørne, og der lå byen pludselig bag en række birketræer ud mod fjorden. Han satte farten ned, kørte langsomt nærmere og holdt ind til siden, da de første huse dukkede op. Byen var endnu mindre, end han havde forestillet sig. En lille samling huse, der ikke så ud til at bestå af meget mere end en snes bygninger bag et kajanlæg, hvor der lå en lille bilfærge. Bag byen snoede en dal sig ind mod fjeldene bag, der var hvide af sne halvvejs oppe. Byen var så lille, at han blev bekymret for, at han hurtigt ville blive lagt mærke til.

Der holdt et par andre autocampere på parkeringen langs fjorden på den anden side af vejen. Han svingede over vejen og parkerede blandt de øvrige vogne. Der var tydeligvis en del turister i byen og endnu flere, som kørte lige igennem på landevejen. Han følte sig godt tilfreds med planlægningen og beslutningen om at køre i en autocamper. Det havde allerede vist sig at være den perfekte camouflage. De danske nummerplader, han havde stjålet på en parkeringsplads i Ålborg og udskiftet med de tyske plader på vejen fra Kristiansand, virkede også efter hensigten. De fleste af de andre turister i autocampere var også fra Tyskland, og ovenikøbet af nogen lunde samme alder eller ældre, men de danske nummerplader betød, at de ikke umiddelbart kom hen og snakkede. Et par halvskallede, gråhårede mænd stod og fiskede på kajen. Den ene trak en sprællende makrel op og løftede den smilende og stolt, så konen ovre i vognen kunne se den.

Der var livlig trafik til en købmand på den anden side af vejen, der så ud til at være den eneste butik i byen, så alle måtte komme der. Det var bare at være tålmodig og at vente længe nok. Han hentede lidt mad frem, satte kaffe over og satte sig til at holde øje med butikken og trafikken til og fra. Alle kom i bil, mest pickups af tyske og japanske mærker, undtagen et lille flok skolebørn til fods, der hurtigt kom ud igen med hver sin bolle i hånden og gik hver til sit. Han sad med en kikkert og studerede nøje alle, som kom og gik fra butikken. Med jævne mellemrum kom turistbusser og holdt udenfor turistkontoret. Når dørene gik op, myldrede det ud med asiatere med bøllehatte, som fotograferede hinanden i små grupper på kajen med fjorden i baggrunden og købte souvenirs i butikken, inden de kørte videre.

Det blev tidligt halvmørkt, og det var ikke længere muligt på afstand at se, hvem der kom og gik fra butikken. Der havde i hvert fald ikke været en bil, der stod Kinsarvik Totalentreprise på. Han tog en regnfrakke med hætte på og gik en tur. Det støvregnede, og det var blæst lidt op. Der kørte et par biler ombord på en lille færge, som lagde fra kaj og sejlede mod et par fjerne fyrglimt på den modsatte side af fjorden.

Et par politibiler på parkeringspladsen ved købmanden undrede ham og han skråede over pladsen mod indgangen. Under en falmet markise stod stativer med regntøj og træningstøj på tilbud, en opslagstavle med sedler om både til salg, tilbud på opsætning af fårehegn, fiskekort til elven. Han så op. Politi stod der på et lille hvidt lysskilt på væggen. Den lokale politistation lå tilsyneladende på førstesalen over butikken. Han vente om og gik mod Grytingsvegen, hvor Kinsarvik Totalentreprise havde adresse. Han fulgte hovedvejen, krydsede elven og drejede til højre mod skydebanen.

Sikke et underligt sted. Det var som at gå i en kulisse. Det mindede faktisk om den gang han og kæresten, Maria, havde været i Spanien, og de besøgte et sted, hvor der var blevet indspillet westernfilm engang. De var drejet af motorvejen og stod pludselig i Fort Bravo, hvor Den gode, den onde og den grusomme var indspillet, og Clint Eastwood havde gået rundt. Man kunne sidde i saloonen, se banken blive røvet, og besøge fængslet, hvorfra sheriffen holdt orden i byen.

Det var vel egentlig den følelse, han havde haft hele vejen på turen langs med fjorden hertil. Der var noget uvirkeligt over det hele. Det var meget smukt, men det var som om, der lå noget under. Som var det en tynd skal, der dækkede over noget helt andet. Her var en mærkværdig blanding af en ny, moderne benzinstation og et indkøbscenter i elementbeton, gamle hvidmalede huse og nybyggede tømmerhuse, der skulle se endnu ældre ud. Det virkede som om, at man gjorde alt, hvad man kunne, for at lade som om, at alt var, som det altid havde været.

Han fulgte vejen op langs elven. Der var ikke mange fodgængere i mørket og regnen. Grytingsvegen drejede af til venstre til et kvarter af hvide villaer. Gruset knasede under støvlerne, da han nærmede sig huset. Det var en toetagers, hvid villa, som alle de andre huse i kvarteret, der tilsyneladende var bygget næsten på samme tid. Der holdt to varebiler fra Kinsarvik Totalentreprise foran huset. Bag huset var der en mindre materialeplads, hvor der stod en beboelsescontainer. Der sad to mænd derinde og spiste. Villaen lå hen i mørke. Han var nu sikker på, at han var det rigtige sted.

Tilbage på parkeringspladsen langs fjorden var alle pladser nu optaget. Der stod stadig en lille gruppe ældre mænd og fiskede på en bådebro, og der duftede af mad fra autocamperne. Han var træt og sulten og gik ind i vognen, låste døren, trak gardinerne for, spiste lidt mad og lagde sig til at sove.

Han havde sovet tungt og vågnede ved lyden af lastvogne, som kørte tæt forbi. Han lettede gardinet ud mod fjorden. Det var klaret op. Klokken var halv otte og fiskeklubben var allerede på plads ude på broen. Han vaskede sig i hovedet og så i spejlet. En meget almindelig mand på en meter og firs uden specielle kendetræk. Han havde lige rundet de treogfyrre, så det mørke hår var blevet en anelse gråt i kanten, og han var blevet lidt tynd på toppen. Han så ikke ud af meget, men han var klar. Helt klar.

Han satte kaffe over, og satte sig ved bordet og studerede kortet. Han havde endnu ikke fået bekræftet, at Zdravko faktisk var i byen. Han kunne være taget på weekend et helt andet sted.

Han vandrede over broen over elven igen og drejede til højre op mod villakvarteret. Nede til venstre for vejen lå en lukket forlystelsespark og et badeland, Mikkelparken, han slet ikke have lagt mærke til aftenen før. Det var tydeligvis udenfor sæsonen. Det var også koldt i luften, selv om solen skinnede i dag.

Han drejede op ad Grytingsvegen og gik energisk og målrettet for at se hjemmevant ud. Foran villaen holdt en Landrover med et læs brænde på ladet, som en mand var ved at tømme. Manden kastede et kort blik over vejen på vandreren, som gik forbi, og fortsatte arbejdet med at stable brændet i carporten.

Der var ingen tvivl om, hvem der havde arbejdet ved bilen uden for villaen. Alt var på plads nu, og han kunne forsætte til næste trin i planen. Han gik tilbage til autocamperen og pakkede sammen. Der var lidt over halvtreds kilometer til byggepladsen oppe på fjeldet, så det ville tage en times tid at køre derop for at undersøge forholdene.

2

Rigsvej 13 snoede sig langs fjorden, indtil den forsvandt i en tunnel. Et stykke inde i tunnelen kørte han ind i en rundkørsel og drejede af mod Eidfjord af rigsvej 7.

I Eidfjord drejede vejen skrapt til højre og fulgte en smal dal op mod fjeldet. Den gamle Fiat Ducato kæmpede lidt med stigningen, men krøb støt opad og forbi et vandfald, som ifølge skiltningen var en attraktion. Efter et par kilometer blinkede han af til venstre og fulgte en nybygget grusvej højere op ad fjeldsiden.

Vejen endte ved en byggeplads, der lå øde hen for enden af en blind vej med stejle fjeldsider i tre retninger. Det var en type landskab han kendte, og