Den højeste dom

By Torbjørn Rafn

Bag en ståldør i en kælder et sted i Belgien
sidder den danske dommer Daniel Krupp
og venter på sin egen henrettelse.

I timerne inden solopgang
genkalder han sig begivenhederne,
der ledte op til hans tilfangetagelse,
og de anklager – nogle sande, andre usande –
hans navnløse vogtere har dømt ham på.

En fortælling om et grænseløst,
men klaustrofobisk Europa,
og om en mand på flugt
fra sin egen værste fjende: Sig selv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 6, 2016
• ISBN: 9788771885439

Torbjørn Rafn

Født 1972 i København. Har skrevet dramatik til film, radio, tv og teater siden 1996. Har vundet Dansk Blindesamfunds Radiospilpris to gange. Debuterede som prosaforfatter i 2016 med romanen Den højeste dom. Seneste arbejde var manuskriptet til spillefilmen Kærlighed og andre katastrofer. I 2018 modtager af arbejdslegat fra Statens Kunstfond til arbejdet på sin tredje roman.

Book preview

XVI

I

Udenfor ligger Belgien.

Tænkte Daniel Krupp.

Han løftede blikket. Højt oppe, otte-ni meter over hans hoved, kunne han lige skimte en grå flig af himlen gennem et lille, tilgitret vindue. Hvad skulle han bruge den himmel til nu? Den kunne ikke andet end minde ham om den frihed, han for få timer siden havde mistet for altid. Men et andet spørgsmål meldte sig i det samme:

Havde han egentlig nogensinde, dengang han havde muligheden, turdet gribe denne frihed?

Han så bittert ned på sine fødder, der var stukket i et par gamle støvler, som hans vogtere havde givet ham. Snørebåndene var blevet fjernet. Man bekymrede sig åbenbart for ham. Ville ikke have at han tog sit eget liv.

At tage sit eget liv.

Han gentog ordene for sig selv, hviskede dem ud i det tomme rum, men de gav ikke rigtig nogen mening. Han satte sig ned på briksen, hvor der var lagt et gråt uldtæppe ud, samme farve som himlen udenfor. Stålbakken med hans sidste måltid lå på gulvet. Noget lyst kød af en art, i citronsovs. Det havde faktisk smagt godt. Havde de mon virkelig fået en professionel kok til at tilberede det?

Han ville ønske, at han vidste hvad det var han havde spist. Han måtte virkelig huske på at spørge vagten næste gang. Det var vigtigt. Mere vigtigt end noget andet faktisk. Og det undrede ham, at de havde gjort så meget ud af maden. Deres adfærd havde lige siden hans tilfangetagelse nogle dage tidligere midt inde i Bruxelles været en forvirrende blanding af hensyntagen og brutalitet. Ja, en mærkelig flok var de, de som nu havde anklaget ham og dømt ham til døden.

Han havde talt dem til at være halvtreds, alle mænd på nær en enkelt kvinde. Hun havde haft en sort klap for øjet, og det var hende, den enøjede, der havde ført ordet under rettergangen. Menneskeheden havde hun kaldt dem. Menneskeheden mod Daniel Krupp. Men i realiteten vidste han godt, hvem de var: Den kriminelle underverden i dette forbandede land, han åbenbart ikke kunne slippe ud af. Hvem skulle de ellers være? De havde jo ikke præsenteret sig for ham i normale juridiske termer. Den enøjede kvinde havde bare rejst sig op og anklaget ham for de forbrydelser, som de på forhånd havde besluttet sig for, at han havde begået. Lynjustits midt i Europa, i en kælder dybt under jorden. Og ingen politifolk, ingen journalister, ingen offentlighed. Ingen dommer. Kun halvtreds mænd og en kvinde, alle selv forbrydere, der alle havde gjort langt værre ting end han.

Hvad har jeg gjort?

Det med pigen, eller den unge kvinde rettere, var slemt. Det vidste han godt, og det havde han også sagt til dem. Men alt det andet, det med Luc og hans familie, for slet ikke at tale om de indespærrede børn hos uhyret Marc, det var jo ikke hans skyld. Han havde bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I det hele taget var det at tage til Belgien, mod sin vilje, for tre måneder siden det mest forkerte han nogensinde havde foretaget sig. Alt hvad der var sket siden, var jo netop sket imod hans vilje. Hans ønsker havde aldrig handlet om at gøre nogen fortræd. Tværtimod. Det var som om at de, den selvudnævnte menneskehed, hans dommere, nægtede at ville forstå dette enkle faktum.

Vreden begyndte at fylde ham igen. I de sidste timer havde han formået at holde den nede. At indrømme sin skyld over det med pigen, Sonya, havde umiddelbart fyldt ham med lettelse. Men nu skød vreden op i ham igen. Som en lille sort blomst bredte den sine giftige stængler ud i hans krop, og han begyndte at ryste, så han til sidst måtte holde fast i briksen med begge sine hænder for ikke at skrige. Det lykkedes ham til sidst at genvinde roen, og da tågen for hans blik lettede, fik han øje på den tandstikker han havde fået sammen med maden. Den lå på bakken ved siden af den tomme tallerken. Han bøjede sig ned og tog den, stak den træt ind mellem kindtænderne for at fjerne resterne af det døde dyr.

Hvor mange timer var der mon tilbage nu?

Han kunne høre dem samle maskinen udenfor den stålarmerede celledør. Han var ærlig talt blevet overrasket, da det gik op for ham at han skulle guillotineres. Det var så uvirkeligt, at han ikke engang var blevet bange lige da de havde sagt det. Men nu, da de hårde klakkende lyde nåede ham ude fra gangen, blev den virkelig. Når den var samlet, var den endnu mere virkelig. Og kniven over hans hoved ville være virkelig. Bøjlen omkring hans hals.

Var den mon af metal eller træ, bøjlen? Han ville klart foretrække en bøjle af træ.

Vagten havde lavmælt sagt til ham, at når kniven faldt, ville han højest mærke en let kølighed i nakken. Hvilken lettelse!

Menneskeheden gjorde altså klar til hans død. De havde voteret og fundet ham skyldig, og når solen stod op næste gang, ville det hele være forbi. Hele denne mærkelige teaterforestilling hans liv havde udartet sig til ville være overstået. Et sted inde i sig selv prøvede han at se frem til denne afslutning, prøvede at sige omsider. Slut med at løbe, slut med at skjule sig. Det var blevet tid til at runde af. Godt det samme. Ville han måske savne nogen? Nej. Men ville nogen savne ham?

Han tænkte over dette og kunne ikke komme på nogen. Når han ransagede sit sind, som når man leder efter en lille bestemt ting på et pulterkammer fyldt med et langt livs ophobet ragelse, kunne han kun komme på én ting, der havde betydet noget, og det var karrieren. Ikke selve arbejdet som advokat og siden dommer, men karrieren forstået som måden at bevæge sig op ad en usynlig stige på. En stige hvis trin førte én op over de andre, der nu var under én. Problemet var bare, at der altid havde været nogen ved siden af og over én. De var jo ganske mange, der kravlede på den stige. Og hvor førte den hen? Stoppede den mon nogensinde? Var der ikke altid et trin til at erobre?

Udnævnelsen til Højesteretsdommer ville have udgjort det sidste trin, den sidste anerkendelse, den endegyldige hævden sig over alle andre. Nu var han dog ikke så sikker, ikke her, i dette kælderrum Under alle omstændigheder var stigen styrtet sammen. Hans karriere eksisterede ganske enkelt ikke mere. Om han slap levende ud herfra eller ej, ville ikke gøre nogen forskel. Hans gamle liv ville han ikke kunne vende tilbage til. Det han havde kæmpet for, det han havde brugt så mange kræfter på i så mange år, var på få uger blevet helt og aldeles formøblet.

Nogen ville helt sikkert blive glade for dette. Han havde jo konkurrenter hjemme i Danmark. Med hans exit fra scenen ville de være nærmere opfyldelsen af deres drømme. En mindre at kæmpe imod. Men var de andres sejr hans største ulykke nu? Muligvis. Men hvad var der så tilbage?

Kun et. Han ønskede ikke at dø. Han ønskede stadig at leve. Ligesom alle andre. Selv de der ønskede at dø.

Ønsket om at dø, er det i virkeligheden ikke det allerstærkeste ønske om at leve?

Han måtte ikke lyve for sig selv. Ikke nu. Ikke mere. Det skyldte han sig selv. En mands sidste stund kræver af ham, at han er ærlig. Men hvem var han egentlig? Han så ned på sine hænder, vendte håndfladerne op som for at finde svaret i linjerne der. Men han kunne ikke læse i hænder, troede heller ikke på den slags.

Hvem var han?

Det var spørgsmålet, der stod tilbage og ikke kunne undgå at påkalde sig opmærksomhed. Som en klippeblok i et øde landskab man får øje på gennem en snavset rude.

Som betragtede han en person, han ikke havde nogen særlig tilknytning til, begyndte han at opregne de kolde facts. Hans navn: Daniel Krupp. Halvtreds år gammel. Født i København i 1965, på Vesterbro, i det man dengang kaldte beskedne kår. Ingen søskende. En far der drak. En hjemmegående mor. Mærkeligt nok slog faren ham ikke. Han var der også kun sjældent. Havde travlt med flaskerne, som han ret disciplineret altid opsøgte udenfor hjemmet, mine små grønne venner, søn, og også nogle damer rundt om i kvarteret, som han hjalp hist og her. Til gengæld holdt moren sig ikke tilbage med at slå, når hun mente at han, Daniel, havde gjort noget forkert. Hun udviklede med tiden en irriterende vane med at ramme ham på øret. En gang havde han fået sprængt trommehinden ved det. Han spekulerede på om hun mon gjorde det bevidst, ramte ham der og ikke på kinden? Det ville have lignet hende. Tidligt i livet var han begyndt at se hende som en hævngerrig kvinde. Et menneske der i bund og grund foragtede sig selv og derfor lod det gå ud over andre. Senere tog han sin hævn og blev den første i familien, der fik en studentereksamen. Endda den næstbedste på den årgang. Dog, selv dengang var der nogen, der stod over ham på stigen. Væk fra Vesterbro, bolig rundt om hjørnet på Frederiksberg, der føltes som en anden verden. Derefter jurastudiet på Københavns Universitet. Cand.jur. i 1989. Hurtig ansættelse hos advokatfirmaet Borksand & Meyerholm. Et hurtigt ægteskab. Irene. Heldigvis ingen børn. Fuldmægtig i Justitsministeriet. Senere kontorchef samme sted. Stigende anseelse, hvilket ikke var det samme som respekt. De fleste nærede en antipati imod ham. De forsøgte at skjule den for ham, men hans apparat var fint udviklet, og han var sig altid deres komediespil bevidst. Med opstigningen blev den lille lejlighed på Peter Bangs Vej udskiftet med den store lejlighed på Frederiksberg Allé. Et hurtigt ægteskab til. Susanne. Derefter prostituerede i hobetal. Unge kvinder der kaldte sig noget andet end det de i virkeligheden hed og som blev betalt for en bestemt ydelse og intet andet end det. Relativt sent i livet havde han opdaget, at den kærlighed der blev betalt for, var den kærlighed han foretrak. Rammen, som pengene satte, beroligede ham og gjorde, at han kunne tage imod uden indre spændinger. Han havde heller aldrig skændtes med sine piger. Fra kolleger havde han også fået bekræftet, at der var ting en kone ganske enkelt ikke ville være med til. Han måtte derfor konkludere, at ægteskabet var begrænsende og derfor, i en vis forstand, invaliderende. Det var ikke ham, der var noget galt med, det var institutionen som sådan. Hans gamle nag mod ekskonerne og deres nye mænd fortog sig hurtigt efter denne erkendelse. Det var faktisk lige før, at han fik medlidenhed med dem.

Hvad mere? Åh jo, en spirende drøm om at blive dommer. Først Landsretten. Siden Højesteret. Det sidste hæderkronede trin. Udnævnt til dommer ved Østre Landsret i 2010. Lidt af en triumf. Mange mennesker lykønskede ham. Han huskede at han allerede ved udnævnelsen ikke følte nogen særlig glæde. Højesteretsspøgelset hjemsøgte ham allerede. Ville han nogensinde nå derop? Begyndende svigtende økonomi på grund af fejlinvesteringer op gennem de brølende 00’ere. Øget forbrug af prostituerede. Nye investeringer i begyndelsen af 10’erne. Økonomien i bedring. Omkring dette tidspunkt den første samtale med Ulf Søderberg, præsidenten for Højesteret. Et ikke helt tilfældigt møde der blev til flere møder, som resulterede i noget der til forveksling kunne ligne venskabelighed. Efter anbefaling af Søderberg udpeget af EU-Domstolen i 2012 til at sidde i Madrid-Komitéen. Bosat i Madrid i to måneder. Når han tænkte tilbage uden sammenligning den bedste tid i hans liv.

Hvorfor blev jeg dog ikke i Madrid?

Alt ved den by havde jo været godt. Energien, menneskene, selv arbejdet. Lejligheden øverst oppe på Calle del Prado. De høje vinduer med det høje udsyn. En frisættelse af årtiers undertryk.

Og pludselig sad han så igen i lejligheden på Frederiksberg Allé, affortryllet og tom. En statslig funktionær sat tilbage i sit grå bur. Frederiksberg Allé var så frygtelig stille om søndagen. Døde mennesker passerede forbi dernede under lindetræerne.

Hvorfor havde han ikke taget det skridt, han havde haft lyst til at tage? At give det hele op og begynde forfra et nyt sted?

Manglende mod. Derfor.

Var der reelt nogen, der begyndte forfra? Han havde aldrig hørt om nogen, der havde taget dette drastiske skridt. Kun i bøger og film så man det. Ikke i virkeligheden. Man kender ikke sin fremtid, og derfor frygter man den. Og han havde valgt ikke at handle på sit eget dybeste behov. Som en ægte kryster. En hund.

Men nu kunne han til gengæld se ind i fremtiden, og den var enkel: Om få timer skulle han dø.

Hvilke fakta var der ellers at hente op fra den kloak, hans liv havde udartet sig til?

Kom nu, Daniel, fortæl! Inden det er for sent!

Efter Madrid tilbage til Landsretten. Efter kort tid svækkede nerver. Han havde aldrig forestillet sig, at dét skulle overgå ham. Psykiske problemer var noget han forbandt med mennesker, der ikke havde fået sig en metier. De havde altid stået for ham som de sande ulykkelige. Orlov i tre måneder. Det kom som et chok for alle omkring ham. Ikke mindst for ham selv. Han var ikke engang klar over, at han havde nerver. En lille, hvidglødende sitren i huden med sin egen pibende stemme. Meget mærkeligt.

Behandling med Buspiron i et år. Derefter langsom nedtrapning uden at han dog havde talt med sin læge om det.

I 2014 det andet opkald fra Joseph Ruitgen angående Bruxelles-Komitéen, en ny arbejdsgruppe under EU-Domstolen, som man ville have ham med i. Gruppens formål? At udarbejde en protokol til EU-Domstolen med henblik på den juridiske ramme for det fremtidige, europæiske politisamarbejde omkring børneprostitution, menneskehandel og terrorisme på et kontinent, hvor grænserne var så godt som udviskede.

I realiteten kunne man jo uden at blive stoppet af nogen køre med en mindre atombombe fra Skagen og ned til Gibraltar. Man kunne også sælge eller købe et barn. Man kunne optage film med barnet og dele filmen med andre i lukkede fora på internettet. Mennesker med fælles interesser og, måske, med for meget fritid. Men selvfølgelig også en fælles frygt. Endnu havde de dog alt for let spil. Og han ville gerne hjælpe. Eller rettere sagt: Han ville gerne endnu et trin op ad stigen, op på siden af Søderberg, der nok engang havde anbefalet ham til Ruitgen. Ingen ville kalde det tjenester. Det ord eksisterede ikke indenfor deres stand. I modsætning til politikere var jurister og dommere rene. Især dommere. At anbefale nogen var ikke en forbrydelse. Ikke engang en indiskretion. Det var blot måden karrierens klædedragt i al stilhed blev vævet på. De bedste anbefalede dem, de kunne lide, til deres ligemænd. Så enkelt var det. Og sådan havde det altid været. Det nyttede ikke at blive chokeret over denne enkle sandhed. Og han ønskede brændende at blive en ligemand. En af De 500. Først da kunne han slappe af. Som dengang i Madrid, men hvor afslappelsen mærkeligt nok var kommet af sig selv, uden varsel, uden at han havde gjort noget for den. Og uden