Flashback by Trust: 2 år i Danmarkshavn

By Leif Trust

Jeg må opgive at finde Weasel-øen og Gunnar og i stedet for forsøge at finde tilbage til slæden med Sverri. Jeg vender mig 180 grader og fikserer, hvordan vinden nu rammer mig bagfra og så prøve at holde retningen tilbage til Sverri ved at bruge vindens retning som kompas, og kompas har vi ikke noget af. Heroppe langt mod nord er misvisningen på et magnetkompas så stor, 40-45 grader, at det er vanskeligt at anvende. Nu er jeg virkelig bekymret!

I begyndelsen af tilbagevejen kan jeg se lidt af mine egne skispor, men de fyger hurtigt væk. Så har jeg kun vindretningen at forholde mig til. Og jeg går og går, ved ikke hvor længe. Det eneste jeg tænker på er vindens retning og så det ene skridt på skiene efter det andet. Jeg gør mig ingen forestillinger om, hvor langt jeg skal gå eller om jeg overhovedet er i stand til at finde Sverri derude på havisen den snestorm. Men så hører jeg et skarpt svagt smæld! Er det isen, som knager eller hvad?

Noget senere hører jeg den samme lyd, og igen, stadig mere tydeligt. Det går op for mig, at det må være Sverri, som står og skyder op i luften. På grund af mit lange fravær er han blevet klar over, at jeg er kommet i vanskeligheder.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 10, 2020
• ISBN: 9788743063308

Leif Trust

Leif Trust, født 1942 i Århus. Først uddannet som Radiotelegrafist v. Fanø Navigationsskole. 7 års ophold på hhv. Øst- og Vestgrønland. Sejlende telegrafist v. hhv. rederiet J. Lauritsen og Østasiatisk Kompagni. Ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, læst civiløkonomi, Fieldservice Officer v. UN i Mellemøsten, Jerusalem og Cypern. Bombesprængning, krydsild, to uger i Saigon under krigen, Eksportchef v. LEGO System AS, Salgs- og marketingchef GASA Odense, Administrerende Direktør Roblon AS, Bestyrelsesposter i en række aktieselskaber samt en stor erhvervsorganisation og så har jeg nok glemt noget. Man kan nå at prøve meget på 77 år.

Book preview

tryk!

Kap. 1

Vil du se verden som turist – så bliv telegrafist

Det er april 1963 – jeg har lige erhvervet mit certifikat som Radiotelegrafist 1. kl på Fanø Navigationsskole og skal nu ud at opleve verden! Hele verden står åben for mig. Skøn følelse – spænding, sommerfugle i maven.

Vil du se verden som turist – så bliv telegrafist , er et udtryk, som vi telegrafister ofte er blevet drillet med – men der er meget sandt i det – erfarer jeg senere.

Allerede som ganske ung beslutter jeg med mig selv, at jeg vil være oplever.

Jeg har allerede spildt ca. 3 år som frivillig i forsvaret, så det er på tide at sætte næsen op efter oplevelser – noget nyt. I dagbladet Hjemmet læste jeg hver uge eventyreren Hakon Mielche’s beretninger fra rundt om i verden. Det har nok inspireret mig lidt til at ville opleve noget.

Lidt om min barndom i fyrrerne, et krigsbarn.

Jeg har en far og mor, som hele deres liv har kæmpet for at opretholde en familie med far, mor og tre unger. Op kl 5 morgen for min fars vedkommende, op på SCO-knallerten og afsted til slagteriarbejdspladsen, 8 timers hårdt arbejde og så retur på knallerten- 15 km. Sommer og vinter! Havnearbejder, arbejdsmand på jernstøberi, arbejdsløs under besættelsen, lang kø ved arbejdsløshedskassen for at få lidt understøttelse at overleve på – ind på varmestuen på havnen og slå tiden ihjel med skak og lidt bajere.

Mor tog ind på sækkefabrikken Thyge Stabell, – ligeledes op på cyklen tidlig morgen, lang arbejdsdag 6 dage om ugen, hjem for at lave mad til de tre unger og manden. Rengøring, vask i kælderen. Mine forældre var rigtig gode forældre. Det de lykkedes med trods den relative fattigdom med lokum i gården, bad i zinkbalje foran kakkelovnen, alle 3 unger i det samme vand, alle fem i det samme soveværelse. Det lykkedes for dem, at give os tre børn en tryg og god barndom med masser gode minder med hygge i hjemmet.

Og det på trods af manglen på midler, og at der i frustration og desperation bliver leveret klø med et kosteskaft, en bøjle, en livrem, eller hvad der nu lige er nærmest, når man f.eks. har revet hul i et par nye bukser (arvet efter andre) ved at klatre over en pigtrådshegn.

En dag, hvor min lillesøster Nuller har lavet noget forkert, og min far vil give hende en røvfuld med en bøjle, hiver min storebror, som nok på det tidspunkt er 15-16 år, bøjlen ud af min fars hænder og siger: hvis du slår Nuller igen, så banker jeg dig!

Herefter er der ikke mere korporlig afstraffelse i familien . Tak brormand!

Det mønster vil jeg bryde!

På det tidspunkt kendes begrebet mønsterbryder ikke i min begrebsverden, men det er jo i virkeligheden det, der driver mig til hvad jeg senere kommer til at opleve.

I min tid som frivillig soldat er jeg så heldig at have en kompagnichef, Kaptajn Fich, som anbefaler mig til – og skaffer mig plads – på Fanø Navigationsskoles Telegrafistuddannelse. Jeg bliver i mine tre år ved forsvaret uddannet som militær telegrafist – hvilket jeg vist nok er ret dygtig til. Så, for jeg ikke skal spilde mere af min ungdom ved forsvaret, tager min kompagnichef Kaptajn Fick det initiativ. Det bliver et vendepunkt og et startpunkt for mit liv mange år frem i tiden.

På grund af min uddannelse ved forsvaret, er det i praksis et navigations-skoleforløb på kun ét år, for at få mit militære certifikat opdateret til et civilt certifikat.

Mit år på Fanø er mit bedste ungdomsår

Jeg har siden betragtet mit år på Fanø som mit bedste ungdomsår! Tidlige sommermorgeners bad i Vesterhavet med flokken af klassekammerater og venner, fester, piger, kærester, lektielæsning, sammenhold, skolegang og bal på Krogården.

Ja – følelsen af frihed, efter den stramme autoritære tid ved forsvaret frihed, frihed, frihed – endelig! Frihed er en gave hvis man ved, hvad man vil bruge den til. Ellers flyder man bare med strømmen.

Rejsen til det ukendte Fanø

Da jeg får meddelelse om, at jeg i august er blevet optaget på skolen, stiger jeg på toget mod Esbjerg. Jeg ved kun meget lidt om, hvor og hvad Fanø i grunden er, men får dog opsnuset, at Fanø er en lille ø– vest for Esbjerg.

Ankommet til Esbjerg finder jeg vej til havnen og færgen til Fanø, stiger ombord og ankommer 20 minutter senere til Nordby. Går i land.

Og nu melder et problem sig: Hvor skal jeg bo?

Jeg har ikke forud for rejsen til Fanø på nogen måde fundet et sted at bo, så hvad gør jeg nu kl. 17 om eftermiddagen, dagen før jeg skal møde kl 8 på Fanø Navigationsskole?

Ved færgelejet i Nordby er der på det tidspunkt et ishus eller måske er det en pølsevogn, er ikke helt sikker. Jeg henvender mig til personen i ishuset og spørger om hun ved, hvor jeg eventuelt kan leje et værelse? Og – vupti – prøv at gå hen til fru Thomsen på Svenskeren. Hendes stuepige er vistnok lige rejst, så der er måske en mulighed.

Svenskeren – hvad er Svenskeren?

Nå, jeg bevæger mig ind af hovedgaden med de toppede brosten, og – efter at have spurgt om vej – finder jeg frem til fru Thomsen. Det viser sig at hun driver et lille pensionat (og alle på øen kender tilsyneladende fru Thomsen).

Jeg banker på, døren åbnes af selveste fru Thomsen. Jeg forklarer mit ærinde, og bliver taget imod med åbne og varme arme.

Kom indenfor, du kan bo på det lille værelse oppe på loftet under stråtaget. Når du har stillet din kuffert derop, så kommer du bare ned og får noget at spise!.

Fanø Navigationsskole 1962

Hvilken lettelse! En stor sten forsvinder fra mit hjerte.

Så – næste morgen – efter solid morgenmad i pensionatet, afsted til første skoledag.

Min tro følgesvend, Klarinetten …

Undervisningen på skolen er gratis, men der skal jo penge til for at betale værelse, mad og fritidsfornøjelser. Jeg har en lille bonus på 8.000 kr. med fra forsvaret og supplerer med et lille lån i banken. Så noget må gøres for at supplere lidt op i finanserne.

Jeg har min klarinet med i kufferten, og på skolen møder jeg to andre gutter, Thorbjørn Knudsen og Poul Hanghøj, som spiller på hhv. trommer og klaver. Vi får hurtigt etableret et lille band – som i løbet af et par lørdag eftermiddage får sammensat og øvet et lille repertoire på 24 musiknumre.

Vi har opsnuset, at der én gang om måneden afholdes nav-bal (Navigationsskole bal) på Krogården samt, at et lille lokalt band, anført af smeden, leverer musikken til nav-ballerne.

Vi udkonkurrerer Smeden og skal altså fremover spille til ballerne. Så – 24 numre må række. Det bliver 8 serier á tre danse. Og vi går ud fra, at når vi har været én serie igennem, har de nok glemt hvad vi startede med. Så vi rocker og ruller os igennem repertoiret igen og igen. Vi har også lejet en lille forstærker og mikrofon i den lokale radio butik, og jeg bliver forsanger.

Øl til musikken! lyder det igen og igen fra de dansende og glade navigations elever og deres piger, og stemningen stiger, højere og højere. Så det kommer ofte til at gå vildt til. Dette ligger til grund for, at mange af de unge piger på øen der af deres omsorgsfulde forældre er forment adgang til Nav-ballerne.

Vores band får ret hurtigt navnet The Crazy Sparks (Spark er eng. slang for Telegrafist. Et DANSK slang er gnist)

En aften kommer kroværten, Rasmussen, hen til os og beder os om at dæmpe os lidt, idet han, stående nedenunder i garderoben, har bemærket, at loftet under dansegulvet bevægede sig faretruende! Så vi napper et par stille valse, før det går løs igen.

Vi får forresten ingen honorar for at spille, så indtægten kommer alene fra overdans! Men det giver også ret godt, vel et par hundrede kroner til hver af os tre musikere.

På skolen møder jeg en flok herlige klassekammerater, bl.a. Berner! Han er på skolen for at få opgraderet sit 2. kl. certifikat, og har lige lagt to års ophold, på den grønlandske vejrstation Aputiteeq på Sydøst kysten, bag sig. Han fortæller malende om sine oplevelser, sæljagterne på isen, isbjørne, det barske vejr, ekstreme kuldegrader, snestorme og en skattefri løn med Øde-stations tillæg ikke at forglemme.

Så vidt jeg husker er tillægget på 10.000 kr. pr. år, hvilket med en månedsløn på 2.600 kr. ikke er uden betydning. Det betyder at der kan spares en god lille startkapital op på kort tid, idet man overhovedet ikke har nogen som helst form for udgifter til husleje og mad. Og lønnen og øde-tillægget er skattefri!

Berner glimrer sig ved at køre rundt i en spritny hvid Volvo 544 B18 med 2 SU152 karburatorer! Wauuu! og han har altid penge på lommen når vi er på kroen. Jeg synes dog, at han er lidt nærig, men set i baglyset, så var det nu nok klogt nok af ham.

Jobsøgning

Under mit ophold på Navigationsskolen, lytter jeg med strittende ører til beretningerne fra søfolk, styrmands- og skibsførerelever, samt de, der har været udstationeret på Grønlands Østkyst (kysten) for at finde ud af hvad jeg skal efterfølgende.

Og hvad skal jeg så vælge? Berners beretninger fra Kysten tænder mig mest. Det er nok det vildeste, mest udfordrende, klar dig selv, råheden, det barske og måske også det lidt farlige, der gør det! Det viser sig senere, at det kan være lidt farligt.

Det bliver det for mig, men derom senere.

Og så kan jeg jo altid tage ud at sejle på et senere tidspunkt. Alle taler om, at tiden går. Hva’ skal jeg bruge det til? Jeg taler for, at tiden kommer! Og det gør den helt af sig selv (lige indtil en dag…. Og det er bare én dårlig dag i min lange række af gode dage! Og dem vil jeg hellere koncentrere mig om!)

Derfor, så snart eksamen er overstået, får jeg ringet til Grønlands Tekniske Organisation, GTO, under det, der dengang hed Grønlandsministeriet. Jeg kommer i kontakt med en hr. Prehn, som er hyrebasse for personale til stationerne på Grønland. Meget hurtigt bliver jeg inviteret over til en ansættelsessamtale hos en major Ib Poulsen.

Hvad jeg ikke ved på det tidspunkt er, at major Poulsen under krigen ledte en slædepatrulje, forgængeren for Sirius-patruljen. Patruljen bestod af en gruppe erfarne grønlandsfolk. Deres opgave var at observere tyskernes aktivitet på Grønlands nordøstkyst og rapportere tilbage til Amerikanerne. Tyskerne var på kysten for at observere vejret og sende vejrobservationer hjem til de tyske meteorologer. Vejret på Grønland var vigtigt for udarbejdelse af vejrkort, til brug for bl.a. Luftwaffe. Det kom til flere konfrontationer med tyskerne på kysten.

En forårsdag i 1943 kommer korporalen Eli Knudsen kørende mod en hytte med sin hundeslæde. Han var formentlig på vej mod Sandoddehytten. Han nåede aldrig frem. D. 26. marts 1943 blev han skudt, og døde. Eli havde observeret tyskerne i hytten og forsøgte at dreje af og fortsætte ud over isen. Undervejs havde han grebet ud efter sin riffel, og var derefter blevet ramt af et tysk projektil.

Job på Grønland – og hvad så?

Ansat! Initial ét års kontrakt med mulighed for forlængelse! Stor jubel hos mig men lige så stor bekymring hos min familie. Jeg skal jo trods alt være langt langt væk, helt ude i ødemarken i mindst ét år. Men aftalen med min forlovede Hanne var, at jeg skulle ta’