Men jeg har ikke grund til at beklage mig, livet har været storartet: Slægtsroman

By Mogens Mansa Kristensen

Sofus bliver født i Slagslunde en dejlig varm forårsdag i 1879 og straks efterladt hos sin mormor, det første ophold af mange, hvor han opdrages af andre; barndommen igennem bærer han på savnet af sin mor. Han er på fattiggård og i plejefamilie og kommer som 10-årig ud at tjene på den store Undinegård, samtidig med, at hans mor beslutter sig for at søge et andet liv langt væk fra Danmark.

Sofus drømmer om at forbedre sin tilværelse; hans tro på det gode i andres hensigter gør, at han ofte bliver mindet om barndommens rodløshed og benspænd for sin lykke.
Sofus lider under en livslang håbløs forelskelse, forguder og elsker sin Ida, respekterer Johanne og bliver far til seks børn, men glemmer aldrig, at han selv blev forladt. Som voksen søger han forsoning med sin mor, heller ikke det lykkes.

"Men jeg har ikke grund til at beklage mig, livet har været storartet" handler om svigt, afsavn og modgang, om troskab mod egne værdier og evnen til at modstå selv den største smerte livet byder.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 25, 2021
• ISBN: 9788743066156

Mogens Mansa Kristensen

Mogens Mansa Kristensen er født i 1955 og har i sin debutroman skrevet en slægtshistorie, hvor hans morfar er hovedpersonen; forfatteren søger en forklaring på, hvorfor morfars mor kunne forlade sine to børn. Forfatteren har søgt materiale i nationale og internationale databaser, på Rigsarkivet, alt suppleret med sin morfars erindringer, billedmateriale og breve.

Book preview

Til min datter Ida – Marie

Indhold

1. Del

Amalienborg Slot, foråret 1898

Livgardens Kaserne, oktober 1898

Ganløse, 1884

Livgardens Kaserne, oktober 1898

Stenløse og Slagslunde, 1879

Slagslunde og København, 1880 – 1882

Slagslunde, 1884

Ornedgård, Ganløse 1884

Livgardens Kaserne, oktober 1899

Livgardens Kaserne, september 1898

Frederiksborggade, København, oktober 1899

Ganløse, 1893 – 1894

Ganløse, Pinsen 1899

Ganløse, 1884

Ganløse, foråret 1884 – foråret 1889

Ganløse, foråret 1884 – foråret 1889

Ganløse, foråret 1884 – foråret 1889

Ganløse, foråret 1884 – foråret 1889

Ganløse, april 1889

Slagslunde, 1889

Undinegård, Ganløse Mørke, sommeren 1889

København, august 1889

Undinegård, Ganløse Mørke 1890

Undinegård, Ganløse Mørke 1890

Undinegård, Ganløse Mørke 1890

Undinegård, Ganløse Mørke, 1893

Ganløse Hessel, 1894 – 1898

Sheboygan, Amerika september 1889

Sheboygan, Amerika 1897

København, Måløv og Ganløse 1900

2. Del

Husum og Brønshøj, november 1900 – 1902

Sheboygan, Amerika 1915 – 1921

København, 1902 – 1916

Gladsaxe, februar 1917

Holte, 1917 – 1921

Holte, 1921 – 1922

Frederikssund Sygehus, marts 1922

Holte, 1922 – 1925

Lyngby, 1925 – 1929

Sheboygan, Amerika 1928

Holte, 1930

Sheboygan, Amerika 1930

Sheboygan, Amerika 1930

Holte, julen 1930

Holte, foråret 1931

Gentofte Hospital, januar – marts 1932

Kongens Lyngby, 1932

Utterslev, august 1932 – efteråret 1935

Utterslev, 1933 – 1935

Husum, 1935 – 1936

Sheboygan, Amerika foråret 1936

Husum, april 1936

Frihavnen, København maj 1936

Ganløse, juli 1936

Husum, august 1936

Husum, 1937 – 1939

Nørrebro, juni 1943

Husum, 1943 – 1947

Husum, 1976

Epilog

Ordforklaring

Slægtstavle

Tak til

Kilder

1. Del

Vi må huske på, at det har været omkring 1864, altså krigsårene for hundrede år siden. Det var strenge år for småfolk på landet. Derfor kan jeg godt forstå, når mormor måtte sende de to små 9 – 10 års piger ud til bønderne for at tigge lidt mad sammen.

Jeg har hørt en af de gamle sige, at det var aldrig sket, dersom deres far havde levet. Når man ved dette, er der mange ting, man bedre kan forstå ved ens egen mor, for både hun og Moster Sofie har ikke haft nogen god barndom.

Sofus Mansa Sandersen

Amalienborg Slot, foråret 1898

Sofus følte sig godt tilpas i sin flotte uniform. Den sad tæt til kroppen, det var rart. Det hvide bånd, de blanke knapper og de tynde hvide handsker. Den høje sorte garderhue. Tilskuere, der straks flyttede sig, når han flot og rank passede sin vagt på Amalienborg, jo, han kunne godt lide det. Mærkede svedperlerne i nakken. Det var ikke slemt på aftenvagten, men om dagen, når solen stod lige på, så generede det ham.

Han elskede præcisionen i vagtskiftet og nød den respekt, der var omkring ham, når han med al sin koncentration fulgte de kommandoer, der blev givet på slotspladsen. Især Kongevagten, når Christian d. 9. var på slottet, syntes han, var storslået, og han satte en ære i, at alle garderne med støvlerne ramte fliserne på samme tid. Det lykkedes altid og Sofus følte stolthed over at være en del af garderne. Fællesskabet med andre. Det havde han savnet, kunne han mærke. Kammeratskabet.

Det var noget helt særligt, når garderne i silende regn trådte ind i det trange skilderhus. Der var kun lige plads til ham, men når han trykkede den lille skydelem til side, kunne han kigge til begge sider, havde et fint overblik. Gav lidt luft, det var rart.

Garderne havde udviklet en særlig mimik, så de kunne signalere til hinanden, store øjne betød, at en officer var på vej, små øjne, at der var lang tid til vagtskifte og et blik til siderne, at en smuk pige var på vej, pigerne, ja, de var glade for os.

Vagten om natten fra to til fire, var den værste, der gik rygter om én, der var faldet i søvn og først vågnede, da vagtskiftet var godt i gang, det havde de tit moret sig over.

Sofus havde læst, at der mange år tidligere havde været modstand mod kongen, fordi han havde støttet Højre-politikeren Estrup, da han var Konseilspræsident. Det var fortid og Sofus havde flere gange mødt Kongen, når han i vagtstuen hilste på garderne.

– De ser godt ud, 405, havde den gamle statelige Konge en dag sagt til Sofus.

– Tak, Deres Majestæt, har gjort mig umage.

Det møde havde Sofus tit fortalt om hjemme i Ganløse; det gav respekt, fornemmede han.

Det var imponerende, når de drejede omkring ved kolonaden og forsvandt ind i palæet. Mange mennesker kiggede, han vidste, at han gjorde sit bedste, men han følte sig alligevel lettet, når de høje døre med et smæld lukkede sig bag ham. Han fik huen af, betragtede den smukke sorte pels, der var blød som en kattekilling. En kattekilling, ja, det var netop det, det kunne han godt huske og han lukkede øjnene og førte hånden hen over pelshuen.

Det slidte gulv knirkede og gav efter, når garderne gik hen over det med deres store støvler, de høje stemmer fra dem, der spillede kort, var generende. Sofus brød sig ikke om dem, kunne ikke lide, at de spillede om penge. Der lå kun mønter fremme, men han havde set, at der også var sedler, der forsvandt under bordet; en femkrone, ja, det vidste han med sikkerhed. Der lugtede heller ikke godt, hvor de sad, når de tømte deres piber på det fugtige trægulv. De fleste, der sad i de hårde vagtstole, sov, men der var altid et slæng, der fulgte med i spillet og klappede på skulderen, når vinderen trak pengene til sig.

– Vil du spille med Mansa?

– Min hue trænger til at blive børstet, Sofus forsøgte lidt for sent at skjule en lille flaske.

– Mansa, hvad har du i flasken, er du begyndt at drikke i smug, spurgte én ved bordet?

– Det er lidt afkog fra rosenblade, det er godt at tørre indersiden af huen, giver en fin duft, når det bliver varmt, du er velkommen til at prøve.

Sofus så, hvordan de andre omkring bordet forsøgte at skjule en stille latter.

– Vi spiller kun om småpenge, folk fra landet kan sagtens være med.

Garderne omkring bordet grinte nu højlydt og Sofus væmmedes ved deres sleskhed, men fortsatte omhyggeligt med at gøre huen klar til næste vagt, de skulle bare vide; bønder giver aldrig op.

Aldrig.

– Huen kan du bare sætte på plads i bjørnebukken på hylden som vi andre har gjort.

– Min sabel skal også pudses, ellers tak.

Sofus var tit blevet spurgt, om han ville være med, men han vidste, at han ikke havde råd til at tabe penge. Han var også sikker på, at et par af dem spillede sammen, så andre tabte; det havde han talt med 407 Haahr om, det var faktisk 407 Haahr, der havde opdaget det.

Som regel fik Sofus lov til at være i fred, især når han tog sin skyttebog op fra vagttasken og de fik lov til at se de fine resultater, dem ville han gerne vise frem.

Det var sjovt, når de havde skydeøvelser og til sin egen store overraskelse, var han én af de dygtigste på skydebanen og kunne fremvise en skyttebog med masser af fuldtræffere.

– Godt 405, så er den prøjser død, vi skulle have haft flere som Dem i 1864, så var det gået anderledes.

– Jo, tak, men jeg tror nu, jeg var lidt heldig.

– Vi skal snart på stor øvelse, så kan De skyde alle dem, De har lyst til.

Sofus kunne slet ikke lide at sigte på andre og han blev rædselsslagen, da han kom til at tænke på, at han risikerede at blive sendt til fronten, hvis der igen blev krig i Danmark og det kom meget belejligt, da premierløjtnant Vilhelm baron Wedell-Wedellsborg ved efterårsøvelsen på markerne i Husum, spurgte Sofus.

– 405, De er en overmåde dygtig og ordentlig soldat, kunne De tænke dem at blive oppasser for mig resten af Deres tjenesteperiode? Vi indretter vagterne, så De både kan passe Kongen og mig.

Sofus betænkte sig ikke et øjeblik, og hans løn blev aftalt til fire kroner om måneden.

– 405, De skal være klar over, at oppe i min lejlighed bruger vi ikke militær anstand. De skal holde alt i orden og passe min uniform, sko og støvler. Jeg vil så gerne købe Deres ration af rugbrød hver dag, hvis jeg bare får skorpen, så kan De beholde resten, det giver nogle enestående stærke tænder. Husk, at få mig op om morgenen, det er sjusk ikke at møde rettidigt. De får nøglen til min lejlighed, bank hårdt tre gange, 405, åbner jeg ikke, så bruger De nøglen. Er det forstået, 405?

– Ja, hr. premierløjtnant, det er forstået!

– Godt 405, når andre er til stede, så siger De, javel, hr. premierløjtnant baron Wedell-Wedellsborg.

– Javel, hr. premierløjtnant baron Wedell-Wedellsborg.

– Ja, tak, men nu var der jo ikke andre end os, husk det nu!

– Det er forstået, hr. Wedell-Wedellsborg.

– Godt 405, De har deres privatliv, jeg har mit, vi taler ikke om det til andre. Udenfor lejligheden tiltaler vi hinanden med militær disciplin, fik De den? Jeg er også kammerherre for Kongen. Er det forstået 405?

Livgardens Kaserne, oktober 1898

Det var forstået og Sofus var begejstret for at løse opgaver for premierløjtnanten. Der var flere gøremål, end Wedell-Wedellsborg havde nævnt, men Sofus var både hurtig og ordentlig til at få det klaret. Han fandt hurtigt en rutine, så der altid duftede rent og tøjet var nyvasket og klar til brug. Det, der tog mest tid, var at holde uniformen pæn. Sofus måtte børste den ren for støv og snavs, mudder var det værste, og der var tit knapper og ordener, der var ved at falde af; Sofus var helt ferm til at sy det hele fast, så det holdt. Støvlerne blev altid møgbeskidte på eksercerpladsen og da Wedell-Wedellsborg boede på 1. sal, kunne Sofus fortsætte med at vaske trappen, når støvlerne var renset og pudset. Sofus havde forsigtigt tilladt sig at foreslå, at premierløjtnanten tog sine støvler af, inden han gik op ad trappen, men Wedell-Wedellsborg ville under ingen omstændigheder gå på strømpesokker uden for sin lejlighed.

– Tænk nu, hvis nogen ser mig, 405, nej, det går slet ikke, det må De da kunne forstå!

– Det forstår jeg hr. Wedell-Wedellsborg, men jeg kunne jo sætte andre sko parat neden for trappen, det beskytter Deres smukke tæpper i lejligheden.

– Jamen, det er da en udmærket idé, 405, men det bliver nu som jeg siger!

– Det er forstået, hr. Wedell-Wedellsborg.

Wedell-Wedellsborg indtog de fleste af sine måltider sammen med officererne i messen, men Sofus anrettede hver morgen kaffe og havregrød og et par stykker brød med ost. Det hele var klar, når Wedell-Wedellsborg var kommet ud af sengen.

Sofus morede sig lidt over den magtfulde premierløjtnant, der sad der om morgenen i sit lange hvide undertøj og spiste Sofus’ havregrød med en smørklat og alt for meget sukker. Sofus ordnede i mellemtiden soveværelset og fik luftet godt ud, men kunne ikke undgå at høre, når Wedell-Wedellsborg lettede en lille vind ved bordet i stuen.

– Hov, ja, den fjært kom sørme bag på mig, sagde han højt, Sofus lod som om, at han hverken hørte det, han sagde, eller det han gjorde. Jeg har jo lovet fuld diskretion, tænkte han og måtte holde sig for munden for ikke at bryde sammen i grin samtidig med, at han forsigtigt åbnede flere vinduer på klem.

Straks Wedell-Wedellsborg havde forladt lejligheden, vaskede Sofus op, fejede og vaskede gulvet, så det duftede fint og rent, når Wedell-Wedellsborg var tilbage sidst på dagen; hver anden dag bankede han tæpperne og én gang om ugen pudsede han vinduerne.

Når Sofus havde aftjent sine vagter på Amalienborg Slot, mødte han ind og anrettede en lille tallerken med smørrebrød, som Wedell-Wedellsborg spiste senere på aftenen, ofte havde han også lidt vasketøj retur som Sofus enten selv havde vasket eller havde afhentet hos en vaskekone i Landemærket.

– Pas på vaskekonen, 405, hun flirter lidt, især når manden ikke er hjemme.

– Det har jeg ikke bemærket, hr. Wedell-Wedellsborg.

– Ser man det, De er ellers en flot mand, måske lidt for ung for sådan en erfaren fruentimmer.

Efterhånden som de to lærte hinanden bedre at kende, fik Sofus opgaver, som han helst ville have været foruden. Alt det praktiske var han glad for og satte en ære i at bringe i orden. Wedell-Wedellsborgs private brevskrivning, var han ikke glad for at være en del af, men han lovede at renskrive, på det flotteste papir med Livgardens stempel, nogle breve af yderst privat karakter til et par kvinder i København. Brevene skulle Sofus altid aflevere personligt til modtageren og han måtte aldrig bære uniform, når han gik denne særlige postgang.

– De må spørge efter fruen, sagde han, aldrig aflevere hverken til herren eller stuepigen, åbner han døren, så er De gået forkert, 405, kan De huske det?

– Ja, det er forstået, så er jeg gået forkert.

– Godt, og husk så ordentlighed og fuld diskretion, 405; det sidste fik premierløjtnanten sagt med et glimt i øjet; Sofus overså det, mest fordi han ikke helt forstod, hvad han mente.

***

En formiddag var Vilhelm baron Wedell-Wedellsborg meget oprevet, fordi han skulle fotograferes til den store samling billeder af officerer, der prydede væggene på kasernen.

– 405, min frisør må have misforstået vores aftale, han er ikke kommet, den sjuft. Kan De gå ud i byen og få fat i en anden, prøv ham i Kompagnistræde, der også ordner ligtorne. Det er vigtigt, det haster, afgang!

– Undskyld, Wedell-Wedellsborg, hvis De ønsker det, så kan jeg let klare en hurtig klipning, bare ikke ligtorne.

– Hvad siger De, 405, kan De klippe, har De tænkt Dem at bruge den skarpe sabel?

– Jeg har klippet mange med min lille hårklipper, sæt Dem godt til rette på stolen ved det ovale guldspejl, så henter jeg mit grej.

Wedell-Wedellsborg satte sig forsigtigt, rettede på sin uniform og børstede et par grå hår væk, der var faldet ned på den ene skulder.

Forpustet var Sofus hurtigt tilbage med hårklipperen.

– 405, jeg håber, De ved, hvad De gør. Det billede kommer til at hænge på den væg i mange år, så jeg skal tage mig godt ud, jeg har jo ikke garderhuen på.

– Der er aldrig nogen, der har klaget, hr. Wedell-Wedells…

– Kald mig nu bare Wedell og bliv færdig i en fart!

Tag ordentligt fat, havde han sagt, men Sofus forklarede, at rolige bevægelser gav det bedste resultat.

– Jeg sliber selv skæret, så jeg ved, at den er skarp og man skal være forsigtig.

Det var en meget tilfreds og lettet Sofus, der bagefter børstede hår af Wedell-Wedellsborgs uniform og rettede på sablen, så han var klar til fotografering. Sofus syntes, at det var underligt at røre ved Wedell-Wedellsborgs øre og bøje hans uniform i kraven, når han skulle rundt om med klipperen, men det var gået fint og han havde været meget forsigtig, kommenterede ikke de mange skæl i hans hårbund og var bagefter ekstra omhyggelig med at rense sin hårklipper.

– De har ret, 405, De er god til det, det må De gøre igen en anden gang.

En sen aften, hvor Wedell-Wedellsborg havde været i Officersforeningen og var tydeligt beruset, da han kom op i lejligheden, spurgte han Sofus.

– De er altid så stille og privat 405, hvor kommer De egentlig fra?

Sofus blev overrasket over spørgsmålet og havde altid været tilbageholdende med at fortælle for meget om sin opvækst rundt om i Ganløse.

– Jeg har arbejdet på en gård, der hedder Undinegård.

– Undinegård … det siger mig noget 405.

Wedell-Wedellsborg tænkte sig om, fik et lidt fjernt udtryk i blikket.

– Hvor er det nu den ligger, der er jo så mange gårde derude på landet?

Sofus nølede med at svare.

– 405, De må da vide, hvor den ligger, hvis De har været der!

– Det er en stor gård, den ligger tæt på Lynge.

– Lynge, ja, det er rigtigt 405, men den ligger nu tættere på Ganløse. Min far, Vilhelm Ferdinand baron Wedell-Wedellsborg er amtmand over Frederiksborg Amt og førte tilsyn med Ganløse Fattiggård indtil den lukkede, kender De den 405?

Sofus tøvede igen med at svare klart, mærkede lidt prikken i kroppen, svedte, prøvede at aflede opmærksomheden ved at gøre sig ekstra umage med at hjælpe Wedell-Wedellsborg af med sin uniform og støvler.

– Kender De den 405?

– Den ligger et godt stykke fra Undinegård og er meget mindre, Undinegård er næsten så stor som en herregård.

– Nåh, mon dog, den nu også havde den størrelse, men De ved altså godt, hvor fattiggården lå, 405. Min far har altid fortalt om, hvor mange fattige og mærkelige mennesker, der var derude. Han har vist sørget for, at de fattige børn fik det bedre. De skulle ikke sove i samme rum med tosser, forbrydere og lidt for letlevende fruentimmere. De har måske set nogen af dem føjte rundt på markerne?

Sofus begyndte nu at slappe lidt mere af og tænkte på, at både Mormor Johanne og Moster Sofie altid havde sagt, det var vigtigt, at man fortalte sandheden. Neej, hvor var Mormor Johanne vred den dag, han blev hentet. Mormor Johanne, det dejlige menneske, synd, hun ikke nåede at se sin lille Sofus i flot uniform gå vagt for Kongen, tænkte Sofus og smilede lidt sørgmodigt; hun ville have været stolt.

– Jeg har selv boet der, fløj det ud af hans mund, da han samtidig fik premierløjtnantens store støvle af, der stank af sure sokker.

– Ja, 405, sådan lugter det, når man ikke bruger duftevand.

Wedell-Wedellsborg så Sofus direkte i øjnene.

– Hvad siger De 405, har De boet på fattiggården i Ganløse?

– 405 Sandersen melder. Ja, det har jeg, men det er kun få, der ved det.

– 405, husk, vi værner om privatlivet!

Wedell-Wedellsborg fandt to pilsnerøl frem og Sofus fortalte stille om dengang, hvor hans mor havde afleveret ham på Fattiggården i Ganløse. Det var en gård, hvor de indlagte skulle arbejde på nogle af de mange omkringliggende gårde og der var børn og unge, ældre og kvinder, der ikke havde noget sted at bo, fordi de ikke kunne passe deres arbejde, når de skulle føde. Der var tiggere og hjemløse, der havde strejfet rundt i skovene, nogle af dem havde tændt ild, inden de blev taget af politiet.

Ganløse, 1884

Det gav et spjæt i Sofus, da hans mor, Vilhelmine, om morgenen forsigtigt bankede på døren hos Moster Sofie og Onkel Jacob. Han sad på en stol i hjørnet, var måske faldet lidt i søvn.

Det havde regnet hele natten.

Vilhelmine var sent på den, fordi hun havde prøvet at undgå de dybe hjulspor for ikke at få pløre på sit tøj. Hun gik ikke ind, men ventede til hendes søster kom ud med Sofus. Sofus pustede lidt luft op i sit ansigt, prøvede at skjule tårerne.

Moster Sofie holdt ham blødt i hånden og talte roligt, Sofus begyndte alligevel at hulke, klamrede sig til Moster Sofie. Onkel Jacob græd. Vilhelmine rev Sofus væk fra Sofie og vendte resolut om og trak ham ud på markvejen.

Sofie og Jacob fulgte med ud, stod længe og kiggede, parat til at vinke til de to, men kun Sofus forsøgte at kigge sig tilbage, mens han halsede efter sin mor. Han kunne lige skimte dem gennem det tynde krat og han vidste, at de nu stod ved brønden. Moster Sofie holdt sit forklæde op til ansigtet.

Sofus havde været så glad for at hjælpe Onkel Jacob med at hejse vand op fra den dybe brønd, lige foran huset. Han huskede tydeligt, hvordan Moster Sofie havde løftet ham lidt og holdt ham tæt ind til sig. Kunne næsten mærke Jacob ved hejseværket vise, hvor langt der var ned til vandet.

Prøv at se den store farlige drage, der lever dernede. Den har lange arme og store ildrøde øjne, pas på den ikke spytter ild op på os, havde Onkel Jacob sagt.

Onkel Jacob, hvor kommer alt vandet i brønden fra?

Ja, det kunne du nok godt lide at vide, lille Sofus. Hør du bare godt efter. Det kommer fra Vorherre, der slukker ilden fra dragens store mund og slimede næsebor. Når der ikke er mere vand, så vågner den og spyr ild, og så er Vorherre der lige med det samme! Gå aldrig hen til brønden alene, gå langt udenom! Dragen er ikke til at stole på og du ved aldrig, hvornår den er der! Du kan ikke forestille dig, hvor meget ild, den kan puste efter dig, ja, brønden bliver rødglødende som jern i en smedje. Du må ikke engang mærke efter på stenene, så varmt er det. Dens tunge er delt i to og kan let fange dig!

Sofus boede ellers hos Mormor Johanne, men han havde været så begejstret for at være hos Moster Sofie og Onkel Jacob, at han havde glemt, at han bare skulle være hos dem i et par uger.

Sofie og Onkel Jacob vendte sig om og gik hen til savbukken. Deres sorte tøj var slidt og Sofies bælte klemte. Deres blik fangede det gamle stråtækte tag, der var fuld af grønt mos. Jacob var bleg og havde svært ved at holde gråden tilbage, tårerne trillede ned ad kinderne på Sofie.

– Ja, Sofie, vi kan ikke gøre mere. Det er din søsters egen beslutning, men trist er det, Sofus er en god dreng.

– Det er skammeligt Jacob, det kunne sagtens have været anderledes. Han er kun fem år og skal bo sammen med alle de mærkelige mennesker.

Jacob lagde en tyk gren på savbukken og mens Sofie holdt den fast, begyndte Jacob at save med alle sine kræfter. De talte ikke sammen. Sofie græd, Jacob tørrede sine tårer væk. Kun savens fine snit gennem det tørre træ, kunne de høre. De mange kvidrende fugle, hvis lyde, de kendte så godt, hørte de ikke denne morgen.

De havde arbejdet sådan mange gange, Jacob brugte den store sav, Sofie lagde de tykke grene op. De behøvede ikke at tale sammen, træet var nødvendigt for at få varme i ovnen og ild på komfuret. Birketræet og kirsebærtræet, der hvert år havde blomstret så smukt, var væk. Nu måtte de passe på grøften, der kommer nok lidt mere vand, når træerne ikke er der til at suge, eller måske løber det til brønden. Vandet kunne de nok bruge i den tørre tid. Træerne havde ellers givet læ, men nu var de fældet. Rabarberne fik mere plads, de kunne måske sætte flere, gav en fin grød. Var der brænde nok til den næste vinter? De tynde grene skulle tørres og gemmes til optænding.

Godt de havde deres egen lille Olaf, ham skulle de nok passe på. Hvorfor sker det her nu igen i vores familie?

Sofie snøftede, mærkede en kold vind; kunne kun se med det ene øje. Stod stille. Kiggede langt ud over gårdmandens marker, køerne og træerne i skellet. Sofus kunne hun ikke mere se.

***

Sofie, du er den ældste, du må ind til Tante Lisbeth, Vilhelmine er fire og Ole blot to. Og nu kommer der en ny. Vi kan ikke klare at have jer alle sammen.

Mor, jeg vil ikke væk. Jeg vil være her sammen med Vilhelmine og Ole, jeg kan passe den nye, så kan du gå i skoven, når Lars arbejder hos gårdmanden. Jeg vil ikke ind til København, der er farligt. Jeg vil være her.

Vi har ikke mad til jer alle og Lars har måske ikke arbejde til vinter. Han er heller ikke helt rask. Du har brug for god og sund mad, når du skal i skole. Tante Lisbeth er sød og hendes mand er professor, det er et godt hjem. Du får veninder i skolen.

Både Sofie og hendes mor Johanne havde grædt, da de omfavnede hinanden og Lars havde taget den femårige Sofie i hånden og gået til én af gårdene, hvor de havde fået lov til at køre med en hestevogn til København. Det havde været koldt så tidligt om morgenen, og kusken havde lagt et par tomme sække omkring hende. Lars havde beklaget sig over de dybe huller og de mange bump og havde haft svært ved at få vejret i den tidlige morgen tåge. I København måtte han have hjælp til at finde rundt. Havde spurgt en stor politibetjent. Tante Lisbeth var utilfreds med, at de ikke kom til den aftalte tid og var vred over, at Lars havde hostet så meget, da de stod uden for døren i den fine opgang på Nørre Torv.

I må aldrig mere gå denne vej. Brug bagtrappen, og sikken I dog lugter. Har I kørt i hestevogn hele vejen?

Ja, havde Sofie sagt, men Lars skyndte at rette det til noget af vejen.

Sofie havde slet ikke følt sig velkommen.

Hun var ikke særlig begejstret for Lars, men da han gik, havde hun klamret sig til ham og råbt, at hun ville med hjem.

Så, så, Sofie, hvad tror du ikke naboerne tænker, vil du så holde op! Når du har fået et bad og noget rent tøj, så skal du nok blive glad for at være her. Du skal være taknemlig for at vi tog dig, ellers sender vi dig hjem igen. Eller på Fattiggården. Vær du glad for, at professoren først kommer hjem i aften. Skynd dig at sige pænt farvel til din Lars. Kom ind, og lad os få lukket døren! Vi skal vel også sørge for, at du kommer i skole, det må være Larsleisstræde.

Lisbeth havde hurtigt lukket døren.

Professoren havde hun kun snakket med om søndagen, han stod sent op om morgenen og sad i sit arbejdsværelse hele aftenen.

***

– Jacob, vi skal aldrig aflevere vores barn nogen steder.

– Nej, hvorfor skulle vi dog det?

– Ja, hvorfor skulle vi dog det, Jacob, nogle gange føler jeg, at der ligger en forbandelse over vores slægt, som om Gud ikke altid holder øje med os.

– Vi kan kun gøre vores bedste og håbe, at det rækker, jeg plejer at have arbejde hele året og hvis du kan hjælpe lidt til i skoven, så går det.

– Jacob, jeg er med barn.

– Er du med barn, det var dog dejligt … vi kan godt bruge en dreng mere.

– Hvis ikke det var sket, så havde vi beholdt Sofus.

– Han er en god dreng, han klarer sig.

– Det gør han, men han skal ikke bo på den fattiggård.

– Sofie, det kan du ikke lave om på, det er din søsters beslutning.

– Det kan jeg godt ændre på. Må tale med Alexander. Om Gud vil, så får vi noget hjælp, det har vi brug for, vi er da gode rettroende folk.

***

Vilhelmine gik en omvej hen til Fattiggården, udenom byen og langs markerne. Der var store vandpytter i hjulsporet, de lange stive græsstrå var våde og hun mistede næsten balancen, fordi et par sten rullede, da hun trådte på dem. De gik langt udenom Jordemoderens Hus, Vilhelmine prøvede at holde Sofus i hånden, men han skyndte sig at samle nogle sten op som han kastede efter fuglene, der var så langt væk, at han vidste, at han ikke kunne ramme dem. Solen var begyndt at varme, markerne omkring dem dampede; i dag syntes Sofus, at det så uhyggeligt ud, som om, noget gemte sig i tågerne.

Vilhelmine blev hurtigt træt, stoppede op nogle gange, Sofus lagde mærke til, at hun gik på en underlig måde, var bleg og havde perler af sved i ansigtet.

Da de nærmede sig den trelængede gård, der lignede så mange andre gårde, Sofus havde set sammen med Mormor Johanne, når de var gået fra gård til gård for at spørge, om der var lidt arbejde, lagde han mærke til de store drenge og voksne mænd, der arbejdede på markerne. Han havde aldrig set så mange mennesker på én gang og tænkte straks på, hvad Mormor Johanne og Moster Sofie ville sige til, at deres Sofus skulle bo her. Det ville de aldrig give lov til. Gården lå et langt stykke udenfor byen, så han kunne ikke lige løbe hjem, og den lange omvej gjorde også, at han var forvirret over, hvor de var gået hen.

En af de gamle mænd kiggede undersøgende på ham og Sofus kunne se, at flere af dem ikke havde tænder, deres mundvige var helt sorte af savl, de så ulækre ud. Et par af dem haltede og en enkelt grinede hele tiden på en meget underlig måde, Sofus tog fat i sin mors lange kjole, hun skubbede hurtigt hans hånd væk.

– Gå ordentligt, Sofus, tag dig sammen, nu skal du vise, at du er en stor dreng, der kan klare sig selv; det bliver et rart sted, du skal være glad for, at jeg fik en plads til dig, det var meget svært.

På gårdspladsen var nogle mænd ved at hugge brænde, som kvinderne forsøgte at stable i lige store stakke; én af dem grinede og viste ham sin tykke mave og store bryster, hendes lange kjole var sølet ind i mudder. Et par børn prøvede råbende at holde styr på hønsene, der skræmt halsede væk.

– Vent her, så går jeg ind og spørger efter Inspektøren, husk at give hånd, når du hilser på ham, og ret så ryggen, Sofus, det må du kunne gøre for din mor.

Sofus stak hænderne i lommen og trak op i bukserne; selvom det var blevet varmere, begyndte han at fryse, mens han stod og kiggede på de mange mennesker. Han havde ikke set dem før, men prøvede alligevel, om han kunne få et smil fra bare en enkelt af dem. Alle var de optaget af deres arbejde og lagde ikke mærke til ham mere, han prøvede at lade være med at kigge på damen ved brændestakken. Det ville hverken Mormor Johanne eller Moster Sofie bryde sig om, at han så. Han begyndte at ryste og blikket flakkede rundt på gårdspladsen; fra den ene bygning til den anden og videre til de fremmede mennesker. Han samlede armene omkring sin vest og skjorte og prøvede, om han kunne få lidt varme.

Pludselig kom en mand i en flot uniform ud ad døren, hvor hans mor lige var gået ind. Han blev fulgt af en anden mand, der bukkede dybt flere gange.

– Tak for tilsynet hr. Amtmand Vilhelm Ferdinand Wedell-Wedellsborg, vi skal snarest få bragt tingene i orden til vi ser Dem næste gang, håber ikke det varer for længe, måske vi til den tid kan spise frokost på kroen.

– Det ved jeg, de vil, og hold så børnene væk fra … ja, De ved nok!

Sofus blev forskrækket, da den fine mand bukkede sig langt ned og nøje kiggede på ham.

– Nå, lille mand, hvad hedder du så?

– Jeg er fem år … Sofus.

– Sofus, bor du her?

– Det skal jeg vist nok, sikken flot uniform.

– Jeg skal ind til Kongen, skal helst være flot. Når du bor her, så er det godt, vi får bygget lidt om på værelserne. Vær sød at tage hænderne væk fra ansigtet og ned langs siden, når jeg taler til dig.

Manden i den flotte uniform tog et fast greb i Sofus’ arme og klappede dem mod hoften, så det sitrede i de små fingre.

– Hils Kongen, fik Sofus fremhakket og var glad for, at hans mor råbte ud ad døren, at nu kunne han godt komme ind.

– Ja, det er så Sofus, fortalte Vilhelmine, mens hun rettede på Sofus’ tøj og smilende kiggede på Inspektøren. Sofus, hils pænt på hr. Andreasen, det er ham, der bestemmer her, og du skal huske at gøre som han siger, ikke også Sofus, kan du nu gøre det?

Vilhelmine rettede blikket mod Inspektøren, smilede forstilt.

Sofus kunne godt mærke, at han slet ikke kunne lide manden, der sad ved det store bord. Manden havde kigget så underligt på ham i den flotte uniform, der skulle ind til Kongen.

Sofus nikkede og kiggede nysgerrigt rundt i det lille mørke rum.

På bordet lå et par store bøger, der så ud som om, at der lige var skrevet i dem, pennen lå på bogen, blækhuset var ikke skruet til. I hjørnet stod en kakkelovn og der var en lang tynd pind som Sofus aldrig før havde set, den kunne jeg da godt klaske fluer med, tænkte han.

– Ja, frøken Mansa, så synes jeg, at De skal tage hjem, vi skal vi nok sørge for drengen.

Vilhelmine gav først Andreasen hånd.

Bagefter Sofus.

Han kiggede ikke på sin mor.

Så ud ad vinduet, hvordan to politibetjente kom gående over gårdspladsen med en mand imellem sig; de måtte skubbe til ham, men han spyttede bare lige foran dem.

Sofus’ mor forsøgte at rette på hans skjorte og forlod Fattiggården for at gå tilbage til sin plads som tjenestepige på Ornedgård i Ganløse.

***

Hun nåede heldigvis helt ud af gårdspladsen og rundt om laden, før hun knækkede sammen, lænede sig op ad en hegnspæl og med begge hænder holdt hun om sin mave, masserede lænden. Smerterne var kraftige, værre, end sidst, måtte helt ned på knæ i græsset, lagde sig på siden, trak vejret hurtigt, kunne lugte lort fra en ko og duften af kamilleblomster. Det er alt for tidligt, mindst to måneder, tænkte hun. Mister jeg det, så skidt, det er måske godt, nu jeg er kommet af med den første, så er jeg da helt fri. Dumme mandfolk, tænker kun på elskov.

Vilhelmine begyndte at græde, krabbede sig ned i den fugtige grøft, ingen skulle se hende. Tog et par store blade fra en stenbræk, pudsede og tørrede sin næse, ansigt, rundt i nakken, krøllede bladene sammen og smed dem fra sig. Lagde mærke til, hvordan det foldede sig ud, så sit snot, sparkede det væk med foden.

Hvad har jeg gjort? Hvordan kunne jeg gøre det? I vores familie; aflevere et barn på fattiggården, det er ikke et sted at være. Det er så synd for lille Sofus. Hvad tænker de andre? Jeg kan jo ikke gøre andet, han skal ikke se mig ligge på bordet hos mor. Sofie hjælper til og Jacob kan heller ikke passe ham. Alexander, han skal i hvert fald ikke have ham. Stine og Lars ville også have sagt nej, har også rigeligt selv.

Kære Gud, arme mig, vis din nåde, jeg kan ikke gøre det anderledes, tilgiv; Vilhelmine begyndte igen at græde, lukkede øjnene, solens stråler varmede hendes ansigt.

Hun blundede.

Støttede sig bagefter til nogle sten og rejste sig op, børstede græs og jord af sit tøj. En skovsnegl var mast ud på kjolen, hun skrabede det meste væk med en lille pind og gik rundt om byen for at komme tilbage til Ornedgård, ville gerne hurtigt hjem nu, var sent på den.

Mødte ikke nogen, heldigvis.

Jo tættere på gården, hun kom, desto lettere føltes hendes gang, svingede lidt med armene, solen skar, godt at få hvilet lidt i den grøft. Han skal nok klare sig, mor og søster er der, om nogle år skal han ud at tjene. De skal ikke få mig ned med nakken, er der noget galt, må de jo sige det, det kan de vel gøre for mig.

***

– Sofus, jeg får én af de store drenge til at vise dig rundt på gården, så kan du også se, hvor du skal sove. Lad være med at snakke med ham den gamle, der hedder Ole. Inspektøren pegede ud ad vinduet og Sofus kunne se en mand, der hostede og spyttede rødt snot ud på jorden, det var ulækkert, Sofus lukkede øjnene. Vi spiser middagsmad klokken tolv, sæt dig ned og vent.

Sofus satte sig på en stol, den føltes hård og han lod igen øjnene undersøge rummet. Alt var meget fremmed, snakken og uroen, var han ikke vant til og han forstod slet ikke, hvorfor han ikke bare kunne være hjemme hos Mormor Johanne eller Moster Sofie og Onkel Jacob, der var så roligt og han kunne altid finde på noget at lege eller høre alle historierne.

Fra et rum kunne han tydeligt høre, at en kvinde skreg og der blev rumsteret. Kvindestemmer, der tyssede. Lidt efter hørte han et barn græde og undrede sig over, at der ikke var nogen, der fik barnet til at holde op med at græde; det ville Mormor Johanne altid have gjort, tænkte han. Hun ville have trøstet. Holde om barnet. Kysse det. Kigge med sine venlige øjne.

Sofus begyndte at græde.

Det var én af drengene på ti år, der viste Sofus Fattiggården. De var rundt i alle bygninger, i sovesalene var der stadig nogen, der lå i deres senge.

– De er syge, fortalte drengen. De behøver ikke at arbejde. Der er en sovesal for mænd og os store drenge og så én for kvinder og store piger. De helt små børn på din alder sover i den anden ende af bygningen. Både piger og drenge sammen.

– Jeg er sulten, fik Sofus forsigtigt sagt.

– Vi er 120 i alt og spiser altid morgenmad i tre hold. Du er lille og spiser klokken syv. De andre klokken seks og halv syv. Vi får the, mælk og brød, hvis du er heldig, kan du få lidt varmt øl med sukker. Det smager godt, især om vinteren. Klokken otte får vi fedtemadder og klokken seks om aftenen får vi aftensmad. Har du smagt brændevin?

– Jeg har set stedmorfar Hans Lars drikke det én gang. Har ikke selv smagt det. Han så ikke ud som om, han kunne lide det.

– Her drikker mændene brændevin. Når de ikke har mere, bliver de små drenge sendt til købmanden inde i byen. Husk at passe godt på pengene. De bliver så vrede og kan godt finde på at slå. De gør det, når inspektøren ikke ser det, ikke særlig hårdt, for de har ingen kræfter. Jeg har selv prøvet at slå igen, der sker ikke noget, for idioterne tør ikke sige det.

Sofus var aldrig blevet slået før og blev bange, men han syntes, han havde fået en ven, fulgte drengen tæt hele vejen rundt og var også ude i staldene.

– Vi har ni køer og en enkelt lødeko.

Sofus vidste ikke, hvad lødeko betød. Turde ikke spørge.

– Det er en ko, der snart skal kælve, fortalte drengen, for han kunne godt se, at Sofus ikke forstod, hvad det var.

– Ja, kælve, det har jeg tit set sammen med Mormor Johanne, når vi fik lidt mælk hos de rige gårdmænd.

– Nu går vi over og finder din seng. Der er kun tre andre børn på din alder. I har jeres eget værelse. De andre er ude at vogte får. Dem ser du til frokost. Du skal skifte sengehalm i madrassen. Smid det gamle halm ud til hønsene. Frisk halm tager du ovre i laden. Lad være med at spilde, så bliver madmor gal. Det er godt at gøre det, inden alle de andre kommer hjem. De kan nemlig godt finde på at stjæle fra dig. Du skal ikke gå rundt med ham Ole dér. Drengen pegede på den gamle, som Sofus nu havde set flere gange. Ole kiggede på Sofus, men så hurtigt den anden vej, da drengen resolut viftede hans blik