Nogle samler frimærker - jeg samler amerikanske stater

By Søren Sidevind

Jeg er uddannet og har arbejdet som kontormand i Københavns Kommune i 25 år. Herefter erhvervede jeg buskørekort og tog handicapuddannelsen. Gennem 12 år kørte jeg ældre til dagcentre og børn med specielle behov til særlige institutioner. I dag arbejder jeg som kundeservicemedarbejder i City 2. Her er jeg involveret i centrets events og den indendørs skøjtebane i vinterhalvåret. Mit arbejde i centret er på mange måder det mest meningsfyldte jeg har haft i mit arbejdsliv.

Jeg har over årene interesseret mig meget for den amerikanske historie og været på flere rejser til USA. Rejserne har inspireret mig til denne oplevelsesbog. Bogen er et sammendrag af rejsedagbøger, billeder og erindringer. Det er en skildring af mit møde med Amerika. Det er en fortælling om utroligt mange spændende rejseoplevelser, flotte, sære og fængslende naturfænomener som jeg stadig kan se for mig. Det er mit håb at min historie vil inspirere dig som læser til et eventyr i det store land på den anden side af Atlanten ... og udleve din amerikanske drøm.

Denne bog er andet og mere end en rejsebog i gængs forstand. Det er en fortælling om rejser til USA, som man kan få forstand af, hvis man agter sig over det store vand, men det er også en stærkt personlig livsskildring af et langt liv og samliv med de personer der har gjort indtryk på forfatteren på godt og ondt.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 1, 2019
• ISBN: 9788743098997

Søren Sidevind

Jeg er uddannet og har arbejdet som kontormand i Københavns Kommune i 25 år. Herefter erhvervede jeg buskørekort og tog handicapuddannelsen. Gennem 12 år kørte jeg ældre til dagcentre og børn med specielle behov til særlige institutioner. I dag arbejder jeg som kundeservicemedarbejder i City 2. Her er jeg involveret i centrets events og bestyrer den indendørs skøjtebane i vinterhalvåret. Mit arbejde er på mange måder det mest meningsfyldte jeg har haft i mit arbejdsliv.

Book preview

1. Modningsprocessen – og hvem er jeg?

De Forenede Stater – eller USA, som man også siger – var ikke noget der lå en forstadsdreng fra Albertslund særligt meget på sinde i 1970erne, hvor jeg voksende op i en god og tryg familie med mor, far, lillebror, bedsteforældre, tanter og onkler. Dengang var USA bare et umådeligt stort land, der lå på den anden side af Atlanten.

Nok vidste jeg hvor landet lå og indimellem hørte jeg da også nyheder fra USA, når de havde sendt en ny apolloraket mod månen, eller de havde valgt en ny præsident og så var der vist nok også en sanger ved navn Elvis, der boede i USA.

Denne Elvis skulle senere i livet få ret stor betydning for mig, men det havde jeg ingen anelse om dengang jeg var dreng. Nogle gange læste jeg vist nok noget om alle kendisserne i min mors Billedblad og ellers var USA bare et stort land meget langt væk fra Danmark og fra min verden på det tidspunkt.

Jeg mener at kunne huske, at jeg med mellemrum hørte om nogle mennesker fra Danmark, der var udvandret til USA, hvor de havde skabt sig et nyt liv. Om en avisdreng eller en skopudser, der endte med at blive mangemillionær. Ellers var det bare stort når du så et brev med et amerikansk frimærke på.

I 1968 startede jeg i 1.klasse på Sydskolen i Albertslund og da jeg stadig i 4. klasse ikke kunne stave mit eget navn, blev det for meget for mine forældre. De havde en alvorlig samtale med skolen og heraf fremgik det meget tydeligt, at det var blevet moderne tider. Det handlede egentlig mere om, at man som elev bare havde det godt i skolen, ikke så meget om man lærte noget.

Det blev for meget for min far, der var en meget ærekær mand og som for alt i verden ønskede, at hans børn skulle få en ordentlig skolegang og lære noget. Derfor begyndte han at søge efter en anden skole – og sådan blev det! Når den lokale kommuneskole ikke kunne lære mig det fornødne, ja så måtte der tages andre midler i brug. Det endte derfor med, at jeg og Niels, en af mine klassekammerater, flyttede skole og skulle begynde i 5. klasse på Gunnar Jørgensens Skole, som lå i Hellerup. Gunnar Jørgensen var for øvrigt også forfatter til alle Flemming-bøgerne.

Min far var dengang ansat hos Tørsleff – det er dem med vaniljestængerne og atamonen, som bruges til syltning. Min mor vægtede det højere at være hjemmegående husmor, end at have et arbejde og derfor var hun altid hjemme når vi børn kom fra skole. Senere fik hun et meget fint job i fagforeningen NNF (Nærings-og nydelsesmiddelforbundet, i dag Fødevareforbundet) som hun bestred indtil hun gik på efterløn. Mine forældre kom virkelig til at mærke, at pengene var små når der kun var en indtægt. Når der nu også skulle betales for bøger, togkort og undervisning på privatskole.

Det lykkedes for dem og da min bror nåede skolealderen, startede han såmænd også sin skolegang på min skole, hvor vi begge fik en fin afsluttende realeksamen så vi kunne komme videre i Verden. Det var ikke nemt med 2 børn på privatskole, pengene var små, men heldigvis var min far nu blevet chef på en spagettifabrik som lå på Høffdingsvej i Valby. Fabrikken var nabo til pladeselskabet EMI – og dette afstedkom, at der mellem de 2 chefer blev byttet en del spaghetti for 45-singler og lp’er hvilket jeg senere i livet har haft meget glæde af.

De mange plader min far havde med hjem fra arbejde, fik en helt afgørende betydning for min interesse for musik. Jeg lyttede til meget dejlig musik og det var også dengang i starten af 1970´erne at jeg fik langt hår og at vi drenge syntes at The Sweet, Slade og Suzi Quatro var det helt store sus. Jeg elskede The Sweet og brugte alle mine lommepenge på deres plader og husker hvordan pladerne hver dag efter skoletid blev spillet forfra og bagfra på mit enkle stereoanlæg på drengeværelset. Jeg husker også ganske tydeligt, at jeg to gange var til koncert med The Sweet i Brøndbyhallen, der i dag må betegnes som uegnet til koncerter, men dengang var in-stedet for rockkoncerter.

Da førsteudgaven af singlen Fox on the Run udkom i et sort-hvidt cover købte jeg straks pladen i den pladebutik jeg plejede at handle i. Da andet oplag af pladen blev udsendt, var coveret pludseligt blevet i farver. Jeg blev fortørnet over synet, styrtede hjem og hentede den farveløse single. I pladebutikken forlangte jeg, at de straks ombyttede pladen til en ny med det farvestrålende cover, da jeg følte mig lidt snydt. Hvordan det lykkedes mig at bytte den efterhånden godt spillede single med en helt ny, ved jeg ikke. Men set i bakspejlet burde jeg selvfølgelig have beholdt pladen med det sort-hvide cover og samtidig have købt den nye, farvestrålende kopi – specielt med den værdi de gamle Sweet-singler har nu om dage. Jeg brugte mange lommepenge på musik og brugte også mange lørdage som medhjælper i pladebutikken, hvor jeg fik udbetalt min løn i vinylplader. Dengang kostede en singleplade 9,95 kr.

Det var også en kæmpe fordel for mig, at min onkel Tom kun var ni år ældre end mig. Han blev mit musikalske forbillede og jeg så virkelig op til ham. Tom var også tosset med musik og lærte mig hurtigt, at der fandtes andet musik end The Sweet. Derfor blev jeg hurtigt den person som mine venner og skolekammerater spurgte til råds om tidens toner.

Musik fyldte meget i mit ungdomsliv og jeg spillede ofte til private fester og var gæstediscjockey på ungdomsklubben Oasen samt på diskotek Moonlight i Albertslund.

I foråret 1982 åbnede jeg pladebutikken Pladebørsten på det lille tingsted i Valby. Det var en medlemsklub og da min far havde hjulpet mig med at realisere min drøm, blev han naturligvis medlem nr. 1.

Forretningskonceptet var enkelt, du lejede en LP plade og derefter gik du hjem og overspillede pladen på kassettebånd. Det blev en forrygende tid og efter den helt uvurderlige og fantastiske forsideomtale, vi fik i Valbybladet, blev pladebutikken min lille oase efter arbejdstid. Udlejningskonceptet bredte sig som ringe i vandet, flere og flere butikker kom til og kan vel bedst sammenlignes med de mange videobutikker, der også fandtes dengang. På et tidspunkt var udlejningsbutikkerne globalt set så stort et problem for pladeindustrien, at pladecoverne blev forsynet med en lille vignet, som viste et kassettebånd med et dødningehoved og teksten Home taping is killing music.

I efteråret 1983 måtte jeg desværre lukke min lille pladebutik da jeg skulle aftjene min værnepligt i den kongelige danske marine. Men musikken fortsatte som min tro følgesvend op gennem mit voksenliv.

Nye tider var på vej og vinylpladerne blev overhalet af CD’en, som jeg så omtalt første gang i et dokument fra 1979. Det var Sony og Phillips der samarbejdede om skabelsen af det nye produkt. Den første lille blanke CD-skive, der kom på markedet i Danmark, var Abba albummet The Visitors i oktober 1982. I 2012 kunne den lille skive fejre 30 års fødselsdag. De sidste år har CD’en tabt markedsandele til fordel for de nye moderne net- musiktjenester og den helt lavpraktiske LP-plade er samtidig i stor fremgang over hele verden.

I 1988 så de første lokalradioer dagens lys og i en artikel i Valbybladet læste jeg, at Valby lokalradio netop var åbnet på Toftegårds plads og at de søgte studieværter. Jeg mødte op til et informationsmøde og inden jeg fik set mig om, var jeg blevet studievært på mit eget program på lokalradioen! Så fulgte en kort tid på The Voice, men her opdagede jeg hurtigt, at deres speedmarker- snak ikke lige passede ind i den måde jeg ønskede at lave radio på. Jeg holdt en musikalsk pause og helligede mig livet som enlig weekendfar og var de kommende 5 år på nogle forrygende ungdoms- og drukferier med vennerne i Spanien.

Der gik mange år før jeg igen begyndte at bruge min musik i offentlig sammenhæng. Det var først da Tom var startet som studievært på Radio Rødovre, at jeg så småt begyndte at få abstinenser for musikken igen. Skæbnen ville, at jeg en søndag gik med Tom i studiet. Nu har vi gennem 20 år lavet lokalradio sammen og spiller musikken fra vores egne store plade/CD samlinger. Toms og min interesse for musikken har gennem årene givet os mange dejlige oplevelser.

Tilbage i skoletiden var pengene som sagt meget små. Det var de også i de mange sommerferier. Men jeg tror nok, at min mormor og morfar engang i mellem sørgede for, at der kom lidt uventet økonomi ind i mine forældres budget. Det var absolut ikke noget der blev talt meget om, det var tys-tys.

I min skoletid blev der spist umådelig meget spaghetti, min far havde det jo lige ved hånden og det var noget vi børn godt kunne lide. I dag er spaghetti faktisk stadig min yndlingsspise.

I 1972 startede jeg i 5.klasse på min nye skole med Niels som sidekammerat. Det var godt nok noget af en omvæltning og ikke særligt nemt. Der skulle virkelig arbejdes hårdt for at indhente 4 års lallende skolegang på kommuneskolen.

Jeg havde nu fået langt til skole og jeg skulle med S-toget fra Albertslund til Hellerup Station og tiden i S-toget blev som regel brugt til at lave lektier. Min nye skole var en gammel rødstensbygning, formentlig en gammel herskabsvilla, som var blevet lavet om til skole. Over hovedindgangen stod der med store bogstaver Prøv med kærlighedens stærke arm. Det var skolens motto. Jeg må i den grad sige, at de levede op til deres motto. Ikke alene skulle der arbejdes hårdt, men det var i den grad også en noget anderledes type lærere, jeg kom til at stifte bekendtskab med. Det var ikke længere langhårede Flemming, der altid gik i cowboybukser og striksweater, som måske røg hash og boede i kollektiv. Nu var det pæne ældre mænd i jakke og garbardinebukser og nydelige damer i kjoler, der havde kommandoen. Det var ganske enkelt et kulturchok at starte på den nye skole, et kulturchok der måske kan sammenlignes med at rive sit liv op med rode og immigrere til USA.

Det ene år gik efter det andet og til sidst fik jeg da min afsluttende realeksamen fra skolen, så noget lærdom må de have banket ind i hovederne på os elever. Jeg husker stadig, at jeg var hunderæd og bange for min regnelærer, Store P. – jeg frygtede ham ganske enkelt. Han brugte nogle ’kærlige ord’, som han engang fortalte min far ved et forældremøde hvor emnet blev bragt på bane. Det var helt almindeligt, at han tiltalte os elever som din store kamel, luddovne flødeskumsdreng åndsbolle. Jeg formoder, at Store P. fandt sit ordvalg og inspiration af ukvemsord i Hans Scherfigs roman Det forsømte forår.

Efter min fars utilfredshed med ordvalget, samt en lille påtale beherskede Store P. sig i sine udtalelser – eller måske vænnede jeg mig bare til jargonen.

Der var andre dygtige lærere på skolen, som fik lært mig det engelske og tyske jeg kan, og ivrigt bruger, når jeg rejser ude i Verden. Jeg vil aldrig glemme min lærer i historie og geografi. Crisser kaldte vi ham. Jeg mener han hed Martin og han må have kunnet et eller andet – jeg glædede mig altid til hans timer. Hans undervisning var så levende og underholdende, at meget af hans lærdom aldrig har forladt mit hoved igen. Jeg bilder mig ind, at alt det han har lært mig om verdenshistorien, er grunden til, at det er helt naturligt for mig at udforske Verden på den måde jeg gør i dag.

Et af de mennesker jeg mødte hver dag på vej til skole, var en mand der også stod på S- toget på Albertslund Station. Han satte sig altid i samme vogn som os unge og pludselig en dag hev han en æske Ga-jol frem og spurgte om vi ville have én. Hermed var Ga-jol-manden skabt. Jeg husker hvordan mine forældre formanede mig om at passe på, han kunne jo være børnelokker. Dette daglige ritual foregik i flere år og Ga-jol manden med navnet Jørgen Christensen, var kontorchef i det daværende Københavns Begravelsesvæsen. Han var faktisk medvirkende til, at jeg først var i praktik og derefter blev elev i begravelsesvæsenet og dermed ansat i Københavns Kommune.

Min skolegang på Gunnar Jørgensens har ikke medvirket til langvarige venskaber med mine skolekammerater, faktisk er det kun Jan jeg ser i dag.

Jan gik i 8.klasse, en klasse højere end mig. Jeg kendte ham godt i forvejen, fordi hans fætter gik i min klasse. Da vi skulle vælge om vi ville i 8.klasse eller 1. real endte det med, at Jan også startede i 1. real. Vi driller tit hinanden med, at han var så ’dum’, at han måtte gå et skoleår om, for at komme på samme niveau som mig!

Det blev tre fantastiske år vi fik sammen og til trods for vores enormt store forskellighed havde vi meget glæde af hinanden og var på mange hyggelige knallertture og charterferier til Spanien og Grækenland sammen.

Mens jeg lyttede til tidens popmusik og læste Vi Unge, lyttede Jan til Radio Moskva og læste Land og Folk – og det var så hans måde at skabe opmærksomhed på. Kærligheden til Grækenland har Jan stadig og besøger sammen med sin familie det græske øhav hvert år.

Jan og jeg ser heldigvis stadig hinanden og kan i år fejre, at det er 40 år siden vi gik ud af skolen i 1978 – et langt, givtigt venskab. Faktisk var jeg sammen med ham i går, da jeg, Jan og Holger holdt vores månedlige mandemøde hvilket vi alle tre har utrolig stor glæde af.

Holger, der i virkeligheden også hedder Jan, er en gammel kollega fra min tid som elev i Københavns Kommune. Vi har holdt sammen i alle årene og kan snart fejre vores 40 års venskab. Øgenavnet ’Holger’ stammer fra en børneudsendelse der var meget populær i slutningen af 70´erne. Jeg husker ikke hvad udsendelsen hed, men de sagde hele tiden Holger, Holger du er min kanin. Sidenhen er der også kommet en børnebogsserie der hedder Find Holger.

Jan passede på mange måder helt perfekt til temaet i børneudsendelsen og derfor blev hans lille kælenavn naturligvis Holger, hvilket har fulgt ham lige siden. I 2014 var vi på en fantastisk USA-tur med Holger og Mariann – mere om denne tur senere …

Alle mine lærerne på skolen er formentlig døde og det er mine forældre, bror, mormor og morfar også og de er for længst stedt til hvile på Holmens Kirkegård. Selv om det efterhånden er mange år siden og deres ansigter hele tiden bliver mere udviskede i min erindring om dem, er det stadig de mennesker der har dannet fundamentet til den person jeg er i dag. Jeg har tit tænkt på, om jeg egentligt har fået sagt ordentligt tak til mine forældre, for den gave de har givet mig i livet. Samt for de afsavn de har haft for at jeg kunne få en ordentlig skolegang.

Jeg ser ofte min fars ansigt for mig, når han stod med sit skæve smil og den løftede pegefinger og sagde: Søren du er en drømmer – men med din ildhu og stædighed skal du nok klare dig godt i livet. Husk det er kun dine egne begrænsninger der sætter grænserne for hvor langt du når i verden og hvor meget du kommer til at opleve. Han havde ret – somme tider har jeg nok en meget drømmende tilgang til Verden og hvor den vil bringe mig hen.

Det kom også til at gælde mine USA-rejser. Der skulle gå mange år fra min fars vise ord til jeg i 2003 for alvor opdagende hvilken glæde og frihed det giver mig, når jeg besøger det store land på den anden side af Atlanten. En rejse til USA er åbenbart noget du skal modnes til gennem en længere årrække. Først var der rejserne med mine forældre, dernæst drukferierne med vennerne, campingferierne med børnene og charterrejserne med konen, inden jeg var moden til at tage springet – rejsen til Amerika i september 2003.

I August 2003 kunne jeg fejre mit 25 års jubilæum i Københavns Kommune. Men inden da var der nogle år hvor jeg faktisk var blevet led og ked af mit arbejde. Det skyldtes de nye tider, hvor der kom helt nye personprofiler ind på arbejdspladsen. Det var akademikerne, som efter deres egen opfattelse var guds gave til arbejdsgiverne. De begyndte at besætte de stillinger i kommunen der ellers altid var blevet besat med gamle, dygtige embedsmænd, der havde været ansat i kommunen hele deres liv.

Jeg husker en samtale med min chef, der lige var ansat. Ja Søren, hvor længe har du så været i Kommunen – kækt svarede jeg 25 år og jeg har i den tid tjent 8 borgmestre, så der er sket meget i den tid. Hmm svarede chefen – Ja det er lang tid, måske for lang tid. 25 år og 8 borgmestre er i sig selv ikke nogen kvalifikation. I virkeligheden er du måske ikke din egen løn værd. Jeg blev rasende og gik til min fagforening, som foranledigede, at min nye chef måtte give mig en uforbeholden undskyldning for sine udtalelser. Så var den fremtidige arbejdsstil ligesom lagt. Jeg husker hvordan jeg ofte brokkede mig til min kone Lizette, som ofte sagde Ja men så må du jo finde dig et andet arbejde så du kan slippe for disse igler. Niks svarede jeg De kan sgu’ bare fyre mig – jeg er tjenestemand, så de må betale dyrt for at komme af med mig – og sådan endte historien en kold januardag i 2003.

Jeg blev kaldt ind på kontorchefens kontor. Han fortalte mig, at ledelsen havde besluttet at nedlægge min stilling som fuldmægtig med årets udgang. Det betød, at når jeg havde overdraget mine faste arbejdsopgaver til de otte tilbageværende kollegaer – og ellers var til disposition hver dag – ville jeg blive afskediget med 3 års rådighedsløn.

Jeg hører ikke rigtigt, tænkte jeg. Er jeg vågen, eller er det en drøm. Jeg var lige ved at række armene i vejret i begejstring over, at de endelig ville betale for at komme af med mig. Min glæde viste jeg selvfølgelig ikke kontorchefen. Da jeg var tillidsmand, både for mig selv, men også for chefgruppen der havde truffet beslutningen om min afsked, måtte der også laves en mundtlig studehandel om min afsked. Det er fordi det ikke er gængs praksis, at ledelsen afskediger en tillidsmand, med mindre der er tale om en strafbar handling.

Denne lille tillægsaftale betød, at kommunen ikke skulle lede efter et tilsvarende fuldmægtigjob i en anden afdeling og at jeg efter mine 3 års rådighedsløn, blev afskediget med min optjente tjenestemandspension, som jeg månedligt ville modtage resten af mit liv. Kommunen overholdt sin aftale og det viste sig, at være en meget gunstig aftale som jeg aldrig har fortrudt. Dermed var 25 år som kontormand et overstået kapitel og jeg kunne i stedet starte et nyt spændende arbejdsliv som handicapchauffør.

Efter 12 år som buschauffør, et par formodede blodpropper og et stressnedbrud undervejs – som jeg gudskelov har overlevet – indså jeg, at hvis jeg skulle forsætte som chauffør ville det blive med livet som indsats. Derfor parkerede jeg bussen for sidste gang 1.august 2015 og lod mig ’pensionere’ som buschauffør.

I dag er jeg meget tilfreds med min beslutning. Derfor beskæftiger jeg mig nu kun med det arbejde og de projekter jeg synes er sjove og er meningsfulde. De sidste år har jeg været ansat som servicemedarbejder i City 2, hvor jeg har bemandet den indendørs skøjtebane og de øvrige events i centret. Et job jeg er meget glad for, et job hvor jeg dagligt møder mange sjove og hyggelige børn og voksne.

Inden jeg forlod Københavns Kommune fik jeg en fin 25-års reception og de 6.000 kr. der følger et sådant jubilæum. Skæbnen ville, at Lizette også havde 25 års jubilæum samme år. Vores jubilæumspenge blev brugt til turen Best Of The West i september 2003 og blev starten på vores indtil videre 10 rejser til det store land. Om det er alle de nævnte hændelser i mit liv der endelig gjorde mig moden til min første amerikarejse, eller om det bare er en tilfældighed, at det først blev i 2003 – kan jeg faktisk i skrivende stund ikke svare på.

Vi har nu været på mange spændende USA-rejser og ideen og inspirationen til min bog, kom, da jeg havde læste Leif Davidsens bog Steinbecks Spøgelse. Her citerer han igen og igen Hemingway og Steinbeck og andre store forfattere, på den rejse han i 2012 foretog sammen med sin kone. På den 13.000 km lange rejse i en lejet autocamper kører han blandt meget andet i Steinbecks fodspor i USA.

Bogen er fremragende skrevet og jeg kan godt lide hans skrivestil. Dette til trods for, at hele bogens handling springer mellem datid, nutid og fremtid. Den er på mange måder fantastisk og samtidig har Davidsen en fascinerende måde at beskrive både stort og småt. Jeg var meget længe om at læse bogen og måtte hele tiden gå flere trin tilbage, da jeg aldrig har læst noget af de store forfattere han hele tiden citerer.

Da jeg havde læst bogen var min umiddelbare tanke Kan Leif Davidsen skrive en god bog – så kan jeg også skrive en bog. Min bog går hverken i Steinbecks eller Hemingways fodspor – den går i mine egne fodspor. Den skal skildre mine følelser, glæder og begejstring over de mange attraktioner og historiske milepæle jeg har hørt, set og læst om forud for amerikarejserne.

Min bog er en ligefrem fortælling, som med helt almindelige ord beskriver mine oplevelser i forbindelse med mine USA-rejser. Hvordan jeg har planlagt turene og hvilke overvejelser og tanker jeg har fået på rejserne. Jeg vil også skildre mine medrejsende og nogle af de mange mennesker jeg har mødt på min vej gennem USA.

***

Lad os derfor rejse sammen. Lad mig være din guide. Lad mig underholde dig med en rejsehistorie og nogle oplevelser som sagtens kunne blive dine egne.

***

Lizette, min elskede kone, mødte jeg en kold oktoberaften på Damhuskroen for snart en menneskealder siden. Jeg og onkel Tom skulle en tur i byen og den aften mødte jeg min kommende hustru. Det var på alle måder et meget mærkeligt møde. Jeg husker, at hun ikke ligefrem var den mest imødekommende person jeg havde mødt. Hun lagde ikke skjul på, hvad hun mente om, at vi var onkel og nevø – vi var bare et par platugler og skøjtejægere.

Det lykkedes mig da at få Fru Kostbars telefonnummer. Jeg sad meget længe den følgende aften og vendte og drejede den lille seddel med nummeret på – skulle jeg ringe eller skulle jeg ikke ringe. Det endte selvfølgelig med, at jeg ringede til damen, der i mellemtiden var blevet helt rar at tale med!

Så gik det hele pludselig meget stærkt. Vi blev kærester, købte rækkehus og flyttede med vores børn ind i det hus, vi stadig bor i. Dengang var der rigelig plads til 2 voksne og vores 3 børn, Katja, Kenneth og Christian. I dag er pladsen til 2 voksne blevet trang. Det må skyldes det samler gen vi begge har erhvervet på vores gamle dage.

Jeg husker, at jeg forklarede fruen, at den dag jeg fandt brudevalsen på singleplade ville jeg fri til hende. En dag fandt jeg pladen. Jeg friede og vi holdt et dejligt bryllup og om et par år kan vi fejre sølvbryllup.

Lizette har gennem årene holdt fantastisk sammen på det hele: Hus, børn, børnebørn, familie, fødselsdage, venner, ja nærmest været ligesom kontaktlim. Jeg lægger aldrig skjul på, at Lizette er fundamentet i mit liv. Uden hendes støtte og kærlighed ville jeg ikke være den person jeg er i dag. Hun har altid bakket op om selv de mest fantastiske drømme og tanker jeg har haft.

Lizette er min tro følgesvend gennem livet og har været det på vores rejser til ’Det forjættede Land’.

Per og Kirsten er vores gamle naboer og de er for mange år siden flyttet til Skibby. Vi har kendt dem siden deres datter Sofie var knap 2 år og sparkede ind i hækken når hun kunne høre vores drenge eller Lizette i haven. Storesøster Tine gik en aften i søvne og pludselig stod hun udenfor vores hoveddør. Både Sofie og Tine er i dag voksne kvinder og Tine har også selv fået 2 børn.

Første gang jeg fik en længere snak med Per, var da jeg mødte ham i hans lyserøde kedeldragt. Jeg tænkte: han ligner sgu’ nærmest en stor pattegris, det eneste der mangler er halen. Det har vi ofte moret os over. Kirsten gav vi på et tidspunkt det mindre flatterende øgenavn ’Fru Skrappesen’. Hun fik navnet fordi hun ofte skulle sove når vores knægt Kenneth mente, at han skulle spille teknomusik.

Vi har altid haft det hyggeligt sammen med Per og Kirsten. Venskabet har resulteret i mange hyggestunder, nytårsaftner, campingferier – og så har de været med på 5 af vores USA-rejser.

Når vi er på kør- selv-ferie i USA er det altid Per der er chauffør. Jeg passer vejkort, tema-CD og GPS ´en, informerer om dagens oplevelser og tager et væld af fotos. Lizette og Kirstens fornemste opgave er at holde øje med de mange gode kupontilbud på entreer og spisesteder samt med vejskiltene. En Tema-CD er en specielt fremstillet CD, hvor jeg gennem min musik følger køreturens oplevelser og højdepunkter.

Per er ikke udrustet med Verdens største tålmodighed. Han nærmest hader at gå i butikker og ose. Når Per skal i en butik, er det for at handle og ikke andet. Men når vi er i USA skal vi altid i Wallmart og se efter tøj, Cars, Frost og lignende til børnebørnene derhjemme.

Disse mærkevarer er meget billigere i USA. Jeg formoder, at både Per og Kirstens tålmodighed fremover er blevet større, nu hvor de er blevet bedsteforældre til lille Egon og Ea. Nu må og skal Per selv rundt i butikkerne. Her skal han lede efter de eftertragtede gaver til barnebarnet, når mormor og morfar har været en tur i udlandet.

Per er knap så historisk interesseret som Kirsten. Hun har ligesom jeg et godt øje for den amerikanske historie. Handler det derimod om matematiske mål og årstal, så det Per der er på hjemmebane. Ikke alene husker han i hvilke år og hvilke byer De olympiske Lege blev afholdt. Men han kan også altid huske hvilken måned og år vi har været på en bestemt tur sammen.

Vi har alle fire vores små ’autismer’ og det er netop de små forskelligheder der gør det sjovt og interessant at rejse med Per og Kirsten.

2. Vores første USA-rejse i 2003-og glimt fra 2013.

Jeg finder det blå A-ringbind med alle billederne fra turen. På første side sidder rejseplanen med praktiske oplysninger, rejselederens navn, samt fakturaen fra Papuga rejser på 29.990 kr. for rejsen. Det var vildt mange penge og aldrig før havde vi betalt så meget for én rejse. I dag er det stadig mange penge, men med nutidens løn- og prisudvikling er det faktisk ikke blevet dyrere at tage på ferie nu end i 2003, tværtimod. Dertil kom så alle lommepengene. Dollarkursen var tårnhøj, men heldigvis arbejdede min tante Lotte på daværende tidspunkt hos DSB Rejser på Hovedbanegården, hvor hun lejlighedsvis kunne købe overskudsvaluta og det kom os til gode.

Billederne er de gode gammeldags af papir og ikke digitale fotos som nu om dage. Jeg husker stadig, at jeg var meget bange for, at mine 8 filmruller af 36 billeder ville tage skade, da de på hjemrejsen skulle køres gennem sikkerhedsscanneren i USA. Det første jeg gjorde efter hjemkomsten var, at indlevere dem til fremkaldelse hos OBS i City 2. Derefter kunne jeg med nervøsitet vente 3-4 dage på fremkaldelsen. Heldigvis – ja naturligvis var der ikke noget galt med billederne, som nu sidder i det fine ringbind jeg fik lavet efter rejsen.

Før sådan en stor rejse er der jo altid lidt privat planlægning. Så jeg købte Politikens store rejsebog Rejsen rundt i Californien og læste med stor iver om nogle af de ting vi skulle se på turen. I dag havde det måske været meget nemmere at gå på internettet, der er blevet så stort og godt, at du kan finde alt lige fra fine beskrivelser til fotos over seværdighederne.

Første billede i mit ringbind viser en forventningsfuld Lizette med vores kufferter, klar til afgang. Alle billeder i mappen sidder i sirlig orden, sammen med delkort, brochure og andre ting fra turen. Det viser tydeligt, at den gamle kontormand ikke har levet forgæves.

Jeg kan også se, at vi ser betydeligt yngre ud på billederne, der blev taget for snart 14 år siden.

Den store rejsedag oprandt endelig. Det var med spænding, forventning og en del usikkerhed, om hvad det egentligt var vi havde begivet os ud på. Mine svigerforældre, Ellen og Aage, kørte os til lufthavnen, hvor vi skulle med Lufthansa Jumbo Jet til Los Angeles. Aldrig før havde vi prøvet at flyve med så stort et fly … Der var 10 sæder på hver række. Det var meget anderledes end de almindelige chartermaskiner, hvor der kun er 6 sæder i hver række. Der var fin service ombord, men 11 timer uden en smøg var lang tid. I Los Angeles var der et helt uvant og stort indrejsecheck, som vi aldrig havde set mage til. Det var og er fortsat en bureaukratisk flaskehals. Det tager en evighed, hvor man står i én lang kø med sit pas og det grønne indrejsepapir som man har udfyldt i flyveren. Alle rejsende stod med deres bagage, samtidig med at en sporhund gik slalom mellem kufferterne. Selvfølgelig stoppede den op ved Lizettes kuffert, som skulle åbnes. Heldigvis viste det sig, at det bare var et æble der havde distraheret hunden.

Når det endelig bliver din tur, bliver man kaldt frem og der bliver taget fotos af dine øjne og man skal have taget fingeraftryk. Derefter bliver man kaldt frem til en uniformeret betjent, der med stenansigt bladrer rundt i dit pas. Han leder efter stempler fra USA- fjendske lande. Han er mistænksom og spørger dig om, hvor mange penge du har med – hvad formålet med rejsen er, for så endelig at stemple dit pas. Det er den samme langsommelige procedure man skal igennem hver gang man skal til USA. Det er dog blevet en smule mere smidigt efter at USA har indført en ESTA godkendelse som kan udfyldes hjemmefra. ESTA står for "Electronic System for Travel Authorization (Elektronisk system til rejsegodkendelse). Når man endelig er kommet gennem nåleøjet, så ligger landet åbent for ens fødder.

Da jeg stod i køen og ventede på at det blev min tur, kom jeg til at tænke på, at dette indrejsecheck måske mindede om immigrationskontrollen på Ellis Island i New York. Her fik 12 millioner mennesker mellem 1892 og 1954 opholdstilladelse i USA. Det fik jeg heldigvis mulighed for at se på vores tur dertil i 2014 …

Alle kom gennem indrejsekontrollen og jeg kunne for første gang i mit liv endelig sætte foden på amerikansk jord. Jeg kunne også få en tiltrængt smøg, inden vi med en bus blev kørt til vores hotel i Los Angeles. Kl. 19 var der arrangeret velkomstmiddag på hotellet, så vi mødte op i restauranten. Det synes vi der var ufattelig mange andre mennesker der gjorde. Vi fik en velkomstdrink og guiden Claus tog ordet. Han bød os velkommen til Los Angeles og turen Best of the West og fortalte, at han også skulle være vores guide på rundturen. Claus var fra Århus. Han virkede ved første øjekast meget tillidsvækkende. Han var slank, karseklippet, på min egen alder og han bar en mørkebrun cowboyhat. Det viste sig som turen skred frem – og vi lærte hinanden bedre at kende, at førstehåndsindtrykket holdt stik. Han var virkelig en fin fyr og en meget interessant og vidende guide. Han var dygtig og kunne formidle sit stof. Havde mange spøjse aktiviteter i ærmet – gimmicks jeg siden hen har brugt når jeg har planlagt mine Kør-selv-ture.

Claus fortalte, at selskabet på denne tur var meget stort, da der både var en flyvemaskine med gæster fra København og en fra Billund. Vi var nu en gruppe på 48 personer. De mange gæster på denne tur skyldtes, at forårsturen var blevet aflyst på grund af manglende tilmeldinger og så var blevet opsamlet på efterårsturen. Det virkede som om han havde styr på tingene. Han bad os om at være meget samarbejdsvillige, overbærende og præcise med tiden når vi skulle med bussen og når vi skulle checke ud og ind på hotellerne undervejs. Så skal det nok gå alt sammen, sagde Claus og så har jeg også nogle ’virkemidler’ som jeg vender tilbage til undervejs.

48 mennesker i samme bus var en stor udfordring for alle. Men vi gav Claus vores tilsagn om at samarbejde og indførte som en start faste pladser i bussen. Hele gruppen var nu indstillet på, at det skulle blive en god, hyggelig og interessant tur.

48 mennesker i samme bus, det var aldrig gået i dag. Jeg husker tilbage på vores busrundrejse i Mexico i 2005. Samt hvordan 2 busser med 12 personer skabte problemer, fordi guiden i den ene bus var mexicaner og den anden var dansk. Passagererne i den danske bus var under hele rundturen utilfredse. Utilfredse fordi mexicanerbussen, (det var den bus jeg og Lizette var havnet i) efter deres mening blev bedre og sjovere behandlet af guiden Carlos. Han kunne f.eks. finde på at stoppe og købe lokale frugter i boderne langs vejen, som han mente vi skulle smage. Danskerbussen mente også at mexicanerbussen altid kom først frem til overnatningshotellerne – og vi derfor altid fik de bedste hotelværelser osv.

Vi spiste en hyggelig middag, imens vi kiggede lidt på de øvrige rejsedeltagere. Langt størstedelen af selskabet var ældre pensionister og bønder fra det mørke Jylland. Lizette og jeg kunne dårligt forstå hvad de sagde, når de talte deres dialekt. Når de talte engelsk var de helt uforståelige. Derudover var vi højst 10 personer, os selv og to ganske unge piger, der var under 60 år. Mona var vist navnet på den ene af de unge piger. Hun var en nydelige pige, som guiden Claus straks fik et godt øje til, ja nærmest flirtede med. Måske havde han også en lille affære med Mona undervejs – det vides ikke – men Claus var i hvert fald tændt og det blev starten på en fantastisk rundtur.

Vi var trætte og overvældede af gårsdagens