Thyborønfortællinger

By Jens Erik Villadsen and Christian Winkel Olesen

Chr. Winkel Olesen fortæller om sit liv i Thyborøn, hvor han er født og har haft sit virke næsten hele sit godt 80årige liv.
Han siger: "Jeg vil gerne fortælle nogle erindringer fra min barndom, ungdom og arbejdsliv, samt om min tilværelse senere i livet. Det er på ingen måde en dokumentation for Thyborøn og dens beboeres liv og færden i de mange år; men hvordan jeg husker det, både med en dreng og en mands øjne og ører.
Det, jeg fortæller, er måske ikke så detaljeret og i den rækkefølge, det skulle, og som man kunne ønske sig; men det er, hvad der dukker op, når man ikke har ført dagbog, og det skal læses som et tidsbillede gennem firs år."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 13, 2017
• ISBN: 9788771889031

Jens Erik Villadsen

Jens Erik Villadsen er lokalhistoriker, med speciale i kulturelle strømninger i 18- og 1900-tallets Vestjylland. Det være sig kampen mellem grundtvigianer og missionsfolk. Det er også de livsvilkår tyende og børn havde på landet, og hvordan det har ændret sig efter 2. verdenskrig. Det er hvilke muligheder de forskellige samfundslag havde for uddannelse. Alt dette bliver formidlet i foredrag, videofortællinger og i en del bogudgivelser efterhånden.

Book preview

Udgiver:

Jens Erik Villadsen

Vestjyder.dk

CVR:37623458

Manuskript

Christian Winkel Olesen

Redigering, opsætning og foto

Jens Erik Villadsen

Vestjyder.dk

Arkivfoto:

Lokalarkivet for Thyborøn, Harboøre og Engbjerg

Privatfoto:

Christian Winkel Olesen

Øvrige fotos:

Jens Erik Villadsen

Gengivelse af bogens indhold

må kun ske efter aftale med udgiver

Forsidebillede:

Foto: Jens Erik Villadsen

Thyborøn havn 2016

Indhold

Forord

Opvæksten

Langerhuse

Vinterforråd

Dagligdagen

Erindringer om mine første år

Besættelsen

Fiskerne under krigen

Skoletiden

Forbryderbanen

Børnearbejde

Biografen

FDF

Idræt

Religionen

Arbejdsliv

Soldatertiden

Arbejdslivet fortsætter

Selvstændig

Charlotte Mærsk

Hjemme igen

Redningsskibet

Med VBV som nabo

Fiskeriskolen

Marineforeningen

Golfbanen

Lokalarkivet

Min fars slægt og familie

Mors slægt og familie

Vores liv

Min familie

Mettes familie

Vores liv i dag

Thyborøn i dag

Havnen før og nu

Handel og håndværk

Hel- og halvoffentlig service

Jeg hedder

Christian Winkel Olesen

og er født 1934 i Thyborøn

Begge mine forældre er født i Langerhuse og boede der, til de blev gift, herefter flyttede de til Thyborøn.

Min far Osvald Olesen, født i 1905, er søn af Ole Olesen, kaldet Wolle Markussen, født i 1875, og hustru Kristine Olesen, kaldet Stine Wolle, født i 1878.

Der var 10 børn i familien, 2 døtre og 8 sønner.

Min mor, Julie Winkel (Olesen) er datter af Christian Winkel, født 1875, og Marie Winkel, født i 1878.

Der var 11 børn i familien, 5 døtre og 6 sønner.

Forord

Jeg vil gerne fortælle nogle erindringer fra min barndom, ungdom og arbejdsliv, samt om min tilværelse senere i livet. Det er på ingen måde en dokumentation for Thyborøn og dens beboeres liv og færden i de mange år; men hvordan jeg husker det, både med en dreng og en mands øjne og ører.

Det, jeg fortæller, er måske ikke så detaljeret og i den rækkefølge, det skulle, og som man kunne ønske sig; men det er, hvad der dukker op, når man ikke har ført dagbog, og det skal læses som et tidsbillede gennem firs år.

Opvæksten

Jeg blev født på adressen Vesterhavsgade 22 i Thyborøn og er nr. to af en søskendeflok på fem, tre drenge og to piger. Lejligheden lå på 1. sal i huset, som ejedes af auktionsmester Thomas Rønn. Han ejede flere huse i byen.

Der boede to andre familier i stueetagen, og der var ingen luksus på nogen måder. Der var kakkelovne til opvarmning, støbejernskomfur i køkkenet, én vandhane med koldt vand, toiletter i baghuset med spande, som blev tømt om natten af folk, som havde det som erhverv. De kørte i hestevogn med en tank til formålet, og når den var fyldt, kørte man uden for byen ved en åben losseplads og fordelte affaldet jævnt over området. Pladsen var nabo til vores sportsplads, men det var der ikke noget at gøre ved, der var jo ikke andre muligheder. Dagrenovationen blev afleveret samme sted af de samme folk.

Baghuset var delt op i båse til brændsel, én til hver familie. Man fyrede med hård brændsel (kul eller koks) og under krigen med tørv. En ting som toiletpapir var en luksusvare. Man købte én rulle ad gangen hos købmanden, når man huskede det, ellers brugte vi avispapir, som blev nulret lidt, og så var det det. Man holdt også lidt sjov med det. De, som havde telefon, fik jo årligt en ny telefonbog, og der var jo nogle sider i den, og hvis man var lidt ved musikken, var der en rigstelefonbog med mange sider, så der var til flere måneders forbrug!!

Vi havde fælles vaskehus med de andre lejere. Der var ikke en turnusordning, man fandt selv ud af det. I vaskehuset var inventaret: En gruekedel, trækar, spand, zinkbaljer, vaskebænk og vaskebræt, så det var en hård dag, når der var storvask.

Der var vaskekoner i Thyborøn, som man kunne leje; men det var ikke så nær alle, der gjorde brug af det. Det var jo også en udgift, selv om det var en billig arbejdskraft. Når tøjet var vasket, skulle det hænges til tørre, og der var spændt snore ud på tværs over hele gårdspladsen. Der blev kun vasket hver fjortende dag, så det var jo storvask. Man havde to rullekoner i Thyborøn, og de blev flittig brugt. Der var jo ikke mange, som havde en rulle selv, og man ville jo gerne, tøjet så pænt ud.

Samme vaskehus var også baderum for hele familien, der blev så fyret op under gruekedlen. Vores bedste og billigste brændsel var tjæret tovværk fra kutterne. Når det var slidt op, fik vi det hjem og klippede det i passende stykker, og det var godt og nemt at håndtere. Når vandet var varmt, blev det hældt i en balje, og vi kom så i bad efter tur, de mindste først og så fremdeles. Der blev ikke skiftet vand, kun suppleret op efter behov. Det var sæbespåner, man brugte, og efterfølgende fik vi håret skyllet i eddikevand, så blev det dejligt blødt, og vi duftede godt - et stykke tid.

Mellem vaskehuset og de underste lejligheder havde ejeren et stort redskabsrum til eget brug. Da det blev overflødigt, lejede han det ud til en bagersvend, Charles Nielsen, som stammede fra Agger. Charles ville være selvstændig, og det blev til Frugt og grønt i gården.

I forbindelsen med butikken var der et lille rum, hvor han indrettede sit private gemak. Når beboerne havde storvask, hængte de tøjet ud i gården, som de altid havde gjort. Det kunne der ikke blive tale om nu. Kunderne skulle have fri adgang til butikken. Nogle tog hensyn; men fru Rønberg, som boede i en af stuelejlighederne, hang tøjet ud som hun plejede. Charles skar snorene over, og så havde vi balladen. Mange nød kampen fra sidelinjen, det var jo god underholdning.

Charles var ungkarl og skulle ordne alt selv, han sad og stoppede strømper en dag. Han havde puttet et stort æble ind i sokken for at lette arbejdet, og lidt efter kom der en kunde i butikken, en af byens fruer. Hvad skal det være? sagde Charles, og hældte æblet ud i kassen til de andre. Fruen skulle pludselig ikke købe noget. Folk er mærkelige?

Vi drenge havde et godt forhold til Charles. Han var jo ungkarl, og efter lukketid nød vi mange timer hos ham. Han var ekspert i at kaste med sten, og vi havde mange dyster; men tabte hver gang!!! Dysten foregik bag husene, hvor vi boede. Målet var diget, og stenene var på størrelse med et hønseæg.

Charles fik senere isbod i Bredgade og på havnen. Det var nogle festlige år. Men så tog han og nogle af hans ungkarlevenner på ferie i Norge og Sverige, og det fik følger. Der kom damer til Danmark, og så blev det et andet liv for flere af vennerne.

Pludselig var han ikke i Thyborøn mere, og det var jo ikke noget, en dreng tænkte på; men mange år efter var jeg med mit skib i dok på Frederikshavn værft, og ved siden af os lå et stort skib fra D.F.D.S, og en mand vinkede ned til os. Det var min gode ven Charles, der var kok ombord. Jeg spurgte ikke ind til hans tilværelse; men skulle hilse alle i Thyborøn fra ham. Charles ligger i dag på kirkegården i Agger.

Der var små fremskridt hele tiden. Vi fik primus til afløsning for komfuret. Det var lidt nemmere; men vi savnede varmen, så om vinteren blev der fyret for varmens skyld, og ovnen blev også flittigt brugt. Meget var jo hjemmebagt den gang.

Der var også en ovn, man kunne stille en primus under. Det virkede godt nok; men petroleum i et køkken - det var et problem.

Senere kom der flaskegas i huset, med flasker nede i gården og rør til hver lejlighed. Det betød, at så skulle der skaffes gasapparater og gasbord. Det var dyrt; men jeg kan huske, at vi i første omgang fik vores tømrer til at lave en ramme med fliser i, og rammen blev lagt oven på komfuret. Den gamle bageovn fik senere benene amputeret, så den passede i højden til gasapparatet, og det fungerede fint nok.

Vi levede vel som de fleste. Maden hang vi os ikke i, og vi blev mætte hver dag. Vi var nabo til en slagter, så jeg mener, vi nød godt af det. På det tidspunkt var det billigste, man kunne få, oksekød til kogning, så vi fik tit suppe, og det er min livret den dag i dag. Så var der selvfølgelig tit fisk på bordet, for det var gratis! Far kom altid hjem med fisk, og der var andre som betænkte os med et måltid. Man kunne altid gå på havnen og få nogle undermåls rødspætter, og der var mange fiskere, som tog en kurvfuld fra til almindelig uddeling; men i dag har vi en effektiv fiskerikontrol, så det var dengang.

Som drenge havde vi mange pudsige oplevelser, for vi spillede tit fodbold i gaden. Det skete jævnligt, at vi kom til at spille lidt skævt. Bolden var ikke under kontrol og var måske havnet lidt langt væk og ikke altid, hvor den var velkommen, og den blev så sparket langt væk. Det var særlig min senere mester Wolle smed, som vi var nabo til, som kunne sparke bolden over husene og ud i dammen bag ved. Han var fast mand på byens førstehold, så han var jo i god træning.

Vi havde en gammel udslidt læderbold, uden indmad, og den fyldte vi op med grus og lagde den skudklar. Vi gik og så aktive ud, mens vi ventede på, at Wolle skulle komme hjem til middag, og da han var lige i nærheden, løb vi forskrækkede ind mellem husene. Wolle tog tilløb og lagde alle kræfter i sparket. Jeg husker det ikke helt nøjagtig; men jeg tror, han drejede tre gange rundt om sig selv og haltede så ind til middagen. Vi fik hævn; men holdt os på god afstand - længe.

I lejligheden var der en lille stue med karnap ud til gaden, soveværelse, køkken og et lille kammer med dør ud til opgangen. Fra køkkenet gik man ud på et åbent loft med en bagtrappe ned til gården. Loftsrummet var uden undertag, så man havde tagstenene synlige. Hele lejligheden var uisoleret og med glasruder, som frøs til hver vinter på