Sortebogspræstens Datter: En Lofoten-fortælling

By Unna Hvid

Sortebogspræstens Datter er en Lofoten-fortælling, som handler om Agnete, der som stor pige for at imponere sin far kommer til at røbe noget, som får hendes mor brændt på bålet. I første omgang skåner faren Agnete, men da hun nogle år senere kommer til at fremmane "Den Stygge" ved at læse højt fra Sortebogen, må Agnete forlade sit hjem. Hun ender på Værøy - fast besluttet på aldrig at fortælle nogen om, hvem hun er, eller hvad hun har lært af sin mor. Alligevel efterstræbes hun på liv og krop af både lundehunde og Monrad, Hr Olufs ældste søn, som har både onde hensigter og fine fornemmelser med sig hjem fra Bergen, hvor han arbejder.
I luften over Værøy kredser havørnene, og i det lille fiskevær ved siden af Hr Olufs hus bor en mand med et særligt forhold til "dem på Utrøst", øen som sank i havet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 8, 2022
• ISBN: 9788743020554

Unna Hvid

Unna Hvid er cand.mag i historie og nordisk sprog og kultur.

Book preview

Indholdsfortegnelse

FRØYA OG FOLKVANG

SORTEBOGSPRÆSTENS DATTER

REJSE MED RANDRINA

LUNDEHUNDENE

ISAKS FISKELYKKE

HR MONRAD

HR OLUFS DØD

ASLE OG MOSKENESSTRØMMEN

ØRNELAND

INSPIRATIONSKILDER

FLERE BØGER AF FORFATTEREN

OM FORFATTEREN

FRØYA OG FOLKVANG

I det halvmørke huleagtige rum danser røde stregfigurer på væggene. Flimrende, sitrende i stearinlysenes flakkende skær. Nogle af de røde figurer er høje og tynde med udstrakte arme og bevægelse i benene. Der, hvor hovedet skulle være, er i stedet to horn. På den ene hånd har de fem fingre, på den anden kun fire. Andre figurer er mindre og tættere med skrævende ben. Det ser ud som om, de løber. To store udskårne træfigurer står ved indgangen og ejer rummet. Den ene har kort hår og skæg. Hans penis fylder hele torsoen. Den anden figur har langt, men kunstfærdigt opsat hår og et smykke med et gyldent symbol på brystet. Rummet er varmt, og det dufter af noget, jeg godt kender. Kanel. Det er kanel.

Kan jeg hjælpe dig? En kvinde står foran mig med et mildt og spørgende blik. Hendes kønne blege ansigt står i kontrast til det mørke rum. Hendes hår er langt, mørkt og bølget med striber af gråt. Hendes øjne er grønne som sommergræs og hendes energi er stærk og klar som luften over Vestfjorden udenfor døren. Hun er klædt i jeans og forskellige lag af tynd uld i lyseblå nuancer. Det er svært at placere hende aldersmæssigt, men hun er over 40, gætter jeg.

Ja, øh, en kaffe, og måske har du tid til at fortælle mig om de der tegninger på væggene? Og ham med den store Thorshammer der, siger jeg med et nik mod figuren og et grin til kvinden. Hun griner også:

"Det er Frøj, men han står der nu kun for balancens skyld. Det er hans tvillingesøster, Frøya, den store vaner-gudinde, vi hylder her. Så du ikke skiltet udenfor? Du er kommet til Folkvang. Hvis du vil vide mere, kan du komme tilbage ved tre-tiden, så er her ikke så travlt." Hun tager imod min kaffeordre og fjerner sig.

Jeg finder computeren frem og åbner mine programmer. Det var egentlig meningen, at jeg skulle se lidt på mine notater fra interviewet med en forsker ved Nordlandsforskning, som arbejder på at certificere Lofoten som et bæredygtigt rejsemål. Vi må finde en grønnere rejsevej, havde hun sagt og tilføjet: Det må være slut med weekendturisten, der vil se nordlys, vi skal ikke længere ernære af den fossilintensive turist, som flyver hertil eller ankommer med cruisebåd. Vi skal rejse langsommere, og rejsen skal være en del af oplevelsen. Da hun også fortæller, at de scenarier, man ser ind i, er en snefri vinter, en meter højere flodbølgeniveau, kraftigere storme som flår de fint renoverede fiskerhytter, rørbuer op, øget nedbør og tab af naturmangfoldighed og arter, kan jeg se alvoren. Det er derfor, jeg er her.

Men alligevel er det noget andet, som har fanget min interesse nu. Jeg smager på kaffen, og giver mig til at google Frøya og Folkvang.

Mange kopper kaffe og mange notater senere sætter kvinden sig ned ved mit bord:

Du ville gerne vide noget om tegningerne på væggen? spørger hun, inden hun præsenterer sig som Bergljot.

Ja, svarer jeg, selv om det er svært at løsrive sig fra computeren. Jeg tager dog glad imod de friske vafler, hun også sætter foran mig. Med syltetøj. Duften får mig til at smile.

"Det er hulemalerier ude fra Trenyken. Det er et af de fem store fuglefjelde på Røst. Det er lidt et helligt sted for mange af os. Der er nogen, der siger, at Trenyken er altertavlen til et stort helligt rum under Røst, og at det er Utrøst, øen som sank i havet. Øen med de oprindelige guddommelige indbyggere på Lofoten. Eller huldefolkenes ø, det er folk ikke helt enige om, griner hun. På Trenyken er der en hule, som hedder Helvete, og i den har man fundet malerier fra bronzealderen, og det er altså dem, du ser der. Bemærk, at de store kun har ni fingre, det er et særligt heldigt